Jul/Nytår 2008 37. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!)
.....for
alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de
mennesker og begivenheder,
som har betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse
Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har
forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere
eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille
sandkasse:
1. Årets døde og myrdede blandt vennerne – heriblandt en mand
hvis bog og inspiration jeg som vagabond bar med mig overalt i
USA.
2. Verden er gået af lave med finanskrisen og vi er alle tabere.
Jeg selv har aldrig held i penge. Læs om hvordan jeg inden
markedsfundamentalismens skibbrud mistede først en kvart million
kr pga. konkurs – og dernæst flere millioner kr i indtjening.
3. Hvordan Elton Johns elsker snuppede 300.000 kr fra mig – men
Elton John bagefter kom et plaster på såret ved at sende mig
halvdelen af beløbet.
4. Hvordan Stein Baggers familie fik vristet millioner ud af
mig, men også om hvordan dette var begyndelsen til hans egen
storhed…..og fald.
5. Hvordan mine aktier i ØK raslede ned og ØK’s topdirektør
alligevel bildte mig ind, at ”ØK har gjort dig til en rig mand.”
6. Hvordan jeg prøvede at få USA’s ambassadør til at tage en
muslimsk kvinde med på skødet, da han ville ankomme til min
udstilling i Gellerup flyvende i en F16. Men hvad sagde mon
palæstinenserne – flygtet som de var fra sådanne daglige
overflyvninger?
7. Hvilken verdenskendt person jeg så til middag hos
statsministerens søn i USA – og alligevel ikke kunne kende. Og
hvordan vi i vore debatter efterhånden blev så enige at vi
besluttede i stedet at dyste med hinanden i Berlin maraton. Hvem
af os mon vandt?
8. Hvordan Michelle Obama var med til at skrive mit show om og
hvordan mange andre af mine sorte elever fra den tid nu
inviterer mig tilbage pga. Obamas valgsejr.
9. Hvordan jeg i år havde så mange udstillinger rundt i Europa
at jeg til sidst flygtede fra to af dem til et muslimsk
drømmeland…..men straks blev hentet tilbage.
10. Hvordan min søn rejste fra en amerikansk kæreste for i
stedet at rejse med en russisk, men blev indfanget af russerne,
som han så skyde en af sine amerikanske venner…..og derefter ved
hjælp af den første blev befriet af amerikanerne.
11. Hvordan jeg selv efter ca. 26.000 timers indespærring blev
befriet af japanerne mens disse fastholdt min datter og
forhindrede hende i at sende livstegn.
12. Hvordan min udstilling sidste sommer er årsag til en endnu
større næste år, hvor I er inviteret til kæmpefest. Dato og
invitation (er det mon Louisiana?) finder du inde i julebrevet,
så vil du til fest…..tja, så må du igen i år tygge dig igennem
hele julebrevet J
Julebrevene forsøger
at fortsætte grundideen fra Amerikanske Billeder med at beskrive
politik og samfund udelukkende ud fra det personligt
oplevede.
Kære årbog…….gamle venner……og svage smugkiggende sjæle
Da
jeg intet har oplevet i år – udover som I kan læse det samme
økonomiske kollaps som I selv har oplevet – og da jeg i julen
rejser til Indien og derfor ikke kan bruge denne til mit
sædvanlige hyggelige julebrevsskriveri, vil jeg I år skåne jer
med et ganske kort brev.
Jeg skal advare om at det i år er rene dagbogsskriverier uden
større politiske betragtninger.
Året startede hårdt og brutalt 4 dage efter nytår, da min
amerikanske agent skrev at hans søn Muhannad netop var blevet
myrdet. Han skulle til begravelsen – idet denne var muslimsk -
hurtigt bruge det billede jeg havde taget af Muhannad sammen med
min søns første kæreste, Anna, under deres sidste besøg hos os i
New York. Muhannad havde forladt moskeen efter fredagsbønnen for
at samle sine to børn op i et socialt byggeri, hvor han blev
myrdet af et familiemedlem til børnenes mor for øjnene af sine
børn. Jeg fik det at vide næste dag, lørdag, og billedet skulle
bruges til begravelsen om søndagen, så jeg måtte hurtigt grave
ned i arkiverne. Muhannad, som min søn tit havde leget med i
barndommen, var utrolig begavet og netop optaget på Yale
universitet.
Han drømte også om en modelkarriere hvorfor han var
glad for at møde Anna, som nu er en af de helt store
supermodeller. Som de fleste af USA’s sorte muslimer var han
opdraget til at holde sig fri af kriminalitet og fængsler,
hvorfor chokket over hans uskyldige død var ekstra stort for
familien.
Ellers brugte jeg ugerne efter nytår på endeløse filmoptagelser
til britisk TV. Med den milde influenza og rustne stemme jeg
havde gået med gennem et helt år nu var jeg ikke særligt
inspireret. Og da filmfolkene mest var interesseret i at høre om
mine vagabondår – og ikke om mit arbejde med racisme i dag –
måtte de nærmest trække alle ordene ud af mig. Jeg har snakket
om mine vagabondår hele mit liv og gad ikke endnu engang. Dag
efter dag gik det på samme måde og optagelserne var så godt som
ubrugelige, da jeg blot virkede som en træt gammel (hostende)
mand. Så sagde jeg en dag for sjov til dem: ”Jamen, jeg tror det
er fordi I er to mænd. Hvis filmselskabet havde sendt en sød
kvindelig interviewer er jeg sikker på det ville gå bedre.” Jeg
tænkte ikke nærmere over mit vits, men kort efter fløj de hjem
til London og da de vendte tilbage bragte de den mest sexede
søde pige med sig, som de havde instrueret i at stille alle
spørgsmålene. Derefter startede vi forfra….og nu gik det
strygende. Kemien mellem os var helt anderledes. Sådan skal man
lave film – i al fald med mig.
Filmen ”A
portrait of Jacob Holdt”
kan I se på min hjemmeside, men for jer venner er der intet nyt
deri. Derimod skulle I have set den labre larve bag kameraet
J
Februarturneen i USA var også en fiasko. Da jeg kom fra
JFK-lufthavnen for at hente min bil var hele
bådopmagasineringsområdet indhegnet og med vagter. Det viste sig
at John Schmitt, som næsten gratis havde passet på min bil der i
ti år, nu var blevet arresteret som storkriminel. Han havde
aldrig fået tilladelse af New York by til at huse hundredvis af
både og biler og skyldte kæmpebeløb for skatteunddragelse. For
at få bilen udleveret skulle jeg nu igennem et enormt
bureaukrati løbende fra kontor til kontor i Manhattan for at
bevise at det var min bil. I har ingen anelse om hvor stort
bureaukratiet er i USA. Først efter en uge kunne jeg med politi,
der kom kørende helt inde fra Manhattan, få bilen udleveret. Da
det var et år siden jeg sidst havde kørt den, troede jeg ikke
den ville starte. Men det gjorde den og kørte endda i 10
minutter hvorefter den pludselig gik i stå midt på motorvejen.
Øjeblikkelig stoppede en politibil bag mig og krævede at jeg
flyttede mig. Jeg var frygtelig nervøs for at de ville se at
registreringsmærkaterne på forruden var udløbet og at jeg ville
få en kæmpebøde og miste kørekortet. Men nej, situationen var så
alvorlig at de simpelthen med deres bil skubbede min store van
ind på en sidevej uden at stige ud – dovne som amerikanske
betjente er. På et værksted lovede de at lave bilen på et par
dage, men hver dag når jeg ringede havde de fundet nye
uforklarlige problemer. Det elektriske system i disse moderne
elektroniske biler kan ikke tåle at den altid står parkeret ved
det salte hav. Jeg gik som en ”hjemløs” rundt dag efter dag hos
Christina og ventede på at de fandt fejlen. Til sidst var der
gået tre uger uden at jeg kom på landevejen og jeg gav op og
solgte bilen til værkstedet, hvilket de lige fra begyndelsen
havde pønset på. Egentlig var det en lettelse nu at stå uden mit
rullende hjem og dermed også de dyre årlige forsikringer, syn,
reparationer. En udlejningsvogn er ikke så bekvem og hyggeligt
indrettet med TV, bar, musikanlæg, sofastole osv., men til
gengæld starter den altid. Og sengen, som 32 danske medrejsende
har sovet i, har jeg bygget så den let kan samles i en
udlejningsvogn. Det var det jeg nu gjorde inden turneen sydpå.
Men at vente tre uger hos Christina var noget af en
prøvelse. Vi har boet sammen i over 20 år, men aldrig så længe
af gangen. Nu var det pludselig som ethvert andet ægteskab med
rollefordeling, børnehentning, indkøb, opvask osv. (Rengøringen
har hun heldigvis to afrikanere til og takeout maden bringer de
overalt i New York cyklende underbetalte mexicanere hyppigt).
Tilmed havde vi vores første skænderi nogensinde. Vi så
forbavsede på hinanden og kunne næsten ikke tro det. Hun, som er
så lattermild at jeg kun troede hun kunne skændes med børnenes
far. Raymond (en af verdens førende modefotografer), som hun
ikke vil have indenfor dørene, er jeg til gengæld blevet rigtig
gode venner med når jeg afleverer børnene hos ham ved limousinen
om morgenen eller i hans nye 8 millioner dollars lejlighed på Broadway. En særlig glæde var det i de tre uger at have rigeligt
tid sammen med børnene, Eva og Max, når Christina svømmede i det
iskolde vintervand rundt om Manhattan eller sammen med de
garvede ”Polar Bears” i Coney Island – noget hun kun fik mig
lokket til en enkelt gang….og kun i 10 minutter.
En særlig krise fik jeg da en gammel veninde i Rom
pludselig ringede og sagde at hun havde bestilt billet til New
York for at køre med mig rundt. Jeg var ikke begejstret, men da
hun tidligere havde hjulpet mig og min datter meget i Rom, hvor
vi boede hos hende, kunne jeg ikke sige nej. Uden at spørge mig
om det passede i mine planer havde hun nemlig allerede købt
billet. Men så kontaktede hendes søster mig for at høre om alt
var i orden til turen. ”Ja,” skrev jeg, ”men nu jeg har dig i
røret vil jeg godt lige høre dig hvilken tilstand Paula er i.
Jeg ved jo at hun to gange har været langvarigt i hospital for
selvmordsforsøg og har haft mentale problemer.” Hvorpå søsteren
skrev at hun var lettet over at jeg spurgte, for den var helt
gal med Paulas sindstilstand nu. Og for hendes og familiens
skyld, ville jeg ikke nok aflyse hendes tur med en passende
undskyldning eller løgn? Hvis jeg lod hende komme med skulle vi
aflægge besøg hos den og den psykiater, hvorefter hun opgav
adresser og telefonnumre på en stribe af psykiatere. Og var jeg
klar over at Paula aldrig sov? Jeg tænkte at sindssyge folk har
jeg været sammen med hele mit liv, så det var ikke noget
problem. Men at få sin nattesøvn ødelagt kunne jeg ikke klare.
Jeg husker en sindssyg mand, som Cindy og jeg engang havde
samlet op i Californien og taget med hjem fordi han ikke havde
noget sted at bo og skulle i retten næste dag. Hele natten havde
han rumsteret rundt stirrende op i loftet, så vi blev nødt til
at barrikadere døren til soveværelset. Og i
Købmagergade-kollektivet havde tyskeren Frank og amerikaneren
Nelly ligeså sindssygt jagtet hinanden rundt natten igennem med
knive og ødelagt vores søvn i ugevis. Dette var jeg ligesom
blevet for gammel og nærtagende til nu. Men nu begyndte Paula
dag efter dag – eller rettere i de romerske nattetimer – at
ringe grædende til mig, tryglende mig om at komme med. Det var
virkelig svært fordi hun er utrolig sød, charmerende og begavet.
Som 18-årig havde hun oversat hele mit show til italiensk og
charmeret os alle i Købmagergade i perioden, hvor jeg havde
30-40 flygtninge indkvarteret. Men netop charmen mindede mig for
meget nu om rigmandsgroupien Sandra, som i 1987 forfulgte mig
over det ganske USA og var skyld i at jeg to gange smadrede min
bil totalt og en anden gang fik hele mit udstyr til 150.000 kr
stjålet. Særligt anspændt var jeg og søsteren den dag, hvor
Paula efter planen skulle flyve og det stadig ikke var lykkedes
os at tale hende fra det. Christina og jeg havde inviteret en
bunke gæster til middag, men hele aftenen stod jeg i telefonen
med den grædende Paula og følte mig simpelthen noget så grusom
og modbydelig overfor denne gamle ven. Men at tage hende med
ville være endnu mere uansvarligt, havde hendes læger nu
overbevist mig om. Alligevel har jeg virkelig svært ved at sige
definitivt nej og har altid foretrukket blot at lade tingene
udvikle sig uden at gribe ind. Lettet var jeg, da søsteren næste
dag ringede og sagde at Paula ikke var taget af sted, men nu
blot snakkede om at hun ville købe ny bil.
Så jeg følte mig som en fri og i al fald lettet mand, da jeg i
min nye udlejningsbil endelig efter tre uger kørte sydpå fra New
York. Statsministerens søn, Henrik Fogh Rasmussen, havde spejdet
efter mig forgæves i ugevis, da han ville invitere mig til
middag med sine republikanske venner i Washington, men nu indtil
flere gange havde måttet aflyse fordi ”min ven fra Danmark kører
rundt i en gammel kasse der bryder sammen hele tiden.” Det øgede
vist blot mystikken omkring mig i hans fine republikanske
omgangskreds, der alle arbejder med at få skatten ned (som om
denne ikke er lav nok i USA?) Da jeg trådte ind i hans stue i
Alexandria og så billederne på væggen udbrød jeg begejstret:
”Gud, vi har jo fælles venner. Hende her kender jeg, men hvad
pokker er det nu hun hedder….hvor var det dog jeg mødte hende
sidst?” Sådan fik jeg straks gjort mig selv til grin hos
republikanerne, for den velkendte dame jeg ikke straks havde
genkendt på billedet sammen med Henrik og hans kone var ingen
mindre end Laura Bush. Dette viste de mig grinende længere henne
på væggen, hvor de var afbildet sammen med George W. Bush.
Faktisk var Henriks far lige under mit besøg selv på fint besøg
på præsident Bushs ranch i Texas. Men vi hyggede os gevaldigt
under deres fine middag og da republikanere lever i en verden
langt væk de fattige, lyttede de opmærksomt og interesseret til
mine historier fra det virkelige liv i ghettoerne.
Under mine
foredrag i Danmark havde jeg tit drillende indbudt Henrik til at
tage med på besøg hos mine venner i hans lokale ghettoer. ”Det
vil jeg da uhyre gerne”, sagde han, men da jeg næste dag skulle
i kirke med gangsteren Alphonso, havde Henrik pludselig
alverdens undskyldninger om at han desværre skulle til ballet.
Men ok, Henrik, du får en ”second chance” næste gang jeg er i
byen. Jeg løber ikke fra mit ord!
Ellers er der ikke meget sjovt at berette om forårsturneen, hvor
jeg skulle have stødt på et par søde danske piger i Florida og
have dem med i bilen, men nu kun nåede mit show i en eliteskole
i North Carolina og fødselsdagsfest for min mangeårige ven, Tony
Harris’ søn i Atlanta. Dog fik jeg også besøgt en anden gammel
gangsterven, Lep Whitley, som lige som Alphonso på sine gamle
dage står og hallelujaer i kirken søndagen lang.
Hjemme i Danmark igen
måtte jeg allerede dagen efter flyve til London for at modtage
den fineste fotografpris i Europa, Deutsche Börse prisen, i
Photographer’s Gallery. Vi var fire, der var nominerede på
grundlag af vores seneste bogudgivelse, John Davies, Esko
Männikkö, Fazal Sheikh og jeg selv og i månedsvis havde man
arbejdet på vore udstillinger. De andre sendte store flotte
indramninger af deres bedste billeder mens jeg nøjedes med at
sende en stak gamle støvede billeder, der stod i et rum og kørte
uophørligt på en Kodak carousel – sådan som jeg synes at mine
billeder skulle præsenteres. Vibeke havde forinden set en chance
til at tage en ferietur til London under påskud af at
transportere stakkevis af mine bøger til museets boghandel. Hun
havde set frem til at jeg vandt prisen på 300.000 kr, så vi
kunne få råd til at ombetrække min farmors forlovelsesgave fra
1919, sofahjørnet i vore stuer, men var for spændt til selv at
møde op til denne Oscaruddeling. Aftenen før var der gallamiddag
for os fotografer, som jeg kom et par timer for sent til. Da jeg
mødte frem under desserten og spurgte min sidemand: ”Who are you?”
svarede han tørt og kort, ”I am your competitor?” Med min
manglende interesse for fotokunst havde jeg selvfølgelig ikke
sat mig ind i hvem de andre var mens de åbenbart alle vidste
hvem jeg var og – gik det op for mig – regnede med at jeg ville
vinde. ”Hvad har du så tænkt dig at bruge de mange penge til?”,
spurgte jeg igen min sidemand. ”Whisky?” svarede han igen
ligeså tørt og kort. ”Nå, det er dig der er fra Finland, kan
jeg regne ud. Hver gang jeg havde finner boende i mit kollektiv
i København lugtede hele lejligheden straks af whisky og de
sagde heller ingen ting i tre dage, hvorefter jeg spurgte dem,
”Jeg går ud fra I er fra Finland?” ” Og sådan kom jeg også
straks på talefod med Esko Männikkö mens jeg undrede mig over
hvordan han havde taget sine billeder idet en væsentlig del af
kunsten jo er at kunne kommunikere med folk. Men da jeg så hans
billeder forstod jeg. De var nemlig taget af dyr i zoologiske
haver mens hans eneste interesse var at gå på jagt og drikke
whisky. Så hans billeder følte jeg mig ikke truet af og heller
ikke John Davies kedelige landskabsbilleder. Kun Fazal Sheikhs
engagerede billeder af udsatte indiske kvinder syntes jeg burde
have en chance for at vinde. Men da aftenen for den store
prisuddeling kom gik det ganske anderledes. Det hele var lagt op
som en Oscar uddeling og vi stod som sild i en tynde. Jeg stod
mast tæt op af netop Esko, der som den eneste havde sin familie
med. Og da jeg så hans to yndige piger på 9 og 11 stå der med
store forventningsfulde og ængstelige øjne, blev jeg under
indflydelse af champagnen så rørt at jeg i mit inderste ønskede
at han måtte vinde, thi det ville være en grusomhed mod disse
piger at se deres far tabe. Jeg har aldrig været med i en sådan
nervepirrende konkurrence før og hadede at føle spændingen i mig
selv over noget så inderligt ligegyldigt som ”nybetrukne
sofamøbler”. Endelig stod Elton Johns elsker, David Furnish, som
ligesom han er en stor fotosamler, på scenen for at trække
vinderen op af posen. ”And the winner is, Esko Männikkö!” Jeg
var – efter alt hvad jeg havde hørt og læst om at mine billeder
var de mest usædvanlige – mildest talt forbavset, men tænkte
straks på de to små piger, der nu brød grædende sammen i jubel –
eller så meget som finner nu kan udtrykke følelser
J
Det var selvfølgelig også det mest retfærdige al den stund de
andre fotografer udelukkende lever af og kæmper for at overleve
af deres fotografering mens jeg lever fint af foredrag.
Alligevel var jeg lidt skuffet da jeg aldrig har fået en pris
før. Det fik jeg dog alligevel i form af den check vi andre fik
på 30.000 kr hver hvorfor vi også kan titulere os selv som
modtagere af Deutsche Börse prisen. Hvilket igen – modsat for de
andre – ingen forskel gør i mit travle foredragsliv. Så jeg svor
på stedet at jeg aldrig mere vil stille op i så nervepirrende,
men latterlige konkurrencer. Skal jeg have en pris kan de sende
den til mig i København frem for at gøre min kone til gidsel
gennem næsten et helt år. Det holder hendes nerver ikke til mere!
J
Et plaster på såret var det at Elton John nu blev opmærksom på
mine billeder og kort tid efter købte 8 af dem for 160.000 kr
ligesom Photographer's Gallery nu er begyndt at sælge dem som
fotokunst. Men dette gav mig dog også skrupler, for et af Eltons
billeder var det af
Leslie i badekaret. Så i hvilken grad bør
jeg nu dele sådanne arbejdsfri indtægter med min gamle kæreste,
som stadig lever i yderste fattigdom i Connecticut – udover at
invitere hende til fine middage som jeg gjorde det til vores 30
års jubilæum. Det var denne udbytning, som gjorde at jeg i så
mange år modsatte mig ethvert forsøg på at udstille og sælge
mine billeder mens jeg nu bløder lidt op fordi så mange af mine
afbildede venner er døde.
Ugen efter måtte jeg igen tilbage til London til premiere på
Tv-filmen, der var blevet lavet om mit liv som fotograf. Der var
stuvende fuldt og folk var begejstrede for filmen. Bagefter var
der spørgsmål til mig og instruktøren Marcus Werner Hed. Jeg
tænkte at det kunne jeg sagtens klare, da jeg jo er vant til
spørgsmål fra store amerikanske publikums. Men briter er ikke
amerikanere. Dels kunne jeg knap nok forstå deres forskellige
dialekter og dels kunne jeg ikke forstå den britiske tænkemåde,
der lå bag. I mange tilfælde måtte Marcus nærmest ”oversætte”
deres spørgsmål til mig. Alligevel trampede jeg rundt i det og
sagde på et tidspunkt: ”Sorry, I don’t understand British
dialects so well.” ”But I am Irish,” svarede manden fornærmet.
Alligevel fik jeg meget ros af irerne fordi jeg lavede en lang
sammenligning af undertrykkelsen, de sorte var udsat for, med
den som irerne havde været udsat for af briterne. Sværest havde
de ved at forstå - med den succes billederne nu har - at jeg
havde trukket mig ud af England i 1983. ”But you litterally ran
me out of town – even though Ken Livingstone (Londons populære
borgmester) had blown it up as the most important show of the
year.” Hvorefter jeg måtte fortælle dette nu yngre måbende
publikum alt om hvad der var sket dengang vrede moddemonstranter
organiseret af CIA var trængt ind i det store Scala teater og
efter vrede udfald om showets ”racisme” havde væltet hele mit
udstyr ned over publikum og afbrudt forestillingen. Næste dag
trængte vrede demonstranter ind i byrådet og overhældte toryer
med skoldhed kaffe, hvorefter debatten om Amerikanske Billeder
kørte i aviserne i ugevis og jeg flygtede med showet til Irland
og siden hen kun enkelte gange viste det i universiteter i
Nordengland. Den samme holdningsændring overfor mine billeder
finder jeg i Frankrig, hvor de ikke i dag fatter at jeg engang i
Paris måtte have politibeskyttelse under hele mit show pga. de
mange bombetrusler.
En stor del af året brugte jeg på lignende måde med at flyve ud
for at åbne mine udstillinger i Amsterdam, Luxemburg, Frankfurt
og Frankrig. Til udstillingen i Rimini i Italien tog Vibeke med
på en lille ferie. Ellers brokkede hun sig så meget over mit
fravær at jeg – træt som jeg selv var af de endeløse middage og
taler af borgmestre hvert sted – undlod at vise mig til mine
ferniseringer i Berlin og i Krakow for i stedet at tage på en
uges ferie med hende i det smukke Andalusien. Eneste fejl vi
gjorde var at leje bil frem for, som Vibeke sidst, at tage rundt
i bus, da man mest bevæger sig mellem de skønne gamle bycentre,
hvor man alligevel ikke kan parkere. Jeg havde tidligere set
Grenada, så vi koncentrerede os om nogle af Europas absolutte
perler i de gamle bydele af Cordoba, Sevilla, Cadiz og Malaga –
især de mange vidnesbyrd om den tolerante muslimske periode som
fulgte efter vore hærgende visigotiske forfædre og før Isabellas
intolerante fordrivelser af jøder, kættere, muslimer m.fl. Som
sædvanlig fandt vi at de billigste hoteller til under 30 euro i
de ældste smalle gader var de bedste og at man skal bede om at
få familiens egne ”private” lukkede værelser for at få sit
drømmeværelse med egen balkon og nedhængende roser, hvis man sin
høje alder til trods ønsker at få ægte Romeo og Julie romantik.
Vi ”udlåner” gerne disse utrolige Romeo og Julie værelser til
jer andre, hvis I skal derned, men ellers skal
alle
seværdighederne opleves og ikke beskrives i disse kedelige
dagbogsoptegnelser nedskrevet for min egen erindrings skyld.
Fotomuseet i Berlin var blevet så tosset over mit fravær til
åbningen at jeg senere i sommerferien blev nødt til at flyve
derned, da de som kompensation havde arrangeret et stort
foredrag for mine fotofans i Berlin. Det blev til noget af et
tilløbsstykke med 600 tilhørere. Jeg havde i årets løb lavet en
simpel PowerPoint-præsentation om mine billeder og især hvad der
er sket med folkene deri i årene siden hen. At følge mennesker
gennem store dele af livet – fotografisk – gør åbenbart et
enormt indtryk på tilskuerne – især historierne om de mange
triste skæbner som siden endte i mord eller fængsel. Jeg skulle
kun tale i to timer, men efter 6 timer – da museet skulle lukke
– var salen stadig fuld. Særligt bevæget blev jeg i pausen da
folk stod i lang kø for at få deres gamle udgaver af min bog
signeret – ca. hver anden med den gamle vesttyske bog og hver
anden med den østtyske. Nu i én herlig integration i fælles by,
fælles land og fælles EU. Synet fik mig næsten til at tude ved
tanken om alle de gange vi havde siddet fast ved muren i timevis
når vi krydsede med showet mellem øst og vest. ”Østtyskeren”
Christina Voigt, som havde reddet min udstilling i Øksnehallen
sidste år, sad stolt hver gang jeg viste hende på besøg hos mine
sorte venner i USA, nu integreret med sine og mine ”vesttyske”
venner, som arrangerede flere fester bagefter, bl.a. i det
smukke Potsdam. Men denne gang boede jeg hos en anden veninde,
den smukke og sprudlende Beatrice Minda, som jeg havde udstillet
sammen med i Frankrig og som også havde været ude at køre med
mig. I flere dage cyklede og svømmede vi sammen langs
Spreefloden, hvorved jeg opdagede hidtil ukendte og utrolige
sider af denne perle af en hovedstad.
I
maj var jeg på en hyggelig tre dages skovtur til Letland med den
kække Johanne Smith-Nielsen, MF, og en hel flok idealistiske
yngre kvinder fra Amnesty International. Vores mål var at
optræde som et beskyttende menneskeskjold for Rigas årlige Gay
Pride parade, som hvert år angribes af rasende skinheads og
borgere kastende med brosten og menneskelort. Disse opmuntres og
finansieres af hadske politikere, nationalister, biskopper og i
år endog af en homofobisk mangemillionær, hvorfor Amnesty
forsikrede hver af os for over 15 mill. kr. Altså knap så sjovt
som vores hjemlige fredelige og farvesprudlende Mermaid Parade,
som jeg deltager i hvert år – i år i øvrigt sammen med
politikere fra næsten samtlige partier nu hvor det er kommet på
mode at profilere sit anti-muslimske frisind ved at vandre arm i
arm med højhælede, sminkede transvestitter. Jeg har netop haft
en længere debat i Jyllands-Posten med en sort indvandrerbøsse,
der naturligvis trives herhjemme, men ikke kan se at den værste
racisme altid kommer i frisindet forklædning – i kærlighedens
navn for at beskytte ens børn fra det man selv lærte at frygte –
og som altså ikke er væsensforskellig fra homofobien i Letland.
Jeg var selv helt skræmt af det alarmerende voldsbillede Amnesty
havde givet os af vore homofobiske modstandere, men da jeg så
disse højstøvlede, kronragede søde nazister i én stor råbende
angst masse sammen med højhælede, hatteklædte og ligeså søde
gamle damer, som igen - ikke af had, men af kærlighed ”for at
beskytte vore børn mod AIDS og umoralsk udenlandsk indflydelse”
- kunne jeg ikke andet end straks falde for dem og blande mig
med dem.
Jeg besluttede at min opgave ikke var at skabe mere
Vesteuropæisk had mod denne østeuropæiske homofobi, men gennem
mine billeder at skabe forståelse og empati for deres
lidelsesmønstre, som i så høj grad var præget af deres egen
mangeårige undertrykkelse og isolation. Som næsten eneste mand
nød jeg hengivenheden fra Amnestys søde piger, som selv aldrig
turde komme i nærheden af deres ”farlige” modstandere.
Først da
de så mine billeder gik det op for dem at de havde malet sig
selv op bag frygtens intolerante barrikader og de takkede mig
for at have hjulpet dem til at se mennesket bag ”hadet.” Så de
har allerede inviteret mig med på næste års ”Pickvick with the
Devil” i Østeuropa – eller som jeg ser det – en afslappende
ferietur med dejlige piger til eksotiske byer, restauranter,
bøssebarer mm.
Sommeren tilbragte Vibeke og jeg i sommerhuset – den første uge
med Christina Voigt på besøg med sine forældre fra det østlige
Tyskland, hvorfor vi fik mange sjove beretninger om livet før
murens fald over deres medbragte østtyske pølser på grillen.
Ellers knoklede jeg løs med at lave den digitale udgave af mine
lysbilledshows – foreløbig på dansk, norsk og engelsk – nu hvor
jeg her efter flere års stress endelig havde fået lidt
arbejdsro. Da jeg efter sommerferien startede mine nye digitale
shows, følte jeg mig som en befriet mand. I 26.000 timer har jeg
siddet indespærret i mørke lokaler under mit 4 timer lange show
for at skifte lysbilledbakker hvert femte minut og slæbte rundt
på et ton udstyr. Nu kan jeg – til arrangøren Hanne Ellegårds
forbavselse – ankomme cyklende til min bi-årlige forestilling på
Frøbelseminariet med min bærbare og en videoprojektor over
skulderen. Eller flyve til konferencer på en dag i USA og vende
hjem den næste uden at bruge en uge i New York på først at læsse
udstyr, reparere biler osv. Det lykkedes mig at finde et par
billige japanske projektorer til kun 26.000 kr stk næsten lige
så lysstærke som dem jeg havde troet jeg skulle bruge til 65.000
kr stk. LO og LB-fonden havde støttet mig med 50.000 hver.
I sommerferien blev vi mere og mere ængstelige for vore børn.
Lalou var taget til Japan og i flere uger hørte vi intet fra
hende skønt en sommerhusnabo kunne fortælle at hun havde set
spor af hende på Facebook. Lalou havde i sin travlhed ikke haft
tid til at finde en net-cafe og kunne ikke bruge sin mobil i
dette højteknologiske (men i øvrigt trygge) land, sagde hun
senere. Værre var det intet at høre fra Daniel. Hvert øjeblik
han har fri fra universitetet blaffer han ud for at udforske nye
steder i verden. I vinterferien blaffede han af sted for at se
Armenien, men var kommet til at fryse i sine sandaler i Tyrkiet
og lå med forkølelse, hvorfor jeg på en sms foreslog ham at tage
til Damaskus og få lidt varme hos vore venner, Sherin Khankans
forældre. Det lød fornuftigt at tage sydpå, men det er imod hans
stolthed og for letkøbt at bo hos hans fars venner, så den næste
sms jeg fik fra ham lød: ”Hej far, er sandelig kommet ind i
varmen, for jeg bor nu hos Hizbollah-bevægelsen i Libanons
bjerge. Og de er bindegale og har bomber og maskingeværer over
det hele og sælge narko. I går blev en hel del mennesker dræbt
af en bombe her i nærheden….osv.” Som følge af vores lange
nervøse uvished, der derefter fulgte, har jeg gemt hans sms. Det
lykkedes ham at nå hjem lige da universitetet startede igen, men
han fortalte rystet Vibeke at han faktisk selv havde været bange
denne gang. Men nu ville han i sommervarmen gøre et nyt forsøg
på at nå Armenien og havde taget en amerikansk kæreste, Naomi,
med på blaffeturen gennem Europa og Tyrkiet. Fra Armenien sendte
han nogle sjove billeder hjem af de lastbiler, de havde blaffet
med, og bagefter fået lov til at dekorere smukt med graffiti,
der er ukendt på de kanter. Da han ligesom jeg altid ”lige skal
se det næste land rundt om hjørnet” efterlod han Naomi i
Georgien for at tage videre til Azerbaijan, hvor visum var for
dyrt for hende. I Azerbaijan fandt han straks en russisk pige,
som han blaffede rundt med, men tog derefter tilbage til
Georgien for at hente Naomi til den lange hjemtur. Men så kom
denne rystende mail fra ham:
”Hej, Jeg er desvaerre rejst ind i Georgien i morges uden at
blive advaret af graensevagterne om den nuvaerende situation.
Den foerste chauffoer, der samlede mig op efter graensen
fortalte mig straks at der i dag er blevet bombet massivt i
Bantumi og Gori, der er uundgaaelige byer at komme igennem, hvis
man vil til Tyrkiet via koeretoej. (Man kan ikke komme til
Tyrkiet til lands via Armenien, hvor graensen vestpaa er
lukket). Ogsaa i Tbilisi er der spraengt bomber og landet er i
krigstilstand - ikke kun i Abkhasien og Sydossetien, som det
tidligere var tilfaeldet. Heldigvis kom jeg trygt til Tbilisi og
bor i en lejlighed der tilhoerer 2 amerikanske journalister. Den
ene er hjemme og den anden rejste til syd Ossetien for at lave
en reportage i gaar og vi kan ikke laengere faa fat paa ham via
hans mobil, der er slukket. Rigtig mange er blevet draebt i det
omraade, han opholder sig, indenfor det sidste doegn. Jeg er
ogsaa pissebange naar jeg sidder ved fjernsynet og ser alle de
lig der bliver transporteret gennem gader jeg selv gik i for 12
dage siden (i Gori - Stalins foedeby og kun 45 minutters koersel
fra hvor jeg er nu). Det er i det hele taget meget ubehageligt
at vaere her lige nu og jeg havde da heller ikke regnet med
andet end at tage direkte igennem til Tyrkiet denne gang uden at
stoppe her, men det er ikke muligt idet alle veje vest paa er
lukket pga bombninger denne morgen og Bantumi er ogsaa ved at
blive evakueret for indbyggere. Saa lige nu kommer der mange
flygtninge til Tbilisi fra diverse ender af landet. Jeg kan ikke
rejse tilbage til Azerbaijan, fordi det var et single entry visa
og jeg kan foerst ansoege om et nyt dertil paa mandag og maa
derefter vente 3 dage. Den eneste realistiske maade jeg kan
forlade landet paa er at jeg tager til Armenien, hvor jeg kan
faa et nyt visum paa graensen og saa flyve hjem fra Yerevan.
Lufthavnene i Georgien er nemlig blevet bombet og selvom der
stadig er enkelte selskaber, der har afgange fra Tbilisi, saa
har de fleste stoppet flyvningerne og jeg foeler at det er for
risikabelt at koebe en saadan billet, der maaske ikke bliver til
noget.
Naa, men jeg skriver tilbage saa snart jeg ved mere om hvad der
sker. Hvis jeg kan blive evakueret fra Georgien, betyder det saa
at jeg evt. faar en helikoptertur til et sikkert omraade udenfor
landet eller evt en hjemrejse til DK? Hvad vil I tro? Naa, men I
ved jo at jeg elsker jer og forhaabentlig ses vi paa en eller
anden maade snart igen. –Flim”
Med de dramatiske billeder vi selv så i fjernsynet i de følgende
dage af russernes hensynsløse bombninger og uvisheden om hvor
langt russerne ville rykke frem imod Tbilisi, var vores nerver
naturligvis på højkant mens vi kommunikerede med den danske
konsul i Tbilisi, som ihærdigt forsøgte at evakuere Daniel (her
i familien kaldet Flim). Amerikaneren, som han boede hos, så han
senere på Tv fra Ossetien såret på et hospital – skudt af
russerne, hvis bomber han også kunne høre udenfor byen. Men
efter nogle dage åndede vi lettede op da han sendte denne mail:
” Efter en 14 timers tur i en amerikansk konvoj, er jeg nu
blevet evakueret til Yerevan og dermed i tryghed. Dette kunne
lade sig goere fordi Naomi fortalte at jeg var hendes forlovede,
hvorfor den amerikanske ambassade accepterede mig i deres
koeretoej. Vi regner med at flyve til Riga den 13 eller 15 og
derfra blaffe hjem. Ha det godt. –Flim”
Fra Letland, hvor han har mange venner, blaffede han derpå over
Berlin hjem, hvor han ankom kun en time før en vigtig aftalt
lægeundersøgelse. I sommerens regn havde Vibeke og jeg flere
gange pønset på selv at tage til Tyrkiet, idet
Őzlem Cekic
mailede os dernedefra om at komme og bo hos hendes store
kurdiske familie. Mens alle I andre venner svigtede os i
sommerregnen, var hun med familien spontant dumpet på besøg hos
i sommerhuset. I årets løb havde jeg adskillige gange været
hendes hoffotograf, når hun den ene gang efter den anden
inviterer
store grupper af Københavns hjemløse og
socialt
udsatte børn i Folketinget ligesom jeg fotograferede den største
invasion af muslimer nogensinde derinde, da hun lavede
kurdisk
nytår på tinge. Se mine billeder på nettet af Villy Søvndal
danse kurdisk folkedans.
Özlem Cekic med hjemløs i
Folketinget
Fortsættes i 2. del |