Som nævnt i min e-mail før jul kommer julebrevet lidt forsinket i år grundet juleferien i Egypten. Der er såmænd heller ikke så meget at fortælle, så lad mig se om jeg ikke kan få det overstået lidt hurtigt i år. Jeg burde jo kun skrive om de begivenheder, der har generel interesse, men som I ved skriver jeg det jo også som dagbog for mig selv. Min hukommelse svigter og så er det jo praktisk at man hurtigt kan foretage en søgning i GOOGLE for lige at finde ud af hvilket år det mon nu var man var i Nepal osv. Dog har jeg for tiden fjernet julebrevene fra hjemmesiderne, da der var flere af jer, som jeg omtaler, der på samme måde begyndte at finde sig selv omtalt ved GOOGLE-søgninger. Én ting er hvad man kan tillade sig at skrive af drillende art i private julebreve, men drillerier opfattes let anderledes af udenforstående ude i den vide verden. Så skal julebrevene på nettet igen skal de nok kraftigt censureres. Men som den privilegerede ven, netop du er, får du så her igen den fulde ucensurerede udgave af julebrevet.

En anden grund til forsinkelsen er at jeg ikke igen ønskede at få julebrevet udpenslet af Marius under hans årlige nytårstaffel foran alle hans kommunale undersåtter. I år havde Marius i øvrigt oppet sig en hel fra de tørre foredrag om kalkmalerier, han tidligere underholdt os med og som bogstaveligt fik os til at vende det hvide ud af øjnene. Nu havde han hyret en sexbombe så laber at I ikke har set hendes mage siden vor fransklærerindes tid med det resultat at alle vi mænd igen måtte vende øjnene opad af angst for at få et rap over fingrene af vore efterhånden – måtte vi gennem øjenkrogene konstatere – i sammenligning ganske nedslidte koner. Og kort efter satte han oven i købet en anden åleslank kvinde til - stående på hovedet - at danse nytårsvals for os med de mest sexede lår jeg har set siden frk. Fedders tid. Når vi samtidig ikke kunne undgå at bemærke at han lige så stille er begyndt at invitere udelukkende sine kvindelige ansatte med til disse nytårstafler, - ja så måtte det jo gå galt, hvorfor mange vandrede ud i protest. At jeg overhovedet omtaler en så pinlig historie om en af vore gamle klassekammerater i et åbent julebrev er da også kun foranlediget af at han i sit julebrev i år yderst skadefro påpegede at der måtte være en fejl i Politikens resultatliste fra maratonløbet idet han ikke havde kunnet finde mig under sluttiderne. For man bør nu engang ikke gøre grin med andres religiøsitet, Marius. Når nu Vorherre af uransagelige grunde havde stillet min cykel så jeg nærmest faldt over den ved 16 km-skiltet, - ja, så måtte jeg jo se det som et tegn fra Gud om at den var stillet der for at jeg skulle cykle hjem frem for at løbe videre. Hvem ved om I overhovedet ville have fået jeres julebreve og drillerier i år hvis jeg ikke havde lyttet til dette budskab fra oven?

Min foredragsaktivitet valgte jeg i år at skrue kraftigt ned for efter at have ligget vandret i luften hele sidste år, men også for at koncentrere mig om digitaliseringen af billederne med henblik på at fremstille en Interaktiv DVD om racisme til brug for skolelærere over hele verden. Dette arbejde havde jeg egentlig tænkt mig selv at sidde og hygge mig med ved computeren i min alderdom, men det skulle gå anderledes. Mit liv har jo været karakteriseret af at jeg aldrig selv har skullet tage et eneste initiativ. Flere ansatte ved Det Danske Filminstitut havde efter mit jubilæumsshow i Den Sorte Diamant sidste år uopfordret bombarderet mig med e-mails om at jeg burde få støtte fra Instituttet til en DVD og Lars von Trier havde efter sigende også talt varmt for sagen derinde. Så i januar tog jeg mig sammen til at få et møde med en af filmkonsulenterne, Jakob Høgel. Jeg havde et par linier med om at alt hvad jeg havde brug for var de ca. 100.000 kr., som en billig scanning ville koste. Så skulle jeg nok selv lave resten af filmen på computeren derhjemme ligesom jeg havde lavet alle mine shows gennem årene i mit soveværelse. Men Høgel fik mig hurtigt overbevist om at jeg da burde have mindst 200.000 kr til en mere professionel scanning. Og skulle jeg ikke også have noget løn mens arbejdet stod på? Hvad for noget, tænkte jeg. Jeg havde aldrig siden jeg som 21-årig lavede tagpap for det Nationale Fiskeinstitut i Havanna fået egentlig løn. Så det var en helt fremmed tankegang for mig og da jeg ikke anede hvad man får i løn, spurgte jeg Høgel om han ikke havde nogle budgetter liggende, som jeg "kunne skrive af efter" under udformningen af mit eget budget. Han gav mig så et "der nok kommer nærmest dit projekt" – nemlig Jørgen Flindt Petersens nye Palæstinafilm "De besatte", som kommer op i biograferne den 22. januar – og lovede at støtte mig med et nogenlunde tilsvarende beløb. Jeg slog op på sidste side og det svimlede helt for mine øjne, da jeg så beløbet på 2,9 millioner. Da jeg ikke ønskede at virke som den rene bondeknold, sagde jeg klogelig ikke noget, men tænkte "Hvad i himlens navn har han dog tænkt sig at jeg skal bruge alle de penge til?" Men Høgel var indstillet på at give mig hvad som helst, jeg havde brug for. Han havde i sin skoletid set "Amerikanske Billeder" på Lyngby Privatskole og det havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham – ikke mindst i denne skole, hvor et stort flertal af eleverne dengang havde stemt på Fremskridtspartiet forinden mit show mens et lige så stort flertal havde stemt på venstrefløjen kort tid efter mit besøg. Så han var ikke i tvivl om at mit opdaterede show nu var blevet et vigtigt indlæg imod nutidens racisme.

Da jeg gik hjem med nyheden til familien følte jeg mig som "Hvad fatter gør, er altid det rigtige." Jeg var gået i byen for at bede om 100.000 kr. – tilmed lidt flov, da jeg aldrig i mit liv har været nød til at bede om penge til noget som helst – og var en time efter vendt hjem med løfte om noget lig 2,9 millioner. Vibeke var da også ellevild: "Nu bliver der endelig råd til en ny bil!" udbrød hun og kiggede vemodigt ud på sin gamle rustne Volvo, der netop var blevet kasseret ved bilsyn mens min egen – et af Politiets gamle blå Salatfade - ustandseligt tabte motoren. Det sidste har dog den fordel at jeg sparer en masse penge når jeg ankommer til ca. halvdelen af skolerne på toppen af en Falck-bil. Et Falck-abonnement er jo billigere end en tankfuld benzin og samtidig giver det mig lidt af spændingen fra vagabondårene tilbage. Ligesom jeg dengang altid kunne få folk til at køre mig til et bedre blaffested ved at fortælle dem spændende rejsehistorier om Kennedy og Rockefeller, kan jeg på samme måde altid få Falck-chaufførerne til at give mig et lift hele vejen fra København til Skagen med et hel ton showudstyr og færger og bropenge og alting betalt.

USA
Under forårsturneen i USA føltes det da også som om jeg steg lige fra de elegante danske Falck-biler over i de elendige amerikanske AAA-towtrucks. Som I så på sidste års Tv-program bryder også min amerikanske bil sammen hele tiden – denne gang såmænd allerede på turen fra JFK-lufthaven til Manhatten. Men derovre oplever jeg også dette som en positiv og lærerig oplevelse. For mens hadet mod muslimerne rasede i Danmark, fik jeg nu rig lejlighed til at se hvor anderledes og hjertevarmt muslimer behandles i USA idet næsten alle de "Falck"-mænd og mekanikere, der reddede mig ud af vanskelighederne, var pakistanere. Dog opdagede jeg ofte først dette gennem lang samtale, da de i et og alt fremstod som "amerikanere." Da det sorte kabinets åndsformørkende hetz derhjemme efterhånden havde fået mig overbevist om at "der virkelig er et problem med at integrere pakistanere," gav jeg mig nu til at udspørge disse pakistanere om alle de lakmusemner, som vi i Danmark bruger til at støde dem fra os - såsom homoseksualitet, tvangsægteskaber, "selv-ghettoisering" osv. Snart indså jeg at jeg her virkeligt havde med "amerikanere" at gøre frem for mennesker forstenet i en middelalderlig kultur – skønt de havde været i USA i lige så kort tid som "vore" pakistanere har været i Danmark. Selv den ultimative prøve, som jeg ynder at drille mine mere progressive pakistanske venner med i Danmark og som de stort set alle "dumper" på i min lille integrationsprøve: "Hvad ville du sige til at din søster giftede dig med en dansker?" - blev i halvdelen af tilfældene besvaret med et "Hvad mener du? Min søster ER ALLEREDE gift med en hvid/kristen amerikaner – a great guy!"

Selvom jeg kender undtagelser fra denne regel blandt nyankomne pakistanere i USA, bekræftes mønstret med at amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed fra første dag er i stand til at integrere ikke-uddannede muslimer mens disse i Danmark stik modsat let bliver til et spejlbillede af alle vore negative, kritiske og direkte hadske tanker overfor dem. Amerikanerne er selvfølgelig ikke spor bedre end os. De bruger blot deres indfødte sorte til at få afløb for al deres negative tænkning – og skræmmes derefter af det voldelige monster, de selv "har skabt." Mine pakistanske venner i USA er rystede når jeg fortæller dem om muslimsk "indvandrervold" i Danmark, da de associerer den slags vold med ghettoiserede og udelukkede mennesker og altså på ægte amerikansk vis straks ser sorte for sig ved ordet "vold."  

På et punkt havde jeg dog tænkt mig selv at "ghettoisere" og "udelukke" sorte og muslimer på denne tur, nemlig ved at tage et endeligt opgør med min sorte muslimske agent, Muwwakkil. Han sad i dybere og dybere fattigdom og håbløshed i New Londons ghetto og jeg var efterhånden hans eneste tilbageværende klient. Man kan nu engang ikke drive effektiv bookning for entertainere når man ikke tager telefonen halvdelen af dagen – (fordi han hver middag spadserer flere kilometer for at stå i suppekø med de andre fattige eller for at bede i moskeen) – eller ikke kan skrive kontrakter på computeren – (fordi belysningsvæsnet har lukket for strømmen pga. manglende betaling). Dette er den triste virkelighed for mange sorte forretningsfolk i ghettoen, som jeg i det mindste havde forsøgt at hjælpe med at bryde gennem 20 års samarbejde og gensidig tillid. Hans ærlighed og ihærdighed fejlede intet, men da han var dybt forgældet til alle sider – ikke mindst til mig – var jeg til sidst nødt til at lade idealismen sejle. Med de 42 shows, han havde organiseret på denne forårsturné, kunne jeg jo regne ud at han bagefter ville sidde på over 600.000 kr. af mine penge i denne usikre ghettosituation – foruden dem han allerede skyldte mig. Mit krav til ham syntes jeg derfor var rimeligt nok – at skolerne fremover skulle betale min andel til mig selv på stedet for at han ikke skulle kunne sidde på alle pengene i hele og halve år – indtil han uden tvivl gik endeligt konkurs ligesom min bogdistributør for to år siden, da jeg mistede 140.000 kr. Til gengæld tilbød jeg ham nu 30 % mod hidtil 25 % af foredragsindtægterne. For at gøre min strejke effektiv nægtede jeg derfor at stille op i enhver skole, der ikke ville betale mig halvdelen forlods, hvilket jeg fik stærk støtte i fra skolerne – med det resultat at Muwwakkil pludselig gik helt i baglås og aflyste alle mine 42 shows. Dette havde jeg ikke ventet med de 200.000 kr han immervæk selv stod til at tjene på en turné, som jeg vidste han havde arbejdet dag og nat på i et helt år for at få stablet på benene. Og dermed gik jeg så alligevel glip af de 600.000 plus de 80.000 han allerede skyldte mig. Værst var det at han for selv at stå så stærkt som muligt ikke havde givet mig adresser og telefoner på de skoler turneen omfattede, så jeg havde ingen mulighed for selv at opsøge dem og lave min egen kontrakt med dem. En del skoler laver dog fine hjemmesider om deres kommende foredrag, så ved at søge på mit eget navn i Google, lykkedes det mig at få genbooket i alt 6 shows på egen hånd mens andre ikke turde pga. frygt for sagsanlæg fra min agent. Det ærgrede mig således at gå glip af University of Nevada, da jeg havde glædet mig meget til for første gang at holde foredrag i galskabens og syndens Las Vegas.

Alligevel var følelsen over for første gang i 20 år at være en fri man – uden at have en slavepisker som ustandseligt jog mig videre ud af landevejen ……om ikke andet af skyldfølelse overfor Muwwakkil og hans familie over at deres økonomi ville bryde sammen hvis jeg ikke gjorde det – aldeles overvældende og befriende. Det endelige brud kom efter mit førte show i Ohio Wesleyan siden Pia Tafdrup var med her og denne gang var jeg samtidig så heldig at min bil besluttede sig for at bryde sammen i en snestorm MENS jeg befandt mig i mit og Pias gamle luksushotel, hvorfor jeg afslappet kunne plaske rundt i den samme svømmepøl for universitetets regning mens bilen blev lavet. Med al den tid mine mange aflysninger nu gav mig til at køre rundt på landevejene, ærgrede det mig at jeg ikke havde en begavet dansker som hende med i bilen til at dele oplevelserne sammen med.

Så da jeg havde en stor workshop efter mit show spurgte jeg de ca. 100 elever om ikke nogen af dem havde lyst til at tage med. For at få dem tændt på ideen kom jeg pludselig med en spontan joke om at besøge Ku Klux Klan, som vi lige havde snakket om i denne workshop. Da der straks kom en skov af fingre op blandt de mange tilstedeværende klanhadere, fangede bordet straks og jeg valgte den kønneste og kvikkeste – en datter af selveste Philadelphias borgmester – til at tage med. Det hele var lidt af et væddemål med mine elever idet jeg påstod at jeg let ville kunne "omvende" dem alle til at blive Klan-sympatisører hvis de blot gav sig selv lidt tid til at sætte sig ind i klanmedlemmerne "som mennesker" frem for blot at tænke negativt om dem som skabeloner med alle de fordomme medierne har givet os alle om Ku Klux Klan. Ideen var at min udkårne derefter skulle vende tilbage – "i levende live" lovede jeg – og aflægge rapport til de andre i skolen. Selv ønskede jeg at afprøve alle de teorier jeg i årevis havde haft om KKK og undervist mine forbløffede elever om, da jeg lige nu befandt mig lige i nærheden af klanens højborg i Indiana. Så glad og forventningsfuld drog jeg af sted med min udkårne borgmesterstang, Maura, med et hav af vinkende studenter bag os råbende: "Hils klanen fra Ohio Wesleyan."

Mine ideer om Ku Klux Klan er selvfølgelig ikke grebet ud af luften, men affødt af mange års samvær med klanfolk. Nogle af dem, der har fascineret mig mest i de senere år, er de mange hadets børn, jeg samler op som blaffere på USA’s landeveje – ensomme og forknytte står de hyppigt i vejsiden og venter tit i dagevis på at få et lift, da ingen vil samle dem op. Da de hele livet igennem på lignende måder har mødt vores afvisning, forundres og rystes vi over ustandseligt i medierne at høre om hvordan de pludselig eksploderer i hadske reaktioner overfor det samfund, som i den grad har vendt dem ryggen. Det er synd, for det er min erfaring gennem mange års rejser blandt hadets børn at der næppe findes kærligere mennesker. Ikke mindst gælder dette for Ku Klux Klan.

Hvis du som læser umiddelbart løfter øjenbrynene ved dette udsagn, vil jeg bede dig om under læsningen at lægge dine egne hadske og negative tanker overfor Ku Klux Klan til side og forsøge – i al fald for en kort stund – at komme disse mennesker i møde med kærlige tanker. Allerede nu vil det gå op for dig hvor svært dette er og at hadet i hvert fald ikke eksklusivt monopoliseres af Ku Klux Klan. Sjældent har jeg oplevet dette så stærkt som da det lykkedes mig at trænge ind i selve hadets symbolske højborg – i hovedkvarteret for den største, hurtigst voksende og ifølge eksperter farligste Klangruppe i Amerika med forgreninger over hele verden, the American Knights of the Ku Klux Klan.

Min rejse for at kunne blive accepteret var lang, thi også jeg led af negative tanker overfor Klan-folk i mit tidligere liv. Først og fremmest fik jeg gennem min sorte eks-kone, Annie, et grundigt kendskab til hvordan de havde terroriseret hendes hjemby, Philadelphia i Mississippi, og myrdet de tre borgerretsforkæmpere der som vist i "Mississippi burning." Senere måtte jeg flyve min sorte medarbejder, Tony Harris, hjem i chok fra en turné i Norge, hvor han på Tv havde set klanen med maskinpistoler skyde ind i en demonstration i hans hjemby Greensboro og myrde hans egen tidligere kæreste, Sandy Williams og flere andre. Jo, jeg er ikke blind for hvilken vold klanen rummer. Men allerede i disse to tilfælde fik jeg lidt forståelse, når jeg hørte om disse klanfolks fattige baggrund. Den ene af morderne i min kones hjemby, Jim Bailey, havde hun som barn leget med og kastet sten efter, da han som "poor white trash" boede i de samme tarvelige shacks som hende selv. Jeg så derfor hurtigt en del af voldsmønstrene som mage til de sortes - fremkaldt af følelsen af at være udstødt og foragtet af samfundet. Ingen hvide med respekt for sig selv ville jo bo der "on the wrong side of the tracks."

Siden samlede jeg på foredragsturneerne i USA hyppigt blaffende klan-folk op. På de uendeligt lange køreture fik jeg god lejlighed til at opleve mennesket bag hadets facade. For facaden var netop altid et utroligt lukket og forknyt ansigt af den type, der umiddelbart frastøder andre mennesker gennem sin fjendtlige udstråling. Men da jeg for længst havde oplevet de samme mønstre i de mest skadede sorte og i f.eks. kvindelige voldtægtsofre, vidste jeg intuitivt at de mennesker, vi diskriminerer imod, er dem der allerede er blevet skadede og diskriminerede tidligere. Det er let at elske de kvinder, der stråler af tillid og udadvendt kærlighed fordi de altid selv har mødt dette. Men jeg bliver næsten altid blæst omkuld af den fjendtlighed og lukkethed, jeg oplever i de mange voldtægtsofre i USA, som vi derefter yderligere diskriminerer imod som overvægtige når de hyppigt tvangsspiser sig ud af smerten. Hvad angår racisme havde jeg for længst lært at det vi diskriminerer imod ikke er hudfarve, men smerte sådan som den manifesterer sig i en fortvivlet cocktail af vredes- og fjendtlighedsmønstre hos den udstødte.

Derfor var det altid en udfordring for mig når jeg mødte disse reaktioner, som vi misvisende kalder for "had," at overvinde mine egne umiddelbare negative følelser overfor mennesket bag dem og i stedet at udvise ekstraordinær imødekommenhed. Det startede måske som nysgerrighed, men da jeg hurtigt opdagede hvor meget taknemmelighed og kærlighed jeg fik tilbage, begyndte jeg at se det som en form for egoisme, thi også vi, der er gået igennem livet uden større skader, har jo behov for lidt kærlighed. Og det får man som bekendt ikke uden at investere lidt selv – hvis man overhovedet hører til de heldige, der har overskud til at investere.

En typisk racist, jeg samlede op engang i Georgia krævede netop en sådan investering. Han var lukket og udtrykte sig særdeles racistisk. Han ejede intet udover en lille æske med kassettebånd, så jeg begyndte at spørge ham ud om hans musik og spille det på bilradioen. Det var i mine ører hæslig metalmusik, men jo mere jeg begyndte at spørge ham ud, jo mere begyndte han at ranke de tatoverede skuldre, at vise stolthed over den interesse han pludselig var genstand for. Og lidt efter lidt kunne jeg begynde at spørge ham ud om hans barndom. Som jeg anede havde han fået prygl i én uendelighed af sin far og tilføjede: "Men jeg fortjente en god gang prygl, for jeg var et dårligt barn." Her så jeg straks den typiske kobling i den klassiske racist. Intet barn fortjener naturligvis at blive mishandlet og ydmyget og ved at undskylde sin far havde han uundgåeligt projiceret sin smerte ud på andre – her i sydstaterne naturligt på de sorte. Med sine negative reaktioner overfor sorte, oplevede han derefter hele tiden disse reagere negativt overfor ham selv med det resultat at han til sidst var overbevist om at de var skyld i hans dybere smerte. Dette er undertrykkelsens onde cirkel, som for længst havde fået mig til at se at den typiske racist er lige så meget offer som de sorte.

Men hvor går grænsen mellem almindelig racisme og direkte had? Det opdagede jeg også hurtigt – især med blaffere jeg samlede op fordi man i bilens enrum har mulighed for at trænge dybere ned i menneskesjælen end under mere overfladiske møder. Det er dette, der kan gøre selv en bilrejse på de monotone kedelige amerikanske veje uhyre spændende. I Tennessee samlede jeg en nat en fortabt blaffer op, som umiddelbart virkede helt lukket og uigennemtrængelig, men et eller andet bævende i hans stemme fik mig til at mistænke incest. Jeg spurgte ham derfor igennem lang tid kærligt ud om hans barndom. Og ganske rigtigt dukkede der langsomt op af sjælens dybder en gruopvækkende historie om en stedfaders voldtægt af ham, som han havde lagt et effektivt mentalt låg over. Han var i hvert fald selv overrasket over ikke blot minderne, der nu dukkede frem, men også over at han overhovedet fortalte det til nogen. I løbet af kort tid var dette knudebundt af et ungt menneske forvandlet til ét stort bundt af taknemmelighed, der ville gøre alt for mig. Da vi holdt en kaffepause, viste jeg ham min bog (om underklassens sorte) og pludselig røg det ud af ham om jeg ikke ville med til det Ku Klux Klan-møde, han var på vej til. Jeg havde aldrig i mine år som vagabond kunnet få opsporet denne hemmelige organisation. Nu åbnede et af dens medlemmer sig pludselig kærligt op for mig og tilbød at hjælpe mig med at tage skjulte billeder af den hemmelige korsafbrænding og i realiteten at forråde sine venner. Jeg vidste at jeg fra nu af ville kunne stole på ham, men hvor taknemmelige sådanne incestofre er over at få hjælp, viser følgende episode.

Efter klanens mere åbne rekrutteringsmøde om eftermiddagen sad vi og spiste på en McDonald og jeg tilbød nu denne ludfattige klan-mand at ringe hjem til sin familie på mit telefonkort for at fortælle at han var nået vel frem. Men nu fortalte hans mor ham grædende i telefonen at hans onkel lige var blevet myrdet af to sorte. Pludselig så jeg hans ansigt blive forvandlet til alt det had, jeg først havde set i ham og jeg var i mine syv sind om hvorvidt jeg nu turde have tillid til at gå med denne mand ud i Alabamas mørke og øde skove og sammen med en flok utilregnelige kutteklædte mænd brænde kors af i noget jeg vidste, ville udarte til massehysteri. Han vidste jo nu alt om mit forhold til sorte. Aldrig har jeg været mere skræmt.

Og nu var det mig selv, der fik brug for at ringe rundt til venner i USA og familie i Danmark for at sige at hvis de ikke hørte fra mig inden midnat, skulle de slå alarm. Det var en af de få gange i mit liv jeg udviste mod. Man er jo ikke modig når man – som jeg normalt oplever det – har tillid til det gode i mennesket. Men den dag havde jeg tvivl og skulle overvinde min frygt. Frygt bygger jo på det negative i mennesket hvorved man uundgåeligt fremelsker det onde. I dag er jeg glad for at jeg valgte at "vise" tillid til dette smertens barn, thi for mennesker, der har det så skidt at deres eneste selvværdsfølelse opnås ved at se andre frygte deres aggressioner, er tillid det samme som en kærlighedserklæring.

Her lærte jeg nemlig min første vigtige lektie om Ku Klux Klan; at dens behov for kærlighed så langt, langt overgår dens behov for at hade. Siden har jeg utrætteligt prædiket om at kærlighed er den eneste måde at kurere racisme på, men hvis ikke jeg havde fået det så dramatisk demonstreret under min klan-vens voldsomme sjælekamp og min egen sveddryppende tvivl den nat, ville mine ord for længst have lydt hule i mine egne ører. For min tillid til ham var netop ikke "blind" eller "naiv", men et valg. Et valg om ikke at flygte fra mennesket, når det ser allermest frygtindgydende ud – bag pistolløbet i ghettoen eller det brændende kors i mørket – netop når dets skingre råb om hjælp viser at det har allermest brug for én.

På det personlige plan har jeg altid følt at det var meget lettere at hjælpe klan-folk og nazister ud af deres destruktive adfærd end den almindelige gennemsnitsracist fordi årsagssammenhængen er så meget lettere at identificere. I al fald hvad angår menige medlemmer. Men gælder det også i toppen? Dette var det jeg nu fik en usædvanlig chance til at undersøge ved at besøge lederen af USA’s største klangruppe, the American Knights.

I og for sig var ideen affødt af sidste års Tv-program på DK4, hvori jeg som bekendt blev konfronteret med USA’s største klanleder, Jeffery Berry. Pga. shows kunne jeg ikke selv være til stede, hvorfor Tv-folkene stak et kamera op i fjæset på mig i Christinas lejlighed i New York og sagde "Sig noget til klanlederen." Hvad pokker siger man til en klanleder bosat et helt andet sted i USA, tænkte jeg, og begyndte så at fortælle ham om at jeg havde dyb medfølelse for klanen, da jeg ikke havde mødt andet end skader såsom incest og børnemishandling i klan-folk ligesom de i fattigdom og samfundets ghettoisering af dem i et og alt i mine øjne lignede den sorte ghetto, jeg havde rejst så meget i. Det var jo lidt dristigt og frækt åbent op i en stolt klanleders ansigt at sammenligne klanen med de sorte, og jeg havde da heller ikke i min vildeste fantasi drømt om hvor meget det, jeg sagde, ramte ham lige i hjertekulen. Klanlederen blev filmet mens han lyttede intenst til hvert ord uden at afbryde og som I kan huske var han tydeligt bevæget af det. Han rejste sig bagefter op og sagde: "I want to meet this man. You MUST promise me that I meet this man." Da jeg selv så Tv-udsendelsen på DK4 følte jeg nøjagtig det samme om ham, at det på en eller anden måde var en mand jeg følte mig knyttet til og tiltrukket af. Så da jeg nu et år efter var i nærheden af Indiana, besluttede jeg mig derfor til at besøge ham i hans hovedkvarter i Butler.

Her i denne fattige by, hvor alle ligner Ku Klux Klan-folk, spurgte vi nu rundt efter ham og endte hos nogle forhutlede hvide i et tarveligt lurvet pensionat. Alle var de tabere, drukkenbolte osv. med en selvværdsfølelse omvendt proportional med alt det de vil gøre for én for at man skal blive og give dem lidt opmærksomhed. Alle kom de fra sønderknuste familier og hungrede efter kærlighed, da de ikke har mødt andet end modgang i livet. Først efter utallige øl og kopper kaffe fik vi lov at gå. En fyr i en laset undertrøje kendte skam godt Jeffery, for "Jeffery killed my father." Og så fik jeg en lang historie om hvordan hans far og Jeffery havde været drukkenbolte sammen tidligere og hvordan Jeffery havde slået ham ihjel. Jeg troede ikke helt på det, men hele historien passede fint med det jeg siden fandt ud af.

For Jeffery var nu i fængsel, fik jeg skuffet at vide. Jeg ville alligevel møde hans familie og de fortalte at Jefferys datter, Tania, arbejdede på en tankstation i udkanten af byen.

Vi kørte ud og tankede op hos hende og gik ind for at betale og spurgte om hun var Tania. Ja, sagde hun overrasket. Jeg fortalte så om Tv-udsendelsen med hendes far og spurgte om hun selv var i klanen. Ja, sagde hun, og lyste op af stolthed. Hun var enormt fed og med samme ringe selvværd som de andre, men med et udtryk som en der var vokset op i en snæversynet forfulgt religiøs kult – lidt som mennonitterne, som jeg holdt foredrag for et par dage før. Hun sagde at hendes far ville "elske" at få besøg af mig i fængslet. Når man betænker at hun har levet hele sit liv i en forhadt klangruppe, var det rørende at se hvor åben og imødekommende hun var. Som med de andre i pensionatet ville hun ikke lade mig gå, og skønt der var en kø af kunder bag mig, blev hun ved med at snakke og gav mig gratis donuts for at få mig til at blive. Allerede her opdagede jeg at billedet jeg havde dannet mig af klanen gennem de fortabte tilhængere, jeg gennem tiden har samlet op - som intet andet var end kærlighedshungrende "smertens børn" - faktisk også var gældende i selve toppen af den største Klan-gruppe i Amerika. 

Da jeg ikke nu kunne besøge Jeffery i hans lukkede afdeling, opgav jeg mit forehavende og gik ud til bilen. Men netop da vi kørte ud på landevejen, kom Tania forpustet løbende efter os og bankede på bilen. Og det var virkelig noget af en anstrengelse, hun der gjorde, for hendes overvægt var stor og afstanden til bilen og længden af køen indenfor endnu større. Hun kom for at fortælle, at Jefferys kone, Pamela, lige var kommet fra arbejde. Pamela havde ligesom Tania et trist, kuet blik over sig. Jeg fik nu alle detaljerne om hvad der var sket med Jefferey. To Tv-folk havde været på besøg for at interviewe ham og havde bagefter til politiet anmeldt Jefferey for at have holdt dem som gidsler. Da Jefferey havde følt at de blot var ude på at fremstille ham i en hadsk belysning, havde han krævet at få deres bånd udleveret. Ifølge Pamela havde han blot holdt dem tilbage i 5 minutter.

Pamela kunne straks lide mig og ville hjælpe mig ind i fængslet. Vi kørte nu til deres hovedkvarter uden for byen, et forfaldent hus ved siden af Klan-kirken med dens store mobile stålkors uden for. Pamela inviterede os tøvende indenfor - tøvende fordi huset var ét stort rod og mindede om de tarveligste små sorte shacks, jeg har fotograferet i syden. Dette viste sig at være hjemmet for den største klanleder i USA - med kapitler over hele verden. Jeg fik straks stærk medfølelse for dem midt i denne trøstesløse fattigdom og begyndte forsigtigt at spørge hende ud om hendes barndom, som jeg jo altid gør det med klanfolk. Men forsigtigheden var slet ikke nødvendig, for som med alle disse fattige tabere hungrede hun blot efter et menneske at udlevere sin smerte til. Jeg behøvede slet ikke at spørge om incest. Det kom alt sammen væltende ud af hende helt automatisk - om en "underlig" stedfader, der havde misbrugt hende seksuelt, om hvordan hun havde lagt låg over det i årevis osv. Da hun fortalte om alle sine år som narkoman, sagde hun flere gange undskyldende at hun siden var blevet klar over at det nok skyldtes disse seksuelle overgreb i barndommen. Jeg kunne have tilføjet - med mit kendskab til andre klanfolk - at det også nok var derfor hun var kommet i klanen, men gjorde det ikke, da jeg ikke ville tage hendes stolthed fra hende.

Da jeg spurgte om Jeffery havde haft en tilsvarende barndom, nikkede hun bekræftende, men sagde at hun ikke lige nu ville fortælle mig det hele - tydeligvis fordi hun ikke ønskede at kompromittere ham som lederskikkelse. Men han havde i al fald fået så forfærdelige prygl af sin "dysfunctional family" at han som barn var stukket af hjemmefra og siden havde levet på gaden som "hustler", sagde hun. Nu gik det op for mig i hvor høj grad jeg havde ramt plet med alt det jeg sagde til ham i Tv-udsendelsen om at jeg havde medfølelse for klanen fordi jeg havde fundet at de alle som en havde lidt tilsvarende skader og udstødelse som det jeg kendte i den sorte underklasse. 

Ved at henvende mig kærligt til klanen var det altså lykkedes mig at rejse ind i og stjæle selve klanens hjerte. For allerede nu fik jeg ideen til senere at flytte ind hos Pamela for at hjælpe hende gennem det bedste af den sjælesorg, jeg lærte i mine mange års workshops. Hun var – nøjagtigt som de menige klanmedlemmer - et utrolig villigt og taknemmeligt "offer." Og det på trods af at hun nu er den reelle leder af verdens største og - ifølge klanens fjende nr. 1: "The Southern Poverty Law Center" – den mest hadske klanorganisation.   

Men hadet lå måske et helt andet sted. For hverken hun - eller sandsynligvis Jeffery - havde så vidt jeg kunne se had til nogen – udover sig selv. Det kan lyde overraskende om lederne af en så stor såkaldt hadgruppe, men jo mere jeg snakkede med hende i enerum, jo mere følte jeg at al deres had-retorik udadtil blot er et image, de puster sig op med for at få lidt opmærksomhed fra det omgivende samfund midt i deres dybe uforløste smerte. Ja, at det snarere er omverdenen, der hader eller har brug for nogen at hade, nok så meget som det er klanen.

I al fald der hvor Jeffery og Pamela er nået til i dag. Det er for dem begge deres første lykkelige ægteskab. Pamela har været igennem to ægteskaber før - begge med mænd, der bankede hende sønder og sammen som vi jo hyppigt kender det med incestofre, der siden hen ligesom går rundt med et usynligt mærke i panden skrigende "Bank mig!" 

I klanen havde de fundet sammen. Som hun sagde: "Dette er jo ikke andet end en loge for ligesindede drukkenbolte." At der var tale om en dyb, dyb kærlighed i dette relativt korte ægteskab, så jeg ved selvsyn da jeg fotograferede den store kurv med alle de tykke breve, han havde skrevet til hende fra fængslet siden han blev indsat kun 3 mdr. før. Hver eneste dag skrev han. Fængslet vil ikke give ham kuglepenne, så han må hele tiden låne af sine sorte medfanger. For yderligere at ydmyge ham, havde de barberet og klippet ham skaldet som en tilfangetagen Talibankriger.

Mit udsagn om at kun kærlighed kan kurere had, synes jeg at alt her viser (selvom kærlighed fra et menneske udenfor klanen nok ville have været mere effektivt). For efter at de har fundet sammen, har hun fået ham til at opgive sin hadske offentlige retorik. Som hun selv siger - "det ligner jo slet ikke ham at hade, han elsker jo alle." Som klanleder har han blot været fanget ind af klanens hadske sprog. Det, der fik ham til at opgive sin had-snak i klanen, var da hun fik ham overbevist om at ingen gider høre på alt det had mere i nutidens politisk korrekte klima. Og da Jeffery hungrer efter opmærksomhed og magt, skulle der ikke meget til at overbevise ham om at han i stedet skulle snakke om "equal rights for all". Heller ikke i Tv-udsendelsen talte han hadsk. Jeg har utrolig tit oplevet at folk, når de så billederne i min bog, kom med spontane hadske udfald mod de afbildede "lazy niggers", men Jeffery sagde intet negativt under bladningen i min bog.

Flere gange hørte jeg Pamela sige, hvordan hun og Jefferey havde elsket alle de propagandareklamer, der kørte i fjernsynet i tiden efter World Trade Center-angrebet med billeder af sorte, hvide, gule, brune og røde amerikanere, der står sammen i én forbrødring og gør Amerika stærkt. Ja, de havde sågar straks ændret det store neonskilt på deres klankirke fra det tidligere "White pride worldwide" til nu blot "American Pride". Med andre ord var de nu nået præcist dertil hvor alle andre amerikanere står - hvor den menneskelige smertes behov for at finde syndebukke blot var blevet til blind patriotisme vendt mod det onde ude i verden frem for mod medborgere i deres eget samfund.

Deres kærlighed begyndte for mig at ligne en Romeo og Julie historie. Modsat Shakespeares historie ikke i hver sin klan, men i samme klan under indtryk af en verden udenfor vendt i forenet had imod dem som følge af deres klodsede forsøg på gennem en stærkere end sædvanlig ungdomsvrede at kæmpe sig ud af barndommens skader. Og netop hvor det var ved at lykkes dem gennem hinandens kærlighed at arbejde sig ud af denne vrede, slår samfundet udenfor så ned på dem og adskiller dem fra hinanden. Morris Dees - min gamle allierede fra the Southern Poverty Law Center, der har ført juridisk krig mod klanen hele sit liv - går ind i en uskyldig sag om et skænderi med nogle Tv-folk for at få Jeffery indespærret for livstid. Der er ingen vidner og ingen tilskadekomne, kun den enes ord mod den andens. For at undgå en retssag med udsigt til 30 års fængsel, erklærede Jefferey sig skyldig i en mindre anklage og slap med 7 år. Jeg ser hele sagen som én stor politisk forfølgelse af samme slags, som jeg husker så godt fra de sorte panteres tid, - et uhyre undertrykkende klassesamfunds forsøg på at sætte de fattige op imod hinanden, de hvide mod de sorte, gennem de herskende mediers konstante forsøg på at sælge frygt og had. Jefferys drikkende loge ville jo intet andet være end en sådan drikkeklub for "smertens børn" hvis ikke medierne – også de danske - hele tiden kom løbende og bad dem iklæde sig hadets symboler. Samfundets undertrykte og udstødte – sorte pantere med geværer såvel som klansmænd i kutter – paraderer og udstiller sig altid villigt fordi de elsker at få lidt opmærksomhed som erstatning for kærligheden, de aldrig fik. Om de udstiller deres smerte i Ricky Lake shows eller i voldelige slagsmål på Jerry Springer shows gør for dem ingen forskel. Blot de får nogle få sekunders berømmelse. Netop hvor Jeffery gennem sin kærlige kone er ved at komme ud af dette had-cirkus, kommer en Tv-station fra Kentucky anstigende med hadske forudindtagede meninger om klanen uden nogen som helst indføling med Jeffery som menneske - og konflikten bryder ud. Omgivelsernes behov for gladiatorunderholdning forsøger at fastholde Jeffery i Colosæums arena udkæmpende sin drabelige kamp med de sorte gladiatorer - på et tidspunkt hvor Jeffery er ved at få styrke til at indse at de sorte gladiatorer er hans virkelige allierede. Det er omgivelserne, der har taget Jeffery som gidsel - ikke omvendt. 

Ingen hvide sagførere vil tage Jefferys sag, kun en sort sagfører tog den uden problemer. Da jeg spurgte Pamela om Jeffery ingen problemer havde med at lade en sort sagfører repræsentere ham, så hun oprigtigt forundret på mig og sagde: "Du har fuldstændig misforstået ham. Jeffery har intet imod sorte ligesom min egen bedste veninde er sort."  Alt dette had mod sorte var i virkeligheden blot gladiatorernes spil for galleriet. Jeffery havde kørt et show om had ligesom jeg havde kørt et show om kærlighed fordi vores forskellige opvækst - i utryghed modsat tryghed - gjorde det naturligt for os at bruge hver sin form for retorik for at nå et publikum som ønsker at høre begge dele. Har man først haft en vis succes med sin retorik, bliver man hurtigt fastlåst af den, ved jeg fra mit eget tilfælde. 

Derfor vil jeg nu gå ind i Jefferys forsvar i samarbejde med hans sorte forsvarer, som tror han kan få Jefferys straf nedsat. Med den vægt jeg har gennem Amerikanske Billeder vil der blive lyttet til mig. En underlig situation fordi jeg derved pludselig står på modsat side af anklageren, min gamle ven Morris Dees. I hans kamp mod klanen har han lagt hele Jefferys synderegister fra hans vrede ungdom ud på Internettet – og det er ikke småting. Men Pamela havde allerede vist mig hvert eneste af hans synderegistre og disse får mig blot til i endnu højere grad at se fællesskabet med de sorte pantere, som rekrutterede fra et tilsvarende ødelagt lumpenproletariat og fik pludselig stolthed over som skrækindjagende magtsymboler at blive hørt og frygtet i medierne – mens de ødelagdes indefra af medlemmernes kriminalitet. Smertens børn har jo aldrig været de artigste. Jefferys 1-årige barnebarn går allerede rundt og siger "white power" ligeså naturligt som jeg før så sorte børn sige "black power" - ligesom de to papegøjer i Pamelas soveværelse skriger "white power" efter at have hørt dette på telefonsvareren i mange år. Soveværelse, nå ja? Da jeg intet soveværelse kunne se i det rodede hus, spurgte jeg Pamela hvor hun sov. Det viste sig at hendes "seng" var det fugtige cementgulv i udhuset hos papegøjerne. Jeg taler her om lederen af verdens største klan-gruppe. Eller taler jeg i virkeligheden om en fattigdom og undertrykkelse så trøstesløs at den ikke ser anden vej ud end at snakke de hadske papegøjer efter munden og puste sig op med deres lånte farverige fjer for at opnå lidt opmærksomhed fra omverdenen? 

For mig er der ingen tvivl og derfor har Pamela og Jeffery min fulde medfølelse. Og dette kunne de tydeligvis føle, hvorfor familien åbnede sig fuldstændigt op og viste mig en helt utrolig tillid. Alle Jefferys papirer fik jeg lov at rode igennem en hel aften. Alle regnskaber og medlemskort lå i et syndigt rod, men intet blev holdt hemmeligt for mig. Og alt fik jeg lov at fotografere. Hvis der var et Klan-billede på væggen jeg syntes var flot, sagde hun straks: "Jamen, tag det med dig." Min bil blev så fyldt med klan-insignier, at jeg var berettiget bange for - som det hyppigt sker - at få min bil gennemrodet af politiet.

For en anti-racist som jeg var det en drøm at trænge ind i hjertet af denne hemmelige organisation, som FBI-agenter i årevis har forsøgt at infiltrere. Men jeg opdagede hurtigt, at det jeg afslørede, ikke var denne loge af fattige fortvivlede smertesophobninger, men derimod den ydre verdens behov for at lægge det for had, som den ikke selv vil kendes ved. Tydeligst så jeg dette i de år vi viste mit lysbilledshow i Tyskland. Den tyske ungdom, som var midt i et opgør med forældregenerationens nazisme, var rasende når jeg i mit show gav udtryk for forståelse for klanen som mennesker. Når jeg ikke selv var til stede, lod de paradoksalt nok deres had gå ud over min assistent, en sort amerikaner. Efter nogle år nægtede han at stå og "forsvare Ku Klux Klan for mig" og flygtede fra hadet. Også i dag bliver jeg dagligt bombarderet med opringninger og e-mails fra danske skolebørn om Ku Klux Klan og har tit tænkt over hvorfor de allerede i så tidlig en alder – sikkert manipuleret af deres lærere - har så stort et behov for at lægge andre mennesker for had og dyrke det onde. For det er jo had når vi dømmer mennesker på det ydre uden at sætte os ind i deres baggrund. Når jeg begynder at forklare dem at klanen er mennesker som dem selv, ønsker de tydeligvis ikke at høre efter eller bliver forvirrede. Nøjagtigt ligesom hele Amerika lige nu er fuldstændig opslugt af at snakke om "onde terrorister", men intet ønsker at høre om den fattigdom, udstødelse og undertrykkelse, som frembringer dem.

Ovenstående linier skrev jer umiddelbart efter mit første klanbesøg og nogle af jer fik dem som e-mail kort efter. Spørgsmålet i mit hoved bagefter var om jeg havde romantiseret klanen, men på det punkt havde jeg heldigvis et vidne med mig i Maura, der om nogen havde hadet klanen af hele sit hjerte……inden sit eget møde med Ku Klux Klan. Sent glemmer jeg den aften vi kørte derfra. Vi sad begge i timevis fuldstændig tavse i bilen – overvældet af indtrykkene og kærligheden vi havde været genstand for. Så endelig sagde hun stille: "I want to thank you for having changed my life. It feels like more has happened in my head in these last two days than has happened in my entire life." Jo, der var ingen tvivl om at jeg grundigt havde forført hende ud af hendes ungdommelige, kategorisk fordømmende eller hadske måde at betragte andre på.

Men var jeg også selv blevet forført af klanen og ikke mindst af Pamela, som jeg i den grad havde forelsket mig i at jeg helt havde glemt min egen smukke medbragte "date" under besøget? Det var tydeligt at Pamela også var vild med mig og jeg ville uden tvivl være blevet hos hende hvis jeg ikke skulle have bragt min udkårne tilbage til Ohio Weslyan. Her ventede alle Mauras venner, som havde lavet en stor fest for os i et af de venstreorienterede studenterhuse. Men der blev ikke megen fest den nat. Til langt ud på morgenen sad alle dybt bevægede over deres øl og lyttede målløse til hendes og min beretning om klanen. Aldrig har klanen vist fået så mange konvertitter på én nat. Flere af disse studenter sender mig stadig lange taknemmelige e-mails nu et halvt år efter, hvilket – præcis som klanmedlemmerne selv – tydeligt viser at intet menneske kan udholde at gå rundt og tænke dårligt om andre – hele livet igennem. Det er befriende at tænke positivt om andre – noget især danskerne bør mindes om i disse år.

Fortsættes i del 2