Jyllandsposten kom i sin ellers udmærkede anmeldelse af dobbeltagenten Gordievskij's nyeste bog (15.8) til med hans ord at stemple mig som KGB-agent. Med så mange brændende konflikter rundt om os i verden erkender jeg, at det er ligegyldigt at bringe det op, men med den barnlige forfængelighed, der karakteriserer mennesker flest, har jeg alligevel svært ved at lade påstanden stå helt uden forklaringer.

Det har jo sikkert undret læserne at Gordievskij ikke tør nævne de to andre danske KGB-agenter ved navn. Årsagen er at han allerede har brændt fingrene grundigt, da både Jørgen Dragsdahl og Michael Foot lagde sag an imod Ekstra Bladet og The Times og vandt både frifindelse og store erstatningsbeløb. I mit tilfælde ved Gordievskij at jeg er forhindret i at anlægge sag, idet jeg igennem alle årene åbent fortalte alle og enhver om mit forhold til KGB - en kendsgerning der dog nok gør min værdi som "KGB-agent" lidt tvivlsom.

"Venskabet" startede da jeg behøvede russernes hjælp til at trænge igennem burokratiet i Angola, hvortil de forventede millionindtægter fra min bog "Amerikanske Billeder" var øremærket til humanitær bistand som led i kampen mod Sydafrikas apartheid. (Efter Zimbabwes befrielse lod jeg senere pengene kanalisere gennem Danida til dette mere demokratiske land). Altså var mit forhold til KGB et forsøg på at slippe af med for mange penge og ikke - som sikkert for de fleste agenter - et forsøg på at opnå penge. Men da KGB en måned efter bogens udgivelse gav til kende at de ønskede at bruge den i en verdensomspændende kampagne mod præsident Carters menneskerettighedspolitik startede jeg øjeblikkeligt et juridisk slagsmål med Informations Forlag for at få standset bogens udgivelse over hele resten af verden, hvilket lykkedes. Stillet overfor Gordievskijs anklager har Information siden bragt min version netop med henvisning til sagens juridiske akter, som bladet lå inde med. Det tyder jo ikke just på at man er "agent" for Sovjet, når man egenhændigt kræver sit eget værk standset - og derved går glip af store forfatterhonorarer. Stillet overfor disse kendsgerninger rodede Gordievskij sig derpå ud i direkte løgne ved i Ekstra Bladet at påstå, at KGB havde holdt en pistol for min tinding og krævet at jeg standsede bogen i de kommunistiske lande. Informations papirer viste dog tydeligt at det var i hele verden jeg ikke ønskede at skade USA.

Da jeg altid har fundet det spændende, at arbejde med lyssky mennesker såsom kriminelle, Ku Klux Klan, nazister og på det seneste endog en amerikansk massemorder, ønskede jeg imidlertid ikke at afbryde forholdet til så spændende en organisation som KGB - og undlod derfor at fortælle dem om hvordan jeg bag deres ryg i virkeligheden arbejdede for Carter, hvis menneskerettighedskampagne jeg var meget begejstret for. Således fik jeg den førende sorte psykiater, Dr. Charles Pinderhughes, som Carter havde sendt til Sydafrika som led i sin kampagne, til at sidde i mit soveværelse en hel uge for at arbejde med manuskriptet til mit lysbilledshow. Jeg kunne derfor ikke lade være med at more mig, da Gordievskij i Ekstra Bladet afslørede, at netop det manuskript, som en Carter-envoyé havde givet sit blå stempel og med hans endnu friske kommentarer på, var blevet læst af selveste KGB's chef i Moskva, Andropov, Sovjetunionens senere præsident.

I dag bruger jeg netop dette manuskript i mit racismearbejde i USA, hvor jeg har fået mere opbakning end i noget andet land. Jeg kan derfor undre mig over hvor kort tid, der er gået siden verden var så enøjet (både på højre- og venstrefløj) at totalitær kræfter mente at kunne drage fordel af at bruge mit værk til at undergrave den vigtige spirende menneskerettighedskampagne, som med tiden medvirkede til både Østblokkens og Sydafrikas fald.

Jo, jeg indrømmer at det kunne være sjovt at lege "agent" under den kolde krig, når man som jeg havde mit på det tørre ved fra første dag at have fået et tip fra en Nato-ansat om at man vidste besked med min KGB-forbindelse. Det er derfor interessant at dobbeltagenten Gordievskij kalder mig "agent" i sin bog, når han selv var medvirkende til at gøre mig til "dobbeltagent" ved selv at have leveret oplysningerne om mine KGB-eventyr til PET og CIA. Thi ingen, der er klar over at de bliver skygget, ville sikkert drømme om at blive virkelig "agent" for KGB. Så selv om jeg ikke havde haft mine mere idealistiske grunde til at lege "dobbeltagent," tvang Gordievskij mig altså fra begyndelsen til at vælge en sådan identitet.

Med den livsfare, Gordievskij selv kom i, da han valgte at arbejde for den anden side, har jeg naturligvis en hel del mere respekt for hans rolle som "dobbeltagent". Men selvom det hele for mig blot var en røver og soldaterleg i en demokratisk stats tryghed (hele tiden godt dækket ind med venner som vidner og kun med lidt såret forfængelighed som evt. indsats) - og selv om jeg altså i realiteten fra begyndelsen var tvunget til at vælge side (også for at kunne vende tilbage til det USA, jeg målbevidst ønskede at arbejde i) - ja, så ville jeg ønske at Gordievskij med sine store fortjenester som dobbeltagent kunne have lidt mere respekt for mine beskedne og klodsede forsøg i samme retning. Men i sin nye arbejdsløse tilværelse er han i al fald langt dygtigere til at slå mønt af sin agenttilværelse end jeg: da min amerikanske "agent" hørte om mine KGB-eventyr, udbrød han begejstret "Great, the talk shows will love it!" Men til min og hans ærgrelse var universiteternes unge mere interesserede i nutidens forværrede racisme end i at høre om en fjern koldkrig. Kun Carters datter morede sig så meget at hun inviterede mig til middag med sin far.

Jeg er stolt over aldrig direkte at have løjet overfor min føringsofficer i KGB, Nick Gribin, som jeg kom til at holde meget af (disse velpolerede udenrigsdiplomater havde jo intet med KGB's indenrigsterror at gøre). Nu hvor han ifølge Gordievskij med mig som eneste "klient" er avanceret til en af KGB's højeste stillinger som chef for Skandinavien og hele den engelsktalende verden og skal lære at samarbejde med sin tidligere fjende, har han som alle mine andre tidligere venner en stående invitation til at køre med mig på mine foredragsturneer i USA. Derovre vil han nemlig kunne forstå og - ved jeg med mit kendskab til ham - respektere hvorfor det var så vigtigt for mig at støtte den spirende menneskerettighedskampagne.

Men til slut må læseren ifølge sagens natur alligevel stå tilbage med spørgsmålet: - kan man nu stole på dobbeltagenter?