I 1982 fik jeg et rejselegat af Danida til Afrika. Jeg husker ikke hvad formålet var. Jeg hørte sandsynligvis til de ikke helt få, der hvert år finder på en god historie for at pleje egne rejseinteresser.

Mit dybere formål var netop - kan jeg se i dag - at pleje egne interesser: at finde egnede projekter, som "Amerikanske Billeders" Afrikafond kunne støtte med vore indtægter fra lysbilledshows i 14 lande. Altså med andre ord at berettige vores egen eksistens og derved forhåbentlig vokse os endnu større som selvstændig anerkendt ulandsorganisation. På 10 års kritisk afstand kan jeg se at vi lå under for samme dynamik, som hurtigt fornemmes i enhver ulandsorganisation.

På turen blaffede jeg 8000 km gennem Afrika for at lære af mere etablerede organisationers projekter. Jeg var ankommet med ubegrænset optimisme, og det var nok ikke meningen fra Danidas side, at min idealisme i mange år efter skulle blive fuldstændig kvalt af det, jeg fik at se.

Jeg tog flere tusinde billeder til brug i oplysningssammenhæng, men var så slået ud da jeg kom hjem, at jeg lagde dem på hylden, opgav alt ulandsarbejde og flyttede til USA. Forinden skrev jeg en kronik om mine iagttagelser, men da jeg ikke dengang kendte alternative former for bistandsformidling, arkiverede jeg også den af angst for at levere ammunition til Glistrupfløjens ulandsfjendtlige kræfter. Ulandshjælp er for sensitivt og kompliceret til at man bør diskutere dens hvide elefanter i de større medier.

Ingen letkøbte løsninger

Da samtlige danske organisationer var mål for min kritik, ønsker jeg dog nu under debatten om Danidas nye målretningslinier at lufte enkelte synspunkter.

Amerikanske Billeders Afrikafond havde udgangspunkt i racismeoplysning, og det viste det sig umuligt at integrere med de arbejdsmetoder og holdninger, jeg fik demonstreret blandt ulandsarbejdere i Afrika. Selv afleverede jeg pligtskyldigt vores landbrugsredskaber og penge til de øremærkede formål, men opsøgte aldrig projekterne igen. Jeg vidste nemlig, at jeg ville være den første til at blive ramt af min egen kritik. Og så har samvittigheden det bedst med at stikke halen mellem benene. Jeg ser nemlig ingen letkøbte løsninger på min kritik af ulandsarbejde i et område, der er så menneskeligt ødelagt af kolonialisme som Afrika.

Hvad jeg så var kort og forenklet en fortsættelse af holdningerne fra kolonitiden. Jeg boede hos mange danske ulandsarbejdere, som jeg vidste hjemme i Danmark havde haft et progressivt menneskesyn, men som på kort tid forvandledes til de mest umenneskelige koloniale herrefolk. Deres syn på deres underdanige tjenestefolk var så destruktivt, at de end ikke kunne skjule det i tankerne.

Frygt og undertrykkelse

I USA ved jeg at den mest ødelæggende racisme for de sorte er den man tænker, fordi den uundgåeligt "indvendiggøres" af ofrene. I Afrika luftede bistandsfolkene (over talrige whiskyer) ustandseligt og uden hæmninger deres "morsomme" eller deprimerende historier om afrikanernes uduelighed. Med så udtalt et behov for paternalisme, skabte de uundgåeligt relationer til afrikanerne så forkrøblende, at jeg selv i USA's mest Borte med Blæsten-agtige plantager sjældent har set lignende.

Sådanne undertrykkende forhold fører straks til racismens anden hovedingrediens: frygten. De danske ulandsarbejdere omgav sig snart med talrige vagtfolk og ofte koncentrationslejragtige pigtrådshegn - ja, én dansker gik endog rundt med pistol i bæltet og gav vagterne ordrer til at skyde og dræbe enhver indbrudsmand.

Værst var de højestuddannede eksperter og konsulenter, der omgav sig med en fattighånende luksus og Volvoer, de aldrig ville have haft råd til i Danmark. At de fik det hele stjålet hver 3. måned, så de overbærende på med deres Balticaforsikringer, for så gav de dog lidt ulandshjælp til det folk, de helt tydeligt foragtede med deres holdninger.

Menneskelige relationer

Mulatbørn på stribe i et af landene viste en anden form for ulandshjælp. Mellemklassen af udsendte fra de frivillige organisationer havde et lidt sundere forhold til befolkningen, ofte uden ansatte tjenestefolk. Men kun de unge Tvindfolk uden egentlig uddannelse, fornemmede jeg, havde et menneskeligt forhold til afrikanerne.

Ved at bo hos og arbejde sammen med de indfødte på lige fod fik begge her en chance for at udvikle noget, som er langt, langt vigtigere end nøgen teknisk assistance. Nemlig menneskelig respekt, samhørighedsfornemmelse og selvtillid. Mens overklassens sorte med deres vestligt inspirerede livsstil følte sig lidt ubekvemme ved synet af de fattige og beskidte barfodsfolk fra Tvind, havde disse med et slag ændret den fattige befolknings syn på hvide i det nys frigjorte Zimbabwe.

Derimod skulle det ikke undre mig om de fattigste i dag føler mere respekt for deres ubeskyttede tidligere kolonialherre Ian Smith end de gør for de højtuddannede eksperter, vi sender ud.

Tilstedeværelsens problem

Hovedspørgsmålet er, om man overhovedet bør udsende ulandsmedarbejdere i en postkolonial situation, hvor den korrumperende og demoraliserende effekt af ens tilstedeværelse altoverskygger de få positive værdier man tilfører bistandsmodtagerne. Jeg kender ikke svaret, men føler dog fra USA at racisme er langt mere ødelæggende end fattigdom. Fattigdom ødelægger ikke initiativet og selvtilliden i folk. Det gør racisme derimod.

F.eks. klarer de sorte vestindere sig lige så godt som de hvide i USA - og de har flere højtuddannede jobs end befolkningen som helhed - mens de indfødte sorte kun har halv så høj en gennemsnitsindtægt. Årsagen er uden tvivl at de hvide slet og ret forlod Vestindien efter slaveriet, hvorved de indfødte fik mulighed for at genopbygge deres tabte selvtillid og knuste initiativ.

Efter hundrede års ensomhed er de derpå i stand til på ens markedsøkonomiske vilkår at konkurrere med hvide amerikanere på lige fod uden hjælpeforanstaltninger. De indfødte sorte derimod opnåede efter slaveriet aldrig frihed fra de hvides knusende formynderi, skyldfølelse og herre-racementalitet og må derfor i det uendelige have positiv særbehandling. Derved minder de i dag mere og mere om Afrikas sammenbrud.

Brug for syndebukke

Uden klart at kunne se for sig det frigjorte menneske for sig, som ligger bag vestindernes succes i USA, ender vore desillusionerede Afrikaudsendinge næsten uundgåeligt i racistisk syndebukkefiksering: de søger skylden for Afrikas ulykker i den sorte race - og ikke i deres eget forkrøblede forhold til denne. Jeg kan ikke undgå at se en lige linie fra den ødelæggelse af initiativ og ansvarsfølelse, jeg så i vores bistand for ti år siden, til den selvstændighed afrikanske regeringer i dag har mistet ved at være sat under administration af de internationale banker - og til det endelige sammenbrud i form af vores militære tilbagevenden, som vi allerede har set i Somalia.

Sådan føres slaveriets og kolonialismens onde cirkel videre i det uendelige, når man giver formynderisk bistand uden nogen som helst bearbejdning af racismen hos giverne.

Stor og lille racisme

Netop med den skyldfølelse, der præger danskere og svenskere, som har et tydeligt psykologisk behov for at se et offer ovenfra, ender vi ikke blot som de største bistandsgivere, men også let som de mest formynderiske racister.

Racisme skal nemlig måles af ofret og ikke defineres af udøverne med deres gode intentioner. Den såkaldt "store racisme" vil derfor om hundrede år måske vise sig at være den, der udvistes af vore bistandsarbejdere i Afrika, mens den "lille racisme" måske var den som sås på Glistrupfløjen, der overhovedet intet ville have med "sorte og muhamedanere" at gøre.

Fra mit kortvarige og overfladiske engagement i bistandsarbejde - et forbehold, læseren af min kritik må tage højde for - tog jeg desillusioneret til Amerika, hvor jeg desuagtet brugte 10 år på at skamme amerikanerne ud over, at de kun yder en syvende del af det danskerne yder i ulandshjælp. Skønt jeg fornemmede at vi gjorde mere skade end gavn med måden vi formidlede ulandsbistand på, var jeg paradoksalt nok stolt over at vi forsøger at leve op til vores ansvar som verdensborgere. Selv ønskede jeg ikke at få beskidte fingre.

Et forbeholdent ja

Men en dag ringede ulandsorganisationen CARE mig op og spurgte, om jeg ville lave oplysningsarbejde for et nystartet projekt i Bolivia. Næsten automatisk sagde jeg først nej - også fordi jeg i mange år havde set amerikanske annoncer for CARE USA, som fik mig til at tro at de kun ydede nødhjælp.

Men igen af selviske årsager rodede jeg mig ud i ulandsarbejde: jeg ønskede ny inspiration til mit racismearbejde i USA ved at se på situationen mellem indianere og hvide i Bolivia. Dog betingede jeg mig, at jeg ikke ville lave noget, hvis jeg ikke kunne stå inde for de projekter, jeg fik at se.

Jeg havde fået stakkevis af Danida- og CARE-rapporter med mig skrevet i den slags indforstået bureaukratisk sprog, der lugter langt væk af ophavsmændenes dybere interesse i at værne om sig selv og deres gunstige positioner, lange flyrejser, hotelophold osv. Da jeg var inviteret til at se på ulandsarbejde med friske øjne, der hurtigt trættes af sådanne knudrede sætninger, besluttede jeg mig til at ankomme helt uforberedt.

Jeg ville i stedet måle værdien af projekterne ved med kameraet at forsøge at trænge ned i sjælen på bistandsmodtagerne - ihukommende at mine Afrikabilleder netop derved var blevet gravet dybt ned i jorden.

Endnu mere skeptisk blev jeg, da jeg første dag i Bolivia blev genkendt af en dansker fra en rivaliserende ulandsorganisation, som vrængede på næsen ved at høre, hvem jeg "arbejdede" for. Med ulandshjælpens indbyggede egoisme - f.eks. den pludselige følelse af "verdensmand", som unge mænd elsker - forstod jeg straks én grund til danskerens manglende begejstring! Jeg fandt nemlig ikke én eneste dansker blandt CARE's næsten 100 Boliviamedarbejdere og kun to hvide amerikanere eller europæere. To af toplederne var afrikanere, men resten var udelukkende indfødte bolivianere.

Med stolthed i øjnene

På tusinder af kilometers rejse i landet så jeg overalt begejstring og stolthed i øjnene på de bønder, der var berørt af projekterne - øjne jeg aldrig havde set i det ødelæggende møde mellem hvide og afrikanere.

Hvad mere var: de projekter med at bygge overrislingsanlæg og terrasser, plantning af frugttræer og genopdyrkning med kaktus af tidligere eroderede landskaber, som udenlandske regeringer havde finansieret gennem CARE var så logisk elementære, at de tydeligvis havde ramt nogle dybere strenge i bønderne.

Selv bønderne udenfor projektområderne begyndte på egen hånd at efterligne dem. De nødvendige "eksperter" var uddannede bolivianere fra byerne, men de egentlige undervisere var udvalgte bønder. Jeg var så begejstret, at jeg styrtede hjem for at udtrykke henrykkelsen i et lysbilledshow. Denne gang havde jeg lyst til at fortælle danskerne at det nytter at give penge til "hjælp til selvhjælp" - fraser der ikke længere var tomme for mig.

Tvivlen og troen

Men efter et halvt års tid meldte så tvivlen sig. Var jeg mon blevet ført bag lyset? Var det hele Potemkinkulisser? Og med mit krav om at fjerne racismen fra ulandsarbejdet: havde man haft held med at trænge igennem hos de stærkt anti-hvide indianere på højsletten?

Næste gang valgte jeg selv en rute gennem landet. Indianske medarbejdere kørte mig i dagevis til projekter blandt indianerne. Netop indianernes begejstrede modtagelse af mig som CARE-medarbejder var nok det, der overrumplede mine racismekriterier mest. Det nedladende hvide syn, jeg havde dannet mig af dem på første tur, blev nu diametralt modsagt.

Ingen af mine indianske medarbejdere eller chauffører kunne kommunikere med mig. Alligevel åbnede de en verden op for mig, som ingen hvid eller bybo kunne have vist mig. Selv i de fjerneste afkroge dukkede CARE's indianske "barfods" medarbejdere op af intetheden og viste mig stolt de projekter, de var i gang med, og lod mig deltage i bøndernes møder og undervisning.

Stor var min skamfølelse over pludselig at erkende den racisme, jeg havde udviklet overfor indianerne på min første tur i samværet med kun hvide europæere på højsletten. En racisme, der stort set var lig den jeg udviklede i Afrika ved at bo hos hvide bistandsarbejdere.

Netop indianerne gav mig troen på ulandsarbejde tilbage: at det er muligt at støtte indfødte befolkninger så det virkeligt gavner dem - og ikke vore egne behov for at finde et dehumaniserende afhængighedsforhold til et offer.

CARE i København har kun fire fastlønnede medarbejdere til at "styre" kæmpemæssige projektområder i Bolivia, Nepal, Bangla Desh, Nicaragua og Rwanda netop fordi indfødte selv kører projekterne.

Dem vi hjælper

Efter de åbenlyse fejl, vi i disse år ser i resultaterne af vores bistand især i Afrika, fornemmer jeg at vi i højere grad burde "privatisere" fremtidens hjælp gennem private organisationer, der som CARE bedre formår at vise tillid til indfødte befolkninger.

CARE er blevet angrebet for sine "amerikanske" indsamlingsmetoder med at benytte kongehus og kendte folk i reklamerne. Det rager mig egentlig en høstblomst hvad de fire ansatte og deres frivillige finder på af effektive metoder hjemme i smørhullet for at få danskerne til at skaffe de vigtige penge - så længe de ikke misbruger disse på at sende ødelæggende danske "eksperter" ud i større stil.

Ligeledes falder det mange venstreorienterede for brystet, at CARE i den grad allierer sig med erhvervslivet - skønt netop disse burde billige, at erhvervslivet profilerer sig herhjemme med ulandshjælp til de allerfattigste - og ikke ude i sårbare befolkninger, hvor hensynet til profit nødvendigvis må gå forud en dyb menneskelig indfølingsevne, en prioritering som kun få erhvervsfolk besidder.

Værdien af ikke-korrumperede ulandsarbejde læser man straks i øjnene på folk. Og den kan vi ikke investere nok i!

Om disse metoder kan benyttes i alle lande, ved jeg ikke. Men med vores store indbyggede behov for at sende vort overskud af arbejdsløse akademikere ud i noget, der ligner meningsfyldt beskæftigelse - uden nogen form for racismebearbejdning hos dem - tror jeg ikke engang vi har mod til at prøve!

Afhængighedens cirkel

CARE's praktiserede ideer om hjælp til selvhjælp for ulandene er jo strengt taget en provokation overfor de mange dybe investerede interesser, vi har i at yde ulandshjælp primært som hjælp til selvhjælp for et rigt land med høj arbejdsløshed.