Inez er også en del af Lindas historie. Hun endte i samme fængsel som Linda. Jeg mødte hende i 1986, mens jeg ledte efter Linda i Alachuas mest nedslidte narkokvarter. Inez var yderst fjendtlig over for mig uden for sit skur, da hun troede, jeg var narkobetjent. Men da jeg viste hende bogen med billeder af Linda, blev hun langsomt imødekommende over for mig, da hun tidligere havde været i et forhold med Lindas bror, Robert.
 

Hun fortalte mig, at Linda sad i fængsel, og at hun selv netop var blevet løsladt. Hun blev så rørt af min bog og mit arbejde, at jeg endte med at flytte ind og dele seng i hendes forfaldne skur i nogle dage før mit foredrag på University of Florida. Der sad Inez og græd åbent, da hun så fortolkningerne i mit show af det liv, hun opfattede som mislykket.
 

Et af børnene, Nikki, kunne huske mig, men var selv nu blevet mor i en ung alder. Det lykkedes mig ikke at finde Inez igen før i 2007, da hun arbejdede i en butik.

Glæden ved at se hende igen var overvældende, og hun lovede fremover at holde sig stoffri. Senere samme år blev hun imidlertid knust af sin mors død. Det var den sidste e-mail, jeg modtog fra hende inden hun ifølge retsdokumenter blev dømt i 2010. Som 67-årig er hun tilsyneladende i dag ude af fængslet, og jeg venter på at høre fra hende.

Nina mødte jeg ligeledes i forsøget på at finde en af bogens hovedpersoner.

Efter at have blaffet fra Mary (side 152) for at overvære et KKK-møde i Kentucky, kom jeg så sent tilbage om natten, at jeg ikke nåede ud til Marys hytte i skoven. Så jeg gik ind i natklub i den nærliggende by for at finde et sted at overnatte.
 

Efter at have røget et par joints endte jeg med at dele seng med Nina hjemme i hendes rådne shack. I den stegende sveddryppende augustnat, uden en ventilator, kunne det i vores nøgenhed ikke undgå at blive lidt for intimt. Det gav mig endnu en mulighed for at opleve den historiske barriere, jeg havde observeret blandt sorte kvinder, når det gjaldt forhold til hvide mænd. (side 459)

Også hos Nina havde jeg leget med ilden. Vores fælles fascination af dette forbudte fremgår tydeligt af mine nøgenbilleder af os to foran spejlet, taget om morgenen kort før en af hendes stofmisbrugende venner kom forbi for at sove sin tømmermænd ud morgenen efter vores korte glimt af indbildt frihed. På samme måde blev stort set alle mine forsøg på forhold til sorte kvinder afbrudt.
 

På grund af dette særlige forhold til Nina besøgte jeg hende naturligvis hver gang jeg gennem årene vendte tilbage for at se Mary i skovene. Det lykkedes mig at holde dem adskilt i mange år, men det var ikke let. Da jeg vendte tilbage i 1978 og opdagede, at Ninas hus var rådnet op, spurgte jeg byens sorte borgmester, hvor hun mon boede nu, og viste ham billedet af hende i bogen. Han vidste præcis, hvilken trailerpark hun nu boede i, men han blev overrasket over også at finde sin gamle skolekammerat Mary i bogen. Da de begge var afbilledet nøgne, forbød de mig begge at vise bogen i Bullock County igen – ligesom de ikke selv turde have et eksemplar liggende.

Ved hvert efterfølgende besøg så jeg, hvordan Nina blev stadig mere ødelagt af stoffer og vold, når det endelig lykkedes mig at vække hende sent ud på eftermiddagen.
 

Nu bestod vores "intimitet" i hendes bekendelser til mig, og i mine forsøg på at trøste hende, selvom jeg ikke rigtig kunne hjælpe hende. I 1991 havde jeg et tv-hold med mig bestående af tre høje, hvide danskere, som buldrede ind til hende i sengen og stod bøjet over hende med store mikrofoner, lige da hun vågnede. Hun blev så rørt af situationen, at hun begyndte at græde, hvorfor jeg som sædvanlig forsøgte at trøste hende.

Jeg havde ønsket, at tv-holdet skulle lave et program om mine gamle venner, men nu følte jeg mig i en akavet situation. Hvis jeg ikke trøstede Nina, ville jeg blive opfattet som koldhjertet. Hvis jeg gjorde det, ville folk tro, at jeg forsøgte at spille en frelserrolle. Men se alligevel optagelserne, hvor hun pludselig indrømmer, at hun natten før havde stukket en mand ned.

Denne vold fulgte hende gennem hele livet. Hendes søster, som Nina senere boede sammen med, var endnu mere voldelig. I forbifarten nævnte hun, at hendes mand siden mit sidste besøg var blevet brutalt myrdet med en økse. »Nå,« sagde jeg, »det gik da hurtigt, at du fandt dig en ny mand.«

Ja, sagde hun og bekendte at det var hendes mands morder, som var flyttet ind.

Jeg så overrasket på hende, velvidende hvor meget hun holdt af sin mand. Hun tilføjede: »Du må forstå, det er så svært at finde en god mand i disse tider.« Hun beskrev, hvordan hun var kommet hjem og havde fundet sin mands kløvede hoved på gulvet og da nu ham den fremmede mand var til stede, havde hun fået ham til at hjælpe med at tørre blodet op. Og - ja, så var han altså endt med at blive boende....
 

I mange år lykkedes det mig at holde mine to intime gamle forhold adskilt, men i 2002 blev jeg overrasket da det var Mary, der fortalte mig at Nina netop var død.

Hun var ikke sikker på, om det var mord eller sygdom – grænsen var altid uklar med Nina.

I 27 år forsøgte jeg at holde mine forhold til dem strengt adskilt, da jeg på en eller anden måde var tæt knyttet til dem begge på samme tid. I mine vagabondår boede Nina i byen, og Mary ude på landet. Men som led i deres rehabilitering – Nina fordi hun var stofmisbruger, og Mary fordi hun havde en slidt ryg efter mange års plukning af bomuld og bønner – endte de i et voksenuddannelsesprogram.