|
Historien om Inez i Lindas by

|
Inez er også en del af Lindas historie. Hun endte i samme
fængsel som Linda. Jeg mødte hende i 1986, mens jeg ledte
efter Linda i Alachuas mest nedslidte narkokvarter. Inez var
yderst fjendtlig over for mig uden for sit skur, da hun
troede, jeg var narkobetjent. Men da jeg viste hende bogen
med billeder af Linda, blev hun langsomt imødekommende over
for mig, da hun tidligere havde været i et forhold med
Lindas bror, Robert.

Hun
fortalte mig, at Linda sad i fængsel, og at hun selv netop
var blevet løsladt. Hun blev så rørt af min bog og mit
arbejde, at jeg endte med at flytte ind og dele seng
i hendes forfaldne skur i nogle
dage før mit foredrag på University of Florida. Der sad Inez
og græd åbent, da hun så fortolkningerne i mit show af det
liv, hun opfattede som mislykket.

Som min nye assistent tog
hun billeder af mig, mens jeg holdt taler for Sydafrikas
anti-apartheid-bevægelse. Hun blev så interesseret i
sociologi, at hun begyndte at tage kurser på Santa Fe
College.
Tolv år tidligere havde jeg set et lysbilledshow om
minearbejdere netop i det college, hvilket havde inspireret mig til at
lave mit eget lysbilledshow ud af mine fotos.
 |
Men hver dag så jeg omfanget af hendes tidligere ødelagte
liv, når jeg var sammen med hende i hendes svært overvægtige
søster Shirleys hus. Shirley passede de fire små børn, som
Inez havde fået i sine år som stofmisbruger. Inez havde også
en 24-årig datter med en voldelig mand, der nu afsonede en
dom på 30 år i fængsel.
|
| |
|
Shirley blev en af mine mange
heltinder – de beskyttende engle for ofrene for
crack-epidemien i de år.

Efter at e-mailen blev opfundet,
korresponderede vi udførligt om hendes følelse af ensomhed,
mens hun var i gang med at uddanne sig til misbrugsrådgiver.
Ligesom med Linda havde jeg store håb for den talentfulde
Inez, men hun forsvandt snart tilbage i underverdenen og
fængslerne igen. Hendes søster fortalte mig dette under mine
besøg så sent som i 2004, da min kone tog dette foto.

Et af
børnene, Nikki, kunne huske mig, men var selv nu blevet mor
i en ung alder. Det lykkedes mig ikke at finde Inez igen før
i 2007, da hun arbejdede i en butik.

Glæden ved at se hende
igen var overvældende, og hun lovede fremover at holde sig
stoffri. Senere samme år blev hun imidlertid knust af sin
mors død. Det var den sidste e-mail, jeg modtog fra hende
inden hun ifølge retsdokumenter blev dømt i 2010. Som
67-årig er hun tilsyneladende i dag ude af fængslet, og jeg
venter på at høre fra hende.
|
|
Historien om Nina og Mary
Nina
mødte jeg ligeledes i forsøget på at finde en af bogens
hovedpersoner.
Efter at
have blaffet fra Mary (side 152) for at overvære et KKK-møde
i Kentucky, kom jeg så sent tilbage om natten, at jeg ikke
nåede ud til Marys hytte i skoven. Så jeg gik ind i natklub
i den nærliggende by for at finde et sted at overnatte.

Efter at
have røget et par joints endte jeg med at dele seng med Nina
hjemme i hendes rådne shack. I den stegende sveddryppende
augustnat, uden en ventilator, kunne det i vores nøgenhed
ikke undgå at blive lidt for intimt. Det gav mig endnu en
mulighed for at opleve den historiske barriere, jeg havde
observeret blandt sorte kvinder, når det gjaldt forhold til
hvide mænd. (side 459)
Det er dog vigtigt også at bemærke min egen indre bremseklods, dels
på grund af frygt for seksuelt overførte sygdomme særligt i
de lavere samfundslag og dels på grund af skyldfølelse over
at være på så tæt afstand af Mary, som jeg netop var blevet
forelsket i.
Hvor kontroversielt det var i disse egne af Syden blev
tydeliggjort af Ninas skræmte mor, da jeg stødte ind i hende
på gaden næste morgen, uvidende om at jeg netop havde sovet
med hendes datter. Det var hende, jeg interviewede på side
150, hvor hun fordømmer sådanne forhold til hvide mennesker,
"De hvide ødelægger livet for os, de brænder vores huse ned,
de tager vores mænd..."
I
min tillid til alle syntes jeg hun overdrev, så stor var mit
chok da jeg næste dag vendte tilbage til Mary og fandt ud af
at hendes shack i mit fravær var brændt ned af tre hvide.
Også hos
Nina havde jeg leget med ilden. Vores fælles fascination af
dette forbudte fremgår tydeligt af mine nøgenbilleder af os
to foran spejlet, taget om morgenen kort før en af hendes
stofmisbrugende venner kom forbi for at sove sin tømmermænd
ud morgenen efter vores korte glimt af indbildt frihed. På
samme måde blev stort set alle mine forsøg på forhold til
sorte kvinder afbrudt.

På grund
af dette særlige forhold til Nina besøgte jeg hende
naturligvis hver gang jeg gennem årene vendte tilbage for at
se Mary i skovene. Det lykkedes mig at holde dem adskilt i
mange år, men det var ikke let. Da jeg vendte tilbage i 1978
og opdagede, at Ninas hus var rådnet op, spurgte jeg byens
sorte borgmester, hvor hun mon boede nu, og viste ham
billedet af hende i bogen. Han vidste præcis, hvilken
trailerpark hun nu boede i, men han blev overrasket over
også at finde sin gamle skolekammerat Mary i bogen. Da de
begge var afbilledet nøgne, forbød de mig begge at vise
bogen i Bullock County igen – ligesom de ikke selv turde
have et eksemplar liggende.
Ved
hvert efterfølgende besøg så jeg, hvordan Nina blev stadig
mere ødelagt af stoffer og vold, når det endelig lykkedes
mig at vække hende sent ud på eftermiddagen.

Nu bestod vores "intimitet" i hendes bekendelser til mig, og
i mine forsøg på at trøste hende, selvom jeg ikke rigtig
kunne hjælpe hende. I 1991 havde jeg et tv-hold med mig
bestående af tre høje, hvide danskere, som buldrede ind til
hende i sengen og stod bøjet over hende med store
mikrofoner, lige da hun vågnede. Hun blev så rørt af
situationen, at hun begyndte at græde, hvorfor jeg som
sædvanlig forsøgte at trøste hende.

Jeg
havde ønsket, at tv-holdet skulle lave et program om mine
gamle venner, men nu følte jeg mig i en akavet situation.
Hvis jeg ikke trøstede Nina, ville jeg blive opfattet som
koldhjertet. Hvis jeg gjorde det, ville folk tro, at jeg
forsøgte at spille en frelserrolle. Men se alligevel
optagelserne, hvor hun pludselig indrømmer, at hun natten
før havde stukket en mand ned.
Denne
vold fulgte hende gennem hele livet. Hendes søster, som Nina
senere boede sammen med, var endnu mere voldelig. I
forbifarten nævnte hun, at hendes mand siden mit sidste
besøg var blevet brutalt myrdet med en økse. »Nå,« sagde
jeg, »det gik da hurtigt, at du fandt dig en ny mand.«
Ja,
sagde hun og bekendte at det var hendes mands morder, som
var flyttet ind.
Jeg så
overrasket på hende, velvidende hvor meget hun holdt af sin
mand. Hun tilføjede: »Du må forstå, det er så svært at finde
en god mand i disse tider.« Hun beskrev, hvordan hun var
kommet hjem og havde fundet sin mands kløvede hoved på
gulvet og da nu ham den fremmede mand var til stede, havde
hun fået ham til at hjælpe med at tørre blodet op. Og - ja,
så var han altså endt med at blive boende....

I mange
år lykkedes det mig at holde mine to intime gamle forhold
adskilt, men i 2002 blev jeg overrasket da det var Mary, der
fortalte mig at Nina netop var død.
Hun var
ikke sikker på, om det var mord eller sygdom – grænsen var
altid uklar med Nina.
Jeg
kender næppe nogen som Nina, hvis hele liv har været en lang
dans på smertens sti.
I 27
år forsøgte jeg at holde mine forhold til dem strengt
adskilt, da jeg på en eller anden måde var tæt knyttet til
dem begge på samme tid. I mine vagabondår boede Nina i byen,
og Mary ude på landet. Men som led i deres rehabilitering –
Nina fordi hun var stofmisbruger, og Mary fordi hun havde en
slidt ryg efter mange års plukning af bomuld og bønner –
endte de i et voksenuddannelsesprogram.
I klassen nævnte de begge, at
de havde en hvid kæreste »fra et fjernt land som vist nok
hed Danmark«. Da det her i »The Black Belt« ikke er
usædvanligt at dele de få mænd, der ikke sidder i fængsel,
blev de straks venner bag min ryg. I det mindste betød det
faktum, at vi var blevet som én stor familie, at jeg nu
havde nogen, jeg kunne sidde sammen med og dele min sorg
over vores fælles tab. |
|