Den tredje bedstemor i samme fængsel
som Diane og Linda .....Inez

Opdatering om andre

voldsplagede kvinder


Baggrund: I afsnittet i bogen på side 361, "Lukas 7, 36-50", fortalte jeg om de intime, men ikke-seksuelle forhold jeg hyppigt fik til underklassens voldsudsatte sorte kvinder mens det var mig næsten umuligt at opnå intime forhold til de bedreuddannede i de højere sociale lag, som jeg var mere interesseret i da jeg havde mere til fælles med dem. Her bringer jeg eksempler på yderligere to sådanne kvinder, da de begge har noget at gøre med bogens hovedpersoner.



 

Historien om Inez i Lindas by
 


 

 

Inez er også en del af Lindas historie. Hun endte i samme fængsel som Linda. Jeg mødte hende i 1986, mens jeg ledte efter Linda i Alachuas mest nedslidte narkokvarter. Inez var yderst fjendtlig over for mig uden for sit skur, da hun troede, jeg var narkobetjent. Men da jeg viste hende bogen med billeder af Linda, blev hun langsomt imødekommende over for mig, da hun tidligere havde været i et forhold med Lindas bror, Robert.
 


 

Hun fortalte mig, at Linda sad i fængsel, og at hun selv netop var blevet løsladt. Hun blev så rørt af min bog og mit arbejde, at jeg endte med at flytte ind og dele seng i hendes forfaldne skur i nogle dage før mit foredrag på University of Florida. Der sad Inez og græd åbent, da hun så fortolkningerne i mit show af det liv, hun opfattede som mislykket.
 


Som min nye assistent tog hun billeder af mig, mens jeg holdt taler for Sydafrikas anti-apartheid-bevægelse. Hun blev så interesseret i sociologi, at hun begyndte at tage kurser på Santa Fe College.
Tolv år tidligere havde jeg set et lysbilledshow om minearbejdere netop i det college, hvilket havde inspireret mig til at lave mit eget lysbilledshow ud af mine fotos.
 

Men hver dag så jeg omfanget af hendes tidligere ødelagte liv, når jeg var sammen med hende i hendes svært overvægtige søster Shirleys hus. Shirley passede de fire små børn, som Inez havde fået i sine år som stofmisbruger. Inez havde også en 24-årig datter med en voldelig mand, der nu afsonede en dom på 30 år i fængsel.

   

Shirley blev en af mine mange heltinder – de beskyttende engle for ofrene for crack-epidemien i de år.
 


Efter at e-mailen blev opfundet, korresponderede vi udførligt om hendes følelse af ensomhed, mens hun var i gang med at uddanne sig til misbrugsrådgiver. Ligesom med Linda havde jeg store håb for den talentfulde Inez, men hun forsvandt snart tilbage i underverdenen og fængslerne igen. Hendes søster fortalte mig dette under mine besøg så sent som i 2004, da min kone tog dette foto.
 

        

 

Et af børnene, Nikki, kunne huske mig, men var selv nu blevet mor i en ung alder. Det lykkedes mig ikke at finde Inez igen før i 2007, da hun arbejdede i en butik.

 

Glæden ved at se hende igen var overvældende, og hun lovede fremover at holde sig stoffri. Senere samme år blev hun imidlertid knust af sin mors død. Det var den sidste e-mail, jeg modtog fra hende inden hun ifølge retsdokumenter blev dømt i 2010. Som 67-årig er hun tilsyneladende i dag ude af fængslet, og jeg venter på at høre fra hende.

 




Historien om Nina og Mary

 

Nina mødte jeg ligeledes i forsøget på at finde en af bogens hovedpersoner.

Efter at have blaffet fra Mary (side 152) for at overvære et KKK-møde i Kentucky, kom jeg så sent tilbage om natten, at jeg ikke nåede ud til Marys hytte i skoven. Så jeg gik ind i natklub i den nærliggende by for at finde et sted at overnatte.
 



 

Efter at have røget et par joints endte jeg med at dele seng med Nina hjemme i hendes rådne shack. I den stegende sveddryppende augustnat, uden en ventilator, kunne det i vores nøgenhed ikke undgå at blive lidt for intimt. Det gav mig endnu en mulighed for at opleve den historiske barriere, jeg havde observeret blandt sorte kvinder, når det gjaldt forhold til hvide mænd. (side 459)

Det er dog vigtigt også at bemærke min egen indre bremseklods, dels på grund af frygt for seksuelt overførte sygdomme særligt i de lavere samfundslag og dels på grund af skyldfølelse over at være på så tæt afstand af Mary, som jeg netop var blevet forelsket i.
Hvor kontroversielt det var i disse egne af Syden blev tydeliggjort af Ninas skræmte mor, da jeg stødte ind i hende på gaden næste morgen, uvidende om at jeg netop havde sovet med hendes datter. Det var hende, jeg interviewede på side 150, hvor hun fordømmer sådanne forhold til hvide mennesker,
"De hvide ødelægger livet for os, de brænder vores huse ned, de tager vores mænd..."

I min tillid til alle syntes jeg hun overdrev, så stor var mit chok da jeg næste dag vendte tilbage til Mary og fandt ud af at hendes shack i mit fravær var brændt ned af tre hvide.

Også hos Nina havde jeg leget med ilden. Vores fælles fascination af dette forbudte fremgår tydeligt af mine nøgenbilleder af os to foran spejlet, taget om morgenen kort før en af hendes stofmisbrugende venner kom forbi for at sove sin tømmermænd ud morgenen efter vores korte glimt af indbildt frihed. På samme måde blev stort set alle mine forsøg på forhold til sorte kvinder afbrudt.
 

 

På grund af dette særlige forhold til Nina besøgte jeg hende naturligvis hver gang jeg gennem årene vendte tilbage for at se Mary i skovene. Det lykkedes mig at holde dem adskilt i mange år, men det var ikke let. Da jeg vendte tilbage i 1978 og opdagede, at Ninas hus var rådnet op, spurgte jeg byens sorte borgmester, hvor hun mon boede nu, og viste ham billedet af hende i bogen. Han vidste præcis, hvilken trailerpark hun nu boede i, men han blev overrasket over også at finde sin gamle skolekammerat Mary i bogen. Da de begge var afbilledet nøgne, forbød de mig begge at vise bogen i Bullock County igen – ligesom de ikke selv turde have et eksemplar liggende.

Ved hvert efterfølgende besøg så jeg, hvordan Nina blev stadig mere ødelagt af stoffer og vold, når det endelig lykkedes mig at vække hende sent ud på eftermiddagen.
 


Nu bestod vores "intimitet" i hendes bekendelser til mig, og i mine forsøg på at trøste hende, selvom jeg ikke rigtig kunne hjælpe hende. I 1991 havde jeg et tv-hold med mig bestående af tre høje, hvide danskere, som buldrede ind til hende i sengen og stod bøjet over hende med store mikrofoner, lige da hun vågnede. Hun blev så rørt af situationen, at hun begyndte at græde, hvorfor jeg som sædvanlig forsøgte at trøste hende.

 

Jeg havde ønsket, at tv-holdet skulle lave et program om mine gamle venner, men nu følte jeg mig i en akavet situation. Hvis jeg ikke trøstede Nina, ville jeg blive opfattet som koldhjertet. Hvis jeg gjorde det, ville folk tro, at jeg forsøgte at spille en frelserrolle. Men se alligevel optagelserne, hvor hun pludselig indrømmer, at hun natten før havde stukket en mand ned.

   

 

Denne vold fulgte hende gennem hele livet. Hendes søster, som Nina senere boede sammen med, var endnu mere voldelig. I forbifarten nævnte hun, at hendes mand siden mit sidste besøg var blevet brutalt myrdet med en økse. »Nå,« sagde jeg, »det gik da hurtigt, at du fandt dig en ny mand.«

Ja, sagde hun og bekendte at det var hendes mands morder, som var flyttet ind.

Jeg så overrasket på hende, velvidende hvor meget hun holdt af sin mand. Hun tilføjede: »Du må forstå, det er så svært at finde en god mand i disse tider.« Hun beskrev, hvordan hun var kommet hjem og havde fundet sin mands kløvede hoved på gulvet og da nu ham den fremmede mand var til stede, havde hun fået ham til at hjælpe med at tørre blodet op. Og - ja, så var han altså endt med at blive boende....
 

 

I mange år lykkedes det mig at holde mine to intime gamle forhold adskilt, men i 2002 blev jeg overrasket da det var Mary, der fortalte mig at Nina netop var død.

Hun var ikke sikker på, om det var mord eller sygdom – grænsen var altid uklar med Nina.

Jeg kender næppe nogen som Nina, hvis hele liv har været en lang dans på smertens sti.

I 27 år forsøgte jeg at holde mine forhold til dem strengt adskilt, da jeg på en eller anden måde var tæt knyttet til dem begge på samme tid. I mine vagabondår boede Nina i byen, og Mary ude på landet. Men som led i deres rehabilitering – Nina fordi hun var stofmisbruger, og Mary fordi hun havde en slidt ryg efter mange års plukning af bomuld og bønner – endte de i et voksenuddannelsesprogram.

I klassen nævnte de begge, at de havde en hvid kæreste »fra et fjernt land som vist nok hed Danmark«. Da det her i »The Black Belt« ikke er usædvanligt at dele de få mænd, der ikke sidder i fængsel, blev de straks venner bag min ryg. I det mindste betød det faktum, at vi var blevet som én stor familie, at jeg nu havde nogen, jeg kunne sidde sammen med og dele min sorg over vores fælles tab.