Ghettoen i vore hjerter



En udstilling om racisme, undertrykkelse
og frigørelse for mobbende skolebørn……
.....og deres voksne læremestre.



Projektbeskrivelse og idegrundlag af Jacob Holdt


Jeg har arbejdet med racisme, undertrykkelse og frigørelse hele mit voksne liv, men er modsat mange tilsvarende undervisere, workshopledere og terapeuter i den heldige situation at have et enormt billedmateriale, som selv Martin Luther Kings familie benytter når den skal formidle analoge ideer om integration og ghettobekæmpelse overfor f.eks. USA’s præsidenter.

Min udstilling er, som titlen antyder, ”inkluderende”, for at undgå den lidet konstruktive fællesmenneskelige tendens, som al racisme handler om, nemlig at kaste skylden på ”de andre.”

Få mestrer denne tendens bedre end danskerne, opdagede jeg, da jeg i 1976 vendte hjem med ”Amerikanske Billeder” og aften efter aften måtte stå og forsvare amerikanerne overfor danskernes skadefro fingerpegende og bedrevidende angreb.

Alligevel havde jeg som dansker selv den samme tendens, da jeg 8 år senere startede mine foredrag i USA - og bittert lærte at jeg ingen vegne kom med en sådan indre negativ tænkning og ”racistisk” grundholdning. Amerikanerne ”ghettoiserede” sig blot.

Først da jeg begyndte at bruge det inkluderende ”vi” og at tænke kærligt og indlevende om racisten, åbnede amerikanerne sig op. Og stort set alt hvad jeg nu fortæller om i denne udstilling er noget jeg siden hen lærte om racisme, sexisme, homofobi, antisemitisme, islamofobi etc. i mine workshops, EFTER at amerikanerne begyndte at åbne deres hjerter for mig.

Gennem deres personlige smerte og deres tårer fik jeg indblik i de utrolige psykiske omkostninger, der er forbundet med som hvid at vokse op i et racistisk undertrykkende samfund. Jeg lærte at ingen undgår at blive ”racist”, ”sexist”, ”homofob” osv. i en sådan undertrykkelse og opdagede hvordan jeg selv på tusind måder førte disse kollektivt dannede ”systemer” videre gennem min egen destruktive adfærd.

En sådan selverkendelse er for de fleste mennesker ligeså lang og smertefuld en rejse som den var for mig. I en fotografisk udstilling er der ikke ”tid til” daglange terapeutiske workshops, men jeg vil forsøge gennem små billedfortællinger at tage tilskuerne med på glimtvise rejser ind i os selv for at vi kan komme i bedre kontakt med vore egne undertrykkende sider. Først i rejser gennem andre landes racisme – den, der jo er så let for os alle blindt på afstand at fordømme.

Bl.a. gennem de hvides racisme i USA, Sydafrika/Namibia, Bolivia, mulatternes og overklassens i Haiti, Guatemala og Namibia, de Bantu-sortes mod pygmæerne i Uganda, Serbernes mod Albanerne såvel som albanernes mod romaerne i Kosova. Desuden gennem racismens fætre og kusiner så som sexismen, homofobien, antisemitismen, klasse-, handicap- og ældre- undertrykkelsen såvel som undertrykkelsen til alle tider af ungdomsvredens særlige manifestationer og kulturer f.eks. i Danmark af de autonome, Christiania, Ungdomshuset, bz’ere, Hizb-ut-Tahrir og rockere.

Desuden religiøse mindretal såsom Jehovas Vidner og Ahmadiyyaerne og seksuelle subkulturer som transseksuelle og transvestitter. Vigtigst af alt vil der være et stort pædagogisk afsnit om Ku Klux Klan for at vise hvordan vi alle har opfundet og bevidst dyrker ”skurken” for at kunne se os selv i øjnene som anstændige mennesker, så vi bekvemt kan slippe af sted med vores egen langt farligere undertrykkelse af andre.

Og sidst men ikke mindst danskernes racisme mod indvandrere og muslimer og hvordan vi former og ghettoiserer disse med vores indre negative tænkning (og politikernes og mediernes skruppelløse udnyttelse af denne) på nøjagtig samme vis som jeg så ”de gode, retskafne hvide amerikanere med de rigtige meninger” i min ungdom ghettoisere millioner af sorte amerikanere, som på samme vis søgte væk fra undertrykkelse i syd for at opnå frihed, lighed og medmenneskelig anerkendelse.

Med andre ord, ligegyldigt hvor frisindede vi anser os selv, vil jeg sørge for at ALLE tilskuere opdager nogle skjulte undertrykkende sider i sig selv og i deres indre tænkning…..om ikke andet overfor mig – udstillingens kærlige drille- og pegepind :-)   ...... thi racisme må jo aldrig blive stuerent!!!

Og løsningen på det hele?  Ja, en vigtig del af denne vil vi sammen demonstrere til åbningsfesten i en gevaldig ”Ghettogether”, hvor vi fester sammen med alle dem, vi til daglig nærer fordomme overfor… …indtil vores ”afstandtagende”, bebrejdende og afvisende indre tænkning smelter væk og sød musik opstår i hjertet.

Så lad os sammen bearbejde ghettoen i vore hjerter og integrere Danmark med en gigantisk....

                                             
”Ghettogether”

         der starter i Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 Kbh. V,
den 1. juni, kl. 16…
…….og slutter når Danmark er integreret!