En sådan døs, ja depression, faldt jeg hen i i dagene efter jeg forlod Anita. Jeg indså at Vibeke havde fået ret i at jeg ville blive forelsket i Anita, en følelse der naturligvis blev forstærket af min pludselige ensomhed ude på landevejene. Flere gange beep'ede Anita mig, men jeg ringede aldrig tilbage. Derefter kørte jeg i lang tid rundt for at tilbringe mere tid sammen med alle dem, vi lige havde besøgt. Det blev en uhyre kreativ periode med masser af nye billeder, hvorved jeg her i sommer har kunnet udskifte en fjerdedel af billederne i showet med up-to-date-billeder. Mary var som sædvanlig af uvurderlig hjælp til at bryde igennem frygten og mistænksomheden hos nye familier. Derefter kørte jeg ned til Florida for at finde Linda, den lille pige med lampen og den røde kjole (side 126), som jeg ikke har set i flere år fordi hun altid er i fængsel. Men efter en hel dags rundspørgen i området, måtte jeg forgæves og deprimeret køre derfra. Ingen anede hvilket fængsel hun var i. Da jeg om natten kørte derfra, så jeg i mørket ude på landevejen en sort fyr gå langs grøften. Jeg standsede af sædvane for at spørge om han havde brug for et lift. Han sagde ja, for han var på vej mod et fængsel i en anden by for at besøge sin kæreste. Jeg fortalte så at jeg selv ledte efter een i fængsel, som jeg engang havde fotograferet som lille pige. Pludselig spurgte han om jeg var fra Danmark, for Linda, som var hans kæreste, havde tit fortalt ham at den eneste ven hun havde haft var en hvid mand fra Danmark, der blev ved med at vende tilbage i hendes liv. Efter næsten forgæves at have kørt over 1000 km i 12 timer udelukkende for at se Linda, følte jeg det som en mirakuløs gave ovenfra at jeg ud af Floridas 20 millioner indbyggere lige havde samlet den eneste ene op, som vidste hvor Linda var. Jeg kørte ham fluks til fængslet, hvor han fik personalet til at gøre en undtagelse: selvom jeg ikke var på besøgslisten fik jeg lov til næste dag at besøge Linda i enrum. Det blev en gribende oplevelse. Jeg havde besluttet mig til denne gang at lave en båndoptagelse med Linda om hvordan hun selv havde oplevet den barndom, som jeg romantiserer helt ud på overdrevet i mit show. Det var lykkedes at smugle en lille diktafon med ind i ærmet. Førhen har Linda aldrig villet tale om sin barndom og aldrig villet se mit show om den, men efter mange år i fængsel var hun nu i et særligt rehabitalitionsprogram og ønskede sammen med de andre fanger at bruge min bog i dette. Efter den seneste 5 års-dom ønskede hun fremover at undgå stoffer og kriminalitet, men det er ikke let når hun kun har "sumpen" at vende tilbage til. Derfor havde hun brug for min hjælp og ønskede at arbejde med Am. Bil., når hun kom ud, sagde hun, og greb inderligt mine hænder, så min skyldfølelse fik tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Med hendes lysende intelligens var dette en idé vi i Am. Bil. tit selv havde næret, men hver gang jeg havde besøgt hende havde hun været så opløst i stoffer, at jeg ikke magtede at gå videre. Og nu, hvor hun efter mange år, endelig var parat, var jeg selv nået dertil, hvor jeg for at blive lidt mere menneskelig og komme ud af mit vanvittige ræs, ønsker at trappe mine shows ned. Skæbnens ironi er så at for at kunne blive mere "menneskelig" er jeg nødt til at ødelægge den virksomhed, som kunne have givet Lindas liv en mening. Men dette kunne jeg ikke fortælle hende nu, for skulle hun klare rehabiliteringen var hun nødt til at leve med håbet. Derfor var jeg helt knust, da jeg kørte derfra: fuld af selvbebrejdelse over at jeg ikke - på trods af hendes tilstand - havde skredet ind for mange år siden for at redde hende ud af "sumpen." Jeg følte, at hele mit liv havde været een lang svigten af de mennesker, som havde betydet så meget for mig. Ikke i ord - bevares - men i handling. At det menneske i showet som jeg har svigtet mest, ser mig som sin eneste ven, gav mig yderligere kvalme. Historien om Linda får hver aften mine amerikanske publikum til at bryde i gråd. At se, hvor store følelser og forhåbninger folk investerer i dette lille smukke barn og alt det spirende, hun står for, fik mig i de første år selv til at knække over i stemmen, når jeg måtte besvare spørgsmål om hvad der siden er sket med hende - og derved knuste de dybe fællesmenneskelige håb alle nærer. Næste dag vendte jeg tilbage for at prøve at overbevise fængslet om at det var vigtigt for Lindas rehabilitering at hun tog med mig op til mine to sidste shows i Washington og Baltimore hvorefter jeg ville flyve hende ned til fængslet igen, men forgæves.

Tilbage til Politiken links