"Mine julebreve" af Jacob Holdt
 

Jul/Nytår 1996,    25. årgang - 1. del

 

Uddrag om massemorderen Woody og hans blodige familie

Bemærk: Julebrevene sendes til 170 gamle skolekammerater og venner hvert år, men er ikke offentligt tilgængelige.

 

På forårsturneen havde jeg den norske forlægger Eli Saeter med. Hun var så rystet efter turen at hun skrev bogen "en amerikareise" som fik stor omtale i  Norge.

I de følgende dage blev døden meget nærværende. I julebrevet for 5 år siden skrev jeg om hvordan jeg havde samlet en blaffer op, som fortalte mig om alle de sorte, han og hans brødre havde myrdet. Det lykkedes mig at få ham interviewet på en båndoptager, da han troede han aldrig skulle se mig igen. Og der er ingen tvivl om at dette nye indslag i showet er det, der aften efter aften ryster mine publikums mest. Selv i handels- og tekniske skoler får jeg under dette interview fuld opmærksomhed selv fra de mest fortabte sjæle. Vibeke klippede oprindeligt de to timers interview ned, men var så rystet at hun til sidst måtte kaste det fra sig. Men når man i fem år har gået og hørt på Woodys ord, kan man ikke lade være med at tænke, om det nu også var sandt, hvad han sagde. For dette er hvad han siger i showet:

Woody: - John lavede et kæmpe hul i hovedet på ham - tog et stort stykke ud af hovedet. Da var det jeg fik blod på mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver gang hjertet slog, sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt og faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til det gamle posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der er et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind fra landevejen.

Mit spørgsmål, som jeg stillede a.h.t. mine publikums: - Stadig? Hvad år har vi nu?

- Det er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der står 'Niggere ingen adgang'.

- Når I tog ud for at dræbe dem, snakkede han så om det hele dagen, eller skete det bare?

- Nej, det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden og fik lyst til at gøre det.

Han havde set dem, og så gjorde han det. Det var lige her den fyr faldt om efter min bror stak ham ned... Jeg skal vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side af den telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt. Lad os komme af sted før politiet kommer, for de er skrappe her om aftenen.

- Hvad sagde han?

- Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over jernbanen, sagde Sammy til ham: Jeg vil vædde på, at du ikke vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og John sagde: 'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!. Men så sagde han: 'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde: 'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før han trak den ud. Da blodet kom ud ramte det både mig og Sammy.

- Hvordan gik det for sig når.....?

- Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han godt kan li' at se frygten i deres ansigter når de dør. Det var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en over til bilen og John sprang ud og skød ham. To af dem løb og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var meget ung eller noget. Sammy begyndte at slå ham i hovedet med en eller anden flaske han havde. Og så begyndte John at sparke ham og sådan.

Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor han ikke kunne bevæge sig, trampede John bare på ham til han døde. Det eneste jeg aldrig har set John gøre var at tage ud og køre niggerne over, som han plejede at gøre. Men jeg har set blodet på bilen - jeg har taget T-shirts, skjorter og sådan noget ud under bilen efter han havde kørt dem over. Jeg har set ham tæve mange, mange niggere, mange gange, og gå fra dem livløse.

- Hvor mange vil du tro?

- Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre og tæer.

I 5 år havde jeg ikke haft tid til at vende tilbage for at finde ud af hvem denne mystiske blaffer egentlig var. Nu var chancen der - men det tør nok siges at hverken Eli eller jeg nogensinde vil glemme det næste par dage. For at beskytte sig selv havde Woody hin nat bedt om at blive sat af et tilfældigt sted i byen (hvis navn jeg på amerikanske sagføreres råd må holde skjult). Jeg havde derfor ikke andet at gå efter end en viadukt, vi var kørt igennem i nærheden af det sted, hvor de havde stukket det sidste offer ned. I dette fattige kvarter med både sorte og hvide måtte vi derfor begynde med at spørge om nogen kendte en Woody. Jeg tror, der skal en hel bog til at beskrive de typer og hjem, vi rodede os ind i de følgende dage. Aldrig har jeg oplevet en så fortvivlet og desperat fattig hvid underklasse før. Stort set alle vi snakkede med havde været i fængsel for mord og voldtægt - eller for kvindernes vedkommende: havde mænd, der sad indespærret for dette. Deres ansigter var stort set som taget ud af filmen "På udflugt med døden" - den hvor et par kanosejlende unge bliver overfaldet og jagtet i Appalachiernes skove af nogle gale og intellektuelt formørkede mænd, der må have lidt under flerdobbelt incest. Jeg har altid hævdet til amerikanske studenter, at Hollywood gør stor uret ved at skabe så frygtindgydende og undertrykkende et billede af fattige hvide. Men nej, nu måtte jeg erkende at sådanne mennesker virkelig eksisterer og brugte lejligheden til flittigt at fotografere dem for at opdatere dette væsentlige afsnit i mit show. Samtidig var de uhyre gæstfri - ja, med deres manglende selvværdsfølelse "I am just a coon-ass" og søgen efter accept og anerkendelse lignede de i et og alt de sorte. Vi derfor nærmest væltede os i alkohol blandt dem, og jeg morede mig gevaldigt over at se Eli - en forfinet og normalt meget checket forlægger af "time manager" typen - blandt disse tatoverede, tandløse og pistol- og flaskesvingende bindegale mænd indhyllet i Ku Klux Klan-flag og symboler. I denne voldelige atmosfære syntes Woody's ord pludselig helt "normale" og logiske for os. Mange kunne vagt huske episoden, da "niggeren" blev stukket ned under festivalen for øjnene af sin kone og to børn, men det var i deres bevidsthed - og derfor også gradvist i vores - en ligegyldig bagatel. Skønt vi mødte mange Woody-typer undervejs, insisterede jeg alligevel på at finde den rigtige Woody. Netop i de dage lå en tåge over stedet så tæt at man kunne skære i den med en kniv, som amerikanerne siger. Og vores jagt på en massemorder i dette sumpområde, hvor vi ikke kunne se en meter frem, fik derfor et yderst uhyggeligt og uvirkeligt skær over sig. Men efter et par dage fik vi langsomt indkredset ham. Jeg bankede på den rønnede shack han skulle bo i og opdagede så at det var den forkerte Woody, der kom ud. Men ligesom jeg troede at vi skulle til at starte hele denne krævende jagt forfra, sagde han pludselig at han kendte den anden Woody. Men Woody var nu idømt 25 års fængsel. Han var en nat sammen med en anden fyr, Snoopy, brudt ind i et hus og havde forsøgt at myrde hele familien med kniv. Hvor skete det, spurgte jeg? - Lige derovre i huset på den anden side af gaden! Vi gik derpå over og bankede på. En skræmt familie åbnede først døren bag moskito-døren, men bød os ind, da de hørte hvad det drejede sig om. De havde alle overlevet drabsforsøget, men fortalte os nu om den forfærdende nat. Datteren April var blevet tvunget ud af sengen af Woody, som pludselig havde stået i værelset. Han havde flået hendes mave og lunger op med en lang kniv. Kun med nød og næppe havde hun overlevet efter dyre hospitalsophold, som nær havde ruineret dem. Tårerne piblede hele tiden frem, da April fortalte om rædselsnatten på min båndoptager. Jeg følte først vores tilstedeværelse som lettere udbyttende, men vi fornemmede samtidig stærkt at de ønskede vores tilstedeværelse og havde brug for at gennemarbejde det hele. Det betød meget for dem endelig at få opmærksomhed. Skønt det "havde ødelagt hele hendes liv", som April sagde, havde det i det voldelige klima i byen kun fået et par linjer i lokalsprøjten. Og ingen havde givet dem hjælp til at bearbejde deres smerte. Så når de talte om det, var det med en sindsbevægelse som om det lige var sket. Da jeg fik datoen at vide - 12. okt 1991 - og slog efter i min kalender, opdagede jeg at det var sket kun et par dage efter den nat, hvor jeg havde samlet Woody op efter et show i Houston University. Dette var deprimerende at få at vide, for jeg havde virkelig følt den nat at jeg havde gjort utrolige fremskridt i forsøget på at hjælpe ham med at komme i kontakt med den uendelige smerte og vrede, han befandt sig i, og havde brugt alt hvad jeg havde lært i mine workshops. Inderst inde vidste jeg dog godt at han havde haft brug for meget mere hjælp og støtte end en fortravlet mand som jeg var i stand til at give. Alligevel havde jeg i 5 år forsvaret mig mod anklagerne fra publikum ved at hævde at jeg var sikker på at Woody nu var på ret køl. Nu måtte jeg bittert erkende at hvis jeg den nat var gået til politiet, som så mange af mine publikums mente jeg burde have gjort, ville jeg kunne have forhindret historien om et forudsigeligt mord - eller i al fald denne smerte. Åbenbart må jeg lære at erkende at der er noget i livet der lykkes - andet ikke! Da jeg prøvede at fortælle April at Woody også var min ven, knækkede min stemme næsten over i skyldfølelse ved at se i hendes øjnes angst og vrede den afgrundsdybe divergens, der var i vort syn på Woody. Hun var ikke i stand til at se ham som andet end et monster - et blodtørstig uhyre - og jeg besluttede på stedet, at det var alt for tidligt for hende blot at forsøge en forsoning i tankerne. Da ingen i det hadfyldte klima i Syden havde hjulpet hende med at bearbejde vreden, måtte jeg vinde hendes tillid først ved i et og alt at være udelukkende på hendes side. Da de fortalte om hvordan Woody havde opført sig under retssagen, blev de ved med at bruge ordet "animal." Han havde sendt truende blikke, knytnæver og tilråb til hende "I am gonna get you one day!" inden han blev fjernet i lænker fra retssalen - allerede inden den kun halve time lange proces var slut. Livet siden havde været et konstant mareridt for April, der hyppigt vågnede sveddryppende om natten med tvangstanker om at Woody ville komme tilbage. "Tror du han kommer tilbage?" blev hun ved med at spørge mig med bævende stemme. Nu kom mit kendskab til Woody mig til gode, da jeg med overbevisning i stemmen kunne love hende at Woody aldrig ville komme tilbage for at myrde hende. Jeg vidste at Woody kunne dræbe, men jeg vidste også at intet af det han foretog sig var planlagt. Dette fik jeg endnu engang bekræftet ved at høre om hvor fuldstændig uoverlagt og vilkårligt, de var brudt ind i April's hus. Men April blev alligevel ved med at trygle mig om at sende hende de billeder, jeg havde taget af Woody, for at forberede sig på det tilfælde at han skulle vende tilbage....

Familien var fattig, men i modsætning til de andre, vi havde mødt, var den ikke alkoholiseret og der var et varmt og kærligt familiesammenhold. Men den var ligeså uoplyst og snæversynet som de andre, hvorfor vi uundgåeligt kom til at optræde som autoriteter, da de var af typen der havde brug for at kaste deres lid til højere kræfter. Da vi gik derfra var vi begge parter i en opløftet stemning af samme art som efter en workshop hvori der er sket nogle stærke bevidsthedsudvidende kvantespring. For mit vedkommende var det vigtigt at se og forstå offeret for bødlen, da jeg i så mange år har beskæftiget mig mest med offeret i bødlen. Dette forebyggende arbejde med vold mener jeg stadig er langt det vigtigste, og derfor styrede vi lige fra April's hus et par blokke op ad samme gade til stedet, hvor hendes offer havde boet, for at prøve at forstå, hvad det var for et miljø, der havde skabt dette dyriske monster, Woody.

Da vi bankede på hos Woody's stedmor vidste Vivian, som kom ud, straks hvem jeg var. For, som hun sagde, Woody var kommet hjem den nat for 5 år siden og havde opløftet og eksalteret fortalt hende om en mand, som havde samlet ham op og på mærkværdigste vis fået ham til at fortælle alt om sig selv. Og Vivian vidste hvordan Woody ellers altid var lukket og aldrig udleverede sig selv. Jeg var glad for denne varme modtagelse og over at høre at min samtale med Woody ikke havde været helt forgæves. Vivian var mor til Snoopy, Woody's medskyldige, og boede sammen med, Rita, moderen til Woody's to ældre brødre, Sammy og John. Vivian havde tydeligt behov for at tale med nogen om det hele - og især lige nu - hvor Rita ikke var til stede. Vi havde tidligere hørt fra April, hvordan Vivian med nød og næppe havde undgået at blive myrdet med kniv af sin egen søn, den mildt retarderede Snoopy, og fornemmede med det samme den dybe blokering, hun havde overfor sønnen. Derfor undlod jeg at få hende til at tale om hans rolle i overfaldet på April's familie. Men hun fortalte meget om hvordan de begge var kommet løbende hjem den nat ved to-tiden og ophidsede havde vækket hende, ude af sig selv af druk: "Mom, vi gjorde noget forfærdeligt..." hvorefter de slet og ret var besvimet på græsplænen udenfor og lå der, da politiet kom og samlede dem op. Dette bekræftede for mig, hvad jeg havde brug for at høre for at kunne blive ved med at have tillid til det menneske, jeg var kommet til at holde af i Woody: at der intet som helst overlagt havde været over blodrusen i April's hus, men at det var den dybe smerte og vrede jeg havde fornemmet i ham som blot var kommet til udløsning overfor en helt tilfældig familie få dage efter mit møde med ham. Og om Woody's "dyriske" opførsel under retssagen fortalte Vivian nu at "han havde været skræmt fra vid og sans og benene rystede under ham ved følelsen af at hans liv pludselig var slut." Uophørligt skader de fattige sig selv, tænkte jeg, thi med denne chokerende opførsel havde Woody fået en tillægsstraf på mindst 10 år, da han fik alle i retssalen overbevist om at han aldrig burde komme ud igen.

Hvad der straks knyttede stærke bånd mellem Vivian og jeg var den stærke kærlighed vi begge nærede til Woody. Ligesom tilfældet havde været det med Woody selv, var jeg overrasket over hendes forståelse for hvordan skaderne han havde lidt i barndommen havde ført til hans vold. Men at bo sammen med Rita havde givet hende ikke så lidt af et indblik. Da jeg endnu ikke har fået tid til at høre båndene igennem, husker jeg ikke detaljerne i alle de rystende informationer, hun gav. Woody havde selv fortalt mig om hvordan hans mor altid var kommet ind fuld og havde slået ham i sengen med store lægter med søm i. Hans far, Sammy sr., havde været så voldsom, at han engang havde flået hele livmoderen ud af Rita, den første kone, fortalte Vivian nu. Jeg havde aldrig hørt om noget sådant før, men Eli kendte fænomenet fra den psykologiske litteratur. Woody's såvel som Johns og Sammy jr.'s barndom havde - for at sige det mildt - været en fortvivlet sump af vold, alkohol og forsømmelse.

Med den fortrolighed jeg gennem samtalen havde fået etableret med Vivian, fik jeg nu mod til at spørge hende om det, jeg egentlig var kørt hele den lange vej herned for at finde ud af. Kunne det virkelig være sandt hvad Woody havde fortalt om alle deres mord på sorte? "Oh, yeah," sagde Vivian, som tit havde hørt dem omtale sådanne drab periferisk, men tilføjede så straks, at faderen, Sammy sr., havde været endnu værre. For ikke at tale om bedstefaderen! "We just did things like that down here in the past!" Det var som om hun forsvarede eller undskyldte dem. For lettere irriteret sagde hun, at den eneste grund til at Woody's ældste bror nu var kommet i fængsel for det sidste mord, var at borgerretsorganisationen NAACP var trådt ind og havde kaldt overfaldet for "a hate crime", for før i tiden var der aldrig sket dem noget efter mordene. (Det er lidt forvirrende her at Woody's bror, Sammy jr., som sidder livsvarigt indespærret for dette mord, har samme navn som faderen, hvorfor jeg adskiller med sr. og jr.) Hun fortalte nu at Sammy jr. er blevet ved med at myrde sorte i fængslet. Blandt andet havde en af de sorte medfanger fortalt ham, at han snart skulle løslades. "No, you ain't!" havde Sammy sagt til ham. Og natten før løsladelsen havde Sammy hældt benzin over ham og sat ild til, så han var kommet ud som et forkullet lig. Woody havde tidligere fortalt mig at Sammy var leder af fængslets racistiske "Aryan gang." Både Eli og jeg var så overvældede af alle de rystende detaljer, der hyppigt kom i form af en næsten overhørt sidebemærkning, at vi næsten intet kunne huske bagefter af de første ting vi havde hørt - som vi sad der med hende under et enligt billede af en kærlig Jesus i et goldt grønt køkken. Skønt Vivian ikke var i familie med Woody og Sammy jr., tegnede der sig et billede af et dybt og kærligt forhold mellem hende og dem. Hele tiden understregede hun at Woody (i mangel af en rigtig mor) kaldte hende for "mom" og mindst en gang om ugen ringede til hende fra fængslet. Jeg havde svært ved at udrede om det var under indtryk af min interesse for Woody, at hun havde så voldsomt et behov for at understrege hvor stærke følelser, der var mellem hende og Woody, altså om det blot var den samme "poor white trash" tendens til at få min anerkendelse, som vi havde fundet i resten af byen - eller om det var hendes ægte følelser, hun gav udtryk for. Det hele blev endnu mere kompliceret ved at Woody havde været kæreste med Vivians junkiedatter, Dawn, som hun ligesom med sønnen Snoopy vist ikke nærede de helt store følelser overfor. Med sine egne mislykkede børn havde hun sikkert taget Woody - som hun så som stærk - til sig som sit eget barn.

Hun kunne have fortsat med at tale, men efter nogle timer blev vi nødt til at bryde op, fordi jeg ønskede at få tid til at besøge Woody's bror, John, som boede ude i sumpene, inden det blev mørkt. Dette advarede Vivian os imod. "Er du ikke klar over at han er den værste af dem alle! Han er hård og kold og han vil på ingen måde tale med dig," sagde hun. Hun tegnede et sådan skræmmebillede af ham, at Eli, som havde oplevet mere end nok af vold nu, blev ved med at sige at vi burde køre videre, da vi efter de mange dages søgen efter Woody var ved at løbe tør for tid. Men nu, hvor jeg efter så meget forarbejde havde fundet frem til det menneske, der bedre end nogen kunne bekræfte Woody's interview og billedet af deres fælles fortvivlede barndom - sådan som den langsomt tegnede sig for mig - var jeg naturligvis ikke til sinds at opgive så vigtigt et spor. Men da vi kørte igennem de endeløse sumpe, hvor nøgne uhyggelige træer står som skeletagtige fingre overhængt med et spindelvæv af det spøgelsesagtige spanske mos i det sorte krokodillebefængte muddervand, kunne jeg godt nok se at Eli så mere og mere hvid ud i ansigtet og at hjertet sank dybere og dybere i hende. "Er du ikke kommet med for at opleve Amerika," sagde jeg for at prøve at muntre hende lidt op. Indvendigt morede jeg mig dog selv over, at denne virkelighed, som sandelig var uhyggelig nok i sig selv, nu var begyndt i så høj grad at benytte selv de værste Hollywood-effekter oven i den "kniv"-tætte tåge, som stadig lå hen over området. Hvorfor sidder folk i det hele taget og glor på sådanne Hollywood-film når virkeligheden er langt mere spændende, spurgte jeg mig selv? Da vi lidt for tæt på mørkets frembrud nåede ud i de yderste sumpe, hvor vi ikke havde fået nogen god beskrivelse af stedet, fandt jeg alligevel efter lidt kørsel stedet. Nede i et hul lå en miserabel skurvogn med plastik for vinduerne og det sædvanlige fattigdomsbillede af affald og gamle bilvrag og rustne både spredt omkring. Og da jeg så de to mest forhutlede, barfodede og beskidte små hvide piger med snotnæser udenfor, vidste jeg øjeblikkeligt: "Det er Johns børn." Eli var så skræmt nu, at hun nægtede at stige ud af bilen og i stedet låste alle dørene. Også hun havde set "På udflugt med døden" og det billede hun så foran sig var som taget ud af denne film. Hvis John kom ud og skød os nu ville ingen nogensinde finde vore lig herude i sumpene, mente hun. Det fik mig til at mindes de detaljerede beskrivelser Woody havde givet af besværet de havde haft hver gang de skulle dumpe ligene i sumpene i ly af mørket - og hvordan de var blevet lidt stive i masken, da de under en crawfish-fangst havde fået et af deres egne helt opløste ofres lig i nettet. Med det jeg indtil nu havde hørt om John vidste jeg godt, at vores besøg i teorien ville kunne ende sådan, hvis han var fuld. Men jeg vidste også, at jeg intet havde at frygte: thi det er netop alle disse Hollywood-billeder, der kører rundt i folks bevidsthed i disse år, der gør dem til så naive forbrugere af "ondskab" og til alt for lette ofre i en sådan virkelighedens situation. Selv havde jeg mødt nok af mennesker af John's type gennem mit liv til at vide at det ikke var mig, der var for naiv eller "for godtroende" her. Aften efter aften stiller amerikanerne spørgsmålet til mig: "Hvordan fik du mod til at lave showet?" og afslører derved hvilken grotesk fantasi af en verden, de selv lever i. Og i et sådant uvirkeligt og menneskefjendsk verdensbillede ville det uden tvivl kræve mod at skulle overvinde den irrationelle frygt Hollywood har skabt i dem. Men virkeligheden er ikke nogen Hollywood-film, så jeg har aldrig haft brug for at skulle udvise mod, idet jeg aldrig har stået overfor en reel fare og dermed en reel frygt, som skulle overvindes - f.eks. i form af en manipuleret flok krigsgalninge i Jugoslavien eller en sjælden desperat snigskytte i USA. Faktisk har jeg heller intet til overs for folk, der f. eks. som krigsfotografer unødvendigt sætter deres egne liv på spil i sådanne krigssituationer - og deres egne familiers nerver på højkant. For skal man standse volden går man ikke midt ind i en kugleregn. Dette kan kun fremme volden ved i heldigste fald at skabe underholdende og yderligere angstfremkaldende reportager om volden. Nej, man kommer kun volden "til livs" ved at gøre det grundlæggende forarbejde med smertens børn - før de i desperation tager våben i hånd: - ved i bedste fald at tage tid ud af sit fortravlede liv til at give dem lidt tilbage af det vores travlhed stjal fra dem: den tillid, opmærksomhed og kærlighed, de efter deres lange udelukkelse så tydeligt hungrer efter; - eller i næstbedste fald ved uophørligt at oplyse sig selv og andre om de dybere sociale baggrunde for volden - for at kunne skabe forståelse og grobund for de forandringer, der er nødvendige inde i Én selv, for at dæmpe volden udenfor. Og den forståelse får man kun gennem menneskelig nærkontakt - ikke ved at flygte fra folk som John. For har man skaffet sig tilstrækkelig meget nærkontakt med sådanne mennesker, ved man også at man intet har at frygte fra dem. Derfor udviste jeg hverken mod eller naivitet ved at opsøge John, og skønt jeg i visse menneskers fortvivlede sindsbillede i mere end en forstand stod midt ude i en mørk, gyngende sump, følte jeg mig på fuldstændig fast grund og i den næsten euforiske tilstand af at være i det forklarelsens lys, man glimtvis føler, når nogen af tilværelsens store spørgsmål er ved at blive opklaret for Én. Hvis jeg kunne komme til at forstå Woody's familie, ville jeg kunne forstå hele menneskehedens formørkede historie af endeløse krige og vold, følte jeg - med den naivitet man trods alt giver udtryk for fra sit orme-perspektiv i sådanne forklarelsens øjeblikke. Det er vigtigt her at beskrive den sindstilstand, jeg ankom med, for når John endte med, som jeg havde forventet, at opføre sig diametralt modsat overfor mig end det skræmmebillede, hans nærmeste familie havde forudsagt, er det jo netop fordi jeg i mit hoved byggede dette undertrykte og desperate menneske op til at rumme selve svaret på livets gåde - og derved måske var i stand til som den eneste han nogensinde havde mødt at give ham de uanede kræfter man får ved at møde tillid og medmenneskelig interesse - at føle sig accepteret og elsket. Han var godt nok indelukket, fjendtlig og ja - frygtindgydende - da han åbnede døren med sit store vilde skæg og voldens symboler tatoveret ind i krop og øjne, men sjældent har jeg mødt et menneske der var så hurtig til - ja, så ivrig efter at lukke sig selv op - som John, da jeg fortalte ham at jeg var en ven af Woody og efter et par lurende spørgsmål kunne demonstrere at jeg virkelig kendte Woody. Straks blev pistolen lagt væk og erstattet af kaffekopperne, og der var ikke gået tyve minutter før jeg følte så overstrømmende en varme fra John og konen Tina, at jeg måtte ud og prøve at få Eli overtalt til at komme ind for at hun også kunne dele den. Også for hende blev dette turens højdepunkt. Jo, det var rigtignok det samme bloddryppende "monster," som Woody havde fortalt om i sit interview og hamret ind i mine ører og bevidsthed igennem 5 år. Men det var samtidig - og derom var Eli enig - et lille forkuet barn, som man næsten ikke kunne andet end at tage til sig. Jeg har tit nok talt og skrevet om - f.eks. Ku Klux Klan-manden jeg samlede op, der endte med at tage mig til et hemmeligt korsafbrændingsmøde og forråde sine klanvenner - hvordan sådanne indespærrede børn bag hadets hærdede harnisker altid ender med at ville gøre alt for Én når man giver dem hjælp til at komme ud af disse kluntede kostumer, som de udelukkende har iført sig for at få vores opmærksomhed. Når man holder sig for øje at jeg jo egentlig ligeså godt kunne have været en raffineret politiagent, er jeg alligevel hver gang selv forbløffet over hvor lidt der skal til for at åbne dem op og hvor ivrige de er efter at tale om sig selv. Og i selve samtalen - den langsomme bevidstgørelse og bearbejdelse af smerten - ligger jo svaret eller løsningen på volden, må vi aldrig glemme. Alligevel farer alverdens regeringer frem i blinde med voluminøse "voldspakker" og recidive, repressive reflekser lige lukt fra Lucifers faste højreborg.

Hele resten af denne dag stod John og Tina op - for det meste lænende sig ind over køkkenbordet, der adskilte stue og køkken - pulsende på en cigaret i den ene hånd og med kaffekoppen i den anden, mens de fortalte om volden, der løb igennem hele familien. "Se bare på Samantha her," sagde Tina, og løftede den tre-årige forsømte datter op. "Hun er fuld af vold overfor søsteren. She is the bad one!" Og både Eli og jeg tænkte i vores stille, at hun i al fald ville ende sådan ved fra barnsben at få at vide at hun var "bad", ikke god nok. Flere gange gav moderen hende nogle ordentlige rap, men ligegyldigt hvor hård behandling hun fik, så vi hende næsten aldrig græde, skønt hele ansigtet bar et permanent udtryk af forgrædthed over sig. Begge forældre fortalte da også åbent om hvordan det kun var når de var fulde, at de eksploderede i vold, og vi dannede os hurtigt et billede af hvor rædselsfulde forholdene så måtte være for de to børn. De gav os begge endeløse eksempler på al den vold, de havde været involveret i. På det tidspunkt spurgte vi endnu ikke ud om mordene på de sorte, da jeg naivt tænkte at det nok var et kapitel John helst ikke ville rode for meget op i og at det jo ikke var sikkert, at han ønskede at Tina skulle få noget at vide om det. Han behøvede heller ikke at give detaljer, da helhedsbilledet vi allerede havde dannet os af ham passede fint med Woody's beskrivelse. Da jeg bad om at se de våben, de havde brugt ved de forskellige mord og voldsepisoder, bragte han ikke mindre end 7 geværer og 3 pistoler frem, som han allerede havde lært de små piger at bruge. Jeg tog en del billeder af ham under billedet på væggen af den far, som havde givet dem al den vold og som selv på dette pæne guldkantsindrammede billede ved siden af Woody's mor syntes at udstråle en uhyggelig ondskab. Eller var det fordi vi vidste at han rummede denne vold under fotografens pæne søndagstøjs-opstilling, at vi tænkte sådan?

Det blev hen på aftenen inden vi kom af sted. De var så overstrømmende varme over al den interesse vi nærede for dem, at de ønskede at vi skulle blive. John blev ved med at insistere på at vi skulle tage med ham i hans båd på krokodillejagt næste dag. Han levede af ulovlig krokodillejagt og havde køleskabet fyldt med krokodillekød. Jeg syntes egentlig det lød meget spændende, men Eli betakkede sig ved tanken om "at gå på krokodillejagt i sumpene med en massemorder i tæt tåge", så efter en varm afsked tog vi af sted i mørket. Bagefter var vi som forstenede og kunne næsten ikke tale sammen først. Alle de rystende oplysninger, vi havde fået på så kort tid, kørte rundt i hovedet på os. Vi kunne ingen detaljer huske om alle de mord vi havde hørt om - for det meste i forbigående sammenhæng. Men senere kunne vi næsten ikke tale om andet på resten af turen, ja, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis ikke jeg havde haft nogen at dele og bearbejde disse rystende oplevelser med. Det er en væsentlig grund til at jeg altid inviterer jer med på mine ture, for der er meget i livet man ikke magter at rumme alene......

 

2. Uddrag fra Efterårsturens besøg hvor jeg havde Helle Vibeke Risgård fra Danmarks Radio med i bilen.

 

 

Vores hovedmål med turen var at opsøge massemorderfamilien i Syden for at interviewe den på bånd og TV. Mit besøg i foråret havde fået Vivian til at tænke dybt over familien, så hun havde meget nyt at fortælle. En seddel hang på hendes dør om at møde hende på et hemmeligt sted. Det skyldtes at hun nu ville snakke ud om Rita, som hun boede sammen med, og som jo var mor til Woody's to ældre brødre. Nu kunne hun oplyse, at Rita i virkeligheden havde slået Woody's far ihjel. Han var i hvert fald blevet fundet ved siden af hendes seng med knust hjerneskal. Jeg gik uden om dette, da jeg senere interviewede Rita, der som sent-i-livet-religiøs led af stærke fortrængninger. Derimod fik jeg hende til for første gang nogensinde at tale om dengang Woody's far havde flået livmoderen ud af hende. På det tidspunkt brød hun sammen i gråd. Hun havde haft en sådan skam over det, at der var gået en måned inden hun havde opsøgt et hospital, da blødningerne blev for voldsomme. Lægerne havde prøvet at få hende til at sige, hvad der var sket, men hun var dengang for skamfuld. Sammy sr. havde gjort det, fordi hun ville gå fra ham. I sædvanlig fuldskab havde han råbt: "Jeg skal sørge for, at du aldrig kan få børn med en anden!" og flåede derpå livmoderen ud. Endnu mere bevæget fortalte hun om mordet på Woody's ældste søster. Vivian havde i foråret fortalt at hun begik selvmord som 16-årig efter et langt incestuøst forhold til faderen. Nu fortalte Rita at hendes datter i virkeligheden blev myrdet - uden at jeg dog kunne finde ud af de nærmere omstændigheder. Da denne kvinde normalt levede inde i en skal af fortrængninger - og interviewet derfor bragte hende i voldsom sindsbevægelse - besluttede jeg mig til at vente til en senere turné med at grave ned til de dybere sandheder. Men som altid efter sådanne forløsninger, oplevede jeg en stærk glæde og imødekommenhed i hende efter interviewet, da hun viste os familiebillederne af mordere og ofre som de smilende børn, de havde været engang. Derefter tog vi igen ud i sumpene til John og Tina, men John var nu "off shore" på arbejde. Det var imidlertid en kærkommen lejlighed til at få Tina til at tale mere åbent om ham, og det var hun sandelig mere end villig til. I to dage hørte vi om det ene mord efter det andet - nu for åben mikrofon og Hi-8 kamera. Da det alt sammen kom i en rablende strøm og ofte blot i en bisætning, var vi fuldkommen svimle efter kort tid. Efter et par timer kunne vi intet huske om de mord, vi allerede havde hørt om. Tina var en underlig blanding af tilsyneladende fornuft og ophøjet ro, og dog vidste vi fra Rita og Vivian at hun var om end endnu mere voldelig end John, som de faktisk så som et ulykkeligt offer for hende. Flere gange sagde hun, at hvis det ikke havde været for hendes religion og børnene var hun for længst gået fra ham, men det begyndte vi snart at tvivle på, for hvem skulle hun så banke - ud over børnene? Da vi nu uden Johns tilstedeværelse havde mere mod til at drikke sammen med hende - og drak tæt til kl. 4 om morgenen - fik vi rig lejlighed til at se hendes forhold til de to mishandlede børn. Det ene øjeblik kærligt og det næste øjeblik præget af ubændigt raseri, piskende løs på den 3-årige Gene med livremme. Dette udviklede sig et øjeblik til en konflikt mellem Helle og mig. Impulsivt og moderligt prøvede hun at række ud for at beskytte barnet, hvilket gjorde mig tosset, da hun derved forhindrede mig i at fotografere mishandlingen. "Hvor er du dog en ond person!" eller noget lignende råbte hun fuldt forståeligt til mig. Hvortil jeg svarede: "Hvis du havde rejst lidt mere i sorte ghettoer og set den slags hver eneste dag, ville du også vide at din opgave ikke er at gå og frelse hvert enkelt barn i et øjebliks sentimentalitet. Din opgave er gennem din tilstedeværelse i og overfor ghettoen at give dens beboere den kærlighed til sig selv, som er nødvendig for at de kan udøve kærlighed overfor børnene. Men for at undgå synet af vold og mishandlede børn flygter vi tværtimod alle fra ghettoen - og er derved den direkte årsag til mishandlingen af barnet." Jeg vidste også at jeg ikke behøvede at sige til Tina, at det er forkert at slå barnet, for alle mennesker ved godt at det er forkert at slå børn. Ved at komme med moraliserende prædikener ville hun blot få det endnu dårligere med sig selv. At fotografere denne mishandling var sandelig heller ikke noget jeg nød, og jeg spurgte da også mig selv, hvor mon egentlig grænsen gik, før jeg faktisk ville være skredet ind?

Siden har jeg haft flere mareridt om det, som f.eks. forleden nat: Vi var fem, der var på tur i udlandet: to irriterende piger, en brutal, forrået fyr og så jeg selv og en anden, der repræsenterede den pæne fornuft. Jeg husker ikke detaljerne, men vi var i stigende grad irriteret på pigerne og interesseret i at slippe af med dem. Vi var klar over at den brutale fyr havde en plan med at få dem "ekspederet" i mørket, mens vi sad i en biograf. Der var et eller andet sjovt reklameindslag, og jeg ved ikke hvordan, men lidt efter kom han ind og satte sig ved siden af os med et triumferende smil - og væk var nu de to piger. Da vi gik ud fra biografen, kiggede vi lidt skævt til fyren, men inderst inde var vi vidst glade over, at pigerne ikke var der mere og stillede ingen spørgsmål. På det tidspunkt af drømmen vågnede jeg op med sved på panden: Det forekom mig nu som et mareridt og en indre stemme plagede mig: Hvordan vil du nu undgå at du er den næste, der bliver ryddet af vejen? Ved du ikke at mordere altid rydder deres medvidende af vejen af angst for, at de skal sladre? Og selve din paranoia om at blive ryddet af vejen afslører jo, at du var fuldt medvidende om, hvad der skulle ske i biografen, men alligevel passivt lod ham gøre det. Ved ikke at skride ind, er du altså fuldt medskyldig. Jeg kunne nu ikke falde i søvn igen, fordi jeg var rystet over at konkludere, at den indre stemme blot prøvede at fortælle mig om den ufattelige vold, jeg rummede i mit indre. For drømmen afslørede jo f.eks. hvorfor jeg ikke greb ind overfor Tina, da hun løb rundt med et bælte for at slå det irriterende barn kl. 3 om natten, men tværtimod bad Helle om ikke at skride ind "fordi jeg havde brug for det billede". Ligegyldigt hvordan jeg prøvede at forsvare mig med mine højere formål om at ville forklare volden, da jeg siden var kommet hjem, havde min astrolog blot afbrudt mig med "Hvorfor er du blandt disse mennesker?" Svaret gav drømmen mig jo. Jeg var medskyldig fordi jeg rummede nøjagtig den samme vold i mig. Jeg havde blot fundet en pænere og mere intelligent måde at udtrykke den på. Min "pæne fornuft" havde fortalt mig, at det ikke var nødvendigt at intervenere fordi barnet så tydeligt forventede tæskene og ofte ikke engang græd derunder, men straks fortsatte i trods med det, som gjorde moderen tosset. Derimod vidste jeg, at dette var en helt usædvanlig chance for mig til at få nogle billeder til et af de mest centrale og pædagogiske afsnit i mit show om fattige hvide. Modsat de sortes uhæmmede voldsudøvelse, havde jeg hyppigt følt volden mod børnene blandt fattige hvide, men den fremmedes tilstedeværelse havde i reglen fået forældrene til at dæmpe aggressionerne. Min fotografering var også en mere blid måde at fortælle Tina, at dette var en usædvanlig situation, end hvis vi gennem en irettesættelse havde fortalt en person, som allerede har det skidt, at "du er en skidt person." Jeg støder sikkert en del læsere her - skønt de samme jo altid har slugt volden i mit show som var den deres egen vold. Når mit show har fået en renæssance i disse år er det jo fordi volden i os er voksende, hvilket ses i den tiltagende børnemishandling ikke mindst i USA. Men også fordi dette har medført en stigende interesse - ja, hunger, føler jeg nogle gange - for at sætte sig ind i undertrykkelsens pædagogik. Den voksende kollektive bevidsthed om undertrykkelsens væsen vil være barnets sande redning. Og den når man lettere gennem billeder, der taler til følelserne hos de mange - end gennem ord, der taler til intellektet hos de få. Alice Miller er udmærket, men hun læses ikke af de brede publikum, jeg kommer i kontakt med. Alligevel vil jeg sagtens også kunne forsvare det modsatte synspunkt, som hævder at det er vigtigere i blot et sekund at standse den vold mod barnet, som fortsætter døgnet rundt - og derved ødelægge et selv nok så vigtigt billede. Thi hvis ikke vi - de eneste der opsøger disse udstødte (udelukkende for at udnytte og registrere dem) - hvis ikke vi skulle skride ind, hvem skal så? Ligegyldigt med hvilken begrundelse man er havnet i en sådan situation er der jo noget, der hedder den barmhjertige samaritan - Én som ikke lukker øjnene og går forbi!

Det værste i hele denne situation var ikke disse moralske anskuelser, men hvad vi selv hurtigt følte overfor det mishandlede barn. Da vi første gang var trådt ind i denne hvepserede, havde vores umiddelbare sympati været for de to forslåede børn med deres sorte rande under øjnene. Nu skulle vi snart selv komme til at "føle" hvordan sådanne ofre jo altid bliver til undertrykkere - den onde cirkel. Aldrig har jeg set det så tydeligt som i den tre-årige Gene, for hvem hver eneste reaktion skete i trods. Vi ved alle hvordan mishandlede altid bider fingrene af den fremrakte hånd, hvordan de ødelægger alt omkring sig for at få vores opmærksomhed osv. Først får man lyst til at tage barnet op og kærtegne det, men hurtigt ødelægger barnet al det overskud og den kærlighed, man følte overfor det. Og når det fra kl. 8 om aftenen til 4 morgen har ødelagt næsten alle ens medbragte kameraer, mikrofoner, osv. - ja, så oplevede vi langsomt volden stige i os helt til det bristepunkt, hvor vi havde en usigelig lyst til selv at give hende nogle tæv. Sådan skader mennesker overalt i verden den skadede, og det er en god pædagogisk lærestreg pludseligt at "føle," hvor hurtigt man selv bliver en del af undertrykkelsens onde cirkel. Jo, vi kunne hurtigt være blevet Tinas villige soldater herude i sumpen. Allermest rystende for os begge var dog at opleve den nære sammenknytning mellem mishandling og racisme, som jeg taler så meget om i showet, men som man sjældent direkte "ser". Når vi interviewede den tre-årige Gene om hvad hun syntes om sorte, blev hun ganske forvirret "Hvad mener du med "sorte"? Niggere? Vi skyder da niggere, ikke, mor?" Når kameraet snurrede og hun var ædru, kunne vi godt af og til opleve moderen blive så selvbevidst om politisk korrekt sprogbrug, at hun sagde "sort" (black) og prøvede sporadisk at bruge ordet overfor barnet. For mig var dette interessant, da det viste at Gunnar Myrdals "amerikanske dilemma" var gyldigt i selv samfundets nederste lag - konflikten mellem samfundets højere idealer om at "vi alle er lige" og de helt anderledes budskaber om undermennesker, der ikke desto mindre trænger igennem til barnets underbevidsthed. Dette sås endnu tydeligere i moderens forhold til den 7-årige Samantha. Moderen syntes at det var O.K. at Samantha havde gjort oprør i skolen fordi "niggeren, der sad foran, lugtede". Men hun irettesatte datteren, fordi skolen netop havde straffet hende for at starte en bande sammen med 4 andre piger. "Det var ikke pænt", sagde Tina. Så begyndte jeg at spørge Samantha ud om denne bande. Var den vendt mod de sorte? Dette er et svært spørgsmål, for blot udtrykket "sorte" viste for pigen, at jeg var på "niggernes" side. Så svaret var ikke helt så stolt, som da hun tidligere ustandseligt havde gentaget "niggers smell!" Men lidt efter blev hun pludselig sig selv - fremfor den pæne pige samfundet ønskede at se i hende. Nu indrømmede hun at de 5 piger havde slået en sort dreng til blods og nød at udpensle overfaldet i kraftige splattertoner. Hvorfor? Jo, sagde hun, fordi hendes mor en dag - igen åbenbart i et øjebliks politisk korrekthed - havde fortalt hende at "niggere også bløder rødt." Og dette ville hun ikke tro på, da det jo ikke stemte overens med alle de andre budskaber hun havde fået fra forældrene om at "dræbe niggere." Så derfor havde hun startet en bande for at se om det var rigtigt. Til dette svarede Tina "Det var ikke pænt gjort, Samantha." Men da moderen sagde det med et storsmilende og tydeligt stolt ansigt, fik Samantha ikke desto mindre det stik modsatte budskab: at det netop var rigtigt hvad hun havde gjort! Sjældent tror jeg at nogen har fået så klassisk en optagelse af racismens pædagogik på TV-film: hele dette knusende "tveæggede" dobbeltbudskab, som det især udøves af det store flertal - os, de mere almindelige "gudfrygtige" og rettænkende mennesker. Det understregede også hvad jeg altid havde oplevet blandt kriminelle: at man ikke behøver at belære noget voksent menneske som Tina om, hvad der er rigtigt og forkert. Alle ved at det er forkert at slå ihjel, at hade osv. De kan blot ikke i deres voldsomme smerte altid leve op til det. Da Tina bedre end nogen udtrykte alt det jeg taler om i mine workshops, kunne jeg ikke andet end føle en større og større glæde overfor dette menneske, som leverede så fine pædagogiske TV-optagelser til mig - og var derfor flere gange ved at slå det barn ihjel, som så ihærdigt prøvede at ødelægge dem for mig.... Jo, jeg var godt klar over at jeg ikke var spor bedre end "Emile"'s Roussau, men modsat ham vedkender jeg volden i mig selv og spurgte flere gange i dagene derefter mig selv og Helle: "Tror du jeg var forelsket i Tina?" Thi sådanne følelser nærede jeg vist til sidst overfor denne fede klump af eksplosiv vold og had blandet med en mærkelig fornuft, ømhed og kærlighed - eller i al fald en søgen efter at udtrykke noget sådant. Jeg var glad for at føle denne voldsomme tiltrækning af hende, da den så tydeligt mindede om de følelser jeg altid havde næret overfor de sorte som ofre. At hun selv var offer stod klart for os begge, da vi mødte den dybt alkoholiserede og bindegale far, selvom Tina hævdede at der aldrig havde været et incestuøst forhold mellem hende og faderen.

I hvor høj grad alle begreber var skredet for os i de to dage med Tina i denne sump, gik op for mig ved én lejlighed. John havde i sommerens løb fanget en vaskebjørn, som var blevet hele familiens kæledægge. Ustandseligt væltede børnene sig rundt med den i sengen og fodrede den ostesnaks. Når jeg tog bad i det afsindige rod i "badeværelset," hjalp vaskebjørnen med sin store hale med at vaske min ditto, jo, den bar sit navn med rette. Så sød var den, at Helle snart tænkte at den kunne hun lave en vidunderlig børne-tv-udsendelse om. Da vi efter de mange interviews var løbet tør for Hi-8 bånd, sagde hun at hun ville slette nogle af de tidligere bånd. Og da mord og vold jo nu var blevet kedeligt hverdagsagtigt og banalt for os efter to dage med Tina, sagde jeg til Helle at det var i orden. Først senere gik det op for os, at hun derved slettede meget af bevismatrialet til en - selv efter amerikansk målestok - rystende massemorderhistorie til fordel for en ligegyldig børneudsendelse, som vi altid kunne vende tilbage og få. Dette var et godt eksempel på hvordan vi langsomt var blevet hjernevaskede ind i Tinas perverse voldslogik, som hun bedst selv udtrykte, da hun på et tidspunkt spurgte: "Sig mig, er I i gang med at skrive en bog om os?" Jeg blev straks defensiv, men svarede ærligt: "Det vil jeg da ikke udelukke, men jeg skal nok sørge for at beskytte jer (overfor retslig forfølgelse)." "Det behøver du ikke at tænke på," sagde Tina "det eneste jeg ikke vil være glad for at du skriver om er den nat, da jeg brød ind i en restaurant sammen med Woody og stjal "seafood"" Hun vidste godt at indbrud var ulovligt - og havde stærke meninger om det, da en af "niggerne" i nabolaget havde stjålet hendes høns. Men at slå niggere ihjel i hobetal ikke så meget som tænkte hun på som noget ulovligt eller forkert! Efter varme knus tog vi afsked med hende og børnene foran den faldefærdige trailer med plastik for vinduerne. Jeg vidste at jeg ville savne hende - eller i al fald kontakten med den side i mig selv, som hun havde blotlagt for mig.

Tilbage til Politiken links