|

Herunder min opsummering på 4 års
fødselsdagen
bragt som kronik i
Politiken den 22. februar 2007:
Irak i vore hjerter
af Jacob Holdt,
workshopleder om undertrykkelse
gennem 25 år i amerikanske universiteter
Med udgangspunkt i
min advarsel i Politiken inden krigen giver jeg her mit bud på
hvordan vi kunne have håndteret Irak med ikke-voldelige metoder. Dels
for at opmuntre til en tiltrængt debat om vores krigsdeltagelse og dels
for at opmuntre danske soldater til at deltage i fremtidige
befrielsesaktioner uden at "ødelægge landsbyen, de ville redde."
Det har undret mig at vores
blodige angrebskrig næsten ikke har været under debat. Enkelte har
diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til at forføre os ind i "krigens
nødvendighed", men ikke løgnen i at ville indføre demokrati vha.
ikke-demokrati eller voldelig kommunikation. Skønt alt nu er tabt bør
diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer.
Vi var mange der inden
korstoget advarede mod at deltage i galskaben, men både tilhængere og
modstandere syntes dengang at indtage voldelige positioner. Enten for en
voldelig afvæbning af Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse
af hans diktatur gennem en pacifistisk venden det blinde øje til. Det
sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som fortsat vold mod
irakerne ville gøre mod os selv. Som ikke-voldstilhænger prøvede jeg i
Politiken (14.2.03) inden krigen derfor at argumentere for en tredje
vej.
På det personlige plan har jeg praktiseret ikke-voldelig afvæbning af
voldsmænd lige siden jeg som ung så nogle rockere jage en fyr med
jernlænker på Vesterbro. Jeg var i fineste skrud på vej til fest, men
sprang af cyklen for at intervenere, hvorefter rockerne pryglede mig til
en skadestuetur og en ufestlig fest i blodige laser. Jeg indså siden at
jeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation overfor
voldsmændene ("I opfører jer som nazister") frem for afvæbnende
indlevelse. Siden lærte jeg at "afvæbne" langt mere voldelige gangstere
i USA’s ghettoer og har man først lært sig kunsten er det spændende at
afprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i f.eks.
Sydafrika,
Namibia,
Nicaragua,
Haiti,
Jamaica osv.
Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og
Hizb-ut-Tahrir)
bearbejdes jo ved at man kærligt går ind i dem, mens de altid forværres
af hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv to magtfulde
Ku Klux Klan-ledere
har jeg på det sidste fået "afvæbnet" eller til at forlade klanen – den
ene dog næsten med døden til følge. Det må dog huskes at ikke-voldelig intervention
i reglen kræver langt færre ofre end
pacifismens passive vold.
(ps. Denne kronik blev skrevet før mit besøg hos omtalte Klan-leder Jeff
Berry i februar. Han overlevede med nød og næppe overfaldet fra andre
klanmedlemmer, da han ville opløse KKK, og
ses nu lam og blind for livstid her. Et Tv-program om
min forsoningsrejse med ham rundt for at besøge alle mine sorte venner
kort tid før kommer om kort tid på DR2).
Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor dengang at bruge
en sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: "Hvis en voldsmand
angriber dig er hjælpen altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, som
er låst fast inde i lidelsesmønstret." Overfor voldsmennesker eller
voldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks menneskets
befrielse ved at dæmonisere det som ondt i en "ondskabens akse." I
undertrykkelsessystemer som skildret i filmen "De andres liv" er alle
ofre og bødler.
Det var derfor vigtigt og ikke
spor svært at tillægge sig et kærligt syn på Saddam Hussein som offer.
Lad mig undtagelsesvis se bort fra de barndomsskader, som vi ved at han
led under. Men fra første øjeblik, hvor han fik magten og i det
voldsklima, som Bath-partiet havde skabt, henrettede rivaliserende
officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for fjender, som førte
til undertrykkelsens logik med mere og mere vold overfor "fjender" for
ikke selv at miste livet. Nøjagtig som jeg kender det fra så mange af
mine "gode" sorte venner, som "kom til" i ghettoens voldelige logik at
tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af angst pludselig
begyndte at skyde mod alt og alle uden at have nogen kalkuleret plan
eller indre ondskab.
Da alle diktatorer drives af frygt skal enhver befrielsesaktion
gennemtænkes og tilrettelægges som et Stockholmsk gidselsyndrom. Alle
gidslernes liv skal reddes inklusive den oprindelige gidseltager. Hvis
ikke man fra begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dette
vil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går ud over
gidslerne, "fjendens" uskyldige soldater. Der er altså ingen "fjender" i
et gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres midlertidige
lidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne ud
i live – ikke mindst i alle andre diktaturer.
En ting kan vi være sikre på
efter at vi har set Bushs og Foghs stupide straffeekspedition endt med
et reb om Saddams hals, er at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken
om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i
Politiken mod inden krigen:
"Vi
svigter irakerne hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i at
man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso
- ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi svigter
dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke behandler Saddam
Hussein ordentligt."
Gidselaffærer i USA ender
altid i blodbade og yderligere vold som massedrabet i Waco, der medførte
terrorismen i Oklahoma City - et direkte spejlbillede af det Irak, Bush
og Fogh nu har skabt. Dermed har Bush også forskertset det magtmonopol
som er så vigtigt i en befrielsesaktion og som den empatiske Clinton var
så dygtig til at bruge uden unødig spild af liv. Selv deltog jeg ivrigt
under invasionen i Haiti efter hans intelligente ikke-voldelige
afvæbning af diktatoren Cédras og
sad
på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen af Kosovo
efter den lidt vanskeligere afvæbning af Milosevic på lokalt plan.
Da jeg så alle de albanske
massegrave og nedbrændte huse var jeg glad for at jeg ikke havde
indtaget en passiv og pacifistisk holdning til serbernes racistiske
apartheid-politik. Det var vanskeligt ikke at føle had overfor
undertrykkerne, når jeg sammen med de hjemvendte albanere genfandt deres
slægtninge i grave eller ødelagte hjem. Netop derfor indså jeg at det
var dette hadske serbiske mindretal, der fra nu af skulle have al min
kærlighed i tanker og forsonende handling hvis jeg (som besætter) skulle
medvirke til at århundreders gensidig undertrykkelse og hævn blev bragt
til ophør.
Det var en lignende ikke-voldelig intervention i Irak jeg foreslog i
Politiken. "Det vil tage tid og snilde, militær
omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede osv. Den måde
man løser en gidselaffære på siger ikke blot noget om én selv, men om
den verden man ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller
undertrykker for at nå sine mål lægger man kimen til den næste krig."
Det jeg havde i tankerne var
en fortsættelse af den beskyttende zone, som Bush’s far med luftvåbnets
magt – inspireret af englænderne i 1920’erne - havde anlagt for kurderne
nord for den 36. breddegrad. Den burde udvides til at genetablere den
tilsvarende zone han oprindelig gav marskaraberne syd for den 32.
breddegrad. Men da han efter at have opmuntret disse til oprør siden
svigtede dem med hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af
Fogh at følge sønnen ind i dette område og tro de ville blive tiljublede
som "befriere".
Shiiternes hjerter kunne vi
derimod have vundet ved i måske 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem
fra luften og langsomt – i takt med at Saddam derved mistede
olieindtægten i både nord og syd og ikke havde en chance i den åbne
ørken for at erobre det tabte tilbage – at bruge cowboyens beskyttende
lasso til på samme måde langsomt og blidt at indfange de hellige byer
længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt sammen uden
at en eneste amerikansk soldat betrådte "hellig muslimsk jord" udover
den de allerede betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter.
Problemet vi har med shiiterne
i dag går tilbage til vores svigt. Husk at Muqtada al-Sadr fra starten
var på et faderhævntogt nøjagtig som Bush var det. Næsten 70 % af
irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års
intelligent lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – sammen med
tyrkerne snart de eneste provestlige muslimer i verden, som endnu ikke
har skudt en eneste af vore tropper – vil det sige at næsten alle andre
irakere er imod os. Eller rettere imod en voldelig befrielse, der ikke
fjernede volden hverken fra deres eller vore hjerter.
Resten af mit ikke-voldelige forslag går på, at efter 20 års kurdisk og
måske 8 års shiitisk de facto befrielse ville magtforholdet i
Irak være ændret totalt. Fra 2010 kunne vi derpå begynde en gradvis
inddæmning af den hårde "Sunnitrekant", der så gradvist ville have
vænnet sig til at have mistet sin tidligere mangeårige dominans og nu
blot skulle vindes det sidste lille stykke over på vores side gennem en
intelligent "omvendt Saddam-politik".
Tænk blot på hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme i Falluja
med dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt både
ottomanerne og englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammen
turde ikke komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujas loyalitet
over med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke
spiller helt så stor rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse det,
hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som Saddam. Jeg
forestillede mig at hvis det i slutfasen skulle blive nødvendigt med
besættelsestropper i Al Anbarprovinsen, skulle ubevæbnede danske tropper
udstationeres i Falluja, for som jeg skrev "efter
den angste forskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det
fredelige syd-Kosovo, tør jeg ikke overlade opgaven til dem. Jeg blev
stolt over at se hvor populære de danske styrker blev ved åbent at
blande sig med befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område.
Betændte områder bør derfor overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst
er det at en hel hær af irakere bliver uddannet i det bedste jeg kender
fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal vi vende
marginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare post-koloniale
psykologi må hvert et skridt vi foretager os i Irak se lige så uselvisk
ud som under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod
på hænderne har vi ved intet at foretage os nu som da vi forrådte
muslimerne i Bosnien!"
Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig som
elefanter i en glasbutik – Bush "udslettede byen for at redde den" og
Fogh stak hovedet i ørkensandet for at lade som om han ikke var en del
af myrderierne. Selv i dag ligger store dele af denne by med
århundreders ry for at være uindtagelig, øde hen. Derimod ligger dens
flygtede indbyggere med deres knuste og sårede stolthed overalt i Irak
på lur for at knuse og såre os, som tog alt fra dem – tilmed det
levebrød Saddam havde givet dem i bytte for at kunne "indtage" byen med
den intelligente ikke-vold, vi selv burde have brugt overfor sunnierne.
Vi får de fjender (og terrorister) vi har fortjent når vi bekvemt vælger
ikke at "se" og bygge på mennesket i dem, vi ønsker at befri (eller
integrere!) – både i Irak og i resten af den muslimske verden. Særligt
undrer det mig at Fogh svigtede sine tidligere tanker om at man bør gøre
modstand mod besættelse, men i stedet fuldstændig blottet for forståelse
kaldte oprørerne "terrorister" - selv mens disse endnu kun gik efter
militære mål. Først senere gik sunnierne løs på shiitiske civile, der
søgte de jobs og den magt de selv tidligere havde haft. Hvilket var
starten på en borgerkrig og årtiers blodbad, som vi kunne have undgået
gennem en anderledes empatisk ikke-voldelig indgriben med krav til Bush
om at opføre sig som en sindig cowboy og ikke som et spoleret barn, der
forlanger hele verden serveret på et sølvfad – her og nu.
For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg dengang skrev:
"Lad dette være en "pædagogisk krig", hvilket der
er stærkt brug for med "øje for øje og tand for tand"-tænkningen i USA
og den arabiske verden. EU bør kun støtte et FN-mandat mod løfter om at
ingen selv nok så ansvarlige kan få dødsstraf og mod at de ansvarlige
bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da almindelige
amerikanere er totalt uvidende om at de med dødsstraffen står alene
sammen med de mest brutale regimer i verden, vil dette budskab til
amerikanerne og mange muslimske lande i sig selv mindske volden i
verden."
Fogh svigtede demokratiet ved
ikke sammen med resten af EU-tropperne at trække sig ud den dag
dødsstraffen blev genindført i Irak og således gjorde al forsoning
umulig. Eller rettere ved ikke at bruge koalitionen til at kræve ægte
demokrati, hvilket nødvendigvis måtte indebære krav om at ingen
landsdækkende afstemning måtte finde sted inden en langvarig forsoning
havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af historiske
undertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at gøre, da det altid vil
udarte i flertalsdiktatur - en vigtig debat, der bør tages inden
fremtidige demokratikorstog.
Jeg selv lærte lektien
bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid til Lancasteraftalens
demokratisering af Zimbabwe investerede penge og håb i Mugabe blot for i
dag at se det hele vanslægte i shonaernes flertalstyrani og projekterne
i ruiner. Uffe Elleman lærte også den bitre lektie, som jeg advarede
imod i Politiken: "Hvad der kommer efter krigen afhænger helt af hvor
pædagogisk vi løser gidseldramaet overfor irakerne selv. Uden langvarig
forberedelse kommer der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning."
Skønt vores generation fik ørerne tudet fulde med at "efter Tito kommer
kaos", gik Uffe og Kohl alligevel ud og opmuntrede og anerkendte
Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for at bruge en mild samlende
"undertrykkelse" med pisk og gulerod under EU som værdig erstatning for
Titos ditto. At optage et samlet Jugoslavien under fortsat kollektiv
ledelse i EU dengang ville have været langt "billigere" end blodbadet,
der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i demokratiets navn
uden ydre opmuntring til forsoning straks til et hævnende
flertalsdemokratis etniske udrensning med massegrave.
Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved ikke at
have brugt Saddam Hussein til det alle diktatorer skal bruges til –
ikke-voldelig forsoning. Som jeg skrev: "Efter
denne militære omringning lader vi Carter overtale Saddam til efter
Haiti-modellen at gå i asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore
befæstede adelige borge og sætte i stand for sine penge. Balsalen skal
bruges til pædagogisk konfliktløsning og forsoning med de irakiske
flygtninge i Danmark, som hver dag skal sendes på irakisk Tv og Al
Jazeera!"
Med løfte til ham (og verdens andre diktatorer) om evigt liv i en
beskyttet bolig mod at stille op i denne uhyre vigtige pædagogiske
brobygning forestillede jeg mig at vi her kunne flyve hans ofre op til
daglige konfrontationer, der ville have en forsonende og samlende
virkning på alle irakere. Først hans sunni-ofre for at undgå den
heltestatus han i dag har fået i den arabiske verden, derpå kurderne og
shiiterne. Men da Bush og Fogh kun forstår straf og "konsekvens"
er vi i dag endt med et flertalstyrani i Irak ligeså blodigt som Saddams
– mens Mandelas intelligente forsoningspolitik opbyggede et
flertalsdemokrati uden at krumme et hår på de tidligere undertrykkere.
Jeg har i høj grad skrevet dette for at opmuntre Danmark til at deltage
i fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer, dog med tropper og under
en regering, der forinden har lært ikke-voldelig kommunikation. Der
findes ingen voldsmænd, har jeg lært, som man ikke kan vinde over hvis
man kommunikerer med et rent, åbent og lyttende hjerte.
Men irakerne var aldrig i vore hjerter og derfor vandt vi aldrig deres.
Modsat invasionerne i Haiti og Kosovo skinnede det igennem for vore ofre
at dette handlede mest om olie, fede kontrakter og ideologi, hvorfor det
for araberne lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt for
godt. Tænk blot på Saddams noble læremester, englænderne, og deres brug
af kemiske våben mod kurderne i 1920.
Om irakerne virkelig er i vore hjerter får vi at se nu, hvor vi bliver
nødt til at tage imod et antal af de 2-3 millioner flygtninge fra
volden, vi iværksatte imod dem, som står i forhold til vores andel af
ansvaret, dvs. 7.000-10.000. Hovedet og hjertet havde vi ikke med os i
Irak, men skal vi også være hoved- og hjerteløse herhjemme?

Nogle af fejlene vi begik blev
udtrykt i denne video om forspillet til krigen:
www.american-pictures.com/gives/thanks/
Andre artikler om
ikke-voldelig afvæbning af voldsmænd:
Lad os afskaffe indvandrerkriminaliteten
Om Nørrebrooprøret 1994:
Stop Volden
|