Nogle spørger mig
hvordan jeg kan være
venner med Ku Klux
Klan?
Svaret ligger lige
for. Mit arbejde er
at bekæmpe racisme
og så bør man jo
netop tage sig
kærligt af dem, som
mange fejlagtigt
regner for de værste!
Her frir jeg til
klanlederens kone,
mens han selv er i
fængsel
- i et forsøg på at
overtage lederskabet
af Ku Klux Klan.
Humor er et vigtigt
redskab til at
overvinde vores
foragt
for smertens børn -
og at gøre dem til en
del af os selv.
Spørgsmålet er
imidlertid afslørede
for alt det had, vi
"almindelige"
mennesker rummer i
os. For ved at bruge
den
ansvarsforflygtigende
menneskefjendske
etikette "hadgrupper"
om f.eks. Ku Klux
Klan, legitimerer vi
jo vort eget had og
vor egen afstandtagen
til visse af vore
medmennesker.
Jeg selv bruger
konsekvent
betegnelsen "smertesgrupper"
om Ku Klux Klan,
nazister o. lign.
Hvorfor? Jo, modsat
det opgivende "had"
tvinger begrebet
"smerte" os nemlig
til som mennesker at
forholde os til og at
forsøge at afhjælpe
smerten, f.eks. i
rollen som "læge",
"psykolog",
"vejleder" eller blot
som kærligt engageret
medmenneske.
Et af de
mennesker, der har
hjulpet mig mest til
at indse at der per
definition ikke
eksisterer had, men
kun ophobet smerte,
er Pamela. Så skulle
jeg dog ikke regne
hende med blandt mine
mest betydningsfulde
venner når hun har
hjulpet mig med at
overleve som
foredragsholder med
sit uvurderlige
bidrag til mit nyeste
foredrag: "Kan vi
elske Ku Klux Klan?"
og både hun og senere
hendes mand ønsker at
rejse med mig rundt i
USA for at holde
foredrag om hadets
rødder ......og
om hvordan medierne,
politikerne og
internetsurfere (som
dig?) dyrker det!
Læs mere om Pamela
her |
