|
Skrevet efter en tur i
sydstaterne, hvor jeg besøgte Morris Dees i
The Southern Poverty Law Center.
Oppe i det kolde nord måtte jeg vente endnu et par
dage før videoudstyret nåede frem til Bluffton University – den
nærmeste kontakt jeg havde på KKK-hovedkvarteret. Samme dag flyttede
jeg igen ind hos Pamela. Og det blev et varmt gensyn imellem os. Jeg
vil ikke her i julebrevet afsløre alt hvad jeg fandt frem til – først
og fremmest fordi jeg endnu ikke har fået tid til at lytte det
kæmpemæssige materiale igennem. Lad mig blot kort skitsere de mål jeg
havde sat mig.
1. Jeg ville gennem dybe interviews med alle
klanmedlemmerne under fire øjne finde ud af hvad der var sket med dem
hver især i barndommen og hvis der var mulighed for det også forsøge
mig med lidt af den terapi Tony og jeg havde brugt i vores workshops
gennem mange år. Senere håber jeg at få Tony involveret, da han er
bedst til dette og det i sig selv vil være terapeutisk for
klanmedlemmer at få kærlig omsorg af en sort mand.
2. Desuden var jeg
interesseret i gennem dybdeborende interviews at finde ud af om nogen
af dem overhovedet rummede noget som kunne karakteriseres som had og i
det hele taget at finde ud af hvad had er, da dette emne er en meget
vigtig del af min kommende DVD.
3. Og sluttelig at finde ud af
omstændighederne, der havde bragt Jeffery i fængsel, da der syntes at
være en slags uudtalt sammensværgelse omkring disse mellem Morris Dees
og klanmedlemmerne.
Hvad angår det første punkt var barndomshistorierne
naturligvis utroligt forskellige og alligevel meget ens i deres
grundmønstre. Incest, mishandling, ensomhed osv. var fælles, som
forventet. Værst var klanlederens historie. Hans mor havde været
narkoman og prostitueret og havde efterladt ham for lud og koldt vand
i hans første år. Næsten alle hans mors kunder havde været sorte. Det
første billede han havde af sorte var nogen som hele tiden kom og tog
hans mor fra ham. Hvem ville ikke blive racist af det? Senere husker
han samværet med en alkoholisk voldelig stedfar, der altid havde
banket både ham og hans mor så forfærdeligt at intet møblement var
intakt i deres fattige trailor bagefter. Da han var 12 år gammel, tog
han hævn efter en sådan voldsom oplevelse og bandt stedfaderen til
sengen, tæskede ham og flygtede derefter. I de næste 8 år levede han
som hjemløs, sov under broer o. lign. og levede som hustler af
småkriminalitet og biltyverier indtil han som 20 årig først kom ind i
rockerne og dernæst klanen. Tilsvarende mønstre havde jeg oplevet så
tit i ghettoen og blandt dem, som tilsluttede sig de sorte pantere, så
hvordan kunne jeg andet end at føle mig hjemme hos klanen?
Også Pamela og flere andre havde først været rockere
og havde fået stolthed og kompensation for den manglende kærlighed i
deres opvækst ved at puste sig op med tatoveringer, rygmærker og
støjende motorcykeludblæsning hvorfra skridtet til at opnå endnu mere
opmærksomhed gennem udklædning i klandragter ikke var lang. For andet
var det simpelthen ikke. De havde ingen som helst grund til at spille
engle overfor mig, men jeg fandt simpelthen intet grundlag for at
kalde dem hadske – hverken i deres ytringer eller vigtigere - i deres
hjerter. Ingen af dem havde det mindste imod sorte, jøder, muslimer ("they
are good God-fearing people") og de fleste havde individuelle sorte
eller jødiske venner. En af Pamelas største sorger i livet havde været
at miste sin bedste og uadskillelige sorte veninde gennem mange år, da
denne havde opdaget at hun gennem alle årene havde været i Ku Klux
Klan. Hun fattede simpelthen ikke at dette skulle kunne ødelægge deres
venskab. Og Jefferys søn, der er et uhyre aktivt klanmedlem, er endnu
mere aktiv som musiker i en rap-gruppe sammen med sorte. Igen ser han
ingen inkonsekvens i dette. Mest interessant er at klan-lederen
Jefferys stedfar er sort og at han elsker stedfaren overalt på jord.
Hvorfor? Jo, han var en af hans mors gamle kunder, som havde forelsket
sig i hende og derved "reddet hende ud af et syndigt liv som narkoman
og prostitueret og gjort hende til en fin dame."
I det hele taget er Jeffery en type, som vader ind i
alle mennesker med træsko på – eller bliver uvenner med – uden at
skelne til deres baggrund. Klan-retorikken er som sagt blot noget han
bruger under demonstrationer for at påkalde sig mediernes
opmærksomhed. Den eneste gruppe, som de alle havde lidt svært ved at
acceptere, er homoseksuelle, men dette blev udelukkende begrundet med
at "Biblen jo siger at det er forkert." Men når jeg ved at stille
spørgsmålet lidt anderledes prøvede at finde ud af hvilke følelser de
rummede i deres hjerter overfor homoseksuelle, blev jeg altid
glædeligt overrasket. Til spørgsmålet om "Hvad ville du sige til at
din egen søn var bøsse?" svarede de alle uden undtagelse at de
"naturligvis ville elske ham som enhver anden af mine børn." Dette
spørgsmål ville mange almindelige amerikanere udenfor hadgrupperne
have svaret direkte hadsk og fordømmende på. Så skønt klanen i de
fleste opfattelser lå på linie med republikanerne, lå de på enkelte
punkter langt ude på venstrefløjen. F.eks. var de alle fanatiske
modstandere af dødsstraf (men i direkte konsekvens deraf helt ude på
højrefløjen i spørgsmålet om abort) da det "simpelthen er forkert at
tage et menneskes liv."
Nej, had fandt jeg intet af hos dem. Så hvordan
forklarede de så deres tilhørsforhold til Ku Klux Klan? Uuddannede,
som de var, havde de svært ved at verbalisere dette og brugte mest
deres leders ord, som jeg allerede havde hørt i Tv-udsendelsen. Der
skulle være "lige rettigheder for alle og ingen positiv særbehandling
af nogen gruppe." Også her stod de fuldstændig på republikanernes
platform og mon ikke også de gav udtryk for de fleste danskeres
holdning overfor indvandrerne i dette synspunkt? Skønt jeg ikke selv
er enig med dem i dette, kunne jeg let forstå dem, da vi jo her har
med en fattig hvid gruppe at gøre, som har nøjagtig de samme sociale
problemer som de sorte og som føler sig diskriminerede ved alligevel
ingen positiv særbehandling at have fået. Deres brug af det retoriske
"White Power" siger alt om deres selvfølelse idet det efter meget kort
tid i mine ører ikke lød som andet end "poor white trash power" og
altså fik samme betydning som "Black power" havde blandt sorte i mine
vagabondår. Alligevel brugte de det kun på telefonsvareren og til
demonstrationer – igen for at påkalde sig negativ opmærksomhed. Og
Pamela skammede sig direkte over at hendes 4-årige barnebarn havde
lært det – dels af papegøjerne og dels af svigersønnen, som de alle så
ned på som en uforbederlig tidligere nazist. Med andre ord var de, som
de ikke brød sig om ved denne fyr, Walter, netop at han havde had i
sig. Ikke så meget fordi det truede Klanens image, som de jo levede
af, men fordi det truede deres egen selvforståelse som anstændige
mennesker. Også klanlederen advarede mig senere imod "Wally", som han
kaldte for "nothing but a scum bag", men de kunne intet stille op
overfor ham, da han jo var kommet ind i klanen ved at gifte sig med
Tania, lederens datter.
Wally var også den eneste jeg følte mig lidt skræmt af
skønt vi hurtigt blev gode venner og jeg faktisk godt kunne lide ham
på trods af hans decideret "onde" udstråling. Se blot mine
web-billeder af ham. Han var tydeligvis mere nazist end KKK og kunne
ikke lade være med hele
tiden at række armen op i et "Heil" og at
snakke anti-semitisk (dog på et meget teoretisk sammensværgelsesplan
uden at have noget imod jøder som mennesker). Mens jeg umiddelbart
kunne identificere mig med alle de andre og forstå den næsten logiske
udvikling deres liv havde taget efter deres uhyggelige
barndomsoplevelser, gjorde Wally mig forvirret. Han var også smart nok
til at køre rundt med mit hoved. Når han gjorde mig lidt bange var det
fordi jeg ikke kunne finde nogle indlysende skader i hans barndom i et
integreret kvarter på Manhattan og derfor ikke kunne se for mig det
sårede barn i ham, som var så let at finde, henvende sig til og
forsvare i alle de andre. Men da jeg gravede i det kom der en dag en
forfærdelig sandhed frem, som forklarede meget af hans bitterhed og
smerte. Han havde været lykkelig gift i New York og havde elsket sin
kone og deres 3-årige datter, men pludselig en dag blev de dræbt for
øjnene af ham i deres bil, da de blev ramt af kuglerne fra et af
gadens sorte bandeopgør. Efter dette havde han været mentalt næsten i
koma i flere år og var blevet nazist. Så en dag så han Tania og hendes
far optræde i klandragter på Jerry Springers Tv-show og var straks
blevet forelsket i hende og var taget til et klanmøde i North Carolina
for at fri til hende.
At disse to tykke og grimme mennesker elskede hinanden
overalt på jord var der ingen tvivl om. Ustandseligt sad de og holdt
hinanden i hænderne med deres hagekors-tatoverede arme. Og var der
nogen de elskede højere end alt var det deres datter, som han puslede
om og legede med døgnet rundt hvorfor jeg havde svært ved at få hans
opmærksomhed før hun langt ud på natten var lagt i seng. Mens Tania
arbejdede på benzintanken, havde Wally valgt at være hjemmegående for
at kunne vie hvert et øjeblik til deres elskede datter – og fordi han
var rystende angst for at miste hende som han havde mistet sin første
datter. Indenfor deres fire fattige vægge kunne han føre ideologisk
krig mod hele verden og lyde faretruende med en retorik, der søger og
opnår vores allesammens had og fordømmelse. Men som klanlederen og
hans kone fortalte mig – og jeg hurtigt selv indså - var han faktisk
ikke i stand til at krumme et hår på et levende væsen. "He is all
talk, no action." Jeg ville ikke føle mig spor bleg for eller blåøjet
ved ligesom en Lars Norén at invitere ham på en teaterscene - skønt
han med sit døde øje og skaldede hoved ville give de fleste tilskuere
æstetiske idiosynkrasier og derved netop stille omverdenens eget had
til skue.
Skønt han i teorien opdrager sin datter til had - til at
løfte armen i et heil-signal og at sige "white power" – ind imellem de
hundredvis af almindelige kærlige børnebøger han sidder og læser højt
for hende dagen lang – er jeg faktisk ikke bange for at hun en dag vil
vokse op med had i sig. For virkeligt had kommer ikke af altopofrende
kærlighed, men af dyb smerte og mishandling. Men ligegyldigt hvor gode
venner, vi blev, opnåede jeg aldrig så meget af hans tillid at jeg
kunne få lov til at overnatte hos dem. Han havde ikke tillid til noget
menneske, havde ingen venner og kom stort set aldrig uden for en dør.
Og dette var jo lidt af en falliterklæring for mig. Men da han kendte
min bog og alt hvad jeg stod for, kunne man måske ikke bebrejde ham
for ikke at have tillid til mig. Alligevel fik jeg lov til at
fotografere og videooptage ham fra morgen til aften - også i de mest
intime scener med barnet og konen. Jeg har altid sagt at enhver nazist
kan helbredes med lidt kærlighed eller blot ved at finde en kæreste.
Og det tror jeg også vil være tilfældet med Wally.
Med sin personlige
tragedie er han i sin isolation stadig låst fast i sin fortids retorik
– men det er tydeligvis ikke den han lever og brænder for. Det han
brænder for er helt åbenlyst sin familie og at øse af sin kærlighed
til denne – en familie som allerede har fået ham fra helvede ud i
skærsilden, fra Nazistpartiet og ind i Ku Klux Klan. Jeg tør væde på
at han om få år – især hvis han fornemmer lidt kærlighed fra os i hans
omgivelser frem for vores had og fordømmelse – ja, så vil han med
Tanias hjælp ende som en ganske almindelig kærlig familiefar. Jeg
oplever ham i al fald ikke som spor værre end alle de danskere, der i
disse år sidder og tænker, snakker og stemmer ondt om muslimerne. Og
slet ikke nær så farlig, for modsat danskerne har Wally overhovedet
ingen magt til at skade andre.
Da det var lykkedes mig at få venskabet med den
eneste, som klanmedlemmerne selv syntes var lidt "farlig" og "hadsk",
kom jeg til den største udfordring af alle – forsøget på at komme ind
i fængslet til selve klanlederen Jeffery. Alle medlemmerne havde sagt
at jeg godt kunne opgive dette. Ingen af dem var det lykkedes at få
tilladelse, end ikke for hans to børn. Kun konen Pamela var det efter
flere måneders ventetid lykkedes for. Skønt man skal sende skriftlige
ansøgninger ind, som skal godkendes af alverdens bureaukrati og den
indespærrede selv – hvilket kan tage måneder som jeg oplevede da jeg
skulle besøge massemorderen Woody i fængsel – tog det mig alligevel
kun en halv dag. Her er det jo en fordel at have en fod i fjendens
lejr – bl.a. hos Morris Dees. Men man opgiver let når man står foran
disse enorme knejsende borge eller byer, som amerikanske fængsler tit
fremstår som med deres 5000 indespærrede placeret midt i en ødemark.
Min bog var dog nok det som hjalp mest med at overbevise dem om at jeg
ikke var klanmedlem.
Sikkerhedsforanstaltningerne var endnu mere omfattende
end jeg er vant til når jeg besøger sorte fængslede venner. Jeg måtte
således forhandle direkte med ledelsen, thi hvis det kom nogen
fangevogter eller fange for øre at Jeffery var Ku Klux Klan-leder,
vidste alle at han ville være en død mand blandt det store flertal af
sorte fanger, han jo sad sammen med. Desværre fik jeg alle kameraer,
videoer, livrem og neglesakse taget fra mig, men fik udleveret en
notesblok og en pen. Jeg fik sågar tilladelse til at se ham uden for
besøgstid, hvorfor vi sad alene i et kæmpelokale. Jeg var rystet over
at se det frygtsomme blik i hans øjne og det nu kronragede ansigt på
denne stolte langhårede og langskæggede klanleder, jeg havde set på
Tv. Han følte sig lidt klemt ved at få et stort knus af mig, som jo
egentlig var hans modstander, men som nu repræsenterede hans eneste
håb om frihed. Pamela havde jo fortalt alt om mig i telefonen. Jeg
vidste at tiden var knap og gik lige til sagen om hans barndom,
hvilket ikke forbavsede ham, da Pamela havde fortalt ham alt om
hvordan jeg interviewede dem alle. Hans barndom var som sagt
ubeskrivelig ond og han fortalte med fotografisk skarpe detaljer. Kun
et sted følte jeg at han muligvis efterromantiserede og jeg blev
derfor ved med at spørge om geografiske detaljer for at finde huller i
historien.
Som 5-årig havde han en mørk nat siddet alene med sin
lillesøster i en bil udenfor huset af en af hans mors sorte kunder, da
nogle klan-folk i hvide kutter havde nærmet sig med geværer
sandsynligvis for som det var almindeligt i de tider blot at skræmme
denne "nigger lover." Da de opdagede børnene på bagsædet, havde en af
dem råbt: "Let’s shoot them." Men en af de andre havde standset ham
med ordene: "We can’t. They are white." Jeffery sagde det ikke
direkte, men indicerede at hans klan-aktiviteter senere i livet måske
havde noget med denne oplevelse at gøre - dengang klanen havde reddet
hans liv. Når han forbandt alt muligt syndigt med raceblanding, er der
i al fald ingen tvivl om at det går tilbage til hans smerte og
forladthed i de år hvor hans mor levede af prostitution og narko med
mest sorte mænd omkring sig. Han fortalte også om sulten i disse år og
den endnu værre sult i de år han var hjemløs og røg ind og ud af
fængsel. Indtil han som rocker var kommet i kontakt med den kendte
klanleder, David Duke, der senere blev valgt som politiker i
Louisiana, og fik stolthed som dennes livvagt. Men da han opdagede
Dukes falskhed, havde han vendt sig imod ham og startet sin egen
klangruppe. Under hele vores samtale bed jeg mærke i at han aldrig
omtalte sorte eller andre minoriteter negativt, men kun tidligere
klan-venner og alle de "skøre kugler" som prøver at blive medlemmer.
"85 % of them are scumbags. I can’t use them. They are niggers."
Jeg var på nuværende tidspunkt udmærket klar over hvad
hans og klanmedlemmernes definition på en "nigger" var: "A low trash
person who takes from society and gives nothing back. There are far
more white niggers than blacks." Men bortset fra nazisten havde jeg
faktisk aldrig hørt dem bruge ordet "nigger" skønt jeg vidste at de
gjorde det i demonstrationer. Og når jeg endelig hørte dem bruge
udtrykket, var det altid om hvide. Da jeg nu hørte fra Jefferys egen
mund om al den foragt og manglende tillid han havde til flertallet af
den type mennesker som søger ind i klanen, sagde jeg: "So Jeffery, you
really hate yourself, isn’t it right?" Han sukkede dybt og sagde så
eftertænksomt – igen og igen: "Yes, I hate myself. I hate myself….I
really, really hate myself…"
Derefter begyndte jeg at snakke om hvordan jeg havde
fornemmet at han var begyndt at arbejde sig ud af dette selvhad i det
år, hvor han havde været gift med Pamela og han fortalte nu i en
uendelighed om hvordan hun var den eneste virkelige kærlighed, han
havde oplevet og fået i sit liv. Hun betød alt for ham og han ville
give alt hvad han ejede i sit liv for at kunne leve sammen med hende
igen. Jeg spurgte ham så om han sågar ville opgive Ku Klux Klan for at
få hende tilbage? Han så på mig som om det var den mest selvfølgelige
ting i verden og sagde at nu hvor han gennem klanen (hvor de havde
mødt hinanden) havde opnået alt det han havde efterstræbt hele sit liv
– lidt kærlighed – ja, hvad behøvede han så klanen til mere? "Ville du
overrække Wizzard-staven til selveste Morris Dees?" spurgte jeg frækt.
"You bet I would. Any time. Men jeg tror du har misforstået mig med
dit spørgsmål. Jeg har intet imod Morris Dees. Han har min største
respekt og beundring. Han har gjort dette land en kæmpetjeneste ved at
få suprematister som Tom Metzgar bag lås og slå. Jeg ville med glæde
overrække ledelsen af klanen til ham." "Også til mig?" grinede jeg, da
Pamela allerede havde inviteret mig og hele min familie til klanens
store nationale landsmøde den 4. juli. "Selvfølgelig!" smilede han.
Det var i dette øjeblik ideen begyndte at udvikle sig
om at vi burde bytte roller, at han skulle overtage "Amerikanske
Billeder" og jeg Ku Klux Klan. Han havde levet af at sælge "had" hele
sit liv og jeg af at sælge "kærlighed," men jeg havde på dette
tidspunkt for længst opdaget at ingen af os havde mere af det ene
eller det andet end modparten. Vi var begge blevet trætte af hulheden
i vore budskaber, som vi hver på vores måde var gode til at levere i
form af tom retorik foran et publikum, men som ingen af os magtede at
leve op til i vores hverdag. Vi havde straks, da vi så hinanden i
fjernsynet følt os tiltrukket af hinanden og nu hvor vi endelig
mødtes, var vi på kort tid parate til at bytte roller. Jeg sad med en
slags skyldfølelse over altid i mit arbejde at have levet af at sælge
ham og hans lige som et symbol på selve ondskaben nu hvor jeg måtte
erkende hvor fuldkommen ens vi i virkeligheden var.
Mens jeg sad fordybet i disse tanker røg det pludselig
ud af mig: "Du er uskyldig. Jeg ved at du sidder her pga. din
kærlighed!"
"Hvor ved du det fra? Har Pamela fortalt noget?"
spurgte han mistroisk og chokeret.
"Nej, jeg kan bare føle det," sagde jeg, da jeg ikke
ville afsløre nogen.
Men mens jeg havde siddet og følt energien fra ham,
var puslespillet pludselig gået op for mig. En dag mens jeg havde
siddet og interviewet Pamela derhjemme foran videokameraet, havde
deres nabo banket på og var braset ind i stuen uden at se mig. Han var
ikke i klanen, blot en god solid nabo og ven af Jeffery. Jeg overhørte
ham blot at ytre noget i stil med "So has he told the stuff about
Tony? Will he be out soon?" Jeg hørte ikke efter resten af samtalen
som jeg blot fornemmede var ligegyldig nabosnak, men vendte kameraet
imod manden pga. hans hyggelige landlige fremtræden. Men da han efter
nogen tid gik, kom Pamela alvorlig hen til mig og spurgte barskt:
"Optog du den samtale på dit bånd?" Jeg fornemmede straks at det
drejede sig om noget virkelig alvorligt og løj: "Nej, jeg vendte blot
kameraet et øjeblik for at få hans garvede ansigt med." "Jeg tror ikke
på dig. Du bliver nødt til at give mig det bånd." Jeg var virkelig
ikke meget for derved at opgive over en times interview med hende og
kæmpede med næb og klør for at overbevise hende om at jeg intet havde
fået optaget. Til sidst fik jeg hende til at falde til ro.
Jeg fik dog aldrig tid til at lytte båndet igennem,
men overhørte de næste dage andre små samtaler ligesom Pamela fortalte
om alle de problemer, hun havde med klanlederens vrede og irrationelle
søn, Tony, der var stærk knyttet til sin mor, Jefferys tidligere kone,
som forsøgte at få Jeffery tilbage. Tony var konstant i konflikt med
loven. Nu gik puslespillet pludselig op for mig og jeg sagde til
Jeffery: "Jeg har en følelse af at du er i fængsel fordi du dækker
over din søn. Er jeg helt forkert på den?" Jeffery var slået med
forbavselse, men følte at han nu kunne stole på mig. "Du har ret. Tony
har været frygtelig vred og helt ude af den lige siden jeg gik fra
hans mor. Han laver konstant alle de gale ting og ligner i et og alt
al den vrede, jeg havde i mig selv i min ungdom som hustler. Jo, det
var ham som pludselig kom farende ind i lokalet den dag, det skete.
Men jeg kan ikke angive min egen søn. Jeg kan ikke sende ham i
fængsel. Jeg er gammel og har haft min tid. Jeg kan klare disse år i
fængsel ved at vide med mig selv at jeg redder min søn. "
Jo, her var minsandten en klanleder, der havde opgivet
hele sit liv, hele sin egen nyfundne kærlighed og hele det Klan
imperium, han møjsommeligt havde bygget op og som nu smuldrede fordi
han var gået i fængsel - ikke pga. sit had, men pga. sin kærlighed.
Det, der var sket et halvt år før var som sagt at to
journalister fra en Tv-station i Louisville var kommet op for at
interviewe ham. Da amerikansk Tv-nyheder udelukkende lever af at sælge
had og kriminalitet var de kommet med fjendtlighed overfor Jeffery og
ikke med nogen som helst interesse i at høre hvad han egentlig stod
for. Under interviewet havde Jeffery da også hurtigt følt at han ikke
fik sine meninger igennem og afbrød det til sidst ved at sige at han
ikke ønskede interviewet udsendt på Tv. Det kunne der ikke blive tale
om, sagde de, hvorefter han havde forlangt at få båndet. De nægtede at
udlevere det, hvorfor han sagde at de ikke kunne gå før han fik det. I
ca. 5 minutter var situationen fastlåst, hvorefter Pamela var gået ud
til Tony udenfor og havde fortalt om det. Tony, der som sædvanlig var
lidt for ilter og netop havde optrådt i sin klandragt, kom pludselig
farende ind i lokalet iført denne og bærende et jagtgevær. Der havde
ifølge Pamela ikke været nogen trusler af nogen art, blot en lidt
anspændt situation. Et andet klanmedlem var i samme øjeblik tilfældigt
kommet forbi og havde parkeret sin bil udenfor. Skønt jeg selv
parkerede min bil der og ved selvsyn havde set hvor åbent der var til
alle sider, havde disse journalister i retten fremstillet dette som om
de var blevet afskåret fra at slippe væk. Men det var ikke sådan de
først havde fortalt det til det lokale politi, hvor de blot havde sagt
at de var blevet chikanerede. Dette var der imidlertid ikke en
egentlig politisag i, da det blot var den enes ord mod den andens og
ingen var kommet til skade eller havde mistet noget.
Men så fik Morris Dees, som jo sidder og følger alle
klanaktiviteterne nede i Alabama, nys om sagen og fik overbevist
journalisterne om at der var tale om "kidnapning" og at de havde lidt
voldsomt under stress mens de følte sig truet. Da det igen var den
enes ord mod den andens, kunne Morris Dees ikke få Jeffery dømt på
dette grundlag alene, men var nød til at bruge alle de småsager, som
Jeffery var blevet dømt for i sin vrede ungdom mens han var hjemløs.
Og da en tidligere straffet ikke må bære våben, var synet af et våben
nok til at få Jeffery dømt. At det ikke var ham, der bar våbnet var
ligegyldigt for sagen. Han havde i al fald taget skylden for det for
at redde sin søn.
At det hele lugtede langt væk af de opdigtede
politiske retssager jeg husker imod fx de sorte pantere i min ungdom,
havde jeg allerede opdaget under min tur ned gennem Kentucky, hvor jeg
flere gange havde forsøgt at komme i kontakt med de to journalister,
som hver gang nægtede at tale med mig. Jeg ved ikke om de har dårlig
samvittighed, men de ønskede helt tydeligt ikke at tale om hvordan de
efter et par minutters anspændt samtale med en uskyldig mand havde
fået denne mand sendt i fængsel for livstid uden at nogen af dem havde
lidt den mindste overlast. Senere lykkedes det som nævnt Jefferys
sorte sagfører at "plea bargain" og få dommen reduceret til 7 år i
fængsel.
Morris Dees havde tilsyneladende været ligeglad med om
Jeffery var skyldig eller uskyldig i denne sag. For ham var det
udelukkende et spørgsmål om at få endnu en klanleder i fængsel – at
score endnu en letkøbt sejr for de mange penge der står til hans
rådighed ved at have spærret hadets synlige symboler inde frem for at
have bidraget til at bearbejde hadets dybere årsager. Som Jeffery selv
havde sagt skorter det ikke på fattige med voldsomme barndomsskader og
traumer, som forsøger at komme ind i Ku Klux Klan, hvor de er langt
mindre farlige end udenfor. Men disse tabte eksistenser, som jeg har
mødt i hundredvis af på USA's landeveje, har ingen som helst interesse
for Morris Dees eller os andre før de får den geniale ide som Jeffery
at låne hadets gamle dragt og symboler til at puste sig op med.
Som han sagde til mig i fængslet:
"Jeg kan komme kørende i et hundredtusinddollar
jakkesæt og en limousine og ingen skænker mig opmærksomhed. Men i
samme øjeblik jeg tager disse magiske gevandter på, står hele pressen
og Tv-kameraerne der straks og jeg elsker for en gang skyld at være i
centrum. Prøv at se hvor meget magt de giver mig. Jeg kan erobre og
lamme selv USA’s største byer ved at putte et par klude på." Hvorefter
han grinende fortalte sin version af hans livs største triumf, som jeg
selv havde oplevet fra den anden side. Jeg havde nemlig været i New
York dengang USA’s største Klan-gruppe havde annonceret at de ville
marchere gennem Manhattan. Hele byen havde været i nærmest chok og i
ugevis havde medierne kværnet løs med spørgsmålet om hvordan de dog
kunne få standset klanen. Borgmesteren og byrådet havde debatteret det
i dagevis, men havde til sidst måttet give op overfor
forfatningsrettighederne. Jeg havde faktisk dengang haft min stille
beundring overfor klanen over at den overhovedet turde komme til en by
med flere millioner jøder og sorte.
Og hvordan havde så Jeffery oplevet sit sejrrige
indtog: "Jo, han og Pamela, de to børn og andre familiemedlemmer – 13
i alt – var kommet kørende den lange vej og havde simpelthen "lagt
byen for deres fødder." Vi havde 2000 bodyguards (dvs. beskyttende
politi) og 16,000 jublende og vinkende tilhængere (dvs.
moddemonstranter). Efter marchen sagde politiet at de nok skulle sørge
for at få os trygt ud igen. Men nej, sagde jeg. Vi har da aldrig været
i New York før. Vi er jo turister og kom for at se byen. Og så tog vi
alle 13 vore dragter af og i de næste to dage kørte vi rundt i
undergrundsbanen og havde det enormt sjovt når vi så folk sidde og
læse om os i aviserne. Jeg var jo på alle avisers forsider og kunne
ikke dy mig for at gå op til bladkioskerne og fortælle de
forbipasserende: "Se, se, det er mig. Har i set mig?" Jo, det var uden
tvivl klanens største sejr, da vi lammede en af verdens største byer i
over en uge," sagde han med et lunt glimt.
Da besøgstiden var udløbet, tog jeg en varm afsked med Jeffery og
lovede at arbejde for hans løsladelse. "Betingelserne kan vi altid
snakke om senere," sagde jeg drillende. Da jeg kom hjem til Pamela
efter de mange timers kørsel i frysende snestorm, var klanen i chok.
Jeffery havde nemlig allerede ringet og fortalt om mit besøg i
fængslet og ingen af dem begreb hvordan det var lykkedes mig at komme
derind. De tillagde mig næsten overnaturlige kræfter og det siger ikke
så lidt om deres egen lave selvværdsfølelse at denne mystik omkring
mig nu fik dem til at kalde mig for "professoren" fremover. Rygtet om
mig og om mit venskab med den fængslede leder var gået igennem hele
klanen og det blev besluttet at kalde alle de nærliggende staters
"Grand Dragons" til en stor søndagsmiddag med mig. Mens en Wizzard er
nationens præsident svarer en Grand Dragon til de enkelte staters
guvernører. Jeffery var en meget progressiv Wizzard idet han var den
første klanleder i USA’s historie som havde udnævnt et stort antal
kvindelige grand dragons. Så hvordan kunne jeg andet end at beundre en
mand, der lagde så stor vægt på ligestilling? J Pamela og jeg havde
lavet mad hele dagen før, men desværre blev det snestorm hvorfor flere
Grand Dragons blev indespærret i endnu mere formummende hvidt. Så det
var kun Illinois’ Grand Dragon, Jean Null, og hendes personlige
bodyguard, dvs. hendes egen mand Dennis, der kom efter at have gravet
sig ud af driverne omkring deres lille nedlagte gård uden for Chicago.
De var vældig søde, men sjældent har jeg oplevet folk med så lidt
selvværdsfølelse. Efter middagen med bordbønnen, som I kan se på mine
billeder, fik jeg dem delt så jeg kunne snakke i enerum med dem hver
for sig. Dennis historie var den nu efterhånden klassiske om en brutal
og fordrukken far, der havde mishandlet ham hele barndommen og som han
ikke havde andet end foragt og had for. "Så din far var en "nigger"?",
sagde jeg selvsikkert med mit nylærte gloseforråd. "Ja, den største
nigger jeg nogensinde har kendt," svarede han, synligt stolt over den
interesse han var genstand for, da han så absolut var underkuet af
konen.
"Og du var også selv en "nigger" før du kom ind i klanen?"
spurgte jeg selvsikkert og indvendig lidt stolt over at jeg nu
beherskede deres sprog så fint at jeg frækt - midt i en større flok
fuldt udklædte og bevæbnede klanfolk - turde kalde dem for "niggere"
lige op i deres åbne ansigter. Nu var vi rigtig på talefod og den
normalt sky og tillukkede Dennis plaprede fra nu af op til mig om alt
i sit liv. Pamela havde aldrig set ham så livlig før. Han fortalte om
den stolthed han fik i sit liv, da hans kone var blevet grand dragon
og hvor lykkelig han var blevet da han for første gang i sit liv selv
var blevet udpeget til noget som helst dvs. til Ku Klux Klans
officielle body guard for statens højeste embede – altså for hans egen
kone. I så høj en stilling kunne man da rigtignok ikke føle sig som
"nigger" mere, tænkte jeg sørgmodig over at erkende hvor svært livet
dog er for nogle mennesker.
Pamela havde på forhånd advaret mig om at hvis der var
nogen i klanen, der havde noget had i sig ud over Wally var det nok
Dennis’ kone, Jean. Hun brød sig nemlig vist nok ikke om mexicanere
eller havde i hvert fald sagt et par gange ved tidligere lejligheder
at hun syntes at der burde gøres noget for at bremse den store
indvandring af mexicanere. Men hun er god nok på bunden, havde Pamela
tilføjet.
Herregud havde jeg tænkt, hvis Pamela mener at dette er had,
så er hele den danske befolkning jo fuld af had lige nu. Jo, jeg
priste mig lykkelig over at slippe det hjemlige had for en stund og i
stedet at havne i disse kærlige omgivelser, der så åbent havde taget
mig til sig som en af deres egne. Jean var utroligt ydmyg overfor mig,
men med den megen respekt der stod omkring "professoren," dristede hun
sig nu til at spørge mig om noget som hun engang havde læst om, for
"hvis nogen ved det må det vel være dig." Hun havde læst nogle teorier
om at jødernes holocaust måske slet ikke havde fundet sted og vidste
snart ikke hvad hun skulle tro på, sagde hun. Bortset fra Wally var
her et af de få beviser på at de egentlige hadgruppers skrifter var
nået til nogle af disse klan-medlemmer, men det fremgik ikke klart
hvad hun egentlig selv troede på. Med al den autoritet hun tillagde
mig var jeg helt bange for at såre hendes følelser, men måtte
naturligvis fortælle hende sandheden. Niveauet, jeg kommunikerede på,
føltes fuldstændig som da jeg for nylig skulle forklare en 4. klasse i
Bubbers Tv-program om noget de aldrig havde hørt om før – at Ku Klux
Klan ikke er onde mennesker. Jeg fortalte hende om de
koncentrationslejre jeg havde besøgt, om mine jødiske venner som havde
mistet alle deres familiemedlemmer og om Angela, en af mine venner,
der havde mareridt i månedsvis da hun fandt ud af at hendes far, en
ungarsk nazist, personligt havde givet nakkeskuddet til hundredvis af
jødiske børn osv. Jean var tydeligvis forfærdet over at høre dette,
for autoriteter tror man jo på i hendes samfundslag. Men hendes
uvidenhed og usikkerhed var jo stort set ikke større end den de fleste
mennesker har om Ku Klux Klan. "De tror jo alle derude at vi går rundt
og hænger folk fra træerne," havde jeg tit hørt Pamela sige i sin egen
forundring over den modstand hun møder pga. sit medlemskab af klanen.
"Ja, hvor dumme kan folk dog være?" måtte jeg efterhånden spørge med
hende, da jeg jo vidste fra undersøgelser at det store flertal af de
10.000 sorte, der er blevet lynchet igennem historien, ikke blev
lynchet af Ku Klux Klan, men af ganske almindelige gennemsnitsborgere.
Ligesom der i dag sandsynligvis er langt mere vold imod klanen end af
klanen imod andre. Pamela havde ikke tal på hvor mange gange folk var
kommet kørende forbi og havde skudt ind eller smidt brandbomber gennem
deres vinduer. Under hele mit ophold var jeg rystende nervøs – ikke
for klanen – men for omgivelsernes vold og parkerede min store van så
tæt op af Pamelas stuevindue at det ville være svært at ramme os
udefra. Med al den opmærksomhed der er omkring disse såkaldte
hadgrupper – især fra Morris Dees og FBI – forstod jeg Jefferys angst
for at få voldelige elementer ind i klanen, som kunne levere et påskud
til at slå ned på klanen. Modsat andre amerikanere havde Jeffery
aldrig turdet bringe våben med sig i klanens biler til selvforsvar, da
de ustandseligt bliver ransagede og de fleste af dem ikke kan få
våbentilladelse pga. diverse domme for småkriminalitet i deres vrede
ungdomsår – før de kom ind i klanen. Skønt Morris Dees’ hjemmesider
siger at Jefferys gruppe er den farligste og mest aktive i USA og den
eneste som ikke er blevet "politisk korrekt" i sin sprogbrug i takt
med resten af samfundet, ja, så var det gennem alle årene ikke
lykkedes ham at slå ned på Jeffery før han tog falske anklager i brug
og derved reelt gjorde Jeffery til politisk fange. Når man som jeg
kommer fra et land, hvor man dagligt er vant til en hadsk politisk
ukorrekt sprogbrug både i medierne, hos politikerne og i befolkningens
sind og hjerter, - ja så føltes det for mig som at gå i kloster at
komme i Ku Klux Klan og i al fald fuldstændigt meningsløst at kalde
Jefferys gruppe for "politisk ikke-korrekt" – med de få undtagelser
jeg har nævnt og som klanen selv beklager sig over. Klanmedlemmerne er
ikke engle, men i én forstand er de tættere på at være det end de
fleste af os – ikke mindst jer der kan læse og forstå disse ord.
Under hele mit ophold fik de mig nemlig ustandseligt til at tænke på
Jesu ord "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres
(Matt 5,3)"
Thi at tillægge så resursesvage mennesker så meget
magt og ansvar, som vi normalt gør det, siger mere om vores egen
ufuldkommenhed end om deres.
Læs
også om en sort
kvindes sjove
beretning om sit besøg
hos Ku Klux Klan, da
jeg tog hende med til
denne klangruppe.
Se
også billederne fra
mit besøg i en anden
klangruppe
....eller læs min
beretning om den
kærlighed og ægte
omsorg jeg fandt der.
Omtalte grupper:
American Knights of the Ku Klux Klan
Bemærk, klanens hjemmeside gik ned mens han var i fængsel, men jeg har
her sat den op på mine egne hjemmesider så du kan se den.
Jeffery og Pamela var blevet
enige om at lade mig overtage deres hjemmeside for at lade mig lave et
forsvar for Jeffery og en pædagogisk side om KKK, men de havde ingen
penge til at betale regningen til hostserveren og glemte at sende
mig regningen i tide.
Southern Poverty Law Center
Se et
Tv-interview her med klanlederen før vi blev venner og hvordan han
reagerede på mit budskab til ham og min bog
Copyright © 2003 Jacob
Holdt
|
|