Uddrag af teksten fra lysbilledshowet
om Linda og hendes familie

 

 

 

 

Når man har dræbt kærligheden og tilliden i samfundet er det ikke nok med alverdens elektroniske overvågningsudstyr.

Man skulle nødigt have sine børn kidnappet.

Så må man hellere spærre dem inde i en kold, isoleret verden som Tanias og hendes søsters.

Og for travle karriereforældre er det nok klogere at lade børnene undertrykke af fjernsynet end at lade dem se den virkelige verden udenfor... kun få kilometer derfra... derude, hvor Linda bor.

Lindas familie var så fattige, at de aldrig havde haft lys før jeg flyttede ind hos dem.

Jeg havde lidt millionærpenge med mig, så jeg kunne købe petroleum til en gammel lampe, de havde.

Lindas far arbejdede fra tidlig morgen for en godsejer og kom først gående de fem kilometer hjem hver aften ved 10-tiden.

Men denne aften ville vi glæde ham med en overraskelse, og da vi så ham komme i mørket, løb Linda ud, sprang op i hans favn og råbte:

"Far, far, vi har fået en gave...se, se lys...vi har fået lys."

Og derefter dansede Linda og hendes bror udenfor i skæret fra lampen.

Deres glæde over dette lys varmede mig umådeligt meget lige efter at have oplevet en række kolde millionærhjem.

Der var ellers ikke meget at glæde sig over.

Linda måtte læse lektier før solnedgang, men nogle gange så jeg hende læse ved månelys.

For mig blev Linda uden sammenligning den lyseste og mest opmuntrende oplevelse i USA.

Da jeg kom til hendes familie var jeg stærkt nedslået efter måneders rejse gennem den sorte undertrykkelse, som jeg følte var mere ødelæggende og dehumaniserende end nogen anden i verden.

Jeg så på Linda og undrede mig over hvorfor hun ikke var underkuet i sjæl og krop som så mange andre børn i underklassen.

Hvordan havde hendes familie været i stand til at holde sammen midt i denne umenneskelige tilværelse.

Og hvorfor nærede de en dybere kærlighed til hinanden end jeg havde mødt det i noget andet hjem i USA?

Mens fattigdommen overalt i USA giver både omgivelserne og mennesket et hæsligt ansigt, havde den her formået at lade kærligheden overleve.

Den oplevelse - midt i hæslighedernes verden - at finde kærligheden, var så ubeskrivelig og rystende en oplevelse for mig, at jeg blev fuldkommen overvældet.

 

Nu da vi har fundet kærligheden,
hvad skal vi så
stille op med den?
Lad den få en chance,
lad den bestemme vor skæbne.
Vi skylder os selv
evigt at leve lykkeligt.

Nu da vi har fundet,
hvad vi ledte efter -
og kærligheden er
det vi ledte efter -
nu da jeg har den
her i min hånd,
vil jeg dele den
ud over hele landet.

Lad os tilgive og glemme,
lad ingen tanke være din fjende!
Jeg har aldrig haft det så godt før.
Jeg er virkelig lykkelig -
lykkelig, som et menneske kan blive.

Kærligheden er det vi har ventet på.
Kærligheden er det vi har håbet på.
Jeg vil dele den ud over hele landet...

 

 


 Copyright © 2003 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler