Fra kataloget for Museum of Modern Arts Louisiana:
"Tro, håb og kærlighed" af Jacob Holdt
Poul Erik Tøjner
Forord
Tro, håb & kærlighed – Jacob Holdts
Amerika er en skæbnefortælling om menneske og samfund. Det er
billeder fra de sidste 40 år af Holdts liv – billeder af
storbymennesker i de rå ghettoer, narkomaner på gaden, fattige i
deres apatiske ensomhed, rigdommens mismod, syge uden penge til
lægehjælp, hvide, sorte og sultne. Men også kærligheden, håbet og
troen på fremtiden bliver skildret – hjertet er vandmærket i Holdts
fotografiske projekt. Det handler om amerikanerne, men det handler
også om dig og mig. Om mennesker, om det at være menneske og om det
at se på de andre og være sammen med de andre.
Den sociale impuls gør Holdts værk til
en stor humanistisk suite allerede inden den får politisk adresse.
Holdt er fotograf og fortæller – langt mere i slægt med den
litterære realisme og det dokumentariske blik end med
fotografihistoriens mere formelle eksperimenter. Billederne er for
ham intet uden fortællingen, uden de mennesker, hvis liv vi som
beskuere ser på.
I dette katalog har vi samlet tre skribenter, der er blevet ramt af
Jacob Holdts mangefacetterede Amerikabilleder. De tre essays tager
forskellige ruter ind til kernen af værket. Kunstneren Erik
Steffensen, som gav Louisiana ideen til udstillingen og med
begejstret veneration for billederne har været fødselshjælper for
den undervejs, gør det klart for os, hvad der specielt gælder Holdts
værk anskuet som kunst; den prisbelønnede engelske romanforfatter og
fotografiekspert Geoff Dyer kaster lys på Holdts billeder som
fotografier til forskel fra og i lighed med andre fotografers
arbejde og placerer den danske fotograf et fremtrædende sted i
fotografihistorien, mens den amerikanske juraprofessor Sandra Ruffin,
der som ung studerende på Harvard mødte Holdt på en turne i USA,
fortæller, hvordan værket har spillet og stadig spiller en rolle som
social og politisk motiverende faktor for sorte amerikanere.
Holdts billeder er ikke reklameæstetisk lækre, de lever måske knap
nok op til dagens standard for teknisk perfektion. Grundlaget for,
at billederne ikke desto mindre er fremragende fotografier – at de
er væsentlige vidnesbyrd med social og dermed politisk kraft, og at
de for en stund kan hensætte den, der ser dem, til det
refleksionsrum, der kaldes kunst – er en bestemt praksis, der for
Jacob Holdt næppe begyndte som en fotografisk praksis, men i
realiteten blev det. På sin første USA-rejse i begyndelsen af
halvfjerdserne lærte den unge provstesøn fra Ribe sig at komme på
hold, ikke bare af sine motiver, men med sine motiver. Overalt hvor
Holdt i de tidlige år som vagabonderende aktivist og nysgerrig
verdenserobrer blev budt ind, kom han til sine værter og deres
verden – og dermed motiverne i den fotosaga, han snart påbegyndte –
som en ven af huset, én, der ser sympatisk og så at sige indforstået
på mennesker og forhold.
Som man vil kunne læse i det store interview, Holdt har givet til
denne bog, er den særlige objektive sårbarhed, man finder i hans
billeder, et resultat af kulturelle og sociale forskelle, der var så
åbenlyse, at selv ikke den bedste vilje kunne sætte dem ud af drift.
Forskellene producerer altså erkendelse. De er ikke en hindring, de
er en bro, følelsesmæssigt, for Holdt.
Det står beskueren frit for at betræde denne bro – og så alligevel
ikke helt frit, måske. For er det ikke sådan, at netop Holdts
billeder virker på os på en særlig måde? De er svære at kigge væk
fra, man kan føle sig næsten forpligtet til at se på dem – også selv
om de, med Holdts stærke ønske om at vise det menneskelige og
personlige liv i alle dets former og nuancer, nogle gange viser os
ting, vi decideret ikke kan lide at se på. Om dette forhold skrev
den nu afdøde amerikanske forfatter Susan Sontag så rammende i bogen
At betragte andres lidelser, at vi har fundet det væsentligt endnu
en gang at gøre opmærksom på dette essay ved at optrykke et uddrag.
Holdt videregiver via kameraet alle de omstændigheder, som præger de
skæbner vi ser, og han gør det med indlevelsens lavmælte og
fintmærkende skildring. Det er udstillingens ambition at lede
beskueren ind i Jacob Holdts univers – skabt som det er af
indignation, empati og det sikre kunstneriske blik for det gode
billede, uden hvilket det hele ville fortabe sig i velmenende
trivialitet.
For Louisiana ligger en udstilling af Jacob Holdts værk i klar
forlængelse af det omverdensforhold, museet i det hele taget
forfølger i sine aktiviteter: kulturelt, æstetisk, samfundsmæssigt,
hvad enten det udtrykker sig i kunst, arkitektur, musik eller det
levende ord. Et museum for moderne kunst må have et permanent
stofskifte, ikke bare med kunstens discipliner (for så vidt de
overhovedet eksisterer i ren form) men tillige med verden omkring
os. Jacob Holdt – som vi takker hjerteligt for engagement, billeder
og for viljen til at lægge sit amerikanske (livs)projekt i hænderne
på netop Louisiana og dermed de mange mennesker, der gæster museet –
er et vældig godt eksempel herpå.
Poul Erik Tøjner
Direktør
