Fra kataloget for Museum of Modern Arts Louisiana:
"Tro, håb og kærlighed" af Jacob Holdt



Tekst om Jacob Holdt
:


Holdts politiske engagement

 

Holdt forholder sig tidligt til den virkelighed han lever i. Han bliver smidt ud af Den Kgl. Livgarde for at nægte at skyde. Som 20-årig overmaler han den kirke, hvor hans far er præst, i protest mod at der bruges penge på et kirketårn, mens millioner af mennesker sulter i Biafra. Holdt engagerer sig i slutningen af 1960’erne politisk både i forhold til den tredje Verden og Vietnamkrigen. Et engagement, der fører ham til Canada og videre til USA. Holdt deltog i Vietnam-demonstrationerne i USA og brugte 5 år på at dokumentere de fattigste sortes liv i Amerika. Hjemvendt til Danmark skaber han sit lysbilled-foredrag, som han efterfølgende bliver bedt om at udgive i bogform; Amerikanske Billeder. Bogen og lysbilled-foredraget giver et tydeligt statement om den ulighed mellem sorte og hvide, der hersker i Amerika på dette tidspunkt. Bevidstheden om raceforskellene præger Holdts arbejde. Blandt andet nægter han at lade et forlag udgive sin bog i USA, fordi de ikke har sorte ansatte. I stedet skaber han selv et netværk af folk der lever på gaden, hjemløse og kriminelle i ghettoerne, der sælger bogen for ham. Men Holdts engagement gælder også mange andre dele af samfundet, hvor der findes ulighed.

“Jeg har været så meget blandt sorte amerikanere og arbejdet med de problemer der knytter sig til det sorte Amerika, at man kan sige, jeg er endt med at skrive min egen biografi – i interviews for eksempel – i forhold til netop det. Men nu kom så for nylig filmen Milk om den amerikanske homoseksuelle politiker Harvey Milk. I forbindelse med den var der en debat i Jyllands Posten, der gjorde, at jeg satte mig ned og skrev om mit engagement med bøsserne i den homoseksuelle bevægelse. Og pludselig kunne jeg se og definere mig selv på en helt anden måde … Jeg har jo masser af billeder der handler om helt andre mennesker i USA end netop de fattige sorte”.

Holdts arbejdskollektiv starter Fondet for Humanitær Hjælp til Afrika for at give indirekte støtte til ANC's anti-apartheidkamp gennem Danida. Senere bliver Holdt også involveret i andre Afrika-projekter: køb af landbrugsmaskiner til Batsiranai, opførelse af en skole for hjemvendte flygtningebørn i Nyafaru i Zimbabwe og i finansieringen af et hospital i SWAPO’s guerillalejr Kwanzu Zul i Angola. Holdt smugler desuden hemmelige dokumenter for ANC fra Harare til en modstandsgruppe i Botswana.

I starten af 1980’erne omdannes kollektivet i Købmagergade i nogle år til bopæl for 40-60 arabiske flygtninge. Holdt begynder i slutningen af 1980’erne at afholde racismeworkshops på hundredvis af amerikanske universiteter som en opfølgning på hans lysbilled-foredrag. Et arbejde, der udvikler sig og medfører en række foredrag og workshops i løbet af 1990’erne, både i Danmark og internationalt. Den danske NGO IBIS, hvis projekter i Angola Holdt hjælper med at finansiere under apartheid, inviterer ham til at dokumentere forholdene i Namibia og Sydafrika efter apartheid. I Sydafrika deltager Holdt i FN’s racismekonference i 2001.

“Og jeg synes det er interessant, at folk tit benævner mig venstreorienteret. Man kan måske sige at min tilgang til mennesket er venstreorienteret, men jeg har jo aldrig stemt på noget venstreorienteret parti. Jeg har altid været dér i midten, hvor jeg kunne være i dialog mellem højre og venstre. Eller få den dialog frem”.

Holdt arbejder også intensivt med Ku Klux Klan. Bl.a. tager han USA's værste Ku Klux Klan-leder med rundt for at besøge sine sorte venner i et forsøg på at påvirke lederen til at forlade klanen. Fra 2002 kaster Holdt sig mere aktivt ud i integrationsdebatten i Danmark og bliver valgt ind i bestyrelsen for Kritiske Muslimer og Mixeurope. I dag er han kendt som offentlig debattør, der blander sig og ofte giver sin mening til kende gennem mere eller mindre polemiske indlæg i dagspressen.

Holdts rolle som formidler

Holdts rolle som formidler er en central del af hans virke. Han starter i 1975 med at skrive og fotografere for blandt andre De Sorte Panteres blad og Kristeligt Dagblad. I 1976 laver han sit første lysbilled-foredrag med sine Amerikabilleder i den kirke, hvor hans far er præst. Snart får han invitationer til at vise Amerikanske Billeder over hele landet, og får Husets Teater i København stillet til rådighed i to måneder. Senere udgiver Dagbladet Information Amerikanske Billeder som bog, og den bliver øjeblikkeligt en bestseller. Også lysbilled-foredraget bliver en succes, og vises i Danmark for 2000 mennesker om dagen. I 1977 åbner Holdt sit eget teater i Købmagergade i København, hvor Amerikanske Billeder kører i 10 år. Den tyske avis Der Spiegel bringer i 1978 bogen som en serie, samtidig med at bogen bliver en bestseller i Tyskland. Der bliver også lavet en filmversion af lysbilled-foredraget, som i 1981 præsenteres ved filmfestivalen i Cannes og siden ved filmfestivalerne i London, Berlin, Dublin, Los Angeles og San Francisco. Året efter åbner Holdt og lokale frivillige et fast teater for lysbilled-foredraget i San Francisco. I 1983 udgiver Holdt en amerikansk udgave af sin bog. Flere amerikanske forlag ønsker at udgive bogen, men da ingen har nogen sorte ansatte, beslutter Holdt sig til selv at udgive den for at kunne lade sine sorte venner i bogen sælge den. Fra 1984 begynder Holdt at turnere fast på USA's universiteter og bliver snart en af de mest benyttede foredragsholdere i USA's universitetshistorie. På mange af eliteuniversiteterne er det obligatorisk for de nye studerende at se hans lysbilled-foredrag inden de starter på universitetet. “Som dansker, en der kommer fra et af verdens mest lige samfund, fotograferede jeg jo ikke så meget det, der lignede mit eget samfund, men det, der var helt anderledes – the filthy rich and the filthy poor, som jeg aldrig havde set før. Det var chokerende for mig. Og jeg opdagede snart hvordan det også visuelt var effektivt til at få et budskab ud”. I slutningen af 90’erne og efter mere end 6.500 lysbilled-foredrag begynder Holdt at trappe turneerne ned i USA for at besøge og fotografere sine venner i ghettoerne mere. Samtidig begynder Holdt igen at vise lysbilled-foredraget i Danmark. Fra 2002 involverer Holdt sig med Ku Klux Klan i USA. Han laver en række interviews med klan-medlemmerne om, hvordan mange af dem er blevet mishandlet i barndommen, med henblik på at lave en interaktiv dvd-produktion for lærere over hele verden om racisme og undertrykkelse. Et projekt som Holdt stadig forsøger at rejse penge til. I mellemtiden er der blevet produceret en film om Holdt og hans engagement i Ku Klux Klan. Jacob Holdt holder stadig masser af foredrag for både skoleelever, organisationer og politiske fora. Ikke kun Amerikanske Billeder, der løbende er blevet fornyet, men også en lang række andre foredrag og workshops om racisme og undertrykkelse. Disse og lignende uddannelsesmæssige projekter kan findes på hans hjemmeside www.american-pictures.com

 



 

Mette Marcus (f. 1971) Er kurator på udstillingen Tro, håb & kærlighed – Jacob Holdts Amerika. Marcus er uddannet kunsthistoriker fra Courtauld Institute of Art, London, og Københavns Universitet, og har været Museumsinspektør på Louisiana Museum of Modern Art siden 2003.

 

 Copyright © 2014 AMERICAN PICTURES


Indeks