Fra kataloget for Museum of Modern Arts Louisiana:
"Tro, håb og kærlighed" af Jacob Holdt
Erik Steffensen
where
have all the flowers gone?
Blomster er fraværende i Jacob
Holdts billedverden. Der er i hvert fald en påfaldende mangel på
blomstermotiver i kunstnerens fotografiske produktion, der strækker
sig over et halvt århundrede, og hvis antal kan tælles i tusinder.
Amerikanske Billeder – en personlig rejse gennem det sorte
Amerika hed gennembrudsfortællingen, der udkom som bog og
multimedieforestilling i 1970’erne. Hippie-tiden og flower
power-bevægelsen havde åbenbart ikke efterladt sig synlige spor i
det Amerika, fotografen mødte blot et par år efter Woodstock – eller
er det Jacob Holdt, der bevidst har fravalgt en hel generations
billede af sig selv?
Et menneskes selvopfattelse er ikke nødvendigvis det samme som et
helt lands. Jacob Holdt ligner en lang tynd hippie med vildvoksende
hår og lang flettet skægpisk. Men hans billeder er af en anden
verden. Spørgsmålet er hvis? Er det billeder af de sorte
amerikaneres verden? Et lands billede af sig selv, en nations
selvbillede, hvem tegner egentligt det? Medierne, individerne?
Amerika er et stort land med mangfoldige forskelle repræsenteret
blandt indbyggerne. På Museum of The American Indian i Washington
D.C., der åbnede i 2003 og repræsenterer de oprindelige folks
historie, fortæller en indiansk speaker på videoskærmen, at man kun
skal stole på sit hjerte, når man lytter. For hvem fortæller
historien? De amerikanske indianeres historie er blevet fortalt
gennem mundtlige overleveringer, men mediebilledet er den hvide
mands. Fra de tidlige fotografier af et stolt folkefærd på prærien,
der lever i pagt med naturen, til de mere krigeriske og
alkoholiserede versioner i Hollywood-westerns. Jacob Holdt er en
hvid mand, der har sat sig for at fortælle om sin til tider
smertefulde rejse gennem det sorte Amerika. Kan vi stole på det vi
ser? Kan vi have tillid til hans fascinerende low-budget-fotografier,
skabt på lige dele engagement i menneskerettigheder, retfærdighed og
et bibelsk drive mod næstekærligheden? Det er op til beskueren at
bedømme. Jacob Holdts billeder dømmer ingen. De blotlægger noget. De
er åbne, slørede, vilde, smukke, stumme, grumme, mørke, farvede,
sårbare, vulgære og mest af alt håndholdte. De er dogme-fotografier
fra et liv, der tør at gå op mod andres liv uden at tabe fokus eller
integritet. Jacob Holdt fotograferer med hjertet. Han er en mester i
neutral iagttagelse. Han er sjælelivets æstetiker, et
nærværsmenneske, en kunstner uden filter. Og hans billeder lader os
beskuere om resten – fortolkningen.
Blomster er fraværende i Jacob Holdts billedverden. Det vil sige
ikke helt. Kistepynten og buketterne findes ved barnegraven og hos
den nyligt afdøde. Sorgens blomster. Blomsterne indgår også ved et
par andre ceremonielle begivenheder. Men uanset bryllup eller
begravelse: blomsterne er mistrøstige snarere end glædelige og
håbefulde meddelelser. Som knækkede små liljer i et ølkrus på en
bardisk. Grønt er både godt for øjet og håbets farve. Alligevel
synes Jacob Holdts verden at undgå den livfulde kulør til fordel for
de brune, grå, grumsede gule og støvede blå. Fotografierne har en
instamatic/feriebillede-kulør og -aura over sig. Selv storbygraffiti
på rå mure i pangfarver synes at været oplevet gennem plasticlinsens
bedøvede blik. Det uskarpe skyldes selvfølgelig kameraets kvalitet
eller mangel på samme. Men den hvermandseje-fornemmelse der knytter
sig til optagelserne, giver projektet dets virkelige potentiale.
Jacob Holdt har udtalt, at han er “god til at komme ind i hjem, hvor
ingen andre kunne komme, men hvor enhver idiot kunne tage et godt
billede.” Man kunne tilføje, at hvis nogen andre overhovedet kastede
sig ud i denne form for intuitiv dokumentarisme, ville de måske ikke
overleve ret længe. Der er mange håndvåben i det Amerika,
‘vagabonden’ opsøger.
Jacob Holdt er en ener på sit felt. Hans værk er ikke skabt for
kunstinstitutionen eller nogen politisk overbevisnings skyld. At
Jacob Holdts værk hen ad vejen er blevet interessant i begge lejre,
er der ikke noget forunderligt i. Han har været on the road længe.
Vil man finde skønheden er den tilgængelig. Vil man finde budskaber
er der ligeledes ubegrænsede muligheder. Der kan drages paralleller
mellem det arbejde, Jacob Holdt utrætteligt har udført som visuel
storyteller, og de muligheder, Amerika ser efter jordskredssejren
for den første sorte demokratisk valgte præsident Barack Obama.
Fortællingen om Amerika er en bærende konstruktion i samfundet.
Identitet er myter. Og myten bor i den enkelte amerikaner.
Men der kan også drages paralleller mellem almengyldigheden i
fotografiet i den kunstneriske praksis hos eksempelvis Andy Warhol,
Nobuyoshi Araki og Jacob Holdt. Netop hos disse tre kunstnere rummes
nærvær og livsudfoldelse i mediets glidende billedstrøm. Andy Warhol
fotograferede celebrities. Andy Warhols bog AMERICA fra 1985 rummer
som Amerikanske Billeder en samling originaler eller menneskelige
unika’er, skæbner, kendisser eller individer i kunstnerens
omgivelser, der synes neutralt gengivet og sidestillet andre items
så som massekulturens udbud af junk, fødevarer og odd designs.
Frihedsgudinden synes at være det samlende princip bag alt mellem
himmel og jord – alt amerikansk vel at mærke – en blomst er en
blomst, men også Mick Jagger er en blomst eller en vare if you like
... Japanske Nobuyoshi Araki har ligeledes appetit på fotografiet
som fællesnævner for det store alt eller intet, vore omgivelser
udgør. Hans fotografier virker iscenesatte, men tag ikke fejl. Han
gennemlever sin iscenesættelse blandt prostituerede, orkideer,
katte, snegle, plasticdinosaurer, med landskaber, skilteskove og
urnaturen såvel som det unaturlige som et spraglet baggrundstapet.
Som Jacob Holdt tager også Araki hele verden ind gennem linsen som
en kaotisk og ustruktureret bunke snapshots, der horribelt nok ender
med at være gode fotos alle som et. I hvert fald vedkommende og
oftest meget smukke. Den tyske maler Gerhard Richter, der med sin
bog Atlas også er på sporet af fotografiets grå strøm har med Karl
Valentin sagt: “Kunst er skøn, men kræver meget arbejde. Det er
altså lige meget om vi maler himmel eller helvede – hovedsagen er,
at de er godt malet.”
Warhol. Araki og Holdt bruger kameraet både i himlen og i helvede –
når bare de kan observeres på jord. Hos førstnævnte finder man store
serier af dekorative, opulente blomster, hos sidstnævnte så godt som
ingen. I Jacob Holdts billedverden findes derimod meget skrald. Ikke
den indbydende emballage fra en suppedåse, som hos Warhol, eller den
sirligt arrangerede, kontrollerede natur i form af en bagbundet
kvinde som hos Araki. Bonsai, ikebana og bondage er, set med
vestlige øjne, udtryk for en outreret og dekadent indpakningskultur
når det kommer til stykket. Det er overflader, vi observerer. Jacob
Holdts fokus er europæisk, samvittighedsfuldt, moralsk, indre. Han
fotograferer ikke blot omgivelsernes nye tilbud, men tager
efterladenskaberne, lort og skidt og møg, der flyder rundt i
gaderne, med. Alt det, der har været åbnet og brugt. Fra menneskeliv
til mad og bilvrag. Billeder af uhumske lokaler og mennesker, der
måske ufrivilligt er endt i rendestenen. Fotografier af stor skønhed
og værdi. Himmel og helvede er godt fotograferet. Godheden ligger i
hjertet hos Holdt, men hans praksis kan synes neutral, for nogle
endda følelseskold. “Hvordan kan han overhovedet finde på at tage
sådan et ydmygende billede?” Kendetegnende for store kunstnere er
netop dette at de udtrykker sig meget lidt. Til gengæld holder de
sig til sagen, motivet, værket, verden uden for dem selv, den,
beskueren kan deltage i uden at blive påduttet en bestemt holdning.
Jacob Holdts fotografi vækker følelser, empati, sorg og glæde, men i
udgangspunktet er de rimeligt neutrale.
Roland Barthes har engang kommenteret et foto af et traditionelt
fransk landsbyhus med ordene: “Her ville jeg gerne bo ...”. Det
almindelige og oversete er ofte det, der vækker vore dybeste
længsler mod en livsændring. Man bliver heller ikke stresset af at
se Jacob Holdts fotografier fra lejekasernernes Harlem eller
bomuldsplukkernes forfaldne skure i Syden. Tværtimod bliver man
taget ind i den osteklokke af apati, der udgår fra billederne. Og
hvad så? Hvad kan det nytte? Kan jeg gøre en forskel? Man er dog
sikker på at befinde sig i den samme verden som de afbildede
personer og deres trøstesløse omgivelser, selv om fotografiet
illuderer en anden verden. Præsident Obama har skrevet om den
politiske tradition, at “det som binder os sammen, er større end
det, som driver os fra hinanden.” Når vi ser Jacob Holdts billeder
ser vi altså ikke bare ulighed i verden og forskelle, men de
grundvilkår, vi alle eksisterer på. Klodens udsatte eksistenser
findes. Og fotografiet minder os om at de er fælleseje på samme måde
som global opvarmning, demokrati og nazisme. Det er muligt at
verdens problemer virker uoverskuelige. Men det enkelte individ kan
sagtens fornemme det meningsfulde fællesskab, der rummes i en bedre
verden. Kun få kan sige: “Her vil jeg gerne bo”, når de ser de
afrevne tapetstumper, papvægge i dårligt opvarmede bølgebliksskure
og mugne kaffeslatter på Jacob Holdts fotografier. Men man kan være
sikker på at de afbildede personer bor netop dér, og ovenikøbet
betaler for det.
Præstesønnen Jacob Holdts Amerikanske Billeder er både fysisk og
psykisk krævende konstruktioner. De er en bøn til det enkelte
menneske om håb. Er der en Gud, er han for alle. Hans motiv er
enkelt og direkte: klodens udsatte eksistenser, fra alle samfundslag
vel at mærke – og i det regi stiller han sig ved siden af
traditionens store fra Goya til Richter, fra Picasso til vores
hjemlige Palle Nielsen, der også i deres arbejde har fikseret
lidelsen til brug for evighedens øjne. Jacob Holdt filosoferer med
kameraet som værktøj uden at dømme det udsatte menneske. Indlevelse
og empati er oeuvrets vandmærke. Jacob Holdt afkoder virkelighedens
dybder uden at give afkald på kunstnerisk integritet og æstetisk
frihed. Det er en svær balance, der kræver mod og uafhængighed.
Måske er det hans lod i tilværelsen og adgangsbilletten til hans
suveræne og tidløse billeder. At fotografere er bare noget han gør.
“Har du magt til det?” Sådan kan Jacob Holdt stille et direkte
spørgsmål. Jacob Holdt small-talker kun få minutter ad gangen, så er
han tilbage på sporet af sit livsværk. I Jacob Holdts sprogbrug
findes millionærer og fattige. Skellet er skarpt optrukket og
afgrunden mellem klasserne dyb. Men alle beskrives fordomsfrit som
venner, næsten som på facebook. Jacob Holdt kommunikerer sit
livsværk, og hans livsværk er kommunikation. Og fotografiet er det
centrale omdrejningspunkt, for uden det, ingen fortælling. Eller
uden det, ingen kunst. Det er altså æstetikken der driver det
politiske. Jacob Holdts kamp foregår ikke mellem minoriteter og
majoriteten, mellem sorte og hvide, mellem rige og fattige. Han
vælger den side, der vælger ham. Sådan lyder mantraet vel for en
fotograferende vagabond? Måske derfor er der ingen blomster på hans
billeder. Han har ikke fravalgt dem. Men han har valgt ikke at
forevige dem.
"Not
I – not anyone else, can travel that road for you / You must travel
it for yourself."
Walt Whitman
"Ikke jeg, og heller ingen anden, kan rejse
denne strækning for dig. Den må du tilbagelægge selv."
Erik
Steffensen (f. 1961) Har fungeret som konsulent på udstillingen Tro,
håb & kærlighed – Jacob Holdts Amerika. Steffensen virker som både
billedkunstner, kurator og forfatter. Han er uddannet billedkunstner
fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1986-92 og hans værker er
bl.a. repræsenteret på Fotomuseum Winterthur i Schweiz og på
Louisiana. Steffensen var professor ved Det Kongelige Danske
Kunstakademi 1998-2007. Han er 2008-2010 formand for Statens
Kunstfond.
