Billedhistorier til Louisiana
Jeg bliver tit spurgt
om hvordan man tager et så intimt billede. Her er opskriften. Jeg
havde lige siden mit første år på landevejen hyppigt boet hos
Dorothy Yates, en kæmpefed mama i Philadelphias ghetto. Hendes
14-årige datter Renee var fascineret af mine vagabondhistorier og
plagede mig altid om at tage hende med på landevejen. Da hun blev 16
år gav jeg lov dersom hun kunne få moderens skriftlige tilladelse.
Jeg vidste nemlig hvordan politiet ville reagere på en hvid blaffer
med en sort pige, men bortset fra utallige seksuelle overgreb fra
hvide chauffører gik turen fint. Gennem en måneds rejse i syden fik
vi en dyb intimitet med hinanden ved hver nat at dele senge eller
gulvpladser. Da jeg som lovet hendes mor vendte hjem med hende, blev
Renee så glad for at gense sin kæreste at de straks hoppede i seng
med hinanden. Og pga. den intimitet, vi nu havde, tænkte hun
overhovedet ikke over min fotografiske tilstedeværelse under hele
akten. Så opskriften på at lave et sådant billede, som nu er blevet
lidt af en klassiker, er altså blot at inviteret det kvindelige
offer med sig på en tusinder af miles lang blaffetur gennem
Sydstaterne for at gøre hende mør :-) Enlige højgravide
kvinder inviterede mig tit til at dele seng og bord – måske for som
særligt sårbare at opnå lidt beskyttelse fra aggressive sorte mænd
eller som Eveleen Hall på billedet måske i en tro på at jeg kunne
være forløseren J Jeg
havde i 1974 stadig ikke opgivet min ide om at lave et fotografisk
dokument om de sortes liv fra fødsel til død, så da Eveleen plagede
mig om at flytte ind hos hende, så jeg endelig chancen for at få et
billede af en fødsel. Begravelser og død havde jeg jo mere end
rigeligt af. Eveleen boede i det mest kriminalitetshærgede
fattigbyggeri, jeg endnu havde oplevet, så jeg var så angst for at
gå udenfor døren at jeg næsten opførte mig som eksemplarisk
ægtemand. Men fødslen trak ud og ligesom mange sorte ghettomænd
skred jeg lige da det gjaldt. En nat stod flammerne nemlig så højt
op fra raceoprøret ude i Newark at jeg ku se dem fra vore tilgitrede
vinduer. Alt for ofte var jeg blaffet tusinder af miles for at komme
til et ghettooprør, men hver gang nåede jeg frem for sent. Dette
raceoprør ville jeg ikke gå glip af. Jeg satte virkelig livet på
spil mens kuglerne fløj omkring mig i flammerne. Men ved et teknisk
uheld blev hvert eneste billede sort. Og da jeg kom tilbage til
Eveleen havde hun netop født, hvorfor jeg på en og samme nat gik
glip af både fødsel og død. Jeg havde altid haft et fast
vagabondprincip om aldrig at svigte den jeg havde fået et forhold
til så længe vi boede sammen. Men her svigtede jeg et af mine
stærkeste moralske principper og modtog straks den knusende straf.
usa-03878
usa-kkkak02-054
usa-00149 In Alabama bad denne
fattige 87-årige kone mig om at køre hende til Phoenix i Arizona.
Hun ønskede at tage derud for at dø. Jeg hjalp hende med at sætte
brædder for vinduerne i hendes rådne shack lidt udenfor Notasulga -
byen hvor regeringen lavede et dødbringende syfiliseksperiment på de
sorte. Hun vidste at hun aldrig ville vende tilbage, men prøvede at
forhindre lokale sorte i at flytte ind i den. Skønt vi kørte næsten
3000 km på fem dage sad hun hele vejen med sin pistol i hånden –
skrækslagen over mit lange hår og skæg. Hun var så svag at jeg måtte
bære hende ind når vi forlod bilen mens hun stadig klamrede sig til
pistolen. Da vi i 1982 i San
Francisco oprettede vores første faste teater for Amerikanske
Billeder i USA, havde vi en hård start og gruppen besluttede at
sende mig og min søn ud på landevejene for at skaffe kapital fra
forlag i New York. Som de sagde, ”Dit slagord som vagabond var jo at
”Lykken er at gå på landevejen uden penge”. For mig selv var det en
oplagt chance for at møde vennerne i ghettoerne og gennem dem give
min to-årige søn en positiv modvægt til den frygtbaserede racisme
andre hvide børn lammes af inden 3-4 års alderen. Vi blaffede mere
end 25.000 km gennem alle de store sorte ghettoer og min søn har
elsket sort kultur lige siden. Dog havde han i Washington sit første
ghettoslagsmål, fik flækket tungen og havnede på hospitalet uden
forsikring hvorfor der ikke var råd til bedøvelse under hans
skrigende operation. Til gengæld blev han så vild med blafning eller
”catching cars”, som han kaldte det, at han er fortsat med at blaffe
jorden rundt uden penge i sit voksne liv. Så turen vaccinerede ham
effektivt mod frygt og til fremover at møde alle mennesker på hans
vej med tillid.
Sharon Lee
usa-05057
Mens jeg boede hos
Maryann Westbury i New Orleans gik vi en aften – det var søndag den
9. december 1973 – hen for at spille billard i Seven Seas. Jeg kom
til at spille med min sorte ven Butch og mens det var min tur,
trådte han udenfor et øjeblik. Da han ikke kom tilbage, gik jeg ud
for at finde ham, men fandt denne mand, som Butch lige havde myrdet
midt under vores billardspil. Raine på billedet var min vigtigste inside kilde om alt i Ku Klux
Klan. Hun var hjernen bag klanlederen, Virgil Griffin, som myrdede
min bedste sorte medarbejders kæreste i Greensboro-massakren i 1979.
Jeg fortæller mere om hendes spændende liv i videoen i Louisianas
biograf – om hvordan hun allerede som 17-årig havde begået to mord
og derefter af gode kristne klanfolk blev sendt på missionærarbejde
i Afrika. Der besluttede hun sig for at hjælpe de sorte hjemme i USA
ved at tage en socialarbejderuddannelse for at arbejde med sorte
bandemedlemmer i fængsel.
usa-01554
Dette billede er i sin talende symbolik naturligvis taget af mange andre end mig, men for mig var det som vagabond ekstra besværligt. I dag farer jeg i min bil forbi kirkegården på the Brooklyn-Queens-motorvejen på vej til lufthavnene og kunne let fra bilen skyde et langt bedre billede. Men i vagabondårene måtte jeg kravle op til højvejene og derefter ulovligt vandre 5-10 km på motorvejen for at få dette billede. Jeg havde brug for det til mit afsnit om fremmedgørelsen i byerne i lysbilledshowet.
For nylig
besluttede jeg efter kirketid i Harlem at
besøge gamle venner i nabolaget. Harlem er gået gennem et kæmpe
økonomisk uplift, så mange af mine fattige venner er blevet tvunget
ud på grund af høje huslejer. Flere andre venner i samme opgang var
flyttet, så jeg var ængstelig, da jeg bankede på Marthas dør og
lettet over at høre hendes glædesskrig indefra "Jaaaacoooob!"
Så det var lidt nedslående at se hende nu uden tænder og næsten ikke i stand til at gå. Her er hun i det rum, der skal forestille en dagligstue, hvor jeg i reglen sov, når jeg var til bryllupper og fester i Harlem. Skønt hun kom hjem sent aftenen før, insisterede hun på nu at klæde sig i sine sædvanlige festkjoler med guldkæder om halsen på samme måde som jeg husker hende fra gamle dage.
Da det var kvælende varmt inviterede jeg hende på en tur til parken. Det var derved jeg fandt ud af at hun nu som gammel hooker kun kunne rulle rundt ved hjælp af et gangstativ på hjul. Alligevel sagde hun som før i tiden: "Det er et dårligt kvarter, men jeg vil beskytte dig!" Jeg morede mig lidt over at blive "beskyttet" i Harlem af en gammel kone på rullestativ, men som man kan se på mine andre billeder af lokale bandemedlemmer, havde de alle en dyb respekt for hende. Hun standsede op for at tale med alle, så jeg var forbløffet over, hvor mange nye venner, jeg fik på ingen tid.
Læg mærke til Marthas lokale park her -
et sterilt betonområde omgivet af trafik og støj på alle sider, hvor
hun går hen for at slappe af og strikke.
Vi købte øl i hendes lokale butik, der ligesom alle andre butikker i Harlem i dag ejes af arabere. De har overtaget de gamle jødiske butikker, som jeg husker fra min ungdom. Øllet var godt til at løsne hendes første kunde op med senere på dagen - Ron, en gammel stamkunde, der er blevet halvkæreste. Min lille fotohistorie slutter med dem i seng sammen i det mest rodede soveværelse, jeg har set i årevis, så rodet at det kun er halvdelen af sengen hun kan benytte til business as usual. Den anden halvdel optager bl.a. hendes mobiltelefoner, kontakten til omverdenen, som det meste af hendes tid i sengen går med at lede efter, når de sjældnere og sjældnere ringer. Det er dejligt at se gamle venner, men ikke altid lige opløftende ...
I Florida blev jeg samlet op af Bruce, som inviterede mig til at bo i dette millionærhjem på Miami Beach. Dvs. han turde ikke spørge sin mor, så jeg sov på gulvet i hans værelse. Der var nemlig ingen kommunikation mellem familiemedlemmerne i dette kolde hjem. De er ulykkelige, sagde han. Vi blev ikke inviteret med til forældrenes middag, for børnene havde stort set kun kontakt med denne cubanske tjenestepige. Så jeg flygtede ud på landevejenes varme efter blot en nat i denne kulde.
Da jeg blaffede til Greensboro i North Carolina kom jeg til at bo
hos Mack – en sort socialarbejder. Han inviterede mig til at tale
til alle de sorte fængselsfanger, som hver dag blev kørt til
behandling i hans narkoafvænningsklinik. Jeg talte til dem i to dage
og efter mange spørgsmål den første dag, blev de til sidst helt
stille af flovhed. Det var i de år hvor sorte hadede hvide og de
havde aldrig mødt en hvid, som de følte vidste mere om deres
situation end dem selv. Som en af assistenterne sagde til Mack: ”Det
var som om Jesus gik gennem mit hus og fortalte mig om alt hvad der
var i vejen med det,” hvilket fik Mack til at slå en latter op, da
jeg netop aftenen før havde fortalt ham om det hvide Jesus-image
sydens sorte havde og hyppigt projicerede over på mig.
I Georgia kom jeg til
at bo hos Barnettfamilien i et af de gamle Borte med
Blæsten-plantagehjem. Her lærte jeg en særlig form for racisme at
kende, ikke baseret på had, men på en historisk betinget paternalsk
kærlighed til de sorte. Fru Barnett brugte dage på at tage mig rundt
til de familier hendes familie engang havde ejet - åbenbart kun få
år tilbage i hendes forestillingsverden (og, fandt jeg ud af, såmænd
også i den sorte bevidsthed.) Fru Barnett grinede da jeg 4 år efter
vendte tilbage efter at mit show i Europa var blevet en succes og
fortalte hende at europæerne morede sig kosteligt over hendes
bemærkning om at hun savnede slaverne. ”Jamen, så gik min drøm om at
blive filmstjerne jo i opfyldelse,” hylede hun af latter.
4-5004
I Florida samlede en 72-årig hyperaktiv venstreorienteret millionær, Bill Gandalls, mig op, og da han hørte jeg fotograferede, gjorde han mig til sin privatfotograf. Han ønskede, at jeg skulle afsløre hans “svinsk rige“ venner på Palm Beach og tog mig med til de mest eksklusive selskaber, hvor vi væltede os i champagne, kvinder og multimillionærer, for straks efter at bringe både mig og luksuriøse gaver over til de sorte slumkvarterer i West Palm Beach eller til slavelejrene udenfor byen, og i næste øjeblik køre rundt og anmelde disse rystende forhold til politiet, domstole og byråd. Fra seks morgen til to nat skældte han indigneret ud over uretfærdighederne. Kunne vi ikke finde
vej, standsede han hvor som helst. En aften var det ud for en fyldt
hvid forstadskirke. Han løb ind, standsede gudstjenesten og holdt en
dundertale til menigheden og gav sig så til at dirigere koret. Efter
en halv time, hvor menigheden til sidst lå i rungende latter, kom
han i tanke om sin virkelige mission og sendte kirkegængerne ud i
deres biler efter kort, hvorefter en større kreds lå rundt på
kirkegulvet for at finde vej til et sort slumkvarter i nærheden med
gaverne fra de riges bord. Jeg har hyppigt selv leget Robin Hood i
Amerika, men Bill Gandall var langt mere hypereffektiv og sjov i
rollen.
Historien om fængselslederen Popeye er velkendt fra Amerikanske
Billeder, så lad mig her fortælle historien om hvordan jeg kom ind i
fængslet og tage billederne kun få dage før attentatet på min ven
Popeye på billedet. Det skyldtes at jeg i samme by, San Francisco,
allerede 4 år før var aktiv i verdens første bøssebevægelse, - den
som 7 år efter i 1978 bragte bøssen Harvey Milk til magten. Som
bøsseaktivist blev jeg gode venner med skabsbøssen Hongisto, som var
San Franciscos sherif. Derfor fik jeg ham til ulovligt at fængsle
mig for at jeg kunne fotografere vore fælles venner, de mange
transvestitter, jeg boede sammen med og som hyppigt havnede i
fængsel. I øvrigt i det fængsel, hvori Hongisto selv siden blev
fængslet fordi han nægtede at lade politiet smide bøsser ud af deres
lejligheder, som loven sagde de skulle, hvis de blev grebet i
”sodomi”. Jeg lovede Hongisto aldrig at afsløre ulovligheden, men nu
er han død.
Det var ikke lige
denne mand på billedet, men her i fængslet i San Bruno genså jeg i
1975 en af de tre sorte røvere, som havde overfaldet mig med pistol
ved ankomsten til USA.
usa-00282
Da jeg i år fotograferede her under højvejene i verdens største
landsby, Baton Rouge, opdagede jeg at det var mange af de samme
mennesker, der stadig boede her, hvis shacks jeg havde fotograferet
35 år tidligere. Men da de så min bog ønskede de ikke at blive
fotograferet som sådanne ofre. Som de sagde ”vi bor her af eget frit
valg.”
Denne sorte familie under Miamis højveje bor ikke langt fra hvor
Miamis sidste store ghettooprør startede i 1980. Den ulmende vrede
hos dem som føler sig sat ud på et sidespor af disse højvejes
karrieremennesker sås ekstra voldsomt her, hvor den 12-sporede
motorvej I-95 pløjer igennem og ødelægger ghettoen. For den dag
standsede sorte de hvide bilister og slæbte dem ud af bilerne, skar
ører og næse af dem og kørte i et tilfælde en ung hvid langsomt over
og dræbte ham. I alt blev 18 dræbt og 800 arresteret inden røgen
lagde sig fra de nedbrændte Burgerkings og lignende symboler på
tredjedagen, hvor 3000 soldater blev tilkaldt. Jeg selv og min
bogdesigner ankom på andendagen, hvor jeg vidste at det ville være
det tryggeste sted i verden at færdes. Når først boblen er bristet
og den ophobede vrede har fået afløb, er alle som en stor kærlig
familie, hvorfor vi som de eneste hvide overalt blev mødt af
velvilje. I San Francisco stod jeg i 8 måneder i madkøer sammen med min sorte
panterven, Muhammed. Det er sjovt, jeg skænkede det aldrig en tanke
i de år at Muhammed var muslim før danskerne fandt på at gøre
muslimerne til vore nye niggere. For at få middagsmad stod vi en
time i kø i St. Anthonys og lige så lang tid for at få aftensmad i
Glidekirken. Så fik vi den geniale ide, at vi kunne få mere mad og
bruge mindre tid ved selv at melde os som frivillige og dele maden
ud. Det er fra min lykkelige tid som ”kaffemanden med det flettede
skæg” i Glidekirken at jeg tog dette billede af en af vore ”kunder”,
som vi nu kaldte dem mens vi sprang rundt for at give de hjemløse og
fattige personlig betjening ved bordene. Sådan fik både vi og de det
langt bedre, hvorfor ingen længere skammede sig over at blive
fotograferede.
På en af mine foredragsturneer i USA fandt jeg i 1995 denne shack midt ude i bomuldsmarkerne. Det tomme køleskab og barnets underernæring mindede mig om de lignende apatiske sultscener i 70’ernes USA. Familien og de andre familier, som jeg gennem årene blev venner med i området, ligger lige ud til landevejen ved Selma, hvor Martin Luther Kings berømte borgerrettighedsmarch fandt sted. Året efter besøgte jeg den sidste hvide borgmester i Selma. ”På hvilken side stod du dengang?” spurgte jeg. Uden at svare tog han en avisforside op af skuffen og viste mig. Til min forbavselse var det den samme famøse borgmester som i sin tid havde standset Kings march gennem byen, der stadig sad der. ”Hvor står du så i dag?” Nu tog han en anden avis op af skuffen med et stort billede af Jesse Jackson og ham selv i kærlig omfavnelse. Jeg blev meget opmuntret af dette eksempel på at mennesker og systemer kan ændre sig til det bedre. Men her i bomuldsmarkerne uden for byen havde intet ændret sig på de 30 år.
I 1972 blaffede jeg rundt i Guatemala med en eller anden ide om at tilslutte mig guerillaen, idet Nixon som vicepræsident blodigt havde slået den eneste folkevalgte regering i Guatemalas historie ned i de år, hvor USA optrådte som terrorist. Jeg fandt aldrig guerillaen i bjergene, men læste at der ville blive uroligheder til Nixons konvent. På kun 6 dage blaffede jeg derfor fra Guatemalas jungle til Miami, hvor det med paryk på lykkedes mig at flytte ind i Nixons hovedkvarter i Fountainebleu-hotellet sammen med Reagan, John Wayne og andre top-republikanere. Her blev jeg under demonstrationerne mod Nixons folkemord i Vietnam 4 gange arresteret af Secret Service og til sidst smidt ud af hotellet. Fra mine vinduer højt oppe så jeg på de langhårede demonstranter næsten med republikansk væmmelse. Lige da jeg havde taget billedet af denne demonstrant blev jeg arresteret for tredje gang, da en Secret Service agent bag en busk så mig skifte fra mit langhårede demonstrantkostume til min republikanske korthårsparyk for at gå ind i hotellet, hvor en kvindelig republikansk delegeret havde ladet mig dele sit værelse.
Jeg husker ikke hvorfor dette gadebandemedlem blev arresteret mens jeg boede i New Orleans hos en sort morder. Jeg ser den slags scener så tit at de er blevet trivielle. Ligesom indvandrerbørn i Danmark i vrede over deres marginalisering løber rundt og hugger mobiltelefoner fra danske skolebørn, slog ghettoens børn i USA hyppigt ihjel blot for en dollar. På samme måde er indvandrerbørnenes anti-danske sprog en tro kopi af det vrede anti-hvide ghettosprog jeg har hørt på hos sorte børn det meste af mit liv. I begge tilfælde hungrer de som følge af vores udstødelse af dem efter kærlighed og accept og når først man har lært at kommunikere med dem gennem et kærligt imødekommende kropssprog frem for angsten undvigende adfærd, smelter de slet og ret for ens fødder og gør sig til ens trygge allierede og venner for livet. Men inden jeg lærte alt dette blev jeg de første to år ustandseligt overfaldet af dem.
I 1990’erne boede jeg ofte hos Wilma i hendes et-rum shack uden lys og vand. Dvs. de fleste nætter inviterede jeg hende ind i min i sammenligning enorme luksusbeboelsesvogn, som jeg parkerede langt inde på marken foran hendes hus, så man ikke kunne se hvad vi lavede fra landevejen. Jeg glemmer aldrig røglugten, der hang ved hende idet hun altid lavede mad til os på et bål udenfor shacken og altid gik i de samme gamle gevandter, der mindede om slavetidens dragter. Vi havde lange diskussioner der i stjernenætterne, hvoraf en blev filmet af Danmarks Radio og bragt under middagen mellem tv-reportagerne fra kongeparrets sølvbryllup. Folk i omegnen begyndte at snakke pga. mine lange ophold hos Wilma og tilkaldte en dag politiet. Billedet tog jeg, da de kom kørende ind på marken. I shacken lige bag politibilen boede i et rum mellem bjerge af deres tøj en hel familie på 6 personer, der alle var mentalt retarderede.
Mary 1: Da jeg for en tid ville rejse til et Ku Klux Klan‑møde i Kentucky, gav Mary mig et sølvkors til at beskytte mig på rejsen. Det var den dag jeg tog dette billede, hvor hun stænger døren som om hun anede hvad der ville ske.
Mary 2: Kan jeg som udenforstående have fuldt udviklede menneskelige relationer med dem, som er udstødt til at være paria? De, som ønsker at bevare et kastesystem, vil altid fordømme sådanne forhold. Ofte skyder amerikanerne skylden på mig for Marys ulykke i skyldfølelse over den uudtalte apartheidgrænse i deres hjerter og sind, som jo forårsagede vores Shakespeareske tragedie. På samme måde bebrejder vi europæere altid amerikanerne deres primitive modstand mod sort-hvide intime forbindelser men glemmer vor egen afstandtagen fra intimt samvær med muslimerne. Overalt i verden er både undertrykkerens og den undertryktes sind sygeligt fortæret af tvangsblokeringer overfor blandede ægteskaber og intime forhold.
usa-01940
Mary 4:
Dette billede er fra i år, 2009, hvor Mary kaldte mig over fordi hun nu er alvorligt syg. Hun var blevet opereret for kræft og havde en blokeret åre til hjernen, hvorfor hun lå i alskens slanger. Det føltes underligt og smertefuldt at hjælpe sin gamle flamme med at holde styr på alle de slanger og iltflasker og at gå rundt med hende i byen med gangstativ, men samtidig er der noget smukt ved at følge et mennesket så tæt livet igennem fra vi var unge og vilde – dengang vi sammen havde mod til at bryde de lokale tabuer og skabe Amerikanske Billeder.
På min første foredragsturne i 1978 samlede jeg en nat en fortabt blaffer op, som virkede helt lukket, men noget i stemmen fik mig til at mistænke incest. Jeg spurgte ham derfor igennem lang tid kærligt ud om hans barndom. Og ganske rigtigt dukkede der langsomt op af sjælens dybder en gruopvækkende historie om en stedfaders voldtægt af ham, som han havde lagt et effektivt mentalt låg over. Ligeså overrasket over minderne, der nu dukkede frem, var jeg over at han delte dem med nogen. I løbet af kort tid var dette knudebundt af et ungt menneske forvandlet til én stor taknemmelighed, der ville gøre alt for mig. Da jeg viste ham min bog (om underklassens sorte), spurgte han pludselig om ikke jeg ville med til det Ku Klux Klan-møde, han var på vej til. Jeg havde aldrig som vagabond kunnet få kontakt med klanen. Nu åbnede et af dens medlemmer sig pludselig kærligt op for mig og tilbød at hjælpe mig med at tage skjulte billeder af den hemmelige korsafbrænding og i realiteten at forråde hans venner. Jeg vidste at jeg fra nu af ville kunne stole på ham, for jeg har altid mødt dyb taknemmelighed fra sådanne ofre for mishandling, som man giver hjælp. Han var den første klanmand som åbnede sig op for mig om denne triste årsagssammenhæng bag klanens skræmmende ydre. Da jeg mange år efter begyndte at arbejde seriøst med klanens racisme, blev mønstret bekræftet – det mønster som man næsten aner i disse fattige klan-sympatisører.
usa-00567
Mens lederen af den største og farligste Klan-gruppe i Amerika røg i
fængsel flyttede jeg i 2002 ind hos hans kone, Pam, der nu var
fungerende klanleder. Hun og de andre klanfolk blev så glade for mig
at hun inviterede diverse grand dragons fra andre stater til
søndagsmiddage for at møde mig. Her spiser jeg efter den indledende
bordbøn med Illinois’ grand dragon og dennes personlige body guard,
dvs. hendes egen mand. Nogen vil indvende, at sådan spiser klanen
ikke normalt. Jo, det gør de når og fordi du står og kigger på dem.
Klanen er jo enormt mediebevidste og ved, at uden deres
klovnedragter er de ikke Ku Klux Klan, men almindelige mennesker som
os andre. Så de elsker at klæde sig ud for at imødekomme vores behov
for at finde fjendebilleder og at tro på det onde. Det er ikke dem,
der hader, har jeg for længst gennemskuet, men dem der afslører
vores trang til at hade og fordømme andre frem for at
forstå menneskelig smerte. Med de voldsomme ubearbejdede skader de
slæber rundt på fra barndommens mishandling af i reglen fordrukne,
voldelige stedfædre, forsøger de livet igennem at få vores
opmærksomhed som kompensation for den frastjålne kærlighed. Som
klanlederen sagde til mig: ”Jeg kan ankomme i Limousine og et
jakkesæt til 10.000 kr, men ingen skænker mig opmærksomhed. Men i
samme øjeblik jeg trækker disse magiske gevandter over hovedet står
der straks tusind skrigende demonstranter foran mig. Jeg kan
simpelthen ikke leve uden den adrenalin og anerkendelse, det giver
mig.”
usa-03764
usa-kkkak05-036
Jeg kom til at bo hos Nell Hall i Jersey City, da jeg i 1974
flyttede ind hos hendes gravide datter, Eveleen. Billedet er kendt
fra mine plakater og var i 80’erne uhyre populært blandt USA’s
feminister, som købte stakkevis af mine plakater i universiteterne.
Men så kom ”mig-selv-nok-generationen” i 90’erne og siden har jeg
ikke solgt en eneste. I dag gider eleverne ikke have noget
deprimerende på deres vægge for at postulere solidaritet. Mens jeg boede hos
min kæreste Mary i Alabamas øde skove lånte jeg den hvide nabo,
Charlie Blues cykel til at komme rundt og besøge de mange fattige
her i sydens sorte bælte, som ingen industri vil investere i. Men
jeg er i dag forbløffet over hvor langt jeg egentlig kom rundt på
cykel på de lange øde biveje gennem de endeløse skove. For Anna King
på dette billede boede i Notasulga 75 km fra min bopæl hos Mary i
Perote. Så jeg har sikkert standset hos Anna for at få vand der i
den bagende augustvarme. Jeg fik et stille venskab med den gamle
Anna og var ked af at hun allerede var død, da jeg tre år efter som
en mere holden mand i bil vendte tilbage for at give alle vennerne
min nyudkomne danske bog. Hun døde i et plejehjem i Atlanta, men den
dag i dag sidder jeg tit i hendes efterladte tomme shack og
mediterer over vores korte venskab og hendes smukke farverige gave
til Amerikanske Billeder. Ida og Joe Ford mødte
jeg også første gang på cykel gennem Alabamas skove i 1975. Jeg har
besøgt dem i talrige andre shacks siden, men den første, som blev
kendt i min bog, viste mere klassisk apati med sit iturevne
avispapir på væggene end Walker Evans kendte billeder fra 30’erne.
Deres senere shacks er dog ikke blevet bedre med årene og
fattigdommen er uændret. Skønt Joe lever af lidt jagt i skovene, ser
jeg næsten aldrig spiselig mad hos dem. Da jeg havde en af verdens
rigeste kvinder, den idealistiske Anita Roddick fra The Body Shop,
med hos Ida og Joe, nægtede hun at spise deres mad - nogle opløste
grisehaler, der svømmede rundt i en mange dage gammel sort
ildelugtende væske fyldt med fluer i en jerngryde a la den ældste
jernalders. Næsten alle mine danske medrejsende har været med hos
Ida og Joe og har haft det sjovt med dem, når vi medbragte
tilstrækkeligt øl. I min video om vennerne i Louisianas biograf kan
man se Ida og Joes liv næsten år for år gennem de 30 år, de har
været venner med ”the picture man”, som Ida altid skriger af glæde
når jeg uventet dag eller nat banker på bræddevæggen til deres
tysthed – glemte og udstødte som de er i deres tosomhed af både det
hvide og det sorte samfund. Da jeg kørte North
Carolinas Grand Dragon, Robert Moore, hjem fra klanens hovedkvarter
i Indiana mødte jeg hans første af fire ekskoner, Nancy på billedet,
som han nu igen bor sammen med. Dvs. han sover på denne sofa mens
”din kone jo ligger og boller med en mexicaner i værelset bag ved,”
driller jeg ham når han fyrer sine klanfraser af som: ”I stand up
for my race!” Nutidens klanfolk ser sig jo mere sure på mexicanske
indvandrere end på sorte. ”Ja, men den mexi-boy var en god papfar
for min søn i alle de år jeg var borte med klanen”, svarer han
grinende.
I 1990’erne delte jeg ofte under mine foredragsturneer denne seng med Wilma i hendes et-rums shack uden lys og vand. Når man hver dag underviser i luksusuniversiteter for den privilegerede elites børn glemmer man let sine rødder, som skabte foredragssuccessen og som man til stadighed skal næres af for at bevare gejsten og indignationen. Og ingen var bedre at vende tilbage til end den intellektuelle Wilma, der altid omkring det natlige bål kunne udfordre mig i min racismetænkning. Hos Wilma kan jeg ligesom når jeg bor i shantytowns i Afrika og Haiti genopleve den helt særlige følelse at ligge klistret sammen mellem de sorte fedtede og røglugtende kroppe på stegende fugtige lagner, som jeg husker det fra mine vagabondårs shacks. Dengang troede jeg at sorte havde denne særlige lugt. Siden, da mange af dem fik indendørs vand, aircondition og varme, opdagede jeg at lugten var miljøbetinget og at det altså var undertrykkelsens dufte, jeg havde indåndet. Så hvordan skulle jeg kunne holde foredrag om undertrykkelse uden stadig at indsnuse dens søde dufte? Nu er Wilma med mig overalt i universiteterne – også i form af en lang diskussion mellem os om internaliseret racisme, som Danmarks Radio optog og afspillede under kongeparrets sølvbryllupsmiddag. Hun har ikke selv set mit show, men blaffer på sine bare tæer tit ind til Montgomery for at ringe til mig og tale direkte til mine publikums i nordstaterne gennem højtaleren. Det er hvad jeg kalder ”live shows” fra slavetiden.
I dag, sommeren 2009, hvor jeg sidst så Wilma, bor hun i denne shack, der er lidt større end den vi boede i i 90’erne på samme mark. Men kun hjørnet med hendes seng er beboelig og hun laver stadig mad på et bål på marken. Min bog, som hun stadig kan citere udenad sætning for sætning og ivrigt bruger imod mig når vi er uenige, er for længst faldet fra hinanden i fugtigheden. Den eneste bog, hun havde. Dervar altså flere praktiske grunde til at mange sorte internaliserede slaveriets forbud mod at læse, i den grad at sorte børn den dag i dag hyppigt nedgør hinanden for at læse, da det får dem til at ligne de hvide. Sjovt nok, for heller ikke de hvide heromkring har mange bøger ud over Biblen.
Da jeg blev gift med min første kone, Annie Rush, blaffede jeg fra
San Francisco for at møde mine svigerforældre i Philadelphia,
Mississippi – byen, der blev berygtet for Ku Klux Klans mord på tre
borgerretsforkæmpere som skildret i ”Mississippi Burning”. Annie
turde ikke vende tilbage, da hun stadig var husket for at være den
første sorte, der brugte det tidligere hvide bibliotek. Mens jeg
boede hos pastor Rush blev jeg ven med alle i gaden, dvs. den
grusvej her på den forkerte siden af jernbanelinien, som man kalder
ghettoen, med den lange række af shotgun shacks. Jeg var blevet venner med gangsteren, Lep, der efter sin fængselsdom i New York den 29. okt. 1973 inviterede mig hjem for at besøge sine forældre i North Carolinas skove. Det blev til et livslangt venskab. Alligevel var det først efter 30 år at sandheden om Leps far, Lefus Whitley, gik op for mig. Da han altid sad eller lå opgivende væltet omkuld af druk som på billedet, når jeg kom, brugte jeg ham i Am. Billeder til at illustrere den dybere apati, jeg så hos mange fattige sorte. Det var den slags ”ærlige” billeder, som gjorde det svært for mig at få mit show ind i amerikanske high schools, da lærerne var bange for at billederne ville intensivere de negative fordomme, eleverne i forvejen har om sorte. Min sandhed om underklassen var god nok, men at billeder lyver selv overfor fotografen er Lefus samtidig et godt eksempel på. Da jeg i 2003 rejste rundt for at videooptage mine venners egen opfattelse af deres liv som modsætning til MIN fortolkning i Am. Billeder, gik sandheden om Lefus op for mig. Modsat billedet af en ”lazy drunk nigger” med familieopløsning osv. som de fleste amerikanere læser ud af fotografiet, kunne alle som én bekræfte overfor mig at Lefus aldrig havde mistet en dags arbejde i sit liv. Han var begyndt at drikke i weekenden som fæstebonde, men mistede jorden da de hvide farmere pressede de sorte ud. Siden var han bygningsarbejder og blev hver morgen kl. 5 samlet op af sjakket og kørt til Raleigh, hvor han byggede alle de skyskrabere, der ses i hovedstaden i dag. Først efter fyraften begyndte han at drikke - dvs. når jeg besøgte ham om aftenen. Min overfladiskhed bestod i at jeg aldrig havde boet hos familien. Under hvert besøg boede de i en ny forfalden shack, men havde altid haft det tætteste familieforhold ligesom familien stadig mødes hver søndag. Jo, i sandhed, det var Lefus som byggede Amerika, indser jeg i dag. Så hvordan kunne jeg i 30 år lyve for mig selv og andre med dette billede?
usa-03123
usa-03626
usa-03610 John 4:
John 5:
John 6:
Dette billede tænker jeg altid på, når jeg ser de kristne
amerikaneres slogan: ”The family that prays together, stays together.”
Jeg var kæreste med disse bedende børns mor, Baggie, mens min senere
mangeårige sorte foredragspartner Tony var kæreste med hendes
søster, Marjorie. Hver gang jeg besøger min ekskones hjemby, Philadelphia, MS, er jeg til gudstjeneste i min svigerfars gamle kirke skønt det kun er de ældre, der nu husker hende. Det er en holy roller kirke, hvor det er sjovt at se mine venner efter håndsbevægelsen besvime i stakkevis på kirkegulvet og blive dækket af hvide lagner som var de døde, hvorefter de genopstår og vi sammen går hjem og drikker kaffe og synder videre. Kirketjeneren i hvidt til højre er en af mine gamle gangstervenner, der bor sammen med Willy Rush, min ekskones fætre. De var tidligere byens drukkenbolte, så det var altid dem jeg boede hos, da det nu engang er sjovest at bo der, hvor festlighederne sker. Men nu, hvor disse to syndere begge på deres gamle dage har fundet gud og er blevet tørlagte, er de blevet forfærdeligt kedelige. Så nu bor jeg hos Beverly, som ses modtage håndspålæggelsen på billedet og som intet havde imod at jeg slæbte USA’s værste Ku Klux Klan-leder med hjem hos hende. Og det kan man jo kalde for tilgivelse, for ingen by i USA er blevet så terroriseret som netop denne by, hvor filmen ”Mississippi Burning” fandt sted. To af min ekskones fattige hvide legekammerater, Jim Bailey og Billy Wayne Posey, var senere blandt de dømte og havde netop i denne gade, Jericho St, paraderet med brændende kors. Derfor var det så vigtigt for mig at få klanlederen Jeff Berry med ind i min svigerfars kirke, som det blev vist i filmen om vores rejse i fjernsynet for nylig.
Disse hænder i bøn er
bødlens hænder. De tilhører min svigerfar, pastor Jake Rush. Jeg
havde glemt at jeg tog billedet, men Louisianas kurator fandt det i
mit arkiv og hænderne får nu efter min ekskones død en særlig mening
for mig. Jeg håber virkelig at præsten bad om tilgivelse for den
mishandling, han gav min ekskone, Annie. Jeg havde det fint med ham
mens jeg boede hos ham for at undersøge sandheden om det mareridt af
en barndom han havde givet Annie. Som beskrevet i min bog holdt
vores ægteskab ikke til de traumer, det gav hende senere i livet.
Pastor Rushs datter, som var Annies mor, var blevet gravid med en
college professor som 16-årig, hvilket var så stor en synd i
præstefamilien, at hun og Annies tvillingesøster blev sendt i eksil
i Norden, mens Annie blev opdraget af bedsteforældrene i strengeste
pietistiske fromhed. Tårevædet havde Annie fortalt mig om det
brændeskur bagved huset, hvor hun ustandseligt blev bundet op og
pisket til blods af disse fromme hænder. Nat efter nat, mens vi var
gift, græd Annie sin barndoms smerte ud, men først da hendes
barndomsveninder, Georgia og Toot, beskrev alle detaljerne og viste
mig skuret, gik ondskaben helt op for mig – et
undertrykkelsesmønster som så let kører i ring. Jeg mødte således
Annie, da hun efter 10 års landflygtighed i England, vendte hjem
fordi hendes mor var blevet myrdet i Chicago kun et halvt år efter
at hendes stedfar blev stukket ihjel.
usa-03212
usa-00029
Dette billede er taget dagen efter at Aline, som Don sprøjter heroin
ind i, slog en taxachauffør ihjel. Jeg var kommet blaffende til
Jacksonville, FL aftenen før, hvor jeg mødte den sorte pige Diane,
som lovede at finde et sted til mig at bo. Hun og veninden Aline lod
mig vente i en natklub mens de undersøgte mulighederne. Noget efter
kom jeg helt oprørte tilbage og sagde at vi skulle på motel. Mens vi
delte sengen der, iagttog jeg dem natten lang bede ind imellem
forsøgene på at sprøjte heroin: ”Oh, please, God, let him not die.”
For at få penge til motellet havde de i en mørk sidealle lavet et
blowjob på en hvid taxachauffør, men – gik det langsomt op for mig –
havde så slået taxachaufføren ned med en brosten for også lige at få
penge til et skud heroin. Næste morgen sov de over sig og ærgrede
sig mest over at komme for sent i kirke, hvor de skulle synge i
kirkekoret. Den næste aften skulle de igen finde et sted til mig at
bo og efter megen vandring havnede vi hos narkovennen Don. Kort
efter at jeg tog dette billede, sov vi alle på hans madras, hvor jeg
i mørket kunne høre dem i vild sex. Jeg tog nogle blitzbilleder af
deres interraciale sex, som USA's fotoanstalter på det tidspunkt
nægtede at lave aftryk af og som Louisiana nok også ville betænke
sig på at udstille. Derfor denne lidt pænere version af hele
forspillet.
Merrilyn, som jeg
boede hos i Harlem, følte ikke at vi passede sammen, så en dag
foreslog hun at jeg i stedet skulle have hendes bedste veninde,
Leslie, som kæreste. Så vi blaffede de tre timer op til ghettoen i
Hartford, hvor hun dumpede mig for Leslies fødder og sagde: ”Hey,
Leslie, I can’t use this white boy. You can have him.” Det blev
kærlighed ved første blik og snart efter var Leslie og jeg lige ved
at blive gift. Eneste hindring var at hendes familie som de fleste
undertrykte minoriteter var dybt imod blandede ægteskaber. Som
hendes søstre sagde med væmmelse ”How can you be with a filthy white
man?” skønt de alle godt kunne lide mig. Et andet problem var at
Leslie var så skæv af marihuana allerede ved middagstid, at vi ikke
kunne kommunikere resten af dagen. Og endelig at vi var så
ludfattige, at Leslie foreslog at jeg giftede mig med en af de rige
hvide kærester, jeg havde på det tidspunkt, og ansatte Leslie som
tjenestepige. Jeg blaffede mange gange tusinder af miles for at
komme tilbage til hende ligesom hun og Merrilyn blaffede op til
Canada og en anden gang endog helt til Californien for at se mig. Da
jeg i 1978 vendte tilbage for at give dem min bog, var næsten alle
mine gamle sorte kærester blevet gift med hvide mens deres søskende
uden undtagelse var gift med sorte. Det var altså lidt trist at
erkende at det ikke var mig, de oprindelig havde følt sig tiltrukket
af, men min race. I ethvert undertrykkelsesmønster er der nemlig
undtagelser, som går imod hovedstrømmen. I 90’erne var de næsten
alle blevet skilt fra deres hvide mænd, hvorfor jeg igen begyndte at
bo hos Leslie. I 2003 fejrede vi det sølvbryllup, som kunne være
blevet en realitet hvis ikke racismen i samfundet havde været så
dyb, og både jeg og Merrilyn og den dybt religiøse Leslie fortsætter
i dag vores venskab på Facebook. Dette billede af Reagan tog jeg otte år før han blev præsident i en tid hvor alle trak på smilebåndet af denne B-skuespillers forsøg på at stille op. Jeg snød ham og the Secret Service ved at snige mig ind i det republikanske hovedkvarter med korthårsparyk og nålestribet republikansk mundering. Jeg husker hans demagogi og hvordan han løj i sin tale hvori han hævdede at USA havde verdens bedste sundhedssystem. Jeg havde allerede set så meget sygdom og børnedødelighed i landet, at jeg havde sat mig grundigt ind i FN’s sundhedsstatistikker.
Den 10. april 1974 fik jeg et af mine vigtigste lifts som vagabond. En sort socialarbejder, der samlede mig op og så mine billeder, spurgte om jeg havde lyst til at møde USA’s eneste overlevende slave og tog mig med til 134-årige Charles Smith. Hans fortælling om hvordan han blev fanget i Afrika og lokket på et slaveskib og solgt på slaveauktion i New Orleans har igennem 35 år bevæget mine publikums.
Dette billede kalder jeg ”Skønheden og udyret”. Under Watergatehøringen her i 1974 følte vi endelig vi fik skovlen under præsident Nixon, som var ungdommens og de sortes store hadeobjekt i de år. Billedet blev taget en aften under Nixons tale lige inden han gik af, da jeg boede hos min kæreste Baggie i Greensboro. Jeg elskede Baggies store afro og hele den ”Black is beautiful” bevægelse, som afroerne symboliserede i opgøret med tidligere tiders selvhad hos de sorte. Men hvem af de to der egentlig var udyret kan jeg blive i tvivl om i dag, for kun en måned efter blev Baggie arresteret for et bankrøveri og fik 25 års fængsel.
Jeg husker vagt den
lyse Obama fra de år, hvor hans ”Black Law Students Ass” var med til
at organisere mine shows på Harvard og hvor vi begge var dybt
involveret i anti-apartheidbevægelsen. Det står dog lidt uklart for
mine gamle Harvard-publikummer om han rent faktisk så mit show i de
jurastuderendes prøveretssal, idet han allerede i 1990 var dybt
begravet i arbejdet som første sorte præsident for det
prestigefyldte Harvard Law Review, som gjorde ham landskendt hvorfor
vi talte meget om ham gennem hans sidste år på Harvard, da jeg tre
gange blev kaldt tilbage for at holde foredrag.
En af de gange, hvor jeg blaffede tilbage for at besøge Mary – kvinden hvis hus blev brændt ned pga. vores forhold – nåede jeg ikke ud til hendes hus udenfor byen inden mørket. Derfor måtte jeg søge nattely i Union Springs, hvorved jeg på en eller anden måde også blev kæreste med Nina. Det var pinligt i disse små snæversynede byer, hvor den sorte borgmester engang genkendte dem begge nøgne i min bog, hvorfor jeg aldrig siden viste bogen deromkring. Nina havde meget smerte i livet og endte som cracknarkoman. Hver gang jeg siden besøgte hende havde hun lige stukket en eller anden halvt ihjel, som hun grædende berettede i udsendelsen Tv lavede. En gang spurgte jeg hende: ”Hvor er din mand blevet af?” Hun svarede: ”Han blev hugget ihjel af en gal øksemand.” ”Jamen, hvem er så det du bor sammen med nu?” ”Det er øksemanden. Som du ved, er det så svært at finde mænd, da de alle er fængsel. Man må tage hvad man kan få.” Det lykkedes mig gennem 28 år at holde mine to gamle kærester i byen uvidende om mit forhold til den anden. Men en dag havde de begge på skolebænken i et rehabiliteringscenter, Nina som cracknarkoman og Mary med rygsmerter efter år som bomuldsplukker. En dag sad den ene i klassen og pralede: ”Jeg har en skandinavisk kæreste.” Så sagde den anden: ”Det har jeg da også.” Og da de fandt ud af at det var den samme, blev de straks hjertevenner. Med så mange mænd i fængsel må man jo deles om dem man kan få, som de begge sagde. Det var derfor Mary, der for et par år siden kunne fortælle mig at Nina til slut blev myrdet, hvilket ikke overraskede mig efter al den smerte jeg havde set i hende livet igennem.
Min historie om den
lille Linda i den røde kjole har fået tusinder af amerikanere til at
græde, når de så lysbilledshowet. Hendes familie var så fattig, at
den aldrig havde haft lys før jeg købte lidt petroleum til deres
gamle lampe, hvorefter den 9-årige Linda ikke længere behøvede at
læse lektier i månelys. Men Lindas senere liv har heller ikke været
nogen dans på roser. Kort efter jeg tog billederne i 1974 gik
familien i opløsning og da jeg kom tilbage med bogen i 1978 blev hun
opdraget af en streng fostermor. I København talte tit om at gøre
hende til en del af arbejdskollektivet Am. Billeder, men hver gang
jeg vendte tilbage var hun for ødelagt af narkotika og i stigende
grad i fængsel, hvor hun brugte min bog i rehabiliteringen. Sidst
jeg var sammen med hende i 2003 var hun endelig på fri fod, men
politiet cirklede hele tiden omkring hendes hus i Tampa, hvor hun
boede med sine to sønner, der begge var pushere. Kort efter fik jeg
i Danmark et brev fra hende, hvor hun bad mig sende penge til
sagførere da hun nu var røget i fængsel – denne gang sammen med
begge sine sønner.
Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES |