Billedhistorier til Louisiana

Par

usa-00183

Da jeg i efteråret 1974 blaffede rundt i North Carolina for at se tobaksplukningen, kom jeg til at bo hos Bernard og Celia Brown i denne forfaldne shack, der lå lige på Main St. i Tarboro. Jeg boede i en seng lige bag deres – kun adskilt af den tynde bræddevæg og Royal Coke skiltet – og kunne derfor høre og se alt hvad de foretog sig gennem revnerne. Da jeg lige havde fotograferet playboymillionæren Tommy dyrke luksuselskov i nabobyen Greenville, faldt jeg straks for scenen med olielampen ved deres seng. Så jeg spurgte dem om jeg kunne tage et lignende billede hvor de ”shackede sammen”, som det hedder når fattige sorte danner par uden at være gift.
Men det var de naturligvis for blufærdige til. Min fejl var at jeg var alt for hurtig som indtrængende fremmed. Normalt skal man bo tæt sammen med folk i længere tid før man kan tage intime billeder, men jeg havde kun været der to nætter. Kort efter var jeg af andre grunde nødt til at blaffe til Californien og derude skrev jeg et langt brev til Bernard og Celia om hvor glad jeg var for vores venskab og at jeg havde tænkt mig at bruge billederne til at bearbejde de hvides racisme og hvordan dette på langt sigt kunne hjælpe dem ud af deres håbløse situation. Bernard og Celia havde aldrig været udenfor North Carolina, så de var imponerede da jeg efter 10.000 kms blafning vendte tilbage. Nu var det som om vores venskab var blevet cementeret og at vi opnåede en dybere forbundenhed med hinanden. Nu løsnede de op i smil og latter fra morgen til aften, som når gamle venner mødes. Det skal huskes at der i de år var så meget modstand mod de hvide undertrykkere, at de fleste sorte i syden nægtede at invitere hvide inden døre og lagde voldsomt pres på andre sorte som fraterniserede med fjenden. Men med min lange rejse fik jeg overbevist Bernard og Celia om at jeg ikke blot var endnu ”a white rip-off artist” eller hvid udbytter af deres situation.

 

usa-00306

Jeg bliver tit spurgt om hvordan man tager et så intimt billede. Her er opskriften. Jeg havde lige siden mit første år på landevejen hyppigt boet hos Dorothy Yates, en kæmpefed mama i Philadelphias ghetto. Hendes 14-årige datter Renee var fascineret af mine vagabondhistorier og plagede mig altid om at tage hende med på landevejen. Da hun blev 16 år gav jeg lov dersom hun kunne få moderens skriftlige tilladelse. Jeg vidste nemlig hvordan politiet ville reagere på en hvid blaffer med en sort pige, men bortset fra utallige seksuelle overgreb fra hvide chauffører gik turen fint. Gennem en måneds rejse i syden fik vi en dyb intimitet med hinanden ved hver nat at dele senge eller gulvpladser. Da jeg som lovet hendes mor vendte hjem med hende, blev Renee så glad for at gense sin kæreste at de straks hoppede i seng med hinanden. Og pga. den intimitet, vi nu havde, tænkte hun overhovedet ikke over min fotografiske tilstedeværelse under hele akten. Så opskriften på at lave et sådant billede, som nu er blevet lidt af en klassiker, er altså blot at inviteret det kvindelige offer med sig på en tusinder af miles lang blaffetur gennem Sydstaterne for at gøre hende mør :-)  
Se mere om vores fortsatte venskab i min video om vennerne i biografen.

 

usa-00560

Enlige højgravide kvinder inviterede mig tit til at dele seng og bord – måske for som særligt sårbare at opnå lidt beskyttelse fra aggressive sorte mænd eller som Eveleen Hall på billedet måske i en tro på at jeg kunne være forløseren J  Jeg havde i 1974 stadig ikke opgivet min ide om at lave et fotografisk dokument om de sortes liv fra fødsel til død, så da Eveleen plagede mig om at flytte ind hos hende, så jeg endelig chancen for at få et billede af en fødsel. Begravelser og død havde jeg jo mere end rigeligt af. Eveleen boede i det mest kriminalitetshærgede fattigbyggeri, jeg endnu havde oplevet, så jeg var så angst for at gå udenfor døren at jeg næsten opførte mig som eksemplarisk ægtemand. Men fødslen trak ud og ligesom mange sorte ghettomænd skred jeg lige da det gjaldt. En nat stod flammerne nemlig så højt op fra raceoprøret ude i Newark at jeg ku se dem fra vore tilgitrede vinduer. Alt for ofte var jeg blaffet tusinder af miles for at komme til et ghettooprør, men hver gang nåede jeg frem for sent. Dette raceoprør ville jeg ikke gå glip af. Jeg satte virkelig livet på spil mens kuglerne fløj omkring mig i flammerne. Men ved et teknisk uheld blev hvert eneste billede sort. Og da jeg kom tilbage til Eveleen havde hun netop født, hvorfor jeg på en og samme nat gik glip af både fødsel og død. Jeg havde altid haft et fast vagabondprincip om aldrig at svigte den jeg havde fået et forhold til så længe vi boede sammen. Men her svigtede jeg et af mine stærkeste moralske principper og modtog straks den knusende straf.
Billedet er taget dagen efter i den skrånende seng, som jeg nu skulle dele med to. Benene manglede i den ene ende, hvorfor jeg natten lang var ved at skride ud. Og kort efter skred jeg da også fra denne - socialhjælpsmødrenes undertrykkende håbløshed. Jeg var nemlig ikke spor mere forløser end alle de andre brødløse unge mænd i ghettoen.

usa-03878

På billedet ses Howard Honore med Trutroia, som er hans pap-barnebarn med Virginia, der som 16-årig inviterede mig til at bo i sin papkasseshack langt ude i Louisianas sumpe. Howard døde i 2007 af et hjerteslag lige på det sted jeg tog billedet, men Trutroia og de andre børnebørn løber stadig rundt med T-shirts med billedet af deres elskede pap-far. Mange museumsgæster har set ham før idet han som betjent i det berygtede Angola-fængsel optrådte som statist i filmen ”Dead man walking”, hvori han førte Sean Penn til henrettelse. Dette var et forfærdeligt deja vue fra Howards eget privatliv, hvori jeg så hans dybere kærlighed. Han og Virginia adoptede nemlig udover deres 12 egne børn og børnebørn en 16-årig knægt, der var kommet ud i kriminalitet. En dag begik drengen så et brutalt mord, hvorfor Howard nu skulle føre sin egen søn til henrettelse i fængslet. Han fik selvfølgelig et valg om at undslippe, men han følte ikke at han kunne svigte sin egen søn på dennes sidste vanskelige skridt som ”dead man walking.” Det var også Howard og Virginia som tog sig kærligt af den Ku Klux Klan-leder, som jeg bragte til deres hjem, og som de straks blev gode venner med som vist i Tv-filmen. Jo, den mand var kærligheden personificeret.

usa-kkkak02-054  

Min ven Wally havde været lykkeligt gift i New York, men overværede en dag at hans kone og 4-årige datter blev dræbt af strejfkugler fra sorte gadebander. I smerte og desperation blev han aktiv i nazistpartiet. En dag så han på Jerry Springer Tv-showet klanlederen Jeff Berry optræde med sin datter Tania og blev forelsket i hende. Til deres næste klanmøde kørte han hele vejen ned til North Carolina og friede til hende. Således fik min klan-gruppe nu en nazist som medlem, hvilket de ikke brød sig om da ”nazister er fulde af had,” som de sagde. Wally var da også den eneste hadefulde jeg mødte i hele klanen, men som altid med had vidste jeg, det drejede som om smerte. Selv om han rablede anti-semitiske fraser af og modsat andre klanfolk af og til svinede sorte til, kom jeg til at holde af ham ved at fokusere på al den kærlighed, han rummede bag de tomme fraser. Ikke blot kærlighed til den overfede Tania, men især til den nye datter, som han forgudede og legede med fra morgen til aften. Af angst for også at miste hende, nægtede han at tage arbejde. Klanlederen Jeff foragtede sin nazistiske svigersøn, men da Jeff til sidst opløste klanen og derfor blev udsat for mordforsøg af de andre klanfolk, sad Wally ved sygelejet i to måneder. Mens Jeff lå i koma prøvede han kærligt og blidt at vække ham til live med snak og vittigheder. Det lykkedes til sidst og i dag er de alle en stor kærlig kirkegående gennemsnitsfamilie uden det tidligere behov for at klæde sig ud i hadets klovnedragter som kompensation for smerten. Så dette billede af Tania og Wally fra hadets år rummer mere kærlighed end noget andet jeg har taget.

Våben

 usa-00033

Vicky Fuller var en ung hvid idealist, som samlede mig op i Michigan. Hun tog mig til sit hjem i ghettoen for at gøre mig til sin elsker, - dvs. kun om dagen når hendes mand var på arbejde. For at han ikke skulle opdage det fik hun arrangeret at jeg i nattetimerne var elsker med naboens sorte datter, Pauline. Men det gik ikke så godt, for i de områder af USA havde de sorte i de år lyset tændt og radioen kørende for nedrullede gardiner døgnet rundt for at afholde kriminelle fra at bryde ind, hvorfor jeg ikke kunne falde i søvn. Langsomt prøvede jeg hver nat at skrue lyden ned, men hver gang den nåede ned på et vist niveau, begyndte Paulines to børn ved vor side at græde, hvorfor hun skruede den op igen. Efter flere søvnløse nætter måtte jeg flytte. ”Vi er simpelthen kulturelt uforenelige,” undskyldte jeg mig. Så fik den ihærdige Vicky arrangeret at jeg i stedet skulle bo hos to sorte narkomaner, men det var som at gå fra asken i ilden. For nu gik nætterne med at jeg var på røvertogter med dem, deltog i deres nålestikkeri i heroinbuler eller direkte var på flugt fra politiet. Nu var jeg så udslidt efter de søvnløse nætter at jeg overhovedet ikke kunne leve op til Vickys forventninger til mine præstationer i dagtimerne, hvorfor også mit hvide forhold gik i stykker. Forinden tog Vicky mig hjem til forældrene i forstæderne for at introducere dem for deres anden svigersøn. De var i det mindste glad for at hun kom med en hvid mand, for de syntes at det var skørt af hende at bo inde i ghettoen. I deres angst for denne havde de anskaffet sig hele denne våbensamling for at ”forsvare os mod niggerne,” som de sagde. De forstod ikke min filosofi om at det mest afvæbnende forsvar er at flytte ind hos dem man frygter.

usa-00149

Mens jeg var kæreste med Liddy Mathon inviterede hendes søster, som var gift med den hvide John Parris, mig en dag til at overnatte af nysgerrighed efter at møde mig. Liddy og hendes søster var indvandrere fra Haiti og følte sig derfor milevidt hævet over de indfødte sorte, som de i lighed med de hvide har et dybt racistiske syn på. Da de i lighed med andre sorte indvandrere ikke har været tvunget til i århundreder at internalisere de hvides negative syn på sig, er deres selvværd ikke blevet knust fra barnsben. Derfor klarer de sig ligeså godt i skolen og samfundet som de hvide skønt de kommer fra jordens fattigste lande. Ligesom alle vindere har de svært ved at forstå taberne og den kriminalitet, som mange udstødte udvikler.
John og hans hårdtarbejdende kone boede i de velholdte dyre brunstenshuse i Brooklyn, som sorte indvandrere hurtigt anskaffer sig. Derimod er næsten halvdelen af de indfødte sorte på socialhjælp i socialt byggeri eller i fængsel ligesom deres boligområder straks genkendes på det håbløshedens affald, der flyder overalt. Af samme grund hørte jeg tit disse ”sorte jøder”, som de indfødte kalder indvandrerne, omtale ghettoens indfødte sorte som ”lazy niggers” og så dem i angst bevæbne sig overfor dem som John og hans kone her. I 30 år har jeg prøvet i mine workshops at gøre disse to sorte grupper solidariske overfor hinanden, men det er svært når de sorte indvandrere i mange eliteuniversiteter udgør op til 85% af alle sorte elever skønt de kun udgør 5% af USA’s sorte befolkning.


 

 usa-02094

In Alabama bad denne fattige 87-årige kone mig om at køre hende til Phoenix i Arizona. Hun ønskede at tage derud for at dø. Jeg hjalp hende med at sætte brædder for vinduerne i hendes rådne shack lidt udenfor Notasulga - byen hvor regeringen lavede et dødbringende syfiliseksperiment på de sorte. Hun vidste at hun aldrig ville vende tilbage, men prøvede at forhindre lokale sorte i at flytte ind i den. Skønt vi kørte næsten 3000 km på fem dage sad hun hele vejen med sin pistol i hånden – skrækslagen over mit lange hår og skæg. Hun var så svag at jeg måtte bære hende ind når vi forlod bilen mens hun stadig klamrede sig til pistolen.
Hun mindede mig om en anden gammel dame, jeg mange år efter samlede op i Atlanta på mine foredragsturneer. Hvorfor blaffer du, spurgte jeg? ”Fordi min gasovn blev lukket,” svarede hun. Hun havde forsøgt at begå selvmord, men så havde de lukket for gassen. Nu var hun på vej de 500 km op til Greensboro fordi hun vidste at søsteren havde en fungerende gasovn. Jeg hjælper altid mine blaffere og valgte at køre den næsten 80-årige lige lukt til gasovnen.

 

 usa-03191

Da vi i 1982 i San Francisco oprettede vores første faste teater for Amerikanske Billeder i USA, havde vi en hård start og gruppen besluttede at sende mig og min søn ud på landevejene for at skaffe kapital fra forlag i New York. Som de sagde, ”Dit slagord som vagabond var jo at ”Lykken er at gå på landevejen uden penge”. For mig selv var det en oplagt chance for at møde vennerne i ghettoerne og gennem dem give min to-årige søn en positiv modvægt til den frygtbaserede racisme andre hvide børn lammes af inden 3-4 års alderen. Vi blaffede mere end 25.000 km gennem alle de store sorte ghettoer og min søn har elsket sort kultur lige siden. Dog havde han i Washington sit første ghettoslagsmål, fik flækket tungen og havnede på hospitalet uden forsikring hvorfor der ikke var råd til bedøvelse under hans skrigende operation. Til gengæld blev han så vild med blafning eller ”catching cars”, som han kaldte det, at han er fortsat med at blaffe jorden rundt uden penge i sit voksne liv. Så turen vaccinerede ham effektivt mod frygt og til fremover at møde alle mennesker på hans vej med tillid.
Det samme kan man ikke sige om det budskab, denne lille lastbil udsender. Og dog havde chaufføren, der også havde en pistol i bæltet, overvundet sin frygt, da han samlede os op efter at vi havde ventet forgæves hel nat i Arizonas ørken. Den barmhjertige samaritaner kæmper altid med frygten i amerikanernes hoved, når de ser blaffere. I dag har frygten vundet, siger min søn, som har blaffet samme rute flere gange siden.

 

 usa-05057

Sharon Lee var min første amerikanske kæreste, men vores forhold endte i terrorisme. Da vi mødtes til nytårsfester 1971 nær St. Louis var hun en totalt uuddannet og upolitisk tandlægeklinikassistent, mens jeg var fanatisk anti-vietnamkrigsaktivist og indoktrinerede hende fra morgen til aften. Hun vidste intet om Vietnam eller politik, skønt adskillige af hendes venner allerede var dræbt i Vietnam og krigsmodstanden stærkt voksende. Hun var mere interesseret i mig og tilbød gratis at rense mine tænder en søndag, da tandlægen ikke var i klinikken. Det var der i tandlægestolen hun forførte og voldtog mig og sådan startede vores forhold. Under min politiske påvirkning voksede hun snart til min og vietnambevægelsens ”My fair lady” og allerede i 1972 rejste hun land og rige rundt som taler for foreningen ”Vietnam Veterans Against the War”. Det var hende, der først introducerede mig til den senere præsidentkandidat, John Kerry, der også var talsmand for veteranerne.

Men mens John Kerry valgte at gå demokratiets vej, slog Sharon som mange andre på det tidspunkt ind på den revolutionære vej i voldelig kamp mod den regering, som ulovligt myrdede 3 millioner vietnamesere i en befolkning på størrelse med Iraks i dag. Da jeg mødte Sharon Lee i 1974 var hun gået under jorden og havde sammen med andre Weathermen samlet et enormt bombe- og våbenlager i Missouris skove, hvortil jeg blev ført i hemmelighed. Jeg fik kun lov at fotografere hende foran idolet, indianerlederen Geronimo, der selv havde ført krig mod regeringen.

Nu syntes jeg at det var hende, der var blevet lidt fanatisk, for i mellemtiden var jeg selv blevet ikke-voldstilhænger. Pudsigt nok var det min deltagelse i Wounded Knee i indianernes sidste oprør mod regeringen, der rystede mig på plads. Og dog var en tikkende sex-bombe midt i et bombelager næsten lige så svær at modstå som en i en tandlægestol. Som fredsaktivist følte jeg mig i al fald tvunget til nu at prøve at afmontere den, for gammel kærlighed ruster jo ikke :-) I dag er Sharon igen slået ind på fredens vej og gør et stort arbejde for marginaliserede børn i det indianerreservatet, hvor hun bor.

 usa-00203

Mens jeg boede hos Maryann Westbury i New Orleans gik vi en aften – det var søndag den 9. december 1973 – hen for at spille billard i Seven Seas. Jeg kom til at spille med min sorte ven Butch og mens det var min tur, trådte han udenfor et øjeblik. Da han ikke kom tilbage, gik jeg ud for at finde ham, men fandt denne mand, som Butch lige havde myrdet midt under vores billardspil.
Min ven Maryann skrev for nyligt dette om det på Facebook: ”Hvis ikke jeg havde taget affære i rette øjeblik ville du være blevet arresteret for at tage billederne. Jeg kan stadig se Butch’s ansigt bag i politibilen. Jeg havde snakket meget med ham i baren den aften uden at han gav mig besvær og jeg husker hans udsagn om at han ikke havde fejret jul udenfor fængsel siden han var 10 år gammel. Som dit vidnesbyrd afslører, levede han op til det ved at overfalde manden på gaden. Da jeg så på ham i patruljevognen, trak han på skuldrene som for at sige, ”Det var jo det jeg prøvede at sige til dig!” Meget trist. Hvis jeg allerede dengang havde været psykolog, ville jeg have taget ham til mig som klient.”
Maryann har siden arbejdet med fattige migrantarbejdere, men den aften gik vi hjem og elskede. Sex og vold er jo tæt forbundne.

 

 usa-kkkck05-002

Raine på billedet var min vigtigste inside kilde om alt i Ku Klux Klan. Hun var hjernen bag klanlederen, Virgil Griffin, som myrdede min bedste sorte medarbejders kæreste i Greensboro-massakren i 1979. Jeg fortæller mere om hendes spændende liv i videoen i Louisianas biograf – om hvordan hun allerede som 17-årig havde begået to mord og derefter af gode kristne klanfolk blev sendt på missionærarbejde i Afrika. Der besluttede hun sig for at hjælpe de sorte hjemme i USA ved at tage en socialarbejderuddannelse for at arbejde med sorte bandemedlemmer i fængsel.

En dag brød klanfolkene, David Laceter og Scot Belk, som jeg havde mødt og fotograferet, ind hos hende og voldtog hende, hvorefter de forsøgte at myrde med et stort antal skud. Kun efter mange blodtransfusioner lykkedes det at redde hendes liv. Under retssagen kom det frem at hun var aktiv klanmedlem, hvorfor fængslet fyrede hende, da staten ikke må ansætte KKK-folk. Men så gjorde alle de sorte fanger oprør. De ville ikke af med deres mest elskede socialarbejder. ”Men var de da ikke klar over at Raine var klanmedlem?” Jo, det vidste de da alle fra fængslets ”gang awarenes training,” der skal hjælpe de løsladte fanger med at holde sig fri af bander. I fængselsregi regnes Ku Klux Kan blot for en fattig hvid bande, hvorfor de havde genkendt Raine i et lysbilledshow om den lokale hvide bande. Og det havde blot gjort hende endnu mere populær blandt de sorte fanger – at hun var et bandemedlem ligesom dem selv. Så fængslet blev nødt til at genansætte hende.
Men af angst for flere overfald fra Raines voldelige bandemedlemmer havde hun sidst, jeg besøgte hende, anskaffet sig dette våbenlager. Hun er et af de mange eksempler jeg har set i Ku Klux Klan på ”kærlighed forklædt som had.”

Døden

usa-01554

Dette 4-årige barn blev ramt af strejfkugler under bandeskyderi i Harlem. Jeg har andre billeder med moderen hulkende over barnet. Hvilket indtryk gør det på børn, når de oplever deres søskende blive skudt ned og dræbt på gaden? Da jeg underviste i en skole i Harlem, opdagede jeg, at der ikke var en eneste af eleverne, som ikke havde oplevet sådanne skyderier i gaderne, hvor kugler rammer selv de uskyldigste børn. De nægtede at tro på, at jeg kom fra et land uden almindelig adgang til pistoler. ”Hvordan forsvarer folk sig så?” spurgte de. Tja, det var dengang, i 1972. Men mange år efter valgte danskerne på nøjagtig samme vis at marginalisere deres nye medborgere og skabte derfor på kort tid præcis den samme bandekriminalitet.

usa-02340

Dette billede er i sin talende symbolik naturligvis taget af mange andre end mig, men for mig var det som vagabond ekstra besværligt. I dag farer jeg i min bil forbi kirkegården på the Brooklyn-Queens-motorvejen på vej til lufthavnene og kunne let fra bilen skyde et langt bedre billede. Men i vagabondårene måtte jeg kravle op til højvejene og derefter ulovligt vandre 5-10 km på motorvejen for at få dette billede. Jeg havde brug for det til mit afsnit om fremmedgørelsen i byerne i lysbilledshowet.

Martha

usa-03589

For nylig besluttede jeg efter kirketid i Harlem at besøge gamle venner i nabolaget. Harlem er gået gennem et kæmpe økonomisk uplift, så mange af mine fattige venner er blevet tvunget ud på grund af høje huslejer. Flere andre venner i samme opgang var flyttet, så jeg var ængstelig, da jeg bankede på Marthas dør og lettet over at høre hendes glædesskrig indefra "Jaaaacoooob!"
Jeg havde sidst boet sammen med hende under min universitetsturneer i 1980’erne, da hun stadig var hot som glædespige og jeg tog dette billede. 

usa-07251

Så det var lidt nedslående at se hende nu uden tænder og næsten ikke i stand til at gå. Her er hun i det rum, der skal forestille en dagligstue, hvor jeg i reglen sov, når jeg var til bryllupper og fester i Harlem. Skønt hun kom hjem sent aftenen før, insisterede hun på nu at klæde sig i sine sædvanlige festkjoler med guldkæder om halsen på samme måde som jeg husker hende fra gamle dage.

usa-07347

Da det var kvælende varmt inviterede jeg hende på en tur til parken. Det var derved jeg fandt ud af at hun nu som gammel hooker kun kunne rulle rundt ved hjælp af et gangstativ på hjul. Alligevel sagde hun som før i tiden: "Det er et dårligt kvarter, men jeg vil beskytte dig!" Jeg morede mig lidt over at blive "beskyttet" i Harlem af en gammel kone på rullestativ, men som man kan se på mine andre billeder af lokale bandemedlemmer, havde de alle en dyb respekt for hende. Hun standsede op for at tale med alle, så jeg var forbløffet over, hvor mange nye venner, jeg fik på ingen tid.

usa-07379

Læg mærke til Marthas lokale park her - et sterilt betonområde omgivet af trafik og støj på alle sider, hvor hun går hen for at slappe af og strikke.
På hendes vej tilbage blev hun træt og jeg tilbød at skubbe hende i kørestolen. Men da vi ramte et bump faldt hun baglæns over og knaldede hovedet bagover i fortovet med mig oven på så lang jeg var i klassisk missionærstilling. Det var foran en mængde mennesker, som kendte hende, så vi fik en masse seksuelle kommentarer med på vejen.

usa-07276

Vi købte øl i hendes lokale butik, der ligesom alle andre butikker i Harlem i dag ejes af arabere. De har overtaget de gamle jødiske butikker, som jeg husker fra min ungdom. Øllet var godt til at løsne hendes første kunde op med senere på dagen - Ron, en gammel stamkunde, der er blevet halvkæreste. Min lille fotohistorie slutter med dem i seng sammen i det mest rodede soveværelse, jeg har set i årevis, så rodet at det kun er halvdelen af sengen hun kan benytte til business as usual. Den anden halvdel optager bl.a. hendes mobiltelefoner, kontakten til omverdenen, som det meste af hendes tid i sengen går med at lede efter, når de sjældnere og sjældnere ringer. Det er dejligt at se gamle venner, men ikke altid lige opløftende ...

Arbejde

usa-00192

I Florida blev jeg samlet op af Bruce, som inviterede mig til at bo i dette millionærhjem på Miami Beach. Dvs. han turde ikke spørge sin mor, så jeg sov på gulvet i hans værelse. Der var nemlig ingen kommunikation mellem familiemedlemmerne i dette kolde hjem. De er ulykkelige, sagde han. Vi blev ikke inviteret med til forældrenes middag, for børnene havde stort set kun kontakt med denne cubanske tjenestepige. Så jeg flygtede ud på landevejenes varme efter blot en nat i denne kulde.

usa-01515

Da jeg blaffede til Greensboro i North Carolina kom jeg til at bo hos Mack – en sort socialarbejder. Han inviterede mig til at tale til alle de sorte fængselsfanger, som hver dag blev kørt til behandling i hans narkoafvænningsklinik. Jeg talte til dem i to dage og efter mange spørgsmål den første dag, blev de til sidst helt stille af flovhed. Det var i de år hvor sorte hadede hvide og de havde aldrig mødt en hvid, som de følte vidste mere om deres situation end dem selv. Som en af assistenterne sagde til Mack: ”Det var som om Jesus gik gennem mit hus og fortalte mig om alt hvad der var i vejen med det,” hvilket fik Mack til at slå en latter op, da jeg netop aftenen før havde fortalt ham om det hvide Jesus-image sydens sorte havde og hyppigt projicerede over på mig.

Geegurtha på billedet var også så imponeret at hun i alles nærvær inviterede mig til at bo hos hende, hvilket var usædvanligt for en sort kvinde på den tid, hvor dette blev betragtet som raceforræderi. Men Geegurtha var som tidl. narkoprostitueret i Norden vant til hvide mænd selv om hun kun havde oplevet dem som business, hvorfor en pengeløs vagabond var noget nyt for hende. Hver dag gik jeg med hende på arbejde i klinikken, hvor hun efter sin fængselsdom havde fået kontorarbejde som en del af rehabiliteringen. Jeg besøgte hende sidst for to år siden, hvor hun arbejdede i et hospital i Atlanta.

usa-05005

I Georgia kom jeg til at bo hos Barnettfamilien i et af de gamle Borte med Blæsten-plantagehjem. Her lærte jeg en særlig form for racisme at kende, ikke baseret på had, men på en historisk betinget paternalsk kærlighed til de sorte. Fru Barnett brugte dage på at tage mig rundt til de familier hendes familie engang havde ejet - åbenbart kun få år tilbage i hendes forestillingsverden (og, fandt jeg ud af, såmænd også i den sorte bevidsthed.) Fru Barnett grinede da jeg 4 år efter vendte tilbage efter at mit show i Europa var blevet en succes og fortalte hende at europæerne morede sig kosteligt over hendes bemærkning om at hun savnede slaverne. ”Jamen, så gik min drøm om at blive filmstjerne jo i opfyldelse,” hylede hun af latter.
Ligesom i plantagehjemmene i Mississippi nød jeg at blive opvartet morgen, middag og aften af sorte tjenestefolk, hvoraf flere stadig er mine venner i dag, hvor fru Barnett og hendes epoke er død.

Overklasse 

4-5004

I Natchez Mississippi boede jeg i månedsvis sammen med ejerinden, Emely Kelley, i et af de gamle Borte-med-blæsten-plantagehjem. Hver morgen fik vi morgenmaden opvartet på sølvfade i himmelsengen af den sorte tjenestepige, Earline Gaynes, som jeg lige har besøgt igen i år. Det var hende der fandt Emely i en blodpøl i badekaret, da hun skød sig selv kort tid efter. Emelys 16-årige datter Jane, som her ses i læseværelset, havde på det tidspunkt en kæreste, som moren ikke brød sig om. Derfor bad Emely mig om at hænge ud med datteren for at få denne på andre tanker. Så i dagevis kørte jeg rundt med Jane i dollargrinet, sippede coke og opførte mig som en amerikansk teenager – dog med det uheldige resultat at Jane nu forelskede sig i mig i stedet for. Dette gjorde moren så jaloux at hun smed Jane ud. Hun flyttede derfor over i bedstemorens endnu større plantagehjem, som ses på billedet ved siden af. Tre år efter, da moren nu var død og Jane var blevet voksen, dagdrømte vi lidt om sammen at køre hendes slavearvegods videre. Men som billedet på en måde fører frem til, endte Jane med at opbygge en af USA's største boghandler for sjældne gamle bøger i New York, hvor vi i dag fortsætter vores venskab.

usa-00506

I Florida samlede en 72-årig hyperaktiv venstreorienteret millionær, Bill Gandalls, mig op, og da han hørte jeg fotograferede, gjorde han mig til sin privat­fotograf. Han ønskede, at jeg skulle afsløre hans “svinsk rige“ venner på Palm Beach og tog mig med til de mest eksklusive selskaber, hvor vi væltede os i champagne, kvinder og multimillionærer, for straks efter at bringe både mig og luksuriøse gaver over til de sorte slumkvarterer i West Palm Beach eller til slavelejrene udenfor byen, og i næste øjeblik køre rundt og anmelde disse rystende forhold til politiet, domstole og byråd. Fra seks morgen til to nat skældte han indigneret ud over uretfærdighederne.

Kunne vi ikke finde vej, standsede han hvor som helst. En aften var det ud for en fyldt hvid forstadskirke. Han løb ind, standsede gudstjenesten og holdt en dundertale til menigheden og gav sig så til at dirigere koret. Efter en halv time, hvor menigheden til sidst lå i rungende latter, kom han i tanke om sin virkelige mission og sendte kirkegængerne ud i deres biler efter kort, hvorefter en større kreds lå rundt på kirkegulvet for at finde vej til et sort slumkvarter i nærheden med gaverne fra de riges bord. Jeg har hyppigt selv leget Robin Hood i Amerika, men Bill Gandall var langt mere hypereffektiv og sjov i rollen.


 

Fængsler 

67-5016

Historien om fængselslederen Popeye er velkendt fra Amerikanske Billeder, så lad mig her fortælle historien om hvordan jeg kom ind i fængslet og tage billederne kun få dage før attentatet på min ven Popeye på billedet. Det skyldtes at jeg i samme by, San Francisco, allerede 4 år før var aktiv i verdens første bøssebevægelse, - den som 7 år efter i 1978 bragte bøssen Harvey Milk til magten. Som bøsseaktivist blev jeg gode venner med skabsbøssen Hongisto, som var San Franciscos sherif. Derfor fik jeg ham til ulovligt at fængsle mig for at jeg kunne fotografere vore fælles venner, de mange transvestitter, jeg boede sammen med og som hyppigt havnede i fængsel. I øvrigt i det fængsel, hvori Hongisto selv siden blev fængslet fordi han nægtede at lade politiet smide bøsser ud af deres lejligheder, som loven sagde de skulle, hvis de blev grebet i ”sodomi”. Jeg lovede Hongisto aldrig at afsløre ulovligheden, men nu er han død.
Da en af mine og Popeyes venner, Sara Jane Moore, forsøgte at myrde USA’s præsident Ford for at få hævn over FBI’s mord på Popeye, var det faktisk også en af mine naboer i bygningen, hvor jeg boede med transvestitterne, bøssen Billy, som var kæreste med Harvey Milks elsker Joe (der begår selvmord i filmen ”Milk”), som slog pistolen ud af hendes hånd og reddede præsidentens liv. Helten blev først inviteret til Det Hvide Hus, men da Harvey Milk fik ham til at offentliggøre at han var bøsse for at styrke bøssebevægelsen, takkede præsidenten nej til at møde sin egen redningsmand.

usa-00709

Det var ikke lige denne mand på billedet, men her i fængslet i San Bruno genså jeg i 1975 en af de tre sorte røvere, som havde overfaldet mig med pistol ved ankomsten til USA.
Ligesom en sort bøsse, som voldtog mig allerede den første nat jeg tilbragte i USA og derved bevirkede at jeg hurtigt blev bøsseaktivist, ligeså følte jeg nu 5 år efter en dyb taknemmelighed overfor disse fængslede kriminelle over at de så brutalt havde åbnet mine øjne for den dybere sorte smerte i USA på et tidspunkt, hvor jeg aldrig havde skænket den interesse og i virkeligheden var på vej til Latinamerika. Disse to oplevelser med vreden allerede de første par dage i landet - inden jeg siden lærte at omfavne vredens børn med ikke-voldelig kommunikation - blev i høj grad startskuddet på Amerikanske Billeder.
Som jeg skriver i bogen er vreden jo kun det synlige symptom på vores undertrykkelse, for den deles af alle, vi marginaliserer. Deres vrede slår ustandseligt igennem og overvinder dem, får dem til at snuble hvor andre let kan klare sig, - og i stedet for at se på årsagen til deres vrede, skyder vi derefter skylden for deres manglende succes på dem selv. Vi forstår ikke det ghettomonster vi skaber - og vender derfor ryggen til det, smider det i fængsel og ødelægger vort eget samfund i processen.

Highways

usa-00282

Som en vagabond eller blaffer som mig, der igen og igen måtte kravle op af de ofte isglatte skrænter for at få et lift på højvejene, - ja, så blev Amerikanske Billeder vel mere eller mindre den ubevidste protest mod de af os, som har overskud til f.eks. at gå på museumsudstillinger som denne. Vi, som typisk bygger højveje og lavskattestrukturer for os selv hen over hovedet af vore uønskede, så vi hurtigt kan komme fra de trygge bandefri forstæder ind til arbejdet i centrum – uden at betale skat til de byer vi får vore indtægter fra.
Men jeg havde ikke drømt om at virkeligheden en dag skulle overhale min vision i Amerikanske Billeder af en verden, hvori de lyse eloider flygter ad disse højveje mens de lader de frygtede og foragtede mørke morlockker sejle deres egen sø og drukne under sig, som det skete lige netop i dette område af New Orleans under orkanen Katrina. Og at medierne så pludselig ville bruge mine billeder til at illustrere et mareridt, som nu var blevet blodig virkelighed og tydeligt for alle. Lige her hvor de sorte børn fra fattiggårdene til daglig gynger under de buldrende karrieresøgende, blinde flugtbilister højt oven over dem. 

usa-00589

Da jeg i år fotograferede her under højvejene i verdens største landsby, Baton Rouge, opdagede jeg at det var mange af de samme mennesker, der stadig boede her, hvis shacks jeg havde fotograferet 35 år tidligere. Men da de så min bog ønskede de ikke at blive fotograferet som sådanne ofre. Som de sagde ”vi bor her af eget frit valg.”
Denne interessante holdningsændring efter Obamas valg er interessant, for næsten alle de fattige sorte jeg fotograferede i 70’erne så sig selv mere eller mindre bevidst som kollektivt undertrykte af de hvide og skammede sig derfor ikke over deres fattigdom. I dag minder de om 70’ernes fattige hvide, som ikke ville lade mig fotografere dem, fordi de bebrejdede sig selv for deres ulykke. Spørgsmålet er om fattige sorte kontanthjælpsmodtagere virkelig bor under disse larmende motorveje gennem 35 år af egen fri vilje?

use-00050

Denne sorte familie under Miamis højveje bor ikke langt fra hvor Miamis sidste store ghettooprør startede i 1980. Den ulmende vrede hos dem som føler sig sat ud på et sidespor af disse højvejes karrieremennesker sås ekstra voldsomt her, hvor den 12-sporede motorvej I-95 pløjer igennem og ødelægger ghettoen. For den dag standsede sorte de hvide bilister og slæbte dem ud af bilerne, skar ører og næse af dem og kørte i et tilfælde en ung hvid langsomt over og dræbte ham. I alt blev 18 dræbt og 800 arresteret inden røgen lagde sig fra de nedbrændte Burgerkings og lignende symboler på tredjedagen, hvor 3000 soldater blev tilkaldt. Jeg selv og min bogdesigner ankom på andendagen, hvor jeg vidste at det ville være det tryggeste sted i verden at færdes. Når først boblen er bristet og den ophobede vrede har fået afløb, er alle som en stor kærlig familie, hvorfor vi som de eneste hvide overalt blev mødt af velvilje.
Men billedet er sjovt nok også taget lige i nærheden af den bro, hvorunder en anden udstødt gruppe i dag føler sig henvist. Det er de pædofile og sexforbryderne, som domstolene efter udstået straf har dømt til at bo som hjemløse under en larmende højbro for ”at beskytte vore børn fra at de flytter ind i vores kvarterer” som det lyder med næsten samme ordlyd som i racelovgivningens fortid.


 

Mad 

usa-01433

I San Francisco stod jeg i 8 måneder i madkøer sammen med min sorte panterven, Muhammed. Det er sjovt, jeg skænkede det aldrig en tanke i de år at Muhammed var muslim før danskerne fandt på at gøre muslimerne til vore nye niggere. For at få middagsmad stod vi en time i kø i St. Anthonys og lige så lang tid for at få aftensmad i Glidekirken. Så fik vi den geniale ide, at vi kunne få mere mad og bruge mindre tid ved selv at melde os som frivillige og dele maden ud. Det er fra min lykkelige tid som ”kaffemanden med det flettede skæg” i Glidekirken at jeg tog dette billede af en af vore ”kunder”, som vi nu kaldte dem mens vi sprang rundt for at give de hjemløse og fattige personlig betjening ved bordene. Sådan fik både vi og de det langt bedre, hvorfor ingen længere skammede sig over at blive fotograferede.
Muhammed mødte jeg mange år efter i New York, hvor vi sad ved hans bål hver nat i parkerne, hvor han nu levede som hjemløs. Vi diskuterede hvorfor det for ham som sort var gået ned ad bakke, mens jeg som hvid til sidste endte som museumsgenstand på Louisiana. Denne vigtige diskussion blev vi enige om at have med i TV-programmet, som DR lavede om mit liv i Amerika i 1991, men netop den aften, hvor vi skulle filme, forsvandt Muhammed, da han var kommet i fængsel.

usa-03604

På en af mine ture rundt blandt Floridas migrantarbejdere fandt jeg denne enlige døende mand fuldstændig forladt i hans lille shack ved Okeechoubee-søen. Han viste mig et kæmpehul i brystet, hvorigennem jeg kunne kigge lige ind i mavesækken. Han havde tilberedt sig et måltid, som han sad i sengen og forsøgte at spise, men kunne ikke få noget ned. Det blev hans sidste måltid. To dage efter var han død. Jeg tænker hver gang på ham når jeg er i Disneyworld, som ligger lige i nærheden – stedet hvor de fedeste amerikanere mødes og ulykkeligt vralter rundt og leder efter sådanne huller til at putte mere fedt i.

usa-03258

På en af mine foredragsturneer i USA fandt jeg i 1995 denne shack midt ude i bomuldsmarkerne. Det tomme køleskab og barnets underernæring mindede mig om de lignende apatiske sultscener i 70’ernes USA. Familien og de andre familier, som jeg gennem årene blev venner med i området, ligger lige ud til landevejen ved Selma, hvor Martin Luther Kings berømte borgerrettighedsmarch fandt sted. Året efter besøgte jeg den sidste hvide borgmester i Selma. ”På hvilken side stod du dengang?” spurgte jeg. Uden at svare tog han en avisforside op af skuffen og viste mig. Til min forbavselse var det den samme famøse borgmester som i sin tid havde standset Kings march gennem byen, der stadig sad der. ”Hvor står du så i dag?” Nu tog han en anden avis op af skuffen med et stort billede af Jesse Jackson og ham selv i kærlig omfavnelse. Jeg blev meget opmuntret af dette eksempel på at mennesker og systemer kan ændre sig til det bedre. Men her i bomuldsmarkerne uden for byen havde intet ændret sig på de 30 år.

Politi 

usa-00115

I 1972 blaffede jeg rundt i Guatemala med en eller anden ide om at tilslutte mig guerillaen, idet Nixon som vicepræsident blodigt havde slået den eneste folkevalgte regering i Guatemalas historie ned i de år, hvor USA optrådte som terrorist. Jeg fandt aldrig guerillaen i bjergene, men læste at der ville blive uroligheder til Nixons konvent. På kun 6 dage blaffede jeg derfor fra Guatemalas jungle til Miami, hvor det med paryk på lykkedes mig at flytte ind i Nixons hovedkvarter i Fountainebleu-hotellet sammen med Reagan, John Wayne og andre top-republikanere. Her blev jeg under demonstrationerne mod Nixons folkemord i Vietnam 4 gange arresteret af Secret Service og til sidst smidt ud af hotellet. Fra mine vinduer højt oppe så jeg på de langhårede demonstranter næsten med republikansk væmmelse. Lige da jeg havde taget billedet af denne demonstrant blev jeg arresteret for tredje gang, da en Secret Service agent bag en busk så mig skifte fra mit langhårede demonstrantkostume til min republikanske korthårsparyk for at gå ind i hotellet, hvor en kvindelig republikansk delegeret havde ladet mig dele sit værelse.  

usa-00637

Jeg husker ikke hvorfor dette gadebandemedlem blev arresteret mens jeg boede i New Orleans hos en sort morder. Jeg ser den slags scener så tit at de er blevet trivielle. Ligesom indvandrerbørn i Danmark i vrede over deres marginalisering løber rundt og hugger mobiltelefoner fra danske skolebørn, slog ghettoens børn i USA hyppigt ihjel blot for en dollar. På samme måde er indvandrerbørnenes anti-danske sprog en tro kopi af det vrede anti-hvide ghettosprog jeg har hørt på hos sorte børn det meste af mit liv. I begge tilfælde hungrer de som følge af vores udstødelse af dem efter kærlighed og accept og når først man har lært at kommunikere med dem gennem et kærligt imødekommende kropssprog frem for angsten undvigende adfærd, smelter de slet og ret for ens fødder og gør sig til ens trygge allierede og venner for livet. Men inden jeg lærte alt dette blev jeg de første to år ustandseligt overfaldet af dem.

usa-03770

I 1990’erne boede jeg ofte hos Wilma i hendes et-rum shack uden lys og vand. Dvs. de fleste nætter inviterede jeg hende ind i min i sammenligning enorme luksusbeboelsesvogn, som jeg parkerede langt inde på marken foran hendes hus, så man ikke kunne se hvad vi lavede fra landevejen. Jeg glemmer aldrig røglugten, der hang ved hende idet hun altid lavede mad til os på et bål udenfor shacken og altid gik i de samme gamle gevandter, der mindede om slavetidens dragter. Vi havde lange diskussioner der i stjernenætterne, hvoraf en blev filmet af Danmarks Radio og bragt under middagen mellem tv-reportagerne fra kongeparrets sølvbryllup. Folk i omegnen begyndte at snakke pga. mine lange ophold hos Wilma og tilkaldte en dag politiet. Billedet tog jeg, da de kom kørende ind på marken. I shacken lige bag politibilen boede i et rum mellem bjerge af deres tøj en hel familie på 6 personer, der alle var mentalt retarderede.  

Mary

usa-00211

Mary 1:
Mange kender fra min bog historien om Mary, der pga. sit forhold til mig fik brandbombet sin shack af en hvid hadgruppe, hvorved broderen brændte inde. Jeg har altid været imod intime forhold til underklassens udstødte, da det er og bliver udbytning. Og jeg har altid konsekvent afholdt mig fra forhold til fattige kvinder i den Tredje Verden. Men Mary var en undtagelse og vores tætte forhold har varet livet igennem på trods af vores klasse- og kulturmodsætning. Da jeg kom til hendes shack uden indendørs vand og toilet for at få et glas vand i sommerheden endte vi - i mere end en forstand - med at dele vand ved den samaritanske kvindes brønd. Mary og jeg romantiserede vores forbudte forhold i de barske omgivelser, men hendes tillid til folk var ikke som min, og hun havde tre pistoler og et gevær under sengen. Det blev nogle af de lykkeligste dage i mit liv og den dag i dag nærer vi stærke følelser for hinanden.

Da jeg for en tid ville rejse til et Ku Klux Klan‑møde i Kentucky, gav Mary mig et sølvkors til at beskytte mig på rejsen. Det var den dag jeg tog dette billede, hvor hun stænger døren som om hun anede hvad der ville ske.

usa-01195

Mary 2:
Marys foran det brandbombede hus. Tragedien kastede mig ud i mit tilbagevendende dilemma:

Kan jeg som udenforstående have fuldt udviklede menneskelige relationer med dem, som er udstødt til at være paria?

De, som ønsker at bevare et kastesystem, vil altid fordømme sådanne forhold.

Ofte skyder amerikanerne skylden på mig for Marys ulykke i skyldfølelse over den uudtalte apartheidgrænse i deres hjerter og sind, som jo forårsagede vores Shakespeareske tragedie.

På samme måde bebrejder vi europæere altid amerikanerne deres primitive modstand mod sort-hvide intime forbindelser men glemmer vor egen afstandtagen fra intimt samvær med muslimerne.

Overalt i verden er både undertrykkerens og den undertryktes sind sygeligt fortæret af tvangsblokeringer overfor blandede ægteskaber og intime forhold.

usa-01940

Mary 3:
Dette er det eneste billede jeg nåede at tage af Marys bror i live inden han døde i branden. Men Mary har næsten glemt det, da hendes liv i de 30 år siden har været ligeså hårdt. Kort efter broderens drab blev hendes søster myrdet og snart efter hendes bedstemor. Da dansk fjernsyn var med på besøg, chokeredes seerne over hendes omtale af volden siden hen, bl.a. mordet på sønnens kone kort før. Også sønnen John er som mulat født i vold, da Mary som ganske ung blev voldtaget af en hvid godsejer. Denne har siden købt hende til tavshed gennem talrige pengegaver, bl.a. den nye større shack ude i skoven, hvor jeg har elsket at bo hos Mary lige siden. Ustandseligt har jeg hjulpet Mary gennem årene med at få John ud af fængsel.

usa-01894

Mary 4:
Her er Mary efter fyraften i sin nye shack ude i skovene på Alabamas ødeveje, hvor jeg tit sad på verandaen og skrev mine artikler på computeren. Væggene i shacken er stadig tapetseret med plakaterne fra Amerikanske Billeder. Dette blev mit faste tilholdssted gennem 80’erne og 90’errne, når jeg trængte til at komme væk fra mine foredrag i universiteterne eller crackbandekrigene i storbyghettoerne. En nat, da jeg så to Puertoricanere blive skudt lige for øjnene på mig i min gade i New York og pludselig begyndte at skælve voldsomt, da jeg forsøgte at fotografere ned i de døendes øjne, kørte jeg på kun 20 timer dybt rystet de 1600 km ned for at gemme mig hos Mary.
Mellem mine universitetsforedrag hjalp jeg tit Mary med høstarbejdet, som stadig foregik ved at den hvide godsejer kl. 5 om morgenen kørte os til bomulds- og senere bønnemarkerne, hvor vi puklede i 45º hede.

usa-08612

Dette billede er fra i år, 2009, hvor Mary kaldte mig over fordi hun nu er alvorligt syg. Hun var blevet opereret for kræft og havde en blokeret åre til hjernen, hvorfor hun lå i alskens slanger. Det føltes underligt og smertefuldt at hjælpe sin gamle flamme med at holde styr på alle de slanger og iltflasker og at gå rundt med hende i byen med gangstativ, men samtidig er der noget smukt ved at følge et mennesket så tæt livet igennem fra vi var unge og vilde – dengang vi sammen havde mod til at bryde de lokale tabuer og skabe Amerikanske Billeder.

Ku Klux Klan

usa-00303

På min første foredragsturne i 1978 samlede jeg en nat en fortabt blaffer op, som virkede helt lukket, men noget i stemmen fik mig til at mistænke incest. Jeg spurgte ham derfor igennem lang tid kærligt ud om hans barndom. Og ganske rigtigt dukkede der langsomt op af sjælens dybder en gruopvækkende historie om en stedfaders voldtægt af ham, som han havde lagt et effektivt mentalt låg over. Ligeså overrasket over minderne, der nu dukkede frem, var jeg over at han delte dem med nogen. I løbet af kort tid var dette knudebundt af et ungt menneske forvandlet til én stor taknemmelighed, der ville gøre alt for mig. Da jeg viste ham min bog (om underklassens sorte), spurgte han pludselig om ikke jeg ville med til det Ku Klux Klan-møde, han var på vej til. Jeg havde aldrig som vagabond kunnet få kontakt med klanen. Nu åbnede et af dens medlemmer sig pludselig kærligt op for mig og tilbød at hjælpe mig med at tage skjulte billeder af den hemmelige korsafbrænding og i realiteten at forråde hans venner. Jeg vidste at jeg fra nu af ville kunne stole på ham, for jeg har altid mødt dyb taknemmelighed fra sådanne ofre for mishandling, som man giver hjælp. Han var den første klanmand som åbnede sig op for mig om denne triste årsagssammenhæng bag klanens skræmmende ydre. Da jeg mange år efter begyndte at arbejde seriøst med klanens racisme, blev mønstret bekræftet – det mønster som man næsten aner i disse fattige klan-sympatisører. 

usa-00567

Historien bag dette billede er følgende. Efter klanens åbne rekrutteringsmøde om dagen gav jeg min ludfattige blaffende klanmand aftensmad. Jeg tilbød ham at ringe til hans mor på mit kreditkort for at fortælle at han var nået vel frem. Men nu fortalte hans mor ham grædende i telefonen at hans onkel lige var blevet myrdet af to sorte. Pludselig så jeg hans ansigt forvandles til had. Jeg var i mine syv sind om hvorvidt jeg nu turde at gå med ham langt ud i Alabamas mørke skove og sammen med en flok utilregnelige kutteklædte mænd brænde kors af i noget som ville udarte til massehysteri. For han vidste jo nu alt om mit forhold til sorte. Aldrig har jeg været mere skræmt. Og nu var det mig selv, der fik brug for at ringe rundt til venner i USA og familie i Danmark for at sige at hvis de ikke hørte fra mig inden midnat skulle de slå alarm. Det var en af de få gange i mit liv jeg udviste mod. Man er jo ikke modig når man – som jeg normalt oplever det – har tillid til det gode i mennesket. Men den dag havde jeg tvivl og skulle derfor overvinde min frygt. Frygt bygger jo på det negative i mennesket hvorved man uundgåeligt fremelsker det onde.
I dag er jeg glad for at jeg valgte at ”vise” tillid til dette smertens barn, thi for mennesker, der har det så skidt at deres eneste selvværdsfølelse opnås ved at se andre frygte deres aggressioner eller hadsymboler, er tillid det samme som en kærlighedserklæring. Han hjalp mig med at gemme mine film fra de maskinpistolbevæbnede klanfolk og veg ikke fra min side. Han var den første klanmand, der afslørede for mig al den godhed og kærlighed, der ligger gemt bag de tomme hadske symboler.

usa-03763

Mens lederen af den største og farligste Klan-gruppe i Amerika røg i fængsel flyttede jeg i 2002 ind hos hans kone, Pam, der nu var fungerende klanleder. Hun og de andre klanfolk blev så glade for mig at hun inviterede diverse grand dragons fra andre stater til søndagsmiddage for at møde mig. Her spiser jeg efter den indledende bordbøn med Illinois’ grand dragon og dennes personlige body guard, dvs. hendes egen mand. Nogen vil indvende, at sådan spiser klanen ikke normalt. Jo, det gør de når og fordi du står og kigger på dem. Klanen er jo enormt mediebevidste og ved, at uden deres klovnedragter er de ikke Ku Klux Klan, men almindelige mennesker som os andre. Så de elsker at klæde sig ud for at imødekomme vores behov for at finde fjendebilleder og at tro på det onde. Det er ikke dem, der hader, har jeg for længst gennemskuet, men dem der afslører vores trang til at hade og fordømme andre frem for at forstå menneskelig smerte. Med de voldsomme ubearbejdede skader de slæber rundt på fra barndommens mishandling af i reglen fordrukne, voldelige stedfædre, forsøger de livet igennem at få vores opmærksomhed som kompensation for den frastjålne kærlighed. Som klanlederen sagde til mig: ”Jeg kan ankomme i Limousine og et jakkesæt til 10.000 kr, men ingen skænker mig opmærksomhed. Men i samme øjeblik jeg trækker disse magiske gevandter over hovedet står der straks tusind skrigende demonstranter foran mig. Jeg kan simpelthen ikke leve uden den adrenalin og anerkendelse, det giver mig.”
Så med dette billede ønsker jeg intet andet end at udstille vores eget had.

 

usa-03764

Barnet på billedet er svøbt i kærlighed og ikke had. Men sådan ser tilskueren det muligvis ikke, for overalt i verden er rebelflaget blevet symbolet for såkaldte hadgrupper. Men symboler er tomme og ligegyldige for børn – også når Katja af sin nazistiske far lærer ”Heil Hitler” hilsner. Det der tæller for barnet er om det er genstand for kærlig indleven fra forældrene og ikke afsavn, nedvurdering eller direkte mishandling. Jeg har endnu aldrig mødt en klanmand fortælle om sine kærlige forældre og lykkelige barndom. Så Katja vokser ikke op og bliver hadefuld.
Hvor ved jeg det fra? Skønt jeg så hende heile barndommen igennem ind imellem de almindelige børnehistorier og legolegetøjet, som jeg gav hende til fødselsdag, er hun i dag et ganske almindeligt kærligt menneske. Det er hendes forældre også efter at de fik lidt hjælp til at komme ud af Ku Klux Klan og Nazistpartiet.
Men de fleste af os forsøger i stedet at fastholde dem i sådanne hadgrupper ved at dyrke dem som det onde og direkte at undervise vore egne børn i had – modsat forståelse - når de f. eks. skal skrive projektopgaver om KKK i folkeskolen.

 

 usa-kkkak05-036

Dette billede viser en rar gammel bedstemor. Og dette er sandheden skønt det også er den 56-årige Jean, der ses i kutte omkring klanens spisebord. Jeg havde ikke set Jean i et år og var lidt nervøs fordi jeg havde skrevet lidt kritisk om hende på min hjemmeside, som klanen følger med i. Det var før jeg blev klanens egen officielle webmaster. Men straks Jean så mig i vintersneen udenfor hendes fattige hus, sprang hun ud og omfavnede mig og råbte begejstret: ”Jacob, hvor er jeg glad for at se dig. Jeg er en fri kvinde nu, jeg er fri, min mand Null (som sås i den sorte dragt omkring spisebordet) er lige død.” Og så slæbte hun mig lige lukt ind i soveværelset for at vise det :-)
Her væltede hun sine hængebryster ud af blusen og smed bukserne for at vise mig tatoveringerne selv på de mest intime kønsdele. Gennem hele livet havde hendes mand nemlig modsat sig at hun fik tatoveringer fordi han barndommen igennem selv var blevet pryglet af en fordrukken stedfar med tatoveringer. Men hvad er en klankvinde uden tatoveringer? I deres evige forgæves forsøg på at få vores kærlighed opnår smertens børn den omvendt i form af negativ opmærksomhed eller vores direkte had og fordømmelse. Først i ungdommen som tatoverede rockere, siden meget mere effektivt ved hjælp af klovnedragterne.
Jeans tre børn tager alle afstand fra deres mors latterlige klanvirksomhed, men hun kan ikke tage afstand fra dem. De sidder nemlig alle i fængsel for narkohandel, hvorfor hun dag og nat er bundet til at passe sine børnebørn. Men psykisk føler hun sig nu som en fri kvinde. Jo, hun er en rar gammel bedstemor.

Shacks  

usa-00337

Jeg kom til at bo hos Nell Hall i Jersey City, da jeg i 1974 flyttede ind hos hendes gravide datter, Eveleen. Billedet er kendt fra mine plakater og var i 80’erne uhyre populært blandt USA’s feminister, som købte stakkevis af mine plakater i universiteterne. Men så kom ”mig-selv-nok-generationen” i 90’erne og siden har jeg ikke solgt en eneste. I dag gider eleverne ikke have noget deprimerende på deres vægge for at postulere solidaritet.
Billedet blev symbolet på den nedslidte socialhjælpsmor. Jeg husker dog ikke om barnet i virkeligheden var Eveleens. Det gjorde heller ingen forskel i fattiggårdenes trøsteløse rammer, hvor eneste adspredelse ud over kriminaliteten er fjernsynet døgnet rundt. Jeg havde virkelig svært ved at få tiden til at gå her og havde derfor god tid til at sidde og vente på det rigtige ansigtsudtryk, der gav udtryk for håbløsheden før den fremmedes opmuntrende indtræden i deres liv.
Nell Hall blev snart efter smidt ud fordi hun ikke kunne betale sin husleje på 59$, hvorfor de blev hjemløse og jeg mistede kontakten med dem. Men jeg tænker dagligt på hende og datteren, når jeg kører forbi den nu lukkede fattiggård på hovedvej 9, hvor ungerne fra vore slumlejligheder altid lynhurtigt tømte lastbilerne bagfra når trafikken gik i stå i myldretiden. Stedet ligger lige ved det depot, hvor jeg i dag opmagasinerer mit lysbilledudstyr og havde tusinder af plakater og bøger med Nell liggende. I rummet ved siden af mit lavede mine gode venner, de arabiske terrorister som sprang World Trade Center i luften første gang, deres bombe, og det ærgrede mig at resterne fra nitratbomben ikke selv-detonerede, som FBI frygtede så meget at jeg fik mit show spærret inde i en uge, hvorfor jeg fik 5 universitetsforedrag aflyst. For så ville terroristerne have sprunget Nell Halls efterladte papirer i luften og jeg kunne have fået forsikringspenge for dem nu hvor vor tids selvglade studenter ikke gider købe dem længere J

 

usa-00505

Mens jeg boede hos min kæreste Mary i Alabamas øde skove lånte jeg den hvide nabo, Charlie Blues cykel til at komme rundt og besøge de mange fattige her i sydens sorte bælte, som ingen industri vil investere i. Men jeg er i dag forbløffet over hvor langt jeg egentlig kom rundt på cykel på de lange øde biveje gennem de endeløse skove. For Anna King på dette billede boede i Notasulga 75 km fra min bopæl hos Mary i Perote. Så jeg har sikkert standset hos Anna for at få vand der i den bagende augustvarme. Jeg fik et stille venskab med den gamle Anna og var ked af at hun allerede var død, da jeg tre år efter som en mere holden mand i bil vendte tilbage for at give alle vennerne min nyudkomne danske bog. Hun døde i et plejehjem i Atlanta, men den dag i dag sidder jeg tit i hendes efterladte tomme shack og mediterer over vores korte venskab og hendes smukke farverige gave til Amerikanske Billeder.

 

usa-03023

Ida og Joe Ford mødte jeg også første gang på cykel gennem Alabamas skove i 1975. Jeg har besøgt dem i talrige andre shacks siden, men den første, som blev kendt i min bog, viste mere klassisk apati med sit iturevne avispapir på væggene end Walker Evans kendte billeder fra 30’erne. Deres senere shacks er dog ikke blevet bedre med årene og fattigdommen er uændret. Skønt Joe lever af lidt jagt i skovene, ser jeg næsten aldrig spiselig mad hos dem. Da jeg havde en af verdens rigeste kvinder, den idealistiske Anita Roddick fra The Body Shop, med hos Ida og Joe, nægtede hun at spise deres mad - nogle opløste grisehaler, der svømmede rundt i en mange dage gammel sort ildelugtende væske fyldt med fluer i en jerngryde a la den ældste jernalders. Næsten alle mine danske medrejsende har været med hos Ida og Joe og har haft det sjovt med dem, når vi medbragte tilstrækkeligt øl. I min video om vennerne i Louisianas biograf kan man se Ida og Joes liv næsten år for år gennem de 30 år, de har været venner med ”the picture man”, som Ida altid skriger af glæde når jeg uventet dag eller nat banker på bræddevæggen til deres tysthed – glemte og udstødte som de er i deres tosomhed af både det hvide og det sorte samfund.
Anita Roddick, som har bygget hele sin verdensomspændende virksomhed op på indkøb fra jordens fattigste mennesker, skriver i sine bøger at hun aldrig har mødt en mere håbløs fattigdom end den på turen med mig gennem USA’s sydstater – så håbløs at hun ligesom resten af industrien opgav at investere her i Sydens sorte bælte. Det er på den måde vi ghettoiserer folk som Ida og Joe ligesom et er opskriften på hvordan vi skaber billeder som dette midt i et overflodssamfund.

 

usa-03765

Da jeg kørte North Carolinas Grand Dragon, Robert Moore, hjem fra klanens hovedkvarter i Indiana mødte jeg hans første af fire ekskoner, Nancy på billedet, som han nu igen bor sammen med. Dvs. han sover på denne sofa mens ”din kone jo ligger og boller med en mexicaner i værelset bag ved,” driller jeg ham når han fyrer sine klanfraser af som: ”I stand up for my race!” Nutidens klanfolk ser sig jo mere sure på mexicanske indvandrere end på sorte. ”Ja, men den mexi-boy var en god papfar for min søn i alle de år jeg var borte med klanen”, svarer han grinende.
Han mødte Nancy, da han kom ud af fængsel som 19-årig. Han kunne ikke flytte hjem, for det var hans egen voldelige stedfar, som han efter prygl barndommen i gennem havde forsøgt at slå ihjel med en barberkniv, som var årsagen til hans 5 år i fængsel. Søsteren prøvede ved en anden lejlighed at skære halsen over på stedfaren med en brødkniv. Broderen derimod har været ind og ud af fængsel livet igennem som pyroman. Det er blot en anden måde at brænde sine kors af, for det er den samme psykologiske baggrund som tegner næsten alle klanens medlemmer efter en barndoms mishandling.
Efter fængslet havde Nancy og Robert kun sorte venner, fortæller Nancy om deres narkoægteskab. Men så fik han rettet sit liv op i Ku Klux Klan og ville pludselig kun have hvide venner. Og med alt det pjat skiltes vore veje, siger Nancy, som siden kun havde sorte og mexicanske kærester. Nu efter en hjerteoperation, hvor Robert ikke må arbejde mere, bor han igen ludfattig her hos Nancy, som er stolt over at have slanket sig fra de 400 pund, hun vejede før, da hun ikke kunne sidde i denne røde sofa. Deres søn Jason er lige kommet ud af fængsel og løber nu rundt og praler med at han vil være en stor klanleder som sin hjemvendte far. Så nu mister han pludselig alle sine kammerater, da han er eneste hvid i en skole med kun sorte. Ja, det er jo ikke så let at finde ud af hvor man skal stå. Så ”stand up for your race” mens du lægger dig og tænker over det på en mexicaners sofa!

usa-03292

I 1990’erne delte jeg ofte under mine foredragsturneer denne seng med Wilma i hendes et-rums shack uden lys og vand. Når man hver dag underviser i luksusuniversiteter for den privilegerede elites børn glemmer man let sine rødder, som skabte foredragssuccessen og som man til stadighed skal næres af for at bevare gejsten og indignationen. Og ingen var bedre at vende tilbage til end den intellektuelle Wilma, der altid omkring det natlige bål kunne udfordre mig i min racismetænkning. Hos Wilma kan jeg ligesom når jeg bor i shantytowns i Afrika og Haiti genopleve den helt særlige følelse at ligge klistret sammen mellem de sorte fedtede og røglugtende kroppe på stegende fugtige lagner, som jeg husker det fra mine vagabondårs shacks. Dengang troede jeg at sorte havde denne særlige lugt. Siden, da mange af dem fik indendørs vand, aircondition og varme, opdagede jeg at lugten var miljøbetinget og at det altså var undertrykkelsens dufte, jeg havde indåndet. Så hvordan skulle jeg kunne holde foredrag om undertrykkelse uden stadig at indsnuse dens søde dufte? Nu er Wilma med mig overalt i universiteterne – også i form af en lang diskussion mellem os om internaliseret racisme, som Danmarks Radio optog og afspillede under kongeparrets sølvbryllupsmiddag. Hun har ikke selv set mit show, men blaffer på sine bare tæer tit ind til Montgomery for at ringe til mig og tale direkte til mine publikums i nordstaterne gennem højtaleren. Det er hvad jeg kalder ”live shows” fra slavetiden.  

usa-08570

I dag, sommeren 2009, hvor jeg sidst så Wilma, bor hun i denne shack, der er lidt større end den vi boede i i 90’erne på samme mark. Men kun hjørnet med hendes seng er beboelig og hun laver stadig mad på et bål på marken. Min bog, som hun stadig kan citere udenad sætning for sætning og ivrigt bruger imod mig når vi er uenige, er for længst faldet fra hinanden i fugtigheden. Den eneste bog, hun havde. Dervar altså flere praktiske grunde til at mange sorte internaliserede slaveriets forbud mod at læse, i den grad at sorte børn den dag i dag hyppigt nedgør hinanden for at læse, da det får dem til at ligne de hvide. Sjovt nok, for heller ikke de hvide heromkring har mange bøger ud over Biblen.

usa-00438

Da jeg blev gift med min første kone, Annie Rush, blaffede jeg fra San Francisco for at møde mine svigerforældre i Philadelphia, Mississippi – byen, der blev berygtet for Ku Klux Klans mord på tre borgerretsforkæmpere som skildret i ”Mississippi Burning”. Annie turde ikke vende tilbage, da hun stadig var husket for at være den første sorte, der brugte det tidligere hvide bibliotek. Mens jeg boede hos pastor Rush blev jeg ven med alle i gaden, dvs. den grusvej her på den forkerte siden af jernbanelinien, som man kalder ghettoen, med den lange række af shotgun shacks.
I en af dem boede Carl Overstreet, som ses her, med sin bror Benny og deres far i rullestol. Deres far så jeg sidst, da jeg kom og gav dem min bog i 1978 og Benny har stort set været i fængsel hele sit voksenliv. Men Carl har klaret sig nogenlunde skønt jeg hver gang jeg vendte tilbage gennem årene straks genkendte ham i de nye shacks ved at han sad i samme opgivende stilling. Måske han sad og grublede over det smertefulde liv omkring ham. For da jeg i 2007 spurgte ham om han ikke ville med i min nu afdøde svigerfars gamle kirke, svarede han: ”Nej da, nu har jeg min egen.” Og således var det nu mig, der måtte sidde i en lignende hængestilling gennem hans 3 timer lange prædiken, hvor vi blev trukket gennem ild og helvede som hos de bedste sorte prædikanter. Hvem ville have troet at dette 8-årige barn rummede sådanne kræfter i sig?
Se ham prædike i Louisianas biograf.
 

usa-00410

Jeg var blevet venner med gangsteren, Lep, der efter sin fængselsdom i New York den 29. okt. 1973 inviterede mig hjem for at besøge sine forældre i North Carolinas skove. Det blev til et livslangt venskab. Alligevel var det først efter 30 år at sandheden om Leps far, Lefus Whitley, gik op for mig. Da han altid sad eller lå opgivende væltet omkuld af druk som på billedet, når jeg kom, brugte jeg ham i Am. Billeder til at illustrere den dybere apati, jeg så hos mange fattige sorte. Det var den slags ”ærlige” billeder, som gjorde det svært for mig at få mit show ind i amerikanske high schools, da lærerne var bange for at billederne ville intensivere de negative fordomme, eleverne i forvejen har om sorte. Min sandhed om underklassen var god nok, men at billeder lyver selv overfor fotografen er Lefus samtidig et godt eksempel på. Da jeg i 2003 rejste rundt for at videooptage mine venners egen opfattelse af deres liv som modsætning til MIN fortolkning i Am. Billeder, gik sandheden om Lefus op for mig. Modsat billedet af en ”lazy drunk nigger” med familieopløsning osv. som de fleste amerikanere læser ud af fotografiet, kunne alle som én bekræfte overfor mig at Lefus aldrig havde mistet en dags arbejde i sit liv. Han var begyndt at drikke i weekenden som fæstebonde, men mistede jorden da de hvide farmere pressede de sorte ud. Siden var han bygningsarbejder og blev hver morgen kl. 5 samlet op af sjakket og kørt til Raleigh, hvor han byggede alle de skyskrabere, der ses i hovedstaden i dag. Først efter fyraften begyndte han at drikke - dvs. når jeg besøgte ham om aftenen. Min overfladiskhed bestod i at jeg aldrig havde boet hos familien. Under hvert besøg boede de i en ny forfalden shack, men havde altid haft det tætteste familieforhold ligesom familien stadig mødes hver søndag. Jo, i sandhed, det var Lefus som byggede Amerika, indser jeg i dag. Så hvordan kunne jeg i 30 år lyve for mig selv og andre med dette billede?

John  
 

usa-03123 

John 1:
Historien om John og hans familie af massemordere er kendt fra mit nyere lysbilledshow. For mig startede den den 18. september 1991, da jeg efter min forestilling i Univ. of Houston om natten havde samlet en blodbestænkt hvid kvindelig blaffer op og kørt hende hjem efter at have forbundet hende. Hun var lige blevet overfaldet af de sorte. Det omvendte oplevede jeg da jeg lidt længere ude i mørket på hovedvej 10 samme nat så jeg denne fyr Woody, som havde ventet i tre dage på et lift efter at være blevet fyret fra en rejebåd i gulfen uden løn. Han var af typen ingen vil samle op. Det var i løbet af den lange nats kørsel at han fortalte at han og hans to brødre havde myrdet så mange sorte, at de ikke kunne tælle dem på fingrene og tæerne, som han sagde på min båndoptagelse. Jeg vidste ikke om det var tomt pral, så fem år senere vendte jeg tilbage for at undersøge det. Og sandheden viste sig at være langt værre. Ikke blot havde brødrene efter en barndoms forfærdelige mishandling myrdet sorte, men også hans voldelige far og bedstefar havde gjort det samtidig med at de slagtede hinanden. Da jeg interviewede hans mor, fortalte hun hvordan faren i fuldskab engang havde flået hendes livmor ud, hvorefter hun havde slået ham ihjel med en økse. Dette billede er taget to nætter før Woody brød ind i et hus og skar maven op på de sovende. Siden har jeg været mægler og budbringer mellem de overlevende ofre og ham selv i fængslet.

 

usa-03626

John 2:
Det var da jeg i 1996 vendte tilbage med en norsk forfatter i bilen og fandt Woodys bror John, at den blodige sandhed blev bekræftet. Hun endte med at skrive en hel bog om det. Når John og hans kone Tina var ædru opdragede de deres børn som alle andre forældre efter de høje amerikanske idealer om at vi alle er lige. Som de formulerede lighedstanken: ”Niggerne bløder jo rødt ligesom os.” Men når vi under deres evindelige druk i nattetimerne konstant hørte dem snakke om hvordan de dræbte niggerne og smed dem i floder og sumpe, hvor de en gang havde fanget et af ligene i deres krebsenet, - ja, så får de mishandlede børn jo et andet budskab end lighed ind med modermælken. Samantha, som her får våbenundervisning, blev som 7-årig smidt ud af skolen for sammen med tre andre hvide piger at smadre en sort skolekammerats hoved med en brosten. Hun ville se om det var rigtigt at de sorte bløder rødt. Da jeg i 2003 vendte tilbage med den sorte danske kvinde, Rikke Marrott, havde Samantha allerede været to år i fængsel for en anden forbrydelse. Men Samantha knyttede sig straks stærkt til den kærlige Rikke, for skønt hun som 7-årig begik sin første hate-crime, havde hendes dybere smerte jo intet med sorte at gøre. 

usa-03610

John 3:
I 1996 var Samathas lillesøster Gene kun to år, men allerede som hende voldsomt mishandlet. Jeg holdt meget af moren, Tina, men så hende nat efter nat i fuldskab slå Gene, der ligesom andre mishandlede børn allerede var aldeles øretæveindbydende – undertrykkelsens onde cirkel. Jeg bliver ofte bebrejdet af mine tilskuere for at tage billeder af mishandlingen frem for at skride ind. Men den fremmede indtrængende gør intet godt ved at irettesætte mennesker, som har det skidt, og derved fortælle dem at de er forfærdelige. Det ved de jo allerede. De er i forvejen ghettoiserede af alle deres omgivelser og har ingen venner. Derimod gælder det om med sin kærlige tilstedeværelse at sige til disse traumatiserede mennesker - bogstaveligt langt ude i sumpen - at de er Guds egne børn for at de kan få det bedre med sig selv. Mennesker, der har det godt med sig selv, skader ikke hinanden….og deres børn.

 

usa-03876

John 4:
Da jeg i 2003 vendte tilbage var moderen Tina blevet dræbt under druk og børnene sat i pleje i et godt kristent hjem. Nu var Gene 9 år gammel. Man siger at børn intet kan huske fra to-årsalderen, men da hun så mig komme kørende, kom hun løbende ud og sprang op i mine arme som var jeg en god ven af familien. Jeg var da også den eneste, der havde besøgt dem i hendes barndomsår og som havde vist familien lidt positiv interesse. Her viser Gene mig hvad hun skrev til moderen efter hendes død.

usa-07713

John 5:
I år, 2009, var jeg igen tilbage. Da jeg kom til Johns nye hus, lå der blod overalt på græsplænen mens han var i færd med at sko sin hest. Han og vennen fortalte at han igen natten før havde været så sanseløst beruset at han var begyndt at skyde til måls efter sin eneste ko med pistolen. Koen var blevet så skræmt at den sprang over indhegningen og løb ned gennem byen. Derefter havde han taget sin riffel og var hoppet på hesten i et vildt ridt gennem byen. Først mange miles på den anden side var det lykkedes ham at skyde koen, som han fik papsønnen til at hente i lastbilen og partere om morgenen. ”Så derfor, Jacob, ligner min græsplæne et blodbad og derfor kom hesten til skade.” Jeg havde lige samlet en pæn dansk kvinde op i lufthavnen og taget med. Først lige før vi kom til John turde jeg fortælle hende at vi skulle på besøg hos en massemorder – den første familie hun besøgte på sin USA-tur. Hun vidste ikke om jeg spøgede før hun så den blodige græsplæne. Bedre blev det ikke, da John inviterede hende på krebse- og krokodillejagt i de sumpe, hvor de efter eget udsagn havde dumpet deres sorte ofre gennem årene. Flere af mine tidligere medrejsende havde takket nej til lignende tilbud fra John, men jeg sagde straks ja. 

usa-07659

John 6:
Det har ikke været godt for børnene at komme tilbage til John fra plejefamilien. Her står han med det ene af sine to børnebørn, som Samantha fik inden hun var 20 efter at hun kom ud af fængslet som 17-årig. Derefter løb hun hjemmefra og efterlod dem hos John. Johns bror, Woody fra det første billede, blev efter mange år i fængsel prøveløsladt og flyttede som hjemløs ind hos John. Der voldtog han den nu 13-årige Gene, hvorfor John sendte sin egen bror livsvarigt i fængsel ligesom hans anden bror afsoner en livstidsstraf for et af mordene, de begik mod sorte. Som 13-årig stjal Gene også en bil for at køre nogle kammerater til en McDonald i nabobyen hvorefter hun kom i ungdomsfængsel. Derfra flygtede hun i år som 14-årig ved bl.a. at stjæle en skolebus, som hun smadrede totalt. Så nu er hun kommet i et voksenfængsel så langt væk at John ikke har råd til at besøge hende.
Og sådan kører undertrykkelsen i ring for denne dybt traumatiserede familie, som jeg nu har fulgt gennem fire generationer, og nok vil følge gennem resten af mit liv – ligesom jeg gør det med alle mine andre spændende amerikanske venner.

Landskaber  
 

usa-00048

Disse shotgun shacks lå i et fabelagtigt naturområde ude på østsiden af Meridian, Mississippi. Hele området bestod af næsten jungleagtige røde lerbakker med træer og shacks overgroet af Mississippis karakteristiske vedbend og spanske mos. Her havde jeg mange venner ude, bl.a. jordspiserne i mit show, som jeg lavede et interview med om hvorfor de spiste den røde jord og sendte den op til deres slægtninge i nordstaterne, som kalder den ”Mississippi Mud.”
Men netop den dag blev jeg midt i interviewet pludselig arresteret af politiet og anklaget for at være ”kommunistisk infiltrator,” der ville hidse de sorte op. Hvad jeg ikke vidste, var at de fattige sorte var midt i en kamp for at bevare dette naturområde og deres huse mod spekulanter, som ville rydde det hele og lave butikscentre. Spekulanterne vandt og her hvor disse shacks på billedet lå, ligger i dag det store butikscenter, College Park. Hvert år ryddes på denne måde i USA et naturområde lige så stort som staten Connecticut.

Religion/tro

usa-00226

Dette billede tænker jeg altid på, når jeg ser de kristne amerikaneres slogan: ”The family that prays together, stays together.” Jeg var kæreste med disse bedende børns mor, Baggie, mens min senere mangeårige sorte foredragspartner Tony var kæreste med hendes søster, Marjorie.
Baggie boede i det fattige sociale byggeri Morningside i Greensboro lige der hvor Ku Klux Klan seks år senere dræbte 5 demonstranter, deraf en anden af Tonys tidligere kærester, Sandi Smith mens en anden af mine gamle sorte veninder, Willina Cannon, blev såret. Blodbadet, som chokerede hele verden fordi man troede at klanterror var forsvundet med borgerretskampen, blev udført af klanlederen, Virgil Griffin, som jeg mange år senere blev gode venner med.
Men skønt det fandt sted lige der hvor jeg havde boet i hjertet af ghettoen, åndede alt fred og idyl mens jeg boede sammen med Baggie. Hver aften så jeg hende bede aftenbøn med børnene. Og dog, kun en måned efter blev Baggie arresteret for et bankrøveri og fik 25 års fængsel. Man kan tilsyneladende ikke bede sig ud af dybere undertrykkelsesmønstre, som de kristne påstår.

 

usa-03651

Hver gang jeg besøger min ekskones hjemby, Philadelphia, MS, er jeg til gudstjeneste i min svigerfars gamle kirke skønt det kun er de ældre, der nu husker hende. Det er en holy roller kirke, hvor det er sjovt at se mine venner efter håndsbevægelsen besvime i stakkevis på kirkegulvet og blive dækket af hvide lagner som var de døde, hvorefter de genopstår og vi sammen går hjem og drikker kaffe og synder videre. Kirketjeneren i hvidt til højre er en af mine gamle gangstervenner, der bor sammen med Willy Rush, min ekskones fætre. De var tidligere byens drukkenbolte, så det var altid dem jeg boede hos, da det nu engang er sjovest at bo der, hvor festlighederne sker. Men nu, hvor disse to syndere begge på deres gamle dage har fundet gud og er blevet tørlagte, er de blevet forfærdeligt kedelige. Så nu bor jeg hos Beverly, som ses modtage håndspålæggelsen på billedet og som intet havde imod at jeg slæbte USA’s værste Ku Klux Klan-leder med hjem hos hende. Og det kan man jo kalde for tilgivelse, for ingen by i USA er blevet så terroriseret som netop denne by, hvor filmen ”Mississippi Burning” fandt sted. To af min ekskones fattige hvide legekammerater, Jim Bailey og Billy Wayne Posey, var senere blandt de dømte og havde netop i denne gade, Jericho St, paraderet med brændende kors. Derfor var det så vigtigt for mig at få klanlederen Jeff Berry med ind i min svigerfars kirke, som det blev vist i filmen om vores rejse i fjernsynet for nylig.

usa-05048

Disse hænder i bøn er bødlens hænder. De tilhører min svigerfar, pastor Jake Rush. Jeg havde glemt at jeg tog billedet, men Louisianas kurator fandt det i mit arkiv og hænderne får nu efter min ekskones død en særlig mening for mig. Jeg håber virkelig at præsten bad om tilgivelse for den mishandling, han gav min ekskone, Annie. Jeg havde det fint med ham mens jeg boede hos ham for at undersøge sandheden om det mareridt af en barndom han havde givet Annie. Som beskrevet i min bog holdt vores ægteskab ikke til de traumer, det gav hende senere i livet. Pastor Rushs datter, som var Annies mor, var blevet gravid med en college professor som 16-årig, hvilket var så stor en synd i præstefamilien, at hun og Annies tvillingesøster blev sendt i eksil i Norden, mens Annie blev opdraget af bedsteforældrene i strengeste pietistiske fromhed. Tårevædet havde Annie fortalt mig om det brændeskur bagved huset, hvor hun ustandseligt blev bundet op og pisket til blods af disse fromme hænder. Nat efter nat, mens vi var gift, græd Annie sin barndoms smerte ud, men først da hendes barndomsveninder, Georgia og Toot, beskrev alle detaljerne og viste mig skuret, gik ondskaben helt op for mig – et undertrykkelsesmønster som så let kører i ring. Jeg mødte således Annie, da hun efter 10 års landflygtighed i England, vendte hjem fordi hendes mor var blevet myrdet i Chicago kun et halvt år efter at hendes stedfar blev stukket ihjel.
 

usa-03212

En af de oplevelser, der gjorde stærkest indtryk på digteren Pia Tafdrup på vore ture gennem USA’s slum, var mødet med denne shack, som hun skrev om i Politiken. Her boede 24 mennesker stuvet sammen i to soveværelser, en stue og et køkken – alle uden undtagelse kvinder og børn. I et universitet havde jeg foredrag for 80 sorte studenter, hvoraf ikke en eneste var vokset op sammen med deres far, som på samme måde var i fængsel.
På billedet ses Jean Ellison undervise sit barnebarn halvt kiggende på det støjende fjernsyn, der kører ved en anden seng med ligeså mange sovende børn. Med stablerne af tøj overalt mellem de papkassetapetserede vægge var det næsten umuligt at fotografere derinde. Det har altid været mig en gåde, hvordan kristne, som i den grad er stablet ovenpå hinanden, magter at komme i deres fineste stadstøj i kirken om søndagen. Da jeg vendte tilbage det næste år, var den let antændelige shack, som udvendigt stod i vand, da også brændt ned til grunden i en af de hyppige kaminbrande. Billedet blev taget på den tur, hvor Pia Tafdup og jeg måtte flygte nordpå med orkanen Hugo lige i hælene – det år muren faldt i Europa.


 

Natten    

usa-00029

Dette billede bliver brugt i et filosofisk afsnit om sexisme i mit show, men jeg har aldrig forstået hvorfor Europas museer altid har det med i mine udstillinger. Det viser intet andet end mit første nat hos min nye kæreste, filmkritikeren Helene Linne, som jeg mødte i Cambridges nytårsfester. Ved nytårstid blaffede jeg hvert år op til Boston, hvor de har de bedste nytårsfester, mens jeg altid på turen op fra sydstaterne på mystisk vis blev samlet op af hassidiske jøder og derfor tilbragte en aldeles ukristen jul i NewYork. Helene ser jeg stadig, men sidst jeg inviterede hende på middag i en mexicansk restaurant i Boston ventede vi hele aftenen på at få maden. Da vi klagede, undskyldte ejeren sig med at kokken i løbet af aftenen var blevet myrdet i køkkenet, hvorfor de ventede på at en ny kok skulle komme. Vi havde godt nok i øjenkrogene på et tidspunkt bemærket ambulance og politi, men ikke hæftet os ved det. Tja, så fordybet kan man være i sine gamle kærester – selv 23 år efter.

 

Narko  

usa-00338

Dette billede er taget dagen efter at Aline, som Don sprøjter heroin ind i, slog en taxachauffør ihjel. Jeg var kommet blaffende til Jacksonville, FL aftenen før, hvor jeg mødte den sorte pige Diane, som lovede at finde et sted til mig at bo. Hun og veninden Aline lod mig vente i en natklub mens de undersøgte mulighederne. Noget efter kom jeg helt oprørte tilbage og sagde at vi skulle på motel. Mens vi delte sengen der, iagttog jeg dem natten lang bede ind imellem forsøgene på at sprøjte heroin: ”Oh, please, God, let him not die.” For at få penge til motellet havde de i en mørk sidealle lavet et blowjob på en hvid taxachauffør, men – gik det langsomt op for mig – havde så slået taxachaufføren ned med en brosten for også lige at få penge til et skud heroin. Næste morgen sov de over sig og ærgrede sig mest over at komme for sent i kirke, hvor de skulle synge i kirkekoret. Den næste aften skulle de igen finde et sted til mig at bo og efter megen vandring havnede vi hos narkovennen Don. Kort efter at jeg tog dette billede, sov vi alle på hans madras, hvor jeg i mørket kunne høre dem i vild sex. Jeg tog nogle blitzbilleder af deres interraciale sex, som USA's fotoanstalter på det tidspunkt nægtede at lave aftryk af og som Louisiana nok også ville betænke sig på at udstille. Derfor denne lidt pænere version af hele forspillet.
 

usa-00379

I 1973 fulgte jeg bygningen af World Trade Center, som jeg fotograferede fra mange vinkler. Det var mit elskede velkomsttegn, der som det første mødte mig hver gang jeg kom blaffende tilbage til New York fra sydstaterne. Narkomanerne, som lå overalt på tagene i de år og sprøjtede, vidste ikke helt hvad de skulle stille op med disse ”two bags”. For dem var det gamle syn af ”the big needle” eller ”den store kanyle”, som de kaldte Empire State bygningen, langt mere ophidsende. Dette billede er taget af en af mine venner i den bygning, jeg i 1974 boede i på Ave B, gaden som på det tidspunkt kaldtes for ”DMZ” eller den demilitarizerede zone. Den dannede grænsen til ”the free fire zone” i vilde østlige bogstavgader, hvor jeg sjældent turde komme om natten i de år, men hvor Amerikanske Billeder siden havde hovedkvarter hos 6 lesbiske piger. Siden er de fattige næsten blevet fordrevet fra Manhattan og området gentrificeret. I dag kommer jeg igen i bygningen, men nu for at besøge min søns første kæreste, Anna Davolio, som er topmodel i verdenseliten.

Amerikanere  

usa-00002

Merrilyn, som jeg boede hos i Harlem, følte ikke at vi passede sammen, så en dag foreslog hun at jeg i stedet skulle have hendes bedste veninde, Leslie, som kæreste. Så vi blaffede de tre timer op til ghettoen i Hartford, hvor hun dumpede mig for Leslies fødder og sagde: ”Hey, Leslie, I can’t use this white boy. You can have him.” Det blev kærlighed ved første blik og snart efter var Leslie og jeg lige ved at blive gift. Eneste hindring var at hendes familie som de fleste undertrykte minoriteter var dybt imod blandede ægteskaber. Som hendes søstre sagde med væmmelse ”How can you be with a filthy white man?” skønt de alle godt kunne lide mig. Et andet problem var at Leslie var så skæv af marihuana allerede ved middagstid, at vi ikke kunne kommunikere resten af dagen. Og endelig at vi var så ludfattige, at Leslie foreslog at jeg giftede mig med en af de rige hvide kærester, jeg havde på det tidspunkt, og ansatte Leslie som tjenestepige. Jeg blaffede mange gange tusinder af miles for at komme tilbage til hende ligesom hun og Merrilyn blaffede op til Canada og en anden gang endog helt til Californien for at se mig. Da jeg i 1978 vendte tilbage for at give dem min bog, var næsten alle mine gamle sorte kærester blevet gift med hvide mens deres søskende uden undtagelse var gift med sorte. Det var altså lidt trist at erkende at det ikke var mig, de oprindelig havde følt sig tiltrukket af, men min race. I ethvert undertrykkelsesmønster er der nemlig undtagelser, som går imod hovedstrømmen. I 90’erne var de næsten alle blevet skilt fra deres hvide mænd, hvorfor jeg igen begyndte at bo hos Leslie. I 2003 fejrede vi det sølvbryllup, som kunne være blevet en realitet hvis ikke racismen i samfundet havde været så dyb, og både jeg og Merrilyn og den dybt religiøse Leslie fortsætter i dag vores venskab på Facebook.

 

Dette billede af Reagan tog jeg otte år før han blev præsident i en tid hvor alle trak på smilebåndet af denne B-skuespillers forsøg på at stille op. Jeg snød ham og the Secret Service ved at snige mig ind i det republikanske hovedkvarter med korthårsparyk og nålestribet republikansk mundering. Jeg husker hans demagogi og hvordan han løj i sin tale hvori han hævdede at USA havde verdens bedste sundhedssystem. Jeg havde allerede set så meget sygdom og børnedødelighed i landet, at jeg havde sat mig grundigt ind i FN’s sundhedsstatistikker.

usa-00373

Den 10. april 1974 fik jeg et af mine vigtigste lifts som vagabond. En sort socialarbejder, der samlede mig op og så mine billeder, spurgte om jeg havde lyst til at møde USA’s eneste overlevende slave og tog mig med til 134-årige Charles Smith. Hans fortælling om hvordan han blev fanget i Afrika og lokket på et slaveskib og solgt på slaveauktion i New Orleans har igennem 35 år bevæget mine publikums.

usa-01431

Dette billede kalder jeg ”Skønheden og udyret”. Under Watergatehøringen her i 1974 følte vi endelig vi fik skovlen under præsident Nixon, som var ungdommens og de sortes store hadeobjekt i de år. Billedet blev taget en aften under Nixons tale lige inden han gik af, da jeg boede hos min kæreste Baggie i Greensboro. Jeg elskede Baggies store afro og hele den ”Black is beautiful” bevægelse, som afroerne symboliserede i opgøret med tidligere tiders selvhad hos de sorte. Men hvem af de to der egentlig var udyret kan jeg blive i tvivl om i dag, for kun en måned efter blev Baggie arresteret for et bankrøveri og fik 25 års fængsel.

usa-03690

Jeg husker vagt den lyse Obama fra de år, hvor hans ”Black Law Students Ass” var med til at organisere mine shows på Harvard og hvor vi begge var dybt involveret i anti-apartheidbevægelsen.  Det står dog lidt uklart for mine gamle Harvard-publikummer om han rent faktisk så mit show i de jurastuderendes prøveretssal, idet han allerede i 1990 var dybt begravet i arbejdet som første sorte præsident for det prestigefyldte Harvard Law Review, som gjorde ham landskendt hvorfor vi talte meget om ham gennem hans sidste år på Harvard, da jeg tre gange blev kaldt tilbage for at holde foredrag.
Derimod menes Michelle Obama at have været med i den gruppe af sorte kvindelige jurastuderende, som fire år før var med til at omskrive teksten i mit show, fordi de havde problemer med mine billeder af sort nøgenhed.  Folk stod altid som sild i en tønde til mine 18 foredrag i Harvard, så ingen husker i dag hvem der var til stede hvilken gang. Men næsten samtlige sorte elever var i reglen med.

usa-03769

En af de gange, hvor jeg blaffede tilbage for at besøge Mary – kvinden hvis hus blev brændt ned pga. vores forhold – nåede jeg ikke ud til hendes hus udenfor byen inden mørket. Derfor måtte jeg søge nattely i Union Springs, hvorved jeg på en eller anden måde også blev kæreste med Nina. Det var pinligt i disse små snæversynede byer, hvor den sorte borgmester engang genkendte dem begge nøgne i min bog, hvorfor jeg aldrig siden viste bogen deromkring. Nina havde meget smerte i livet og endte som cracknarkoman. Hver gang jeg siden besøgte hende havde hun lige stukket en eller anden halvt ihjel, som hun grædende berettede i udsendelsen Tv lavede. En gang spurgte jeg hende: ”Hvor er din mand blevet af?” Hun svarede: ”Han blev hugget ihjel af en gal øksemand.” ”Jamen, hvem er så det du bor sammen med nu?” ”Det er øksemanden. Som du ved, er det så svært at finde mænd, da de alle er fængsel. Man må tage hvad man kan få.”  Det lykkedes mig gennem 28 år at holde mine to gamle kærester i byen uvidende om mit forhold til den anden. Men en dag havde de begge på skolebænken i et rehabiliteringscenter, Nina som cracknarkoman og Mary med rygsmerter efter år som bomuldsplukker. En dag sad den ene i klassen og pralede: ”Jeg har en skandinavisk kæreste.” Så sagde den anden: ”Det har jeg da også.” Og da de fandt ud af at det var den samme, blev de straks hjertevenner. Med så mange mænd i fængsel må man jo deles om dem man kan få, som de begge sagde. Det var derfor Mary, der for et par år siden kunne fortælle mig at Nina til slut blev myrdet, hvilket ikke overraskede mig efter al den smerte jeg havde set i hende livet igennem.

Solnedgange

usa-00095

Min historie om den lille Linda i den røde kjole har fået tusinder af amerikanere til at græde, når de så lysbilledshowet. Hendes familie var så fattig, at den aldrig havde haft lys før jeg købte lidt petroleum til deres gamle lampe, hvorefter den 9-årige Linda ikke længere behøvede at læse lektier i månelys. Men Lindas senere liv har heller ikke været nogen dans på roser. Kort efter jeg tog billederne i 1974 gik familien i opløsning og da jeg kom tilbage med bogen i 1978 blev hun opdraget af en streng fostermor. I København talte tit om at gøre hende til en del af arbejdskollektivet Am. Billeder, men hver gang jeg vendte tilbage var hun for ødelagt af narkotika og i stigende grad i fængsel, hvor hun brugte min bog i rehabiliteringen. Sidst jeg var sammen med hende i 2003 var hun endelig på fri fod, men politiet cirklede hele tiden omkring hendes hus i Tampa, hvor hun boede med sine to sønner, der begge var pushere. Kort efter fik jeg i Danmark et brev fra hende, hvor hun bad mig sende penge til sagførere da hun nu var røget i fængsel – denne gang sammen med begge sine sønner.
Tja, hvis der er nogen som tror at jeg er blevet rig på Am. Billeder, har de ingen anelse om hvad det koster at have så mange venner i fængsel!

   Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES