Er du Jesus?

Tekst Kirsten Winding  

"Er du Jesus?" spørger en deltager fra salen.

"Nej, Jesus gik udenom Samaria – jeg går ind i ghettoerne. Men jeg sympatiserer meget med hans budskab om at vi der har fået kærlighed i overflod skal give den videre til dem som ingen kærlighed har fået," svarer Jacob Holdt venligt, som om det var det naturligste spørgsmål i verden.

Det er nok heller ikke første gang, han hører det. For selvom spørgsmålet umiddelbart virker lidt malplaceret, kan man godt sidde og tænke det samme: Der er noget Jesus over ham! Hele hans væsen og fremtoning udstråler en menneskelig varme og ro, som er en gud værdig. Han lader sig aldrig provokere, farer ikke i flint eller bliver fornærmet.
 

Vi er på Idrætsskolerne i Oure på Sydfyn, hvor Jacob Holdt viser sit 27 år gamle lysbilledshow Amerikanske Billeder. Det er efterhånden fast tradition, at han vender tilbage til Oure en gang om året og giver et nyt hold 15-16-årige elever et spark i deres opfattelse af USA. Og af sig selv. For parallellerne mellem racismen i USA og herhjemme er efterhånden mere og mere tydelige.

I dag kommer de unge traskende ind i salen, mange af dem med deres hovedpuder under armen. Nogle af dem lægger sig mageligt til rette i midtergangen, indstillet på at få en på øjet under det fem timer lange show.

"Stemningen omkring showet har skiftet meget gennem tiderne," fortæller han.

"Det er bestemt ikke det samme at vise det i dag som for 25 år siden. Dengang trådte jeg ligesom ind i en indforstået ramme af USA-kritik, hvor alle pegede så voldsomt med fingre ad USA, at jeg altid måtte stå og forsvare de hvide amerikanere. I dag har danskerne overhalet amerikanerne i individuel racisme og alle kan se at showet også handler om deres eget liv her og nu i Danmark.

Almen dannelse.
 

"Det her har jeg glædet mig til hele ugen!" lyder det fra en lærer på rækken bag os, lige før showet starter. Lærerne har selv set det som unge og betragter det som almen dannelse. Noget de synes, de unge ikke skal være foruden.

"Det er jeg selvfølgelig meget glad for," siger Jacob Holdt.

Han er stadig ligeså efterspurgt som dengang, og viser omkring 100 shows om året i Danmark og ligeså mange i USA. Derovre er det især universiteterne, der bruger showet som en del af undervisningen. Han kommer blandt andet fast en gang om året på Harvard og Stanford.
 

"Det er jeg meget beæret over," fortæller Jacob Holdt.

"For det er jo en blåstempling af mit show, at især de amerikanske eliteuniversiteter har gjort det obligatorisk for alle deres nye elever. Samtidig er det tankevækkende, at jeg skal komme med mit hjemmelavede show fra Danmark og fortælle unge amerikanere ting om deres eget land, som de ellers ikke ville få at vide. For eksempel at der stadig findes masser af mennesker, der lever og arbejder under slavelignende forhold i sukkerplantager. De mennesker er ikke registreret nogen steder, og de får kun mad og en ussel hytte at bo i for deres arbejde. De tjener ikke nok til, at deres børn kan gå i skole. Det minder ret meget om hoveriet i gamle dage. Men amerikanerne selv ved det ikke. Det taler man ikke så meget om."
 

Tættere på end tv.

Jacob Holdt ser ud på fuldstændig samme måde, som for 27 år siden. Han er stadig høj og slank med stort vildtvoksende hår og det lange skæg, der ender i en fletning, der efterhånden når ham til navlen. Der er kommet grå stænk i de sorte hår, for Holdt har rundet de 57. Men han er stærk og i form og bærer selv rundt på de tunge kasser med de tusindvis af dias, der udgør hans shows.

Under showet sidder Jacob Holdt diskret med sin bærbare computer lige bag fremviseren og arbejder på sine hjemmeside. Ind imellem rejser han sig op og retter lidt på noget, skifter en kassette og regulerer på en knap. Man kan godt se og høre, at det ikke er den nyeste teknik, der ligger bag. Det er ved at synge på sidste vers med de gamle dias. Derfor søger han også om økonomisk til at overspille showet til digitaliseret form.

Det er sikkert også en god ide, hvis han fortsat vil nå MTV-generationen, der er vant til 200 klip i minuttet. De amerikanske billeder på lærredet skifter stadig i samme rolige tempo som for 27 år siden ledsaget af den samme gribende sorte soulmusik. Og det fantastiske ved det er, at så snart lyden af bølgeskvulp fylder rummet ledsaget af Ship Ohoy sangen, og man hører den personlige beretning om, hvordan USA's ældste overlevende slave oplevede at blive lokket fra sin mor og ombord på slaveskibet til ’Frihedens Land’ - så bliver fortællingen kød og blod. Så får man stadig en klump i halsen - uanset klipperytme.

"Man får tårer i øjnene," siger en pige i pausen mellem første og anden del. "Pludselig forstår man, at det handler om mennesker og følelser. Det er meget anderledes, end noget jeg har set før. Det går meget tættere på end for eksempel nyheder i tv."

Altid sige ja.
 

Showet kører i to gange to timer med en pause i midten. Gennem 3000 billeder, tekst, tale og musik fortæller Holdt de sorte amerikaneres historie. Anden del er nyere og handler om, hvordan de har det i dag.

Jacob Holdt vender stadig tilbage for at rejse rundt i USA og leve fra dag til dag og tage billeder. Gennem 35 år har han besøgt de samme familier, som han præsenterede i det første show og kan fortælle, hvordan det er gået for Linda og de andre, der var børn og unge i 70-erne.
Vagabondtilværelsen er stadig en del af hans liv.

Holdts vigtigste læresætning er altid at sige ja. Aldrig nej.

"Uanset hvad folk beder dig om. På den måde åbner alle døre sig for én," forklarer han.

"Så snart du siger nej, lukker du nogle døre og det ender med at danne præcedens, hvorefter du kun går rundt i egne cirkler."

"Selvfølgelig har det da nogle omkostninger for mig selv personligt. Det er jo ikke altid, det lige er mit behov. Men jeg holder nok til det," tilføjer han og hentyder til, at han ikke holder sig for god til at gå ind og være med i det, der alligevel foregår, når han bliver inviteret med. Også når han selv var udsat for seksuel udnyttelse eller andre former for smerte.   

"Jeg vil nok ikke anbefale unge piger at blaffe alene i USA. Det er for groft, hvad man kan blive udsat for på landevejene. Men jeg gør det," siger han og tilføjer:

"Hvis der er nogen af jer, der har lyst til at komme med på en tur, kan I bare komme hen og snakke med mig bagefter. Det er ikke ret dyrt, alle kan komme med. Og alle de 28 danskere jeg hidtil har haft med hidtil er kommet levende hjem!" siger han med et stort smil.

Fletningens magi
 

"Nu har jeg undertrykt jer ved at sige jeres hidtidige opfattelse imod i mange timer og lytte til det her," siger Holdt.

"I har hørt om lidelse, smerte og undertrykkelse, men også om kærlighed og tolerance. Nu må I skyde løs på mig!"

 En pige fra salen spørger straks, hvorfor han har sin fletning i skægget?

"Godt spørgsmål! Det er der ikke mange, der tør stille!" udbryder Jacob Holdt.

"Jeg har haft den ligeså længe, som jeg har været på farten. I den første sorte familie, der inviterede mig hjem i Chicago spurgte datteren, om hun måtte flette mit skæg. Jeg sagde ja, det gør jeg jo altid. Også til væddemålet om jeg turde gå rundt med den en hel dag. Og så opdagede jeg, at den åbnede døre og nogle gange kunne redde mig. Tre af de fire gange jeg blev overfaldet af pistolmænd kom disse unge fyre til at grine af mit skæg. Og når man griner sammen som lige mennesker er det umuligt bagefter at gøre én til offer. Så det endte altid med, at jeg blev inviteret med hjem og har været venner med nogle af dem i 34 år nu. Ved at lade mig opleve indefra, hvordan deres liv var som røvere, hjalp de med at gøre mit liv til en succes."

Lever af had.
 

"I de senere år har jeg tilbragt megen tid sammen med Ku Klux Klan. Flinke mennesker!" udbryder han med et lille provokerende glimt i øjet.

"Jeg har opdaget, at de jo ikke gør andet end at holde møder og stå og råbe og skrige. Faktisk er jo ikke dem, der laver vold, idet der så straks bliver slået ned på dem. Når de er færdige med deres møder, går de på jagt sammen med de sorte og er gode venner med dem!

"Jeg har gode venner i Ku Klux Klan. De minder lidt om Hells Angels. De beder først og fremmest om opmærksomhed. Og ligesom børn, der bliver afvist, så synes de, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Allerhelst vil de have kærlighed. Det næstbedste er opmærksomhed af en eller anden art. Og nummer tre er opmærksomhed i form af had. Ku Klux Klan lever af jeres had til dem. Det giver dem identitet.
 

"Derfor er mit budskab til jer, at der findes ondt her i verden, men jeg tror ikke på at der findes onde mennesker. For hvis vi begynder at tro på ”de onde”, tænker vi allerede negativt om hinanden og fremelsker derved sådanne handlinger i de svageste, de udstødte, smertens børn. Den eneste måde man kan bryde racismens onde cirkel på er ved at tænke positivt og kærligt om hinanden."
 

"Jeg har overlevet alle disse år på USA's landeveje ved at vise mennesker tillid. Når jeg møder dem med forventningen om, at "du er god", ja, så smelter selv massemordere og bliver mine venner for livet, som I netop har set."
 

Showet er ved at være slut. Det har varet længe, og tilhørerne er tænksomme og mætte af indtryk. Nogle få faldt i søvn, men langt flere har blanke øjne af helt andre grunde. Men for Jacob Holdt er det ikke slut. Det slutter aldrig. Et par unge fyre bliver hængende og cirkler rundt, til alle er gået. Så fordyber de sig i en samtale med Jacob Holdt, der altid siger ja. Også hvis de vil med på hans næste rejse.

Kirsten Winding er journalist