Jacob Holdt og Niels Jørgen Holdt - præstesønner fra Jylland og
ophavsmænds til henholdsvis 'Amerikanske billeder' og 'Copenhagen
Marathon'. To brødre, der er uenige om meget. Bortset fra, at det er
fedt at løbe langt.
Jacob Holdt
skulle have været præst ligesom hans far i tre kirker i Vestjylland
(nej, min familie stammer blot fra for 200 år siden, siden da har vi
været præster over hele landet. Min far havde tre kirker.) Ligesom
Jacob og Jacob og Jacob og Jacob før ham. "I 5-6 generationer er den
førstefødte blevet døbt Jacob, og så er han blevet præst. Det synes
min farmor også, at jeg skulle. Det var derfor, jeg stak af til USA
for at blive vagabond. Selv om jeg var langt væk, blev hun ved med at
skrive lange breve til mig. "Nu har du fået masser af livserfaring,
så nu er det på tide at du kommer hjem og overtager". Hun ville altid
have mig til at 'gå bogens vej'".
Det fortæller
Jacob Holdt, mens vi står og kigger på oliemalierne på væggen i hans
arbejdsrum under taget i et lille hus i Nyboderkvarteret i København.
I guldrammerne hænger de der over arkivskabene, alle præsterne med
deres pibekraver og strenge sorte kjoler.
Det er en tung
arv at skulle løfte?
"Ja, eller
skulle man sige løbe fra..."
griner
58-årige Jacob Holdt med den krøllede humor, som hele tiden kommer
boblende ud gennem det lange grå skæg, som er blevet hans kendetegn.
For at undgå
blodbad
For Jacob Holdt
begyndte, i en alder af 42 år, at løbe maraton. Indirekte ansporet af
sin bror, Niels Jørgen Holdt, der grundlage Copenhagen Marathon i
1980, og som siden har opfundet store folkeløb som Alt for Damernes
Kvindeløb og den nyeste succes: DHL-stafetten i Fælledparken hvor
10.000 firmahold dyster.
"For mig er maraton et stort blodbad. Det startede med at min bror i
de første mange år, hvor han manglede frivillige medhjælpere,
kommanderede os alle i familien ud til hvert års maratonløb for at
betjene fodringsboderne. Et af dem lå heldigvis i min egen gade, så
det var meget hyggeligt", forklarer Jacob Holdt. "Men da vi var
underbemandede og skulle snitte kassevis af bananer og appelsiner i
en gevaldig fart, endte jeg altid med at hakke mine fingre til blods.
Til sidst blev jeg træt af dette årlige blodbad og spekulerede på om
jeg ikke kunne slippe billigere om ved det. Og så kom ideen om at min
tyranniske bror nok ville lade mig få friløb, hvis jeg selv løb
maraton".
Jacob Holdt fik
dog ikke trænet, da han i tiden op til løbet befandt sig blandt
stenkastende palestinænsere på den besatte Gaza-stribe. Så han måtte
udgå efter 26 km. "Så blev jeg igen straffet med at snitte
blodappelsiner i de næste 10 år. Først som 52-årig lykkedes det mig
at gennemføre. Og siden har jeg gennemført hvert løb udelukkende for
at undgå dette årlige familieblodblad. Nu er jeg oppe på otte løb, og
i år skal jeg faktisk løbe tre, København, Stockholm og Berlin".
Maraton er idioti
Niels Jørgen
Holdt sidder helt roligt på sin kontorstol og lader sin storebror
udbrede sig. For godt nok fik Jacob ikke sin udskårne prædikestol i
en af de kirker, som deres far passede. Men ingen tvivl. Jacob er en
slags gadepræst, indsat i embedet af sit eget legendariske
lysbilledshow om Amerikas umenneskelighed. Niels Jørgen er mere
jordnær og pragmatisk: "Det første maratonløb, du gennemfører, er en
stor præstation. Resten er bare idioti. Jeg har løbet 20..." Niels
Jørgen siger måske ikke så meget, men i 26 år har han arrangeret
Danmarks største motionsløb - han var faktisk manden, der gjorde løb
til en folkebegivenhed og en firmafest. "Du vandt jo også engang
nordisk mesterskab i stangspring. Du var den første, der kunne det
der med glasfiber", siger Jacob Holdt i et forsøg på at lokke
broderen til at tale. "Nej", siger Niels Jørgen og prøver at synke
mere ned i kontorstolen med øjnene gemt bag en halvbrille fra tanken.
"Det var bare en ungdomskonkurrence. Jeg blev aldrig til noget..."
"Men du var da på hele forsiden af Vestjyske..." "Der skete ikke ret
meget i Esbjerg den sommer", siger Niels Jørgen, træt af
opmærksomheden.
Springgrav i haven
De to brødre var
vilde med atletik. Og gode til det. Hjemme i haven havde de en
springgrav, altså en slags sandkasse, som Niels Jørgen kunne træne
hop i. Jacobs yndlingsdisciplin var højdespring. "Jeg blev smidt ud
af Esbjerg Statsskole i 2. g. Det største tab var ikke intellektuelt,
men atletikholdet fik problemer, da de ikke havde mig med længere",
griner Jacob Holdt. De to brødre taler om, hvorfor de begge er
begyndt at løbe langt. En grund er simpelthen, at de er gode til det.
Det er en niche. Ligesom de begge har fundet deres nicher med
henholdsvis lysbilleder og folkeløb. Og så kan de lide ensomheden og
kampen. Jacob Holdt peger på en væg, vinkelret på den med
familieportrætterne. Her hænger det klassiske Storm P. Maleri,
'Tilbage til naturen' hvor en stor grå flok af mennesker pukler af
sted, mens en glad vagabond i strålende farver begiver sig ud i
naturen, helt for sig selv. "Mange opfatter et maraton, som om at
løberne er alle de grå flokdyr, der kæmper sig af sted. Men sådan er
det ikke. Et maraton er din egen præstation. Du er vagabonden, der
går din vej, fordi du har et behov for at være dig selv", siger Jacob
Holdt.
Fik ideen i USA
Mens den ældste
bror tog til USA for at kortlægge fattigdommen og racismens landkort,
så var Niels Jørgen fascineret af Amerika af en helt anden grund.
Nemlig at det var her, man først så de store folkeløb. Derfor tog han
i 1980 på en 42,195 km lang 'studietur' til New York Marathon.
"Vi endte efter
vores første Copenhagen Marathon uden en krone. Men jeg boede billigt
og havde lejet mit hus ud, og så havde jeg hjulpet min bror med at
lave regnskaber for Amerikanske Billeder. Så der blev råd til en
inspirationstur til efteråret til New York. Og det var her, det hele
startede..." Siger Niels Jørgen og læner sig entusiastisk ind over
bordet. "Jeg havde et forfærdeligt løb, men en dag derovre så jeg en
plakat med en kvinde i fin aftenkjole, der sad med løbesko på. Det
var en reklame for deres 'kvindeløb', og da sagde jeg til mig selv:
"Det her bliver stort"". Så året efter arrangerede Niels Jørgen Holdt
Europas første kvindeløb. Som senere fik en aflægger i Stockholm,
hvorfra det bredte sig til resten af storbyerne omkring os. Jacob
Holdt griner: "Ja, min bror er blevet den store løbsgeneral. Og der
er mange flere, der kommer i hans 'kirke', end det var tilfældet der,
hvor vores far prædikede".
Vil slå folk ihjel
Men maraton er ikke bare en folkefest, garneret med indre fredfyldt
meditation. Det er også en mental slagmark, et møde med sindets mørke
side. "Det er en voldsom prøve for ens psyke. Jeg slår altid en hel
masse mennesker ihjel undervejs, fordi man let i sin egen smerte ser
sig ond på alt og alle. F.eks. har jeg adskillige gange slået Jytte
Hilden og Henning Larsen ihjel, når jeg løb forbi hendes
grøntsmadrende tilbygning på Statens Museum eller hans
Bangkok-hjemmehørende glashuse på havnefronten". "Du tænker alt for
meget. Alt det har jeg slet ikke plads til, når jeg løber. Jeg lukker
alt ude. Faktisk virker det nogle gange distraherende på mig med
musikken og tilskuerne", siger Niels Jørgen fra sin kontorstol. "Jeg
ved, når det går skidt for mig, så er det ikke andres skyld. Så er
det, fordi jeg ikke har forberedt mig ordentligt".
Løber med svinehund
Jacob Holdt
lader sig ikke slå ud af Niels Jørgens jordnære betragtninger. Han
fortsætter: "Min bror og jeg har haft ret meget medvind på livets
løbebane. Derfor er det en stor hjælp for mig, når jeg under
maratonløbene udsætter mig selv for kunstig smerte, og pludselig
oplever min egen evne til at tænke negativt om andre, ja, slet og ret
'løber ind i min egen indre svinehund'", siger han. "Jeg arbejder jo
i dagligdagen med at bearbejde racisme i foredrag i USA og Danmark og
hvis man ikke er i stand til at identificere sig med racisten har man
jo ingen mulighed for at hjælpe personen ud af lidelsen. Under
maratonløb forstod jeg pludselig vor afdøde mors evindelige behov for
at se sig sort på indvandrere med den utrolige smerte, hun bar rundt
på livet igennem". Men selv om Jacob Holdt er meget rummelig, så er
der en ting, han har svært ved at klare. Det er danskernes behov for
at vifte med dannebrog, når de ser en rød/hvid løber komme fordi.
Nazi-Danmark
"Hver gang jeg
har løbet maraton i Berlin bliver jeg rasende på dem. Overalt langs
ruten står der danskere med Dannebrogsflag. Det har jeg det fint med
i internationale holdkampe, men maraton er en individuel sport som
intet har at gøre med ens land. Man kæmper ikke mod nogen, kun mod
sig selv. Så hvad ligner en sådan dansk udflagning under et
maratonløb med råb som "Kom så Danmark"?" Fnyser Jacob Holdt. "I en
tid, hvor Danmark har ry for at være Europas mest racistiske land,
fatter jeg ikke, at danskerne ikke skammer sig over en sådan
nationalchauvinisme. Ikke mindst når man som i Berlin løber direkte
hen over ruinerne af en sådan tidligere forfejlet
nationalchauvinisme. Og vi er den eneste nation, der udflager vores
nationalisme på den måde". Igen sidder pragmatikeren Niels Jørgen
klar med en afvæbnende bemærkning, når dogmatikeren får rullet sig
lidt for langt ud. "Du lægger alt for meget i det. Det er jo bare en
familie, der er nede og hygge sig! Jeg har selv prøvet at løbe mange
maratonløb i New York, både i neutralt tøj og i dannebrogstrøje. Og
det er da langt sjovere i nationale farver, hvor folk hilser og siger
'Hello, Denmark', også oppe i Harlem. Ingen opfatter det som
nationalchauvinisme".
Hyggen sejrer
Jacob Holdt tog
til Amerika og så fattigdommen og alt det skæve. Niels Jørgen
opdagede i Guds Eget Land folkeløbet som et livsstilsfænomen i en
tid, hvor mange har et overskud. Trods forskellig optik er de enige
om, at amerikanerne hele tiden er de her 10-15 år foran. Det næste
trin, gætter de på, er, at man ikke længere vil kæmpe så hårdt og
individualistisk. Folkeløbene bliver mere og mere en social
begivenhed, mindre og mindre enerens kamp mod sig selv. "Vi ser det
også her i Danmark, hvor maratontiderne i gennemsnit ligger en time
under de tider, som blev lavet i 80erne. Folk tager løb som en
oplevelse, mere end som en kamp. Og der skal gerne være et socialt
element. Når der er kvindeløb, så ser vi, at mange melder sig til i
flok. Og den største vækst sker på vores 5x5 km stafet, hvor vi i år
regner med 60.000 deltagere. Det er Danmarks største firmafest!" De
hårde maratonløb er altså ikke et vækstmarked - måske var det et
80erne-fænomen, måske er folk bare blevet mere magelige. "Udviklingen
i USA er lige nu, at det er i orden at være fed. Jeg holder jævnligt
foredrag derovre, og tidligere kunne jeg godt finde på at sige, at en
Ku-Klux-Klanmand typisk er en fed, hvid mand med en stor bil. Hvis
jeg siger sådan noget i dag, så bliver mine tilhørere rasende. For
halvdelen af dem er virkelig tykke, og det må man ikke tale om". "Men
når det er sagt..." Bryder Niels Jørgen ind. "Så skal man jo stadig
huske på, at en fem kilometer tur rundt i Fælledparken er en stor
præstation for den enkelte, der måske aldrig har løbet så langt før.
Og holdånd er jo en god ting". Besøg Jacob Holdts website, hvor han
driller sin bror og drager maratonløbets blodige linjer gennem
slægtshistorien:
www.holdt.us/from/marathon
