Dagbog i Politiken af Jacob Holdt

Min dagbog

Trykt i Politiken lørdag den 10. okt. 2009

Søren Espersen elsker når jeg fotograferer ham

med muslimske kvinder

Fotografen Jacob Holdt, 62, er blevet så eftertrykkeligt fejret i den forgangne uge – med åbning af hans udstilling ’Tro, håb og kærlighed’ med hans billeder fra Amerika gennem 40 år, stor privat fest og Fogtdals Hæderspris for »en ekstraordinær livslang indsats for dansk fotografi«, at han blev så grundigt rundtosset, at han til sidst ikke kunne sove.

2. oktober fredag
(fredag blev ikke trykt da Politikens lørdagsdagbøger altid går fra lørdag til lørdag. Bringer den her, da den omtaler åbningen på Louisiana aftenen før)

Stod op 6:30 for at lave morgenmad til vores afrikanske plejebarn inden skole. Med hans puritanske ugandiske syn brokkede den 14-årige Jonathan sig lidt over aftenen før i Louisianas bio at have set mig optræde nøgen i filmen ”Holdt”. Åbningsfesten til min udstilling på Louisiana aftenen før var gået over al forventning. De fleste af mine 120 venner, som var inviteret, havde forventet en af mine egne rodede udstillinger nede i kældergangene og var lamslåede over i stedet at se det smukke kunstværk min kurator Mette Marcus havde skabt ud af de gamle snapshots hun havde fundet i mine arkiver. Midt i festen havde jeg dog selv måttet tage en taxa ind til Deadline, hvor min studievært Lene Johansen fortalte mig at hun efter nu at have set mit show Am. Billeder fem gange glædede sig til snart at bringe sine børn.

Mens min kone Vibeke smurte mad ved 7-tiden løb jeg mit daglige 10 kms løb på Kastellet. Da jeg var tilbage kl. 8 var en af mine udenlandske gæster stået op, min franske kurator Jerome Sother, hvis bog og udstillinger med mine billeder rundt i Europa har inspireret Louisiana til at gøre det endnu bedre.

Sammen så vi nu med en smule ærgrelse Obamas tale på IOC i Tv. Vi havde i Louisiana arbejdet et halvt år på at få enten ham eller Michelle med til åbningen, da de begge er mine ”gamle elever”. Deres ”Black Harvard Law Students” var med til 18 gange at bringe mig til Harvard skønt ingen kan huske om de selv var til stede i mine altid stuvende fulde sale. Muligvis var Michelle med i gruppen af sorte kvindelige jurastuderende, der skrev sætningerne i mit show om for at uddybe deres problemer med mine nøgenbilleder. Min mangeårige veninde Sandra Ruffin udarbejdede som præsident for gruppen kompromisset og har skrevet et kapitel om det i Louisianas udstillingskatalog.

I løbet af formiddagen ringede Sandra for at spørge om Obama faktisk var kommet til åbningen. Sandra var åbningstaler til min store udstilling i Øksnehallen for to år siden, men ville denne gang kun flyve hertil fra USA hvis Obama kom.

Mens min kone bagte kager til næste dags fest skimmede jeg anmeldelserne i aviserne. Intet betød mere for mig end at få 6 stjerner i min hadeavis Jyllands-Posten, dvs. jeg elsker altid mine fjender, men denne følelse er absolut ikke gengældt blandt læserbrevsskribenterne i denne avis. Her udråbes jeg altid til at være ”bindegal”, ”kontroversiel” og ”muslim” nøjagtig som jeg under fortidens parallelle racisme i USA blev kaldt ”nigger lover”. I foråret skrev jeg 15 indlæg i avisen, bl.a. fordi min gode ven Søren Espersen altid først sender mig sine egne indlæg i håb om at provokere mig til at svare igen. Sådan har vi fortsat vores godmodige integrationsdrillerier i et par år.

Vibeke brokkede sig lidt i løbet af dagen over at jeg ikke hjalp nok til med festforberedelserne, da jeg havde flere avisinterviews. Så jeg skippede aftenens bestyrelsesmøde i Kritiske Muslimer for at hjælpe til bl.a. fordi medlemmerne var med til festerne både dagen før og efter og kunne briefe mig der. Vi havde under ramadanen lige haft stuegulvet fyldt af bedende muslimer med efterfølgende iftar. Nu skulle det laves om til dansegulv.

3. oktober Lørdag

Det var dagen for den store fest, efter at vi havde åbnet udstillingen i Louisiana torsdag aften. Og det øsede ned. Vi har et plejebarn fra Uganda, Jonathan på 14, som har været her i en måned og går i dansk skole og skal være her til jul. Han er jo vant til tør græsløs afrikansk fodbold og kom drivvåd hjem fra fodbold, havde sejlet rundt og var helt gennempløret. Jeg skippede mit morgenløb. Jeg plejer ellers at løbe 10 kilometer på Kastellet. I stedet spiste jeg morgenmad med en af mine udenlandske gæster, den tysk-rumænske kunstner Beatrice Minda, som jeg bor hos, når jeg løber maraton i Berlin. Min kone Vibeke var i byen for at købe sodavand til muslimerne til aftenens fest, og sammen fik vi i regnen stillet den store pavillon op i gården her i Nyboder til festens rygere.

Den blæste dog i løbet af dagen over muren.

Opdagede, at jeg havde glemt at sende invitationer til de nærmeste, som jeg holdt hele festen for, nemlig Louisianas ansatte, og e-mailede dem staks. Kashif Ahmad ringede og inviterede mig til fest, hvorved jeg opdagede, at heller ikke mine venner fra Nusrat-moskeen i Hvidovre havde fået invitationerne til min fest, som var en fejring især af udstillingen på Louisiana, men også at jeg for nylig fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse og så prisen, jeg fik torsdag.

Skammede mig over min unødige miljøødelæggelse da jeg om eftermiddagen tog bilen frem for toget op til Louisiana, men undskyldte mig med at den sikkert ville være fyldt med gæster på hjemturen. På køreturen derop ringede Christina Sun fra USA for at undskylde at hun ikke kom denne gang. Hun har gennem 20 år været mit faste logi i NewYork og er fløjet over til mange af mine ferniseringer og fester, hvor hun altid bringer glæde. Sidst hev hun en time efter sin ankomst den gamle Anker Jørgensen på dansegulvet. Det tog mig en halv time at komme ind på Louisiana, hvor jeg skulle vise mine Facebook-venner rundt på udstillingen. En vagt sagde, at han i alle de år, han har arbejdet der, aldrig har set så mange besøgende. På kort tid var jeg omringet af næsten 100 besøgende, som jeg fortalte de bevægende og tragiske historier om personerne på mine billeder. Jeg havde samme dag lagt en film på mine hjemmesider om hvad der siden skete med alle de venner, jeg fotograferede i 70’erne og nu har fulgt i 30-40 år. Jeg havde håbet den kunne køre i biografen, men Louisiana ville hellere have en film om ”kunstneren” selv. På vejen hjem havde jeg bilen fuld med bl.a. et par filminstruktører fra Libanon.

Kom en time forsinket til min egen fest derhjemme, og huset var allerede stuvende fuldt af gæster. Var lidt ked af, at en del af mine afrikanske og muslimske venner svigtede pga. stor afrikansk fest samme aften. Det er jo ved vores private fester, at vi bedst integrerer os. Til min fødselsdagsfest for to år siden var en fjerdedel af de 250 inviterede nydanskere. Særligt glad var jeg for at 10 af de efterhånden 33 danskere, jeg har haft med på mine ghetto-ture i USA, nu var mødt op og udvekslede erfaringer. Seks timer inde i festen kom mine venner fra Christiania, så jeg var først i seng ved 4-tiden.

4. oktober Søndag

Stod tidligt op til en kæmpeopvask og oprydning. Kørte den tysk-rumænske kunstner Beatrice Minda rundt til fotoudstillinger. Så bl.a. Kras Klement på Nivågård. Hun prøvede at forklare billederne for mig, da jeg ikke har meget forstand på kunstfotografi. I ti år fotograferede jeg ikke engang før Pia Tafdrup, da hun var med på en af mine foredragsturneer i USA, opfordrede mig til at starte igen. På Gl. Holtegård så vi samme eftermiddag Ansel Adams, som jeg trods alt kendte fra USA. Hans nationalparker havde skuffet min familie, da vi så dem lige efter en rejse gennem Bolivias langt mere storslåede natur, men med Adams’ photoshop-manipulationer (før photoshop blev opfundet) så de trods alt imponerende ud. I mine vagabond-år havde jeg aldrig set nationalparkerne, da det var menneskene der dengang interesserede mig. Vi har altid børnene til søndagsmiddag, men min søn blaffer lige nu rundt i Afrika, hvor han for tiden arbejder med hjemløse børn i Nairobis slum. Så kun vores datter Lalou kom og så ’Forbrydelsen’ med os. Hun fylder 22 på lørdag. Inden jeg gik i seng ’godkendte’ jeg et utal af nye Facebook-venner, der var kommet til som følge af udstillingen mens jeg spekulerede på hvornår jeg får tid til at besøge dem alle. Venner er for mig ellers nogen, jeg overnatter hos rundt i landet på mine foredragsturneer. Blot at få tid til at besøge alle mine nydanske venner er næsten uoverkommeligt, men langt vigtigere end mine foredrag om integration, da det jo kun er gennem en sådan personlig nærkontakt vi kan videregive dem de danske værdier, jeg voksede op med.

5. oktober Mandag

Stod op kl. 6 og cyklede ind på Hovedbanegården, hvor TV 2s Go’ morgen Danmark havde bedt mig taget et billede, før jeg skulle interviewes. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne tage noget som helst. Kun bruge det til at vise, at jeg ikke duer som bestillingsfotograf, men på Hovedbanegården fik jeg øje på to afrikanere, og da en af dem gik hen og satte sig på en bænk ved siden af en tørklædeklædt romakvinde, fandt jeg motivet meget smukt og symbolsk - vore eksternt klimafordrevne, der finder sammen med vore internt udstødte. Ærgrede mig over, at Søren Espersen lige var gået fra studiet. Ham ville jeg gerne have fotograferet sammen med de to afrikanske flygtninge. Søren elsker, når jeg fotograferer ham arm i arm med muslimske kvinder. Han sender mig altid sine indlæg i Jyllands-Posten på forhånd i håb om at provokere mig til at svare igen.

Senere på dagen blev jeg standset på cykel af folk, der havde set mig på morgen Tv. En kvinde i minkpels standsede sin bil midt i trafikken og sprang ud og roste mig for mit menneskesyn og ville have mig til at vise hendes søn rundt i Louisiana. Var med Lars Schwander i kælderen, så han kunne udvælge billeder til min udstilling i Fotografisk Center i Amaliegade. Der er mange, der har sagt: Hvor er det godt, at du ikke selv vælger dine billeder. For jeg vælger altid først og fremmest billeder af mine venner og dem i stedet for de billeder med kvalitet. Jeg har aldrig selv kunnet vælge billeder ud til hverken mine bøger, shows eller udstillinger, men det blev en større opgave end han havde troet at grave sig igennem mine forældres og svigerforældres støvede dødsboer. Jeg glædede mig over at han valgte nogle af mine favoritbilleder, bl.a. pigen bag nettet og Linda med olielampen, som både Louisianas og mine franske kuratorer har fravalgt.
Kl. 5 kom Vibeke hjem fra Billedkunstnernes Forbund og vi drak et glas vin af de store mængder, der var til overs efter festen.

6. oktober Tirsdag

Efter min løbetur forsøgte jeg at forberede mig til aftenens interview på Louisiana med Politikens Marie Tetzlaff, vores mangeårige ven. Læste i Louisianas katalog om, hvilke fotografer jeg sammenlignes med. Selv har jeg altid betragtet mig som foredragsholder, ikke fotograf. Blev afbrudt af en lille flok amerikanske fotografer, som kom på besøg, bl.a. den kendte kunstner Rauschenbergs søn, Christopher. Malerkunst har jeg gennem min kone lidt forstand på, så hun kom hjem for at møde dem til kaffe. De ønskede at udstille mig i USA, og vi aftalte, at de efter et besøg i Tyrkiet skal flytte ind hos os.

Spiste middag på Louisiana med Marie Tetzlaff før interviewet i koncertsalen, der var udsolgt. Vi har et meget drillende forhold til hinanden, og jeg vidste, at hun med sin viden fra timelange telefonsamtaler med Vibeke kunne finde på at gå under bæltestedet, så jeg truede hende med, at jeg havde inkluderet en masse billeder fra hendes egne fester af Møllehave i underbukser og andre pinlige episoder, som jeg kunne klikke frem på Power point. Det hele blev filmet til DR. Jeg er ellers aldrig nervøs før et foredrag, men sjovt nok var jeg nervøs, fordi hun havde en anden viden om mig. Det mest intime hun borede i, var nu en sort bøsses voldtægt af mig og hvorfor mine forhold til sorte kvinder var så komplicerede og derfor langt mere sjældne, end mit publikum altid forestiller sig. Og det er jo alt sammen let nok at snakke om i dag, hvor min præstefar er død.

7. oktober Onsdag

Efter min løbetur på Kastellet og Langlinie fik jeg tid til en masse praktiske ting, der var blevet forsømt på det sidste. Kørte en computer til reparation og hentede min datters knækkede cykel hos smeden. Troede, at jeg skulle forberede mig til aftenens foredrag om Jacob Riis på Det Kgl. Bibliotek, men fik til min lettelse at vide, at jeg blot skulle udspørges af foredragsholderen, som ville sammenligne mig med Jacob Riis. Da Gyldendal for nogle år siden bad mig skrive en bog om Jacob Riis havde jeg dog en del viden fra min research i Library of Congress, hvor jeg dog hurtigt opdagede at mit liv ikke skulle bruges på at skrive om de døde, men på at arbejde med de levendes racisme. Der er en række sjove paralleller mellem Riis og mig. Som immigranter i et sensitivt multietnisk samfund medbragte vi f.eks. begge danskernes naivitet og klodsede fordomsfulde kategorisering af andre minoriteter, før vi efter mange år selv blev integreret. Og vi fik begge brændt husene af hos de fattigfolk, vi postulerede at ville frelse. fra de rige, som vi livet igennem underholdt om dem, de ikke ville kendes ved. Ligesom vi livet igennem underholdt de rige om dem, de ikke vil kendes ved. Riis med verdens første lysbilledshow, jeg med verdens sidste.

8. oktober Torsdag

Glædede mig til at komme ud med mit ny digitaliserede lysbilledshow i Kastrup Bio. Samlede den unge libanesiske filminstruktør, Rania Rafei op. Hun skulle filme og interviewe mig under showet til en film, hun laver om kærlighed. Men det viste sig at være de mest larmende 10. klasser, jeg har oplevet. Jeg er vant til at holde op til 600 elever i fuldstændig stilhed en hel skoledag, men amar’kanerne kræver særbehandling. Det er meget sjovt at opleve, når man er vant til at vade rundt i succes, og jeg glemmer aldrig, at det netop er de svære skoletrætte årgange, som jeg selv engang tilhørte, som jeg skal nå, fordi de med deres urolige smerte minder om marginaliserede ghettobørn.

Så efter pausen fortalte jeg i stedet de Ku Klux Klan og massemorderhistorier, der kan holde selv en 7. klasse i stilhed. En af de frække drenge ville dog hellere høre alt om, hvordan det var at blive bollet af en sort bøsse, så rygterne fra Marie Tetzlaffs interview havde allerede nået Amager. Modsat eleverne sad Rania Rafei, instruktøren, fuldstændig stille i fire timer, helt opslugt, selv om hun jo ikke forstod et ord af det danske, så vi fik ikke lavet interviewet.

Skyndte mig hjem for at sende Jonathan på efterårsferie i Afrika, skifte til fint tøj og kørte med Vibeke i regnen ind til Christiansborg ridebane til det gamle smukke Hofteater, hvor en operasanger fra Columbia sang nogle sange fra Carmen, som min datter græd over i sin barndom. Nu var det mig, der græd, over at hun sad ved min side og oplevede dette store øjeblik, hvor jeg fik Fogtdals Hæderspris. Jeg havde vidst det i et halvt år, men måtte intet sige. Først holdt Palle Fogtdal en tale om hvorfor han gav disse fotografpriser, derpå bl.a. Politikens Per Folkver, som havde været med til at vælge rejselegaterne. Sidst holdt Lars Schwander en tale om hvorfor jeg skulle have den store pris. I min egen takketale til Fogtdal nævnte jeg bl. a. at jeg ikke havde fået skrevet en smuk takketale netop p.g.a. fotografiets begrænsninger. Det havde jo ikke kunnet holde formiddagens 10. klasser i ro i fire timer, så jeg imens kunne skrive talen.

Skyndte mig videre til en anden fest. Min bror Niels Jørgen var nemlig ikke kommet med fordi han samme aften holdt indvielsesfest for sin og Spartas nyistandsatte Østerbrohal, hvor hele mit selskab kom for sent til aftenens store 60 m kapløb med ham og hans ven, verdensmesteren Kipketer. Niels Jørgen, som i årevis har arbejdet tæt sammen med Politiken som sponsor for sine løb, fortalte glad om åbningsfesterne med bl.a. kronprinsen, som jeg alt sammen var gået glip af pga. mine egne åbningsfester samme uge. Men han tilbød mig, at jeg nu, jeg ikke har mit teater for Amerikanske Billeder i Købmagergade mere, kan vise showet på storskærm i Østerbro hallen.

9. oktober Fredag

Kunne ikke sove. Det tumlede rundt i hovedet på mig. Jeg har været så fortumlet af denne her uge og alt det, der er sket. Jeg har haft meget succes i mit liv, alt er givet mig livet igennem, men det er mest omkring mine foredrag. Jeg har været vant til at stå foran tusind mennesker. Men det er rutine for mig. Her er jeg kastet ud af balance og ved ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Bare det, at de er begyndt at kalde mig kunstner. Altså, det hele er oppe at vende, kunne jeg mærke i nat, da jeg kom hjem fra den pris der. Klokken fire stod jeg op, satte mig til at kigge ugen igennem for at kunne fortælle det her. Denne her uge vil jeg aldrig glemme. Nu kan det bare gå ned ad for mig. Jeg kan ikke nå højere end at komme på Louisiana.

Barack Obama kom til Danmark samme dag, som min udstilling åbnede i Louisiana, og i et halvt år arbejdede vi på at få enten ham eller Michelle med, da de begge var Black Harvard Law Students, som jeg talte for 18 gange. Jeg ved dog ikke, om de var til stede ved et foredrag.

Jeg har ikke været ude at løbe endnu, men det skal jeg. For siden den fest har jeg ikke levet af andet end fede oste, som blev tilovers. Klokken 12.07 råbte min kone: »Obama har fået fredsprisen«. Ligeså glad jeg var over at det blev Rio, der fik OL, ligeså glad er jeg for at vi i Skandinavien blander os i USA’s interne politik ved med fredsprisen at påvirke kongressen til at bakke op om Obamas visioner for fred gennem klimaoprustning og atomnedrustning.

Tre venner, som i sin tid ”skabte” mig ringede op i dag for at lykønske, min gamle forlægger Per Kofod, min bogdesigner Kitte Fennestad samt Jørgen Dragsdahl, som først gjorde mig kendt ved at slå mine billeder kæmpestort op i Information for 33 år siden og kalde det ’Amerikanske billeder’. Jeg skylder dem alt og tog til kaffe hos Jørgen Dragsdahl i dag inden aftenens åbning af mine billeder i Fotografisk Center. Der ringede min franske kurator for at sige at min næste udstilling åbner i Marseilles den 13. maj.