Slørede, grynede, halvmørke. Selv pangfarver fremstår disede. Enhver familiefar på ferierejse kan tage skarpere billeder med sin mobiltelefon. Men enhver familiefar giver ikke 30 år af sit liv for at dokumentere fattigdom og bekæmpe fordomme (desværre). Og enhver familiefars fotoalbum kommer ikke på museum (heldigvis).

Det handler om fotografen og vagabonden Jacob Holdts fantastiske livsværk. På utallige rejser i USA har han taget tusinder af billeder af fattige og sorte amerikanere. Nogle af billederne er med i bogen og diasshowet "Amerikanske billeder", med hvilket Holdt har besøgt snart sagt ethvert gymnasium i Danmark og talrige universiteter i USA. Bogen og foredraget er for mange blevet en øjenåbner med dokumentationen af livet på en amerikansk skyggeside, der sjældent når frem til avisernes forsider. Nu har Louisiana så fået lov til at kigge i Holdts arkiver og udvalgt 250 nye amerikanske billeder til udstillingen "Tro, håb og kærlighed – Jacob Holdts Amerika", der åbner i dag.

Jacob Holdt har en sjælden evne til at vinde andre menneskers hjerter og komme indenfor på steder, hvor hvide fotografer normalt ikke kommer. Dels fordi de er hvide, og som sådan mødes med vagtsomhed af de fattige sorte, dels fordi de er fotografer, og som sådan offentliggør det, der ellers er privat.

Den troskyldighed og menneskelige rummelighed, hvormed Holdt er trasket ind i hjemmene og hjerterne på utallige amerikanere gennem tiden, kan ikke adskilles fra det fotografiske projekt. Etik og æstetik hænger snævert sammen. Vi ville ikke have "Amerikanske billeder", hvis ikke Holdt er den, han er. Derfor er det ikke afgørende, at billederne er slørede og mørke og ikke lever op til nutidens krav om perfektion. Når vi ser Holdts rystede og rystende billeder, opfordres vi til at tage stilling til det, vi ser, på en anden måde end på en almindelig kunstudstilling. Dermed ikke sagt, at Holdts projekt er politisk og handler om at kritisere de hvide og den økonomiske overklasse for at undertrykke de sorte. Hans billeder og projekt med "Amerikanske billeder" er et vidnesbyrd om, at racismen findes hos alle, og at vore fordomme ikke er politisk bestemte, men kulturelt funderede. Meget opstår i barndommen, mener Holdt, og derfor tog han for mange år siden sin søn med på en tur tværs over USA for at lære den toårige purk at møde ikke-hvide med kærlighed og kropslig afslappethed i stedet for anspændthed.

At Holdt i særegen grad investerer sig selv, er tydeligt på udstillingen. Og rigtig god film er produceret til lejligheden, der viser Holdt fra en personlig side, og hvor han uddyber, at han ikke ser sig selv som fotograf og slet ikke kunstner. Dertil kan man sige, at det skal han ikke selv bestemme! Nu er han på museum, så kunsteksperter har vurderet, at han er kunstner, og man ser da også paralleller i Holdts billeder til både den tidlige fotodokumentarisme, med danskeren Jacob Riis som det mest berømte fortilfælde, og til senere fotokunstnere som amerikanerne William Eggleston og Nan Goldin.

Udstillingen er lagt tematisk, og ikke kronologisk an. Afsnit har derfor titler som "Narkomaner" eller "Religion". Ophængningen fremstår indbydende (mange af de oprindelige billeder er bittesmå, men er med moderne teknik mulige at blæse op i store formater) og overskuelig, al den stund et begavet sorteringsarbejde er foregået frem for at hænge billederne tilfældigt op efter, hvornår de nu blev taget. Selvom kronologien ikke er det organisatoriske princip, kan man alligevel se en udvikling i Holdts menneskeskæbner, hvoraf de samme går igen med mange års mellemrum. Slående er det for eksempel, at hvor fattigdommen i 1970'erne kom til udtryk som tyndhed, kommer den nu til udtryk som fedme.

Sektionen, der handler om religion, viser med stor tydelighed, hvilken rolle troen spiller for mange sorte, og derfor er det også underligt, at der ikke reflekteres mere over udstillingens titel. Præstesønnen Jacob Holdt ved nok, hvor ordene "Tro, håb og kærlighed" stammer fra, men ved kuratoren det? Og hvorfor er ordene valgt som udstillingens titel?

Nå, hvis Louisiana ikke er så stærk i bibelhistorien, er museet til gengæld stærk i samtidshistorien og især da nu, hvor hele tre udstillinger handler om omverdensforhold – altså om dig, mig og os, og hvordan vi forvalter vore liv sammen. På "Fremtidens arkitektur er grøn!" kan man se miljøbevidst kunst, på "The World is Yours" er det samtidskunst med politiske budskaber, der er på plakaten, og med Jacob Holdt-udstillingen er det samfundsrelaterede triptykon så fuldendt på fornem vis. Det er museumspolitik med overblik og konsekvens, måske også med det heldige sammentræf som medspiller, og så kommer der nok malerkunst på væggene en anden gang igen. Lige nu er det altså vores samtid, det handler om på Louisiana, og Holdt-udstillingen er fremragende, også som vindue til dét USA, som ingen undslipper for tiden – og da slet ikke i dag, hvor præsident Obama gæster København.

PS: Obama og hustruen Michelle var i øvrigt som studerende med til at organisere Jakob Holdts foredrag og workshop om racisme, da Holdt i sin tid gæstede Chicago. Jovist, et diasshow kan føre til mange ting!

Tro, håb og kærlighed. Jacob Holdts Amerika. Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk. Til den 7. februar.