"Jeg kan se det, når jeg holder foredrag på de rige
sydstatsuniversiteter.
De hvide børn er som regel opvokset med sorte nannies, som de udvikler tætte
forhold til. Men de kan også mærke, deres forældre ikke respekterer de
sorte. De beskriver i workshops f.eks. om smerten når de som børn legede med
deres elskede sorte barnepige. Men
pludselig trådte deres forældre ind og de stivnede af skyldfølelse,
følte sig grebet på fersk gerning."
Amerikanske Billeder har 25 års jubilæum i slutningen af marts. Og i dag
rejser Jacob Holdt ikke selv som blaffer. Nu er det ham, der samler blaffere
op på sine ture i USA. Og efter et liv blandt kriminelle og Ku Klux Klanfolk
fastholder Jacob Holdt, at han ikke har mødt et eneste ondt menneske i USA:
"Hvis jeg samler en op, som taler racistisk, spørger jeg til hans familie.
Hvordan er han vokset op? Hvis han fortæller om alle de prygl, han har fået
og konkluderer: 'But I deserved a good beating'. Så ved jeg, at jeg har med
en farlig racist at gøre. Hvis han fratager sine forældre ansvaret for
forbrydelsen, lægger han den helt sikkert et andet sted. Ham må man hjælpe
til at indse, at han aldrig har fortjent de prygl. Derfor kan jeg ikke se Ku
Klux Klanfolk som andet end ofre."
Jacob Holdt voksede op som præstesøn og medlem af Konservativ Ungdom i
Esbjerg. Han blev smidt ud af gymnasiet i 2. g. Og tog til København, hvor
han røg ud af livgarden, fordi han nægtede at bære våben. " Der var jo sådan en meget kraftig jantelovsmentalitet, der hvor jeg
voksede op: Du skal ikke tro, du er noget. Og jeg følte bestemt ikke, jeg
var noget. Men amerikanerne lider jo ikke af jantelov og hjalp mig med at
genvinde troen på mig selv."
Den unge Holdt arbejdede dog først på en gård i Canada, hvorfra
han besluttede at blaffe gennem Californien til
Sydamerika. Ved et tilfælde overnattede han hos Angela Davis, der var kendt
over hele verden for sit engagement i De Sorte Pantere.
"Jeg dumpede nærmest ind midt i den sorte revolution. Og så skete der noget
andet, som blev afgørende. En aften holdt Angela Davis fest. På et
tidspunkt trådte jeg ud på gaden og blev overfaldet af tre unge
pistolbevæbnede sorte fyre, som tog alle mine penge. Det der chokerede mig var,
at der stod tyve
mennesker lige foran og ventede på bussen uden at gøre noget. Men på en
eller anden måde blev jeg nysgerrig efter at se, hvor den smerte kom fra. Og
så begyndte jeg at blaffe i USA."
Præsten fra Esbjerg sendte sin søn et kamera i fødselsdagsgave, det første
år Holdt vagabonderede. Og så begyndte Holdt at tage amerikanske
billeder.
"Som blaffer lagde jeg mærke til, at selvom jeg fik fem i engelsk i
gymnasiet, så var mit engelsk bedre end mange amerikaneres. Og de sagde:
'How well you speak, you can become anything here. Write a book about your
journey'. Og det gav mig fornemmelsen af, at jeg var noget. Ude på
landevejene begyndte jeg at få ideer om, at jeg var i gang med et projekt.
Det var i hvert fald den løgnhistorie, jeg gav folk. Som efterhånden også
begyndte at køre inde i mit hoved, fordi jeg tog alle de billeder. Og skulle
undskylde, at jeg nu var på landevejene for andet, tredje, fjerde år i træk.
Langsomt voksede jeg ud af min psykiske undertrykkelse."
I Chicago overnattede han hos to piger, hvor et væddemål udviklede
vagabondens senere kendetegn: Skægget, der ender i en lang fletning. Som
siden har reddet hans liv:
"Når jeg blev overfaldet med pistol, havde de altid solbriller på. Det er
deres måde at skabe afstand på. Kan man se hinanden i øjnene, er det umuligt
at skade et andet menneske. Jeg brugte tit mit skæg. Jeg havde det gemt. Men
når jeg blev overfaldet, hev jeg det pludselig frem. Så grinede røverne, og
når den kontakt er nået, kan de ikke overfalde en bagefter."
"Som vagabond skal man vise tillid: Det sender de rigtige vibrationer til
folk. Så åbner de sig. Til sidst havde jeg den teori, at hvis man kommer til
en by efter midnat, kan man indenfor en halv time finde et sted at bo. Og
det lykkedes altid."
Efter fem års rejse i USA vendte Holdt i 1976 tilbage til Danmark, hvor han
viste journalisten Jørgen Dragsdahl sine dias. Dragsdahl havde dækket de
sorte amerikaneres borgerrettighedskamp for dagbladet Information. Og han
blev meget begejstret:
"Dragsdahl præsenterede billederne i Information under titlen Amerikanske
Billeder. Der blev arrangeret shows over hele landet. Forlæggeren på
Informations Forlag, Per Kofod, tog mig med til bogmesse i Frankfurt og
solgte Amerikanske Billeder til udgivelse i syv lande. Da vi kom hjem, sagde
han: Så Jacob, nu er bogen solgt. Nu må du hellere se at få den skrevet."
Bogen og showet blev veritable hits blandt de venstrekritiske
intellektuelle. Det de så i showet, var ondskaben og uligheden i den
amerikanske samfundsmodel. Det de ikke så, var at Amerikanske Billeder også
er en kærlighedserklæring til USA.
"Showet var selvfølgelig et produkt af tankegangen dengang. Jeg kritiserede
systemet. For de fleste måtte systemet helt oplagt være det samme som
kapitalismen. Men mit udgangspunkt var mere grundtvigiansk end det var
kommunistisk. Jeg var ikke modstander af de rige, men jeg ville gerne vise
samfundet nedefra. Og troede på, at et samfund ikke er bedre end det er for de
ringest stillede."
Siden rejste Holdt eller hans kollektiv af sorte amerikanske
venner rundt i Europa med showet.
"Vi viste det samme show i 14 europæiske lande. Og reaktionerne var vidt
forskellige. Tyskerne blev aggressive af showet. De unge havde et opgør
kørende med deres forældre på grund af nazitiden. Og showet satte gang i en
masse had. De ville ud og slås mod systemet. Og de blev rasende, når jeg
forsvarede Ku Klux Klan-folkene. Det mindede dem selvfølgelig om det, de
ikke kunne tilgive.
I Sverige vendte de smerten indad. Min ven Tony viste showet på anden etage
og
bagefter var der en, der løb direkte fra salen og kastede sig ud af vinduet.
Vi var fuldstændigt rystede. Tony sagde: 'I Amerika dræber vi sorte
hinanden fordi vi er udstødte, men i Sverige dræber de sig selv bare af at se
på det.'"
Omvendt blev showet andre steder brugt som hjælp til folk på selvmordets
rand.
Da showet kom til USA, foretog Holdt en grundlæggende forandring.
"De sorte mente, min snak om systemet frikendte de hvide: De sagde: 'You
let white people off the hook'; du lader de hvide slippe for at gøre
noget ved deres racisme." " Jeg lagde mere ansvar ind. I stedet for at se det som et konspiratorisk
system ser jeg det mere sådan, at hver enkelt har et ansvar for at bearbejde
sin racisme. Der kom mere psykologi i det. Jeg kom i kontakt med en
terapiform, som hedder co-counselling. Denne havde som jeg tanken om, at vi alle sammen
er ofre."
Forevisningen af showet efterfølges på de amerikanske universiteter af et
workshop-forløb af terapeutisk karakter. " Det er danskerne meget skeptiske overfor. Når jeg har danskere med,
spørger de altid: Hvorfor græder de over deres egen racisme?."
Amerikanske billeder blev i firserne del af en bølge på de amerikanske
universiteter. De studerende organiserede en antiaparthiedbevægelse, der
pressede amerikanske investorer til at trække penge ud af Sydafrika. På
eliteuniversiteterne byggede de slumbyer, der var modeller af sydafrikanske
byer og de inviterede Jacob Holdt: " Jeg drillede dem altid og sagde, at apartheidengagementet var en
projektion af deres skyldfølelse over racismen i USA. Men de startede den
divestmentbølge i hele verden, der var med til at gøre en ende på apartheid.
De studerende var enormt politiske i de år. Også på grund af modstanden mod
Reagan."
Da Bill Clinton blev præsident, mistede de amerikanske studerende interessen
for politik. Indtil midten af halvfemserne anså Jacob Holdt personligt
Amerikanske Billeder for passé i Danmark. I stedet turnerede han med sit
ubekymrede alternativ: Bolivia-showet. Men seancerne tog en drejning:
"Hver gang jeg kom ud med Bolivia-showet, endte det med, at vi diskuterede
racisme. Og folk blev fuldstændig grebet af det.
Så fra
1994 viste jeg
Amerikanske Billeder igen. Temaet var det samme som før - et lærestykke om
undertrykkelse - men jeg
udskiftede 25% af billederne med nutidsbilleder. Og jeg opdaterede historierne
på de personer,
der indgår i showet. Mange var jo blevet myrdet i mellemtiden. Mange har jeg
fulgt gennem
næsten 30 år."
Jacob Holdt er ikke i tvivl om, hvorfor showet igen er blevet nødvendigt:
"Danmark er i dag et mere racistisk land end USA. Kun meget få amerikanere
ønsker i dag bevidst, at holde de sorte ude. Man bliver glad og stolt, når man
ser,
at en sort har succes. Men i Danmark er der mange også langt udenfor Dansk
Folkeparti, som har et reelt ønske om at holde indvandrerne ude. Og så
skaber man en vrede, som man får tilbage i hovedet. Pludselig insisterer
indvandrerne på at holde fast i den kultur, de oprindeligt flygtede fra. Mange
af dem var
ligeglade med tørklædet, da de kom hertil. Men det bliver vigtigt nu."
"I USA har man et begreb om politisk korrekthed. Det umuliggør den
dissekering af ofrene, som finder sted i de danske medier. Gang på gang
hiver man indvandrerne frem: De er kriminelle og de er et problem. Det er
aldeles uantageligt. Det sætter sig dybt i de børn, der vokser op i det her
samfund: Billedet af en indvandrer kombineret med frygten for kriminalitet.
Det vil forme dem resten af livet."
I denne omgang har Holdt turneret syv år med sine amerikanske billeder. Og
fejrer altså sidst i marts 25 års jubilæum med et show, der har fået et
andet publikum. "Sidst i 70erne var det venstrefløjen, der mødte begejstret op. Men de
gamle tresserflippere sidder i dag og mumler: De ved sgu ikke, hvad de skal
bruge det der terapi til. Men det ryger lige i hjertet på Pia Kjærsgaards
tilhængere, når jeg viser det for dem. Nedslidte arbejdere, arbejdsløse,
invalidepensionister, enlige og nynazister. Jeg henvender mig til deres
smerte i showet. Ligesom Pia Kjærsgaard gør. Hun misbruger den bare til at
smide i hovedet på indvandrere. Og Kjærsgaards modstandere har ligeså travlt
med at fordømme racister: Dem vil vi sandelig ikke have noget med at gøre. Men
de er jo ofre, der har brug for opmærksomhed og kærlighed. Det er ikke deres
skyld. Jeg kan ikke fjerne årsagerne til deres racisme. Men jeg prøver at
gøre dem til bevidste antiracistiske racister ved at hjælpe dem i kontakt med
deres egne dybere smertesafgrunde. Det er mit mål."
Infolinie: Kalender for Jacob Holdts kommende shows og information om
Amerikanske Billeder generelt: www.american-pictures.com
Copyright © 2003
AMERICAN PICTURES
