Interview i Weekendavisen 31. januar 1997

Vreden fra ghettoen

Volden fra især anden generations indvandrernes side er blevet et politisk tema i kampen om stemmer. Men i stedet for hårdere straffe må danskerne hellere bekymre sig om at give de unge håb.

Af CLAUS CHRISTOFFERSEN

DET er ikke kun det 40 centimeter lange flettede skæg, der gør fotografen Jacob Holdt til en ikke helt almindelig dansker. I fem år lykkedes det ham at overleve som vagabond i USA's værste slum uden at komme nævneværdigt til skade. På sin rejse gennem det sorte Amerika stiftede han bekendtskab med de processer, der skaber vold og racisme, og som han i de sidste 20 år har turneret rundt med og viderebragt i forbindelse med diasshowet "Amerikanske Billeder".

Hans forståelse af voldens årsager fik ham til at reagere en smule anderledes over for den umotiverede vold, da den ramte lige ind i hans egen tilværelse. En søndag eftermiddag i sommeren 1995 blev hans søn helt umotiveret overfaldet af en indvandrerbande af pakistanske og tyrkiske unge fra Nørrebro med knive og pistoler.

Jacob Holdt fortæller om episoden:
"Efter at chokket, over hvor let min søn kunne være blevet dræbt, havde lagt sig, var jeg mest rystet over på hvor kort tid, vi midt i Europas velfærd og tryghed har fået skabt nøjagtig de samme vredesmønstre blandt indvandrerne, som jeg kender fra Amerikas sorte ghettoer. Det var et udtryk for, at vreden fra ghettoen var kommet".

"Vi var som forældre forfærdede, og reaktionen var klassisk: "Nu må vi se at flytte ud til de tryggere forstadskvarterer". Straks efterfulgt af fornuften: "Nu må vi se at gøre noget ved den stigende ghettoisering af indvandrerne". Herefter måtte vi begge le over inkonsekvensen i de to sætninger og over hvor let og menneskeligt det er at havne i racismens reaktionsmønstre".

"For var der noget, vi vidste efter vores år i USA, var det naturligvis, at der intet godt kommer ud af at skabe yderligere vrede hos de udskudte gennem vores personlige og aktive ghettoisering af dem. Ghettoer skabes altid af ydre kræfter, hvad enten de er sorte i
USA eller muslimske i Europa, selvom alle altid er overbeviste om det modsatte mens processen sker."

Ghettoisering er det underliggende tema, når Jacob Holdt taler om volden og indvandrernes aktuelle problemer i det danske samfund.

"Vi ser en stigning af volden blandt de unge indvandrere i Danmark, og det ligner det, der sker mellem sorte og hvide i USA. Man skal bare huske på, at det intet har med race, religion, nationalitet eller noget som helst andet at gøre. Det skyldes undertrykkelsesmønstre fremkaldt af en dybere smerte i samfundet."

Ifølge Jacob Holdt har den stigende smerte noget at gøre med den måde, hvorpå vi integrerer indvandrerne i Danmark.

"Regeringen snakker meget om at gøre noget ved den stigende vold. Nu skal vi have støttepædagoger ind i indvandrernes koncentrationer. Men volden er jo et resultat af deres fornemmelse af, at de er fuldstændig udstødte af samfundet. Det er vold at lade dem vide fra barnsben af, at de ikke har en chance. Der oplever jeg den samme smerte som i USA, hvor de sorte altid får at vide, at de ikke dur".

Den værste racisme er ifølge Jacob Holdt ikke den åbenlyse racisme i form af de støjende racister, men derimod den almindelige danskers liberale form for racisme.

"Det kommer for eksempel til udtryk i form af vore undvigelsesmanøvrer, som netop skaber ghettoen både psykisk og fysisk. Psykisk når man nægter dem adgang til diskoteker eller vælger at praje en anden taxa, fordi der sidder en indvandrer bag rattet, og fysisk når man vælger at flytte væk fra de områder, hvor indvandrere og flygtninge typisk har råd og mulighed for at bo".

Men nogle danskere ville sikkert sige, at indvandrerne ghettoiserer sig selv?

"Ja, det siger europæerne i dag om indvandrerne, men at dette udsagn er et falsum viser indvandrernes situation i USA. Her inviterer de hvide amerikanere indvandrerne ind i de bedste kvarterer, skoler og stillinger, hvorved de på kort tid bliver superamerikanere i kultur, sprog og tænkning. De selv samme muslimske eller asiatiske nationaliteter er vi med vores afvisende racisme i Europa i stand til at låse fast i deres oprindelige kulturmønstre. Helt til det punkt, hvor de til sidst ikke ønsker at integreres i vores kolde fællesskab, hvorefter vi bebrejder dem, at de ikke vil integreres".

"At amerikanerne er i stand til at give deres indvandrere en menneskelig velkomst, mens det ikke lykkes for os, skyldes naturligvis ikke, at de er bedre end vi er. Efter min mening skyldes det udelukkende, at de allerede har en syndebuk for deres dybere smerte, nemlig de sorte, mens vi i Europa af mangel på bedre dæmoniserer indvandrerne".

"Når jeg fortæller mine amerikanske elever, at vi i Europa har skabt så voldsom vrede i vore unge indvandrere, at de nær tog livet af min søn, har de svært ved at tro mig. De forbinder nemlig vrede og den medfølgende vold og kriminalitet med sorte ghettoer, mens de ser indvandrerne for sig som gode amerikanere, der uddannelsesmæssigt, økonomisk og socialt endog klarer sig bedre end gennemsnitshvide.".

Racister er ikke onde mennesker

Virkeligheden er for Jacob Holdt ikke helt så enkel,
som mediernes sædvanlige sorthvide opfattelse af godt og ondt, racist eller antiracist.

"Alle er præget af racisme. Jeg har aldrig set det som noget negativt at være racist, da det er noget man ikke kan gøre for. Jeg føler derimod, man må tage ansvar for det og erkende, hvor destruktivt det er over for andre mennesker. Racisme er en måde at afreagere sin egen smerte ud mod andre på", siger Jacob Holdt, og fortsætter:
"Racisme har ikke umiddelbart noget med indvandrere at gøre, men er noget inde i os selv. Jeg føler ikke, den værste racisme kommer til udtryk i de områder, hvor jeg ser mange indvandrere. Det gør den derimod ude blandt mine gamle venner på landet, hvor de stort set ingen indvandrere har. Der er det selve ideen om indvandreren, der er det centrale".

I Jacob Holdts tankeunivers må man aldrig bebrejde nogen, at de er racister, for det er ikke deres eget valg. De har i barndommen ikke haft mulighed for at udvikle tolerance og positiv interesse over for medmennesket.

"Skrammerne fra opvæksten, følelsen af egen utilstrækkelighed og de små daglige nederlag øger vores behov for at tænke negativt om andre. Det eneste håb for at komme racismen til livs er derfor at arbejde med de dybere smertemønstre i os selv, som får os til at afvise indvandrerne".

"Det er indlysende, at vi kun kan hjælpe hinanden ud af vores lidelsesmønstre, når vi har det godt med os selv og derfor har det fornødne overskud. Mennesker, der har det godt med sig selv, ønsker ikke at skade andre, slå andre ihjel eller blot tænke dårligt om andre. Jeg vil kategorisk hævde, at kun mennesker i dyb smerte er i stand til det, fordi alene et sådant udgangspunkt giver os håb om at kunne komme undertrykkelsen til livs".

Vagabondering som kald

Håbet og troen på det gode i mennesket kommer ikke ud af den blå luft, men ud af fem generationers præsteuddannelse. Det var derfor en skuffelse for familien, da Jacob Holdt valgte ikke at blive præst og dermed brød familietraditionen.

"Jeg har brugt meget af mit liv på bare at flygte fra ophobede problemer ud ad landevejen. Det var en flugt fra at tage en høj uddannelse på universitetet som jeg vidste, at jeg ikke kunne klare, men det var også en anden måde at nærme sig virkeligheden på. For mig er det at vagabondere et kald. Jeg udfylder en rolle, det moderne samfund har stærkt brug for at nogen påtager sig: at være noget for de ensomme og trængende. Netop som vagabond har man frihed, energi og tid til at være menneske over for hvert individ, man møder."

I dette lys er springet ikke så langt til præstegerningen og missioneringen.

"Jeg kan i dag se, at jeg ikke har taget springet, da det er en videreførelse af det præsteriet stod for. Drivkræften i mit arbejde er sikkert et eller andet kompleks over at skulle redde andre mennesker. Det ligger i præstekaldet og i en langvarig præsteopdragelse. Jeg har således altid fået at vide, at det var et kald at blive præst, og da jeg ikke kunne leve op til det på anden vis, så var vagabonderingen løsning".

Jacob Holdts præsteopdragelse og hans opfattelse af, at medmenneskeligheden i det nære er afgørende, skinner også igennem i hans tanker omkring demokratiet.

"Jeg er glad for at se, at Hal Koch i sin bog 'Hvad demokrati?' fra 1945 brugte ordet vækkelse, forstået som den vækkelse der sker i den medmenneskelige kontakt, da demokrati begynder og ender i det nære med vore nærmeste. Hvis vi skal i undgå, at demokratiet blot bliver et spørgsmål om flertalsafstemninger, må der en vedvarende vækkelse til. En sådan kan komme til udtryk over for naboens mishandlede barn både før og efter, at det udvikler sig til Ku Klux Klan, nazist eller massemorder, med andre ord den lille racisme, og over os selv: Os der i kraft af vores majoritet og magtposition udgør den store racisme, som udøver voldsom og uigenkaldelig skade på målgrupperne ved at udelukke og ghettoisere dem og derved undergraver og ødelægger vort eget I samfund. Og som derfor er den absolut største trussel mod demokratiet overhovedet".

"Intet er mere ødelæggende for et sundt demokrati end borgere, som føler si trængt op, med ryggen muren og stemmer i frygtmønstre. Dette sås blandt andet ved forrige års kommunalvalg i Norge, hvor et vietnamesisk bandemord til valget i Oslo gav Fremskrittspartiet 25 pct. af stemmerne der".

"Mit håb er, at der med kommunismens fald, og for mange dermed den blind naive tro på 'det gode system', som en gang for alle ville kunne helbrede alle lidelser, vil være større forståelse for, hvordan man aktivt kan arbejde med menneskelig smerte, før den bliver til en truende kræftknude for demokratiet. Ikke oppefra i store politiske fantasisystemer, men netop nedefra i det nære arbejde med det enkelte menneske."