Amerikanske Billeder: Anmeldelse af Morten Bo i Information

Den falske frihed

Dagbladet Information 1976

- en anmeldelse af Jacob Holdts forevisning

"En personlig rejse gennem det sorte Amerika"

Af MORTEN BO

"I ASKED my mama, could I go down to the boat .... jeg spurgte min mor, om jeg måtte gå ned til båden. She said "yeah" .... hun sagde "Ja". Jeg gik derned og jeg har ikke set mor siden og jeg var ikke andet end 12 år ... I wasn't but 12 years old".
Han husker det tydeligt som var det i går, hvordan han blev lokket ombord på slaveskibet for at se sukkertræet, og hvordan skibet pludselig begyndte at sejle. Og dog er det 122 år siden.
"We never saw any sugar-trees .... vi så ingen sukker træer, heller ikke da vi kom til New Orleans for at blive solgt".
Billedet af hans sorte mærkede ansigt med de fugtige blege øjne lyser fra lærredet, mens hans stemme fortæller, let syngende, men også opgivende, træt, som en historie, der er blevet fortalt for tit.

SÅDAN STARTER Jacob Holdts personlige rejse gennem det sorte Amerika, en blændende skildring af Amerikas flossede indre, en forevisning, der binder en til stolesædet i 5 timer og efterlader en rystet og klam. Historien er blevet fortalt så tit, men aldrig som Jacob Holdt gør det.
På to lærreder skifter lysbillederne ledsaget af en kommentar, et interview eller sange. Dybere og dybere bliver vi ført ind i Amerikas jungle, der hvor de sorte stadig lever i slaveri, hvor racehadet flammer og ingen vover at gå alene ubevæbnet. Men pludselig opdager man, at det ikke er den vilde jungle, det er ikke afsidesliggende undtagelser, det er den almindelige regel. Vi befinder os midt i hverdagen hvor som helst i Amerika.
Fra flossede hjørner kan vi se ind under den tynde polerede overflade forbi propagandaens lokkende toner, om bag historiens løgne. Man forstår, at de tusinder af sorte, der lever spærret inde i Amerikas fængsler ikke er kriminelle, men politiske fanger.

DER ER en intensitet og kraft i billederne, som til tider er ubarmhjertig hård. Kameraet sidder som fæstnet til Jacob Holdts bryst, hver gang der er noget han vil fortælle, trykker han på knappen. Det er rendyrket dokumentarfotografi. Hvad det ene billede ikke viser, viser det næste. Hvad billederne ikke kan fortælle, fortælles i lydsiden. Og hver gang tilskueren er tilbøjelig til at se episoderne som spændende oplevelser, eventyr, sætter han det strakt på plads i en større sammenhæng, i et historisk forløb.
Han får det til at leve, ikke som isolerede eventyr, men som eksempler på noget trivielt.
160.000 km har han rejst som blaffer gennem 48 af Amerikas stater og med hans fantastiske evne til at komme folk på nært hold, lykkes det for ham at opleve tingene indefra. Han sover og lever med de fattige tobaksarbejdere i deres shacks i sydens feudal-samfund, han er gæst i millionærernes iskolde luksus. Overalt forstår han at lytte. Og se.

BILLEDET af den fattige overfyldte ghettoshack med sprækker i loft og gulv vises samtidig med billeder taget dagen efter, nogle få kilometer derfra, hos manden, der ejer de fleste af husene i ghettoen. Han bor i de hvides kvarter i et overdådigt hjem med private tennis- og golfbaner større end den halve ghetto. Her bliver man ikke forstyrret af larmen gennem væggene, her snakker man sammen over hustelefonen. Husets datter behøver ikke hente vand ind udefra i en spand og varme det over et petroleumsblus, hun har et luksusbadeværelse i hvert af sine rum.
"Hvor har de dog fået al den rigdom fra?" spørger Jacob Holdt.
I samme by møder han Joan Little, der halvandet år senere nær var blevet henrettet, fordi hun i et fængsel dræbte en hvid fangevogter da han forsøgte at voldtage hende.
Den historie har man hørt så tit.

Men Jacob Holdt oplever den gemene hverdag der har skabt historien og han viser, at den ikke er noget enestående, men blot et almindeligt tilfældigt eksempel.
I hver et billede, i hver en afkrog skriger klasseskellet til himlen. Mellem rig og fattig, mellem sort og hvid. Så undrer det ikke længere at Joan Little kom i fængsel for en bagatel, det undrer ikke længere, at fangevogteren forsøgte at voldtage hende, det undrer ikke, at hun havde lyst til at stikke en issyl i ham. Men det undrer at hun havde mod til at gøre det.
Sagen blev taget op af de amerikanske rødstrømper og det var noget særligt. Så blev det til godt stof for alverdens nyhedsbureauer, aviser og TV.

JACOB HOLDTS odysse fra Coca-colas slavelejre til Harlems slum afslører nyhedsstrømmen, informationerne og historien som falsk. Falske fordi de formidler løgne, men også falske fordi de fordrejer og fortier. Nu er muligheden der for at få korrigeret skolebøgerne, for at få en smule alsidighed i Tv's programmer.

Nu er muligheden der for at få revideret sin opfattelse af Amerika som frihedens eget land.
Men forevisningen handler ikke kun om Amerika. Den handler også om, hvad der sker hvor som helst når kapitalismen raserer og tromler underklassen ned i demokratiets navn.
På en måde er vi alle blevet lokket ombord på kapitalismens slaveskib for at se sukkertræet.
Men Jacob Holdts billedserie er andet end et vægtigt dokumentarisk værk. Det er også en nyskabelse i dansk kulturliv. Han viser vejen for de fabelagtige muligheder der ligger gemt i de mest simple medier. Med et billigt kamera og en kassettebåndoptager har han været i stand til at fæstne sine oplevelser så det både gnistrer og fænger.

Der er arrangeret seks nye forevisninger, hvor Jacob Holdt præsenterer sine Amerikanske Billeder. Tidspunkter og steder for disse arrangementer oplyses i annoncen andetsteds i bladet i dag.