Manden der ikke vil

kaldes hippie

 

"Jeg er stadigvæk forelsket i Pia Kjærsgaard"

Manden der ikke vil kaldes hippie er blevet 60 år og kan i år fejre 30-års jubilæum med bogen Amerikanske Billeder. Præstesønnen der i en generation har prædiket nærvær og kærlighed fortæller om selv at svigte, sin kærlighed til racister, de vigtige ungdomsoprør og at se sine venner dø.

 

Af Kristoffer Zøllner Foto: Søren Bidstrup

Jacob Holdts liv har været en fiasko. For der er stadigvæk racisme i verden. Manden med det flettede skæg, de fleste voksne danskere kan huske fra lysbilledshowet Amerikanske Billeder, har brugt sit liv på at bekæmpe racisme med nærvær og kærlighed, og præstesønnen fra Vestjylland har været vidt omkring siden han som 23-årige tog til USA, hvor han blaffede 200.000 kilometer som vagabond, solgte sit blod for at overleve og blev verdensberømt med sin fotobog om de fattige sorte. Siden har han indædt forsøgt at bekæmpe racisme i både USA og herhjemme. Han har levet sammen med ludere, gangstere, massemordere, crack-dealere, Ku Klux Klan-ledere, incest-ofre, voldtægtsforbrydere, alkoholikere, white trash og narkomaner, men har aldrig mødt et ondt menneske, siger han.  

I anledning af sin fødselsdag åbner han i næste uge en ny fotoudstilling: "Ghettoen i vore hjerter" om både den racisme, Holdt har mødt på sine rejser i USA, Bolivia, Kosovo og Haiti, Namibia og Uganda, men også den racisme, han har set blive tydeligere herhjemme. For kampen stopper aldrig. Der er altid en racist, der kan omvendes, mener han, og der er altid en familie i sumpene i New Orleans, som skal besøges og have nærvær og omsorg. Hans hjemmeside som hver dag opdateres består af imponerende 22.000 sider og hans historier strækker sig fra vagabond-tiden i 70’erne, berømmelsen i 80’erne, KGB-anklager i 1990’erne og i dag den nye kamp mod den hjemlige racisme og Dansk Folkeparti. Men selv om han har været inviteret til middag med Præsident Carter,  lavet film med Lars von Trier, holdt foredrag hos Jane Fonda, omvendt en Ku Klux Klan-leder, talt til Dalai Lama og set mennesker blive skudt for sine øjne, så er han i virkeligheden dovent anlagt.  

I den to-etagers lejlighed i Nyboder bugner reolerne af bøger, væggene er tapetseret med malerier og fotografier, og de rummelige sofaer og stole står klar til at modtage de mange hundrede venner og bekendte, som der hele tiden kommer flere af. De to voksne børn er begge ude i verden et sted, og i stedet bor der i øjeblikket en flygtning fra Senegal og en pige fra det tidligere Østtyskland i gæsteværelserne.
"Mit liv er en åben bog", har Holdt flere gange sagt, og det har hans kone gennem 30 år, Vibeke, ikke altid fundet lige så sjovt som sin mand. Så han er begyndt at holde lidt mere igen, sige nej en gang imellem og dæmpe trangen til at fortælle hvem som helst om hvad som helst. Men det kan være svært, når ens motto i snart 40 år har været at sige "ja" til livet med alt hvad det bringer.  
"Du kan jo se hvordan jeg lever mit liv  i dag" siger  han og slår ud med  armene i spisekøkkenet, hvor bjælkerne står frit, vandet bliver kogt på en gammeldags elkedel på gaskomfuret, og der ligger Newsweek og andre internationale magasiner på bordet.  
"Jeg kæmper hårdt imod at min kone skal få vores hus i Bo Bedre, så derfor lader jeg møblerne stå slidte. Det er en lille kamp, vi kæmper", siger han, selv om både en fladskærm, computer og B&O fjernsyn har sneget sig ind blandt de gamle møbler.

"Min datter er lige nu i Guatemala for at lave frivilligt arbejde, og hver dag går vi og ryster af skræk, for hun er ude for det ene voldelige overfald efter det andet. Jeg har sagt til Øksnehallen, at hvis der sker noget med hende inden åbningen af udstillingen, så ryger den på gulvet. Hun er lige gået ud af gymnasiet, og det er det første hun oplever og det er virkelig dramatisk," fortæller han.

Hans søn på 27, hedder lige som resten af de førstefødte Holdt-sønner, også hedder Jacob til fornavn, men kaldes ved sit mellemnavn, Daniel. Han fik sin trang til rejsestøv med i sutteflasken og er blevet "grundigt indoktrineret", når det handler om at rejse.
"Hvis jeg skal være lidt stolt, så tog jeg ham som to-årig med og blaffede hele vejen rundt i USA, og det er måske grunden til at han i dag selv blaffer hele jorden rundt. Lige efter skolen tog han hele turen til Shanghai og vi kunne se på hans konto, at han kun havde brugt 600 kroner på hele turen. Han kom helt gratis igennem Iran."
Som 16-årig blev Daniel overfaldet af en indvandrerbande i København. Men på typisk Holdt-maner, tog faren sin cykel og kørte til Nørrebro for at finde overfaldsmændene og tale med dem.
"Det var en pakistansk bande, der havde overfaldet ham, så han ville gerne til Pakistan og det er jo på den både, man heler de sår, man får efter en smertensoplevelse. Ved at kaste sig ud i kontakt med de folk. Han oplevede gæstfriheden i hele den muslimske  verden, hvor  man kan rejse uden at bruge en øre. Og så kom han hjem og kunne ikke forstå, hvorfor danskerne ikke kunne vise den samme gæstfrihed over for indvandrerne. Desværre kan han ikke finde ud af at tage en uddannelse, fordi det er så spændende at rejse rundt i den brogede verden," fortæller Holdt om sønnen.  
"Jeg har ikke ambitioner om deres karrierer, men jeg håber da, at de får meningsfyldte liv og at de vil arbejde for noget socialt i samfundet. Og det synes jeg allerede nu, at de viser tegn på. Min søn gjorde selv oprør i sine tidlige år. Det var noget med at løbe ud af bagdøren om natten og male graffiti og høre hiphop. Fordi jeg inden han var tre år gammel blaffede rundt med ham i ghettoen, kunne jeg se hvordan han hele tiden blev draget mod noget, der handlede om den sorte verden med hiphop og rap. Han havde Danmarks største samling af rapmusik og identificerede sig meget med den sorte vrede. Men hvor var så den forstående far? Ingen steder. Jeg gik bare op og malede med spraydåse på væggene og hans fjernsyn, hvis han havde været ude og overmale S-tog. Og det var jo ikke den bedste pædagogiske tilgang, "fortæller han om sin søns eget ungdomsoprør.
"I et samfund handler det om at skabe ventiler for den ungdomsvrede, vi har haft siden tidernes morgen. Jeg har stemt Socialdemokratisk hele mit liv, men da Ritt Bjerregaard stillede sig op og sagde, at hun ikke ville finde sig i de unge fra Ungdomshuset, fik jeg nok. Så gik jeg ind på Rådhuspladsen for at demonstrere, og der mødte jeg min søn. Jeg kunne se, hvor glad han blev for at jeg var der til at støtte dem, og jeg tænkte, at noget må jeg da gøre rigtigt, siden jeg kan være der, på et så vigtigt tidspunkt i hans liv."
Det har han ikke altid været. Da hans datter blev født nåede han hjem i sidste øjeblik, og de mange ophold i USA har mange gange været på bekostning af nærværet med familien hjemme i Nyboder.
"Jeg kan prædike om omsorgssvigt og om at give kærlighed til børn. Men er der nogen der ikke har kunnet leve op til det, så er det jo mig selv. Min kone syntes simpelthen at jeg negligerede mine egne børn, og så begyndte jeg at trappe ned. Men dengang troede jeg også, at jeg kunne redde hele USA. Vi har jo masser af den slags præster i kirkerne: Man skal elske sin næste, men hvem gør det? Det har hele  mit liv været et problem. Jeg arbejder med at give kærlighed til nazister og Ku Klux Klan, men spørger du min familie, om jeg selv kan leve op til det, får du nok et andet svar. Ikke fordi jeg har gået og banket dem ligesom dem fra Ku Klux Klan har fået bank hele deres barndom. Jeg tror ikke der kommer KKK-medlemmer ud af mine børn," siger han og fortæller om sin egen opvækst som præstesøn i den lille landsby Fåborg i Vestjylland.

"Til min fars 70-års fødselsdag klagede jeg over, at han ikke var særlig nærværende, men det var min fars far heller ikke, og jeg kan se, at det er de samme problemer, jeg har, og det kan gå videre til min søn. Min far var jo lidt på samme måde den fjerne præst, der stod og prædikere kærlighed, så det er faktisk gået lidt i ring. Men min far var der, når det gjaldt, og der er mange måder at vise kærlighed på. Man kan blandt andet gøre det ved at skabe nogle rammer som er produktive. Det burde være blevet brudt, jeg har prøvet på det, og jeg er meget bevidst om det. Men hele tiden er der liiige en journalist der ringer, og jeg skal liiiige ned og lave et show i Schweiz, og så ender man med  at svigte. Til gengæld tror jeg nok, at jeg skal komme efter det, når der en dag kommer børnebørn," siger han.
Når han snart fejrer sin 60-års fødselsdag har han inviteret alle dem han kender og har kendt hele sit liv. Lige fra den første skolelærer, han havde i 1. klasse.
"Som præstesøn på landet får man også meget kærlighed fra sognet, og det er med til at forme en. Når de fattige sorte har spurgt mig om de kunne have rejst rundt som vagabond lige som jeg, så siger jeg til dem, at jeg ikke tror det, fordi man skal have en vis portion kærlighed med sig hjemmefra."

Jacob Holdt er forkølet og forklarer med sine store armbevægelser, som får træstolen til at knirke, når han rokker frem og tilbage, hvordan han føler sig spærret inde i sit eget hoved. "Mit hoved er en ghetto", som han siger. Og selvom han som sædvanlig har sagt ja til mere end han kan overkomme og meget hellere ville være taget i sommerhus for at forberede sin udstilling, føler han sig alligevel forpligtet til at tale om de mange ting, han synes er så vigtige. Racisme, ekskludering af fremmede, ghettoisering og alt det andet, som han føler han har fået lidt indsigt i gennem 25 års intensive racismekurser i amerikanske universiteter.
"Racisme består i, at man tænker bebrejdende om andre og finder fejl hos dem. Løsningen på racisme er fællesskab med dem man tænker negativt om," gentager han som et mantra.
"Hver eneste dag når man åbner aviserne finder politikerne fejl hos muslimerne og det er jo som klassisk antisemitisme sådan som vi kender det mod jøderne. Racisme sat på formel er Fordomme + Social afmagt. Ghettoerne både herhjemme og i USA skabes ved at man "i kærlighedens navn" tager sine børn ud af skolerne, for at beskytte dem mod det, man selv frygter og flytter længere fra visse kvarterer. At man kort sagt ikke vil blande sig med de uønskede, som derved skubbes ind i større og større ghettoer. Og man retfærdiggør det med, at ens børn ikke skal have en dårlig uddannelse," siger han og retter på sin lange skægfletning, som har i 30 år har været hans image, siden en veninde flettede den på den første USA-tur.

Selvom hans kone i årevis har brokket sig over den og spurgt hvorfor han ikke kan se ordentlig ud, har han beholdt den som en "tolerancemåler". Hvis folk kan acceptere den, kan de acceptere meget.
"Jeg har lært, at hvis folk får indre aggressioner eller distraheres af mit skæg, så har de i reglen også fordomme mod andre gruppers særpræg. Det har aldrig skabt problemer i USA. Det skete først da jeg kom hjem og to gange blev overfaldet af fulde knivmænd. I USA  havde jeg været i de værste kvarterer og aldrig oplevet aggressioner. På det personlige plan er amerikanerne meget mere tolerante og positivt nysgerrige overfor medmennesker end danskerne.
Der er utroligt meget smålighed i Danmark i de her år. Man kan ikke engang klare Ungdomshuset og Christiania, forskelligheder skal udjævnes, og vi kører hetz mod tørklæder," siger manden, der samtidig påstår, at han har et svagt punkt for Pia Kjærsgaard - så meget at hans kone nærmest har været jaloux.
"Man kan ikke forklare kærlighed," siger han med et smiley-smil og et jeg-kan-ikke-gøre-for-det skuldertræk.
"Igen i går så jeg hende tale om tørklæder, og der er altså et eller andet over hende, det må  jeg indrømme. Det tog mig faktisk lang tid at finde ud af, at hun er godt gift og indtil da gik jeg jo med forhåbninger. Jeg har altid elsket racisten, for det skal man, og hun minder mig om mange af dem, jeg mødte i sydstaterne med vredladne fordomme overfor de sorte og de homoseksuelle. Hun er en meget kategorisk type, og da jeg selv er meget vag, bare flyder med og siger ja til det hele, beundrer jeg sådan en som hende. Men jeg må sige, at jeg senere blev rigtig forelsket i Søren Espersen, som jeg har en meget varm dialog med. Vi var i gang med at skrive en bog sammen, indtil vi begyndte at skændes for meget. Der er et  eller andet med ham og mig. Vi er stadigvæk rigtig gode venner, men han kan desværre ikke komme til min fødselsdagsfest, fordi han skal ned og integrere nogle danskere i Sydslesvig "siger han med oprigtig medfølelse i stemmen.
"Jeg møder mange af Dansk Folkepartis vælgere rundt omkring i landet, og hyppigt fortæller de mig om den smerte, mange af dem har i deres liv med ryglidelser, familieafsavn, arbejdsløshed og den slags. Det er den smerte, som enhver demagog kan dreje den ene eller den anden vej. Medlemmerne af Ku Klux Klan er de samme slags mennesker som dem i Dansk Folkeparti, og når man giver dem sit venskab, sit nærvær og sin kærlighed, kan man trække dem i hvilken som helst retning. De hungrer efter accept. Jeg har selv set, hvor langt jeg er kommet med Ku Klux Klan-folk. Vi har altid haft den livssmerte i et samfund, som i de fleste demokratier typisk udmønter sig i 15% af stemmerne til protestpartier. Det er mennesker, som skal have nærvær og kærlighed fra os andre, men de skal ikke have magt. Fogh har gjort det ved at alliere sig med dem og udnytte dem ved at sige "Hyl lidt Pia Kjærsgaard. Hyl lidt om de der muslimske tørklæder, så du kan sørge for at jeg forbliver i regering. Anders Fogh udøver klassisk antisemitisme som fortidens herskere, der inviterede fremmede ind, kørte antisemisme på lavt blus vha. hadske allierede, der kunne piskes op på fuldt blus mod de fremmede når oprør eller valg truede, siger han. (Dette blev taget ud af Berlingeren)," siger han mens køkkenet bliver befolket af både den tyske pige med hennafarvet hår og næsering manden fra Senegal, som rumsterer rundt bag Jacob Holdt, der prøver at samle sine tanker.

Livsmerten så Jacob Holdt hos sin egen mor, Grethe, som hele livet døjede med sarte nerver og i 1980 blev skilt fra Jacob Holdts far, præsten.

"Min mor var en typisk en af den slags. Da hun blev smidt ud af præstegården af min far, kom hun over for at bo hos mig. Jeg havde mit hus fyldt med fremmede fra alle mulige forskellige lande, og da de vidste, hvilken smerte hun var i efter at være blevet smidt ud efter 60 år, gav de hende omsorg og  kærlighed. Og så blomstrede hun op. Hun elskede alle de der indvandrere. Men efter to år fik hun sin egen lille lejlighed på Frederiksberg, og så sad hun pludselig alene med sin smerte og isolation. Så begyndte hun at vælte skidt  ud imod indvandrere hele tiden. Men hver gang jeg tog ud og drak kaffe og hyggede mig med hende, og hun fik sin søns kærlighed, så  blomstrede hun op og sagde ting som "hvor må det egentlig være svært at være indvandrer i det her samfund".  Pludselig kom evnen til forståelse og indlevelse frem for fordømmelse. Min mors og Ku Klux Klans racisme var og er den samme og lige let at afhjælpe gennem kærligt nærvær," fortæller han om sin mor, der døde i 1997.
 
Da hun blev smidt ud af præstegården af min far, kom hun over for at bo hos mig. Jeg havde mit hus fyldt med fremmede fra alle mulige forskellige lande, og da de vidste, hvilken smerte hun var i efter at være blevet smidt ud efter 60 år, gav de hende omsorg og  kærlighed og hun blomstrede op. Hun elskede alle de der indvandrere. Men efter to år kom hun ud til en lille lejlighed igen, og så sad hun alene med sin smerte og isolation igen," forklarer han.
"Jeg kan ikke komme nærmere ind på hvor hendes smerte stammede fra, men den mærkedes stærkt af os, der voksede op med hende som mor. Jeg kan huske at min gymnasielærer engang sagde, at alle de store romantiske digtere havde en far som var præst og en mor som var sindssyg. Og så rakte jeg fingeren op og sagde, at jeg nok ville blive en stor romantisk digter. Som barn så jeg hvordan hun væltede smerten ud mod andre i sognet, og siden hen, da indvandrerne kom, væltede hun den ud imod dem. Hun var ikke troende, og det var også et problem for min far," siger han.
"De blev skilt, da min far var 60 og havde haft en elskerinde i 13 år. Bagefter tog han sig en troende kone, og da hun så døde fire år senere og han var ked af det, inviterede jeg ham med til USA. Og ved det første foredrag jeg holder på Harvard kommer der en kvinde ned til ham og kan lidt gebrokkent dansk. Så jeg siger "snak med min far for jeg har ikke tid" og så blev de gift. Senere fandt han en anden kvinde på en busrejse. Han kunne det der med kvinder den gamle præstemand.," siger han.

"Jacob, tag nu din telefon, inden det er for sent! Kom så, skynd dig nu og tage den!" lyder Jacob Holdts stemme pludselig fra Jacob Holdts bukselomme, og fotografen dykker ned i lommen efter mobilen og fniser lidt af sin hjemmelavede ringetone. For et par år siden bragte DR en radioreportage om Jacob Holdt i USA. Og ud af de mange historier og oplevelser stod en tilbage: At fotografens insisteren på at flyde med strømmen og konsekvent sige ja til mennesker, også uundgåeligt havde inkluderet oplevelser med mænd på landevejene. Jacob Holdt blev ringet op af bøsser, som fortalte ham, hvordan radioprogrammet havde givet dem mod til at springe ud. Men ærligheden var alligevel en smule for meget for familien og svigerfamilien.  
"Det sjove er, at jeg overhovedet ikke er homoseksuel. Jeg flød bare med dengang. Jeg har bare altid haft det sådan at jeg konsekvent har sagt ja til mennesker jeg møder. De kunne få min krop men ikke min sjæl. Det, at jeg konsekvent sagde ja og pådrog mig selv smertensoplevelser, var med til at gøre Amerikanske Billeder til en succes. Hvis jeg ikke havde sagt ja til at gå med ind skoven med den eller den mand, som gav anledning til at jeg bagefter havnede i et Borte med Blæsten hjem eller hos Rockefeller, så var Amerikanske Billeder ikke blevet den succes den blev i USA, "siger han og ved godt, at han skal passe på med at fortælle for meget om det privatliv, hans kone værner mere om end ham selv.

Tidligere har han i interviews fortalt om konsekvenserne, når man i et ægteskab er adskilt i lang tid ad gangen og som Jacob Holdt konsekvent siger ja til alle.

 "Min kone synes jo at jeg har været for åben om vores privatliv. Hun ville tit ønske at jeg var mere blufærdig. Hun har måske ikke accepteret det, men hun har lært at leve med mig. Jeg er heldig at være gift med  jordens mest forstående menneske. Udadtil. Indadtil kan hun godt brokke sig. Men ikke over det som andre måske skulle tro. Det er mere noget med min dårlige opvask og jeg ikke hænger mig så meget i rengøring som hun," siger han om Vibeke som han mødte, da hun kom med i Amerikanske Billeder-projektet og var med til at starte det lille københavnske teater, som i en årrække viste lysbilledshowet.

"Det er mere de små ting som generer hende. Mit manglende nærvær og at jeg hele tiden arbejder med ideer et eller andet sted i verden og bruger det som undskyldning for  ikke at være tilstede. Vi har jo også til tider haft et åbent forhold i en eller anden forstand.  Der var tidspunkter hvor jeg arbejdede meget i USA og hun herhjemme at vi troede, at vi på et tidspunkt var ved at gå fra hinanden. Men i hele mit liv har jeg aldrig taget initiativ til noget. Det er som om at det hele bare kommer. Da jeg indkvarterede 66 flygtninge i min lejlighed inviterede jeg dem ikke. De kom bare. Jeg kunne bare ikke sige nej og pludselig står man med et hus fuld af flygtninge," siger han.
Og de seks tandbørster, der står fremme på badeværelset, vidner om, at gæstfriheden nok er blevet mindre med årene, selv om den stadig væk er til stede.

Fotografen og forfatteren har altid forsøgt at bevare venskabet med sine tidligere overfaldsmænd, for derigennem at bearbejde den smerte de kriminelle og selvhadende "dirty old men" gav ham. Derigennem fik han en dyb indsigt i at de selv var smertensbørn, som han kalder dem. En sådan var Ku Klux Klan-lederen, Jeff Berry, som barndommen igennem havde været mishandlet af sin stedfar og som Holdt gennem et langt venskab fik til at forlade den racistiske gruppe. Men ikke uden konsekvenser for den tidligere klan-fører, som fik så mange bank af sine tidligere tilhængere at han i dag er blind og handicappet. Holdt leger ikke med Guds bedste børn og det har han mærket på sin egen krop.    
" Det var altid personlige smertensoplevelser, der bragte mig i himmerige og til nye erkendelser. Og det er det vigtige ved at sige konsekvent ja til mennesket. For hvis vi hele tiden styrer efter, hvad vi er opdraget til, og hvor vores grænser går, så ender vi med at leve i små lukkede verdenen. Jeg satte mit liv og min krop på spil og har altid konsekvent flyttet ind i de hårdeste, farligste og mest voldelige steder i verden.  Og det var ofte de steder, jeg endte med at møde den største kærlighed fra mennesker," siger han.
Til fødselsdagsfesten har han også inviteret nogle af voldsmændene, som overfaldt ham i de første år i USA. Det var inden, han lærte sig, hvordan han skal møde folk uden angst. En af de overfaldsmænd, Alfonso, som forsøgte at overfalde ham, fandt han senere i et fængsel i Baltimore.  Nu håber han at Alfonso vil sige et par ord, når han dukker op til festen i København.
"Da vi besøgte ham sidste år, sagde han til min kone: "Jeg har været 40 gange i fængsel og slået to mennesker ihjel, men jeg fatter stadigvæk ikke hvad der gik galt for min bevæbnede bande, da jeg mødte din mand."
På et tidspunkt i starten af 1980'erne gør Jacob Holdt status over de af hans venner, som er blevet myrdet. 23 får han det til og fem af dem i en enkelt familie i New York. Og hans historier og fotografier er fulde af mord, vold og overgreb.

"Jeg har set folk blive skudt for øjnene af mig og den gang rystede det mig, mens jeg i dag nærmest forventer at en eller anden var blevet myrdet, hver gang jeg vender tilbage. Sådan er det, når man har oplevet det længe nok. Men som fotograf bruger man kameraet som beskyttelse, for jeg kan se, når jeg fotograferer, at jeg har en afstand. Jeg kan huske engang derovre, hvor der lød skud og jeg så to latinoer hvor den ene var blevet skudt og jeg per refleks tog kameraet og begyndte at fotografere. Så rå var jeg blevet. Men da jeg stod der og pludselig erkendte, at jeg fotograferede et døende menneskes ansigt, begyndte jeg at ryste over det hele. Måske kan man kalde det styrke, men man kan lige så godt kalde det afstumpethed eller ufølsomhed. Jeg er måske bare mindre følsom. Jeg føler mig ikke afstumpet. men nogen gange tænker jeg da at jeg burde være mere følsom over de ting jeg har oplevet."