Indeks over KGB dokumenter
 

Berlingske Tidende 7. januar 1992 
 

  

Ingen danskere var mistænkt i KGB-sag


Spioner: Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen erindrer ikke, at han skulle have modtaget indstilling fra efterretningsvæsnet om sigtelse mod danske borgere i de »agent-sager«, som en afhoppet KGB-officer har bragt frem.

 

»Jeg erindrer ikke, at der nogensinde var en indstilling fra efterretningsvæsnerne om, at danske statsborgere skulle sigtes for spionage. Derimod husker jeg en indstilling om, at 11 navngivne russere skulle udvises«, siger tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen til Berlingske Tidende i en kommentar til de seneste dages oplysninger i pressen fra den afhoppede KGB-officers Oleg Gordievskijs papirer. Erik Ninn-Hansen var justitsminister, da Gordievskij hoppede af til Vesten efter at have været dobbelt-agent både for PET og det engelske MI6. Han siger dog, at flere danskeres navne var nævnt i de rapporter, som blev forelagt ham. »Men det er vel helt naturligt med den effektive efterretningstjeneste vi har«, siger han.

I de seneste dage er både fotografen Jacob Holdt , forfatter til bogen »Amerikanske billeder«, og journalist Jørgen Dragsdahl, dagbladet Information, i pressen blevet beskyldt for at have været KGB-agenter. De to navne - og adskillige andre - kan have ligget på Erik Ninn-Hansens bord i disse år. »Navne er uden for kommentar. Jeg fastholder, at der ikke var indstilling om sigtelser mod danskere. Ønsket om udvisning af 11 russere - må jeg indrømme - fik en mere politisk behandling. Vi havde ikke 11 danskere i Moskva, som kunne undværes. Så hvis russerne havde taget det samme skridt - som de plejede med at udvise samme antal diplomater - var der kommet store problemer. De stod ikke i forhold til en beslutning om udvisning«, siger Erik Ninn-Hansen. I øvrigt er det helt op til justitsministeren, når der skal rejses sigtelser eller tiltaler efter de forskellige spionage-paragraffer. I praksis diskuteres sagerne i regeringens sikkerhedsudvalg, som består af statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren og justitsministeren samt udvalgte embedsmænd. Samtlige sager i den Gordievskij-sag, som har været offentliggjort i Ekstra-Bladet, har efter Berlingske Tidendes oplysninger været på Ninn-Hansen bord, da han var justitsminister.

 

Indeks over KGB dokumenter

 Tilbage til oversigt over mine artikler


 

Copyright © 2002 KGB