|
|
Af ERIK
STEFFENSEN
”Vi nåede
frem til Berchtesgarden, hvor man nu kunne komme op til Hitlers
bjerghytte. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Ved opkørslen var der
vældige forsvarsværker, og man kunne køre et stykke op, hvorefter man
skulle med Hitlers private elevator op gennem bjerget. Den var rigt
udsmykket med fine træsorter, spejle og guldbelægninger. Og så var der
telefon i den. Da Steen opdagede det, spurgte han om ikke han kunne
ringe hjem til farmor... Og ad de lange tyske autobahner og med et par
overnatninger nåede vi omsider hjem. Det var den sidste tur, hvor hele
familien samlet var af sted... Siden ville de store drenge på egen
hånd.” Billed- og ordstrømmen har siden som livgivende vand fundet vej gennem politiske ørkener, medier, foredrag, internet og mund til mund. Her gives! Præstesønnen Jacob Holdt sparer ikke på de menneskelige ressourcer. Han deler erfaringer af hjertets godhed også de dage, hvor der næsten synes at være underskud. Sådan ser det ud - I guder, hvor han arbejder for individets værdighed - og hvis der er retfærdighed til, er Jacob Holdt selvskreven til Nobels Fredspris, så er det sagt.
DEN 1.
juli lukkede udstillingen "Ghettoen
i vore hjerter" i Øksnehallen, og normal standard ville vel være at
anmelde på dagen, når 700 fotos af Danmarks betydeligste fotograf
således stilles til skue ganske gratis for offentligheden. Og jeg var da
på pletten, men projektet, den æstetiske indfaldsvinkel, harmonerede
ikke med en ny fantastisk bogudgivelse ”Jacob Holdt United States
1970-1975”, som netop er lanceret internationalt, så først nu sætter
jeg mig til maskinen. I Øksnehallen og tilstødende fora skabte Jacob
Holdts værk debat. På Politikens weblog skrev Rune Engelbreth Larsen:
”Der er tale om en uvurderlig fotodokumentation som følge af Jacob
Holdts helt usædvanlige evne til at flytte direkte ind i hjemmene og
tilværelsen hos nogle af verdens mest trængte eksistenser. Udstillingen
er en enestående og tankevækkende oplevelse, der åbner øjnene for
undertrykkelses- mekanismer, racisme og marginaliseringstendenser verden
over, f.eks.: Kosovo: kristnes undertrykkelse af muslimer og
muslimers undertrykkelse af romaer. Namibia: overklassens undertrykkelse
af slumboerne og den almene undertrykkelse of himbaer og hereroer.
Guatemala: De 'hvides' undertrykkelse of indianerne.' Bolivia: De
'hvides' undertrykkelse af indianerne. Haiti: De rige lyshudedes
undertrykkelse of slumboerne. Uganda: De sortes undertrykkelse of
Banyabutumbi folket og Basongora folket. USA: De hvides og indvandrernes
undertrykkelse of de sorte.”
Er vi så
glade? Sandheden er, at udstillingen lignede det helvede, Jacob Holdt
ofte er mand for at bevæge sig rundt i med sit kamera. Ophængningen
mindede om et rodet skrivebord, og det er der også hygge i, men hvorfor
så skrive om ham, kan de ikke vente, til der er sorteret lidt?
Selvfølgelig fordi Jacob Holdts fotografier når langt videre end de
budskaber, hans hidtidige indpakning antyder. Bogen om United States
1970-75 er ikke en retrobegivenhed, men en nykontekstualisering af
bestselleren Amerikanske Billeder. Hvis ikke Jacob Holdt allerede
lever et (familie)liv tæt forbundet til kunsten, gør han det nu.
Skismaet mellem billedernes uudtalte kvalitet og den ofte stilsikre
prædiken, der lægger sig som indholdsside op ad hans værk, er
interessant. Med nyudgivelsen, der blot er en flig af det store værk,
genvinder Jacob Holdt en puritansk renfærdighed. Det er slemt, men ordet
værdi ligger lige for – billederne har simpelthen kunstnerisk værdi. Det
havde de knap før, de selvsamme billeder! En gammel sang. Form og
indhold. Men også en universel. I stedet for at lede efter fund på et
loppemarked af tilsyneladende interessante stykker bling får vi nu den
ufortyndede vare. Museumsversionen.
Det er
sket for. Nåede man from til rulleteksterne i Lars von Triers film
Dogville kunne man til David Bowies halvfjerdserhit ”Young
Americans” se Jacob Holdts billeder danne et enestående smukt forløb
sammen med andre fotografers billeder af socialt liv. Her er formen
filmens. Lysbilledforedrag tilsat Bowie og den endeløse strøm af navne
som har stået bag filmproduktionen. Mindetavler med lyd. Det rykker,
skulle jeg hilse og sige.
Bogformen
er anderledes. Udstillingsformen igen noget andet. For ikke at tale om
hjemmesiden. Publikum er deltagere og brugere i Jacob Holdts univers,
men det er dog trods alt ham, der fører ordet og viser billedet i sidste
ende.
Måske er
det for nemt at beskrive Jacob Holdt som et fænomen. Flere
portrætartikler og interviews har i den seneste tid vist, at Jacob Holdt
naturligvis er en sammensat figur, politisk meningsdanner, ven,
forbillede, 'pædagog', fotograf, forfatter, marathonløber a la Forest
Gump og rollemodel. Jeg tror slet og ret, at der er tale om en kunstner.
Men en kunstner, der som en anden ligesindet Jacob A. Riis havde
voldsomt meget på hjerte. Jacob Holdts nye bog om det gamle Amerika tilbage i halvfjerdserne er forsynet med et essay af Christoph Ribbat, der perspektiverer Holdts arbejde i forhold til andre af (fortidens) dokumentariske kunstfotografer: Larry Clark, Bruce Davidson, Diane Arbus, Bill Owens med videre. Den væsentligste farvefotograf fra tiden, Stephen Shore, mangler. Han kunne have givet spændvidden i Nixons USA-billede, ligesom Andy Warhols fotografier kunne have gjort det. Bogen virkelige nyttetekst er skrevet af Holdt selv og udgør simple kommentarer til fotografierne. "Let's Eat", et mesterværk, ”Shotgun Shacks in the Rain”, et andet. Ingen overflødige bemærkninger, blot tørre konstateringer. Ingen domme. Og ingen fordomme.
Bemærk registreringen. Orden i sagerne. Tingene på ret hylde. Foredragene glemmer vi alt om.
Jacob Holdt, United States 1970-75 192 sider, farve, Stiedl-GwinZegal fås hos Arnold Busch
Copyright © 2007 Jacob Holdt; |
|
