Jacob Holdts datter, Lalou, er lige kommet hjem fra Somalia, hvor hun iklædt hijab, hjelm og skudsikker vest har lavet træningsprogrammer for tidligere børnesoldater. Hun har været omgivet af bodyguards og løbende modtaget meldinger om den militante oprørsgruppe, Al-Shaabab, for at minimere risikoen for at blive bortført, og om aftenen har hun ringet hjem til sine forældre, der fra rækkehuset på Østerbro har forsøgt at følge med.

Men nu er hun altså hjemme, og hjemkomsten er blevet fejret med en festmiddag, hvor Lalou og storebror, Daniel, der har blaffet rundt i hele Afrika, delte erfaringer om slumkvarterer, fattigdom og vold.

- Og jeg kunne jo bare konstatere, at mine »Amerikanske billeder« var barnemad i forhold til deres fortællinger.

Jacob Holdt griner, og midt i fortællingen om børnenes eventyrlyst og frygtløse tilgang til verden aner man både en stolthed, men også en forundring over den bekymring, der overraskende nok er blevet hans egen følgesvend.

For når man nu har set det som en af sine fornemste opgaver som far at sørge for at plante tillid frem for frygt i sine børn, blandt andet ved at lade dem bo sammen med et virvar af mennesker fra alle verdensdele, så kan det synes en anelse paradoksalt pludselig at mærke frygten selv - på sine børns vegne.

- Jeg skal i hvert fald hele tiden gribe mig selv i ikke at være bange, og jeg var lettet, da hun kom hjem i går. Men nu vil hun af sted igen.

Jacob Holdt har netop fejret sin 70-års-fødselsdag. Han siger selv, at han er ved at være gammel. I hvert fald har han nået den alder, hvor det kan forsvares at skrive sine erindringer. Så det gør han så. Han er ikke i nærheden af at være færdig, og alligevel har han allerede skrevet 800 sider. Han har efterhånden droslet ned på de mange rejser ud i verdens afkroge. Nu er det i stedet blevet tid til en indre rejse for at få et nyt greb om det levede liv.

Lige siden udgivelsen af »Amerikanske billeder« i 1977 har han holdt tusindvis af foredrag, særligt herhjemme og i USA. Det har været lærerigt, fantastisk og sådan set også hans levevej, men der sker noget med én, når man år efter år stiller sig op foran en masse forskellige mennesker og deler sine erfaringer.

- I 40 år har jeg stået på scenen og fortalt om mit liv. Til sidst har man fortalt om det så mange gange, at man næsten glemmer de faktiske omstændigheder. Så bliver det bare en historie. Derfor er det sjovt at gå i gang med at skrive mine erindringer, fordi det også giver mig lejlighed til at gå tilbage og se på, hvad der egentlig skete, siger Jacob Holdt, hvis bog kommer til at hedde »Om at sige ja til dem, vi har fordomme mod«. Det har nemlig mere end noget andet været hans ledetråd gennem hele livet.

Det var det, han gjorde i begyndelsen af 1970'erne, da han rejste rundt i USA's dybt kriminelle ghettomiljøer og absurd rige overklassemiljøer og gang på gang oplevede, at hvis man møder folk uden forbehold og frygt, åbner verden sig op. Det er det, han har gjort lige siden og stadig insisterer på at gøre.

Jacob Holdt er lige kommet hjem fra Berlin. Kort efter interviewet rejser han til Bornholm for at deltage i Folkemødet. En kærlighedsfest, kalder han det, for her er alle lykkeligt fritaget for at skulle fiske stemmer eller tale til »masserne«, og så kan ægte møder mellem mennesker opstå, mener han.

Så i denne omgang er han kun hjemme få dage i rækkehuset på Østerbro, hvor han bor med sin kone og med jævne mellemrum alle mulige andre, der har brug for lidt læ og lidt ly.

I den lille gårdhave med vindrueranker og oliventræer i krukker og et gammelt das er husets kat kravlet op i en højde, hvor hunden Tajo ikke kan nå den. De to er ellers normalt bedste venner og kysser hinanden godmorgen, når de vågner, fortæller Jacob Holdt med en let hovedrysten, inden han med lidt tunge skridt går op ad trappen til husets førstesal.

Håret flagrer gråt og hvidt, og fletningen i det vildtvoksende skæg er blevet en anelse kortere, siden dengang Jacob Holdt rejste rundt og tog sine amerikanske billeder. Energien er måske heller ikke helt den samme som før, men han overkommer stadig mere end de fleste. Som det mest naturlige i verden tager han sine muslimske venner med til kirkefællesskaber i det jyske. Venner fra Dansk Folkeparti er blevet inviteret med til muslimske bryllupper. For Jacob Holdt har gang på gang oplevet, hvad der sker, når han skaber rammerne for, at mennesker mødes på tværs af alt muligt.

- Jeg oplever for eksempel til muslimske bryllupper, at når de vidunderlige danse starter, så står mine medbragte danske venner altid og græder, og det er - tror jeg - udtryk for skyldfølelse, fordi vi jo godt ved, at vi til dagligt har så travlt ved at finde fejl ved hinanden, men når vi så mødes, så mærker vi, at vi er så meget mere, siger Jacob Holdt, som selv sørger for, at vennekredsen tæller mennesker af enhver slags - også dem, hvis politik kolliderer med hans eget menneskesyn.

For et par år siden skete der dog noget, der udfordrede hans egen overbevisning. Efter i årevis at have været en efterspurgt og anerkendt foredragsholder både herhjemme og i udlandet blev Jacob Holdts arbejde pludselig sat under lup af særligt Weekendavisen, der skrev en række kritiske artikler, hvori de beskyldte ham for at pynte på sin beskrivelse og opfinde scener i bogen. Hovedpersonen selv siger, at han har tilbagevist alle beskyldninger og fremlagt dokumentation på sin hjemmeside, men forløbet var opslidende og har sat sine spor. Helt konkret har det betydet en markant nedgang i antallet af foredrag, han bliver bedt om at holde. Men værst er i virkeligheden følelsen af at blive angrebet, siger han.

- Jeg har jo aldrig nogensinde selv angrebet andre mennesker. Tværtimod går jeg altid til forsvar for mennesker, der bliver angrebet, fordi jeg ved, de er så meget mere end det. Jeg HADER ganske enkelt, når folk er under angreb, og derfor var det også så voldsomt, da jeg fik på fornemmelsen, at nogle journalister simpelthen havde sat sig for at ødelægge mig, siger han og konstaterer med et skævt smil, at han da i det mindste nu har fået en endnu dybere forståelse for, hvad der sker, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Vreden og skammen er ikke følelser, der har fyldt meget i hans liv. Men pludselig mærkede han dem stærkt.

- Jeg kunne mærke, at jeg gjorde det samme, som muslimer og sorte har gjort, når de har været under angreb: Jeg trak mig ind i mig selv og blev samtidig enormt vred, siger Jacob Holdt, der, mens stormen var mest voldsom, forberedte et større modsvar, men besluttede sig for at gøre det, der hidtil har virket bedst.

Han undersøgte baggrunden hos den journalist, der havde virket allermest vred på ham, og forstod, at journalisten havde en bagage fra barndommen, der kunne forklare vreden.

I denne tid er Jacob Holdt ganske vist optaget af at kaste blikket bagud, så hans erindringer kan blive nedfældet med størst mulig præcision, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke også stadig er optaget af at arbejde for alt det, han tror på.

Hans gamle foredragslokale i Købmagergade er i dag forvandlet til et dialogcenter, der er blevet døbt Ubuntu-huset efter det sydafrikanske ordsprog: »Jeg er i kraft af, at du er«.

- Nu håber vi, at Mandelas datter vil være ambassadør for huset. Jeg skal faktisk spise middag med hende om kort tid, siger Jacob Holdt og fortæller om visionerne for huset, der allerede nu bobler af liv.

I årtier har han lavet workshops på amerikanske universiteter mellem sorte, hvide og jøder, palæstinensere og homoseksuelle og lært, hvorfor dialog til enhver tid er bedre end debat.

- Dialog er noget med at leve sig ind i hinanden og se hinanden som mennesker, og det er det, vi prøver at skabe de bedste rammer for i huset, siger Jacob Holdt, der også er en af hovedkræfterne bag den kvindelige moské, Mariam, der åbnede forrige år.