"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Påsken 2014,    43. årgang af mine julebreve

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

This letter in English for my friends in Israel,
Palestine and America


Påske 2014                                                             43. årgang

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!)
.....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder,
som har betydet noget for mig.



Påskebrev fra Israel/Palæstina


Et forsøg på at se mennesket bag en tragisk konflikts gensidige fjendebilleder og at støtte retten til fri bevægelighed ved at løbe Palæstina Marathon.

  


Indhold:
 

1 - Tag med til Palæstina Marathon
2 - Syndens by Tel Aviv
3 - Verdenskunst og proletariseringen af Israel
4 - Højrereaktionen - De hassidiske jøder
5 - Belæsset med Israels kvindelige blaffere
6 - Foredrag for kun kvinder i to universiteter
7 - Maratonløbet i Betlehem
7 - Er det i orden nogen gange at hade?
9 - Open letter to my Israeli friends
10 - Mit forslag til Nobels Fredspris
 



26. marts - Tag med til Palæstina Marathon

Deadline for fredsforhandlingerne er min 67 års fødselsdag. Tag med og løb dem i gang igen og fejr påsken ved at løbe et historisk maraton fra Fødselskirken. Det er lige nu billigere at tage til Israel/Palæstina end til det lige så store Jylland. I kan komme derned for kun ca. 750 kr. hver vej og vi kan dele udlejningsbiler og taxaer og se det omstridte område i ugen inden. Løbet er arrangeret af danskere.
https://www.facebook.com/events/1439661416246321/


3. APRIL - Syndens by Tel Aviv

Når jeg tillader mig et øjeblik at glemme landets besættelsespolitik kan jeg ikke andet end at elske Israel. I denne vidunderlige multietniske smeltedigel af sorte, brune og hvide fra alverdens underlige kulturer føler jeg mig virkelig hjemme. Sjovt nok føler min gode ven Søren Espersen sig lige så hjemme i dette multikulturelle univers ….i al fald hernede :-)

For utroligt hvor hurtigt det lykkes at give disse forskelligartede tilflyttere "israelske værdier" uden at disse nødvendigvis opgiver deres hjemlandes værdier ……når man betænker hvor dårlige vi danskere er til at give vore egne tilflyttere "danske værdier".


Muslimer på indkøb i jødisk ejede butikker

Særligt elsker jeg tolerancen i denne syndens by, Tel Aviv, hvor de unge drikker, ryger, leger, elsker og horer natten lang overalt på gader og strande. Her i verdens homohovedstad er homoseksuelle ægteskaber (som overalt i Israel, også i hæren) for længst anerkendt. Tænk hvis vi i det dobbelt så store København kunne opnå et tilsvarende frisind som i denne by, der hvert år samler 100.000 i Gay Pride paraden. Eller tænk hvordan vi (ikke mindst Søren Espersen) ville reagere hvis vi fik vores samtale over middagen afbrudt i 10 minutter hver gang minareten lige oven over kosher-restauranten flere gange om dagen kalder til bøn med øredøvende lydstyrke som jeg så det i dag. Jo, i frisind kunne vi lukkede danskere og resten af verden lære meget af israelernes multikulturelle paradis, som absolut er et besøg værd.


Kosher restaurant under minaret

Ønsker I ikke at støtte Israels undertrykkelsespolitik økonomisk kan I jo bare gøre som mig det meste af opholdet; at flytte ind hos en fattig palæstinensisk familie på Vestbredden og så blaffe eller køre rundt om dagen og bruge israelernes gæstfrihed til at diskutere med dem. For det skulle vel ikke være så svært at finde det fælles menneskelige i dem for os danskere, der jo i frisindets navn ofte er ligeså effektive undertrykkere. Vel?   :-)
 



4. april - Verdenskunst og proletariseringen af Israel

Man bliver helt høj af at vandre rundt i al den kultur i Israel. Overalt løber man ind i museer, boghandlere og små teatre som The Arab Hebrew Theater.

Efter at have vadet rundt en time i det nye flotte hvallignende Tel Aviv Art Museum møder man pludselig et skilt til den endnu større hovedbygning med en af de største samlinger moderne kunst jeg har set. Så husk fanatikere i Hamas eller Iran at sætte neutronbomber i jeres raketter for ikke at beskadige hele denne verdenskulturarv af Picassoer osv., som jødiske samlere har skænket landet.  :-)


 Udstilling på dukkemuseet

Men selv om jeg føler mig som en fisk i vandet mellem alle disse velkendte jødiske ansigter, hvis stærke engagement jeg har levet af hele mit i USA (her blandet med nogle hårde typer jeg ikke kender fra USA) kan jeg alligevel ikke undgå at få følelsen af at den jødedom, jeg elsker, trives bedst i diaspora. Hvad der rører mig mest i udstillingerne er ikke den moderne ganske vist iderige israelske kunst, men den enorme samling af kunstnere fra pogromernes tid i især Østeuropa. Når jeg samtidig ser at museerne de fleste dage står relativt tomme modsat barerne udenfor, der døgnet rundt er fyldte (næsten omvendt New York med dets ligeså mange jøder), får man let følelsen af at der er sket en proletarisering af jøderne her. Tænk blot på den million russiske symfonikere (som joken går), der immigrerede her og straks fik at vide at det var der ikke brug for, "men I kan blive skraldemænd." Det bliver spændende at se om den kunstneriske, videnskabelige og humanistiske forfinelse, jøderne uden tvivl fik i samfund, hvor de kun fik lov til at holde visse jobs, men overlevede ved at presse deres børn med "jødisk skyld" a la
"Ja, mit barn, det er et undertrykkende antisemitisk samfund, men du kan overleve og excellere ved at arbejde dobbelt så hårdt som de andre" - om den ikke med tiden går tabt i et frit samfund. Tilmed et hvor de så selv pludselig bliver undertrykkere og derved uundgåeligt mister den empatiske observation og indlevelse i det ydre samfund, som er så vigtig for den undertrykte for at kunne overleve.
Det er muligt at jeg lyder lidt for skeptisk a la min families 87. tipoldefar, profeten Jeremias – jødedommens fader – der i al fald fik ret i at den babylonske landflygtighed blev jødedommens mest kreative tid.

 



5. april - Reaktionen - De hassidiske jøder

Jeg havde en miserabel sabbat i dag. Efter et vidunderligt aftensmåltid hos palæstinenserne tog jeg tilbage til Jerusalem for at hente mine ting, men blev syg hele natten og i dag. Uden kræfter lå jeg blot i parker og gloede på alle de sabbatklædte hassidiske jøder, der gik til og fra synagogen.


Hassidiske jøder på vej til synagogen

Det er let at tænke negativt om denne israelernes mest forhadte gruppe (endnu være end "arabere") – særligt når man har det skidt selv. F.eks. havde de spærret alle veje fredag aften, da de vil påtvinge alle os andre at overholde sabbatten, så jeg måtte gå en lang strækning med kufferten.

Så da jeg ikke lige har tid til at flytte ind hos dem i et forsøg på at slippe af med min egen dæmonisering lå jeg i stedet i solen og mindedes alle de mest positive oplevelser jeg har om gruppen. Sent glemmer jeg hvordan jeg i timevis stod og blaffede forgæves en nat i isnende sludregn på en bro i New Jersey da pludselig sådan en hassidisk familie samlede mig op og tog mig hjem i Brooklyn, hvor de gav mig varme bade og kærlig pleje i min forkommenhed. Jeg boede hos dem i flere dage og da jeg lige kom op fra sydens varme havde jeg dernede smidt al det varme tøj væk, som folk i Norden hyppigt gav mig som pengeløs vagabond. Men det gik jo ikke nu at rejse rundt i nordens vinterkulde, så derfor gravede familien alt hvad de havde frem af tøj til mig. Og det var jo nødvendigvis kun deres eget sorte hassidiske tøj. Så i månedsvis blaffede jeg rundt og lignede en hassidisk jøde i et par kæmpemæssige sorte bukser, deres obligatoriske sorte hat, lange sorte frakke og hvide skjorter – dog med mit flettede skæg som værdig erstatning for hårlokkerne. Jeg nægtede i lang tid at tage det af. Dels gav det flere lifts fra nysgerrige (og andre jøder) og dels var det en sådan overvældende opmuntring for mig hvordan jeg blot ved at flytte ind hos en hassidisk familie så let slap af med de fordomme jeg kunne mærke jeg nærede om gruppen.


Så da jeg nu lå her i Jerusalems parker i dag og tænkte vemodigt tilbage på denne kærlige familie begyndte et smil langsomt at danne sig på mit ansigt – og nu oplevede jeg miraklet at flere i denne ellers så lukkede gruppe begyndte at smile tilbage. Jeg endte med at følge nogle af dem til synagogen og der under deres vidunderlige sang og råben og skrigen blev jeg så opløftet at jeg snart begyndte at få det bedre.
Så hvis ikke jeg havde haft aftaler på Vestbredden ville jeg sikkert være endt hjemme hos en ny kærlig familie – og have fået mig et nyt sæt hassidisk tøj, som jeg i morgen kunne rejse rundt i blandt de – må det indrømmes - langt mere åbne og gæstfrie palæstinensere. Men værdien af gæstfrihed er jo egentlig sjovest der hvor man selv skal arbejde lidt på sagen først – gå igennem helvede for at komme i himmerige - som jeg plejer at sige det.


Da jeg havde Pia Tafdrup med rundt i USA ville hun gerne ud at se det hassidiske kvarter i Brooklyn. Vi besluttede os til at få en frokost i en af deres restauranter og slog os ned ved et tilfældigt bord. Så kom der hurtigt en tjener ilende og protesterede fordi jeg havde sat mig på kvindesiden af den væg der adskilte restauranten efter køn. Da jeg godt kan lide at provokere lidt, sagde jeg: "Jamen, gælder det også for de ikke-troende?" Så gik han tilbage til ejeren af restauranten og de stod og diskuterede dette meget vanskelige religiøse spørgsmål i lang tid, hvorefter han kom tilbage og sagde at det så var i orden at sidde sammen. Det er den side jeg elsker ved jødernes, selv de fundamentalistiske, deres evne til altid at stille spørgsmålet "Hvorfor?"
 



9. april - Belæsset med Israels kvindelige blaffere

I dag blev Danmark besat – og det er jeg stadig – her på Vestbredden, hvor jeg er tilbage efter et par hæsblæsende døgn rundt for at holde foredrag for israelerne. Ville være kørt nordpå gennem Palæstina, men blev forsinket af at stå i lang kø med palæstinenserne ved et check point og for vild i Jerusalems gader, hvor jeg skulle hente udlejningsbilen. De skilter jo ikke just med udveje til Vestbredden, så jeg endte med at køre ad Israels kedelige brede motorveje nordpå på den forkerte side af muren. Jeg vidste at min morgenvrede over israelerne ville være farlig for mig at sidde alene med i bilen og begyndte derfor at samle blaffere op nu hvor jeg havde god tid til at snakke.

Og det blev en oplevelse, for de var jo som blaffere ligeså irriterede over disse nye supervejsudfletninger, hvor man ikke kan blaffe mere. Som gammel blaffer var jeg jo så høfligt nødt til at køre dem til de få steder, hvor de vidste de kunne stå ved stopskilte med det resultat at jeg hele tiden kom dusinvis af kilometre væk fra mine mål blandt de få historiske seværdigheder, jeg ikke fik at se for 24 år siden under besøget med min familie. Ok, det handler jo også om at sige ja til mennesket i dag og ikke til nogle ligegyldige 3000 år gamle ruiner, tænkte jeg hurtigt.

Og det var egentlig ikke så svært at komme til den konklusion, for næsten alle de 10-12 blaffere jeg endte med at samle op i løbet af dagen var kvinder. Og jeg må jo nok tilstå at med alle disse søde kvinder ved min side hele dagen ændrede mit syn på Israel sig totalt. Jo, vi fik mange gode samtaler om situationen, men det mindede mig mest om gamle dage når jeg blaffede blandt de hvide i USA og prøvede at kommunikere de sortes (og min) vrede til dem om de ghettoer jeg følte de var ansvarlige for. Men hver gang fornemmede jeg at de var totalt uvidende om apartheid-situationen på den anden side. Og hvordan kan man holde mennesker ansvarlige for noget de intet aner om? Nej, deres bekymring var de enorme huslejer i Israel, deres egen fattigdom (som de ikke direkte sætter i forbindelse med de enorme beløb regeringen bruger på besættelse). Først da jeg i USA lærte at lytte til smerten i de hvide fik jeg siden enorm succes som budbringer mellem de sorte og de hvide i universiteterne.


I Danmark ville mange mene at denne 16 årige klæder sig udfordrende


Men det der slog mig mest her midt i dette voldelige samfund var den ufattelige tryghed, der tillader unge smukke piger at blaffe alene rundt. Selv på de mørkeste ensomme skovstrækninger samlede jeg dem op i alle aldre fra 16 (som pigen i lårkort på billedet, som jeg samlede op lige da jeg kom ud fra Kapernaum hvor Jesus holdt sin bjergprædiken som nutidens israelere jo godt kunne lære lidt af) til 50 år gamle kvinder. Aldrig havde de haft en eneste dårlig oplevelse. Hende på 50 havde blaffet hele sit liv og mente endog at huske at jeg havde samlet hende op i 1989, da jeg sidst kørte rundt (bl.a. med en blaffende soldat, som ikke turde eller måtte køre med mig ind i Gaza-striben med sit maskingevær i bilen).
 


Kapernaum med Saligprisningernes bjergprædiken

Denne surrealistiske tryghed er virkelig overvældende for mig når jeg tænker på hvor mange år det er siden jeg sidst samlede en kvindelig blaffer op i USA, hvor kvinderne for længst har mistet natten – såvel som friheden om dagen. Sjovt nok minder den mig mest om en anden undertrykkelsesfrihed, da jeg i 1983 kørte rundt i Nordirland på det tidspunkt hvor de bombede hinanden sønder og sammen – dog her med navne som "katolikker" og "protestanter" på deres gensidige fjendebilleder. Og hvor Belfast var delt af lige så vanvittige mure med pigtråd og check points. Alligevel fyldte jeg ustandseligt bilen med blaffende kvinder – mange i højhælede sko og guldørenringe. En dag havde jeg faktisk 12 med i min VW-van på samme tid – de fleste kvinder.

Når jeg i min undervisning i USA hyppigt får spørgsmålet fra kvinder om de kunne rejse rundt som jeg, svarer jeg altid: "Ja, måske, men start med at blaffe rundt i trygge katolske lande som Irland og Polen (hvor jeg ligeledes i kommunismens tid samlede alt fra 7- til 70-årige piger op). Når du der har fået tilstrækkelig tillid til mænd kan du måske med lidt ikke-voldelig kommunikation klare det her i det voldelige/sexistiske USA." Men jeg glemmer altid Israels lysende eksempel på tillid – en tillid der jo blev fremmet i den 2. intifadas tid hvor det "bombesikkert" føltes tryggere at blaffe end at sætte sig på en bus.

Nå, men da jeg jo nu var besluttet på ikke at lægge penge i Israels hoteller forsøgte jeg naturligvis at få alle disse blaffere til vise deres chauffør lidt gæstfrihed. Det var dog ikke så let som jeg troede af sikkert mange årsager såsom at mange skulle skynde sig i skole o. lign. Men hvis jeg som ældre herre havde forsøgt dette i USA (eller Danmark) ville de uden tvivl have tænkt "gammel gris". Den tanke slog dem med deres grundlæggende tillid slet ikke her, for de prøvede ofte at køre mig rundt og indkvartere mig hos venner, selv i kibbutzer og blandt druserne oppe i de golanske højder.


Udsigten fra mit tag ind over Hizbollas landsbyer i Libanon

Først til sidst i mørket lykkedes det mig at blive inviteret med hjem på en kibbutz helt oppe på grænsen til Libanon, hvor vi fra taget kunne se lige ind i hizbollaerenes landsbyer. I denne utrolige skønhed og fred heroppe fattede jeg ikke at de havde været i krig med dem så sent som i 2006.
Men sådan finder man med lidt anstrengelse gratis overnatning og skønhed i Israel.
 


 

10. april - Foredrag for kvinder dagen lang i Israels universiteter

Mandag havde jeg troet at jeg skulle sove længe oppe i det nordligste Israel hvor jeg var havnet ved dagen før at sige konsekvent ja til alle blafferes ønsker. Men kl. 7 blev jeg vækket og spurgt om jeg ikke også ville komme og holde foredrag i et andet universitet allerede kl. 9. Det var i Tel Hai Universitet til et kursus om "Visual Culture of Social Revolutions", så emnet passede mig jo fint. Da jeg trådte ind i auditoriet viste det sig at være fyldt med lutter jødiske kvinder, kun to af dem palæstinensere. Her følte jeg mig hjemme, for det var første gang på turen jeg stod overfor jøder, der i et og alt mindede mig om alle de jøder jeg altid er omgivet af i USA, enormt socialt aktive og bevidste, yderst venstreorienterede i deres holdninger til Palæstina, ja selv ansigtstrækkene mindede om de jødiske kærester i min ungdom. Så mit foredrag blev enormt populært og de var dybt frustrerede over at der kun var afsat en time. De insisterede på at få det hele en anden dag, men det var sidste dag før jødisk påske, så det kunne ikke lade sig gøre.


Professor Ya’ara Gilglas introducerer mig

Bagefter havde kuratoren i Israels største fotomuseum bedt om et møde med mig skønt jeg havde advaret om at fotografi ikke interesserer mig. Derefter en lang god samtale i to timer med professor Ya’ara Gilglas i bilen. Det var ikke meningen, men hun ville nu med ned og se resten af mit foredrag i det andet universitet mellem Haifa og Nazareth, hvor en professor havde indbudt mig til at foredrage hele eftermiddagen.

Ya’ara var absolut på venstrefløjen i alle sine synspunkter og selv rystet over Israels politik. Hun berettede om konsekvenserne af de adskilte apartheidskoler inde i Israel, at undervisningen i de arabiske skoler er så dårlig at hendes palæstinensiske elever ikke er godt nok klædt på til hendes meget filosofiske forelæsninger og derfor ofte kopierer opgaver frem for at sætte sig ind i emnerne.

I Oriam Art Institute havde professor Asnat Austerlitz samlet mange klasser af lærerstuderende, så her bestod det propfyldte auditorium også af lutter kvinder i alle farver (bortset fra to mandlige professorer). Så jeg satsede på de pædagogiske dele af mine foredrag om f.eks. KKK og nazister med hyppige paralleller til palæstinenserne. Det faldt i rigtig god jord selvom jeg tydeligt mærkede anspændthed når jeg forsvarede palæstinensere og (danske) nazister blandt disse børn af holocaustoverlevere.

Bagefter ville jeg køre "hjem" gennem Vestbredden, men da det var sidste dag før påske blev jeg ganske overvældet af invitationer fra pigerne om at tage med hjem for at fejre Pesach. Da det var sent på dagen og jeg var lidt udslidt af at holde foredrag hele dagen valgte jeg at tage hjem med den mest ihærdige, Tal. Dels fordi hun allerede under foredraget havde rakt hånden op og inderligt spurgt om jeg ikke ville med hjem (vist nok under afsnittet om lesbiske) og dels, ja, fordi hun var lesbisk. Jeg siger konsekvent ja til den første, da man jo altid ender med at segregere sig i sin egen snævre gruppe hvis man begynder at vælge og vrage blandt mennesker. Hvad er livet så værd?


Michal og Tal

Det blev en vidunderlig aften sammen med hende og kæresten Michal på toppen af et hus på bjergsiden af Haifa med udsigt over Middelhavet. De var så rørende dybt forelskede i hinanden og da Tal jo havde bidt mærke i min "skabslesbiskhed" :-) i mit foredrag endte vi naturligt i en stor bunke – lidt sjovt med disse kontrastrejser idet jeg næste aften endte med at dele madras og tæppe med en i allerhøjeste grad besat arabisk mand i Hebron. Siden jeg begyndte at integrere mig med USA’s lesbiske i 1980’erne har jeg altid syntes at det er langt mere ukompliceret at være sammen med lesbiske end heteroseksuelle kvinder ….med alle de problemer sidstnævnte hele tiden giver :-)


Tal havde lige fra hun var 12 været lesbisk uden problemer hverken i hjemmet eller i skolen, "Derimod fik jeg altid tæsk af kammeraterne når jeg sagde at vi bør være venner med palæstinenserne." Men Michal kom fra en dybt religiøs konservativ marokkansk familie og det gav store problemer da hun i en alder af 24 sprang ud. Men nu var deres forhold fuldt accepteret af forældrene og deres største drøm var at blive gift. De spillede mig til sidst til ro på guitar med vemodige israelske sange blandet med deres hjemløse kats evindelige mjaven natten lang.


Udsigten over Middelhavet fra huset


Efter morgenkaffen i bagende sol på verandaen med udsigten over havet i denne skønne by Haifa tog jeg afsked. Mit ønske med at se Haifa var nemlig også at se Bahai’haverne og mausoleet for grundlæggeren af den religion jeg føler mig tættest på, Bahai. Med sin integrerende filosofi om at gifte sig på tværs af alle religioner og racer har jeg altid hurtigt kunnet identificere mine Bahai-elever i USA’s universiteter; det er nemlig de eneste der uden forbehold forstår ALT hvad jeg siger :-)
 


Bahai haverne ned mod gravstedet
for Bahaitroens grundlægger.



11. april - Maratonløbet i Betlehem

Hurra. Jeg klarede Palæstina Marathon – mit 12. maraton – (og jeg sværger mit sidste ….tja, det siger jeg hver gang). Men så absolut det sværeste og mest betydningsfyldte i mit liv. I min taknemmelighed over i min alder stadig at have bevægelsesfrihed bliver man lidt glad for at kunne støtte andres ret til bevægelsesfrihed.

Det var en kæmpeoplevelse at samles om dette mål ved Jesu Fødested i morges (hans forældre kunne jo modsat folk i dag bevæge sig frit fra Nazareth her til Betlehem) med hundreder af andre fra hele verden. Heraf 37% kvinder med ivrig deltagelse fra tildækkede palæstinensiske kvinder.


Love wins

Jeg tog mig (dovent) god tid til at tage mange billeder undervejs, men mit favoritbillede blev dette af den tildækkede kvinde med V-tegnet foran murens indskrift. Hvorfor kan vore hjemlige muslimske kvinder ikke finde ud af at dyrke mere sport når man ser hvor ivrigt disse frihedselskende kvinder gør det her? En af dem løb jeg sammen med på lange strækninger med god tid til snak: "Hvor gammel er du?" "17 år, men jeg var også med sidste år," svarede hun. "Så er du lige 50 år yngre end mig." Alligevel blev vi et godt gensidigt støttende makkerpar, en af dagens store oplevelser.


Jeg løber gennem Aida flygtningelejren hvor flere af vore medarbejdere blev beskudt og tårregasset dagen før.


Hvad angår mig selv må jeg tilstå at det var et hårdt løb i bagende 25 graders middagssol. Så da jeg følte mig tæt på solstik og begyndte at hallucinere ude i vinmarkerne overvejede jeg - ansporet af de mange børn, der i dette kristne område råbte Jesus efter mig, et øjeblik at købe et af bøndernes æsler og i stedet ride mod Jerusalem og blande mig i optogene nu på Palmesøndag. Der var bare lige det lille problem at skønt vi kun er 8 km fra Jerusalem ville jeg selv i ridende tilstand "løbe ind i muren" hvorfor vi på de begrænsede områder palæstinenserne har tilbage måtte løbe samme rute flere gange.


Foran et af Banksys berømte billeder på muren

Jeg er så absolut mere stemt for hvert år at løbe igennem mure i Berlins maraton end at løbe ind i og langs mure overalt som her. Ligeså ville jeg foretrække at løbe i Israels Berlin-flade frugtbare områder end i disse bjerge og bunker af sten, de har overladt palæstinenserne. Jeg endte selvfølgelig som mange andre med at gå eller nærmest kravle op ad de fleste, men benene fik jo også ondt af at løbe nedad. Hvorfor sætte sit liv på spil for fred?
 


Men det er jo denne tingenes tilstand her, som har gjort mig så rasende de sidste par dage (hvorom mere senere) at med min egen frihedselskende følelse af retten til at krydse mure, systemer og grænser kan jeg ikke andet end tilslutte mig Palæstina-løbets krav om "Right to Movement".

For mig handler dette om fred. I min ungdom stod jeg utallige steder i USA sammen med John Kerry og demonstrerede for fred (i det USA-besatte Vietnam). Som udenrigsminister nu udløber hans fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina på min 67-års fødselsdag om to uger og ingen gave vil jeg ønske mig mere end at den lykkes (naivt måske, men hvem ved om de har fået nogle hemmelige aftaler i stand vi andre endnu ikke har hørt om). Men verden glemmer os hurtigt herovre på Vestbredden hvis ikke vi konstant demonstrerer …..for retten til at være mennesker.


Jeg har lige vundet mit 12. maraton .....over mig selv!

 



 

13. april - ER DET I ORDEN NOGEN GANGE AT HADE?

Efter 5 timers maraton holdt jeg i aftes (stående!) 5 timers maratonforedrag i Det Danske Hus i Palæstina med fortsatte diskussioner til langt ud på natten i Ramallahs mange barer. Jeg var virkelig glad for at se mange danske ngo’er komme tilrejsende på tværs af israelske forhindringer og mure fra så fjernt som Hebron og Betlehem til den fyldte sal.

Men det var rystende bagefter at høre disse frisindede og idealistiske unge med mange forskellige formuleringer betro sig til mig at jeg havde givet dem voldsomme sjælekvaler med min snak om at vi bør integrere os med og elske vore fjendebilleder, "For er du ikke klar over at hernede er det fuldstændig accepteret iblandt os at vi åbent lufter vores had til israelerne. Hvordan kan vi andet med alt det vi ser dem dagligt gøre overfor palæstinenserne? Så du giver os virkelig skyldfølelse når vi jo så gerne samtidig vil se os selv som rummelige."
Tja, om jeg nu også selv er blevet så meget mere rummelig efter det jeg har set hernede er et godt spørgsmål?

Efter lidt for sene øl her i palæstinensernes hovedstad få blokke fra Arafats gravmæle tog jeg en af disse danskere med næste morgen til Jerusalem – dels for at få hendes råd til så smertefrit som muligt at komme gennem muren – og dels for at vise hende (og mig selv) to sider af Israel, som jeg følte vi begge havde rigtig meget brug for at se netop lige nu, Knesset og Holocaustmuseet.

Det lykkedes os sammen med en amerikansk jødisk familie at få en rundvisning i parlamentet og man kan ikke andet end at beundre det fuldt igennem gennemskuelige demokrati israelerne har fået op at stå med fri adgang for alle (også os udlændinge) til at sidde med omkring de ovale borde i alle udvalgsværelserne såvel som i plenum ligesom alt bliver udsendt på Tv. Og så alligevel melder spørgsmålet sig hele tiden hvordan denne åbenhed er i stand til at skjule for israelerne (og meget af verden) den brutale undertrykkelse dette demokrati udøver blot få kilometer derfra?

Holocaustmuseet er endnu smukkere og mere overvældende og rystende end Liebermans i Berlin. Alligevel sagde min højtuddannede danske veninde flere gange "Hvor ville jeg ønske at jeg havde set dette i Tyskland og ikke her, for på en eller anden måde kan jeg mærke at meget af det preller af på mig med den vrede jeg har over israelerne hernede." Dette er jo en rystende reaktion, at man i identifikationen med den enes lidelse ikke magter at forholde sig til den andens. Særligt når de to jo i så høj grad hænger sammen, som jeg viser så mange eksempler på i mit foredrag af hvordan vi det ene øjeblik er undertrykte og det næste øjeblik selv er undertrykkere. Men jeg kunne jo mærke at det også i en vis udstrækning var min egen reaktion efter et langt kortere ophold på Vestbredden end denne piges.


Holocaustmuseet er en lang mørk vandring gennem en tunnel, der slutter med lys for enden hvor man skuer ud over det smukke Israel her.
 

Det kræver virkelig et enormt menneskeligt overskud at se og "rumme" denne ufattelige holocaustudstilling og jeg ved ikke om det var vores fælles træthed, der fik mange af billederne til at flimre for os. Men værst var at man hele tiden fangede sig selv i at se flashbacks til tilsvarende scener fra Vestbredden i alle disse nazistiske soldater med våben foran ubevæbnede menneskegrupper, alle disse vagttårne og pigtråd, al den endeløse kontrol af magtesløse mennesker ved afspærringer, al den kalkulerede etniske udrensning, al den übermensch-arrogance overfor mennesker der føler sig som mere og mere som untermensch, osv.

Og så ånder man alligevel et øjeblik efter lettet op og minder sig selv om at alle disse iøjnefaldende ligheder jo i det mindste ikke har samme dødelige udgang her i dag. Bl.a. fordi undertrykkeren i dag er et demokrati (hvilket dog ikke afholdt USA og Frankrig fra at myrde 4 mill. vietnamesere og 1 mill. algiere).

Jeg har så hyppigt overværet skænderier mellem sorte og jøder i mine workshops i USA om hvad der var værst, slaveriet eller holocaust, racismen eller antisemitismen, men altid standset dem med en bemærkning om at man aldrig må sammenligne undertykkelser på den måde. For det lidende menneske er dets egen smerte altid værst og gør det næsten altid blindt overfor andres smerte. Dette forklarer, men undskylder ikke israelernes og palæstinensernes manglende forsøg på at vise empati overfor modpartens smerte.


Et af Banksys berømte murbilleder

Jeg tror mange i Vesten bliver rystede over at nogle palæstinensere kalder det landsforræderi når en muslimsk professor i Al-Quds universitetet tager sine elever til Auschwitz for at bibringe dem lidt forståelse for deres undertrykkere. Men efter et kort ophold begynder jeg at forstå at man kan reagere så hysterisk på noget, som er så indlysende rigtigt at gøre.
Læs artiklen om det her.

Men læs først og fremmest professor Dajanis insisteren på at vende den anden kind til: "One of my students asked me why we should learn about the Holocaust when the Israelis want to ban even the use of the word ‘Nakba (katastrofen, fordrivelsen af palæstinenserne)’" he adds. "My response was: ‘Because in doing so, you will be doing the right thing. If they are not doing the right thing, that’s their problem.’"

Prof. Dajani, der selv som vred ung mand blev bandlyst fra Israel i 25 år for sine aktiviteter i Fatah, forsøger i dag at bryde fornægtelsens kultur på begge sider ved skabe forsoning gennem indlevelse i de unge. Han er min helt og et af de små håb jeg har oplevet på turen, for ifølge de danske ngo’er er hans holdninger ved at vinde mere og mere frem i de unge palæstinensere.
Læs mere om ham her i Israels venstreorienterede avis Haaretz.

NEJ; DET ER ALDRIG I ORDEN AT HADE NÅR MAN SOM DENNE PALÆSTINENSISKE PROFESSOR VISER AT MAN KAN OVERVINDE SIN VREDE OG SMERTE VED AT LEVE SIG IND I SIN FJENDES SMERTE!

 



15. april - LETTER TO MY ISRAELI FRIENDS

Finally I dare to write in English. For fear of losing my freedom of movement through Israeli walls and check points (as I saw it happened for so many others) I long gave up my freedom of expression in order not to make it too easy for authorities to track me.
In my previous statements (in Danish) I have written very positively about the Israelis I met on my lecturing tour in Israel – partly because I feel exactly that way about you and partly because I feel too much of the freedom loving world often end up demonizing Israeli citizens in the process of rejecting the oppressive policies of their government. Much like I did myself in my youthful hate with Americans during the Vietnam War (when the USA killed 3 million Vietnamese) – until I moved in with Americans and started seeing them as loving human beings.

But now I also want to tell my Israeli and American friends what I saw on this trip of the oppression in Israel. Actually nothing new which you haven’t already heard about - unless you live in total self-denial – in the same way I saw all too many Americans do it during the Vietnam War. This is actually not a bad comparison since both these oppressions were carried out in the name of democracy. This gives us hope – unlike a situation in which Palestinians had been oppressed by a totalitarian government – in which case I would not have bothered writing these words.


Israeli fortified military installations all over the West bank

Yes, I had read about it all beforehand and still it is shocking to stand day after day in long lines with Palestinians in order to cross the inhuman 700 km long apartheid wall (although the actual Green Line between Israel and Palestine is only some 250 km long). Not to speak of the endless harassment when going through Israeli checkpoints all over the land of actual Palestine. In the checkpoint going into Bethlehem my Danish friends who organized the Palestine Marathon again and again had their flyers and equipment for the marathon confiscated – their only crime being that they were helping the Palestinians to set up some successful enterprises. Without helping to create some livelihood and tourism for them now, when you are stealing their land and water recourses, destroying their olive groves etc., you Israelis will eventually have to feed the powerless ghetto you have created.
Many people going here were turned away already in the airport – after sitting endlessly without food and sleep – being yelled at by arrogant custom workers when asking for it – and then sent home at their own expense. With all the anger they create around them I constantly see Israelis that way shooting themselves in the foot.


My home is surround by the wall on 3 sides

I moved into a house which the Danish Marathon organizers had rented in solidarity with the owner. He had lost all his income when Israelis built the wall on 3 sides of his house thus cutting him off from his auto workshop. Although he lived far from the Green Line they built the wall that way to give Jews access to Rachel’s tomb. That way they cut off both Muslims and Christians from coming there although Rachel is cultivated as much by them. When I tried to photograph our joint breakfast in the owner’s kitchen, the owner immediately stopped me: "No, you must not. If anybody takes a picture of the soaring guard tower seen through my kitchen windows only a few meters away, I will be imprisoned." The Israelis are trying to force him away in order to move the wall further into Palestinian land just because of that tomb. So I urge all visitors in Bethlehem to stay with this loving family in order to help it out. I will send address to travelers going there.


The owner making sure we don't photograph from his windows

In his house I did a mistake one day sitting in the afternoon writing Facebook updates – the biggest crime of all, I think, when I ought to be out doing active solidarity work. For the women in the house had asked me if I wanted to go with them out to work on the marathon route where it went through a refugee camp a couple of blocks away. I really regretted that I didn’t go, for while they worked in the camp suddenly the Israelis attacked them shooting with some live ammo, but mostly teargas. During the whole attack which lasted for hours they were trapped inside the house of a family crying from the tear gas. I asked the Danish photographer Ursula why she took no pictures. "Are you crazy? I did not want to risk my life. I have never been so scared before." But the local Palestinians took it calmly saying: "This is how they have shot at us ever since the wall came up trying to force us out. But we are not giving in." No wonder the small boys constantly tried to burn down the guard tower where they partly were shooting from – the tower Ursula photographed me running by flashing a V-sign during the marathon next day. Two elderly American women from my house came back totally shocked after the attack they had just witnessed. "This is the worst and most dangerous moment I have ever witnessed." And that says something, for they were older than me and had been freedom riders in the civil rights movement in the American south where they also had experienced quite a bit of violence against people struggling against apartheid.


The entrance to the Aida refugee camp with the key to return to the lost land.

____________________

LAST SAD UPDATE ON THIS CAMP NAMED AIDA:

This small but densely populated camp in Bethlehem is located right next to the apartheid wall behind the 5 star Intercontinental Hotel located on the main street of Bethlehem.
At least 3-4 times a week it is attacked by the Israeli occupation army, invaded, sprayed with stinking sewage water and an enormous amount of tear gas fired directly into the houses and narrow alleys.
The night before yesterday, things again went wrong.
Nuha Kutamish (44 years) was killed two nights after my Danish Marathon friends were tear gassed there. She and her family received at least 5 tear gas grenades shot inside the house by Israeli soldiers. She managed miraculously to rescue her two children by locking them inside the small bathroom while she was busy putting wet towels over them and barricading the door with wet towels and sheets.
She died just outside the bathroom door while she shouted at her children not to be afraid of anything!
Nuha was buried yesterday in a huge funeral procession in Aida camp.
____________________

In Denmark the extreme rightwing politicians resist calling this an "apartheid wall". Perhaps they would have a point if it had only run along the green line and was set up to defend Israelis against Palestinian suicide bombers. Of course, I too found it amazing that I could now get on Israeli busses safely without anybody paying attention to my big suitcase. But indeed it is an apartheid wall, for most of it is not made to protect freedom loving peaceful Israelis, but oppressive settlers on the West bank. I came here to support "The right to movement" and of course I support the right of Israelis to move to the West Bank just as well as the Palestinian right to move to Israel prober. But if that right only goes in one direction and if immigrants don’t want to integrate with those they settle among, but on the contrary come with an übermensch ideology about them as some kind of untermensch, fencing inside themselves just as white south Africans did it from the blacks, then we are talking about apartheid – pure and simple.


Israeli soldier protecting settlers in the midst of Hebron

These fortified islands I saw everywhere in the occupied territories, but never as offensive as in Hebron – a town the Israelis absolutely have smashed the economy in. Especially in the old downtown area they have literally closed all Palestinian business just to let a handful of fanatic settlers live close to Abraham’s grave.


So much suffering mostly because of this, Abraham's grave!
 


Soldiers chasing ghosts in the deserted streets with closed stores.

Mostly this sinister area reminded me of the deserted parts of Berlin when the Communists had closed off all streets close to the wall. Here I managed to get through the checkpoints and photograph the soldiers of oppression running after imagined ghosts in this virtual ghost city. Within it I saw unhealthy looking Hasidic children growing up in kindergartens of hate – themselves in a virtual prison – and wondered why Jews in the name of ideology are capable of oppressing their own children to such a degree.


Jamil with lonely Palestinian family in his deserted streets

Within this occupied area I met one Arab family whom they had not yet succeeded in forcing out though their policy of ethnic cleansing and endless hateful harassments. I felt Jamil deserved all my help and decided to move in with him in his desperation. 33 years old he could not get married, for no woman wanted to or could get permission to move in with him. And he could not himself afford to move since he was not permitted to sell his house which had been in his family possession for generations. His mother lay sick in an adjoining apartment. The only place I could buy supper for him was in a restaurant for the soldiers and settlers, but he was not allowed inside. While I ordered the food he had to stand outside looking in though the windows which gave me flashbacks to the worst apartheid I had experienced in the American South (that was, however, years ago, not in modern enlightened times). From his roof top we could see the much larger Jewish fortified settlements on the hills of this enormous depressing city.


Jamil shows pictures of the endless attacks in the daily paper

Jamil had 3 rooms with no furniture, since the Israelis did not allow him to carry furniture through the checkpoints – in their constant attempt to force him out. So he invited me to share his madras on the floor and his blanket – the most moving hospitality I have been subject to for ages. Except that there was nothing to do after 6 pm. He sat for long telling me about his frustration which seemed close to suicidal depression and showed me in the newspapers how the Israelis daily took over more and more land like this. Like most Palestinians I met, he said, "I don’t carry anymore. They can have it all. If only they will let me live and not starve."


The soldiers who made noise all night long below our windows

At 8pm he went to sleep as usual with nothing else to do – 4 hours before my usual bed time. I couldn’t sleep that early – especially not in the noise of the laughing and drinking soldiers underneath our window. So I took a sleeping pill in an attempt to escape from this nightmare as fast as possible, but then a real nightmare started in which I had flashbacks to "Schindler’s list" of Nazi soldiers storming up the staircases in the very similar Krakow ghetto mixed with the scenes of the thousands of all-night-drinking, uncaring hedonistic Israeli youngsters I had seen in Tel Aviv and elsewhere.


Selfie: I share Jamil's madras on the floor

Next day I departed from Jamil after giving him the equivalent of the cost of staying in an Israeli hotel. When I tried to find my way out of this horror city without street names I made a wrong turn and ended up going on highway 35 almost all the way to the Israeli border crossing Tarqumia. I turned off in Idna to ask for directions. If I had come exactly there a couple of days later this story from Idna could easily have been my own destiny since I too drove on Israeli license plates:
http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/1.585617

I am not so much surprised about the desperation and anger which goes behind such senseless attacks. I am more surprised that there was any strength left to carry it out with all the broken, crushed souls I sensed in the Hebron area.

Even after a short stay under occupation privileged foreigners like me develop or internalize so much of this anger which Israelis are daily force-feeding the Palestinians with that we ourselves start building up hatred. As I mentioned in a previous FB-update many otherwise justice seeking and peace loving foreign NGO’s are venting that hatred openly - even justifying it without guilt.
Yet I am more amazed how the great, great, great majority of Palestinians passively put up with this oppression - day after day. Just as I am astonished how the great majority of peace loving Israelis put up with this occupation – year after year – when it apparently is only carried out in order to protect a few (….well, now more than 500.000 ideologically completely crazy and self-righteous settlers). Why don’t you daily rebel against this vicious oppression which makes so much of the world end up hating you instead of throwing yourself into a hedonistic life of beer drinking in places like wonderful Tel Aviv or intellectual escapes in universities? Yes, I am aware that you are influenced by your rightwing government’s constant propaganda about the whole world being against you, so you end up justifying oppression with euphemisms such as "security" – the same word all other oppressors have used before you.

But if on a conscious level you really chose to become oppressors, why don’t you at least become intelligent oppressors by using much of the great Jewish psychological thinking developed in the years you were yourselves oppressed? As I asked in my lectures in your universities, why don’t you use Marshall Rosenberg’s non-violent communication instead of inflaming violence wherever you go among your oppressed? I know most of you wonderful young people don’t want to serve as occupying soldiers, but when you do it nevertheless, have you really been programmed into being so insulting and arrogant to the Palestinians (and even to us foreign solidarity workers) as I saw you behaving everywhere? How can the nice innocent college kids I experienced be turned into such powerful monsters with guns? Just a smile from you or a helpful attitude would reduce so much of the irritation and anger you constantly create in us on the other side of the barrel of the gun.

I have tried here to see the humanity on both sides. Much of the world wants to boycott Israel. I say that we should still travel among you and enjoy your hospitality, but put our money in Palestinian hotels to give the oppressed a bit of support. For without a constant dialogue there is only apartheid and hate left. These words in English I am especially directing to the many thoughtful Israelis I met on the trip. Thank you so much for letting me into your lives. You will always be welcome in my home – as will the Palestinian marathon runners I will soon be hosting in Copenhagen. I do have walls between my guest rooms – but I will make sure to break them down if you end up there at the same time :-)

17. april - MIT FORSLAG TIL NOBELS FREDSPRIS

Som afsluttende kommentar til min Israel/Palæstina rejse vil jeg gerne fortælle om den største oplevelse dernede. Nemlig privilegiet at få lov til at bo sammen med de tre danske kvinder, som har organiseret hele Palæstina Marathon. Signe Fischer Schmidt, Lærke Hein og Lise Ring. Aldrig har jeg set nogen arbejde så hårdt og idealistisk på at få et projekt med så fællesmenneskelige værdier op at stå møde så megen modstand.


Lærke Hein og Signe Smidt i vores dagligstue med alt det løbegrej, de måtte slæbe med helt fra Danmark bl. a. det store måltæppe til tidsudmålingen.
En del blev konfiskeret af israelerne.

 
Signe havde tidligere arbejdet som frivillig i et Palæstina projekt og fik der ideen til at prøve at skabe noget for palæstinenserne, der kunne få turister dertil og styrke den økonomi israelerne har smadret for dem.  Det blev til det første Palæstina Marathon sidste år. Nu hvor de på mystisk vis havde fået mig overtalt til at stille op i deres maraton (skønt jeg hader maraton og havde svoret aldrig at løbe flere J ) gav de mig ikke så lidt skyldfølelse med deres enorme arbejdsindsats mens jeg mere havde lyst til at rejse rundt og holde foredrag for israelere og palæstinensere. ”Så svært kan det vel heller ikke være at få et maraton op at stå,” tænkte jeg dovent skønt jeg jo godt ved hvad det indebærer af arbejde for min bror hvert år at lave Copenhagen Marathon.


"Kan du så se at få afleveret din tids chip, Jacob, de har kostet os en formue i Danmark og skal bruges næste år," siger Signe Smidt træt dagen efter løbet og sejrsfesterne om natten.


Men så natten før selve løbet blev en film vist på pladsen foran fødselskirken i Bethlehem, som blev lavet sidste år da Signe og Lærke var kommet ind i en totalt undertrykt befolkning – i al fald hvad angår erfaring med maratonløb i deres bjergrige land – der step for step viste alle de enorme forhindringer de havde overvundet. Jeg skal ikke afsløre indholdet, da den senere på året bliver vist på DR2, men filmen slog fuldkommen benene væk under mig - eller rettere fik mig til at sværge at bruge dem og gennemføre løbet på trods af alle bakkerne de 25 graders hede, for dette var mit livs vigtigste og mest betydningsfulde løb indså jeg nu. 

Bagefter stod jeg og græd på pladsen – ikke mindst af skyldfølelse over ikke at have hjulpet mere under dette års arrangement – og gik op og faldt Signe om halsen med en eller anden grådkvalt undskyldning. Men så sagde hun noget som gjorde mig utrolig glad: ”Jacob, du har allerede hjulpet mere end du aner, for da jeg og Lærke som helt unge så dit foredrag på Oure Idrætsefterskole fik det mig til at ville gøre noget for verden. Derfor valgte jeg udviklingsstudier som min uddannelse og tog efter eksamen herned og arbejdede nogle år. Og da jeg så hvor stækkede palæstinenserne er i deres bevægelsesfrihed fik jeg ideen til at skabe dette ”Right to Movement.” Derfor er vi så glade for at du kunne komme og støtte det.” 
Jeg husker ikke Signes nøjagtige ord, men de overvældede mig også fordi når jeg hvert år står overfor 500 af sådanne 15-16 årige elever i træningsdragter på Oure kan jeg ikke undgå at tænke, om jeg mon nu også er i stand til at nå nogen med så meget ”sport i hovedet”.....
(undskyld at jeg lufter mine fordomme J ).
Men i fremtiden vil jeg tænke, at hvis der blot er en som Signe iblandt dem, så har det været hele mit liv værd.
 


Signe Smidt og de andre var oppe kl. 5 morgenen før løbet for at dele frugt ud til vædskedepoterne, kommandere politistyrker rundt osv. Den aften kom de først i seng ved 3-4 tiden.


Nu er Signe en voksen og uhyre selvstændig kvinde, som jeg og enhver palæstinensisk mand og politimand i området straks retter ind efter når hun udslynger sine myndige befalinger uden hvilke en kvinde ikke ville komme langt i dette område. Hvor langt hun og Lærke og Lise er kommet ses også i den befrielse de har skabt for Palæstinas kvinder, for 37% af løberne var kvinder – utroligt mange religiøst tildækkede, hvilket sjældent ses i Danmark.

Maratonløb føles aldeles ikke befriende mens man gennemfører det, men aldrig i mine 12 maratonløb har jeg følt mig så bogstaveligt løftet som her op og ned af Palæstinas håbløse bakkedale og fået sådan et skud livsglæde som ved at deltage i den befrielsesproces som disse tre fantastiske kvinder har sat i gang ……midt i undertrykkelsens mørke på Vestbredden.
Jo, i sandhed, de er mine kandidater til Fredsprisen!


Lærke Hein, Lise Ring og Signe Smidt ved muren bag vores hus - omringet af apartheidmuren på tre sider.


Jeg vil opfordre jer alle til at stille op næste år i deres maraton, halvmaraton eller blot jogge jer igennem 10 km løbet gennem denne smukke by Bethlehem hvor så meget andet godt blev født.  Eller kom og hjælp dem med arbejdet og palæstinenserne med at overleve med jeres turisme.
Se disse film med Signe og modstanden disse tre kvinder er op imod:
http://m.aljazeera.com/story/2014411174245512203
Andre links:
https://www.youtube.com/watch?v=jZChWu4-zsM&feature=youtu.be
http://www.aljazeera.com/indepth/inpictures/2014/04/pictures-palestine-marathon-201441214151379329.html
http://politiken.dk/rejser/laesertip/ECE2241744/laeserne-tipper-her-er-de-bedste-maratonloeb/
https://www.facebook.com/RightToMovement/photos/
a.168365946643384.58958.162319153914730/438907162922593/?type=1&theater

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside