Påske 2014
43. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!)
.....for
alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de
mennesker og begivenheder,
som har betydet noget for mig.
Påskebrev fra Israel/Palæstina
Et forsøg på at se mennesket bag en
tragisk konflikts gensidige fjendebilleder og at støtte retten
til fri bevægelighed ved at løbe Palæstina Marathon.
Indhold:
1 - Tag
med til Palæstina Marathon
2 - Syndens by Tel
Aviv
3 - Verdenskunst og proletariseringen af Israel
4 - Højrereaktionen - De hassidiske jøder
5 -
Belæsset med
Israels kvindelige blaffere
6 -
Foredrag for kun
kvinder i to universiteter
7 -
Maratonløbet
i Betlehem
7 - Er det i
orden nogen gange at hade?
9 - Open letter
to my Israeli friends
10 - Mit
forslag til Nobels Fredspris
26. marts
- Tag med til Palæstina Marathon
Deadline for fredsforhandlingerne er min 67 års fødselsdag. Tag
med og løb dem i gang igen og fejr påsken ved at løbe et
historisk maraton fra Fødselskirken. Det er lige nu
billigere at tage til Israel/Palæstina end til det lige så store
Jylland. I kan komme derned for kun ca. 750 kr. hver vej og vi
kan dele udlejningsbiler og taxaer og se det omstridte område i ugen
inden. Løbet er arrangeret af danskere.
https://www.facebook.com/events/1439661416246321/
3. APRIL - Syndens by
Tel Aviv
Når jeg tillader mig et øjeblik at glemme landets
besættelsespolitik kan jeg ikke andet end at elske Israel. I
denne vidunderlige multietniske smeltedigel af sorte, brune og
hvide fra alverdens underlige kulturer føler jeg mig virkelig
hjemme. Sjovt nok føler
min gode ven Søren Espersen sig lige så
hjemme i dette multikulturelle univers ….i al fald hernede :-)
For utroligt hvor hurtigt det lykkes at give
disse forskelligartede tilflyttere "israelske værdier" uden at
disse nødvendigvis opgiver deres hjemlandes værdier ……når man
betænker hvor dårlige vi danskere er til at give vore egne
tilflyttere "danske værdier".
Muslimer på indkøb i jødisk ejede butikker
Særligt elsker jeg tolerancen i denne syndens by,
Tel Aviv, hvor de unge drikker, ryger, leger, elsker og horer
natten lang overalt på gader og strande. Her i verdens
homohovedstad er homoseksuelle ægteskaber (som overalt i Israel,
også i hæren) for længst anerkendt. Tænk hvis vi i det dobbelt
så store København kunne opnå et tilsvarende frisind som i denne
by, der hvert år samler 100.000 i Gay Pride paraden. Eller tænk
hvordan vi (ikke mindst Søren Espersen) ville reagere hvis vi
fik vores samtale over middagen afbrudt i 10 minutter hver gang
minareten lige oven over kosher-restauranten flere gange om dagen
kalder til bøn med øredøvende lydstyrke som jeg så det i dag.
Jo, i frisind kunne vi lukkede danskere og resten af verden lære
meget af israelernes multikulturelle paradis, som absolut er et
besøg værd.
Kosher restaurant under minaret
Ønsker I ikke at støtte Israels
undertrykkelsespolitik økonomisk kan I jo bare gøre som mig det
meste af opholdet; at flytte ind hos en fattig palæstinensisk
familie på Vestbredden og så blaffe eller køre rundt om dagen og
bruge israelernes gæstfrihed til at diskutere med dem. For det
skulle vel ikke være så svært at finde det fælles menneskelige i
dem for os danskere, der jo i frisindets navn ofte er ligeså
effektive undertrykkere. Vel? :-)
4. april - Verdenskunst og proletariseringen af Israel
Man bliver helt høj af at vandre rundt i al den kultur i Israel.
Overalt løber man ind i museer, boghandlere og små teatre som
The Arab Hebrew Theater.
Efter at have vadet rundt en time i det nye
flotte hvallignende Tel Aviv Art Museum møder man pludselig et
skilt til den endnu større hovedbygning med en af de største
samlinger moderne kunst jeg har set. Så husk fanatikere i Hamas
eller Iran at sætte neutronbomber i jeres raketter for ikke at
beskadige hele denne verdenskulturarv af Picassoer osv., som
jødiske samlere har skænket landet. :-)
Udstilling på dukkemuseet
Men selv om jeg føler mig som en fisk i vandet mellem alle disse
velkendte jødiske ansigter, hvis stærke engagement jeg har levet
af hele mit i USA (her blandet med nogle hårde typer jeg ikke
kender fra USA) kan jeg alligevel ikke undgå at få følelsen af
at den jødedom, jeg elsker, trives bedst i diaspora. Hvad der
rører mig mest i udstillingerne er ikke den moderne ganske vist
iderige israelske kunst, men den enorme samling af kunstnere fra
pogromernes tid i især Østeuropa. Når jeg samtidig ser at
museerne de fleste dage står relativt tomme modsat barerne
udenfor, der døgnet rundt er fyldte (næsten omvendt New York med
dets ligeså mange jøder), får man let følelsen af at der er sket
en proletarisering af jøderne her. Tænk blot på den million
russiske symfonikere (som joken går), der immigrerede her og
straks fik at vide at det var der ikke brug for, "men I kan
blive skraldemænd." Det bliver spændende at se om den
kunstneriske, videnskabelige og humanistiske forfinelse, jøderne
uden tvivl fik i samfund, hvor de kun fik lov til at holde visse
jobs, men overlevede ved at presse deres børn med "jødisk skyld"
a la
"Ja, mit barn, det er et undertrykkende antisemitisk samfund,
men du kan overleve og excellere ved at arbejde dobbelt så hårdt
som de andre" - om den ikke med tiden går tabt i et frit
samfund. Tilmed et hvor de så selv pludselig bliver
undertrykkere og derved uundgåeligt mister den empatiske
observation og indlevelse i det ydre samfund, som er så vigtig
for den undertrykte for at kunne overleve.
Det er muligt at jeg lyder lidt for skeptisk a la
min families
87. tipoldefar, profeten Jeremias – jødedommens fader – der i al
fald fik ret i at den babylonske landflygtighed blev jødedommens
mest kreative tid.
5. april
- Reaktionen - De hassidiske jøder
Jeg havde en miserabel sabbat i dag. Efter et vidunderligt
aftensmåltid hos palæstinenserne tog jeg tilbage til Jerusalem
for at hente mine ting, men blev syg hele natten og i dag. Uden
kræfter lå jeg blot i parker og gloede på alle de sabbatklædte
hassidiske jøder, der gik til og fra synagogen.
Hassidiske jøder på vej til
synagogen
Det er let at tænke negativt om denne israelernes mest forhadte
gruppe (endnu være end "arabere") – særligt når man har det
skidt selv. F.eks. havde de spærret alle veje fredag aften, da
de vil påtvinge alle os andre at overholde sabbatten, så jeg
måtte gå en lang strækning med kufferten.
Så da jeg ikke lige har tid til at flytte ind hos dem i et
forsøg på at slippe af med min egen dæmonisering lå jeg i stedet
i solen og mindedes alle de mest positive oplevelser jeg har om
gruppen. Sent glemmer jeg hvordan jeg i timevis stod og blaffede
forgæves en nat i isnende sludregn på en bro i New Jersey da
pludselig sådan en hassidisk familie samlede mig op og tog mig
hjem i Brooklyn, hvor de gav mig varme bade og kærlig pleje i
min forkommenhed. Jeg boede hos dem i flere dage og da jeg lige
kom op fra sydens varme havde jeg dernede smidt al det varme tøj
væk, som folk i Norden hyppigt gav mig som pengeløs vagabond.
Men det gik jo ikke nu at rejse rundt i nordens vinterkulde, så
derfor gravede familien alt hvad de havde frem af tøj til mig.
Og det var jo nødvendigvis kun deres eget sorte hassidiske tøj.
Så i månedsvis blaffede jeg rundt og lignede en hassidisk jøde i
et par kæmpemæssige sorte bukser, deres obligatoriske sorte hat,
lange sorte frakke og hvide skjorter – dog med mit flettede skæg
som værdig erstatning for hårlokkerne. Jeg nægtede i lang tid at
tage det af. Dels gav det flere lifts fra nysgerrige (og andre
jøder) og dels var det en sådan overvældende opmuntring for mig
hvordan jeg blot ved at flytte ind hos en hassidisk familie så
let slap af med de fordomme jeg kunne mærke jeg nærede om
gruppen.
Så da jeg nu lå her i Jerusalems parker i dag og tænkte vemodigt
tilbage på denne kærlige familie begyndte et smil langsomt at
danne sig på mit ansigt – og nu oplevede jeg miraklet at flere i
denne ellers så lukkede gruppe begyndte at smile tilbage. Jeg
endte med at følge nogle af dem til synagogen og der under deres
vidunderlige sang og råben og skrigen blev jeg så opløftet at
jeg snart begyndte at få det bedre.
Så hvis ikke jeg havde haft aftaler på Vestbredden ville jeg
sikkert være endt hjemme hos en ny kærlig familie – og have fået
mig et nyt sæt hassidisk tøj, som jeg i morgen kunne rejse rundt
i blandt de – må det indrømmes - langt mere åbne og gæstfrie
palæstinensere. Men værdien af gæstfrihed er jo egentlig sjovest
der hvor man selv skal arbejde lidt på sagen først – gå igennem
helvede for at komme i himmerige - som jeg plejer at sige det.
Da jeg havde
Pia Tafdrup med rundt i USA ville hun gerne ud at
se det hassidiske kvarter i Brooklyn. Vi besluttede os til at få
en frokost i en af deres restauranter og slog os ned ved et
tilfældigt bord. Så kom der hurtigt en tjener ilende og
protesterede fordi jeg havde sat mig på kvindesiden af den væg
der adskilte restauranten efter køn. Da jeg godt kan lide at
provokere lidt, sagde jeg: "Jamen, gælder det også for de
ikke-troende?" Så gik han tilbage til ejeren af restauranten og
de stod og diskuterede dette meget vanskelige religiøse
spørgsmål i lang tid, hvorefter han kom tilbage og sagde at det
så var i orden at sidde sammen. Det er den side jeg elsker ved
jødernes, selv de fundamentalistiske, deres evne til altid at
stille spørgsmålet "Hvorfor?"
9. april
- Belæsset med Israels kvindelige blaffere
I dag blev Danmark besat – og det er jeg stadig – her på
Vestbredden, hvor jeg er tilbage efter et par hæsblæsende døgn
rundt for at holde foredrag for israelerne. Ville være kørt
nordpå gennem Palæstina, men blev forsinket af at stå i lang kø
med palæstinenserne ved et check point og for vild i Jerusalems
gader, hvor jeg skulle hente udlejningsbilen. De skilter jo ikke
just med udveje til Vestbredden, så jeg endte med at køre ad
Israels kedelige brede motorveje nordpå på den forkerte side af
muren. Jeg vidste at min morgenvrede over israelerne ville være
farlig for mig at sidde alene med i bilen og begyndte derfor at
samle blaffere op nu hvor jeg havde god tid til at snakke.
Og det blev en oplevelse, for de var jo som blaffere ligeså
irriterede over disse nye supervejsudfletninger, hvor man ikke
kan blaffe mere. Som gammel blaffer var jeg jo så høfligt nødt
til at køre dem til de få steder, hvor de vidste de kunne stå
ved stopskilte med det resultat at jeg hele tiden kom dusinvis
af kilometre væk fra mine mål blandt de få historiske
seværdigheder, jeg ikke fik at se for 24 år siden under besøget
med min familie. Ok, det handler jo også om at sige ja til
mennesket i dag og ikke til nogle ligegyldige 3000 år gamle
ruiner, tænkte jeg hurtigt.
Og det var egentlig ikke så svært at komme til den konklusion,
for næsten alle de 10-12 blaffere jeg endte med at samle op i
løbet af dagen var kvinder. Og jeg må jo nok tilstå at med alle
disse søde kvinder ved min side hele dagen ændrede mit syn på
Israel sig totalt. Jo, vi fik mange gode samtaler om
situationen, men det mindede mig mest om gamle dage når jeg
blaffede blandt de hvide i USA og prøvede at kommunikere de
sortes (og min) vrede til dem om de ghettoer jeg følte de var
ansvarlige for. Men hver gang fornemmede jeg at de var totalt
uvidende om apartheid-situationen på den anden side. Og hvordan
kan man holde mennesker ansvarlige for noget de intet aner om?
Nej, deres bekymring var de enorme huslejer i Israel, deres egen
fattigdom (som de ikke direkte sætter i forbindelse med de
enorme beløb regeringen bruger på besættelse). Først da jeg i
USA lærte at lytte til smerten i de hvide fik jeg siden enorm
succes som budbringer mellem de sorte og de hvide i
universiteterne.
I Danmark ville mange mene at
denne 16 årige klæder sig udfordrende
Men det der slog mig mest her midt i dette voldelige samfund var
den ufattelige tryghed, der tillader unge smukke piger at blaffe
alene rundt. Selv på de mørkeste ensomme skovstrækninger samlede
jeg dem op i alle aldre fra 16 (som pigen i lårkort på billedet,
som jeg samlede op lige da jeg kom ud fra Kapernaum hvor Jesus
holdt sin bjergprædiken som nutidens israelere jo godt kunne
lære lidt af) til 50 år gamle kvinder. Aldrig havde de haft en
eneste dårlig oplevelse. Hende på 50 havde blaffet hele sit liv
og mente endog at huske at jeg havde samlet hende op i 1989, da
jeg sidst kørte rundt (bl.a. med en blaffende soldat, som ikke
turde eller måtte køre med mig ind i Gaza-striben med sit
maskingevær i bilen).
Kapernaum med Saligprisningernes
bjergprædiken
Denne surrealistiske tryghed er virkelig overvældende for mig
når jeg tænker på hvor mange år det er siden jeg sidst samlede
en kvindelig blaffer op i USA, hvor kvinderne for længst har
mistet natten – såvel som friheden om dagen. Sjovt nok minder
den mig mest om en anden undertrykkelsesfrihed, da jeg i 1983
kørte rundt i Nordirland på det tidspunkt hvor de bombede
hinanden sønder og sammen – dog her med navne som "katolikker"
og "protestanter" på deres gensidige fjendebilleder. Og hvor
Belfast var delt af lige så vanvittige mure med pigtråd og check
points. Alligevel fyldte jeg ustandseligt bilen med blaffende
kvinder – mange i højhælede sko og guldørenringe. En dag havde
jeg faktisk 12 med i min VW-van på samme tid – de fleste
kvinder.
Når jeg i min undervisning i USA hyppigt får spørgsmålet fra
kvinder om de kunne rejse rundt som jeg, svarer jeg altid: "Ja,
måske, men start med at blaffe rundt i trygge katolske lande som
Irland og Polen (hvor jeg ligeledes i kommunismens tid samlede
alt fra 7- til 70-årige piger op). Når du der har fået
tilstrækkelig tillid til mænd kan du måske med lidt
ikke-voldelig kommunikation klare det her i det
voldelige/sexistiske USA." Men jeg glemmer altid Israels lysende
eksempel på tillid – en tillid der jo blev fremmet i den 2.
intifadas tid hvor det "bombesikkert" føltes tryggere at blaffe
end at sætte sig på en bus.
Nå, men da jeg jo nu var besluttet på ikke at lægge penge i
Israels hoteller forsøgte jeg naturligvis at få alle disse
blaffere til vise deres chauffør lidt gæstfrihed. Det var dog
ikke så let som jeg troede af sikkert mange årsager såsom at
mange skulle skynde sig i skole o. lign. Men hvis jeg som ældre
herre havde forsøgt dette i USA (eller Danmark) ville de uden
tvivl have tænkt "gammel gris". Den tanke slog dem med deres
grundlæggende tillid slet ikke her, for de prøvede ofte at køre
mig rundt og indkvartere mig hos venner, selv i kibbutzer og
blandt druserne oppe i
de golanske højder.
Udsigten fra mit tag ind over
Hizbollas landsbyer i Libanon
Først til sidst i
mørket lykkedes det mig at blive inviteret med hjem på en
kibbutz
helt oppe på grænsen til Libanon, hvor vi fra taget kunne se
lige ind i hizbollaerenes landsbyer. I denne utrolige skønhed og
fred heroppe fattede jeg ikke at de havde været i krig med dem
så sent som i 2006.
Men sådan finder man med lidt anstrengelse
gratis overnatning og skønhed i Israel.
10. april
- Foredrag for kvinder dagen lang i Israels universiteter
Mandag havde jeg troet at jeg skulle sove længe oppe i det
nordligste Israel hvor jeg var havnet ved dagen før at sige
konsekvent ja til alle blafferes ønsker. Men kl. 7 blev jeg
vækket og spurgt om jeg ikke også ville komme og holde foredrag
i et andet universitet allerede kl. 9. Det var i Tel Hai
Universitet til et kursus om "Visual Culture of Social
Revolutions", så emnet passede mig jo fint. Da jeg trådte ind i
auditoriet viste det sig at være fyldt med lutter jødiske
kvinder, kun to af dem palæstinensere. Her følte jeg mig hjemme,
for det var første gang på turen jeg stod overfor jøder, der i
et og alt mindede mig om alle de jøder jeg altid er omgivet af i
USA, enormt socialt aktive og bevidste, yderst
venstreorienterede i deres holdninger til Palæstina, ja selv
ansigtstrækkene mindede om de jødiske kærester i min ungdom. Så
mit foredrag blev enormt populært og de var dybt frustrerede
over at der kun var afsat en time. De insisterede på at få det
hele en anden dag, men det var sidste dag før jødisk påske, så
det kunne ikke lade sig gøre.
Professor Ya’ara Gilglas introducerer mig
Bagefter havde kuratoren i Israels største fotomuseum bedt om et
møde med mig skønt jeg havde advaret om at fotografi ikke
interesserer mig. Derefter en lang god samtale i to timer med
professor Ya’ara Gilglas i bilen. Det var ikke meningen, men hun
ville nu med ned og se resten af mit foredrag i det andet
universitet mellem Haifa og Nazareth, hvor en professor havde
indbudt mig til at foredrage hele eftermiddagen.
Ya’ara var
absolut på venstrefløjen i alle sine synspunkter og selv rystet
over Israels politik. Hun berettede om konsekvenserne af de
adskilte apartheidskoler inde i Israel, at undervisningen i de
arabiske skoler er så dårlig at hendes palæstinensiske elever
ikke er godt nok klædt på til hendes meget filosofiske
forelæsninger og derfor ofte kopierer opgaver frem for at sætte
sig ind i emnerne.
I Oriam Art Institute havde professor Asnat Austerlitz
samlet mange klasser af lærerstuderende, så her bestod det
propfyldte auditorium også af lutter kvinder i alle farver
(bortset fra to mandlige professorer). Så jeg satsede på de
pædagogiske dele af mine foredrag om f.eks. KKK og nazister med
hyppige paralleller til palæstinenserne. Det faldt i rigtig god
jord selvom jeg tydeligt mærkede anspændthed når jeg forsvarede
palæstinensere og (danske) nazister blandt disse børn af
holocaustoverlevere.
Bagefter ville jeg køre "hjem" gennem Vestbredden, men da det
var sidste dag før påske blev jeg ganske overvældet af
invitationer fra pigerne om at tage med hjem for at fejre Pesach.
Da det var sent på dagen og jeg var lidt udslidt af at holde
foredrag hele dagen valgte jeg at tage hjem med den mest
ihærdige, Tal. Dels fordi hun allerede under foredraget havde
rakt hånden op og inderligt spurgt om jeg ikke ville med hjem
(vist nok under afsnittet om lesbiske) og dels, ja, fordi hun
var lesbisk. Jeg siger konsekvent ja til den første, da man jo
altid ender med at segregere sig i sin egen snævre gruppe hvis
man begynder at vælge og vrage blandt mennesker. Hvad er livet
så værd?
Michal og Tal
Det blev en vidunderlig aften sammen med hende og kæresten
Michal på toppen af et hus på bjergsiden af Haifa med udsigt
over Middelhavet. De var så rørende dybt forelskede i hinanden
og da Tal jo havde bidt mærke i min "skabslesbiskhed" :-) i mit
foredrag endte vi naturligt i en stor bunke – lidt sjovt med
disse kontrastrejser idet jeg næste aften endte med at dele
madras og tæppe med en i allerhøjeste grad besat arabisk mand i
Hebron. Siden jeg begyndte at integrere mig med USA’s lesbiske i
1980’erne har jeg altid syntes at det er langt mere ukompliceret
at være sammen med lesbiske end heteroseksuelle kvinder ….med
alle de problemer sidstnævnte hele tiden giver :-)
Tal havde lige fra hun var 12 været lesbisk uden problemer
hverken i hjemmet eller i skolen, "Derimod fik jeg altid tæsk af
kammeraterne når jeg sagde at vi bør være venner med
palæstinenserne." Men Michal kom fra en dybt religiøs
konservativ marokkansk familie og det gav store problemer da hun
i en alder af 24 sprang ud. Men nu var deres forhold fuldt
accepteret af forældrene og deres største drøm var at blive
gift. De spillede mig til sidst til ro på guitar med vemodige
israelske sange blandet med deres hjemløse kats evindelige
mjaven natten lang.
Udsigten over Middelhavet fra huset
Efter morgenkaffen i bagende sol på verandaen med udsigten over
havet i denne skønne by Haifa tog jeg afsked. Mit ønske med at
se Haifa var nemlig også at se Bahai’haverne og mausoleet for
grundlæggeren af den religion jeg føler mig tættest på, Bahai.
Med sin integrerende filosofi om at gifte sig på tværs af alle
religioner og racer har jeg altid hurtigt kunnet identificere
mine Bahai-elever i USA’s universiteter; det er nemlig de eneste
der uden forbehold forstår ALT hvad jeg siger :-)
Bahai haverne ned mod gravstedet
for Bahaitroens grundlægger.
11. april
- Maratonløbet i Betlehem
Hurra. Jeg klarede Palæstina Marathon – mit 12. maraton – (og
jeg sværger mit sidste ….tja, det siger jeg hver gang). Men så
absolut det sværeste og mest betydningsfyldte i mit liv. I min
taknemmelighed over i min alder stadig at have bevægelsesfrihed
bliver man lidt glad for at kunne støtte andres ret til
bevægelsesfrihed.
Det var en kæmpeoplevelse at samles om dette
mål ved Jesu Fødested i morges (hans forældre kunne jo modsat
folk i dag bevæge sig frit fra Nazareth her til Betlehem) med
hundreder af andre fra hele verden. Heraf 37% kvinder med ivrig
deltagelse fra tildækkede palæstinensiske kvinder.
Love wins
Jeg tog mig
(dovent) god tid til at tage mange billeder undervejs, men mit
favoritbillede blev dette af den tildækkede kvinde med V-tegnet
foran murens indskrift. Hvorfor kan vore hjemlige muslimske
kvinder ikke finde ud af at dyrke mere sport når man ser hvor
ivrigt disse frihedselskende kvinder gør det her? En af dem løb
jeg sammen med på lange strækninger med god tid til snak: "Hvor
gammel er du?" "17 år, men jeg var også med sidste år," svarede
hun. "Så er du lige 50 år yngre end mig." Alligevel blev vi et
godt gensidigt støttende makkerpar, en af dagens store
oplevelser.
Jeg løber gennem Aida flygtningelejren hvor flere
af vore medarbejdere blev beskudt og tårregasset dagen før.
Hvad angår mig selv må jeg tilstå at det var et hårdt løb i
bagende 25 graders middagssol. Så da jeg følte mig tæt på
solstik og begyndte at hallucinere ude i vinmarkerne
overvejede jeg - ansporet af de mange børn, der i dette kristne
område råbte Jesus efter mig, et øjeblik at købe et af bøndernes
æsler og i stedet ride mod Jerusalem og blande mig i optogene nu
på Palmesøndag. Der var bare lige det lille problem at skønt vi
kun er 8 km fra Jerusalem ville jeg selv i ridende tilstand
"løbe ind i muren" hvorfor vi på de begrænsede områder
palæstinenserne har tilbage måtte løbe samme rute flere gange.
Foran et af Banksys berømte billeder på muren
Jeg er så absolut mere stemt for hvert år at løbe igennem mure i
Berlins maraton end at løbe ind i og langs mure overalt som her.
Ligeså ville jeg foretrække at løbe i Israels Berlin-flade
frugtbare områder end i disse bjerge og bunker af sten, de har
overladt palæstinenserne. Jeg endte selvfølgelig som mange andre
med at gå eller nærmest kravle op ad de fleste, men benene fik
jo også ondt af at løbe nedad. Hvorfor sætte sit liv på spil for
fred?
Men det er jo denne tingenes tilstand her, som har gjort mig så
rasende de sidste par dage (hvorom mere senere) at med min egen
frihedselskende følelse af retten til at krydse mure, systemer
og grænser kan jeg ikke andet end tilslutte mig Palæstina-løbets
krav om "Right to Movement".
For mig handler dette om fred. I min
ungdom stod jeg utallige steder i USA sammen med John Kerry og
demonstrerede for fred (i det USA-besatte Vietnam). Som
udenrigsminister nu udløber hans fredsforhandlinger mellem
Israel og Palæstina på min 67-års fødselsdag om to uger og ingen
gave vil jeg ønske mig mere end at den lykkes (naivt måske, men
hvem ved om de har fået nogle hemmelige aftaler i stand vi andre
endnu ikke har hørt om). Men verden glemmer os hurtigt herovre
på Vestbredden hvis ikke vi konstant demonstrerer …..for retten
til at være mennesker.
Jeg har lige vundet mit 12. maraton
.....over mig selv!
13. april
-
ER DET I ORDEN NOGEN GANGE AT HADE?
Efter 5 timers maraton holdt jeg i aftes
(stående!) 5 timers maratonforedrag i Det Danske Hus i Palæstina
med fortsatte diskussioner til langt ud på natten i Ramallahs
mange barer. Jeg var virkelig glad for at se mange danske ngo’er
komme tilrejsende på tværs af israelske forhindringer og mure
fra så fjernt som Hebron og Betlehem til den fyldte sal.
Men
det var rystende bagefter at høre disse frisindede og
idealistiske unge med mange forskellige formuleringer betro sig
til mig at jeg havde givet dem voldsomme sjælekvaler med min
snak om at vi bør integrere os med og elske vore fjendebilleder,
"For er du ikke klar over at hernede er det fuldstændig
accepteret iblandt os at vi åbent lufter vores had til
israelerne. Hvordan kan vi andet med alt det vi ser dem dagligt
gøre overfor palæstinenserne? Så du giver os virkelig
skyldfølelse når vi jo så gerne samtidig vil se os selv som
rummelige."
Tja, om jeg nu også selv er blevet så meget mere rummelig efter
det jeg har set hernede er et godt spørgsmål?
Efter lidt for sene øl her i palæstinensernes
hovedstad få blokke fra Arafats gravmæle tog jeg en af disse
danskere med næste morgen til Jerusalem – dels for at få hendes
råd til så smertefrit som muligt at komme gennem muren – og dels
for at vise hende (og mig selv) to sider af Israel, som jeg
følte vi begge havde rigtig meget brug for at se netop lige nu,
Knesset og Holocaustmuseet.
Det lykkedes os sammen med en amerikansk jødisk
familie at få en rundvisning i parlamentet og man kan ikke andet
end at beundre det fuldt igennem gennemskuelige demokrati
israelerne har fået op at stå med fri adgang for alle (også os
udlændinge) til at sidde med omkring de ovale borde i alle
udvalgsværelserne såvel som i plenum ligesom alt bliver udsendt
på Tv. Og så alligevel melder spørgsmålet sig hele tiden hvordan
denne åbenhed er i stand til at skjule for israelerne (og meget
af verden) den brutale undertrykkelse dette demokrati udøver
blot få kilometer derfra?
Holocaustmuseet er endnu smukkere og mere
overvældende og rystende end Liebermans i Berlin. Alligevel
sagde min højtuddannede danske veninde flere gange "Hvor ville
jeg ønske at jeg havde set dette i Tyskland og ikke her, for på
en eller anden måde kan jeg mærke at meget af det preller af på
mig med den vrede jeg har over israelerne hernede." Dette er jo
en rystende reaktion, at man i identifikationen med den enes
lidelse ikke magter at forholde sig til den andens. Særligt når
de to jo i så høj grad hænger sammen, som jeg viser så mange
eksempler på i mit foredrag af hvordan vi det ene øjeblik er
undertrykte og det næste øjeblik selv er undertrykkere. Men jeg
kunne jo mærke at det også i en vis udstrækning var min egen
reaktion efter et langt kortere ophold på Vestbredden end denne
piges.
Holocaustmuseet er en lang mørk vandring gennem
en tunnel, der slutter med lys for enden hvor man skuer ud over
det smukke Israel her.
Det kræver virkelig et enormt menneskeligt
overskud at se og "rumme" denne ufattelige holocaustudstilling
og jeg ved ikke om det var vores fælles træthed, der fik mange
af billederne til at flimre for os. Men værst var at man hele
tiden fangede sig selv i at se flashbacks til tilsvarende scener
fra Vestbredden i alle disse nazistiske soldater med våben foran
ubevæbnede menneskegrupper, alle disse vagttårne og pigtråd, al
den endeløse kontrol af magtesløse mennesker ved afspærringer,
al den kalkulerede etniske udrensning, al den
übermensch-arrogance overfor mennesker der føler sig som mere og
mere som untermensch, osv.
Og så ånder man alligevel et øjeblik efter lettet
op og minder sig selv om at alle disse iøjnefaldende ligheder jo
i det mindste ikke har samme dødelige udgang her i dag. Bl.a.
fordi undertrykkeren i dag er et demokrati (hvilket dog ikke
afholdt USA og Frankrig fra at myrde 4 mill. vietnamesere og 1
mill. algiere).
Jeg har så hyppigt overværet skænderier mellem
sorte og jøder i mine workshops i USA om hvad der var værst,
slaveriet eller holocaust, racismen eller antisemitismen, men
altid standset dem med en bemærkning om at man aldrig må
sammenligne undertykkelser på den måde. For det lidende menneske
er dets egen smerte altid værst og gør det næsten altid blindt
overfor andres smerte. Dette forklarer, men undskylder ikke
israelernes og palæstinensernes manglende forsøg på at vise
empati overfor modpartens smerte.
Et af Banksys berømte murbilleder
Jeg tror mange i Vesten bliver rystede over at
nogle palæstinensere kalder det landsforræderi når en muslimsk
professor i Al-Quds universitetet tager sine elever til
Auschwitz for at bibringe dem lidt forståelse for deres
undertrykkere. Men efter et kort ophold begynder jeg at forstå
at man kan reagere så hysterisk på noget, som er så indlysende
rigtigt at gøre.
Læs artiklen om det
her.
Men læs først og fremmest professor Dajanis
insisteren på at vende den anden kind til: "One of my students
asked me why we should learn about the Holocaust when the
Israelis want to ban even the use of the word ‘Nakba
(katastrofen,
fordrivelsen af palæstinenserne)’" he adds. "My response was:
‘Because in doing so, you will be doing the right thing. If they
are not doing the right thing, that’s their problem.’"
Prof. Dajani, der selv som vred ung mand blev
bandlyst fra Israel i 25 år for sine aktiviteter i Fatah,
forsøger i dag at bryde fornægtelsens kultur på begge sider ved
skabe forsoning gennem indlevelse i de unge. Han er min helt og
et af de små håb jeg har oplevet på turen, for ifølge de danske
ngo’er er hans holdninger ved at vinde mere og mere frem i de
unge palæstinensere.
Læs mere om ham her i Israels
venstreorienterede avis Haaretz.
NEJ; DET ER ALDRIG I ORDEN AT HADE NÅR MAN SOM
DENNE PALÆSTINENSISKE PROFESSOR VISER AT MAN KAN OVERVINDE SIN
VREDE OG SMERTE VED AT LEVE SIG IND I SIN FJENDES SMERTE!
15. april
-
LETTER TO MY ISRAELI FRIENDS
Finally I dare to write in English. For fear of
losing my freedom of movement through Israeli walls and check
points (as I saw it happened for so many others) I long gave up
my freedom of expression in order not to make it too easy for
authorities to track me.
In my previous statements (in Danish) I have written very
positively about the Israelis I met on my lecturing tour in
Israel – partly because I feel exactly that way about you and
partly because I feel too much of the freedom loving world often
end up demonizing Israeli citizens in the process of rejecting
the oppressive policies of their government. Much like I did
myself in my youthful hate with Americans during the Vietnam War
(when the USA killed 3 million Vietnamese) – until I moved in
with Americans and started seeing them as loving human beings.
But now I also want to tell my Israeli and
American friends what I saw on this trip of the oppression in
Israel. Actually nothing new which you haven’t already heard
about - unless you live in total self-denial – in the same way I
saw all too many Americans do it during the Vietnam War. This is
actually not a bad comparison since both these oppressions were
carried out in the name of democracy. This gives us hope –
unlike a situation in which Palestinians had been oppressed by a
totalitarian government – in which case I would not have
bothered writing these words.
Israeli fortified military installations all over
the West bank
Yes, I had read about it all beforehand and still
it is shocking to stand day after day in long lines with
Palestinians in order to cross the inhuman 700 km long apartheid
wall (although the actual Green Line between Israel and
Palestine is only some 250 km long). Not to speak of the endless
harassment when going through Israeli checkpoints all over the
land of actual Palestine. In the checkpoint going into Bethlehem
my Danish friends who organized the Palestine Marathon again and
again had their flyers and equipment for the marathon
confiscated – their only crime being that they were helping the
Palestinians to set up some successful enterprises. Without
helping to create some livelihood and tourism for them now, when
you are stealing their land and water recourses, destroying
their olive groves etc., you Israelis will eventually have to
feed the powerless ghetto you have created.
Many people going here were turned away already in the airport –
after sitting endlessly without food and sleep – being yelled at
by arrogant custom workers when asking for it – and then sent
home at their own expense. With all the anger they create around
them I constantly see Israelis that way shooting themselves in
the foot.
My home is surround by the wall on 3 sides
I moved into a house which the Danish Marathon
organizers had rented in solidarity with the owner. He had lost
all his income when Israelis built the wall on 3 sides of his
house thus cutting him off from his auto workshop. Although he
lived far from the Green Line they built the wall that way to
give Jews access to Rachel’s tomb. That way they cut off both
Muslims and Christians from coming there although Rachel is
cultivated as much by them. When I tried to photograph our joint
breakfast in the owner’s kitchen, the owner immediately stopped
me: "No, you must not. If anybody takes a picture of the soaring
guard tower seen through my kitchen windows only a few meters
away, I will be imprisoned." The Israelis are trying to force
him away in order to move the wall further into Palestinian land
just because of that tomb. So I urge all visitors in Bethlehem
to stay with this loving family in order to help it out. I will
send address to travelers going there.
The owner making sure we don't photograph from
his windows
In his house I did a mistake one day sitting in
the afternoon writing Facebook updates – the biggest crime of
all, I think, when I ought to be out doing active solidarity
work. For the women in the house had asked me if I wanted to go
with them out to work on the marathon route where it went
through a refugee camp a couple of blocks away. I really
regretted that I didn’t go, for while they worked in the camp
suddenly the Israelis attacked them shooting with some live
ammo, but mostly teargas. During the whole attack which lasted
for hours they were trapped inside the house of a family crying
from the tear gas. I asked the Danish photographer Ursula why
she took no pictures. "Are you crazy? I did not want to risk my
life. I have never been so scared before." But the local
Palestinians took it calmly saying: "This is how they have shot
at us ever since the wall came up trying to force us out. But we
are not giving in." No wonder the small boys constantly tried to
burn down the guard tower where they partly were shooting from –
the tower Ursula photographed me running by flashing a V-sign
during the marathon next day. Two elderly American women from my
house came back totally shocked after the attack they had just
witnessed. "This is the worst and most dangerous moment I have
ever witnessed." And that says something, for they were older
than me and had been freedom riders in the civil rights movement
in the American south where they also had experienced quite a
bit of violence against people struggling against apartheid.
The entrance to the Aida refugee camp with the
key to return to the lost land.
____________________
LAST SAD UPDATE ON THIS CAMP NAMED AIDA:
This small but densely populated camp in Bethlehem is located
right next to the apartheid wall behind the 5 star
Intercontinental Hotel located on the main street of Bethlehem.
At least 3-4 times a week it is attacked by the Israeli
occupation army, invaded, sprayed with stinking sewage water and
an enormous amount of tear gas fired directly into the houses
and narrow alleys.
The night before yesterday, things again went wrong.
Nuha Kutamish (44 years) was killed two nights after my Danish
Marathon friends were tear gassed there. She and her family
received at least 5 tear gas grenades shot inside the house by
Israeli soldiers. She managed miraculously to rescue her two
children by locking them inside the small bathroom while she was
busy putting wet towels over them and barricading the door with
wet towels and sheets.
She died just outside the bathroom door while she shouted at her
children not to be afraid of anything!
Nuha was buried yesterday in a huge funeral procession in Aida
camp.
____________________
In Denmark the extreme rightwing politicians
resist calling this an "apartheid wall". Perhaps they would have
a point if it had only run along the green line and was set up
to defend Israelis against Palestinian suicide bombers. Of
course, I too found it amazing that I could now get on Israeli
busses safely without anybody paying attention to my big
suitcase. But indeed it is an apartheid wall, for most of it is
not made to protect freedom loving peaceful Israelis, but
oppressive settlers on the West bank. I came here to support
"The right to movement" and of course I support the right of
Israelis to move to the West Bank just as well as the
Palestinian right to move to Israel prober. But if that right
only goes in one direction and if immigrants don’t want to
integrate with those they settle among, but on the contrary come
with an übermensch ideology about them as some kind of
untermensch, fencing inside themselves just as white south
Africans did it from the blacks, then we are talking about
apartheid – pure and simple.
Israeli soldier protecting settlers in the midst
of Hebron
These fortified islands I saw everywhere in the
occupied territories, but never as offensive as in Hebron – a
town the Israelis absolutely have smashed the economy in.
Especially in the old downtown area they have literally closed
all Palestinian business just to let a handful of fanatic
settlers live close to Abraham’s grave.
So much suffering mostly because of this,
Abraham's grave!
Soldiers chasing ghosts in the deserted streets
with closed stores.
Mostly this sinister
area reminded me of the deserted parts of Berlin when the
Communists had closed off all streets close to the wall. Here I
managed to get through the checkpoints and photograph the
soldiers of oppression running after imagined ghosts in this
virtual ghost city. Within it I saw unhealthy looking Hasidic
children growing up in kindergartens of hate – themselves in a
virtual prison – and wondered why Jews in the name of ideology
are capable of oppressing their own children to such a degree.
Jamil with lonely Palestinian family in his
deserted streets
Within this occupied area I met one Arab family
whom they had not yet succeeded in forcing out though their
policy of ethnic cleansing and endless hateful harassments. I
felt Jamil deserved all my help and decided to move in with him
in his desperation. 33 years old he could not get married, for
no woman wanted to or could get permission to move in with him.
And he could not himself afford to move since he was not
permitted to sell his house which had been in his family
possession for generations. His mother lay sick in an adjoining
apartment. The only place I could buy supper for him was in a
restaurant for the soldiers and settlers, but he was not allowed
inside. While I ordered the food he had to stand outside looking
in though the windows which gave me flashbacks to the worst
apartheid I had experienced in the American South (that was,
however, years ago, not in modern enlightened times). From his
roof top we could see the much larger Jewish fortified
settlements on the hills of this enormous depressing city.
Jamil shows pictures of the endless attacks in
the daily paper
Jamil had 3 rooms with no furniture, since the
Israelis did not allow him to carry furniture through the
checkpoints – in their constant attempt to force him out. So he
invited me to share his madras on the floor and his blanket –
the most moving hospitality I have been subject to for ages.
Except that there was nothing to do after 6 pm. He sat for long
telling me about his frustration which seemed close to suicidal
depression and showed me in the newspapers how the Israelis
daily took over more and more land like this. Like most
Palestinians I met, he said, "I don’t carry anymore. They can
have it all. If only they will let me live and not starve."
The soldiers who made noise all night long below
our windows
At
8pm he went to sleep as usual with nothing else to do – 4 hours
before my usual bed time. I couldn’t sleep that early –
especially not in the noise of the laughing and drinking
soldiers underneath our window. So I took a sleeping pill in an
attempt to escape from this nightmare as fast as possible, but
then a real nightmare started in which I had flashbacks to
"Schindler’s list" of Nazi soldiers storming up the staircases
in the very similar Krakow ghetto mixed with the scenes of the
thousands of all-night-drinking, uncaring hedonistic Israeli
youngsters I had seen in Tel Aviv and elsewhere.
Selfie: I share Jamil's madras on the floor
Next day I departed from Jamil after giving him
the equivalent of the cost of staying in an Israeli hotel. When
I tried to find my way out of this horror city without street
names I made a wrong turn and ended up going on highway 35
almost all the way to the Israeli border crossing Tarqumia. I
turned off in Idna to ask for directions. If I had come exactly
there a couple of days later this story from Idna could easily
have been my own destiny since I too drove on Israeli license
plates:
http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/1.585617
I am not so much surprised about the desperation
and anger which goes behind such senseless attacks. I am more
surprised that there was any strength left to carry it out with
all the broken, crushed souls I sensed in the Hebron area.
Even after a short stay under occupation privileged foreigners
like me develop or internalize so much of this anger which
Israelis are daily force-feeding the Palestinians with that we
ourselves start building up hatred. As I mentioned in a previous
FB-update many otherwise justice seeking and peace loving
foreign NGO’s are venting that hatred openly - even justifying
it without guilt.
Yet I am more amazed how the great, great, great majority of
Palestinians passively put up with this oppression - day after
day. Just as I am astonished how the great majority of peace
loving Israelis put up with this occupation – year after year –
when it apparently is only carried out in order to protect a few
(….well, now more than 500.000 ideologically completely crazy
and self-righteous settlers). Why don’t you daily rebel against
this vicious oppression which makes so much of the world end up
hating you instead of throwing yourself into a hedonistic life
of beer drinking in places like wonderful Tel Aviv or
intellectual escapes in universities? Yes, I am aware that you
are influenced by your rightwing government’s constant
propaganda about the whole world being against you, so you end
up justifying oppression with euphemisms such as "security" –
the same word all other oppressors have used before you.
But if on a conscious level you really chose to
become oppressors, why don’t you at least become intelligent
oppressors by using much of the great Jewish psychological
thinking developed in the years you were yourselves oppressed?
As I asked in my lectures in your universities, why don’t you
use Marshall Rosenberg’s non-violent communication instead of
inflaming violence wherever you go among your oppressed? I know
most of you wonderful young people don’t want to serve as
occupying soldiers, but when you do it nevertheless, have you
really been programmed into being so insulting and arrogant to
the Palestinians (and even to us foreign solidarity workers) as
I saw you behaving everywhere? How can the nice innocent college
kids I experienced be turned into such powerful monsters with
guns? Just a smile from you or a helpful attitude would reduce
so much of the irritation and anger you constantly create in us
on the other side of the barrel of the gun.
I have tried here to see the humanity on both
sides. Much of the world wants to boycott Israel. I say that we
should still travel among you and enjoy your hospitality, but
put our money in Palestinian hotels to give the oppressed a bit
of support. For without a constant dialogue there is only
apartheid and hate left. These words in English I am especially
directing to the many thoughtful Israelis I met on the trip.
Thank you so much for letting me into your lives. You will
always be welcome in my home – as will the Palestinian marathon
runners I will soon be hosting in Copenhagen. I do have walls
between my guest rooms – but I will make sure to break them down
if you end up there at the same time :-)
17. april
- MIT FORSLAG TIL NOBELS FREDSPRIS
Som afsluttende kommentar til min Israel/Palæstina rejse vil jeg
gerne fortælle om den største oplevelse dernede. Nemlig
privilegiet at få lov til at bo sammen med de tre danske kvinder,
som har organiseret hele Palæstina Marathon. Signe Fischer
Schmidt, Lærke Hein og Lise Ring. Aldrig har jeg set nogen
arbejde så hårdt og idealistisk på at få et projekt med så
fællesmenneskelige værdier op at stå møde så megen modstand.
Lærke Hein og
Signe Smidt
i vores dagligstue med alt det løbegrej, de måtte slæbe med helt
fra Danmark bl. a. det store måltæppe til tidsudmålingen.
En del blev konfiskeret af israelerne.
Signe havde tidligere arbejdet som frivillig i et Palæstina
projekt og fik der ideen til at prøve at skabe noget for
palæstinenserne, der kunne få turister dertil og styrke den
økonomi israelerne har smadret for dem. Det blev til det første
Palæstina Marathon sidste år. Nu hvor de på mystisk vis havde
fået mig overtalt til at stille op i deres maraton (skønt jeg
hader maraton og havde svoret aldrig at løbe flere
J ) gav de mig ikke
så lidt skyldfølelse med deres enorme arbejdsindsats mens jeg
mere havde lyst til at rejse rundt og holde foredrag for
israelere og palæstinensere. ”Så svært kan det vel heller ikke
være at få et maraton op at stå,” tænkte jeg dovent skønt jeg jo
godt ved hvad det indebærer af arbejde for min bror hvert år at
lave Copenhagen Marathon.
"Kan du så se at få afleveret din tids chip,
Jacob, de har kostet os en formue i Danmark og skal bruges næste
år," siger
Signe Smidt
træt dagen efter løbet og sejrsfesterne om natten.
Men så natten før selve løbet blev en film vist på pladsen foran
fødselskirken i Bethlehem, som blev lavet sidste år da Signe og
Lærke var kommet ind i en totalt undertrykt befolkning – i al
fald hvad angår erfaring med maratonløb i deres bjergrige land –
der step for step viste alle de enorme forhindringer de havde
overvundet. Jeg skal ikke afsløre indholdet, da den senere på
året bliver vist på DR2, men filmen slog fuldkommen benene væk
under mig - eller rettere fik mig til at sværge at bruge dem og
gennemføre løbet på trods af alle bakkerne de 25 graders hede,
for dette var mit livs vigtigste og mest betydningsfulde løb
indså jeg nu.
Bagefter stod jeg og græd på pladsen – ikke mindst af
skyldfølelse over ikke at have hjulpet mere under dette års
arrangement – og gik op og faldt Signe om halsen med en eller
anden grådkvalt undskyldning. Men så sagde hun noget som gjorde
mig utrolig glad: ”Jacob, du har allerede hjulpet mere end du
aner, for da jeg og Lærke som helt unge så dit foredrag på Oure
Idrætsefterskole fik det mig til at ville gøre noget for verden.
Derfor valgte jeg udviklingsstudier som min uddannelse og tog
efter eksamen herned og arbejdede nogle år. Og da jeg så hvor
stækkede palæstinenserne er i deres bevægelsesfrihed fik jeg
ideen til at skabe dette ”Right to Movement.” Derfor er vi så
glade for at du kunne komme og støtte det.”
Jeg husker ikke Signes nøjagtige ord, men de overvældede mig
også fordi når jeg hvert år står overfor 500 af sådanne 15-16
årige elever i træningsdragter på Oure kan jeg ikke undgå at
tænke, om jeg mon nu også er i stand til at nå nogen med så
meget ”sport i hovedet”.....
(undskyld at jeg lufter mine fordomme
J ).
Men i fremtiden vil jeg tænke, at hvis der blot er en som Signe
iblandt dem, så har det været hele mit liv værd.
Signe Smidt
og de andre var oppe kl. 5 morgenen før løbet for at dele frugt
ud til vædskedepoterne, kommandere politistyrker rundt osv. Den
aften kom de først i seng ved 3-4 tiden.
Nu er Signe en voksen og uhyre selvstændig kvinde, som jeg og
enhver palæstinensisk mand og politimand i området straks retter
ind efter når hun udslynger sine myndige befalinger uden hvilke
en kvinde ikke ville komme langt i dette område. Hvor langt hun
og Lærke og Lise er kommet ses også i den befrielse de har skabt
for Palæstinas kvinder, for 37% af løberne var kvinder –
utroligt mange religiøst tildækkede, hvilket sjældent ses i
Danmark.
Maratonløb føles aldeles ikke befriende mens man
gennemfører det, men aldrig i mine 12 maratonløb har jeg følt
mig så bogstaveligt løftet som her op og ned af Palæstinas
håbløse bakkedale og fået sådan et skud livsglæde som ved at
deltage i den befrielsesproces som disse tre fantastiske kvinder
har sat i gang ……midt i undertrykkelsens mørke på Vestbredden.
Jo, i sandhed, de er mine kandidater til Fredsprisen!
Lærke Hein,
Lise Ring
og
Signe Smidt
ved muren bag vores hus - omringet af apartheidmuren på tre
sider.
Jeg vil opfordre jer alle til at stille op næste år i deres
maraton, halvmaraton eller blot jogge jer igennem 10 km løbet
gennem denne smukke by Bethlehem hvor så meget andet godt blev
født. Eller kom og hjælp dem med arbejdet og palæstinenserne
med at overleve med jeres turisme.
Se disse film med Signe og modstanden disse tre kvinder er op
imod:
http://m.aljazeera.com/story/2014411174245512203
Andre links:
https://www.youtube.com/watch?v=jZChWu4-zsM&feature=youtu.be
http://www.aljazeera.com/indepth/inpictures/2014/04/pictures-palestine-marathon-201441214151379329.html
http://politiken.dk/rejser/laesertip/ECE2241744/laeserne-tipper-her-er-de-bedste-maratonloeb/
https://www.facebook.com/RightToMovement/photos/
a.168365946643384.58958.162319153914730/438907162922593/?type=1&theater
|