I seng med klanen, javist, men hvordan lærer man ellers at ens klanværtinde Raine - skønt dobbeltmorder – måske rummer mere oprigtig og opofrende omsorg i sig end den "danskerne" pt. er kendt for herude i verden? (foto: KKK, North Carolina)

Når man rejser i udlandet kan man undre sig over, hvad der optager de danske medier. Set her fra USA er jeg rystet over, at dansk presse kan bruge lige så meget krudt på Rushy Rashids og Jens Harders kærlighed. som USA’s på Clintons utroskab. Hvorfor hetze mod to mennesker, der lægger lidt bånd på sig selv for at knytte bånd over verdens næsten uoverstigelige kulturkløfter? 

Herregud, med det afslappede forhold 90 % af muslimerne har til deres religion, skulle det være så svært for det ikke-religiøse danske sind at konvertere til Islam i forhold til de problemer det kan give at konvertere til mange blåøjede danskeres livsstil? For mig virker det mere opløftende at vegetere under bøn i moskeen end at snitte bønner i en uendelighed fordi jeg for 27 år siden pga. giftermål "konverterede" til at blive "solidaritetsvegetar". Er det ikke lettere blot at erstatte svinekødet med lidt oksekød i den "brændende kærlighed"?

Opskriften på brændt kærlighed er jo når ingen af parterne er villige til at give afkald på dele af deres kultur som jeg fx oplevede det i mit første ægteskab mellem en fattig sort fra Mississippi og – opdagede jeg - en bedrevidende, intolerant dansker, der - modsat den Rushy Rashid, jeg kender – begge sad med lerfødder plantet i mottoet "You can take a nigger out of Mississippi, but you can’t take Mississippi out of a nigger."

Og hvor pinligt danskernes "omsorg" for omskårne drenge tager sig ud her i USA kan jeg bedst ironisere over ved at genopfriske mine egne oplevelser, da jeg som ung rejste ud i den store omskårne verden. Da de unge amerikanere ikke helt havde fundet balancen i 70’ernes pludselige "seksuelle revolution" og ofte – også i den henseende – led af "compulsory overeating", måtte jeg ustandseligt lægge øre til deres overraskede og for mig så ydmygende: "My God, you are not circumsized! Hvad er der i vejen med dig? Jeg håber ikke du bringer noget urent med dig derfra hvor du kommer!"  Men efter at være kommet sig af skrækken over mødet med dette unormale og uforståelige, gav de straks efter altid udtryk for den dyrkelse af det anderledes, som jeg elsker hos amerikanerne, men totalt savner hos danskerne i disse mørke år: "Wow, you are so different. It’s so cool. How fantastic!"  

Når danskerne i en lille afkrog af verden pludselig kan blive så besatte af at "redde" muslimske drenge (men ikke de amerikanske osv.) midt under den mest hadefulde beskydning muslimerne nogensinde har været udsat for, siger det nok mest om hvor langt vi er kommet fra både Jesu og koranens krav om at vurdere omsorg og gode gerninger ud fra motiverne, der ligger bag.

Udlandet har lettere ved at gennemskue en sådan racisme, men under beskydningen fra amerikanernes anklager forvilder også jeg mig i misforstået nationalisme tit ud i et ufrivilligt forsvar for danskernes ideosynkratiske omsorg med "Nej, vi prøver skam virkelig at hjælpe dem vi diskriminerer imod."

At had og racisme bestandig forklædes som omsorg oplever jeg især i Ku Klux Klan. Deres officielle taler handler altid om at "beskytte børnene mod den narkotika, vold og kriminalitet, der følger med de sorte og mexicanerne" ligesom de er imod raceblandede ægteskaber fordi det "er synd for mulatbørnene at blive udsat for både de hvides og de sortes foragt," osv.

Når det alligevel trods alt kan føles som et fristed for mig at opholde mig i Ku Klux Klan (under flugten fra de hadske toner i Danmark), skyldes det, at jeg her også oplever noget som ligner oprigtig snarere end retorisk omsorg.

Dels går de fleste klanfolk jo ikke rundt i hverdagen og taler dårligt om de sorte idet de ligesom andre amerikanere er formet af nutidens politisk korrekte tidsånd.

Dels har de næsten alle flere personlige sorte venner end f.eks. mine mere frisindede hvide elever i universiteterne - eller danskerne har indvandrervenner - af den letforståelige grund at de som ghettoiserede fattige hvide voksede op "on the wrong side of the tracks" blandt de sorte, som de legede med som børn og helt naturligt stadig elsker at bevare venskabet med, gå på jagt og druk med osv.

Nej, retorisk uoplyst had, som blot dækker over selvhad, føles direkte befriende når man som dansker er vant til at høre had forklædt som oplyst retorisk "omsorg". Af samme grund er klanfolkenes holdning så meget lettere at ændre gennem ens blotte tilstedeværelse end danskernes. Resultaterne af en sådan gensidig leg – og hvorfor ikke gøre livet til en festlig leg med de mennesker Vorherre har sendt os? - har jeg allerede set i tre klanledere.

Raine, min klanværtinde her på efterårsturneen er et godt eksempel. Hun har bedt mig skjule hendes identitet fordi hun lige siden hendes racistiske far forbød hende at bringe sine uvorne sorte skolekammerater med hjem har drømt om at blive psykologisk konsulent "for at kunne gøre noget for dem."

Og nu har hun endelig fået sin drøm opfyldt gennem ansættelse som rådgiver for de sorte i et statsfængsel, hvor hun frygter at miste jobbet hvis staten opdager hendes klanmedlemskab. Altså det omvendte fænomen: altopofrende omsorg forklædt som had.

Men hvorfor er hun så i klanen? Jo, med sin socialt belastede baggrund havde hun tidligere haft så meget vold og selvhad i sig at hun allerede som 14-årigt skinhead myrdede en mexicaner og som 17-årig en hvid anti-racist – den samme vold der prægede de fleste af mine klanvenner FØR de blev "reddet af" klanen. For "gode kristne klanfolk" havde taget sig af hende, sendt hende på missionsk hjælpearbejde i Afrika og lært hende at det gælder om at hjælpe andre.

Denne voldelige baggrund fortalte den erklærede 21-årige feminist og forkæmper for homoseksuelle mig dog først om efter at have serveret mig – som alle i klanen ved er antiracist - morgenmad på sengen. Tja, hvor mange indvandrere har mon oplevet at danskerne viste dem en sådan gæstfrihed for at få dem til "at føle sig hjemme" – en gæstfrihed som jeg tidligere efterprøvede ved at bringe en sort dansker med på besøg i en anden klangruppe?

Da Ku Klux Klan lever af og søger omverdenens had og afstandtagen som en konsekvens af den voldelige afstandtagen de som "fattigt hvidt affald i en kærlighedsløs barndom oplevede fra samfundet, kan de bruges af os andre til at spejle vort eget had i.

De synlige resultater af had forklædt som omsorg  

For nylig skrev min kusine forbavset til mig, da hun var til en FN-konference i New York, "Hvorfor går muslimerne herovre ikke med tørklæde?" Men sandt at sige har hun ikke længere ret i sin iagttagelse. For på denne turne opdagede jeg for første gang to tørklædeklædte kvinder blandt mine universitetspublikums.

Jeg blev så overrasket, at jeg bagefter spurgte begge ud om det. Nej, de og deres familie fra Egypten og Pakistan havde ganske rigtigt ikke tidligere gået tildækket i dette ellers så tolerante land, der har lige så stor en procentdel muslimer som Danmark. Men efter 11. september oplevede de pludselig begyndende had og mistænkeliggørelse mod muslimer fra politikere og medier og følte sig "provokerede til at finde og vise vores identitet."

Så når danskerne hastigt er på vej til at iklæde en større procentdel af danske muslimer tørklæder end man ser blandt muslimer i f.eks. Egypten og Marokko afslører det hvor lidt frihed vi reelt giver den muslimske kvinde til at vælge anderledes. Jo, vore tørklædeklædte kvinder er "undertrykte" – men af os. For muslimer bliver ligesom Ku Klux Klan og andre mennesker påvirket af afstandtagende, voldelige budskaber. Og selvom nye toner er kommet til USA efter 11. sept. ville et voldeligt sprog som det man f.eks. "hører" i Karen Jespersens "omsorg" i en baggrundsstøj af nedladende værdidomme og alliancer med hadets kræfter stadig være utænkeligt i det politisk korrekte USA.

Man behøver ikke at færdes meget i de hjemlige muslimske kredse for at føle i hvor høj grad vore afstandtagende undertoner i dag knuser hjerter og drømme og får kvinden til at vælge en identitet, der ligger så fjernt som muligt fra undertrykkerens. Jo, denne form for voldelig kommunikation skaber reaktion, som straks aflæses i det danske gadebillede i form af tørklæder og "muslimsk" vold – begge næsten ukendte fænomener her i USA.

Men man behøver ikke at læse tørre abstrakte bøger som "Ikke-voldelig kommunikation" af Marshall Rosenberg – jøden, der skabte dialog og ægte indføling mellem israelere og palæstinensere – for at komme ud af denne onde cirkel af bebrejdende, kritisk og negativ tænkning, som jeg overalt hører og selv påvirkes af i danske medier og socialt samvær.

Jeg selv behøver blot at gå i moskeen eller til koranmøder for at opdage og frigøre mig af mine egne nedbrydende og voldelige tanker. At rejse er en måde at opdage sig selv på som dansker. I er velkomne til som Rikke Marrott og 28 danskere før hende at tage med på mine ture her i USA – eller endnu mere grænseoverskridende i dansk sammenhæng - at rejse med f.eks. til vores næste kritiske koranlæsning i Kritiske Muslimer den 7. januar. Imødekommende frem for afstandtagende kommunikation er nemlig forløsende for begge parter.  

Til slut vil jeg undskylde at jeg – beruset over igen at "kunne ånde" og "føle" den frihed i "frihedens land" som giver mennesket, f.eks. tørklædeklædte kvinder, et reelt frit valg - at jeg herovrefra selv forvilder mig ud i generaliserende, voldelig og undertrykkende tænkning om danskerne. Men dette er jo netop hele min pointe – at skabe kortvarig omvendt undertrykkelse!

Jeg ved jo at dette ikke er spor konstruktivt og at resultatet er at mine danske læsere – parallelt med kutteklædt stigmatiseret "fattigt hvidt affald" i USA og tørklædeklædte muslimer i Danmark – blot vil lukke sig og hylle sig ind i deres nationalflag. Hvis mine læsere forståeligt er blevet stødte og vrede over min afstandtagende "omsorg" for "danskerne" fremført under en vedvarende beskydning med urimelige generaliseringer og krænkende sammenligninger med Ku Klux Klan, - ja, så har de jo netop fået en smagsprøve på at være muslim i Danmark og konstant at være under beskydning, urimelig mistænkeliggørelse, sat i bås med "Bin Laden", "terrorister", "bandevold" osv. Så mærker man også i sit eget sind at man ikke ændrer menneskers holdninger gennem afstandtagende kritik, moraliserende bebrejdelser og hadefuld omsorg. Dette sker kun ved at komme mennesker i møde med kærlig indleven og åbenhed - der hvor de befinder sig i tid og rum.

Befrielse 

Og er der noget bedre tidspunkt at starte dette på end her i juletiden?
Så lad mig slutte denne undertrykkende julespøg og i stedet sende et mere forløsende julebudskab til mine landsmænd i form af kærlige og positive tanker med ønsket om en rigtig – og oprigtig - glædelig jul. 

I det festlige møde og legen med de herlige mennesker Vorherre
har sendt os bliver vi alle gensidigt påvirkede af hinanden.
Sammen med lederen af USA’s største klangruppe, Pamela Berry,
ønsker jeg alle derhjemme en rigtig glædelig jul.
(foto: Coo Clux Claus, Indiana)