"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1992,    21. årgang  


Tilbage til oversigt

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Kære alle sammen

Igen et af mine kedelige julebreve. Så for at sikre mig jeres opmærksomhed til sidste linie vil jeg ufortøvet lægge ud med at sige at flere af jer i år vil blive nævnt (afsløret?) i løbet af brevet i forbindelse med KGB! Af samme årsag er brevet i år lettere udvidet, hvilket endnu engang får mig til at minde om at længden på ingen måde er afgjort med læseren velbehag for øje, men udelukkende mit eget indre behov for en slags årsstatus. I år er det i øvrigt 20 år siden jeg sendte det første af disse årsbreve til jer. Dengang sad jeg ensom i et lille træskur med en petroleumsovn langt ude i de canadiske skove og savnede mange af jer og drømte om hvordan verden kunne laves om. Det blev til et 150 siders brev i bogtykkelse, som jeg erfarer at mange af jer endnu har liggende. (Men lov mig aldrig at bruge det imod mig, thi jeg har jo ændret syn på verden såre meget siden da. Bortset fra den sociale indignation virker det meste fra dengang i dag yderst pinligt). Siden fortsatte jeg i mine vagabondår med lange breve om mine oplevelser. Af pengemangel kom de i de år kun i et eller to kopier med en lang adresseliste som I selv skulle sende brevene videre til. Såfremt nogle af jer ikke modtog dem må I altså bebrejde dem som stod på listen før jer. Siden, da jeg fra 76-82 turnerede i Danmark, så jeg jer så jævnligt at der ikke var grund til at skrive, men da jeg startede i Amerika tog jeg tråden op igen. Jeg lå dog ikke på den lade side i de år Amerikanske Billeder var i Europa, hvor jeg brugte uanede mængder tid på breve til amerikanske venner om europæernes reaktion på showet/bogen. Breve, som var en del mere personlige end dette massebrev, thi mine amerikanske venner udgør en langt mere diffus gruppe. Man kan nu engang ikke sende det samme brev til højt uddannede Rockefellerbørn som til analfabetiske sydstatsfæstebønder. Kun fordi I herhjemme er så kedeligt ens er I så svineheldige alle at få julehilsen fra mig, men da antallet af jer, som har betydet noget for mig, er vokset betydeligt gennem årene, bliver der til gengæld ikke meget "personligt" tilbage i en sådan årshilsen. At I har betydet noget for mig - formet mit liv på den ene eller anden måde - er det der tæller for mig, også selv om enkelte af jer måske ikke er på talefod med mig i dag.

 

Netop i 1992 vendte mine tanker tilbage til mange af jer. Min astrolog (hvorom mere senere) advarede mig nemlig forrige år kraftigt om, at dette ville blive året hvor min fortid ville indhente mig, hvor jeg ville blive tvunget til på ubehageligste vis at se ned i min sjæls dybeste afgrunde og konfronteres med sider i mig selv jeg ikke ønskede at se i øjnene. Særligt havde hun advaret om januar. Skønt jeg efterhånden har fået ikke så lidt agtelse for hende, må jeg tilstå at jeg tog imod advarslerne med sund skepsis. Men få timer inde i det nye år brød helvede løs. Nytårsdag ringede Ekstra Bladet op og sagde i Viktor Andersens ubehageligt truende stemme: "Vi sidder inde med hemmelige KGB-papirer som viser at du var en af Sovjetunionens vigtigste agenter i Vesten!" Skønt det kom som et lyn fra en klar himmel, sundede jeg mig skyndsomt og sagde at det havde jeg da aldrig lagt skjul på og jeg kunne let opregne talrige vidner, som jeg havde fortalt om min russiske forbindelse gennem årene. Så "hemmelig agent" det kunne jeg da vist ikke være. Min "indrømmelse," som der stod næste dag i Ekstrabladet, overrumplede tydeligvis Viktor Andersen som lidt efter lagde røret på. Selv var jeg dog dybt rystet. Lidt efter ringede en mand med russisk accent og stillede mig yderligere spørgsmål. Da det kun var 3 dage efter Gorbachovs' afgang, fik det mig lettet til at antage at det måske var nogle, der gik og ryddede op i KGB's arkiver i Moskva, som med en lille nytårsspøg ville varsko mig om hvad der kunne komme. Men kort efter stod Ekstrabladet med journalist og fotograf hjemme hos mig og begyndte at rulle min fortid op. Jeg var straks samarbejdsvillig og forsøgte at finde sagens dokumenter frem, men da det meste for længst var pakket i kasser i min bedstemors hus, kom jeg til at nævne at jeg i et tidligere julebrev til jer havde omtalt mine russiske kontakter og gav dem brevet. Det blev i Ekstrabladet næste dag til "Vi har fået opsnappet et hemmeligt brev fra Jacob Holdt til en ven hvori han indrømmer..." Skønt de fleste oplysninger i Ekstrabladet stammede nok så meget fra mig selv som fra dobbeltagenten Gordievsky opdagede jeg således snart, at dette blad kan man ikke samarbejde med. At dette var en "åbenbaring" skyldes at Ekstrabladet igennem mange år havde skrevet begejstret om vore aktiviteter i Amerikanske Billeder, hvorfor jeg ikke lugtede den store fare. Samme aften ringede jeg Jørgen Dragsdahl op, da han var en af de mange jeg havde fortalt om mine russiske middage igennem årene (og som ofte havde advaret mig imod dem). Skønt han havde travlt med en ansøgning til USA, kastede han alt fra sig for at begynde det helt store forsvar for mig i Information. I de næste dage kimede alle landets aviser og Tv-stationer mig ned. Først tog de Ekstrabladets version for gode ord og chefen for Danmarks Radio meddelte at de måtte aflyse den planlagte Tv-udsendelse om mig. Men da Dragsdahl rykkede ud i Information tog hele pressen snarere min side og begyndte at latterliggøre Ekstrabladet. Fire dage senere kom så Ekstrabladets tidsindstillede bombe, da Dragsdahl, som dels var manden der i sin tid gjorde Amerikanske Billeder til en mediebegivenhed og dels nu kom til mit forsvar, selv blev afsløret som den helt store KGB-agent. Nu var det endnu lettere for Ekstrabladet at vise at KGB havde styret Amerikanske Billeder. Mange af jer har måske i Berlingske Tidende og Information læst min redegørelse om KGB. Til jer andre - i Jylland - vil jeg her fortælle lidt om det som Ekstrabladet ikke skrev om. Vi holdt som sagt i Købmagergade aldrig denne forbindelse med KGB hemmelig. I kollektivet kaldte vi ham altid "russeren" - en af de mange underlige perifere personer i vores omgangskreds - og han kom stort set kun på tale de 3-4 gange om året, hvor jeg kom påfaldende beruset hjem, hvilket altid fik de andre til at udbryde: "Nå, har du nu igen været ude og spise med russeren." Vi følte os smigret over den opmærksomhed vi fik fra en stormagt, skønt det langsomt gik op for mig, hvilken afmagt denne i virkeligheden demonstrerede. Kontakten opstod kort efter showets start i 1976. Pga. udsigten til de store royalties fra bogen ønskede jeg at oprette et hospital i en af de såkaldte frontliniestater i Afrika som bidrag til kampen mod apartheid i Sydafrika. Kun de øst-orienterede Angola og Mocambique var dengang uafhængige og jeg skulle derfor bruge russernes hjælp. Men i 1977, da bogen var udgivet, gik det op for mig, at russerne udelukkende var interesserede i at udnytte Amerikanske Billeder til et angreb på Præsident Carters menneskerettighedspolitik. Jeg blev stærkt oprevet, for var der nogen jeg beundrede, var det Carter - den første amerikanske præsident nogen sinde, som lagde pres på diktaturer for at demokratisere og derved lagde grund til hele den bevægelse, vi har oplevet lige siden og som indirekte har medvirket til både Østblokkens og apartheids fald i Sydafrika. I kollektivet vidste vi der var alvor bag Carters ord, for en af dem, der var ansat til at føre Carters politik igennem overfor Sydafrika var Charles Pinderhughes, som var far til Howie - den ene af de sorte i kollektivet. Som en af de førende i USA indenfor sort psykiatri fik vi ham til Danmark for at vurdere Amerikanske Billeder mere sociologisk. Vi ventede spændte på resultatet. Efter en uges tid kom dommen, "Et mesterværk!" Det var dette manuskript med hans vurdering jeg i største morskab og hemmelighedsfuldhed derpå overrakte til KGB, og som jeg siden hen har erfaret i Ekstra Bladets sensationelle "afsløringer" med den afhoppede dobbeltagent Gordievskij, at han vandrede hele vejen med op til chefen for KGB i Moskva, Andropov, den senere præsident for Sovjetunionen, som banede vejen for Gorbachov. At Andropov, som var kendt for at kunne engelsk, skulle have læst mit manuskript og i mig set en af sine vigtigste agenter i kampen mod Carters "irriterende" menneskerettighedspolitik (mit kodenavn i KGB var "Prst" - russisk for præst), er en sand skæbnens ironi: nemlig det selv samme manuskript, som en af Carters ansatte havde givet det blå stempel! Jeg har vist før fortalt i julebrevene at jeg ofte har boet hos Carters datter, Amy, og da jeg fortalte hende historien og om hvilken dramatisk betydning hendes far i øvrigt havde fået for mig, morede hun sig grundigt og inviterede mig derpå til middag med sin berømte far. Når man tænker på hendes eget oprør imod CIA har vi jo lidt tilfælles, for mens jeg prøvede at føre min "ja"-politik overfor russerne så konsekvent, at de troede jeg var med dem til det sidste, på samme måde som når jeg var sammen med kriminelle eller Ku Klux Klan i USA, ja, så førte jeg faktisk KGB grundigt bag lyset lige fra begyndelsen. Der gik nemlig ikke en måned efter deres tilkendegivelse af, hvor vigtig bogen var for dem i undergravningen af Carters politik - kort efter bogens udgivelse - før jeg satte min sagfører Søren Henriksen til at standse bogens videre udbredelse over hele verden. Den rasende udvikling, der på to år havde forvandlet mig fra at være vagabond, til at blive en brik i stormagtspillet, kastede mig ud i langvarig forvirring og depression. Jeg begyndte at føre juridisk krig mod venner som forlæggeren Per Kofod - for at undgå at spille russernes spil i forbindelse med videre udgivelse af bogen - ikke mindst da jeg først og fremmest ønskede at vende tilbage til USA og ikke ville risikere at blive anklaget for at have leveret billig propaganda til fjenden. At alt dette kom til at gå ud over de venner, som havde satset så meget på bogen og dens tanker, slog mig meget ud. Straks efter den kolde krigs afslutning i 1989 gav jeg derfor Per Kofod verdensrettighederne tilbage. Rent menneskeligt følte jeg ikke, at jeg i 1977 havde levet op til det ansvar, bogen gav mig, men min intuition om at dens videre udbredelse dengang måtte standses, føler jeg mig i dag, efter KGB's afsløringer i Ekstra Bladet om hvor meget Østblokken rent faktisk satsede på den, ret stolt af. For det er ikke så let for en forfatter at forsøge at stoppe en succes, tror jeg, ved udsigten til at den kan indtjene millioner. Skønt jeg under min KGB-infiltration således bedragede KGB helt op til selve toppen i Moskva, er jeg også lidt glad for ikke på noget tidspunkt direkte at have løjet overfor min personlige KGB-føringsofficer, Nikolaj Gribin, som jeg i mit sædvanlige forsøg på at trænge igennem til mennesket bag facaden udviklede et langvarigt venskab til. Vi brugte hinanden samtidig med at vi nærede en dyb menneskelig respekt for hinanden. Udelukkende pga. de rapporter han sendte til hovedkvarteret i Moskva om Amerikanske Billeder fik han en af de højeste stillinger indenfor KGB i det nye Rusland - og jeg håber meget at vi nu, hvor han skal til at lære at arbejde sammen med USA i stedet for imod, vil finde sammen i et fornyet venskab, hvorfor også han kommer med på min julebrevsliste. Jeg kom til at holde virkelig meget af mennesket Gribin på trods af den totalitærstat han repræsenterede og som han jo blot forsøgte at leve med efter bedste evne. Efter al det jeg havde oplevet i USA var det fristende med lidt spænding i det ellers så "kedelige" Danmark: at skulle følge specielle snørklede ruter, hvor andre KGB-folk holdt udkig med om jeg blev skygget af PET eller CIA blot for at mødes med "Nick" til fuldkommen uskyldige hyggemiddage. Denne spændingsfornemmelse var ikke opstået af intet, for allerede det første år fik jeg et diskret tip fra en ven i NATO om at de holdt udkig med mig. Derved blev det hele en interessant, men ganske ufarlig leg på en totalitær stats præmisser afholdt i et trygt demokratisk land, hvor jeg intet havde at miste så længe jeg ikke vadede ud hvor jeg ikke kunne bunde.

USA lagde om muligt lige så stor vægt på betydningen af Amerikanske Billeder som Sovjetunionen. Da min film havde premiere i New York, afslørede The Village Voice at det amerikanske udenrigsministerium i et forsøg på at bremse effekten af Amerikanske Billeder igennem flere år havde bevilget store beløb til at invitere europæiske fotografer til USA for at vise den "anden side" af USA. Uden at vide af det kom de til at give et stort beløb til min ven, Jan Stenweik, som hjalp mig med mit første show. Begge stormagter prøvede forgæves at få lidt indflydelse: "Hvorfor putter du ikke flere fattige hvide ind i showet?", sagde f.eks. KGB-manden en dag. Nøjagtig en uge efter sagde den amerikanske ambassadør til mig: "Hvorfor har du ikke mere om fattige hvide?" Tidsånden var stærkt ideologisk og emnet racisme trådte i baggrunden.

 

Nu hvor KGB-affæren er kommet lidt på afstand, er der meget man kan more sig over. F.eks. at min kones søster i lang tid var kæreste med Dragsdahl, hvorfor min svigerfar, som sad i en top-hemmelig stilling i militæret, faktisk kunne have siddet med ikke mindre end to svigersønner, som var KGB-agenter. Eller at opleve svigerfars begejstring over at se Lublimov rykke ud til vores forsvar i Tv-interviews fra Moskva - han, der som tidligere chef for KGB i Danmark jo var hans forhen fjende, men siden blev dissident i Sovjet og pludselig fik en gevaldig troværdighed - når han på TV angreb sin gamle ven Gordievskij i England: "Kære kammerat Gordievskij, du ved jo udmærket godt at vi sad i København og opfandt alle disse spionhistorier...." Morsomt var det også at se Gordievskij fra sit skjul i England afsløre sin uvidenhed om i hvor høj grad jeg havde bedraget KGB, da han tydeligt forbløffet over mine oplysninger begyndte at rode sig ud i løgne: "Vi satte en pistol i tindingen på Jacob Holdt og krævede at han standsede bogen i Østeuropa." Hvad ligner det når både jeg og Information lå inde med papirerne, der tydeligt viste at det var resten af verden min juridiske krig mod Information handlede om. Men morsomt var det ikke i de første uger, hvor jeg følte mig som i Kafkas Processen med angreb efter angreb. Den virkelige helt må dog siges at være Vibeke. Hun gik netop i januar op til sin afsluttende eksamen på Handelshøjskolen, men lagde alt til side for at støtte mig med at passe telefon osv. i den hårdeste tid. Skønt hun det meste af året er enlig mor med to børn blev hun alligevel den bedste i en dygtig klasse. Jeg vil også gerne sige de forældre tak, som støttede med at passe børnene for at det ikke skulle gå for meget ud over dem. For dette er måske det hårdeste, når man begynder at få trusselsbreve som såkaldt "landsforræder" (og med handsker på og i største højtidelighed må overrække dem til fingeraftryksundersøgelse til det selv samme PET, som i årevis havde skygget mig og nu viste sig at være usædvanlig søde), at det er ens uskyldige familie fortidens synder går ud over. Med det niveau Ekstra Bladets læsere befinder sig på er der nemlig ikke langt fra "KGB-agent" til "landsforræder" til som næste skridt for en syg person at smide en brandbombe ind ad dørsprækken. Skuffende var det også for mig at min gamle ven Kirsten Jacobsen, tidl. chefredaktør på Ekstrabladet, som hører til modtagerne af mine julebreve gennem årene og som jeg mødte til et cocktailparty for Tv-avisens medarbejdere i julen få dage før Ekstrabladets hetz brød løs, at hun ikke der kunne give mig blot et diskret praj om hvad der var i gærde, men tvært imod bevidst og koldt undgik mig. Jeg siger det ikke mindst, Kirsten, fordi du selv engang fik mig til at udføre noget ulovligt (og altså satte mit omdømme på spil) da du bad mig om at smugle din narkoman-elsker fra Algeriet ind i Danmark og give ham arbejde og bolig i over et år. Med vor kærlige omsorg skulle det blive det eneste år i hans voksne liv hvor David var stoffri. Du vidste således alt om vort forhold til KGB, for David morede sig ofte med når vi havde gæster at vise dem kærlighedsromanen med pengene fra KGB. Jeg kan til nød forstå at du af solidaritet med din arbejdsplads tiede overfor mig (hvorved jeg blev overrumplet og ikke fik tid til at finde dokumenterne frem). Men det er sværere at forstå at du af skyldfølelse vælger at give mig den kolde skulder. For jeg så jo tydeligt her i oktober at du ikke er kold overfor mig. Nu, hvor jeg har fået galden ud i dette lukkede julebrev, kan vi være gode venner igen. Jeg hører ikke til dem, der bærer nag. Jeg synes dog, at en anden af mine venner på Ekstrabladet, Knud Buchardt, handlede noget finere. Da PET indkaldte ham til forhør i 1981 og prøvede at presse ham til at spionere imod mig, nægtede han pure og gik i stedet til mig og fortalte det hele. Det gjorde det endnu mere spændende når jeg fortsat legede kispus med PET's forfølgere gennem Københavns gader helt op til 1985, hvor Gribin blev udvist.

 

Det plejer at være stressende at komme tilbage til arbejdet i USA i februar, men skønt jeg havde shows hver dag i de første 14 dage fornemmedes det som en vidunderlig befrielse at komme væk fra det helt anderledes tyngende og hjertebankende stress med hver dag at gå ud i kioskerne for at se hvad der mon nu står om det i avisen. Foråret, hvor jeg bl.a. begyndte et samarbejde med Martin Luther Kings datter, Yolanda, som ellers er min hovedkonkurrent, gik som en leg. Ved KGB-nyheden havde min (amerikanske) agent begejstret udbrudt: "Fantastic! The talkshows will love it." Alt kan jo sælges i USA, men faktisk viste eleverne sig til min ærgrelse at være langt mere interesserede i min racismesnak end i mine KGB-historier, opvoksede som de er i tiden efter Gorbachovs magtovertagelse. I midten af marts kom Vibeke til New York i en uge for lave research på sin afsluttende opgave om "positiv særbehandling af sorte". Jeg var spændt på hvordan hun ville komme ud af det med Christina, den utroligt søde kinesiske pige, jeg deler min lejlighed i New York med, som både Vibeke og hende selv drillende kalder min amerikanske kone. Noget er der måske om snakken, for jeg er virkelig glad for hende. Derfor blev jeg glædeligt overrasket over at Vibeke og Christina blev næsten lige så begejstrede for hinanden. Det var også som en drøm at være sammen med Vibeke i New York uden børnene, gå i teatre, spise på restauranter. Alle forældre burde have sådan en ferie væk fra deres børn engang imellem. Da Vibeke rejste var det min og amerikanske elevers "spring break" og jeg besluttede år at tage til Costa Rica. Dels for at udbygge regnskovssekvensen i mit Bolivia-show og dels for at undersøge en situation i kystområderne med "omvendt racisme", som jeg benytter i mine workshops. Her har de sorte i mange år siddet på den økonomiske magt og på forskellig vis undertrykt den hvide befolkning, som følgelig ikke klarer sig så godt i skolesystemet. Altså det omvendte af USA. Billedet er dog ikke så entydigt mere idet de sorte efterhånden er blevet så veluddannede og rige at de emigrerede til USA. Jeg rejste rundt i en lille uge i udlejningsbil med en sort engelsk stewardesse, men indså snart at det ikke rigtig er min lod at være naturfotograf. Da jeg nu var så tæt på kunne jeg ikke dy mig for at hoppe på et fly til Nicaragua - nysgerrig efter at se hvad der er sket efter revolutionens sammenbrud. Det blev en rystende oplevelse. Bortset fra brændende bildæk kunne jeg i mørket fra flyet intet lys se over hovedstaden Managua. Der var totalt mørklagt af mangel på el. Da byen er ødelagt af jordskælv og i centrum ligger hen i øde ruintomter er den måske den mest uhyggelige i verden at færdes i om natten. Jeg kendte ingen, kunne intet spansk og vidste at nøden nu tvang de endnu bevæbnede eks-kontraer og sandinister til at røve i gaderne. En engelsk bistandsarbejder genkendte mig i lufthavnen og tog mig til en forfalden hal, som sandinisterne havde brugt til indlogering af "brigadistas" fra hele verden. En mand kom ud med et stearinlys og førte mig ind i den tomme sal, hvor jeg overalt i mørket stødte ind i køjesenge. Mutters alene overnattede jeg her mellem hundredvis af spøgelsesagtige jernsenge, men forinden måtte jeg have noget at spise. Jeg tror aldrig jeg har oplevet noget så uhyggeligt. At gå midt ude i gaderne af frygt for at bevæbnede overfaldsmænd stod gemt i ruinerne eller bag træerne i en by uden gadenavne eller husnumre og kun skyggerne af enkelte ansigter hist og her blandt papkasseskurene, der skød op mellem ruinerne, var et mareridt jeg simpelthen ikke havde forestillet mig. I Costa Rica havde jeg mødt et par rygsæksdanskere, der havde været hele Mellemamerika rundt. Men da de kom til Managua blev de så skræmte, at de øjeblikkeligt tog videre. Jeg svor at jeg dog ville give landet en chance. Næste morgen, da solen skinnede fra en skyfri himmel, så alt anderledes ud. Jeg var knap gået to husblokke før en stemme kaldte på mig "Hej, Jacob". Det var Manuel fra Ecuador, en af de mange jeg havde haft boende i Købmagergade i 80'erne. Når jeg dengang indkvarterede helt op til 66 flygtninge ad gangen, håbede jeg i de værste øjeblikke at det dog en dag ville komme mig til gode i himmerige. Men faktisk har jeg som nu her i dette helvede gang på gang nydt godt af det rundt om i verden. Manuel var sammen med en gruppe danskere udsendt af Nicaraguakommitteen og pludselig havde jeg masser af venner. Om dagen fotograferede jeg i Managuas slum, den værste papkassefattigdom, jeg nogensinde har oplevet, hvor folk ikke desto mindre strålede af livsglæde og var som blæst for den bitterhed, der ofte præger fattige andre steder. De elskede at blive fotograferet. På en dag tog jeg ligeså mange indendørs billeder som på 3 uger i Bolivia. Om aftenen drak bistandsarbejderne mig fuld i rom og cola. En af de danske piger var netop blevet dræbt ved maskinpistolsoverfald ved nattetide, så der var intet andet at lave om aftenen. Med Manuel og en sød udstationeret costa ricansk pige som tolke kørte jeg ud i bjergområderne, hvor revolutionen startede. I én by gik tusinder i påskeprocession og da mængden knælede, blev én stående og råbte hen over alle på stor afstand: "Hej, Jacob, KGB!" Og så var det hjem til øl hos endnu en gruppe danskere. Jeg blev fuldkommen forelsket i de indfødte i Nicaragua. Jeg havde i årevis hørt fra amerikanske "brigadistas", hvor vidunderlige nicaraguanerne er, men mistænkte dem altid for at romantisere revolutionen. Efter Costa Ricas kedelige overflod, hvor jeg selv i junglen kunne finde en fungerende telefonboks og ringe hjem og ønske DR-programchef Steen Johansen tillykke på hans 50 års fødselsdag (den jungle hvor han selv kort før var ude og lede efter de to venner fra Tv-bygen, som blev dræbt ved et flystyrt) følte jeg mig i himmerige her i jordklodens største fattigdom og var taknemmelig over at jeg ikke havde givet op i det der første nat forekom mig som helvede. Et land hvor jeg allerede drømmer om at vende tilbage og arbejde med bistand f.eks. for CARE, (som allerede har søgt DANIDA-penge for at sende mig dertil). Men i et land hvor intet fungerer forbavses man ikke over at ens fly taber al benzinen på landingsbanen med en hel dags venten til følge. På vej hjem fik vi at vide, at vi ikke kunne lande i New York pga. voldsom snestorm, men forsøgte alligevel. Det var dog nær blevet min endeligt. Lige da vi ramte jorden tog vi en voldsom, næsten lodret opstigning for ikke at ramme et andet fly i nøjagtig det øjeblik, hvor et tredje fly faldt ned med masser af dræbte. Alt var kaos mens vi cirklede rundt i tyk sne over New York og ventede med panik blandt passagererne på endnu et landingsforsøg.

 

Mellem foredragene i Californien fik jeg tid til fotografering i ghettoen i Los Angeles, hvor jeg godt nok mærkede en trykket stemning, men jeg skal ikke gøre mig bagklog og hævde at den var værre end normalt. Men da jeg en uge efter kom hjem til Danmark brød raceoprøret ud og jeg ærgrede mig godt nok over at være taget af sted i utide. I 1980 var jeg sammen med Kitte Fennestad fløjet over for at se raceoprøret i Miami en uge før min søns barnedåb, men det orkede jeg ikke at gentage. Mærkeligt var det dog på CNN at se min egen kamerabutik stå i flammer og over telefonen fik jeg løbende rapporter fra Kristin, en sagfører, jeg normalt bor hos, om hvilke butikker i vores kvarter der nu stod i luer.

 

Fint timet kom kort efter Tv-udsendelsen om mit eget forhold til ghettoerne. Jeg havde egentlig haft et meget afslappet forhold til den, men da der i dagene før var et par meget negative foranmeldelser af den i Berlingske og Weekendavisen bl.a. af Jan Kornum (ifølge Maria Tetzlaf vist fordi jeg skulle have generet hans smukke asiatiske kone til en middag), ja, så blev jeg pludselig lidt nervøs fordi det jo trods alt var de sidste 10 år af mit liv, der kom for en slags eksamen hos den del af familien, der ikke helt forstår hvorfor jeg er væk halvdelen af året. Så tænk hvis nu alle reagerede ligeså negativt. Med lidt ærgrelse - men nok så megen stolthed - måtte jeg også se i øjnene at hverken min medarbejder i filmen Tony Harris' søn Nanuuk eller min egen søn var spor interesserede i at se deres fædre i TV. Næ, de skulle på Christiania og se den sorte rap-gruppe Public Enemy. Så da jeg så udsendelsen til en middag med Synne Rifbjerg og Søren Ulrik Thomsen, ventede jeg svedende ængstelig og selvoptaget på deres dom, men heldigvis var de meget begejstrede. Jeg havde tidligere haft forfattere med på mine køreture, men Søren skulle dog ikke nyde noget i den retning efter udsendelsen. I dagene derefter, hvor jeg blev standset langt mere hyppigt på gaden end i KGB-perioden, lagde jeg dog mærke til at mænd virkede meget knappe, ja, tillukkede i deres kommentarer til udsendelsen, mens kvinder - ikke mindst gamle koner - ustandseligt standsede mig for at takke mig "fordi du hjælper de der... øh...farvede." +Åbenbart har mænd (inklusive jeg selv) langt sværere ved at klare noget, der i så høj grad som udsendelsen kører på følelserne. Og så havde chefen i Tv-bygen endda klippet de værste grådscener ud ganske rigtigt påpegende, at danskerne ikke kan forstå dem - hvilket jeg gang på gang har oplevet når jeg har haft danskere med på turné, hvor de er målløse over at se amerikanerne græde over deres egen racisme. Skønt Tv-chefens censur sikkert var velment overfor mig for at jeg ikke skulle fremstå som manipulerende gav han dog nok snarere udtryk for den almindelige danske uvidenhed om hvor smertelig racismen er - ikke blot for den undertrykte, men i ligeså høj grad for undertrykkeren. Men den, hvis meninger jeg normalt værdsætter mest, nemlig min astrolog og sjælesørger, var rasende på mig efter udsendelsen og ville end ikke tale med mig i lang tid efter. Hun er netop blevet magister i nordisk litteratur med særlig interesse for jungiansk psykologi. I telefonen næste morgen væltede hun sætninger ud om at jeg skøjter hen over overfladen, er udbrændt, ikke har belæg for at udtale mig om de ting jeg siger, da jeg ikke er i kontakt med mine egne dybere lag, at ofrene i udsendelsen bliver voldtagne af mig, at jeg i angst for at konfronteres med mig selv er blevet en flygtning, der krydser sit spor. Jeg følte mig ramt i hjertekulen, for jeg vidste at hun havde ret. Så da Per Kofods forlag, som havde valgt at genudgive min bog, havde indkaldt til pressemøde en time senere, kunne jeg ikke lade være med dybt rystet til journalisterne at gengive hendes synspunkter som om de var mine egne. Diplomatiske evner er jeg jo aldrig blevet beskyldt for at have. Meget kan min astrolog forudse, men jeg tror alligevel hun blev forbavset over at se hele sin telefonmonolog refereret næsten ord for ord i en sensationelt opsat artikel i Politiken næste dag "Succesen slider ham op."

Jeg er efterhånden blevet ganske afhængig af hende, da jeg ikke kender nogen, der som hende er i stand til at se ned i mine dybeste afgrunde. Da hun bruger astrologi som redskab (som jo er værdiløst hvis man ikke som hende besidder dybe psykologiske evner), mens jeg bruger "co-counselingsteori" (som jo heller ikke er meget værd hvis man som jeg er blottet for psykologisk forståelse) står vi altså i værd sin grøft. Men skønt jeg er kritisk overfor astrologi er jeg dog ligeså mageligt anlagt som Deng Xiao Peng for hvem kattens farve var underordnet blot den kunne fange mus. I en langvarig dialog om astrologi med ærke-empirikeren Virtus (fra vores gymnasieklasse) har jeg således gjort mig til uvidende fortaler. Jeg magter nemlig ikke at sætte mig ind i emnet, men at jeg har en astrologisk ven, som kan fange mus, er jeg ikke i tvivl om. Fra sit værelse i København når hun mig telefonisk overalt i Amerika og advarer mig mod alverdens ting. Når hun sætter tidsangivelse på (uden at vide om jeg står på østkysten eller i Hawaii) er det allermest imponerende. "Pas på, kl. 3 vil du møde voldsom vrede!" Og sandelig om der så ikke lige den dag på det tidspunkt står en sort pige op i publikum og skælder mig hæder og ære fra. Vigtigst er at jeg så er forberedt og derved kan undgå at køre med på vredesenergierne ved at forsvare mig, hvorved vi i givet fald ingen vegne ville komme, men ende som dødsfjender. Nej, når vreden ikke overrumpler mig kan jeg roligt folde armene og i stedet lytte til den har fået udløsning. For er der noget jeg for længst har lært, er det at vreden (eller f.eks. racismen) sjældent har noget at gøre med det, den foregiver at vende sig imod. Nej, den er i reglen et råb om hjælp, et råb om at blive hørt. Så ved at være forberedt undgik jeg fælden mennesker flest falder i og pigen gav mig efter forestillingen et stort knus og endte med at blive min stærke støtte. Min astrologs evner rækker dog langt videre. Da jeg f.eks. sad oppe i de canadiske skove og fortalte om hende, beepede hun mig i samme øjeblik og spurgte: "Hvorfor snakker du om mig?" Da jeg kom hjem i sommer var jeg så kørt ned af arbejdspresset at jeg igen led af mine tilbagevendende psykiske mareridt såsom frygt for have fået AIDS, uhelbredelig tuberkulose (fra de hjemløse) etc. Skønt jeg godt er klar over at jeg ingen relevant risiko har for at få AIDS var jeg fuldstændig lammet af frygten for at kunne have givet det videre at dette var nok til at give mig AIDS-symptomer som koldsved, hævede kirtler osv. Jeg havde ikke snakket med min astrolog i måneder, men måtte simpelthen have psykologisk hjælp og tog ud til min astrolog. Jeg havde ikke sagt at jeg kom eller var i Danmark, men døren stod åben og hun råbte ud til mig uden at burde vide hvem det var: "Kom bare ind, Jacob, jeg venter dig!" Uden at jeg havde fået sagt et ord, fortsatte hun: "Nu skal du høre hvordan du har det." Hun grinede ad min AIDS-angst ligesom hun vist var den eneste, der morede sig kosteligt under hele KGB-affæren. "Jeg havde jo sagt til dig hvad der ville ske i år og at det er til din egen udviklings bedste hvis du kan lære at bruge disse advarsler." Hun sendte mig derefter til psykolog fordi hun rigtignok havde fornemmet at jeg nu efter denne krise endelig var ved at blive moden nok til at "arbejde alvorligt med mig selv." Det blev nok sommerens oplevelse at begynde at gå til psykolog. Ikke mindst alle de drømme det satte i gang. Især i de indledende initialdrømme optrådte flere af jer, bl.a. Marius, som jo tidligt var ikke blot en nær ven, men et modpol til den hippiebevægelse jeg tidligt i 70erne følte mig tiltrukket af i USA, hvis legende og kreative lethed jeg åbenbart nærer et dybt savn efter og bør se at integrere i mit liv igen. Tja, hvem af os voksne gør ikke det. Også min jungianske psykolog kunne fra første minut se at min AIDS-angst handlede om noget helt andet (død=forvandling), men da jeg jo nu havde skræmt familien fra vid og sans var jeg tvunget til alligevel at lade mig teste. Så da jeg dagen før vores rejse til Bolivia 1. juli efter en sommer fyldt med smerte (og forhåbentlig lidt begyndende forvandling) fik det opløftende resultat og Vibeke samtidig afleverede sit afsluttende speciale på Handelshøjskolen og blev cand. linq. merc., var vi i sandhed parat til den store familierejse.

 

Først var vi et par dage i min lejlighed i New York, idet vores datter Lalou (nu 5 år) jo aldrig har oplevet det Amerika, som stjæler hendes far hele tiden. Så pludselig var jeg turist i New York igen. Dernæst fløj vi til Florida for at bo nogle dage hos min gamle ven "playboymillionæren" fotograferet nøgen side 116 i min gl. bog. Han gav os måske verdens største motorhjem at bo i med alskens luksus samt svømmepøl. Her ville vi fede ungerne op, da vi ikke forestillede os meget i Bolivia, de ville spise. Kulturchokket kom derfor ekstra brutalt, da vi steg ud af flyet i La Paz' vinterkulde. Daniel var kun få skridt ude af flyet, før han var ved at kollapse og en læge kom tililende med en iltmaske som fik ham på benene igen. Endnu mere ængstelige blev vi, da vi ikke kunne vække Lalou. Da hun endelig vågnede, var hun den eneste af os som ikke havde symptomer på den højdesyge, der i flere dage gav os andre hovedpine og svimmelhed. Da vi efter et par dage kom på benene, var børnene meget begejstrede for La Paz. Ikke mindst Daniel, som fra mit show havde fået det indtryk at der ingen videomaskiner eller computere var i landet. Nu fandt han masser af videoarkader så billige at vi lod ham give ligeså meget i "ulandsbistand" han havde lyst til. Mere problematisk var det med Lalou, som ønskede at give det i form af mønter til de tiggende indianerbørn. En grædende tiggerkone med en lille sulten hund på størrelse med den tøjhund hun selv bar på hele turen, rørte hende dybt.

 

Noget af det jeg havde set mest frem til, var at vise min spanske version af Bolivia-showet for CARE og grupper af bønder på landet samt til sidst offentligt og for regeringsmedlemmer i hovedstaden. Det gik dog noget anderledes end forventet. Vi fik samlet ca 60 CARE-folk til et par hyggelige aftener i de to hovedstæder, og alle syntes meget rørte efter showet og sagde gentagne gange: "Vi vidste virkelig ikke alt dette om vores land. Det får os sandelig til at tænke over vores liv og vor skæbne som nation." Først var der kun uforbeholden ros, men jeg fornemmede hele tiden at de havde et eller andet i klemme og bad derfor om at få deres kritik af showet. Gennem deres indirekte måde at sige tingene på, fik jeg nu indtryk af at showet var alt, alt for politisk til at bruges i Bolivia. Jeg havde allerede under showet mærket en bølge af chok og tavshed gå gennem publikum under afsnittet om militærets rolle, og da én nu bragte det på bane, skete det på så tåget og indirekte en måde, at en amerikaner til sidst måtte skære igennem: "Som du kan se, tør de ikke engang i CARE's lukkede regi at nævne militæret ved navn." Det gik op for mig, at når jeg i showet kalder Bolivia for et demokrati, er det en sandhed med modifikationer. Deres måde at omtale politiske emner på efter så mange års diktatur er måske ligeså indirekte og tvetydig som post-sovjetmenneskets, hvorfor de både var dybt imponerede og samtidig krummede tæer over den uforbeholdne og direkte måde, jeg siger tingene på i showet. F.eks. delte alle CARE-folkene mit syn på kokainen (at det er USA's interne problem), men ville aldrig på nogen måde offentligt kunne give udtryk herfor. Derfor gjorde alene afsnittet om kokainen showet ubrugeligt i Bolivia. Mens man i Danmark godt er i stand til at se, at min mening som uafhængig kunstner ikke nødvendigvis er sammenfaldende med CARE's, ville den dernede blive opfattet som CARE's officielle synspunkter. Også for bønderne selv mente de showet var problematisk - i øvrigt på samme måde som min oprindelige danske version af Amerikanske Billeder viste sig at være det for sorte amerikanere i form af såret stolthed etc. De mente også at showet tydeligt var gearet mod et højtuddannet europæisk eller amerikansk publikum allerede bombarderet med problemstillinger som regnskovsødelæggelse, drivhuseffekt, osv. Men for halv-analfabetiske bønder er det ikke særligt pædagogisk at vise erosion et sted i showet og først en time efter vise CARE's løsninger. Ikke desto mindre gik de straks i gang med at bearbejde manuskriptet til bolivianske forhold. Investeringen i den spanske version var dog ikke forgæves. Vi havde regnet med selv at køre rundt i landet og lave en mere personlig skildring a la Nina og Hjalte Tin, men nu gav CARE os topprioritet og insisterede på at køre os med privatchauffører hvilken som helst rute vi valgte i det enorme land. Jeg var lidt ked af at det, men Vibeke betænkte sig ikke et øjeblik. Hun er i forvejen skrækslagen ved min bilkørsel og så ikke frem til at strande et øde sted i dagevis. Altså fik vi en luksustur (hvis man kan betegne 3000 km på "bombede" veje med 20 km/t sådan). Det var vinter og tørketid og en kuldebølge gik over landet. Efter at have sovet snotforkølede i højslettens frostgrader i hoteller uden varme blev jeg ved med at love familien, at det nok skulle blive varmere længere nede i dalene eller i junglen. Men for hver nedstigning syntes det at blive koldere og tæpperne tyndere. Kun Daniels paranoia overfor den dødbringende chagasbille gjorde moskitonettet nødvendigt i junglen, for moskitoerne tog kulden sig af. Så vores langvarige kamp både før og i Bolivia med at få Lalou til at sluge malariapiller var forgæves. Nogle gange brugte vi to dage på at smugle den bitre pille ned med yoghurt, peanutbutter og alskens andet under hvilke alle hotellets andre gæster stod på hovedet med råd, trusler og vejledning over det stakkels barn, der skreg i vilden sky "Jeg hader Bolivia". En stor oplevelse var det at komme tilbage til bønderne, jeg fotograferede sidste år, og give dem billederne. De fleste havde aldrig set billeder af sig selv, så det vakte stor glæde, når de fik dem overrakt. Og ved hjælp af Vibeke og mine børns lyse hår samt et Polaroid-kamera kom jeg fotografisk langt tættere på menneskene denne gang. Især på højsletten hos de uigennemtrængelige indianere, som jeg er dybt forelsket i, men kulturforskellen gjorde vore børn mere interesserede i at lege med deres marsvin end at spise dem. Og vegetaren Vibeke, som skulle tolke, var ingen steder at se, når jeg skulle fotografere de stolte lamaer segne om for kniven under slagtningen på de store sletter. Jeg havde lovet familien ikke at tage dem ud på den farlige vej, hvorfra der var 1 km's lodret fald (omtalt i showet og sidste års julebrev), men CARE fik hende alligevel overtalt med deres bedste chauffør ved rattet til at køre den for at vi skulle se et nyt jungleprojekt, som de håber at få Danidas støtte til. Men både Daniel og Vibeke var ligblege i ansigterne på hele den 10 km lange strækning, mens Lalou lagde sig ned under det hele og stillede ivrige spørgsmål om hvordan hun kunne blive lige så stærk som Pippi Langstrømpe. Vi gjorde holdt ved det kors, der allerede var rejst der hvor de to danske piger i foråret faldt ned i døden. (I øvrigt havde vi lige her før jul Bolivias CARE-direktør til middag i København, hvorunder han fortalte at der netop i den sidste måned er blevet dræbt over hundrede mennesker på den strækning. Og så insisterede han tilmed på at vi snart kom tilbage for at arbejde videre med selv samme jungleprojekt!) Men oplevelsen af de helt anderledes folk i denne del af Amazonjunglen, hvor det endelig var varmt, var dog rædslerne værd. Ikke mindst det deprimerende møde med det underkuede Guanifolk, der stadig lever som slaver på bue og pil stadiet. Omfanget af CAREs projekter gik efterhånden op for os. Vibeke, som ikke havde set noget af det før og har en naturlig skepsis overfor det, som holder mig væk fra hjemmet, var især begejstret. Overalt i landet var de i gang med at bygge CAREs knejsende latriner, og da bønderne begejstrede og stolte alle vegne ønskede at jeg skulle fotografere dem, endte jeg som omrejsende autoriseret latrinfotograf og er i dag den værdige besidder af verdens største samling af lokumsbilleder. Alle sammen - fra jungle til verdens tag - med nøjagtig samme mål og hvide kulør (dersom nogle af jer skulle være interesserede samlere) og omhyggeligt skildret af denne forfatter i alle mulige vinkler, ja sågar nedefra! Ak, ja, så dybt kan man falde hvis man ikke er "CARE-ful of it" så at sige. For med min snævre synsvinkel dernede fra latrinets bund måtte jeg jo uundgåeligt stille spørgsmålet om jeg mon ikke som frøen på brøndens bund var endt med at konkludere at himlen ikke er større end brøndens åbning. Thi jeg havde jo haft en lidt flad følelse af efter den første tur i Bolivia at være kommet til at overromantisere CARE lidt i showet. Man skulle jo nødig som uafhængig forfatter eller fotograf beskyldes for at være i lommerne på CARE - eller KGB, for den sags skyld. (Så hvis jeg altså skulle være sunket ned i lortet, kan jeg dog i det mindste finde trøst og balancegang i det ved at vide at CARE før i tiden ofte fik skyld for at være CIA-dirigeret). Men faktisk måtte vi notere os efter rejsen - uden at gå yderligere i detaljer med CARE's projekter, der sandelig også rummer andet end føromtalte - at det der var denne anden rejses ubetinget største oplevelse - bortset fra de fælles oplevelser med familien af folk og dyr - netop var henrykkelsen (i ordets dybeste forstand) ved at føle sig som en del af den meget store CARE-familie af begejstrede bønder og utroligt søde barfodsmedarbejdere vi mødte overalt i de fjerneste ufremkommelige egne. Således at være med til - i beskedent omfang - konstruktivt at gøre noget mod den hastige ødelæggelse af jordkloden og miljøet, gav mig - efter min desillusion med bistandsarbejde i Afrika i beg. af 80'erne - en følelse af virkelig henrykkelse, noget nyt at leve for, hvilket jeg netop i år havde stærkt brug for. Mit arbejde i Amerika er mere frustrerende fordi det savner målelige resultater. Og dog så jeg også dem i Bolivia. Når jeg sad her og hyggede mig i restauranter med familien, som i stigende grad har svært ved at forstå at denne familieidyl ikke kan fortsætte året rundt og at mit fravær i Amerika ikke engang kan give os en indtægt, ja, så var jeg glad for at ikke mindst Daniel oplevede når unge amerikanske bistandsfrivillige kom hen til os og takkede fordi mit foredrag på deres universitet i USA havde været det som fik dem til at tage hernede for at arbejde under hårde vilkår for de fattigste fattige. For af gode grunde frygter jeg en dag, at Daniel vil gøre oprør imod mig pga. de mange års manglende faderlige nærvær.

 

Efter en måneds støvede rysteture glædede vi os til at komme tilbage til vores kæmpemotorhjem og grønne salatbarer i Florida, hvor milionærfamilien savnede os ligeså meget. Efter nogle dages gensynsglæde fløj vi ud til Los Angeles for at se Disney-land, filmstudierne, Hollywood og især de nedbrændte ghettoområder. Efter oplevelsen af Bolivias stolte, men barske fattigdom er det som at få en klud i ansigtet at møde den fedladne, dorske sorte overflodsfattigdom i USA med ansigter fortrængt i smerte. Jeg kunne ikke undgå at udvikle den samme racisme de fleste får ved mødet med det sorte Amerika. En racisme, som er vigtig for mig for effektivt at identificere mig med den racisme, jeg arbejder med i studenterne, men som samtidig i stigende grad truer med at ødelægge mit engagement indefra. Mere om dette senere. Lalou, som ikke som Daniel er vokset op med og opdraget af sorte, hviskede klodset om nogle børn: "Er de fra det sorte Amerika?" Det blev således en stor emotionel oplevelse for Daniel nu efter 10 år at gense Cindy, min gamle sorte kæreste, som en overgang havde været hans stedfortrædende mor i 2-årsalderen. Vi havde tænkt os at tage videre til Grand Canyon, men efter Bolivias utrolige naturskønhed virkede selv USA's mest storslåede natur såsom Death Valley, Yosemite og Sierra Nevada som det rene ingenting. Men Las Vegas var dog spændende. Dog blev vi nødt til at forlade dette fascinerende vanvid ligeså hurtigt som vi kom, idet Vibeke var godt på vej til at spille alle vores penge op. I San Francisco boede vi dels hos Vibekes bedste veninde og dels hos min første kæreste Marly (øv. side 63 i gl. bog), som i dag er psykiater. Vi havde lovet Lalou en tur i min egen bil, så efter den store Californienstur fløj vi til New York, samlede min bil op og kørte til Boston til gamle venner. Efter endnu et par dage i New York hos Christina i min lejlighed måtte jeg tage afsked med familien i lufthavnen. Efter den største ferie vi nogensinde havde været på - hver for sig var Bolivia, Florida, New York og Californien jo mere end nok til én ferie - var vi blevet rystet så meget sammen, at både Daniel og Lalou græd løs i mine arme - og fortsatte gråden lige til Island.

 

Det var hårdt at stå alene tilbage i varmen. Raceoprøret i Los Angeles gav mig dog mere end nok at bestille. Hele efteråret var totalt booked for mig i universiteterne. Den enes død, den andens brød. Især i Los Angeles skulle eliteskolernes studenter nu tvinges igennem Amerikanske Billeder. Det var vemodigt at være tilbage i byen så kort tid efter vores ferie der. Chapman University puttede mig i et luksushotel med udsigt over Disneylands mindelse om familien, og da jeg havde en dag fri, kunne jeg ikke lade være med at køre rundt i min ensomhed og spise i de samme restauranter og gå i de samme Hollywoodgader, som vi netop havde oplevet sammen. I min ulykkelige sindsstemning havde jeg ikke lyst til at besøge venner. Men næste dag kom galskaben tilbage med Pacific University ved Stillehavet i Oregon og dagen efter 5000 km til Atlantic University ved Atlanterhavet i Maine. En underlig oplevelse satte dog tankerne i gang hos mig. På en eller anden måde havnede på østkysten en sjæl i nøjagtig samme sindstilstand med mig i bilen. Det var en sort, høj og utroligt flot Australsk sangerinde med eget orkester, fotomodel og underviser i gospelmusik. Efter 7 års udlandskarriere var hun kommet hjem for at besøge forældrene i ghettoen i Buffalo, men blev der så forfærdet over forfaldet, smerten og volden ("de unge skyder op og ned ad gaden med Uzi'er nu") at hun med det samme flygtede væk derfra uden noget mål. Det blev nu min lykke....eller ulykke. Hun skulle blot have været med for at se mit show i Cornell, men hver gang jeg bagefter kørte hende til en busstation, gjorde hun et eller andet så at hun kom for sent til bussen. Lidt efter lidt indså jeg - igen forberedt af astrologen - at det var en af de uendelig mange prøvelser jeg skulle igennem i år, som guderne havde sendt mig. Der var ingen tvivl om at vi følte os tiltrukket af hinanden eller havde brug for hinanden, for vi skændtes fra første blik. Det hele forekom som et langt deja vue for mig, for det var nøjagtig den samme borende kritik af mig og min blåøjede racisme, som jeg havde fået fra min første kone, Annie, som også var sort. Mit samliv med Annie dengang udgjorde så smertelig (og nødvendig) en periode for mig, at jeg ikke magtede at skrive om det i den danske bog. Først i den amerikanske udgave kom kapitlet "Ghetto love" med, som er det afsnit der rører amerikanerne dybest. Hvad der gjorde dette deja vue endnu mere smerteligt var at jeg fra Annies søster i Californien lige havde fået at vide at Annie havde fået et tilbagefald og måske lå for døden i Danmark eller i hvert fald aldrig ville komme ud af hospitalet. Det var for længst gået op for mig, at jeg aldrig kunne have lavet Amerikanske Billeder hvis jeg ikke var gået igennem den smertefyldte periode med Annie. Så med den gæld jeg stod i til hende var mine følelser ved denne nyhed i fortvivlet vildrede. Derfor var jeg også et villigt offer for Sabrina, som med samme skarpsindige intelligens og dybe indsigt i sort liv stak sin kniv dybt ind i hjerteregionen på mig, hvor det gjorde allermest ondt, og vred den rundt i en uendelighed. Da hun som Annie selv var på flugt fra en dyb smerte i det sorte samfund, som hun ikke ville kendes ved, var det let for hende at grave ned til den racisme i mig, som jeg bestandig må kæmpe med idet jeg ved at hvis den en dag får overhånd i mig er det slut med min troværdighed som anti-racistisk talsmand. En dag, da vi stod som eneste sort-hvide par i en kø af lutter sorte intellektuelle for at se en sydafrikansk film, angreb Sabrina på pinligste vis for alles ører dybere aspekter af min racisme i en situation, hvor jeg var totalt forsvarsløs, ja, direkte målløs. Hvis jeg ikke klart havde fornemmet, at hun var en gave sendt ovenfra, og hvis ikke jeg selv kæmpede med mange af de samme spørgsmål, som får det håb jeg giver amerikanerne i mine workshops (og som virkeligt er livsvigtigt for dem, kan jeg mærke) i mine egne ører til at lyde mere og mere hult - såsom også min astrolog havde kunnet se lige igennem det i få sekunders optagelse i TV, ja, så var jeg flygtet langt væk fra denne djævelske skønhed. Thi hun var i bund og grund solidarisk med mit dybere budskab og sandsynligvis endog forelsket i mig, indså jeg, eller i al fald den Peter Pan-agtige side i mig, som åbenbart tiltrækker visse kvinder. Da jeg for nylig var blevet rystet godt igennem af min AIDS-krise, netop havde haft en vidunderlig tid med min familie og ikke er sado-machocist, lykkedes det ikke mig at blive forelsket selvom et sådant afhængighedsforhold mellem mennesker let udarter i en karikatur af noget sådant. Men ind imellem angrebene var der dog hyggelige stunder lyttende til bånd med hendes sang og jazz ved en canadisk sø, ligesom jeg nød pludselig at få ombyttet rollefordelingen, da jeg var manager for hende under hendes optræden i Pablo Picassos søns fashionable natklub i New York. Alligevel var jeg lettet, da jeg endelig fik hende sendt tilbage til Australien.

 

Efter en travl dag, hvor jeg vågnede i Oklahoma, spiste morgenmad i New Orleans, frokost i Florida, eftermiddagskaffe i North Carolina, sad i undergrundsbanen i New York ved firetiden og skiftede fly i Island lidt efter midnat, var jeg lykkeligt tilbage hos familien i København næste middag. Efter en stribe Bolivia-shows i danske gymnasier i oktober, (hvor jeg med stigende genklang blandt eleverne tog livtag med den danske racisme) og lidt samvær med børnene i efterårsferien, mens Vibeke var i Portugal, nåede jeg lige svigerfars 70-årsfødselsdag inden jeg næste dag rutschede rundt i sneen i Rocky Mountains for at nå frem til en skole. På valgdagen to dage efter kørte jeg show i San Francisco og pga. tidsforskellen kunne jeg allerede kl. 4 gå ind og fortælle publikum, at Clinton havde vundet, hvorefter jublen brød ud. Fløj hele natten for at samle min bror Niels Jørgen og hans kone og datter op i New York. Han var kommet for at løbe maratonløb med prins Frederik, som jeg inviterede til show samme aften i Boston University. Han udeblev dog. Den næste uges tid kørte de med mig rundt igennem Canada til Chicago, hvilket var hyggeligt, men de blev stærkt deprimerede af at se hvor fattigt der er blevet. Endelig vil jeg slutte året med endnu en rystende oplevelse eller prøvelse. På min beeper havde Henriette kontaktet mig. Hun er datter af præsten, som overtog min fars embede hjemme i min vestjyske landsby. Hun var aupairpige i USA, men blev ked af det og bad efter forslag fra sin mor om at komme ud og køre med mig. Det lykkedes og pastor Søe åndede lettet op derhjemme: "Nu er du da kommet i gode hænder." Det var dog nær blevet hendes - og min død. Jeg viste hende først lidt ghetto i Chicago, tog hende til gospelgudstjeneste, hvor hele koret græd, da dirigenten natten før havde myrdet sin mand og nu sad i fængsel. Nå, det gjorde ikke noget, for Henriette sad som sædvanlig og sov under det hele. Og sovende var hun også nær kommet af dage. Efter en forestilling i Minneapolis drønede jeg i snestorm op til Univ. of North Dakota. Da jeg ikke ville få nogen søvn den nat fordi jeg skulle nå tilbage til en morgenflyver til Californien, havde Susan, en af vore gamle USA-frivillige i Købmagergade, tilbudt at hjælpe med kørslen. I snestormen ramte hun en mindre lygtepæl, hvilket burde have været advarsel nok. I sidste instans var det nok borgerkrigen i Jugoslavien, som nær blev min død. Ved 11-tiden efter showet skulle jeg medvirke "live" i et talkshow i Californien. Jeg hader telefoniske interviews, men havde lovet arrangørerne derude at gøre lidt reklame for næste dags show i San Jose. Jeg havde beregnet at med en halv times talkshow kunne jeg fint nå flyveren i Minneapolis næste morgen. Imidlertid var talkshow-værten af jugoslavisk afstamning, så under samtalen om racisme kunne vi ikke undgå at komme ind på borgerkrigen i Jugoslavien. Og intet kan ophidse mig mere i denne tid, så vi endte med at snakke i halvanden time - lang ind i næste radioprogram. Resultatet var at jeg nu var nødt til at køre i fuld fart hele "krystalnat" for at nå flyet. Jeg sad ved rattet mens Susan sov i armstolen ved siden af og Henriette omme i sengen. Vejret var klart nu, så jeg havde "speed control" på omkring 120 km/t. Ca. 50 km inde i Minnesota kl. 3 om morgenen ramte jeg på fuldstændig flad vejstrækning noget, de kalder sort is, og hvirvlede pludselig ukontrollabelt rundt og ud i midterrabatten, alt imens jeg skreg til de andre "This is it", rullede rundt og endte med at hænge i sikkerhedsselen med hovedet nedad - men i live. Men var de andre? Jeg kunne i lang tid ikke finde Susan under mig, og Henriette lå begravet med alt mit tunge udstyr og hundredvis af mine bøger over sig. Da jeg hørte deres stemmer, opdagede jeg at vi lå og helt blokerede de modsatte kørebaner. Blev vi ramt ville benzintankene eksplodere. Vi måtte ud, men alle døre var blokerede. Det lykkedes mig at skubbe min dør op, kravle ned, og løbe ud i den isnende kulde ad motorvejen for at advare trafikken. Men bilerne kunne knap se mig og hvis de slog bremserne i, rutschede de rundt på den skjulte is. Flere biler rutschede i fuld fart forbi på kun få millimeters afstand, mens et lastvognstog røg lige i grøften. De andre var i choktilstand og var begyndt at lede efter deres ting inde i bilen i stedet for at komme ud. Først ved 4-tiden kom politi og kranvogn dertil i ødemarken og derefter endnu en times forhør, hvorunder jeg undersøgte mulighederne af at nå min flyver i en taxa eller udlejningsvogn. Man tænker underligt i sådan en situation. Jeg syntes det var synd for arrangørerne i Californien at de havde spildt alle deres penge og tid og havde netop siddet i bilen og drømt om varmen jeg skulle ud til. Ligesom jeg ikke kunne finde ud af om jeg skulle prise mig lykkelig over at være i live eller ærgre mig over synet af den ødelagte bil. Dog slap selv bilen heldigt. Kun højre side blev kvæstet med 20.000 kr's pladearbejde i vente, så efter et par timer næste morgen kunne vi slukørede køre videre. Da jeg forinden ringede til den rystede familie lå der besked fra min astrolog: "Pas på, du kommer ud for noget virkeligt tumultagtigt og rystende!" Jeg ringede forbitret tilbage til hende: "Kunne du ikke have sagt det noget før." "Det havde ikke gjort nogen forskel!" svarede hun som en anden Shirley Maclaine. Og det havde hun sikkert ret i - om ikke andet, så af den tekniske grund, at beeperen ikke kan nå mig ude i ødemarken, hvorfor budskabet nåede mig for sent. Henriette måtte til kiropraktor i Minneapolis (jeg fik myrekryb ved at se røntgenbillederne af det ominøst gabende dødningehoved og skelet), mens jeg selv lå i sengen i et par dage og funderede over hvad denne nyeste advarsel i mit liv mon kunne betyde. Og det fortsætter jeg med at fundere over her i julen, hvor jeg efter 3000 km's listende kørsel tilbage til New York er nået hjem. +t står klart for mig efter et år med mange skræmmende advarsler, hvem der så end har sendt dem, at et eller andet må laves om i mit liv. Som min astrolog anelsesfuldt havde skældt mig ud da hun så Tv-udsendelsen: "Det der, det bliver din død, hvis du ikke laver dit liv om." Angst for at komme i kontakt med dybere afgrunde i mig selv, kører jeg i mere og mere halsbrækkende fart bestandig på overfladen og er blevet en flygtning som krydser sit spor... en flygtning som krydser sit spor... en flygtning... I en sådan flugt bliver man ikke blot berøvet kontakten med sig selv, men også den dybere føling og identifikation med sine hjemlige venner. Uden anlæg for at kommunikere mundtligt (hvilket altid har været min akilleshæl) er jeg tilbøjelig til det som en af mine venner rammende sagde: "Det er svært at snakke med Jacob. Hver gang vi fortæller at det gør ondt i vores lillefinger har Jacob straks en historie om en som har fået hånden hugget af." Mit årsbrev om mit arbejde bør derfor snarere blive et årsopgør med mig selv, et forsøg på at skrive mig ind på min smerte, at arbejde med den ved at tale om den som til en psykolog. Men dels er dette uærligt idet et sådant brev jo skal have en vis underholdningsværdi for at I gider at læse det. Og dels er jeg udmærket klar over at det ikke kan undgå for mange af jer at blive en omvendt "lillefinger"-historie. For var der noget, der i aller højeste grad kunne få mig til at lukke munden i om mine egne luksusproblemer var det, da jeg her i december på min Jyllandsturne besøgte mange af jer gamle skolekammerater, som nu er ramt af arbejdsløshed og ofte medfølgende familiesammenbrud, ja, som for nogles vedkommende i hele jeres voksne liv siden afsluttet højere eksamen har været uden arbejde. Det er vanvittigt at samfundet i stigende grad bliver delt op i dem, der er ved at slå sig selv ihjel pga. travlhed, og dem som er ved at kede sig selv ihjel af mangel på samme. Begge har sikkert brug for psykologhjælp. Så skønt mine problemer af nogle kan forekomme som luksusproblemer er de i realiteten fælles for de fleste: følelsen af ikke at være herre over sin egen skæbne. Forsøger man at holde skindet på næsen, at forblive i ræset for ikke at synke til bunds, indfanges man let af de frie kræfters alt for ufrie lænker. F.eks. ønsker jeg nu at trappe ned, men er dels bange for at miste kontakterne og har dels sat mig i en debet på en halv million kr. til Per Nørhavens bogtrykkeri for genoptryk af bogen. Følgelig er jeg nødt til at sige ja til hvert eneste tænkelige show for at betale gælden af. (Du skulle jo nødig blive sur på mig, Per). Og således kører mit vanvid videre derud af... Men de gentagne varsler, som venlige højere kræfter i år har tilstillet mig, er dog ikke faldet for helt døve ører. Jeg tog i efteråret konsekvensen deraf ved at afslå de opslidende racismeworkshops ovenpå aftenshowene og vil her i julen give min agent besked om at stryge alle engagementer til næste efterår (foråret er allerede helt booket . Det er et stort og tungt skridt for mig. F.eks. er hele min agents familie afhængig af mine shows og vil uden dem formodentlig falde tilbage i ghettofattigdom igen. Men der kommer et tidspunkt hvor man må til at sige nej og vikle sig ud af edderkoppespindene. Og dette må blive året hvor jeg må til at sige ja til min familie.... Ja, det her blev jo så lidt længere end sædvanligt i år. Jeg er glad for at ideen med disse julebreve er begyndt at fange an og at adskillige af jer i år har sendt virkeligt lange skrivelser rundt om hvordan jeres år er gået.

 

De kærligste hilsner

Jacob Holdt

Gernersgade 63, 1319 Kbh K. Tlf 33-124412

(Som sædvanlig inviteres I til at køre med på mine turneer - hvis I tør - og hvis I er tilstrækkeligt arbejdsløse til at have tid, men som I kan se skal I til at skynde jer inden jeg holder helt op derovre!)

Tilbage til oversigt

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside