"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1991,    20. årgang

Tilbage til oversigt

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Kære allesammen

 

Dette er året, hvor jeg burde fatte mig i korthed. For første gang i 10 år er jeg nemlig nu igen på turne rundt i landet og får derfor lejlighed til at dumpe ind hos jer på uforpligtende besøg som før i tiden. Danskerne kan være lidt afmålte under uanmeldte besøg, men jeg føler det er bedre end at melde sin ankomst langt tid før med efterfølgende forlegenhed over at værten begynder at stable alt muligt på benene. Så stift kan dette ende med at blive, at begge inderst inde måske hellere ville undvære sådanne forpligtende gensyn. Og så ender man i realiteten med at undgå hinanden i årevis indtil man er så forlegne over den manglende kontakt at man helt lader de personer, som definerede og formede ens liv i de tidlige afgørende år, glide ud i glemselen. Når jeg er den eneste fra mine skoleklasser, som har bibeholdt kontakten med mange gennem årene skyldes det sikkert min turnevirksomhed, som tillod mig at komme omkring, dumpe ind og at bruge undskyldningen "Nå, jeg må videre til et show" hvis besøget faldt på et uheldigt tidspunkt... midt i en konfirmation, midt i et samleje, midt i et familieopgør. Men ofte dumpede jeg ind lige på det rigtige tidspunkt, f.eks. til 30-årsfødselsdagen for Vagn Henrik (fra min landsbyskole) og det herlige gensyn under festen med flere jeg ikke havde set siden skoletiden. Forleden dumpede jeg ligeledes ind på et heldigt tidspunkt hos Erik "Brugs" (også gl. legekammerat fra landsbyskolen) en stille søndag eftermiddag, og da familien stillede mange spørgsmål under middagen om min rejse til Bolivia, varede det jo ikke længe inden børnene begyndte at plage mig med at jeg jo ligeså godt kunne vise dem showet som at sidde og genfortælle det hele. Så vi endte med at stille hele Bolivia-showet op og invitere naboerne til aftenkaffe. Lidt mere uheldig var jeg hos en anden gl. kammerat fra landsbyskolen, da jeg i sidste uge efter at have sovet i bilen i frostvejr i 2 nætter kom for at få brusebad hos Jørgen Munck, der var midt i en slem influenza. Denne har jeg nu pådraget mig, så nu sidder jeg her med et værkende hoved og forsøger at erindre året der gik. At jeg nævner flere af jer ved navn i årets julebrev er af strategiske grunde for at tvinge jer til at læse hele brevet igennem: Hvem ved om man nu selv bliver nævnt senere i brevet?

Først lidt om arbejdet: Da jeg har beskrevet det ret udførligt i tidligere julebreve må jeg nok tilstå at jeg intet nyt har at sige. Det gik strygende, ja kort sagt forrygende hele foråret. Den afventende holdning mange af mine skoler havde taget forrige efterår efter Saddams Kuwait-ekskursion var helt forduftet og nu hobede invitationerne sig op, så jeg måtte sige nej mange steder. Og med en lille rask krig var foråret jo egentlig ikke så kedsommelig endda. Den brød ud få dage før jeg tog tilbage til USA. På det tidspunkt var jeg som vist de fleste i Danmark "voldsomt" imponeret af USA's krigstekniske kunnen og havde nok ikke helt fået hjertet med mig. Det gik i sandhed op for mig samme aften, jeg ankom i New York, hvor krigsmodstanden allerede var i fuldt flor. Skønt man er træt, når man ankommer med jetlag, endte jeg med at diskutere vildt hele natten med de 6 kvinder jeg i flere år har delt et stort "loft" med - alle stærkt politisk engagerede. De har altid følt jeg var politisk progressiv, men ved at jeg blot gav udtryk for en vis forståelse for Bushs handlemåde, betragtede de mig pludselig som den sorteste reaktionære. Da jeg fortalte at der stort set ikke havde været noget modstand mod krigen i Danmark i dens første 4 dage var de dybt rystede. Da jeg havde sovet lidt på det den nat og tænkt igennem i hvor høj grad jeg var blevet påvirket af medierne i Danmark, sagde jeg spøgende næste morgen at jeg blot havde spillet djævelens advokat aftenen før. De åndede lettede op, men tilføjede "You Europeans have a strange sense of humor!" Nu blev jeg naturligvis påvirket af den utrolige krigsmodstand overalt i New York og to dage efter havde jeg bilen fyldt med aktivister med ned til Washington til den største anti-krigsdemonstration jeg har været til siden Vietnam-krigen. Kun halvanden uge efter at krigen brød ud kunne de samle en kvart million mennesker. Da jeg var til de store med en million under Vietnam-krigen havde denne trods alt raset i 10 år. Det var alle tiders chance for mig nu at opdatere min "No more genocide" sektion i showet med mere tidssvarende anti-krigsbilleder og jeg hoppede da også som en gal rundt på Pennsylvania Ave og fotograferede bølge efter bølge af forbipasserende demonstranter. De fleste af dem var i grupper fra deres skoler og i nattens løb kommet i busser fra hele landet. Deres bannere var en lang parade over skoler jeg havde været i: "Ithaca College against the war", "Princeton says: No blood for oil", "Northwestern against genocide" osv. Jeg havde set frem til at møde en del gamle venner, men blev fuldstændig overrumplet af alle dem der ustandselig kom farende hen til mig, når de opdagede mig. Jeg er vant til at amerikanere takker mig for at showet har ændret deres liv osv., når de møder mig rundt om i USA's gader, men det var en lidt slukøret fornemmelse jeg havde ved denne dag at blive standset af mindst hundrede af mine elever, som på forskellig vis takkede mig for at have sat en politisk vækkelse i gang i dem, som nu havde ført dem her til Washington. Med de racistiske og chauvinistiske følelser jeg kun få dage før havde næret overfor de 200.000 uskyldige irakere, der skulle ende med at lade livet (eller min umiddelbare naive tro på at man kan føre krig uden at det koster menneskeliv) tør det nok siges at jeg følte mig dybt modfalden ved at høre al den taknemmelighed overfor mig. Som en anden Gorbachov, der havde sat en proces i gang og nu stod her og følte mig væltet over ende af de kræfter, jeg havde sat i gang. For sandt at sige var demonstranternes gennemskuelse af krigen på det tidspunkt milevidt forud mine egne Uffe Ellemansk påvirkede. Efter at have bragt en bilfuld Normwestern-demonstranter til Chicago, fik jeg næste dag mine film fremkaldt. Og det tør nok siges at jeg mærkede et chok gå igennem publikum i Michigan State U., da jeg allerede næste aften havde dem med i showet. Følelserne var på højdepunktet på det tidspunkt og ude i skolerne var stemningen ca 60% for krigen. Da jeg to dage efter viste showet i et militærakademi og så alle disse uniformer vandre ind, skyndte jeg mig dog undtagelsesvis at pille de nye billeder ud igen. Jeg ville jo gerne af sted i live derfra. Men fra nu af var min stilling overfor krigen afklaret. Jeg havde fået krigen ud af mit hjerte, for at sige det lidt amerikansk, og det var egentlig en smuk følelse at stå i dyb gæld til de demonstranter jeg efter eget udsagn havde været med til at skabe. Jeg tænkte, at dette øjeblik vil jeg ikke glemme når mine børn en dag kommer og fortæller mig at jeg er blevet reaktionær på mine gamle dage.

CNN-reportagerne holdt nok en del af mine publikums væk i de første dage - i U.C.Davis, hvor jeg normalt har 2000 tilskuere kom der nu kun 1000 - men efterhånden som modstanden mod krigen optrappedes blev mine publikums større end normalt. Krigen blev også dyr for mig: normalt er det en hel sport for mig at bestikke de sorte skycaps i lufthavnene for at spare de 50$ den fjerde kasse koster at få med på flyene. Af sikkerhedsgrunde blev disse nu fyrede. Så må man jo rationalisere og i løbet af foråret fandt jeg i stedet på en måde at smugle apparater med på flyene som håndbagage. Til gengæld var flyene dejligt tomme i krigsperioden, så jeg altid kunne få 3-4 pladser at sove på. Ellers var det eneste usædvanlige at jeg havde mit første show i Oklahoma. Og da jeg havde en weekend fri i Californien, lejede jeg en bil for at besøge Poul Erik, min gamle klassekammerat fra statsskolen, som jeg opdagede boede der, da jeg gik i gang med at finde dem, som skulle med til vores studenterjubilæum. Han kommer sikkert ikke, hvis ikke jeg bruger lidt tid på at overtale ham, tænkte jeg. Han var blevet gift med en kineser medbragt fra Peking, men det der egentlig var sjovest ved at møde een man ikke har set i 26 år, var at vi lynhurtigt endte med at sidde foran computeren hele aftenen. Han var i gang med at udvikle DOS 6 for Microsoft, og det kan nok være jeg skulle suge nogle informationer til mig i den anledning. Han kunne ikke just huske mig som en der brillerede i fysiktimerne og var, sagde han, derfor ret forbavset over mit kendskab til computere. Netop i dag har jeg f.eks. over telefonen hjulpet 3 venner med at løse problemer på deres computere samtidig med at jeg loadede alle min søns residente programmer op i high memory. Jo, jo, og kan jeg ikke løse alle jeres problemer har jeg jo nu fået min direkte hotline til min Microsoft-insider. I julen præsterede jeg i øvrigt at skrive min første kronik baseret udelukkende på informationer fra min CD-ROM uden så meget som at røre en bog. Hvis jeg havde haft en sådan maskine i min skoletid frem for den lille Minilex, jeg gemte mig med bag Andersens ryg, kunne jeg måske have bluffet andre af mine lærere end blot dansklærer Madsen og klaret den helt til studentereksamen uden at åbne en bog. De russiske jøder kronikken handlede om fik jeg i hvert fald bluffet, for flere ytrede glæde over den, da jeg siden mødte dem på gaden. Hele mit engagement kan vist ligge på een CD nu om dage og det må jo kaldes fremskridt! Som gammel tresserflipper pønser jeg i mit stille på at vippe Ole Grünbaum af PC-pinden på Politiken. Er man PC'er eller ikke er jo det store spørgsmål i USA, nu hvor kommunismen er faldet og PC'erne har overtaget de venstreorienteredes udskældte rolle. Alt på universiteterne skal nu analyseres efter om det er PC (Politically Correct): er en person, et historieforløb, et stykke litteratur i det skjulte racistisk, sexistisk, homofobisk eller classistisk undertrykkende. Columbus er for længst forkastet af PC'erne såvel som golfkrigen og naturligvis Bush.

Efter mit fjortende show på Harvard var det "spring break" og jeg hoppede på et fly til Bolivia. Bistandsorganisationen CARE havde jo bedt mig om at lave et show om et landbrugsprojekt og havde givet mig en ordentlig stak kedeligt Danida-materiale i hånden, som jeg lovede at læse på flyene i USA. Det fik jeg ikke gjort, og i flyet ned til Peru var der så mange skrigende babyer at jeg ikke kunne koncentrere mig. Så jeg fik aldrig lavet mit hjemmearbejde og endte med at stå i et vildt fremmed land uden at vide noget om det. Men jeg blev godt modtaget af lokale CARE-folk og Klaus fra det danske CARE-kontor og indkvarteret på luksushotel. Da jeg første morgen stod i elevatoren lød det pludselig blandt de andre gæster "Jacob!" Det var Lisbeth, en WUS-medarbejder, der havde genkendt mig. Allerede første dag løb jeg på den måde ind i 6 danskere, så helt fremmedgjort følte jeg mig ikke blandt alle de indianere. Da nu så mange af jer allerede har set showet, vil jeg ikke her genfortælle Bolivia-opholdet - bortset fra det, som ikke er med. Først kørte og fløj jeg tusinder af kilometer rundt i landet med nogle vidunderlige CARE-folk og lærte utroligt meget. Da jeg var der i så kort tid, anstrengte jeg mig for at spise rigtigt - bananer, brød og ris - og fik da også kun lidt diarre. Koleraen var lige kommet til landet, så der var andre end de sædvanlige bakterier at vogte sig for. Efter to hyggelige uger med Klaus og to bolivianere på små hoteller bl.a. i området, hvor Che Guevarra kæmpede, fik jeg en uge for mig selv. Jeg følte at kedelige billeder af landbrugsforhold aldrig ville kunne bære et diasshow og besluttede selv at leje en jeep for at komme omkring på de ufatteligt dårlige veje. Nogle steder med et lodret fald på en kilometer fra den smalle mudrede vej, hvor jeg hyppigt så knuste biler. Uden at kunne spansk var jeg virkelig nervøs før jeg begav mig ud i vildnisset. Men aftenen før den store rejse kom en kæmpehøj mand pludselig løbende op til mig i mørket i Laz Paz og råbte "Jacob Hooolt?" med stærk tyske accent og ligeså hurtigt røg det ud af mig om han kunne spansk. Han havde set mit show i Creighton Univ. i Nebraska og det lykkedes mig at rekruttere ham som tolk. Og da tyskeren efter nogle dage ikke kunne mere, løb jeg i Potosi ind i to søde amerikanske piger, som genkendte mig fra Univ. of Vermont. Efter at have bumlet rundt på elendige busser var det også let at overtale dem til en luksuriøs jeep og uden deres hjælp havde jeg aldrig fået et show på benene. Det som fanger tilskueren mest: min klaustrofobiske tur ned i minerne, min snigen mig ind i kokamarkerne og højslettens farverige indianere ville ikke have været med uden deres hjælp. Men alt gik med forrygende hast. Jeg fatter ikke selv hvor meget jeg nåede på den uge. Både de højeste bjerge og jungle: regnskovsbillederne tog jeg på 2 timer. De første dages langsomme gang pga. iltmangel i 4 km's højde blev afløst af konstant løb mod slutningen. En halv time før flyafgang styrtede jeg ind i en musikforretning og købte alt hvad der var af boliviansk musik, ca 30 bånd. Jeg skulle have tilbragt 3 dage i Peru, men netop den dag jeg landede sprængte guerrilaen landets elforsyning i luften og jeg skulle ikke nyde noget af at løbe rundt i Limas gangstermørke med 80 dyrebare film.

Dagen efter min tilbagekomst i USA havde jeg mit årlige show i landets største fotografiskole, Rochester Inst. of Tech. og fik endnu engang at vide, at jeg intet ved om fotografering. Men eleverne, som ved alt om teknik, elsker alligevel mine billeder. Det var dog lidt af et kulturchok at stå i al den Kodak-luksus efter Bolivias fattigdom. Resten af april gik som det plejer. Men efter mit show i Stanford var jeg dog ved at tabe mælet. En høj, smuk hvid pige bad om at tale med mig privat. Jeg var træt. Med de 3 timers jetlag fra Østkysten var det kl. 3 om natten for mig her i Californien, så jeg foreslog vi kunne snakke sammen med de andre publikummere. Nej, insisterede hun, og vi gik ind i operatørrummet. "I am in your book," sagde hun med alvorlig stemme. Jeg vred min hjerne. Der er jo så få hvide i bogen. Hun slog op på side 207 (gl. dansk udgave) og sagde at hun var Valerie Rockefeller. Denne lille pige var nu 21 år gammel og i college! Jeg var nær ved at falde om. Efter det jeg skrev om Rockefellerne i min amerikanske udgave havde jeg ikke turdet kontakte familien siden. Hun sagde hun var blevet vred, da en veninde, som så showet sidste år i Stanford havde fortalt hende at jeg "udleverede hendes far som drukkenbolt." Men nu, hvor hun selv så det, synes hun jeg var meget "fair" og var meget glad for showet. Hun gav mig sin adresse, og vi endte med at stå og omfavne hinanden langt og inderligt. Jeg synes det er umåde flot og noget af det jeg elsker mest ved amerikanerne. Hidtil har 5 Rockefellere set showet og alle har haft dybt positive reaktioner. Og Valerie er måske den, der har mest at tabe, da hendes far nu er en af de kendteste senatorer. Alle ved det kun er et spørgsmål om tid før han stiller op som præsidentkandidat. Alphonso i bogen har tit fablet om at vi alle i bogen burde samles til en stor fest. Vi mangler bare pengene til at bringe så mange fattige sammen. Nu vil jeg foreslå Valerie at sponsorere sammenkomsten.

I maj var det så hjem til en skønt gensyn med familien. Men snart skulle jeg i gang med mit Bolivia-show, som skulle være færdig til Roskilde-festivalen. Jeg var meget uinspireret først og måtte gå til min astrolog/psykolog for at få hjælp med hovedet. Det satte hun lynhurtigt på plads for mig og derefter gik det strygende. Manuskriptet færdigt på en uge. Indtalingen på 3 timer. Vibekes gamle kæreste, Ole, flyttede ud fra overetagen så jeg pludselig fik plads til at sortere de 3000 billeder. Under arbejdet lyttede jeg til de bolivianske bånd. Jens Jørgen, som har lavet kopier og film for mig igennem årene, lod mig låne sit lydstudie i Ålborg. På færgen derover fik jeg udvalgt al musikken og på en dag og to nætter miksede jeg musik og tale til showet. Efter to nætter uden søvn blev jeg færdig kl. 6 om morgenen og drønede så ned til årets store begivenhed i Esbjerg: vores 25 års studenterjubilæum. Sammen med en opsamlet blaffer til morgenmad hos min far kl. 9, ind til min første translokation kl. 10 og derefter til frokost hos Torben i Bramminge. Da de fleste af jer, som var med, får dette brev, skal jeg undlade at kommentere gensynet med jer nærmere. Det er måske til vores allesammens benefice (ikke sandt, Andersen!) Man sad i stille forundring over, hvor meget man havde forandret sig på 25 år - og hvor lidt. Mest vellykket synes jeg eftermiddagen hos Torben var (selvom jeg faldt i søvn af mangel på sådan) og drukturen efter den mere højtidelige middag. Det var jo egentlig lidt kedeligt at komme fra en ren drengeklasse og derfor havde jeg om formiddagen inviteret hele pigeklassen til at komme. Jo, den succes vil jeg gerne have æren for. Jeg sagde at jeg havde en lille overraskelse med og på slaget 11 vandrede alle pigerne ind. Det gik op for mig hvor lidt moden jeg må have været i gymnasietiden. Nu pludselig syntes jeg at pigerne så så smukke ud og kunne slet ikke forstå at jeg aldrig havde lagt mærke til dem dengang. Også interessant var det at se at de piger som kom fra pigeklassen gennemgående havde klaret sig bedre end dem fra blandede klasser. Dette falder i tråd med mønstret i USA, hvor de som kommer fra kvindelige universiteter har langt mere "succes" senere i livet end de integrerede, som under påvirkning af mændene indvendiggør sexismen. Ved 5-tiden om morgenen rev Virtus mig væk fra en dyb snak med Karen Marie om hvorfor mon Sus ikke var kommet. Hende havde jeg jo set frem til igen at flette fingre med bag kunstmuseet. Efter at have sovet rusen ud på hans sofa drønede jeg til Kbh. for sætte signaler på showet, da Rosékilefestivalen var 4 dage senere. Hele natten før denne havde jeg hele familien i sving med at sætte billeder i ramme. Men da vi ankom om morgenen havde jeg glemt alle billederne i KBH. At tænke sig at man havde sat liv og lemmer og sin gode nattesøvn og jubilæum på spil for dette årlige mudderbad! Aldrig igen.

Men det gode ved denne deadline var at jeg ikke sad og puslede med showet hele sommeren. Få dage efter kørte Vibeke, jeg og ungerne på teltferie til Andalusien med stop hos venner i Belgien og i Provence. Målet var Vibekes fars "hus" - en tusindår gammel stald bygget af maurerne i bjergene syd for Grenada. Men vi havde svært ved at klare varmen der og besluttede efter en uge at tage til Afrika i stedet. På vej til Afrika havde vi en underlig dag, hvor vi tabte motoren på vej op ad Gibraltar, Lalou fik bank af de vilde aber på bjerget og jeg kørte en hund ihjel. Efter mordet på den andalusiske hund var humøret helt i bund og med motoren også helt i bund syntes vi det var en dårlig ide at tage bilen med til Afrika. Men det kan nok være ferien rigtig kom i gang, da vi kom til Marocco. Børnene blomstrede op efter det kedsommelige og efterhånden så ensformige Vesteuropa. Der var næsten lige så farverigt som i Bolivia og det var et udmærket sted at øve sig inden vi næste sommer alle 4 skal til Bolivia og køre rundt. Flim kunne slet ikke blive træt af at gå på jagt i medinaen og Lalou elskede kamelture og blev dybt forelsket i en lille sort artist. Men folk er jo underlige skabninger. Tag f.eks. min kone, som kan gå der midt i alt dette eksotiske og så ustandseligt komme med små indfald om hvordan vi mon skal indrette vores nye lejlighed i Kbh. Så i stedet for at nyde dette vidunderlige afrikanske pusterum endte vi med at drøne tilbage til KBH. på 3 dage for at male lejligheden inden jeg tog tilbage til USA.

Derhjemme stod den ældre del af familien på den anden ende pga. et lidt for afslørende og stort opsat interview i Weekendavisen i juli om hvordan Vibeke og jeg klarer vores seksuelle sidespring. Hvis I har læst det vil jeg til mit forsvar sige, at det var Vibekes bedste veninde, Marie Tetzlaff, som skrev artiklen, og da jeg vidste at hun allerede kendte de mest intime detaljer fra Vibeke, havde jeg i samtalen svært ved at skjule sandheden. (Men hvor kunne jeg have lyst til her at fortælle lidt om dine private sider, Marie, for jeg kender jo ikke så lidt til dig efterhånden. Nu må vi se på din opførsel om det skal med i næste års julebrev!)

Tilbage i USA startede jeg igen i år efter en fredelig sommer med en voldsom start. Efter at have været til de natlige raceoptøjer mellem jøder og sorte i Brooklyn, vågnede jeg om morgenen i min bil ved at den blev løftet af en tow-truck (pga 500$'s ubetalte bøder: en Kafkask computerfejl). Jeg sprang nøgen ud på gaden, hvor jeg straks stod omringet af 40 hujende puerto ricanere. Næste nat havde jeg valget mellem at overnætte hos Cynthia, min tolk fra Bolivia, i de trygge forstæder udenfor Washington eller hos venner i ghettoen. Men for at få inspiration til mit første show, valgte jeg ghettoen. Og inspiration fik jeg sandelig. Mens jeg overnattede hos Sandra, en sort sagfører, blev der brudt ind i min bil. Men med de jernstænger jeg nu har sikret dørene med, kunne de ikke få disse brudt op og endte med at ødelægge alle låsene. Intet blev stjålet, men det tog tre dage at reparere bilen. Derefter havde jeg næsten en hel måned til at fotografere i sydstaterne og besøge gamle venner. Det blev på mange måder et deprimerende nederlag: fugtigvarmen gjorde mig uinspireret og ugidelig. Da jeg skulle besøge Dr. Charles King i Atlanta så jeg aftenen før et dødslejeinterview med ham i fjernsynet. Derved jeg fik lejlighed til at forberede mig psykisk til at tage afsked med denne gamle ven og læremester, hvis undertrykkende racismeseminarer jeg har omtalt i tidligere julebrev. Aftenen før havde han haft en stor farvelfest for venner og familie i luksusvillaen, så jeg endte med at blive den sidste, som så ham. Han var stærkt udmattet af kræft, men vi sad i 3 timer på sengekanten og snakkede. Jeg vidste at han kun ville snakke om døden. "Døden er så smuk, sagde han. For første gang i mit liv tænker jeg ikke i sort/hvidt, men kun på døden som befrier." Vi endte dog hurtigt med at snakke om sorthvide forhold og hvad der skulle blive af hans kæmpemæssige arkivmateriale, som jeg frygtede ville gå tabt. Efter et langt knus tog vi afsked og et par dage efter døde han. Mit savn er ikke så meget præget af et personligt tab, men mere af et vemod over alle de hvide, der ikke nåede at gå igennem hans workshop. Jeg lærte meget af ham og håber at have fået noget af hans menneskeindsigt med mig. Allerede et par dage efter fik jeg i al fald brug for det, da jeg samlede en hvid blaffer op i Louisiana. Jeg var på vej op til Virginia Pate den nat (side 28), men da jeg fandt ud af at denne blaffer sammen med to brødre havde myrdet så mange sorte, at de ikke længere kunne huske det, endte jeg med at køre ham hjem i stik modsat retning for at lave et interview med ham og hjælpe ham med hans fortvivlede racisme. Der er ikke plads her til detaljer (I kan læse mere om det i decembernummeret af filmbladet Levende Billeder). Han beskrev minutiøst hvordan de havde myrdet de forskellige, dumpet dem i floder og sumpe og som rejefiskere endog selv fanget et af de opløste lig. De skød dem ikke, da de ville se frygten i deres øjne først. Hans bror sidder nu livsvarigt i fængsel for det sidste mord. Vi blev virkelig gode venner og jeg tog mange billeder af ham, men nåede ikke at få dem med i dette julebrev. Som ventet havde sorte aldrig gjort ham fortræd. Som hos de fleste racister og Ku Klux Klanfolk, jeg har arbejdet med, lå roden til det hele i en fortvivlet barndoms umådelige undertrykkelse af ham. Dette var ved at gå op for ham nu, og han var derfor parat til at snakke med mig om følelserne. Så jeg tror vi begge fik meget ud af samværet. Men jeg var så rystet at jeg ringede til mange af mine sorte venner den nat. Jeg går så småt og pønser på at skrive en kronik om alle de utrolige blaffere, jeg samler op. Næste nat på vej til lufthavnen i Houston så jeg svagt på motorvejen en grædende, blødende hvid kvinde i mørket. Det var umuligt at samle hende op, så jeg måtte køre en lang omvej for at komme tilbage. Hun var sanseløs efter lige at være blevet slået ned i et sort kvarter og ingen turde hjælpe hende. Senere samme nat samlede jeg endnu en blaffer op, som havde gået 11 miles ud af byen for at besøge sin nyfødte datter i Nashville. Så det blev sent den nat inden jeg gik til ro i lufthavnen.

Nå, i oktober fløj jeg tilbage til Danmark til åbningen af mit Bolivia-show i Delta Bio. Allerede næste dag presseforevisning. Udmærkede anmeldelser. Unibank stod for første del af åbningen i deres luksuriøse hovedkvarter med overdådig mad og vin bagefter og en meget bevæget tale af Lise Østergård. Sjovere var det dog om aftenen, hvor mit udstyr brød sammen, og mange af jer gamle venner var til stede. Særligt glad var jeg for at se dansklærer Madsen endnu engang komme helt fra Esbjerg. Han gav mig sine oversatte Aristofanes skuespil med inskriptionen "Til min heldigste pædagoiske fiasko." Filminstruktør Niels Vest gav mig også i anledning af åbningen sin nye film "Christiania, du har mit hjerte" med engelske undertekster, så jeg nu bliver fri for at slæbe så mange amerikanske venner rundt i Christiania. Jeg var meget rørt over det, for hovedpersonen, Tania, var jeg jo næsten "far" for i den tid jeg kom sammen med Annie Hedvard. De mange scener med Solvognen fik også minderne frem (ikke mindst om den gang jeg sammen med dem blev indsat i samme fængsel som "Drengene fra St. Petri" fortæller jeg min søn i et forsøg på at lokke ham væk fra computeren og i stedet læse en bog som f.eks. "Churchillklubben.") Og Rigmor Mydtskov insisterede efter forestillingen på at lave et familiebillede af min lille familie. Som de fotografiske modpoler, vi er, nærer vi en dyb beundring for hinanden: hende, som kongelig hoffotograf og jeg som selvbestaltet slumfotograf. Bagefter havde vi fest i vort nyindrettede hjem med mit første eget badekar. Skønt jeg var hjemme i to uger, var næste dag den eneste jeg havde sammen med familien. Resten gik med forestillinger, interviews etc. så Vibeke var godt frustreret, da jeg tog tilbage til USA.

November måned var lidt anderledes end normalt idet jeg havde fjernsynet (Danmarks Radio) med rundt, så når jeg talte til eleverne måtte jeg hele tiden huske på at jeg også talte til danskere. Det gav en hel masse ekstra arbejde. Pga. nedskæringer kunne vi kun få et dansk kamerahold over i en uge - en hel tilfældig uge hvor jeg havde nogle dårlige shows. Så jeg insisterede på at leje lokale kamerahold for at få nogle af mine bedre skoler med og især en workshop med Tony. Således fik vi også optagelser fra Boston University, U.C. Santa Barbara og Univ. of Michigan. Men om disse kommer med i den endelige udgave, ved jeg ikke, for det danske Tv-hold tog alene mere end 35 timers optagelse, som skal skæres ned til 1 time. Allerede efter det første par skoler var de kørt helt i sænk af det hæsblæsende jag jeg normalt har på og stak af fra den sidste skole. Til gengæld fik vi pga. Thanksgiving ferien i den uge et par afslappede dage nede i sydstaterne, hvor jeg havde valgt et område med flest mulige venner indenfor mindst mulig køreafstand ud. To uger før havde jeg kørt bilen derned. Den skulle jo med i filmen. Først var vi hos Mary (side 98-99 i bogen), som jeg normalt bor hos og hjælper med markarbejde i august hvert år. I dokumentarfilm er man nødt til at spille sig selv og Mary viste sig at være en udmærket skuespiller. Hun havde tilberedt soulfood til os (grisetæer, -haler, -ører osv), men det skulle Tv-folkene ikke nyde noget af. Sværest var det at få de venner, jeg normalt ser i stærk smerte, til at være sig selv med stuen fuld af Tv-folk. I et tilfælde lykkedes det nogenlunde, da vi efter 2 besøg fik lov til at optage Nina (øv. th. 246 gl. bog) i stærk depression pga. crack, - i al fald var Tv-folkene ret chokerede over at høre hende snakke om alle de folk, hun havde stukket og slået ned. Pga. af vort jag (vi nåede kun halvdelen af de venner jeg havde håbet at få med, men det amerikanske Tv-selskab PBS planlægger nu en mere dybdeborende udsendelse om hvordan det er gået folk i bogen), føltes det som forfærdeligt udbyttende at misbruge ens venner på den måde, og hele tiden måtte jeg om natten, når Tv-holdet slappede af, tilbage for at samle stumperne op af dem, hvis ulykkelige liv vi havde brugt (el. misbrugt afhængigt af hvorvidt de kunne se et formål i at lave en film om mit arbejde og den stigende undertrykkelse af det sorte samfund). Disse nætter sammen med ofrene blev dog noget af det skønneste, jeg har oplevet sammen med dem, for med al den opmærksomhed, der pludselig blev viet dem af den store verden udenfor, var det som om vort efterhånden livsvarige venskab endnu engang blev bekræftet. Wilma, en utrolig, stærk sort kvinde, som jeg boede hos igen i august i hendes papkassehytte kun lidt større end hendes seng, havde jeg ventet mig meget af i filmen. Men hun blev frygtelig nervøs, da Tv-folkene kom, og der kom ikke noget rigtig godt ud af det. Men da jeg havde lagt Tv-holdet i seng på motellet og sad det meste af den vidunderlige stjernenat i kulden omkring det bål, hun laver mad ved udendørs, nød jeg i fulde drag hendes humor og latterliggørelse af det udbyttende, offerjagende mediesamfund, jeg tidligere på dagen havde været en del af. Jeg var kommet tilbage med medlidende skyldfølelse for at varme hende i kulden, men da jeg lå der i sengen, hvis kvælende fugtighede augustlagner nu var afløst af tykke tilrøgede og stivfrosne novembertæpper, lod denne levning fra slaveriets tid i jernaldervadmelskjole og slavekyse mig hurtigt føle at det var mig selv og mine jeg burde have medlidenhed med. For hvad andet kan man have med en, som natten efter denne fredfyldte nat i Alabamas sorte bælte kører i et vildt ræs helt op til New York for allerede næste aften at samles med hjemløse venner omkring et bål ovenpå resterne af deres nys bulldozede papkassenattely. Jo, alt det vil I kunne se i Tv-udsendelsen i midten af februar, men send så lige en venlig tanke til os, som måtte lægge ryg til underholdningen, selvom meget af det var morsomt (f.eks. den kæmpebrandert de hjemløse såvel som Tv-holdet fik på Danmarks Radios regning).

Dagen efter vores sidste optagelse (en lidt forfejlet Thanksgiving middag hos Lela (side 187): det var nemlig ikke så lidt af en opgave at få mine venner i ghettoerne til at indpasse sig under danske fagforeningsregler og klokkeslet) tog jeg tilbage til København. Jeg havde 1 dag til at se familien og hvile ud i før jeg skulle på landevejen i det mørke Jylland med mit Bolivia-show. For mine børn er Jylland nemlig ligeså langt væk som USA: altså ingen nærværende far. Og ligegyldigt hvor god Tv-udsendelsen bliver, ligegyldigt hvor vellykket mit arbejde i USA ind imellem fornemmes, er jeg i stigende grad tvunget til at stille mig selv spørgsmålet: hvor meget undertrykkelse af ens egne børn kan egentlig retfærdiggøres af selv nok så idealistiske mål. Hvilken gru, der gemmer sig bag Rigmor Mydtskovs yndige familieidyl, kan kun fremtiden svare på.

Med kærlig jule- og nytårshilsen

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K. Tlf 33 12 44 12. I USA kan I nå mig på 202-296-6081. Efter computerstemmen, tryk 8670732 og indtal besked (hvis I vil med ud at køre en tur).

Tilbage til oversigt

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside