I eftersommeren introducerede jeg mit nye foredrag om integration. Det var egentlig vokset ud af min lange pausesnak under mine lysbilledshow og Ku Klux Klan-foredrag, hvor jeg kan holde tilskuerne fanget i timevis. Selv jeg måtte efterhånden erkende at det var lige lovligt meget at byde dem OVEN i mit show på 4 timer. Men da jeg første gang skulle ud med det nye foredrag uden at have billederne at støtte mig til, følte jeg mig lige så lidt klædt på som kejserens nye klæder og var lidt nervøs. Det var to foredrag i Vollsmose, men de gik over alt forventning. Der var bragende bifald og særligt muslimerne var ellevilde og senere fik jeg sms’er og mails fra muslimske elever i Odenses andre gymnasier om at komme der. Jeg kunne slet ikke stå for de muslimske piger der "i mosen" – mange af dem klædt i den lokale dragt som Asmaa har gjort landskendt – så snart efter endte jeg med at flytte ind i Vollsmose, som siden har været mit faste overnatningssted.

Egentligt er det et hæsligt, goldt byggeri, men hvad de fleste gammeldanskere ikke har opdaget er, at det er det roligste og sikreste steder, man kan opholde sig i Danmark. Ikke en bil kan jeg høre om natten og ikke et eneste naboskænderi. Samtidig er jeg genstand for den samme kærlige imødekommedhed, som jeg altid møder blandt mennesker, som føler sig udstødte. Da jeg en dag lå og solede mig på pladsen bag højhusene og var faldet i søvn, blev jeg vækket af den ene somalier og palæstinenser efter den anden, der ville høre om de skulle tilkalde en ambulance. De få danskere, de kender i disse ghettoer, er nemlig typisk alkoholiserede forliste skæbner.

Men også blandt gammeldanskerne har mit nye integrationsforedrag succes. Mange sender mig mails bagefter som denne fra Simon Brix fra Dansk Front:

"Jeg kan ærligt indrømme, at jeg aldrig nogensinde har lært så meget om livet på en enkeltstående begivenhed. Jeg var helt nærmest i ekstase bagefter, og de ting du fortalte, er utvivlsomt nogle jeg vil kunne bruge resten af mit liv! Jeg er fuld af beundring over din evne til at tro på det bedste i alle mennesker. Du er en enorm inspiration, og jeg har taget dine budskaber til mig - som jeg fortalte dig, var jeg medlem af Dansk Front, og det er takket være dine fine budskaber, at jeg indså, at det simpelthen ikke var nogen løsning, at hade. Tværtimod. Du skal vide, at du har gjort en fænomenal forskel for mig."

Jeg begyndte også at lave integrationskurser for virksomheder og banker med samme positive resultat og var derfor glad, da jeg af integrationsministeriet blev inviteret til et intenst integrationsdøgn på Sørup Herregård med mange ligesindede og ansatte i ministeriet. Det var helt tydeligt at de var løbet tør for ideer til at komme videre med integrationen, hvorfor embedsmændene lyttede meget til mine anderledes eller rettere amerikanske ideer om integration, særligt om mine erfaringer med Hizb-ut-Tahrir og islamister. Til sidst på andendagen kunne jeg ikke dy mig for at lufte min kritik af Rikke Hvilshøj højlydt. "Godt brølt, løve" hviskede en af departementcheferne til mig. Da jeg hørte Rikke formulere sin afsluttende tale som en forsvarstale direkte henvendt til mig, gik det op for mig at jeg nok havde været lidt mere åbenmundet end jeg havde haft til hensigt med min sædvanlige mangel på diplomati. Jeg vidste at der var mange af mine venner derinde, der havde samme mening, men hvem ønsker at blive udelukket fra næste festarrangement på en vidunderlig herregård sammen med en masse gammel- og nydanske venner med alle "de rigtige" meninger? Dog havde en af dem haft de forkerte meninger, gik det op for mig da jeg sad og snakkede om Irak under morgenmaden med en pæn mand og pinligt spurgte ham: "Hvor er det dog jeg kender dig fra? Jeg ved jeg har mødt dig før et sted." Det mente han ikke, vi havde. Det var Tv-værten Jeppe Nybro, som lige var blevet fyret for sine falske Irak-reportager, men stadig for rystet og stolt til at indrømme det overfor mig, som til gengæld afslørede hvor lidt Tv jeg ser.

Da jeg kort tid efter rejste rundt med en gruppe nydanske skuespillere i ministeriets integrationsbusser for at fremme integrationen på Fyn, fik jeg pludselig under køreturene den ene sms og opringning efter den anden fra venner så fjernt som Kentucky. De havde lige hørt at min ven Anita Roddick, Body Shops grundlægger, var død natten før. Jeg var egentlig mest overvældet over at de alle som én i den anledning straks tænkte på mig, selv venner af Anitas mand, Gordon. Jeg var ikke helt overrasket over hendes alt for tidlige død, da den hepatitis B hun havde fået som ung vagabond gennem det sidste år havde gjort hende så syg, at hun bl.a. ikke kunne komme til min fødselsdag. Det var nu 13 år siden vi sammen vagabonderede rundt og sov på primitiv vis i min bil i USA, som beskrevet i julebrevet 1994 og i hendes artikler, men vi havde sidenhen arbejdet sammen på flere af hendes bøger, løsladelse af fanger i Angolafængslet mm. Samt besøgt hinanden. Som altid når venner dør løber straks alle tankerne igennem hovedet på én om de sjove oplevelser, man har haft sammen - som den nat hvor jeg skulle vælge mellem at sove sammen med en af verdens rigeste kvinder og Mary, en af de fattigste. Eller den nat, hvor Anita skulle trække en tand ud på min datter, som i hendes lille borg fablede over om "Anita mon er rigere end dronningen af England." Men jeg blev hurtigt revet ud af mine sørgmuntre tanker af TV2, som ringede for at få mig til at stille op i deres Odense-afdeling samme aften og fortælle om 11. September. Jeg fatter ikke hvorfor dansk Tv kun tænker på mig hver gang der er katastrofer i USA – eller når de skal mindes i mangel af nyere nyheder. Få dage efter blev jeg ringet op af en anden Tv-station pga. en trist nyhed fra USA. Tv-speakeren på Kaos-Tv var nemlig taget til USA fordi hans onkel Thorkild derovre lå for døden og nu ville de have mig ind for at erstatte ham. De havde fundet ud af at Thorkild var min ungdomskammerat og ville derfor have mig til at fortælle seerne om hvor stor og betydningsfuld en mand Louis’ onkel var. Som sædvanlig sagde jeg ja til at stille op, da jeg netop havde fået overspillet nogle smalfilm med Thorkild fra vores tid på Krogerup Højskole, da jeg var 18 år. Men da jeg kom ud i Kaos-Tv og vadede op ad trapperne gennem hashvrag og sovende flippere og så hvordan forholdene var forfaldet siden jeg sidst optrådte på Tv hos dem, var jeg lige ved at vende om. Fyren, der skulle lægge mine film på skærmen, sad og rodede med nogle apparater iført en stor tyske hjelm og soldateruniform og anede tydeligvis ikke hvordan det skulle gøres. Og da manden, der ligeså skæv skulle interviewe mig om Thorkild startede, kom en gammel christianit ind og satte sig ved siden af mig, hvorfor han begyndte at interviewe ham om Christiania i stedet. Skønt et par søde piercede piger lå ved mine fødder og forsøgte at holde mig fast i hashtågerne, rejste jeg mig pludselig midt i dette kaosinterview og gik hjem. På en gang fik det hele mig til at savne det uforpligtende hippiekaos uden sans for tid, som Thorkild havde ført mig ind i i min ungdom. På den anden side var mit liv for fortravlet nu til som dengang at kunne give helt lods.

Thorkild var 6 år ældre end mig og havde vagabonderet verden rundt uden penge, dengang jeg kom til at dele værelse med ham lige efter mit skibbrud i gymnasiet. Med sin zenbuddisme og karisma fik han en enorm indflydelse på mit modtagelige sind og er uden tvivl den som har været mest skyld i at jeg siden blev vagabond. At rejse uden penge og ting var hans filosofi, som prægede mig så stærkt at jeg det første år i Canada øvede mig til min kommende rejse i – som mit idol - at sove uden døre uden sovepose. Da jeg i 1971 blaffede ned gennem Californien var Thorkild selv endt op i USA – som sædvanlig uden penge – og jeg fandt ham i et zenbuddistisk kloster langt ude i bjergene, hvor han havde mediteret i så lang tid at han var helt stum over at se mig. Da klostret havde meditationsuge, kunne jeg ikke overnatte der og heller ikke nå tilbage til civilisationen på apostlenes fødder. Dette blev derfor den eneste nat under 5 års vagabondering, hvor jeg kom til at sove uden døre – kunsten Thorkild havde lært mig og nu pudsigt nok tvunget mig til at praktisere for en enkelt nat. En guldgraver lod mig dog dele sit tæppe ved hans ildsted. Kort efter blev denne fattige tømrer fra Viborg gift med en af verdens rigeste kvinder, arvingen til Kresge-koncernen, som var den tids Wallmart-kæde. Når vagabonden Thorkild besøgte familiens lejlighed på 5th Ave i NYC ved siden af Jackeline Kennedys henviste dørmændene ham tit til serviceelevatoren. Da jeg sidst med min sorte kone i 1975 blaffede op for at besøge ham i luksushjemmet nord for San Francisco, var Thorkilds rige kone dog skredet fra ham og han sad nu i et tomt hus og mediterede ind i de hvide vægge. Siden har han levet i Washington State og besøgte mig i København - sidste gang for 4 år siden med sin nye kone, som jeg jævnligt mailer med og som i år holdt mig underrettet om hans forværrede kræftsygdom. Dette er dog en alt for kort beskrivelse af dette spændende menneske, som tidligt fik så stor betydning for mit liv.

Blandt de mange andre dødsfald i årets løb vil jeg fra gymnasieklassen lige nævne Mogens Lyngshøjs første kone, som jeg mødte gennem deres datter, Cecilia, der fortalte om det. Henning blev dog hårdest ramt, da han sidste jul vågnede op og fandt sin kone, der går helt tilbage til gymnasietiden, død af hjertestop ved sin side. Men ikke nok med det. Kort tid efter at Henning gik tur med mig og min kone i september på Kastellets volde, fik han selv en blodprop og røg på Bispebjerg hospital. Han har derfor mistet sit arbejde og lejligheden her i Nyboderkvarteret og er kommet på skånejob i Billund. "Og Skånejob betyder jo ikke et arbejde i Sverige," griner han, så lidt er der da tilbage af Henning som vi husker ham. I øvrigt kan I nu se ham og jer selv i min smalfilm fra den famøse Slesvigstur, som jeg optog dengang I alle så unge og lovende ud og havde hår på hovedet. Den ligger på mine hjemmesider.

I september ville jeg prøve at slå to af jer samt min egen tidligere maratonrekord i Berlin og øvede mig i ugen inden ved at løbe i alt 130 km – deraf de 100 i den store 5x5 km firmastafet, som min bror arrangerer i fælledparken. Da jeg ikke har noget firma, plejer vi at stille op med et Holdt-hold bestående af min søn, Vibeke, mine to brødre og to gange mig, men i år havde ingen af dem tid hvorfor jeg besluttede at løbe alle 5 runder alene – hver aften. Mest for at få benene i orden, da de altid svigter de sidste 10 km af et maraton. Den sidste dag løb jeg sammen med Lars Løkke Rasmussen og da han fortalte om sin cykeltur til Paris, ansporede han mig til at sætte rekord den aften. Men lige inden turen til Berlin vendte min 7-måneders influenza så stærkt tilbage, at lemmer og hovedet værkede, da jeg ankom. Jeg var dog også inviteret til Christina Voigts 28-årsfødselsdagsfest dernede og efter at have fyldt godt med alkohol ombord, glemte jeg alt om min selvmedlidende sygdomsfiksering inden løbet næste dag. Christina, der jo havde reddet mig ud af tre situationer i år, fik mig overbevist om at jeg ville overgå min tidligere maratontid og viste mig som opvarmer filmen "Forrest Gump". Nok så vigtig var Haile Gebrselassie, som jeg lagde mig bagved forrest blandt de hurtigste løbere for ikke at komme ned i den tunge ende, hvor man ikke kan overhale pga. menneskemængden i de smalle gader. Selv om Haile løb en lille smule foran mig det meste af vejen :-)  følte jeg mig så beæret og ansporet af at løbe lige i hælene på den mand, der endte med at sætte ny verdensrekord den dag, at det lykkedes mig at forbedre min egen rekord med tre minutter til 03:44, hvorved jeg kom i den bedste fjerdedel som nummer 9.056 ud af 40.215 løbere. Det er jo ikke så dårligt for en gammel mand som lige er fyldt 60, synes jeg. Det ærgrede mig dog at min aldersklasse blev vundet i en tid af kun 2:21 af selveste Mexicos præsidentkandidat, men få dage efter blev det afsløret af hans manglende mellemtider at han havde snydt ved at tage bussen. Madrazos bedste maratontid forinden var nøjagtig som min, 3:44, så efter hans snyd i Berlin taler alle nu om hans bedrageriske natur i Mexico, hvor hans parti, PRI, ofte beskyldes for stemmefusk. Jeg stiller derimod ikke op i politik, så mig ved I at I kan regne med!

Og dog blev jeg til folketingsvalget opfordret til at stille op for Kristendemokraterne. Partiet havde været så begejstret for mit 7 siders interview i Berlingske Tidende M/S, hvor jeg blev fotograferet nøgen på forsiden, at de mente at jeg ville have en reel chance for at slå Anders Fog i Grevekredsen. To gange skrev de endda for at opfordre mig. Jeg havde aldrig hørt noget så vanvittigt og min familie slog sig på maven af grin, "Far som politiker, ha, ha!" Men jo mere de grinede, jo mere ansporede de mig faktisk til at stille op i politik. Dog var jeg klog nok til ikke selv at stille op, men at arbejde for andre. Det sker jo helt naturligt når ens venner beder om hjælp. Özlem Cekic havde midt under sin fødsel flere gange ringet for at invitere os til middag i deres nye hus i Kastrup, men pludselig blev der udskrevet valg og der var alt muligt andet at tænke på for en mor med et nyfødt barn. Så Özlem bad om hjælp til valgkampen.

Sammen med hendes søde mand Devrim kørte vi rundt i Københavns gader for at hænge hendes smukke ansigt op i lygtepælene, hvilket var sjovt, men ikke helt let med SF’s små plastikstrimler. Eller delte suppe ud ved valgboder på Nørrebro, hvor Özlem stod med barnet i den ene arm og øste op med den anden som hun så tit har gjort for hjemløse. Gennem sit store sociale arbejde har hun fået en enorm tilhængerskare, som nu mødte op for at dække hele København på rekordtid. Da hun var opstillet i en god kreds, var der derfor aldrig tvivl om at hun ville blive valgt ind i folketinget.

Mindre sikkert så det ud for min anden kurdiske veninde, Yildiz Akdogan, der stillede op for Socialdemokratiet. De mange års hetz mod muslimerne finder jo bestandig nye niveauer som vi så det under et samlet lands hysteriske kampagne mod den kække, velintegrerede pige Asmaa. Derfor så jeg det nu som mit vigtigste bidrag i kampen mod racisme at gøre en indsats for at få valgt så mange muslimer ind i folketinget som muligt. Jo flere muslimer politikerne skal stå og se i øjnene, jo sværere vil det være for dem at bruge talerstolen til at stå åbent og svine dem til. Bortset fra at det sociale samvær og arbejdsfællesskab jo altid fremmer integrationen. Så hvorfor ikke integrere folketinget når politikerne synes det er så vigtigt at vi andre udenfor bliver integrerede? Jeg havde i forvejen min gode ven og homofobi-allierede Kamal Qureshi derinde, så nu gjaldt det om at få nogle muslimske kvinder valgt ind. Da jeg under ophængningen af Özlems plakater lagde mærke til at der ingen steder hang nogen for Yildiz, ringede jeg Yildiz op for at spørge om hun ikke havde nogen til at hjælpe sig. Hun lod forstå at hun ikke havde megen hjælp. Mens jeg i Özlems hovedkvarter havde talt 35 ivrige unge frivillige, deriblandt en fra min hjemlige landsby i Vestjylland, gik der kun et par gamle socialdemokrater rundt med hænderne i lommerne i Yildiz’ hovedkvarter i Brønshøj. Så vi fyldte hele min bil op med hendes plakater og lånte en lang stige og drog ud for at dække hele Storkøbenhavn – en formidabel opgave. Først og fremmest havde vi det sjovt sammen, når vi stod på de vindblæste høje stiger med hinanden i armene som Romeo og Julie. Det var ikke nogen let opgave, for hver en lygtepæl i København var allerede dækket af valgplakater helt op i 10 meters højde, så vi måtte kravle op i svimlende højder på udtræksstiger og stå med de store plakater i den ene hånd og plastikstrimlerne i den anden, hvorfor der ikke var nogen til at holde fast med. Derfor måtte den ene af os tit stå og omfavne den anden, hvilket jeg jo intet havde imod med så sød en ung muslimsk pige. Vibeke kaldte hende konsekvent "din slyngveninde", for vi fandt hurtigt ud af at vi var et meget harmonisk par. Vi var begge fra Esbjerg og havde gået på samme statsskole og var tilmed født den samme dag. Det er underligt at jeg ser både Yildiz og Özlem som mine soulmates, for indbyrdes er de meget forskellige, hvilket selvfølgelig især kom frem når de direkte skulle duellere med hinanden i paneldebatter. Ofte hang jeg ud med Yildiz hele dagen og var derefter til møder med hende om aftenen, hvorefter vi igen var ude og hænge plakater op om natten til hen på morgenen. Pyh ha, jeg anede virkelig ikke det var så hårdt at føre valgkamp.

I begyndelsen var jeg også helt paranoid når jeg sad oppe i lygtepælene med hende. Hver gang jeg så en politibil styrtede jeg af gammel vane ned og løb, da jeg fik flash backs til alle de nætter i min ungdom hvor politiet jagtede mig i gaderne for ulovlig plakatopsætning. Det var næsten ikke til at bære at jeg nu arbejdede "indenfor systemet" og var blevet lovliggjort. Det tog lidt af det sjove ud af det. Alligevel havde vi vores små dramaer. Normalt fik vi frygtelig ondt i fødderne, som blev skævvredne af at kravle op af de skrå afstivere i lygtepælene, men langs Assistens Kirkegård er disse dækket af et fint trådnet for at forhindre folk i at kravle op og hoppe ind på kirkegården. Derfor måtte vi stå på toppen af muren mens vi meget møjsommeligt og tidskrævende stak plastikstrimlerne ind gennem trådnettet. Flere gange når vi stod der og klamrede os til hinanden på de skrånende, våde mostilgroede teglsten på toppen, gled den ene af os pludselig og var ved at rive den anden med sig i faldet. Hvis det var sket, kunne vi ligeså godt have lagt os til hvile på HC Andersens frostkolde grav, for der var ingen flugtmulighed resten af natten fra den aflåste kirkegård. Men der var også sjove øjeblikke som da Yildiz interviewede mig til en Tv-station mens vi begge hang oppe i en lygtepæl, hvilket I kan se på YouTube eller mine hjemmesider eller da vi lavede en privataften sammen med veninden Hanne Vibeke Holst og en masse tørklædeklædte tyrkiske kvinder, som hun fik til at snakke som de rene feminister til sidst. Jeg var dog lidt rystet over at høre fra Hanne Vibeke at det var første gang hun selv befandt sig i en ren indvandrer-gruppe – bortset fra min tilstedeværelse. Hvordan kan man være feminist og ikke gøre en mere aktiv indsats for integrationen? Omvendt gør jeg da alt for at integrere mig med kvinder – helst ene mand som f.eks. denne aften J

Og hvem ved, Kashif, om det ikke var den dybere årsag til at jeg ikke kastede mig helt så ivrigt ud i din valgkamp, som du havde ønsket? Kashif Ahmad og hans bror Aamer er nok mest kendte for den store koncert de arrangerede i Cirkusbygningen for jordskælvsofrene i Pakistan, men stillede nu op for Ny Alliance. Kashif og jeg arbejder normalt sammen på forskellige integrationsprojekter, bl.a. havde han hjulpet mig med min udstilling. Desuden kunne jeg næppe have haft flere partiers plakater i bilen, som i forvejen var fyldt med to forskellige partiers plakater, som jeg alt for let forvekslede i nattens mulm og mørke. I et par uger brugte Özlems mange frivillige min bil som deres mest centrale opmagasineringssted i Storkøbenhavn og kom ind til kaffe og for at varme fingrene hos Vibeke.

Endelig kom så valgnatten hvor vi skulle se resultaterne af anstrengelserne. Mens jeg vidste at Özlem ville blive valgt, havde jeg inderst inde aldrig rigtig troet at det ville lykkes for Yildiz. Og slet ikke som aftenen skred frem med de dystre resultater for Socialdemokratiet. Så jeg havde kun købt røde roser til Özlem og kørte ved 22-tiden ud til hjemmet i Kastrup for at lykønske hende og dumpe 7 store tønder med overskydende klister udenfor hendes entre. Der var en vidunderlig stemning. Huset var fuldt af mange af hendes kurdiske venner, som jeg efterhånden kender, samt frivillige fra SF. I bør se mine billeder fra denne aften på de to billedserier, jeg har lavet om Yildiz’ og Özlems valgkampe på hjemmesiderne.

Men næste dag hørte jeg ikke en lyd fra Yildiz hele dagen og jeg var sikker på at hun lå og græd sorgen ud. Det var hendes anden valgkamp som var endt i nederlag. Næste aften tog jeg ud til min astrolog og dele en flaske vin med hende for at drukne min egen skuffelse. Da hun ved midnatstid bad mig fixe noget på sin computer for at den kunne hente flashsider ned fra internettet, slog jeg op på Jyllands-Postens flashreklamer for at chekke resultatet. Og der så jeg så pludselig overskriften hen over hele forsiden: "Endnu en muslimsk kvinde valgt ind i folketinget." Det kom fuldstændig uventet som et lyn fra en klar himmel og jeg blev ellevild og lykkelig. Jeg ringede straks til Yildiz for at lykønske, men hun sad med nervøs stemme og sagde: "Nej, nej, Jacob, jeg har selv lige set Jyllands-Posten, men fintællingen er ikke slut i (den og den) kreds. Der skal kun rykkes et par stemmer for at det går galt." Men en halv time senere forelå det officielle resultat på ministeriets hjemmeside og jeg råbte begejstret til min astrolog: "Se, Lisbeth, ligegyldigt hvad du kritiserer mig for, er der noget som lykkes i mit liv. Hvis Yildiz og jeg ikke havde dækket hele byen med hendes smukke ansigt og gjort hende kendt, er jeg sikker på at de få afgørende stemmer ikke var kommet til hende." Jo, jo, jeg tog skam æren for hele sejren, men de som bevidnede hvor håbløst det hele så ud fra starten og hvor underbemandede vi var, må give mig lidt ret. Samtidig skammede jeg mig lidt fordi jeg måske af og til inderst inde ikke havde følt at det ville lykkes – næsten ligesom i alle årene, hvor vi bekæmpede apartheidstyret i Sydafrika uden nogen sinde i vort inderste at tro på at det kunne væltes. Nu efter at alt håb var ude, virkede triumfen så meget mere overvældende og jeg styrtede kl. 1 ind til den tyrkisk/kurdiske avis Haber for at fejre sejren sammen med Yildiz og alle medarbejderne. Her sad vi og festede til kl. 3-4 om morgenen – samme tidspunkt som vi - selv på natten før valglokalerne åbnede - var kørt rundt for at sætte Yildiz’ plakater op ud for næsten hvert eneste afstemningsted i København ved hjælp af GPS…. for tænk nu hvis hendes smukke ansigt fik blot én vælger til under de sidste skridt hen til stemmeboksen at skifte mening og at sætte sit kryds ud for hende…..og at netop dette blev den afgørende stemme…..tja, netop den nat, da jeg følte at det var ved at rable for os begge, var måske den der gav det millimetertynde udslag til den rigtige side.

Inden det nye folketing åbnede, fløj Vibeke og jeg til Prag for at åbne min fotoudstilling og at slappe af ovenpå anstrengelserne. 
Endelig kom så folketingets åbning og Özlem skrev sms’er til mig fra gruppemødet, hun sad i, da jeg kom derind. Devrim gik ude i kulden med Yasmin. Da mødet var forbi tog jeg billeder af den stolte mor gående op af trapperne med barnet mod salen. Oppe for enden af trappen stod en hel hær af tv- og kamerafolk og blitzede og interviewede løs. Özlem og Yildiz var fuldstændig omringet fra alle sider. Yildiz stod med sine stolte forældre, der var kommet hele vejen fra Esbjerg for at opleve dette utrolige øjeblik for familien. Selv Pia Kjærsgård kom ud og lykønskede dem. Hun havde været meget glad for et interview Yildiz havde lavet med hende i den tyrkiske avis Haber.

For mig var det at lave valgkamp for andre en fantastisk befrielse og flugt fra alle mine sædvanlige ego-projekter, - ja, faktisk handler dette triste julebrev i år vel ikke om andet end disse. At jeg fik tid til at lave valgkamp for Özlem og Yildiz skyldtes at jeg for første gang i 25 år aflyste min novemberturne i USA. Siden jeg fyrede min sorte muslimske foredragsagent har det stået mere frit for mig, hvilke skoler jeg vælger at tage og i år havde jeg satset på at skulle have Zentropa med rundt for at lave en film, der efter planen skulle være færdig til Cannes-festivalen. Valerie Saunders, en sort amerikansk kvinde som jeg i 80’erne udlejede min bedstemors hus til, havde som producent for Zentropa fået den ide at lave en film med arbejdstitlen "Amerikanske Billeder 2008" om hvad der er sket for de sorte siden jeg skildrede dem i 70’erne. Ideen er dels at bruge mine sorte venners rødder og dels Valeries egne, selv om jeg har foreslået også at bygge på en mere kendt skuespillers rødder, f.eks. Danny Glover, som jeg blev gode venner med under Lars von Triers Manderlay. I juli samlede Valerie derfor alle mulige ledende folk fra Zentropa, dansk, svensk og norsk Tv og pengestærke investorer til en privatforestilling med mit show Amerikanske Billeder for at skabe opbakning. Jeg var frygtelig nervøs for om min gamle alenlange forestilling ville kunne bære blandt nutidens filmfolk med deres hang til hurtige klip. Ville de ikke bare sidde og redigere den og den scene ud i tankerne? Men, nej, de var dybt bevægede efter showet og bakkede Valerie op om projektet. Alligevel nåede finansieringen ikke at komme i orden inden jeg skulle have haft en filmfotograf, en instruktør og Valerie med på landevejen i november og da jeg af samme grund ikke havde arrangeret shows derovre og heller ingen havde i Danmark, fik jeg pludselig en måned forærende til i stedet at lave politik i. Nu er det så planen at de i stedet skal med rundt i USA i februar. Efter den opslidende tur med klanlederen er jeg ikke udelt begejstret for igen at have et kamera i hælene overalt. Men der er mange andre filmprojekter i gang. Et andet filmselskab er i gang med at producere en temalørdag om mig for DR2 hvilket desværre indebærer det problem at Zentropa også er ved at lave en temalørdag for DR2 i anledning af Valeries projekt. Hvem af de to der løber af med DR2’s godkendelse vides ikke, for jeg forestiller mig ikke at vi kan monopolisere to lørdage. Jeg satser dog selv mest på det første, som skal handle om mit racismearbejde i Danmark i dag mens jeg frygter at det andet vil fastholde mig i en fortidig rolle som talsmand for de sorte i USA. Derudover er et engelsk filmselskab ved at lave en portrætfilm om mig, som skal i engelsk Tv omkring min udstilling i London i marts, mens der i samme anledning skal laves en anden film for Channel 4 om kunstneren. Som om dette ikke var nok, ringede et selskab i Rusland mig forleden op for at lave en film, hvori jeg skal rejse rundt i Rusland og kommenterer deres fattigdom, marginaliserede og nazigrupper. Det håber jeg kan give Vibeke og mig en gratis sommerferie i Rusland. Og oven i alt dette har Lizette Bryrup i over et år fulgt mig rundt som en flue på væggen og filmet mine debatter for til sidst at klippe det hele sammen i en film. Mest morsom er nok en middagssamtale mellem mig og Søren Espersen, som hun har lagt på YouTube og på mine hjemmesider. Også Søren morede sig kosteligt over hvordan vi taler forbi hinanden. Lizette var også med da jeg skulle holde tale foran en tusindtallig skare af bøsser og lesbiske på Rådhuspladsen. Jeg kunne ikke komme i tanker om et godt emne og endte i stedet med at underholde dem om alle mine egne seksuelle forhold til bøsser og lesbiske – særdeles udpenslet og uden den blufærdighed jeg altid føler når jeg taler lige ud af posen foran heteroseksuelle publikums og kan mærke deres chok. Særligt de lesbiske var begejstrede over at jeg havde selv de mest intime detaljer korrekt under gennemgangen af "mine år som lesbisk i 80’erne". Men dem må I andre have til gode J

Men skyldfølelse kan også jeg føle – dog mere over ting som jeg ikke har gjort end over ting som jeg har gjort. Dette opdagede jeg, da Domkirken forleden holdt julegudstjeneste for de irakiske asylsøgere. Kirken var fyldt til bristepunktet, da et Luciaoptog af irakiske børn bar lys ind i mit og kirkerummets mørke. For da jeg hørte disse børn synge og læse evangeliet op på et fuldstændig fejlfrit dansk, brød jeg sammen og hulkede som et barn af skyldfølelse. Skyldfølelsen over at jeg i årevis gennem min passivitet har holdt disse børn indespærret i et ødelæggende limbo og fængsel. Altid har jeg dækket mig ind under at mit arbejde er racisme overfor indvandrerne….så derfor "behøver du ikke at blande dig i hvordan vi behandler asylsøgerne, da ethvert land jo har ret til at sige stop for indvandring". Nu indså jeg at min ødelæggende racisme overfor disse børn ikke var af spor anden art end det moralske forsvar jeg oplever hos den mindre gruppe elever, jeg i årevis har kæmpet med i USA fordi de dækker sig ind under "jeg er kristen, altså kan jeg ikke være racist." Allerede dagen efter gudstjenesten tog jeg op i Sandholmlejren for aktivt at kæmpe mig ud af min skyldfølelse – blot for der at genopfriske skyldfølelsen over at jeg netop i denne militærlejr i min tid i Livgarden havde nægtet at deltage i skydeøvelserne – og derved på samme vis sat mig uden for forpligtelsen til sidenhen at kunne deltage i det vigtige arbejde med at skabe fred og forsoning i alverdens konflikter, som jeg ikke mindst under mit arbejde i Kosovo havde indset vigtigheden af. For i nærværet med mennesker kan man ikke andet end at engagere sig i dem, som jeg øjeblikkeligt oplevede det i Sandholm ved at engagere mig i et ungt par på flugt fra borgerkrigen i Sri Lanka, en singaleser og en sød tamilsk tigerpige (læs terrorist), som i deres fælles undertrykkelse under vores 12 år lange indespærring var blevet forelskede i hinanden – og som nu få dage efter opsøgte mig for at få min hjælp til flugt til et andet land for at kunne blive gift, - denne største glæde og forsoning, som jeg som dansker hidtil havde nægtet dem. Kunne jeg andet end at blive lidt blødgjort af denne Romeo og Julie-historie? Ja, det kan I høre om i næste julebrev! Eller tænk på skyldfølelsen jeg og sikkert også I følte forleden, da vi så begejstringen hos befolkningerne i Østlandene over at blive lukket ind i vores Schengen-fællesskab, og det gik op for os hvordan vi havde forrådt disse, vore medborgere, i alle de år hvor vi intet aktivt gjorde – hverken på højre- eller venstrefløj – for at nedbryde de mure, som skilte os – som om mure mellem mennesker er givet af Gud og ikke kan brydes ned!

De kærligste nytårshilsner fra
Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf. 33-124412 , Mobil: 20-324412
Du kan se flere billeder, henvisninger, web-links og lidt om de andre modtagere på www.american-pictures.com/julebrev.htm