Jul/Nytår 2007 36. årgang
Alt hvad der er værd
at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har
betydet noget for mig ......om alle de mennesker og
begivenheder som har betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse
Livet er en herlig leg
med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens
eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende
oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:
1. Hvordan det
lykkedes mig at vågne på silkelagner i Klaus Rifbjergs og hans
kone Inges king-size seng og allerede samme aften at sove i Ku
Klux Klan-lederens og hans kones rodede og beskidte queen-size
seng i fugtigklamme røde dyner.
2. Årets døde blandt
mine venner – heriblandt en, som selv førte mange mennesker i
døden samt to mangemilliardærer hvoraf den ene var startet som
vagabond og var skyld i at jeg i sin tid selv blev vagabond.
3. Hvordan jeg blev både høj og skæv af nat efter nat at hænge
ud med og drikke øl med de sødeste muslimske piger…..og
alligevel fik "hvad fatter gør er altid det rigtige"-kys af min
overbærende kone, når jeg hen på morgenen kom hjem.
4. Hvordan verdensrekordindehaveren og sundhedsministeren hjalp
mig til at sætte ny personlig rekord i maraton i Berlin mens en
præsidentkandidat slog mig ved at snyde.
5. Hvordan Christina
og jeg forårsagede kriser eller skilsmisser i næsten hvert
eneste hjem, vi besøgte på turen i USA – og alligevel kun fik
tak for det overalt.
6. Hvordan jeg fik
folk i hele verden – fra jungle- til ørkenfolk – aktivt og
gratis til at lave arbejdet for mig i april på at få min
udstilling "Ghettoen i vore hjerter" op at stå – doven som jeg
selv er - men endte i en sådan krise og nær skilsmisse fra min
kone – at selvsamme Christina kom flyvende fra Nepal for som en
deus ex machina at redde både mine fødselsdagsfester, min
udstilling og (vist nok også) mit ægteskab.
7. Hvordan jeg med bind for øjnene blev sejlet til en øde ø og
spærret inde under jorden, hvilket gav anledning til at jeg i
fuld tilstand brækkede mig over statsministerens søns nye bog og
hvordan vi alligevel blev gode venner og besluttede sammen at
lave vores nye roadshow rundt i de danske gymnasier i 2008.
8. Hvordan jeg sprang ud som bøsse foran en tusindtallig skare
på Rådhuspladsen.
9. Hvordan jeg hjalp en farlig tiger med at flygte fra lænkerne
hvorved det lykkedes at binde to blodbesudlede indbyrdes fjender
sammen i hymens lænker.
10. Hvordan jeg forærede min bedstemors faldefærdige hus til en
sort pige, hvorved Zentropa fik ideen til at lave en film om mig
– et af mine 6 nye filmprojekter i 2008.
11. Hvordan jeg med sådanne ego-projekter blot prøver at skaffe
læsere til mit julebrev
…..skønt der (igen) i år intet er at komme efter.
Julebrevene forsøger
at fortsætte grundideen fra Amerikanske Billeder med at beskrive
politik og samfund udelukkende ud fra det personligt
oplevede.
Kære årbog…….gamle
venner……og svage smugkiggende sjæle
Et af mine
nytårsforsætter i mange år har været at jeg bør være god ved
mine venner. Først og fremmest ved at skrive lidt kortere
julebreve til jer. Der er jo usædvanligt mange med svagtlæsende
handicaps blandt jer, har jeg opdaget med årene. I år tror jeg
at chancen for et kort julebrev er der idet jeg stort set intet
har oplevet i årets løb, som er værd at fortælle om. Runde
fødselsdage er jo ikke det mest spændende at fortælle om når så
mange af jer var til stede som vidner at jeg i al fald i dette
tilfælde bliver nødt til at holde mig til sandheden
J
Blandt årets menneskelige oplevelser var en ung kvinde, som jeg
fandt på Internettet. På hendes hjemmeside skrev hun at hun var
blevet filmfotograf bl.a. fordi hun havde haft min bog lige
siden hun var 5 år gammel, da hun voksede op i Østtyskland. Jeg
skrev derfor og spurgte hende om hun ikke havde lyst til at tage
med på en af mine ture i USA for at møde nogle af de mennesker,
som havde forekommet "larger than life" i øjnene på den 5-årige
pige, der nu var blevet 27 år gammel. Det er jo vigtigt at være
lidt imødekommende, så jeg inviterer altid mine publikums med på
mine rejser - vel vidende at de fleste alligevel ikke kan
forlade studier og arbejde. Vi rejseforfattere lever jo af at
"sælge" rejsedrømme. Men Christina Voigt skrev prompte et
begejstret Ja tilbage. Hun var parat til at rejse øjeblikkeligt
skønt hun skulle have været til Nepal netop i februar for at
lave film. Det passede mig ikke så godt da jeg allerede havde en
løs aftale med en utrolig kvik og billedskøn ung psykologi- og
medicinstuderende, som havde taget et halvt års orlov fra
studierne for at rejse i USA. Det er altid dejligt at give
mennesker en oplevelse for livet når man som i Monas tilfælde
fornemmer at de har en lovende karriere foran sig. Flere er
senere kommet ind på studier såsom antropologi ved at skrive i
deres resume at de har været med mig ude at rejse.
Men allerede i de
første e-mails med Christina kunne jeg mærke at jeg hellere
ville have hende med og at der ville komme noget ganske særligt
ud af det. Dels svinger jeg bedst med folk, som jeg er på
drillefod med og dels rådspurgte jeg min "astrolog" med hendes
store psykologiske indsigt, da jeg ikke havde mulighed for at få
en personlig samtale forinden med en fra Berlin. Og derefter var
jeg slet ikke i tvivl. Dog sendte jeg først to af mine veninder
for som "STASI-agenter" at udspionere Christina i Berlin – den
ene en som tidligere har rejst med mig i USA og ved hvad
ghettoturene indebærer og den anden en fotograf, som jeg
udstillede med i Frankrig og som også bor i Kreuzberg. Og begge
meldte begejstrede positivt tilbage om at Christina var sjov og
festlig og ville være en fantastisk gave for mig at have med.
Sjovt nok kunne jeg fra første øjeblik mærke det samme på vores
korrespondance, at vi svingede helt usædvanligt sammen. Og ikke
nok med det, men hun svingede endnu mere fantastisk sammen med
den anden Christina i mit liv, kineseren som jeg bor hos i New
York, og som jeg derfor for nemheds skyld vil kalde for Chris
her. Chris har jo været vant til at jeg kommer med den ene
dansker efter den anden på slæb eller dumper dem hos hende i New
York mens jeg selv flyver rundt til fjerne foredrag i landet. Så
de havde allerede en længere mail-korrespondance med hinanden om
hvordan de i fællesskab nok skulle få mig ned med nakken.
Jeg
plejer altid at ankomme til februarturneen nogle dage før mine
medrejsende, så vi havde aftalt at mødes med Christina til
Chris’ fødselsdag. Og det kan nok være at vi ikke blev skuffede,
for Christina vadede ind i fødselsselskabet som en sand
humørbombe og spredte straks glæde og gode vibrationer blandt
gæsterne. Nøjagtig som hun siden gjorde det overalt hvor vi kom
frem i Amerika. Det var underligt at have en "blind date" med et
menneske, som jeg følte at jeg på en eller anden måde havde
kendt hele mit liv eller i al fald straks følte var min bedre
halvdel.
Vi kørte af sted fra
New York i minus 20 graders kulde og skønt vi kunne have sovet i
det første universitets varme luksushotel, foreslog Christina at
vi i stedet kørte videre og sov i bilen ude i bjergene. Med en
sådan vagabondindstilling vinder man som bekendt straks mit
hjerte, men hun reddede også næste dags foredrag i Ohio State,
for da vi vågnede op næste morgen i den fuldstændig tilisede bil
var den umulig at starte. Og hvis ikke hun med sit forslag havde
fået mig til at køre så længe natten før, ville vi med den
bilreparation, der nu skulle foretages, ikke have nået frem i
tide til foredraget. Og for mig var dette et særdeles vigtigt
foredrag, idet det var organiseret af Ron Greene, der som
professor i filmhistorie er ved at skrive en stor bog om mig og
Amerikanske Billeder, som han regner blandt verdens ti bedste
dokumentarfilm gennem historien. Han har lige siden min
biografpremiere i New York i 1984 set og beskrevet hver eneste
ændrede udgave, jeg har lavet, og havde allerede sendt mig
manuskriptet til min godkendelse i Danmark. Ved middagen med ham
og hans kone i det stilige hjem måtte jeg nu tøvende indrømme at
jeg endnu ikke har fået det læst (idet sådanne akademiske
analyser af mit show og mig selv altid får mig til at falde i
søvn). Det var et utroligt luksuriøst hjem at blive indkvarteret
i, idet en professorløn i Midtvesten jo kan give råd til
kæmpeboliger mens de ikke ville strække til meget mere end en
lejlighed på Østkysten. Tilmed var det udstyret med alverdens
kunst og et kæmpebibliotek, så det forekom mig ikke underligt at
Klaus Rifbjerg bruger netop dette hjem som udgangsbase for sine
USA-ture.
For Rons bedste venner
er Klaus og hans kone, Inge, som de hvert år besøger i Spanien
eller går på jagt med i Danmark. Derfor havde de også under en
af mine USA-ture været på besøg hos Vibeke hjemme hos os i
Gernersgade og det var faktisk med Ron som mellemmand mit
samarbejde med Rifbjerg var opstået sidste år, da vi sammen
organiserede en racismedemonstration. Ron har igennem årene
sendt hver en prut jeg har slået videre til Klaus hvilket
sikkert forklarer at Rifbjerg pludselig nævnte mig i en af sine
kronikker og sendte en lang sød tale til min fødselsdag. Derfor
glædede Christina og jeg os nu til at sove i Klaus og Inges
kæmpeseng i hele husets øverste etage, der var indrettet som
bibliotek. Jeg havde på forhånd givet Ron besked om ikke at
skifte Klaus og Inges lagner da jeg jo gerne ville indånde den
store digters mest intime dunster, som jeg allerede havde snuset
til i min gymnasietid. Men virkelig beundring for Rifbjerg som
digter fik jeg på studenterkursus, da jeg skrev en afhandling på
over hundrede sider om bare ét af hans digte, nemlig
"Solsorten". Desværre skete der det samme som I husker mig for
fra min gymnasietid, at når jeg endelig lavede noget, var det
altid totalt overkill og blev afleveret måneder for sent. I
dette tilfælde efter at min dansklærer var død. Nu forestiller
jeg mig i stedet at jeg en dag vil få Rifbjerg himself til at
rette denne, min sidste stil – eller at jeg en dag lægger den ud
på internettet for at hjælpe nutidens elever, som skal skrive om
Rifbjerg, med ikke på samme triste vis at gå helt i solsort.
Christina havde naturligvis ikke samme besjælede forhold til
dens magelige rede som jeg, men også hun nød undtagelsesvis at
komme ind i varmen. For bortset fra næste dag hos Ku Klux Klans
leder var dette eneste gang i en frostkold måned vi sov inden
døre.
Det kunne ikke gå
hurtigt nok med at komme ned til sydens varme, men da jeg nu var
så tæt på Indiana, endte jeg i stedet med at køre mod nord. Jeg
havde ikke set Jeff Berry, klanlederen, siden vi skiltes i vrede
og jeg kom kørende hele vejen herop fra Florida efter vores
filmfiasko for at undskylde for min opførsel og at jeg blevet så
sur på ham. Efter tusinder af kilometers kørsel havde både han
og min hjerteveninde, hans kone Pamela, afvist mig. Så for en
sikkerheds skyld ringede jeg nu til ham for at høre hvordan hans
humør var inden jeg kørte yderligere nordpå i sneen. "Oh, please
Jacob, please come, my friend. You can have our own bed and we
will cook the finest steak. Come and stay as long as you want.
You know, my house is your house. We need to hook up again."
Så var der ingen tvivl
tilbage. Jeg vidste jo at han nu var lammet og blind efter
klanmedlem-mernes overfald på ham og kunne høre at han havde
brug for mit venskab igen. Efter en hel dags snekørsel nåede vi
frem til Butler. Christina var så nervøs over hvordan vi ville
blive modtaget at hun lod sit videokamera køre non-stop, nervøst
flakkende, da vi gik ind i huset. "Come in, Jacob", råbte Jeff
med sin dybe, varme stemme. Han sad i en lænestol langt inde i
huset, men greb straks krykkerne for at rejse sig og give en
omfavnelse. Han var utrolig glad for at se mig igen i sin
trøstesløse blinde tilværelse.
Fjernsynet kørte non-stop foran
ham fra morgen til aften skønt han fortalte at han kun akkurat
kunne se forskellen på lys og mørke. Men når jeg stillede ham
spørgsmål om hvorvidt en skuespiller var sort eller hvid, kunne
han altid på accenten svare rigtigt. Nu hvor han ikke var
klanleder mere, men aktiv i den lokale kirke, var det dog
tydeligt at han var lige så begejstret for sorte som hvide
skuespillere. Jeg havde for længst gennemskuet at klanens
"racisme" blot var spil for galleriet mens jeg husker hvor mange
andre hvide, der i 70’erne straks slog over på andre Tv-kanaler
hver gang "skærmen gik i sort". Det samme spil for galleriet
kunne vi nu more os over næsten var årsag til at vores
langvarige venskab havde lidt en alvorlig krise under
Tv-optagelserne. Under disse var han bevidst om at han var
fuldstændig uinteressant hvis han ikke "spillede" den store
klanleder ligesom jeg var nødt til at spille "anti-racist" og
skønt vi kunne hygge os sammen og "være os selv" hver aften, når
Tv-kameraet blev lagt til side, fik "medierne" som han altid
kaldte dem alligevel det hele til at køre op i en spids med
"deres indbyggede ønske om at sætte mennesker op mod hinanden
for at skabe drama og underholdning." Den spænding, seerne
oplevede i filmen mellem mig og Jeff, kunne vi i al fald hurtigt
blive enige om at finde en syndebuk for, nemlig fotografen Mads,
"that nasty young punk", idet Mads jo nu ikke selv var til
stede. For det jo ikke helt urigtigt at den dybere spænding var
mellem dig og Jeff, ikke sandt Mads? Som I andre lagde mærke til
gik der over halvandet år inden filmen kom i fjernsynet – ikke
mindst fordi Mads hadede klanlederen sådan at han i lang tid
efter rejsen ikke ville røre ved det, da han ikke kunne udstå at
sidde og høre på al "Jeffs ævl og gentagelser" igen og igen
under klipningen af de 36 timers filmoptagelser. Jeg var da også
mildt skuffet, da jeg så en prøveversion, over alt det, der var
fraklippet i sammenkoget på 35 minutter. Helt dårligt blev det
nok ikke i andres øjne idet Mads Ellesøe senere på året fik
Baadsgaard prisen for bl.a. denne film. Men nogen let opgave var
det heller ikke at skabe en dybere mening med denne film, der
var kommet i stand spontant og helt uden planlægning. Min egen
ide med filmen - at vise det skadede menneske, der ligger bag
racisten og klanfolk i almindelighed - gik jo fuldstændig tabt
med tabet af de intense optagelser, vi havde lavet af en
terapeutisk seance med den incestramte narkoludder Christy ude i
en skov, - den som pludselig havde fået Jeff til at åbne op for
sin egen smerte som følge af mishandlingen han selv havde været
udsat for som barn. Disse følelsesladede scener, som jeg
fortalte om i julebrevet 2005, ville have givet en naturlig
forklaring overfor seerne på hvorfor Jeff blev til det kantede
menneske, han udviklede sig til på samme måde som så mange
narkoluddere, jeg har kendt. Dengang mente vi at Jeff havde
stjålet båndene, da han i kampens hede og i afsindig vrede til
sidst forlod bilen og jeg dumpede ham blandt hundreder af
ventende sorte på Atlantas busstation kl. 3 om natten. Dette
påstod han nu at han ikke havde gjort, men hvor skulle de 5 bånd
ellers være blevet af? Under alle omstændigheder skammede og
ærgrede jeg mig nu over min egen vrede på det tidspunkt og over
at jeg havde opført mig ligeså klodset som så mange andre
mennesker, der før eller siden mister tålmodigheden med smertens
mishandlede børn og næsten i had råber "de må sgu da også lære
at tage ansvar for deres liv når de bliver voksne!" Den
manglende indlevelse, som ligger bag et sådant momentant had,
straffer man jo kun sig selv med, hvilket jeg bittert erfarede,
da Jeff var forsvundet ud af mit liv med de bånd, som kunne have
givet hele vores rejsefilm en dybere mening ved netop at vise at
smertens børn ikke magter at kæmpe sig ud af de kroniske
lidelsesmønstre uden at få en kærlig hjælpende hånd fra andre
mennesker. Denne kærlige hånd havde Jeff nu fået fra Pamela mens
jeg i virkeligheden med Tv-udsendelsen havde forsøgt at holde
ham fast i rollen og selvbilledet som klanleder på et tidspunkt
hvor vi ved fælles hjælp faktisk allerede havde fået ham til at
opgive denne rolle. "I am not your puppet, Jacob!" er nok den
sætning, seerne bedst vil huske om mit totale fravær af kærlig
indlevelse i det afgørende øjeblik. (Nå ja, det er vel nøjagtig
den samme sætning, I bruger, når I skrotter mine julebreve ned i
affaldspanden. Så lad os se at komme videre!)
Jeff insisterede på at Christina og jeg ikke gik i seng før
Pamela kom hjem, så da hun var på nathold på kyllingeslagteriet
blev klokken over 2. Pamela var lidt forlegen over at se mig. Vi
havde jo udviklet et meget intenst forhold til hinanden, da jeg
boede hos hende under Jeffs fængselsophold, og alligevel havde
hun valgt side og nægtet at tage imod mig, da jeg var kommet
kørende op fra Atlanta for at bede om tilgivelse for min hadske
opførsel overfor Jeff på turen. Så hun stod klodset og stiv, da
jeg omfavnede hende nu, men løsnede dog hurtigt op med en sådan
snakkelyst at vi nær aldrig var kommet i seng. Det var ikke for
at vise ekstra gæstfrihed at vi fik deres eget soveværelse
ovenpå, men skyldtes den triste kendsgerning at Jeff nu ikke
mere kunne gå op ad trapperne, hvorfor de var flyttet ned i et
lille kammer. De fortalte meget om de andre klanmedlemmers
overfald på ham og var yderst tilfredse med at hans egen søn,
Anthony, nu stod til at få mindst 5 år i fængsel – den søn, som
Jeff selv var gået livsvarigt i fængsel for at redde fra en
anden voldsdom få år tidligere. Som klanleder havde Jeff hadet
den hadske svigersøn, nazisten Wally, som jeg tidligere har
beskrevet. Men nu fortalte de at Wally hver eneste dag i de to
måneder mens Jeff lå i koma på hospitalet, var kommet og havde
stået kærligt og hvisket jokes ind i øret på Jeff for at vække
ham til live og at Jeff en dag under en sådan seance mirakuløst
pludselig havde slået øjnene op. Wally, som også min sorte
veninde Rikke Marrott havde opfattet som hadsk, men som jeg
under lange natlige samtaler med ham havde konkluderet blot var
i smerte efter sorte banders mord på hans tidligere kone og
datter, havde nu løsnet fuldstændig op og var blevet det mest
kærlige og sjove menneske. Væk var alle hans nazistiske
floskler. Hver eneste dag besøger han nu Jeff. Dette gjorde mig
utrolig glad at høre, for skønt jeg altid har konkluderet at der
intet rigtigt had findes – kun afgrundsdyb smerte (hvilket er
noget vi som medmennesker kærligt kan afhjælpe) – ja, så vil jeg
godt nu indrømme at selv jeg under mine første møder med den
"hadske" nazist Wally havde haft mine øjeblikke, hvor jeg blev
naget af en indre ondsindet tvivl. (Men det ved I selvfølgelig
godt at jeg ALDRIG ville have indrømmet i mit julebrev, da det
jo går imod alle mine ideer om at vi kan ændre vore medmennesker
gennem positiv, kærlig tænkning om dem). Så glad var jeg, da vi
næste dag kørte derfra, over endnu engang at have fået bekræftet
at der ikke findes had og at intet venskab selv med smertens
børn i længden kan slås itu – hvis blot man vender sine indre
bebrejdende og fordømmende tanker om dem til befriende, kærlige
tanker. For både Jeff og Pamela tiggede og bad os under
morgenmaden om at blive "as long as you want, for our home will
always be your home."
Et lille fingeraftryk af besøget hos USA’s tidligere "største og
farligste Klan-leder" kom kort tid efter i Politiken, idet jeg
hos klanlederen færdiggjorde min kronik
"Irak i vore hjerter" om
hvordan vi kunne have afvæbnet Saddam Hussein gennem
ikke-voldelig indgriben frem for det blodbad, vi fik ud af en
voldelig indgriben. Da jeg sendte den til Anders Jerichow fra
den computer, Pamela skriver kirkebladet på nu hvor Jeff
prædiker kærlighed i den lokale kirke frem for had, sneg der sig
en sætning ind om hvor let det er "at afvæbne selv en
klanleder". Jeg sendte den til jer på 4-årsdagen for invasionen
i Irak og den blev siden flittigt brugt i ikke-volds-seminarer
bl.a. for alle Merkur Banks ansatte.
Desværre var vi allerede næste dag nødt til at bryde op for i
stor hast at nå et show nede ved St. Louis samme aften, men tit
sendte vi Jeff og Pamela varme tanker på turen, da deres varme
seng var den sidste vi fik inden døre på en hel måneds frostkold
rejse.
I Memphis inviterede en af mine gamle sorte veninder, Sonya Mall, mig dog til at dele hendes seng, men det kunne jeg
ligesom ikke byde Christina, hvorfor vi sov i bilen udenfor
hendes rodede hus og nød hendes brusebad og gode madlavning.
Denne situation gentog sig ulykkeligvis hos Virginia Honore, som
jeg hyppigt var kæreste med fra jeg mødte hende i en shack som
16-årig – især i årene efter at hun som 32-årig blev bedstemor
og havde lyst til at baske lidt med vingerne.
Nu hvor hun for
længst var blevet oldemor havde klanlederen bedt mig hilse
hendes mand, Howard, mange gange. I vil sikkert huske ham fra
"Jacob og klanen" som den sorte mand klanlederen sad og snakkede
med en hel aften på verandaen og var enig med om alt. Men nu
fortalte Virginia at Howard netop var faldet død om af
hjertestop under det træ, hvor jeg tidligere havde fotograferet
dem lykkeligt sammen. I husker sikkert fra tidligere julebrev
hvor mange han som fangevogter i Angolafængslet har ført i
døden, da det var hans opgave at føre de dødsdømte de sidste
skridt til henrettelsen – nøjagtig som I måske så ham gøre det i
"Dead man walking" hvori han spillede stand in. Virginia og
Howard fortalte tidligere hvordan de selv havde adopteret en
sort dreng, som var kommet ud i kriminalitet og hvordan Howard
havde måttet føre sin egen søn til henrettelse, da han siden
begik et mord. Da Howard havde arbejdet med "Arian Nation" og
mange andre hvide hadgrupper i fængslet, var mødet med en
klanleder intet usædvanligt for ham. Nu var Virginia derfor
blevet familiens overhoved i deres skurvogn med udelukkende
kvinder, døtre og døtres døtre og deres døtre. Alle savnede de
den kærlige Howard og ventede på at se filmen med ham og
klanlederen.
I New Orleans boede vi hos en af mine gamle jødiske veninder,
Valerie Bergman, som havde boet hos mig i Købmagergade i to år,
dvs. udenfor i bilens kulde idet hun sammen med sin sorte mand,
Ernie, som jeg stadig ikke turde fortælle at det var en
klanleder jeg sidst bragte til deres hus, arbejdede til langt ud
på natten i det franske kvarters natteliv. Vi fik nu tid til at
se en masse af Katrinas ødelæggelser i byen, som igen blev ramt
af en mindre orkan under vores besøg – både inde og ude - med
væltede træer overalt omkring os og voldsom ægteskabelig krise
inden døre hos Valerie og Ernie. Det sidste kom ikke som nogen
overraskelse. Da jeg var taget på en "blind date" med Christina,
havde jeg for første gang nogensinde syntes det kunne være sjovt
at få lavet en astrologisk analyse af vores parforhold på
www.astro.com for at se hvad
der ventede mig på turen. Jeg fik ikke mindre end 32 tæt skrevne
sider med en dyb psykologisk analyse af os begge og om kemien
mellem os. Til skeptikere vil jeg blot sige: hvordan kan man
leve uden? For de første to uger af rejsen viste jeg den
overhovedet ikke til Christina. Derimod misbrugte jeg på det
skrækkeligste alle dens oplysninger om hendes vanskeligheder i
livet og oplevelser i barndommen til at spille psykolog overfor
hende på de lange køreture. "Jeg har på fornemmelsen at du har
utrolige problemer med din mor og at de består i dette og dette,
men nu skal du høre hvad du skal gøre" osv. i den dur. Og det
kan nok være at jeg ramte plet i alle mine analyser og at jeg
følgelig voksede i statur i Christinas øjne. Hun fattede
simpelthen ikke hvordan jeg kunne have så megen indsigt og
forståelse for selv de mest ukendte sider af hendes psyke og
indre liv, for jeg tog ikke fejl en eneste gang. Heller ikke i
min forudsigelse af hvordan vores venskab ville udvikle sig og
blive stærkere og stærkere. Faktisk brugte astro-analysen
konsekvent vendinger som "it is very likely that you two soon
will set up house together" som om vi lige så godt kunne blive
gift med hinanden – skønt jeg var 33 år ældre end Christina. Og
det udtryk er jeg 100% sikker på at en astro-analyse af alle de
30 andre medrejsende, jeg har haft på mine ture i USA, ikke
ville bruge om os - skønt jeg også med dem sov under samme tag
en hel måned. For enkelte af dem kunne jeg overhovedet ikke
kommunikere med mens jeg med Christina snakkede uafbrudt fra
morgen til aften lidt i stil med forholdet jeg havde til Rikke
Marrot. Men modsat dig, Rikke, kom jeg aldrig op at skændes med
Christina! Lad mig tilstå at jeg efter 2 uger blev nødt til at
vise min astro-analyse til Christina, da jeg til sidst ikke
kunne holde masken og tage mig selv alvorligt længere over at
spille så alvidende og dybsindig stor en psykolog. Og Christina
blev utrolig lettet, ja henrykt over at jeg i virkeligheden ikke
var spor overmenneskelig, hvilket blot gjorde vores forhold
endnu stærkere "som skrevet stod." Så stærkt at der igen og igen
i udskriften stod hvordan vores fælles kemi ville påvirke andre,
hvilket viste sig at være så uhyggeligt rigtigt at vi til sidst
næsten ikke turde besøge mine gamle venner af frygt for
effekten, vi havde på dem. "Når I sammen besøger folk, vil I
føle det som om, at nogen blandt dem uundgåeligt får en voldsom
krise indenfor 10 minutter." Noget sådant har jeg aldrig oplevet
tidligere, men kriserne var ikke nødvendigvis af negativ art.
Således endte Valerie og Ernie med at gå i parforholdsterapi.
Sjoveste eksempel var besøget hos playboymillionæren, Tommy. Jeg
havde allerede fra Louisiana ringet til ham om at vi ville komme
ned og varme os i hans svømmepøl i Florida, da vi havde frosset
på hele turen. "Men du skal vide, Jacob, at jeg nu bor sammen
med en fast kvinde, Mary Beth, så tingene har ændret sig en
smule."
Det lød lidt kedeligt, da det festlige ved at besøge Tommy jo
var alle de lækre labre larver, der altid hopper ind og ud af
hans Jaguar og seng – og som han i mine vagabondår altid lod mig
overtage efter endt brug. Men Tommy havde glemt at fortælle Mary
Beth at vi skulle komme, så den dag vi endelig kom til Orlando
og uanmeldt som altid vadede ind i huset uden at ringe på, kunne
vi straks se krisen under opsejling. Mary Beth var en dybt
konservativ, struktureret kvinde af en type jeg aldrig havde
forestillet mig Tommy ende op med. Hun var vildt chokeret over
pludselig at se to vildt udseende hippier stå der i hendes fine
nyestuer. Og endnu mere chokerede var hendes republikanske
datter og dennes mand, som de netop denne weekend havde
inviteret fra Texas for at møde den nye stedfar, Tommy. De stod
slet og ret med måbende munde og anede ikke hvad der foregik.
Tommy plejer altid at lave noget barbecue ude ved svømmepølen,
men for første gang i 34 år så jeg at han havde dækket et stort
stiligt middagsbord op inde i stuen til denne festlige
lejlighed. Tommy prøvede straks at redde situationen og
undskylde forglemmelsen. Vi blev inviteret med til bords og
Tommy bad for første gang i alle de år jeg har kendt ham en
bordbøn hvorunder vi holdt deres svedige, nervøse hænder.
Derefter begyndte han at fortælle om dengang han havde samlet
mig op som blaffer, men blot begrebet blaffer lød i deres ører
som noget i retning af "massemorder" eller "terrorist", så
ligegyldigt hvilke underholdende historier han diskede op med
blev stemningen mere og mere anspændt. Så forsøgte jeg mig ved
at udspørge de unge om hvilke universiteter, de gik på, for at
prøve at imponere dem med ved stort set at have været på dem
alle. Men det gjorde ikke situationen bedre, da deres skoler
absolut ikke havde været for "the best and brightest". Efter
middagen skulle Tommy have kørt med dem på besøg hos deres
familie i omegnen, men efter et kort skænderi tog de af sted
uden ham – til hans store lettelse. Tommy var nemlig allerede
blevet meget mere interesseret i Christina og ville hellere ryge
marihuana med os, dance til vild 70’musik med hende og fortælle
på hendes video om vores "good old days", så vi fik den
hyggeligste eftermiddag og aften sammen. For at undgå yderligere
krise ved at have to sådanne "filthy hippies" boende inden døre,
kørte vi med ham ud for at hente et af hans største motorhjem,
som det lykkedes ham at manøvrere ind i indkørslen. Jeg ville
hellere bo i min bil, men for Christina, som var opvokset med
bittesmå Trabanter i DDR, var det en kæmpeoplevelse at bo i så
gigantisk, et rullende hjem. Vi besluttede dog at bryde op
allerede næste dag for ikke at forårsage yderligere krise, men
dagen efter skrev Tommy denne mail til mig: "Mary Beth and I
split. She will be leaving this afternoon. She described the
dinner event as "the straw that broke the Camel's back." But
honestly, I am so glad it happened. She is a highly structured
German Lady, and I am just an ole hippie. So it happened for the
best, really Jacob, I have so much to thank you for….but please
send Christina back soon." Jeg var yderst overrasket, for Mary
Beth havde fortalt os om hvor stort et skridt det havde været
for hende at sælge sin egen pragtvilla. Så nu stod hun altså
hjemløs. Og det gjorde Tommy desværre også kort tid efter, for
nu ville han igen være en fri fugl og gøre alvor af sin drøm om
at sælge mit og Vibekes dejlige feriehjem for i stedet at køre
rundt i et motorhjem året rundt. "And please, Christina, let me
show you around America in a nicer car than Jacob does," skrev
han straks til hende med løfter om at hente hende personligt i
sit 20 m lange motorhome i Berlin. Og Christina, ja, hun nød al
den opmærksomhed hun fik fra to konkurrerende gamle hippier, der
ikke ville se deres alder i øjnene, og de konstruktive kriser og
opbrud vi sammen forårsagede med stjernernes ufattelige magt.
Jo, "gammel" sandede jeg næste dag hvor jeg skulle besøge tre
gamle veninder i et og samme fængsel, Floridas store
statsfængsel Lowell – to af dem sågar gamle kærester – begge nu
bedstemødre. Gennem Robert Jenkins (i min ny bog s. 142)
lykkedes det mig at opspore hans mere berømte søster (Linda med
olielampen og den røde kjole) i dette fængsel, hvor også min
gamle kæreste Diane Brown (narkomanen, der myrdede en
taxachauffør for at skaffe mig husly s. 208), befinder sig. Jeg
ville bl.a. forsøge at få Linda med til min 60 års-fødselsdag,
dersom hun snart skulle løslades. Men det blev en klam, frysende
oplevelse. For at ydmyge os og de tusinder af andre fangers
familier, som var kommet kørende ofte dagevis, skulle vi stå i
køer i iskold vind i timevis mellem pigtrådsindhegningerne på en
åben mark – blot for at nå frem til en arrogant betjent bag en
glasrude, der koldt afviste os fordi vi ikke i mindst to måneder
havde stået på besøgslisten.
Dog fandt jeg ud af at en anden
gammel kæreste, Inez, var blevet løsladt og ved at spørge mig
frem gennem et utal af hjem i Gainesvilles sorte ghetto fandt vi
frem til Inez, der nu arbejdede i et supermarked. Gennem 19 år
var hun forsvundet ud af mit liv som cracknarkoman, ind og ud af
fængsel, så det var et lykkeligt gensyn. Dog havde jeg i alle
årene besøgt hendes mange børn og børnebørn hos plejemoderen,
Shirley, der nu lå døende. Og ind imellem havde jeg e-mailet med
Inez, når hun var stoffri og gik på universitet. Da hendes
familie nu bladede min bog igennem, genkendte de pludselig
Martha Welch – bomuldsplukkeren jeg boede hos i sengen på det
kendte billede s. 27 og 71 - og som jeg derved fik opsporet til
en Wallmart, hvor hun arbejder for ca. samme slaveløn som
dengang. Martha havde jeg forgæves forsøgt at finde i 33 år.
Lad
mig også lige opdatere nogle af de andre kendte billeder. I
Mississippi valgte vi denne gang ikke at gå til gudstjeneste i
min ekskones bedstefars kirke – den jeg var så ked af jeg ikke
kunne få klanlederen med ind i – idet Carl Overstreet på side
128 nu er blevet prædikant i sin egen kirke, hvor vi hørte på
ham i mindst 2-3 timer – stadig som i barndommens sengebillede
karakteristisk lænende sig med armen mod prædikestolen.
Min
ekskones fætter Eddie Rush var nu død, men vi legede med hans
børnebørn en hel aften i den shack jeg viste i Deadline
udsendelsen med Henrik Fogh Rasmussen. I North Carolina var Mozell Whitley, gift med Lefus s. 97, minsandten stadig
åndsfrisk, men hendes søn, gangsteren Lep s. 267n, så godt som
havde mistet besindelsen efter tabet af konen Gertrude. Hubert
på s. 202n, som i alle årene siden jeg tog billedet har siddet i
Central Prison efter bl.a. at have røvet min hvide ven Gleen
Queens hus, er nu endelig blevet løsladt – efter 34 år! Mest tid
brugte vi hos den gamle gangster, Alphonso s. 200 i Baltimore,
da Christina lavede et videointerview om hans tid som Sort
Panter, men også for at planlægge hans rejse til min snarlige
fødselsdagfest i Danmark, hvor jeg ønskede at han skulle holde
åbningstalen for at advare danskerne mod fortsat ghettoisering
af vore egne mindretal. I Philadelphia plagede Renee Yates
(nøgen under korset på det berømte billede s. 266) mig igen og
igen om at få lov til at komme med til festen, men jeg ville
ikke love noget, da jeg ikke vidste hvor mange jeg kunne finde
sponsorer for. Jeg havde lovet Christina at vi i samme by skulle
besøge en af hendes venner. Det blev en interessant oplevelse,
da det var den verdenskendte filosof, Ashok Gangadean, som hun
havde organiseret foredrag for i Berlin. Han leder
filosofifakultetet på et af de eliteuniversiteter, jeg tit har
været på, men det kom helt bag på mig at høre Christinas og
Ashoks dybe samtaler om emner, jeg overhovedet ikke havde begreb
om, - ja, bare at høre hvor mange af hans bøger hun havde læst
og kunne citere. Med mit lidet filosofiske sind havde vi nu
rejst en måned sammen uden at jeg havde lagt mærke til denne
skjulte side af Christina. I kan google ham eller læse om Ashoks
spændende ideer på
awakeningmind.org,
thinking-allowed.com og consciousmedianetwork.com.
Inden vi vendte hjem til min faste bopæl hos Christina Sun i New
York havde jeg et foredrag i en af mine andre eliteskoler,
Weslyan, i Connecticut, hvor jeg mødtes med min sorte agent, som
jeg har fyret, men som håber jeg vil bruge ham igen. Men ærlig
talt. Hvorfor arbejde så meget når man kan holde ferie som vi
havde gjort det i en måned? I de år Muwwakkil bookede mig, havde
jeg foredrag hver eneste dag og lå vandret i luften. Livet er
for kort til at stresse ved at sætte livet på spil for at
underholde forkælede studenter. Christina Voigt var blevet
hjertevenner med Christina Sun og blev hos hende efter at jeg
fløj hjem til Danmark, mens hun selv skulle til Nepal for at
lave en ny film. Desværre havde jeg under en frostnat i Florida
i bilen fået en slem forkølelse, som gjorde mig modtagelig
overfor den "3 måneders influenza", der hærgede New York og
Chris Sun på det tidspunkt. Den vil I sikkert huske fra mine
hæse fødselsdagtaler, men den er faktisk fortsat og påvirker
skrivningen af dette julebrev - mens Chris fik den kureret med
akupunktur af en kinesisk heksedoktor for kun 20$. Det
planlægger jeg også at gøre i februar 2008 – altså et helt år
efter!
Desværre satte den et tungt præg på den planlægning, jeg
nu skulle hjem og lave af to store fester og en gigantisk
fotoudstilling, hvilket jeg kun havde tre måneder til. Jeg hører
at nogle af jer andre bruger halve år på at planlægge bare et
sølvbryllup. I håb om at få Vibeke til at hjælpe lidt, kaldte
jeg da også mine fester for en slags sølvbryllup eller "vores
100 årsdag". Dvs. min 60 årsdag plus min 30 års mødedag med
Vibeke……hvorefter jeg lige rundede op med 10 for at fejre mine
hjemmesiders 10 årsdag. Hvem kan sige nej til det?
Jo, det kunne
Vibeke som var træt af mine egotrips og manglende nærvær. Hun
var mere bekymret for vores datter, som på det tidspunkt rejste
rundt i Guatemala og ustandseligt blev overfaldet og røvet og
hvis samlever gennem en måned blev myrdet. Mit problem var at da
jeg sidste år besluttede mig for at holde mit livs fest for at
takke alle jer, som har hjulpet mig gennem livet, indså jeg
hurtigt at jeg måtte have et kæmpelokale. Det havde jeg ikke råd
til, hvorfor jeg foreslog Øksnehallen at lave "en lille
udstilling" da jeg jo nu havde så mange billeder i kælderen fra
udstillingen i Rundetårn. Således, tænkte jeg, ville jeg få både
gratis lokale og gratis udskænkning af vin. Men hurtigt indså
jeg at jeg ikke ville kunne få adskilt alle de offentlige gæster
fra mine private gæster, hvorfor Vibeke insisterede på at det
blev over to dage i to forskellige lokaler. Samtidig opdagede
jeg at Øksnehallen er kilometerstor og at der skulle meget mere
end de 240 billeder til, som havde hængt i Rundetårn. Og da mine
billeder jo ikke har ret stor kunstnerisk værdi, blev jeg
tvunget til at finde på et emne som kunne undskylde at jeg hang
en masse lort op. Og sådan voksede det langsomt – eller faktisk
ret hurtigt – til en stor udstilling om racisme. Men da man jo
ikke kan skildre racisme fotografisk, var jeg nødt til at skrive
nogle tekster for at forklare hvad billederne handlede om. Sådan
blev det til en pædagogisk eller over-pædagogisk udstilling –
afhængigt af hvilket klasse- og forståelsestrin, tilskuerne
befandt sig på. Først og fremmest skulle det være en udstilling
for skoler, hvilket ikke var særlig heldigt, da jeg kun kunne få
lokalerne i eksamenstiden. Så det var i allerhøjeste grad en
utaknemmelig opgave, jeg havde givet mig selv.
Fortsættes i 2. del |