"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2007,    36. årgang - 1. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 


Jul/Nytår 2007 36. årgang

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

 

 

Indholdsfortegnelse

Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:

1. Hvordan det lykkedes mig at vågne på silkelagner i Klaus Rifbjergs og hans kone Inges king-size seng og allerede samme aften at sove i Ku Klux Klan-lederens og hans kones rodede og beskidte queen-size seng i fugtigklamme røde dyner.

2. Årets døde blandt mine venner – heriblandt en, som selv førte mange mennesker i døden samt to mangemilliardærer hvoraf den ene var startet som vagabond og var skyld i at jeg i sin tid selv blev vagabond.

3. Hvordan jeg blev både høj og skæv af nat efter nat at hænge ud med og drikke øl med de sødeste muslimske piger…..og alligevel fik "hvad fatter gør er altid det rigtige"-kys af min overbærende kone, når jeg hen på morgenen kom hjem.

4. Hvordan verdensrekordindehaveren og sundhedsministeren hjalp mig til at sætte ny personlig rekord i maraton i Berlin mens en præsidentkandidat slog mig ved at snyde.

5. Hvordan Christina og jeg forårsagede kriser eller skilsmisser i næsten hvert eneste hjem, vi besøgte på turen i USA – og alligevel kun fik tak for det overalt.

6. Hvordan jeg fik folk i hele verden – fra jungle- til ørkenfolk – aktivt og gratis til at lave arbejdet for mig i april på at få min udstilling "Ghettoen i vore hjerter" op at stå – doven som jeg selv er - men endte i en sådan krise og nær skilsmisse fra min kone – at selvsamme Christina kom flyvende fra Nepal for som en deus ex machina at redde både mine fødselsdagsfester, min udstilling og (vist nok også) mit ægteskab.

7. Hvordan jeg med bind for øjnene blev sejlet til en øde ø og spærret inde under jorden, hvilket gav anledning til at jeg i fuld tilstand brækkede mig over statsministerens søns nye bog og hvordan vi alligevel blev gode venner og besluttede sammen at lave vores nye roadshow rundt i de danske gymnasier i 2008.

8. Hvordan jeg sprang ud som bøsse foran en tusindtallig skare på Rådhuspladsen.

9. Hvordan jeg hjalp en farlig tiger med at flygte fra lænkerne hvorved det lykkedes at binde to blodbesudlede indbyrdes fjender sammen i hymens lænker.

10. Hvordan jeg forærede min bedstemors faldefærdige hus til en sort pige, hvorved Zentropa fik ideen til at lave en film om mig – et af mine 6 nye filmprojekter i 2008.

11. Hvordan jeg med sådanne ego-projekter blot prøver at skaffe læsere til mit julebrev
…..skønt der (igen) i år intet er at komme efter.

Julebrevene forsøger at fortsætte grundideen fra Amerikanske Billeder med at beskrive politik og samfund udelukkende ud fra det personligt oplevede.
 


 

Kære årbog…….gamle venner……og svage smugkiggende sjæle

Et af mine nytårsforsætter i mange år har været at jeg bør være god ved mine venner. Først og fremmest ved at skrive lidt kortere julebreve til jer. Der er jo usædvanligt mange med svagtlæsende handicaps blandt jer, har jeg opdaget med årene. I år tror jeg at chancen for et kort julebrev er der idet jeg stort set intet har oplevet i årets løb, som er værd at fortælle om. Runde fødselsdage er jo ikke det mest spændende at fortælle om når så mange af jer var til stede som vidner at jeg i al fald i dette tilfælde bliver nødt til at holde mig til sandheden J


Blandt årets menneskelige oplevelser var en ung kvinde, som jeg fandt på Internettet. På hendes hjemmeside skrev hun at hun var blevet filmfotograf bl.a. fordi hun havde haft min bog lige siden hun var 5 år gammel, da hun voksede op i Østtyskland. Jeg skrev derfor og spurgte hende om hun ikke havde lyst til at tage med på en af mine ture i USA for at møde nogle af de mennesker, som havde forekommet "larger than life" i øjnene på den 5-årige pige, der nu var blevet 27 år gammel. Det er jo vigtigt at være lidt imødekommende, så jeg inviterer altid mine publikums med på mine rejser - vel vidende at de fleste alligevel ikke kan forlade studier og arbejde. Vi rejseforfattere lever jo af at "sælge" rejsedrømme. Men Christina Voigt skrev prompte et begejstret Ja tilbage. Hun var parat til at rejse øjeblikkeligt skønt hun skulle have været til Nepal netop i februar for at lave film. Det passede mig ikke så godt da jeg allerede havde en løs aftale med en utrolig kvik og billedskøn ung psykologi- og medicinstuderende, som havde taget et halvt års orlov fra studierne for at rejse i USA. Det er altid dejligt at give mennesker en oplevelse for livet når man som i Monas tilfælde fornemmer at de har en lovende karriere foran sig. Flere er senere kommet ind på studier såsom antropologi ved at skrive i deres resume at de har været med mig ude at rejse.

Men allerede i de første e-mails med Christina kunne jeg mærke at jeg hellere ville have hende med og at der ville komme noget ganske særligt ud af det. Dels svinger jeg bedst med folk, som jeg er på drillefod med og dels rådspurgte jeg min "astrolog" med hendes store psykologiske indsigt, da jeg ikke havde mulighed for at få en personlig samtale forinden med en fra Berlin. Og derefter var jeg slet ikke i tvivl. Dog sendte jeg først to af mine veninder for som "STASI-agenter" at udspionere Christina i Berlin – den ene en som tidligere har rejst med mig i USA og ved hvad ghettoturene indebærer og den anden en fotograf, som jeg udstillede med i Frankrig og som også bor i Kreuzberg. Og begge meldte begejstrede positivt tilbage om at Christina var sjov og festlig og ville være en fantastisk gave for mig at have med. Sjovt nok kunne jeg fra første øjeblik mærke det samme på vores korrespondance, at vi svingede helt usædvanligt sammen. Og ikke nok med det, men hun svingede endnu mere fantastisk sammen med den anden Christina i mit liv, kineseren som jeg bor hos i New York, og som jeg derfor for nemheds skyld vil kalde for Chris her. Chris har jo været vant til at jeg kommer med den ene dansker efter den anden på slæb eller dumper dem hos hende i New York mens jeg selv flyver rundt til fjerne foredrag i landet. Så de havde allerede en længere mail-korrespondance med hinanden om hvordan de i fællesskab nok skulle få mig ned med nakken.

Jeg plejer altid at ankomme til februarturneen nogle dage før mine medrejsende, så vi havde aftalt at mødes med Christina til Chris’ fødselsdag. Og det kan nok være at vi ikke blev skuffede, for Christina vadede ind i fødselsselskabet som en sand humørbombe og spredte straks glæde og gode vibrationer blandt gæsterne. Nøjagtig som hun siden gjorde det overalt hvor vi kom frem i Amerika. Det var underligt at have en "blind date" med et menneske, som jeg følte at jeg på en eller anden måde havde kendt hele mit liv eller i al fald straks følte var min bedre halvdel.

Vi kørte af sted fra New York i minus 20 graders kulde og skønt vi kunne have sovet i det første universitets varme luksushotel, foreslog Christina at vi i stedet kørte videre og sov i bilen ude i bjergene. Med en sådan vagabondindstilling vinder man som bekendt straks mit hjerte, men hun reddede også næste dags foredrag i Ohio State, for da vi vågnede op næste morgen i den fuldstændig tilisede bil var den umulig at starte. Og hvis ikke hun med sit forslag havde fået mig til at køre så længe natten før, ville vi med den bilreparation, der nu skulle foretages, ikke have nået frem i tide til foredraget. Og for mig var dette et særdeles vigtigt foredrag, idet det var organiseret af Ron Greene, der som professor i filmhistorie er ved at skrive en stor bog om mig og Amerikanske Billeder, som han regner blandt verdens ti bedste dokumentarfilm gennem historien. Han har lige siden min biografpremiere i New York i 1984 set og beskrevet hver eneste ændrede udgave, jeg har lavet, og havde allerede sendt mig manuskriptet til min godkendelse i Danmark. Ved middagen med ham og hans kone i det stilige hjem måtte jeg nu tøvende indrømme at jeg endnu ikke har fået det læst (idet sådanne akademiske analyser af mit show og mig selv altid får mig til at falde i søvn). Det var et utroligt luksuriøst hjem at blive indkvarteret i, idet en professorløn i Midtvesten jo kan give råd til kæmpeboliger mens de ikke ville strække til meget mere end en lejlighed på Østkysten. Tilmed var det udstyret med alverdens kunst og et kæmpebibliotek, så det forekom mig ikke underligt at Klaus Rifbjerg bruger netop dette hjem som udgangsbase for sine USA-ture.

For Rons bedste venner er Klaus og hans kone, Inge, som de hvert år besøger i Spanien eller går på jagt med i Danmark. Derfor havde de også under en af mine USA-ture været på besøg hos Vibeke hjemme hos os i Gernersgade og det var faktisk med Ron som mellemmand mit samarbejde med Rifbjerg var opstået sidste år, da vi sammen organiserede en racismedemonstration. Ron har igennem årene sendt hver en prut jeg har slået videre til Klaus hvilket sikkert forklarer at Rifbjerg pludselig nævnte mig i en af sine kronikker og sendte en lang sød tale til min fødselsdag. Derfor glædede Christina og jeg os nu til at sove i Klaus og Inges kæmpeseng i hele husets øverste etage, der var indrettet som bibliotek. Jeg havde på forhånd givet Ron besked om ikke at skifte Klaus og Inges lagner da jeg jo gerne ville indånde den store digters mest intime dunster, som jeg allerede havde snuset til i min gymnasietid. Men virkelig beundring for Rifbjerg som digter fik jeg på studenterkursus, da jeg skrev en afhandling på over hundrede sider om bare ét af hans digte, nemlig "Solsorten". Desværre skete der det samme som I husker mig for fra min gymnasietid, at når jeg endelig lavede noget, var det altid totalt overkill og blev afleveret måneder for sent. I dette tilfælde efter at min dansklærer var død. Nu forestiller jeg mig i stedet at jeg en dag vil få Rifbjerg himself til at rette denne, min sidste stil – eller at jeg en dag lægger den ud på internettet for at hjælpe nutidens elever, som skal skrive om Rifbjerg, med ikke på samme triste vis at gå helt i solsort. Christina havde naturligvis ikke samme besjælede forhold til dens magelige rede som jeg, men også hun nød undtagelsesvis at komme ind i varmen. For bortset fra næste dag hos Ku Klux Klans leder var dette eneste gang i en frostkold måned vi sov inden døre.

Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ned til sydens varme, men da jeg nu var så tæt på Indiana, endte jeg i stedet med at køre mod nord. Jeg havde ikke set Jeff Berry, klanlederen, siden vi skiltes i vrede og jeg kom kørende hele vejen herop fra Florida efter vores filmfiasko for at undskylde for min opførsel og at jeg blevet så sur på ham. Efter tusinder af kilometers kørsel havde både han og min hjerteveninde, hans kone Pamela, afvist mig. Så for en sikkerheds skyld ringede jeg nu til ham for at høre hvordan hans humør var inden jeg kørte yderligere nordpå i sneen. "Oh, please Jacob, please come, my friend. You can have our own bed and we will cook the finest steak. Come and stay as long as you want. You know, my house is your house. We need to hook up again."

Så var der ingen tvivl tilbage. Jeg vidste jo at han nu var lammet og blind efter klanmedlem-mernes overfald på ham og kunne høre at han havde brug for mit venskab igen. Efter en hel dags snekørsel nåede vi frem til Butler. Christina var så nervøs over hvordan vi ville blive modtaget at hun lod sit videokamera køre non-stop, nervøst flakkende, da vi gik ind i huset. "Come in, Jacob", råbte Jeff med sin dybe, varme stemme. Han sad i en lænestol langt inde i huset, men greb straks krykkerne for at rejse sig og give en omfavnelse. Han var utrolig glad for at se mig igen i sin trøstesløse blinde tilværelse.

 Fjernsynet kørte non-stop foran ham fra morgen til aften skønt han fortalte at han kun akkurat kunne se forskellen på lys og mørke. Men når jeg stillede ham spørgsmål om hvorvidt en skuespiller var sort eller hvid, kunne han altid på accenten svare rigtigt. Nu hvor han ikke var klanleder mere, men aktiv i den lokale kirke, var det dog tydeligt at han var lige så begejstret for sorte som hvide skuespillere. Jeg havde for længst gennemskuet at klanens "racisme" blot var spil for galleriet mens jeg husker hvor mange andre hvide, der i 70’erne straks slog over på andre Tv-kanaler hver gang "skærmen gik i sort". Det samme spil for galleriet kunne vi nu more os over næsten var årsag til at vores langvarige venskab havde lidt en alvorlig krise under Tv-optagelserne. Under disse var han bevidst om at han var fuldstændig uinteressant hvis han ikke "spillede" den store klanleder ligesom jeg var nødt til at spille "anti-racist" og skønt vi kunne hygge os sammen og "være os selv" hver aften, når Tv-kameraet blev lagt til side, fik "medierne" som han altid kaldte dem alligevel det hele til at køre op i en spids med "deres indbyggede ønske om at sætte mennesker op mod hinanden for at skabe drama og underholdning." Den spænding, seerne oplevede i filmen mellem mig og Jeff, kunne vi i al fald hurtigt blive enige om at finde en syndebuk for, nemlig fotografen Mads, "that nasty young punk", idet Mads jo nu ikke selv var til stede. For det jo ikke helt urigtigt at den dybere spænding var mellem dig og Jeff, ikke sandt Mads? Som I andre lagde mærke til gik der over halvandet år inden filmen kom i fjernsynet – ikke mindst fordi Mads hadede klanlederen sådan at han i lang tid efter rejsen ikke ville røre ved det, da han ikke kunne udstå at sidde og høre på al "Jeffs ævl og gentagelser" igen og igen under klipningen af de 36 timers filmoptagelser. Jeg var da også mildt skuffet, da jeg så en prøveversion, over alt det, der var fraklippet i sammenkoget på 35 minutter. Helt dårligt blev det nok ikke i andres øjne idet Mads Ellesøe senere på året fik Baadsgaard prisen for bl.a. denne film. Men nogen let opgave var det heller ikke at skabe en dybere mening med denne film, der var kommet i stand spontant og helt uden planlægning. Min egen ide med filmen - at vise det skadede menneske, der ligger bag racisten og klanfolk i almindelighed - gik jo fuldstændig tabt med tabet af de intense optagelser, vi havde lavet af en terapeutisk seance med den incestramte narkoludder Christy ude i en skov, - den som pludselig havde fået Jeff til at åbne op for sin egen smerte som følge af mishandlingen han selv havde været udsat for som barn. Disse følelsesladede scener, som jeg fortalte om i julebrevet 2005, ville have givet en naturlig forklaring overfor seerne på hvorfor Jeff blev til det kantede menneske, han udviklede sig til på samme måde som så mange narkoluddere, jeg har kendt. Dengang mente vi at Jeff havde stjålet båndene, da han i kampens hede og i afsindig vrede til sidst forlod bilen og jeg dumpede ham blandt hundreder af ventende sorte på Atlantas busstation kl. 3 om natten. Dette påstod han nu at han ikke havde gjort, men hvor skulle de 5 bånd ellers være blevet af? Under alle omstændigheder skammede og ærgrede jeg mig nu over min egen vrede på det tidspunkt og over at jeg havde opført mig ligeså klodset som så mange andre mennesker, der før eller siden mister tålmodigheden med smertens mishandlede børn og næsten i had råber "de må sgu da også lære at tage ansvar for deres liv når de bliver voksne!" Den manglende indlevelse, som ligger bag et sådant momentant had, straffer man jo kun sig selv med, hvilket jeg bittert erfarede, da Jeff var forsvundet ud af mit liv med de bånd, som kunne have givet hele vores rejsefilm en dybere mening ved netop at vise at smertens børn ikke magter at kæmpe sig ud af de kroniske lidelsesmønstre uden at få en kærlig hjælpende hånd fra andre mennesker. Denne kærlige hånd havde Jeff nu fået fra Pamela mens jeg i virkeligheden med Tv-udsendelsen havde forsøgt at holde ham fast i rollen og selvbilledet som klanleder på et tidspunkt hvor vi ved fælles hjælp faktisk allerede havde fået ham til at opgive denne rolle. "I am not your puppet, Jacob!" er nok den sætning, seerne bedst vil huske om mit totale fravær af kærlig indlevelse i det afgørende øjeblik. (Nå ja, det er vel nøjagtig den samme sætning, I bruger, når I skrotter mine julebreve ned i affaldspanden. Så lad os se at komme videre!)
Jeff insisterede på at Christina og jeg ikke gik i seng før Pamela kom hjem, så da hun var på nathold på kyllingeslagteriet blev klokken over 2. Pamela var lidt forlegen over at se mig. Vi havde jo udviklet et meget intenst forhold til hinanden, da jeg boede hos hende under Jeffs fængselsophold, og alligevel havde hun valgt side og nægtet at tage imod mig, da jeg var kommet kørende op fra Atlanta for at bede om tilgivelse for min hadske opførsel overfor Jeff på turen. Så hun stod klodset og stiv, da jeg omfavnede hende nu, men løsnede dog hurtigt op med en sådan snakkelyst at vi nær aldrig var kommet i seng. Det var ikke for at vise ekstra gæstfrihed at vi fik deres eget soveværelse ovenpå, men skyldtes den triste kendsgerning at Jeff nu ikke mere kunne gå op ad trapperne, hvorfor de var flyttet ned i et lille kammer. De fortalte meget om de andre klanmedlemmers overfald på ham og var yderst tilfredse med at hans egen søn, Anthony, nu stod til at få mindst 5 år i fængsel – den søn, som Jeff selv var gået livsvarigt i fængsel for at redde fra en anden voldsdom få år tidligere. Som klanleder havde Jeff hadet den hadske svigersøn, nazisten Wally, som jeg tidligere har beskrevet. Men nu fortalte de at Wally hver eneste dag i de to måneder mens Jeff lå i koma på hospitalet, var kommet og havde stået kærligt og hvisket jokes ind i øret på Jeff for at vække ham til live og at Jeff en dag under en sådan seance mirakuløst pludselig havde slået øjnene op. Wally, som også min sorte veninde Rikke Marrott havde opfattet som hadsk, men som jeg under lange natlige samtaler med ham havde konkluderet blot var i smerte efter sorte banders mord på hans tidligere kone og datter, havde nu løsnet fuldstændig op og var blevet det mest kærlige og sjove menneske. Væk var alle hans nazistiske floskler. Hver eneste dag besøger han nu Jeff. Dette gjorde mig utrolig glad at høre, for skønt jeg altid har konkluderet at der intet rigtigt had findes – kun afgrundsdyb smerte (hvilket er noget vi som medmennesker kærligt kan afhjælpe) – ja, så vil jeg godt nu indrømme at selv jeg under mine første møder med den "hadske" nazist Wally havde haft mine øjeblikke, hvor jeg blev naget af en indre ondsindet tvivl. (Men det ved I selvfølgelig godt at jeg ALDRIG ville have indrømmet i mit julebrev, da det jo går imod alle mine ideer om at vi kan ændre vore medmennesker gennem positiv, kærlig tænkning om dem). Så glad var jeg, da vi næste dag kørte derfra, over endnu engang at have fået bekræftet at der ikke findes had og at intet venskab selv med smertens børn i længden kan slås itu – hvis blot man vender sine indre bebrejdende og fordømmende tanker om dem til befriende, kærlige tanker. For både Jeff og Pamela tiggede og bad os under morgenmaden om at blive "as long as you want, for our home will always be your home."


Et lille fingeraftryk af besøget hos USA’s tidligere "største og farligste Klan-leder" kom kort tid efter i Politiken, idet jeg hos klanlederen færdiggjorde min kronik "Irak i vore hjerter" om hvordan vi kunne have afvæbnet Saddam Hussein gennem ikke-voldelig indgriben frem for det blodbad, vi fik ud af en voldelig indgriben. Da jeg sendte den til Anders Jerichow fra den computer, Pamela skriver kirkebladet på nu hvor Jeff prædiker kærlighed i den lokale kirke frem for had, sneg der sig en sætning ind om hvor let det er "at afvæbne selv en klanleder". Jeg sendte den til jer på 4-årsdagen for invasionen i Irak og den blev siden flittigt brugt i ikke-volds-seminarer bl.a. for alle Merkur Banks ansatte.

Desværre var vi allerede næste dag nødt til at bryde op for i stor hast at nå et show nede ved St. Louis samme aften, men tit sendte vi Jeff og Pamela varme tanker på turen, da deres varme seng var den sidste vi fik inden døre på en hel måneds frostkold rejse.

I Memphis inviterede en af mine gamle sorte veninder, Sonya Mall, mig dog til at dele hendes seng, men det kunne jeg ligesom ikke byde Christina, hvorfor vi sov i bilen udenfor hendes rodede hus og nød hendes brusebad og gode madlavning. Denne situation gentog sig ulykkeligvis hos Virginia Honore, som jeg hyppigt var kæreste med fra jeg mødte hende i en shack som 16-årig – især i årene efter at hun som 32-årig blev bedstemor og havde lyst til at baske lidt med vingerne.

Nu hvor hun for længst var blevet oldemor havde klanlederen bedt mig hilse hendes mand, Howard, mange gange. I vil sikkert huske ham fra "Jacob og klanen" som den sorte mand klanlederen sad og snakkede med en hel aften på verandaen og var enig med om alt. Men nu fortalte Virginia at Howard netop var faldet død om af hjertestop under det træ, hvor jeg tidligere havde fotograferet dem lykkeligt sammen. I husker sikkert fra tidligere julebrev hvor mange han som fangevogter i Angolafængslet har ført i døden, da det var hans opgave at føre de dødsdømte de sidste skridt til henrettelsen – nøjagtig som I måske så ham gøre det i "Dead man walking" hvori han spillede stand in. Virginia og Howard fortalte tidligere hvordan de selv havde adopteret en sort dreng, som var kommet ud i kriminalitet og hvordan Howard havde måttet føre sin egen søn til henrettelse, da han siden begik et mord. Da Howard havde arbejdet med "Arian Nation" og mange andre hvide hadgrupper i fængslet, var mødet med en klanleder intet usædvanligt for ham. Nu var Virginia derfor blevet familiens overhoved i deres skurvogn med udelukkende kvinder, døtre og døtres døtre og deres døtre. Alle savnede de den kærlige Howard og ventede på at se filmen med ham og klanlederen.

I New Orleans boede vi hos en af mine gamle jødiske veninder, Valerie Bergman, som havde boet hos mig i Købmagergade i to år, dvs. udenfor i bilens kulde idet hun sammen med sin sorte mand, Ernie, som jeg stadig ikke turde fortælle at det var en klanleder jeg sidst bragte til deres hus, arbejdede til langt ud på natten i det franske kvarters natteliv. Vi fik nu tid til at se en masse af Katrinas ødelæggelser i byen, som igen blev ramt af en mindre orkan under vores besøg – både inde og ude - med væltede træer overalt omkring os og voldsom ægteskabelig krise inden døre hos Valerie og Ernie. Det sidste kom ikke som nogen overraskelse. Da jeg var taget på en "blind date" med Christina, havde jeg for første gang nogensinde syntes det kunne være sjovt at få lavet en astrologisk analyse af vores parforhold på www.astro.com for at se hvad der ventede mig på turen. Jeg fik ikke mindre end 32 tæt skrevne sider med en dyb psykologisk analyse af os begge og om kemien mellem os. Til skeptikere vil jeg blot sige: hvordan kan man leve uden? For de første to uger af rejsen viste jeg den overhovedet ikke til Christina. Derimod misbrugte jeg på det skrækkeligste alle dens oplysninger om hendes vanskeligheder i livet og oplevelser i barndommen til at spille psykolog overfor hende på de lange køreture. "Jeg har på fornemmelsen at du har utrolige problemer med din mor og at de består i dette og dette, men nu skal du høre hvad du skal gøre" osv. i den dur. Og det kan nok være at jeg ramte plet i alle mine analyser og at jeg følgelig voksede i statur i Christinas øjne. Hun fattede simpelthen ikke hvordan jeg kunne have så megen indsigt og forståelse for selv de mest ukendte sider af hendes psyke og indre liv, for jeg tog ikke fejl en eneste gang. Heller ikke i min forudsigelse af hvordan vores venskab ville udvikle sig og blive stærkere og stærkere. Faktisk brugte astro-analysen konsekvent vendinger som "it is very likely that you two soon will set up house together" som om vi lige så godt kunne blive gift med hinanden – skønt jeg var 33 år ældre end Christina. Og det udtryk er jeg 100% sikker på at en astro-analyse af alle de 30 andre medrejsende, jeg har haft på mine ture i USA, ikke ville bruge om os - skønt jeg også med dem sov under samme tag en hel måned. For enkelte af dem kunne jeg overhovedet ikke kommunikere med mens jeg med Christina snakkede uafbrudt fra morgen til aften lidt i stil med forholdet jeg havde til Rikke Marrot. Men modsat dig, Rikke, kom jeg aldrig op at skændes med Christina! Lad mig tilstå at jeg efter 2 uger blev nødt til at vise min astro-analyse til Christina, da jeg til sidst ikke kunne holde masken og tage mig selv alvorligt længere over at spille så alvidende og dybsindig stor en psykolog. Og Christina blev utrolig lettet, ja henrykt over at jeg i virkeligheden ikke var spor overmenneskelig, hvilket blot gjorde vores forhold endnu stærkere "som skrevet stod." Så stærkt at der igen og igen i udskriften stod hvordan vores fælles kemi ville påvirke andre, hvilket viste sig at være så uhyggeligt rigtigt at vi til sidst næsten ikke turde besøge mine gamle venner af frygt for effekten, vi havde på dem. "Når I sammen besøger folk, vil I føle det som om, at nogen blandt dem uundgåeligt får en voldsom krise indenfor 10 minutter." Noget sådant har jeg aldrig oplevet tidligere, men kriserne var ikke nødvendigvis af negativ art. Således endte Valerie og Ernie med at gå i parforholdsterapi. Sjoveste eksempel var besøget hos playboymillionæren, Tommy. Jeg havde allerede fra Louisiana ringet til ham om at vi ville komme ned og varme os i hans svømmepøl i Florida, da vi havde frosset på hele turen. "Men du skal vide, Jacob, at jeg nu bor sammen med en fast kvinde, Mary Beth, så tingene har ændret sig en smule."

Det lød lidt kedeligt, da det festlige ved at besøge Tommy jo var alle de lækre labre larver, der altid hopper ind og ud af hans Jaguar og seng – og som han i mine vagabondår altid lod mig overtage efter endt brug. Men Tommy havde glemt at fortælle Mary Beth at vi skulle komme, så den dag vi endelig kom til Orlando og uanmeldt som altid vadede ind i huset uden at ringe på, kunne vi straks se krisen under opsejling. Mary Beth var en dybt konservativ, struktureret kvinde af en type jeg aldrig havde forestillet mig Tommy ende op med. Hun var vildt chokeret over pludselig at se to vildt udseende hippier stå der i hendes fine nyestuer. Og endnu mere chokerede var hendes republikanske datter og dennes mand, som de netop denne weekend havde inviteret fra Texas for at møde den nye stedfar, Tommy. De stod slet og ret med måbende munde og anede ikke hvad der foregik. Tommy plejer altid at lave noget barbecue ude ved svømmepølen, men for første gang i 34 år så jeg at han havde dækket et stort stiligt middagsbord op inde i stuen til denne festlige lejlighed. Tommy prøvede straks at redde situationen og undskylde forglemmelsen. Vi blev inviteret med til bords og Tommy bad for første gang i alle de år jeg har kendt ham en bordbøn hvorunder vi holdt deres svedige, nervøse hænder. Derefter begyndte han at fortælle om dengang han havde samlet mig op som blaffer, men blot begrebet blaffer lød i deres ører som noget i retning af "massemorder" eller "terrorist", så ligegyldigt hvilke underholdende historier han diskede op med blev stemningen mere og mere anspændt. Så forsøgte jeg mig ved at udspørge de unge om hvilke universiteter, de gik på, for at prøve at imponere dem med ved stort set at have været på dem alle. Men det gjorde ikke situationen bedre, da deres skoler absolut ikke havde været for "the best and brightest". Efter middagen skulle Tommy have kørt med dem på besøg hos deres familie i omegnen, men efter et kort skænderi tog de af sted uden ham – til hans store lettelse. Tommy var nemlig allerede blevet meget mere interesseret i Christina og ville hellere ryge marihuana med os, dance til vild 70’musik med hende og fortælle på hendes video om vores "good old days", så vi fik den hyggeligste eftermiddag og aften sammen. For at undgå yderligere krise ved at have to sådanne "filthy hippies" boende inden døre, kørte vi med ham ud for at hente et af hans største motorhjem, som det lykkedes ham at manøvrere ind i indkørslen. Jeg ville hellere bo i min bil, men for Christina, som var opvokset med bittesmå Trabanter i DDR, var det en kæmpeoplevelse at bo i så gigantisk, et rullende hjem. Vi besluttede dog at bryde op allerede næste dag for ikke at forårsage yderligere krise, men dagen efter skrev Tommy denne mail til mig: "Mary Beth and I split. She will be leaving this afternoon. She described the dinner event as "the straw that broke the Camel's back." But honestly, I am so glad it happened. She is a highly structured German Lady, and I am just an ole hippie. So it happened for the best, really Jacob, I have so much to thank you for….but please send Christina back soon." Jeg var yderst overrasket, for Mary Beth havde fortalt os om hvor stort et skridt det havde været for hende at sælge sin egen pragtvilla. Så nu stod hun altså hjemløs. Og det gjorde Tommy desværre også kort tid efter, for nu ville han igen være en fri fugl og gøre alvor af sin drøm om at sælge mit og Vibekes dejlige feriehjem for i stedet at køre rundt i et motorhjem året rundt. "And please, Christina, let me show you around America in a nicer car than Jacob does," skrev han straks til hende med løfter om at hente hende personligt i sit 20 m lange motorhome i Berlin. Og Christina, ja, hun nød al den opmærksomhed hun fik fra to konkurrerende gamle hippier, der ikke ville se deres alder i øjnene, og de konstruktive kriser og opbrud vi sammen forårsagede med stjernernes ufattelige magt.


Jo, "gammel" sandede jeg næste dag hvor jeg skulle besøge tre gamle veninder i et og samme fængsel, Floridas store statsfængsel Lowell – to af dem sågar gamle kærester – begge nu bedstemødre. Gennem Robert Jenkins (i min ny bog s. 142) lykkedes det mig at opspore hans mere berømte søster (Linda med olielampen og den røde kjole) i dette fængsel, hvor også min gamle kæreste Diane Brown (narkomanen, der myrdede en taxachauffør for at skaffe mig husly s. 208), befinder sig. Jeg ville bl.a. forsøge at få Linda med til min 60 års-fødselsdag, dersom hun snart skulle løslades. Men det blev en klam, frysende oplevelse. For at ydmyge os og de tusinder af andre fangers familier, som var kommet kørende ofte dagevis, skulle vi stå i køer i iskold vind i timevis mellem pigtrådsindhegningerne på en åben mark – blot for at nå frem til en arrogant betjent bag en glasrude, der koldt afviste os fordi vi ikke i mindst to måneder havde stået på besøgslisten.

Dog fandt jeg ud af at en anden gammel kæreste, Inez, var blevet løsladt og ved at spørge mig frem gennem et utal af hjem i Gainesvilles sorte ghetto fandt vi frem til Inez, der nu arbejdede i et supermarked. Gennem 19 år var hun forsvundet ud af mit liv som cracknarkoman, ind og ud af fængsel, så det var et lykkeligt gensyn. Dog havde jeg i alle årene besøgt hendes mange børn og børnebørn hos plejemoderen, Shirley, der nu lå døende. Og ind imellem havde jeg e-mailet med Inez, når hun var stoffri og gik på universitet. Da hendes familie nu bladede min bog igennem, genkendte de pludselig Martha Welch – bomuldsplukkeren jeg boede hos i sengen på det kendte billede s. 27 og 71 - og som jeg derved fik opsporet til en Wallmart, hvor hun arbejder for ca. samme slaveløn som dengang. Martha havde jeg forgæves forsøgt at finde i 33 år.

Lad mig også lige opdatere nogle af de andre kendte billeder. I Mississippi valgte vi denne gang ikke at gå til gudstjeneste i min ekskones bedstefars kirke – den jeg var så ked af jeg ikke kunne få klanlederen med ind i – idet Carl Overstreet på side 128 nu er blevet prædikant i sin egen kirke, hvor vi hørte på ham i mindst 2-3 timer – stadig som i barndommens sengebillede karakteristisk lænende sig med armen mod prædikestolen.

Min ekskones fætter Eddie Rush var nu død, men vi legede med hans børnebørn en hel aften i den shack jeg viste i Deadline udsendelsen med Henrik Fogh Rasmussen. I North Carolina var Mozell Whitley, gift med Lefus s. 97, minsandten stadig åndsfrisk, men hendes søn, gangsteren Lep s. 267n, så godt som havde mistet besindelsen efter tabet af konen Gertrude. Hubert på s. 202n, som i alle årene siden jeg tog billedet har siddet i Central Prison efter bl.a. at have røvet min hvide ven Gleen Queens hus, er nu endelig blevet løsladt – efter 34 år! Mest tid brugte vi hos den gamle gangster, Alphonso s. 200 i Baltimore, da Christina lavede et videointerview om hans tid som Sort Panter, men også for at planlægge hans rejse til min snarlige fødselsdagfest i Danmark, hvor jeg ønskede at han skulle holde åbningstalen for at advare danskerne mod fortsat ghettoisering af vore egne mindretal. I Philadelphia plagede Renee Yates (nøgen under korset på det berømte billede s. 266) mig igen og igen om at få lov til at komme med til festen, men jeg ville ikke love noget, da jeg ikke vidste hvor mange jeg kunne finde sponsorer for. Jeg havde lovet Christina at vi i samme by skulle besøge en af hendes venner. Det blev en interessant oplevelse, da det var den verdenskendte filosof, Ashok Gangadean, som hun havde organiseret foredrag for i Berlin. Han leder filosofifakultetet på et af de eliteuniversiteter, jeg tit har været på, men det kom helt bag på mig at høre Christinas og Ashoks dybe samtaler om emner, jeg overhovedet ikke havde begreb om, - ja, bare at høre hvor mange af hans bøger hun havde læst og kunne citere. Med mit lidet filosofiske sind havde vi nu rejst en måned sammen uden at jeg havde lagt mærke til denne skjulte side af Christina. I kan google ham eller læse om Ashoks spændende ideer på awakeningmind.org, thinking-allowed.com og consciousmedianetwork.com.

Inden vi vendte hjem til min faste bopæl hos Christina Sun i New York havde jeg et foredrag i en af mine andre eliteskoler, Weslyan, i Connecticut, hvor jeg mødtes med min sorte agent, som jeg har fyret, men som håber jeg vil bruge ham igen. Men ærlig talt. Hvorfor arbejde så meget når man kan holde ferie som vi havde gjort det i en måned? I de år Muwwakkil bookede mig, havde jeg foredrag hver eneste dag og lå vandret i luften. Livet er for kort til at stresse ved at sætte livet på spil for at underholde forkælede studenter. Christina Voigt var blevet hjertevenner med Christina Sun og blev hos hende efter at jeg fløj hjem til Danmark, mens hun selv skulle til Nepal for at lave en ny film. Desværre havde jeg under en frostnat i Florida i bilen fået en slem forkølelse, som gjorde mig modtagelig overfor den "3 måneders influenza", der hærgede New York og Chris Sun på det tidspunkt. Den vil I sikkert huske fra mine hæse fødselsdagtaler, men den er faktisk fortsat og påvirker skrivningen af dette julebrev - mens Chris fik den kureret med akupunktur af en kinesisk heksedoktor for kun 20$. Det planlægger jeg også at gøre i februar 2008 – altså et helt år efter!

Desværre satte den et tungt præg på den planlægning, jeg nu skulle hjem og lave af to store fester og en gigantisk fotoudstilling, hvilket jeg kun havde tre måneder til. Jeg hører at nogle af jer andre bruger halve år på at planlægge bare et sølvbryllup. I håb om at få Vibeke til at hjælpe lidt, kaldte jeg da også mine fester for en slags sølvbryllup eller "vores 100 årsdag". Dvs. min 60 årsdag plus min 30 års mødedag med Vibeke……hvorefter jeg lige rundede op med 10 for at fejre mine hjemmesiders 10 årsdag. Hvem kan sige nej til det?

Jo, det kunne Vibeke som var træt af mine egotrips og manglende nærvær. Hun var mere bekymret for vores datter, som på det tidspunkt rejste rundt i Guatemala og ustandseligt blev overfaldet og røvet og hvis samlever gennem en måned blev myrdet. Mit problem var at da jeg sidste år besluttede mig for at holde mit livs fest for at takke alle jer, som har hjulpet mig gennem livet, indså jeg hurtigt at jeg måtte have et kæmpelokale. Det havde jeg ikke råd til, hvorfor jeg foreslog Øksnehallen at lave "en lille udstilling" da jeg jo nu havde så mange billeder i kælderen fra udstillingen i Rundetårn. Således, tænkte jeg, ville jeg få både gratis lokale og gratis udskænkning af vin. Men hurtigt indså jeg at jeg ikke ville kunne få adskilt alle de offentlige gæster fra mine private gæster, hvorfor Vibeke insisterede på at det blev over to dage i to forskellige lokaler. Samtidig opdagede jeg at Øksnehallen er kilometerstor og at der skulle meget mere end de 240 billeder til, som havde hængt i Rundetårn. Og da mine billeder jo ikke har ret stor kunstnerisk værdi, blev jeg tvunget til at finde på et emne som kunne undskylde at jeg hang en masse lort op. Og sådan voksede det langsomt – eller faktisk ret hurtigt – til en stor udstilling om racisme. Men da man jo ikke kan skildre racisme fotografisk, var jeg nødt til at skrive nogle tekster for at forklare hvad billederne handlede om. Sådan blev det til en pædagogisk eller over-pædagogisk udstilling – afhængigt af hvilket klasse- og forståelsestrin, tilskuerne befandt sig på. Først og fremmest skulle det være en udstilling for skoler, hvilket ikke var særlig heldigt, da jeg kun kunne få lokalerne i eksamenstiden. Så det var i allerhøjeste grad en utaknemmelig opgave, jeg havde givet mig selv.


 

Fortsættes i 2. del

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside