"Minder fra min barndom 
og tiden i Fåborg præstegård"

4. del

af provst Jacob Holdt

 

Ungdomsårene i Allerslev

Da mange af katedralskolens elever kom fra et stort opland, var der grænser for, hvor meget vi kom sammen uden for skoletiden.

Med Ida, Gerda og far og mor i haven i AllerslevJeg havde egentlig mere glæde af mine kammerater i Allerslev. Især de to nabodrenge. Ebbe og Finn. Deres forældre havde en gård, der lå lige nedenfor præsteboligen, så der tilbragte jeg megen tid, eller de var hos mig.

Vi byggede huler i gamle halmstakke, eller hytter oppe i store træer. Legede indianere, sørøvere og alt muligt andet. Undertiden var vi lidt med i markarbejdet, kørte med, når fodermesteren skulle ud at malke køerne på marken, men især når hø og korn skulle køres hjem. Det var festligt at sidde med på læssene og at være med at forke negene ind i laden eller op i stakkene.

Undertiden fik vi lov at ride på hestene. Store sindige jyske arbejdsheste, men de kunne sandelig godt flytte sig. Sadler havde vi ikke, så det bumpede slemt, når hesten gik i trav, bedre var det, når den slog over i galop.

I nærheden af mit hjem løb en å. Der var på den ene side af den nogle dejlige skrænter med græs eller krat. Det var en herlig legeplads, hvor man kunne balancere på de store sten i åen. Somme tider gik det selvfølgeligt galt, så man plumpede i med et ben, "fik en sok", som vi kaldte det. Der var skræpper så store, at man kunne gemme sig i dem. Der var fisk i åen, som vi prøvede at fange med snøre eller løkke, dvs. det var en pind med en meget tynd ståltråd, der endte i en løkke, der kunne trækkes sammen. Så gjaldt det om, når vi kunne se en stor fisk, at få løkken ned i vandet og listet hen om fisken, og så trække den op. Det kunne lade sig gøre, men var meget svært.

Men sommer og vinter gik mange ture til "skrænten". Om vinteren var der de fineste kælkebakker. Nogle steder gik åen om vinteren over sine bredder, og var der længere tids frostvejr, blev der gode skøjtebaner. Selv om vort udstyr ikke var det bedste, så have vi det sjovt.

Jeg var så heldig at have nogle gode fedtlædersstøvler, jeg kunne spænde skøjterne på, andre havde bare gummistøvler, som de nærmest bandt skøjterne på. Men skøjteløb blev nu aldrig min store interesse. Jeg frøs altid om fødderne.

Tidligt begyndte jeg at samle på frimærker. Det hang nok sammen med, at min rigtige far, havde samlet frimærker gennem mange år. Men han satte dem aldrig i album, vaskede dem og bundtede dem med 100 i hvert bundt. Så der var meget spændende at gå på jagt i. Jeg fik album og klæbede mærkerne op, efterhånden i serier for de forskellige lande osv.

Mange af mine jævnaldrende samlede også på frimærker, så vi dannede naturligvis en frimærkeklub, hvor vi mødtes en gang imellem og byttede frimærker. Jeg havde yderligere det store held, at min stedfaders broder, Olav Marstrand, der boede i Schweiz, var frimærkesamler og -handler.

Han var oprindelig uddannet elektroingeniør, men da hans far, borgmester Jacob Marstrand, ville afhænde sit store bageri på Købmagergade, gik han ind og overtog det. Men han var vist ikke heldig med det, så han flyttede til Schweiz, arbejdede en del år som ingeniør, men slog sig senere ned i en bjerghytte, hvorfra han drev sin frimærkehandel. Fra ham fik jeg mange spændende mærker. Senere, da han flyttede til Danmark i 1937, slog han sig ned i Allerslev, så jeg havde nær kontakt til ham og lærte meget om frimærker, deres opsætning osv. Så jeg fortsatte en hel del år, med pauser ind imellem, med at samle og ordne frimærker. Endnu de første år i Fåborg kunne jeg pusle med dem, men efter hånden blev der så meget andet, jeg var optaget af, så frimærkerne blev lagt på hylden.

En overgang var jeg meget optaget af at fange og samle sommerfugle og biller. De blev omhyggeligt præparerede og sat på knappenåle i tomme cigarkasser.

 

Gymnastik og ungdomsoptræden

Stor betydning havde gymnastikforeningen i Allerslev. Der var gymnastik for os drenge om eftermiddagen. Pigerne havde deres egne hold, og senere, da vi var konfirmerede, var vi med på karleholdet. Der havde vi gymnastik to gange om ugen om aftenen. Det kunne godt om vinteren være lidt koldt. Der var kun en stor gammel kakkelovn i den ene ende af salen, og megen varme gav den ikke. Der kunne undertiden være is på vinduerne og gulvet var hundekoldt. Hygiejnen var ikke noget at prale af. Gulve blev svabret over en gang imellem. Bad var der ikke til os, kun et beskedent omklædningsrum. Men der var fest, når der var gymnastikopvisning. Så mødte mange op og trængtes på de få bænke uden rygstød for at se vore anstrengelser: Først de små piger, så drengene, så de voksne piger og til sidst karlene, der gerne sluttede af med nogle raske spring: kraftspring, flyvespring og flik-flak. Så var der kaffebord med medbragt kage eller smørrebrød og til sidst bal.

I april var der amtsgymnastikopvisning. Det foregik i Roskilde i Hærens store gymnastiksal, hvor holdene fra de forskellige sogne i amtet viste deres præstationer. Disse store opvisninger blev senere henlagt til Højskolehjemmet. 

Om sommeren var der det store gymnastikstævne i Borrevejle Vig. Her havde amtsforeningen i begyndelsen af 30'erne bygget en opvisningsplads med siddepladser på en stor skråning ned mod vigen. Der var så en stor estrade, hvor gymnastikken og de øvrige opvisninger fandt sted. Her var også indrettet vandrerhjem, kiosk og omklædningsrum. Meget af det var bygget ved frivillig arbejdskraft. Jeg selv har været med ude at arbejde der. Der var også badebroer, bådudlejning, så det var et meget søgt sted om sommeren. De store opvisninger sluttede gerne med et historisk optrin. Lejrekongerne var ofte hovedpersonerne i disse spil fra sagnhistorien.

Jeg sidder yderst til højreEn af gymnastikforeningens aktiviteter var folkedans, hvor vi et par måneder, vist om efteråret, dansede i gymnastiksalen. Her havde vi også dilletant, som det hed på egnes udtryksmåde, amatørskuespil. Også her var jeg ofte med. Jeg har spillet klokker Link i "Nej", den unge københavner i "En søndag på Amager". Det var festligt, ikke blot selve opførelsen, men også de mange prøveaftner, der som regel foregik i skiftende hjem. Det var et godt kammeratskab, der trivedes her mellem sognets mange unge og ældre.

På mange måder følte jeg mig bedre til pas mellem de unge, jeg var vokset op sammen med på landet, end mellem mine klassekammerater på Katedralskolen. Det var et stort fremskridt, da der sidst i 30'erne blev bygget ny skole med tilhørende gymnastiksal med ordentlig varme, omklædningsrum med bad, og scene. Der var nu gode muligheder for foreningslivet.


Fortsættes i 5. del: Hjemmet i Allerslev

Tilbage til indeks        Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside