Ferien i Venedig

I sommeren 1963 genoptog vi for alvor vort rejseri. Vi havde fået en dejlig stor vogn, Ford Taunus. Så vi forberedte os på en rigtig lang tur. Jeg havde lavet en let kasse til tagbagagebæreren, så alle de lette ting som soveposer og lign. kunne anbringes der. Jeg havde bygget et lille køkkenbord med to gasapparater, plads til gryder og tallerkener, skuffe til spisebestik og andet udstyr, dåser med mel og gryn og konserves. Der var et låg på, som kunne drejes ud til siden og så fungere som køkkenbord, det var vældig praktisk. Vi havde anskaffet en lille stol, der kunne sættes op ved bagsædet til Steen, så han kunne sidde mellem de store drenge. Vi havde et meget fint villatelt, borde, stole og kufferter til tøj. Det var utroligt, hvad man slæbte med sig på ferie. Men det skulle også slå til til 5 mennesker i 3 uger. Det var noget af en kunst at få pakket bilen. Og den var også godt fyldt. 

Netop det år havde justitsministeriet bestemt at alle biler skulle forsynes med store stænklapper. Lovlydig, som jeg er, havde vi da også fået sat dem på. Men da vi skulle til at køre og alle var ombord, så viste det sig, at bilen var blevet så tung, at de bageste stænklapper slæbte på jorden. Jeg måtte så til med hæksaksen at klippe det nederste af lapperne. Men af sted kom vi. Vi overnattede et par steder i Tyskland på campingpladser. Men det var noget af et arbejde, hver dag at få pakket ud, stillet telt op, gjort klar til madlavning, indrette sovepladser, og så næste morgen efter morgenmaden pille det hele ned og pakke bilen. Nok var de store drenge ret flinke til at hjælpe til, men det var alligevel mig det hele hang på. Vi kom gennem Østrig og over alperne, selvom det var så svært for bilen at slæbe det hele over, at køleren begyndte at koge, så vi måtte stoppe og køle lidt af. Men omsider kom vi ned i Podalen og fandt frem til lejrpladsen på Punta Sabioni, halvøen, der går ned udenfor Venedig og danner lagunen. Det var en meget stor plads lige ud til Adriaterhavet, en herlig badestrand.

Lige ved siden af os boede en tysk familie, en postembedsmand Buck-Emden med kone og tre børn. De var fra Stade, lidt nordvest for Hamborg. Det naboskab havde vi meget glæde af. Deres yngste dreng, Eckardt, var lidt ældre end Steen, men de legede fint sammen.

Pladsen var meget stor, men velindrettet med gode vaske og toiletfaciliteter, stort supermarked, restaurant, som vi nu ikke havde råd til at spise på. Men supermarkedet havde også nogle særdeles gode grillstegte kyllinger. Det var vist første gang vi smagte sådan noget. Så det benyttede vi os af et par gange, ellers lavede vi maden selv. Dansk dåseskinke, skipperlabskovs og lignende retter, der var lette at klare på et feltkøkken, men der skulle meget til, de store drenge var 15-16 år, så de kunne spise noget.

Nogle gange tog vi ind til Venedig. Det foregik med hurtigbåd, vel en 20 min’s sejlads. Den lagde til lige ved dogepaladset, så vi var i centrum lige med det samme. Det var spændende at gå rundt i den by, vi havde hørt og læst så meget om.

Kanaler, broer, kirker, paladser. Der var meget at se. Vi havde en lille sele på Steen, så vi havde styr på ham, at han ikke faldt i kanaler eller blev væk i menneskemylderet. Han var helt hvidhåret den gang, og det kunne italienerne ikke stå for. Mange skulle stryge den lille lyse dreng over håret.

Jacob havde anskaffet sig et filmkamera, var allerede den gang god til at fotografere og filme. Så vi flottede os og tog en tur med gondol gennem kanalerne, og det var stor oplevelse, så der blev filmet og fotograferet på livet løs.

Og så havde vi en helt speciel oplevelse: Jeg prædikede i Venedig !

Jeg havde vinteren før læst i Valdensermissionens blad, at danske præster og andre interesserede var velkomne til besøge valdeserne i Norditalien. Valdeserne var en protestantisk kirke. Det var opstået i de vestlige alper omkring 1400, hvor nogle opvakte folk havde opponeret mod den katolske kirke, og dannet deres eget kirkesamfund med gudstjeneste på modersmålet, afskaffet al helgendyrkelse og udsmykning af gudstjenesterummene. Den kirke havde bredt sig lidt i Italien, og havde en aflægger i Canada. Jeg havde i vinterens løb skrevet til præsten i Venedig, og fået svar, at vi var velkomne til at besøge kirken. Da vi var godt og vel installerede på lejrpladsen, ringede jeg ind til præsten, og fortalte, at vi var der, og ville komme i kirke den følgende søndag. "Kan De så ikke sige noget ved gudstjenesten," spurgte han. Jeg kunne tale på engelsk og så ville han oversætte. Det lød jo meget spændende. Et par dage før var vi inde i byen og fandt frem til kirken, i stueetagen af et stort palads. Det var et meget enkelt kirkerum med bænke, knæfald, et bord, og en prædikestole, ingen udsmykning af nogen art, kun et skriftsted på væggen over prædikestolen. Det lignede mest et dansk missionshus.

Men jeg skulle tale der. Så lørdag formiddag satte jeg mig som sædvanlig til at skrive prædiken. Dog på en lidt anden og behageligere! måde. Jeg sad ved teltbordet med en god kold flaske hvidvin på bordet. Jeg havde fået ideen til "prædikenen", men jeg skulle jo tale engelsk og det var uvant for mig at udtrykke mig i religiøse vendinger på et fremmed sprog. Men efterhånden som det sank i flasken gik det bedre og bedre!

Søndag morgen tog vi så tidligt med vaporetten ind til Venedig, gik gennem de mange smalle gader og fandt frem til kirken. Der sad allerede en del kirkegængere og sludrede hyggeligt. Udenfor var skraldemændene ved at tømme skraldebøtter og det gik under højlydt sang. Præsten kom, og vi aftalte slagets gang.

Jeg, der var i lange bukser og vindjakke, blev anbragt indenfor knæfaldet til stor forundring for menigheden, der efterhånden fyldte kirken. Efter en salme, hvor menigheden virkelig sang med, i modsætning til de katolske kirkers tradition ( og italienerne kan virkelig synge, også udenfor operascenerne!) og diverse bønner og skriftlæsninger, fortalte præsten, at de havde besøg fra Danmark og at jeg som præst ville sige lidt ved gudstjenesten. Og omsider blev det så min tur. Jeg havde jo tidligere set, at den eneste udsmykning i kirken var inskriptionen på væggen over prædikestolen. Der stod, så vidt jeg husker på italiensk: Jesus Christos, guds lam.

Så jeg sagde noget i retning af, at ligesom I her over jeres prædikestol har en stærk indskrift, således er der også på prædikestolen i en af mine kirker (Fåborg) i Danmark en indskrift udskåret i træ: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn p(å) d(et) a(t). Og så har der ikke været plads til mere, men enhver lidt bibelkyndig kunne jo selv fortsætte: at hver den som tror ikke skal fortabes men have evigt liv. Og det udviklede jeg så videre til en lille prædiken, hvorefter jeg bragte en hilsen fra en protestantisk menighed i Danmark.

Jeg havde talt på engelsk og præsten oversatte sætning for sætning til italiensk. Og det var en meget lydhør menighed. Senere prædikede så præsten selv og med nogle salmer, nadver og velsignelse, sluttede gudstjenesten.

Bagefter hilste vi på en del af menigheden. Steen var imidlertid blevet tørstig og ville gerne have lidt vand at drikke, så vi blev budt med ovenpå i præstens lejlighed, men kom ikke længere end til køkkenet, hvor drengen fik sit vand. Jeg have håbet på at se lidt af, hvordan en protestantisk præst med familie boede og snakke lidt dem, men det blev der ikke noget af. Så vi vandrede igen ad de smalle gader ud i det strålende solskin. Men jeg har da kunnet prale af, at jeg har prædiket i Venedig.!

Men ellers nød vi badelivet på lejrpladsen. Det var en meget fin strand uden sten og tilpas lavvandet, så Steen kunne rigtig boltre sig der. Men omsider måtte vi pakke sammen og begynde hjemrejsen. Det var en lang tur gennem Podalen, men omsider gik det op over alperne, ad de stejle veje med hårnålesving. Det var ret anstrengende at køre der, for der var megen trafik og man måtte være agtpågivende hele tiden. Men vi fandt en lejrplads et sted i bjergene med en herlig udsigt over bjerge og dale. Videre nordpå, vi passerede Innsbruck og holdt frokostpause et sted i bjergene ved en lille rastplads. Da vi havde spist ville Jacob se sig lidt om, gik ned ad en skråning og fik øje på en stor grøn plads. Den sprang han ud på, men af og ved!, det viste sig at være en møddingpøl. Han sank i med begge ben, men fik sig til sidst dog trukket op igen. Men opdagede så at hans ene sandal sad fast nede i møget, så han måtte ud og stikke armene ned for at fiske den op. Da han kom op til os andre, så han farlig ud. Ben, arme og tøj var snavset til og lugtede ganske forfærdeligt. Heldigvis var der en bjergbæk tæt ved. Den måtte han ud i selv om vandet var isnende koldt. Han og tøjet blev da skrubbet rent. Men det kneb med at få lugten af sandalerne. Vi kunne simpelthen ikke have dem inde i bilen, så de blev spændt på tagbagagebæreren og hang til luftning der indtil vi kom til den næste lejrplads, hvor de kunne få en rigtig omgang med sæbe og varmt vand.

Vi nåede frem til Berchtesgarden, hvor man nu kunne komme op til Hitlers bjerghytte. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Ved opkørslen var der vældige forsvarsværker, og man kunne køre et stykke op, hvorefter man skulle med Hitlers private elevator op gennem bjerget. Den var rigt udsmykket med fine træsorter, spejle og guldbelægninger. Og så var der telefon i den. Da Steen opdagede det, spurgte han om ikke han kunne ringe hjem til farmor. Det lod sig dog ikke gøre, men vi fik set Ørnereden, Hitlers fornemme bjerghytte, med en pragtfuld udsigt over bjergene og storluksus indvendig. Senere besøgte vi også Zugspitse, Tysklands højeste bjerg. Også det var en oplevelse med den vide udsigt over alperne. Videre gennem alpelandskabet med de idylliske landsbyer, besøgte også Oberammergau, hvor de berømte passionsspil opføres hvert tiende år. Og ad de lange tyske autobaner og med et par overnatninger nåede vi omsider hjem. Det var den sidste tur, hvor hele familien samlet var af sted.

Siden ville de store drenge på egen hånd. Men Grethe, Steen og jeg besøgte Venedig 3 år senere. Vi var egentlig kørt til Jugoslavien. Men lejrpladsen var dårlig og havde dårlige strandarealer, så vi besluttede at køre til Italien, til Punta Sabioni, hvor vi havde været 3 år før. Da vi omsider hen på aftenen nåede frem og kørte og ledte efter en ledig plads og endelig fandt en, opdagede vi, at vor nærmeste nabo var familien fra Stade, som vi havde boet nabo til tre år før. Og det blev vældig hyggeligt og vi holdt forbindelse med dem en del år. De besøgte os i Fåborg, og vi dem i Stade, og da Steen og jeg i nov. 1975 skulle hente Jacob i Rotterdam, boede vi på vejen derned en nat hos dem. Vi sendte nogle år julehilsner til hinanden, men efterhånden gled den forbindelse ud.

1950 Hillmann, grå Z 4461

1956 Ford Taunus, grå chokoladefarvet Z 4461

1960 Ford Taunus, gul ZA 23 405

1964 Opel Rekord grå ZA 23 405

1967 Opel Rekord grå ZA 23 405

1970 Opel Kadett BD 49 430

1973 Audi gul CY 20484

1976 " orange EE 36 943

1978 " 80 gul HS 23 565.

1986 aug. Opel Kadett (83) beige LB 51 116

1998 marts Opel Ascona (87) SU 47 298

Foredrag holdt 1 gang x, 2 gange xx, flere gange xxx

Emne / titel skrevet

"Præst i storbyen" aug. 1950 xxx

"Vi anklager kirken" febr. 1953 xx

"Tjekkoslovakiet" 1954 xxx

"Nis Petersen" 50erne xxx

"Niels Anesen: De mange fold"  x

"Ungdomsproblemer" xxx

"Præst og menighed" 1955 xxx

"Sekterne" 50erne xxx

"Kristendommens betydning og indflydelse på samfundet" xx

"Fredens år og deres brydninger 1900-14" x

"Fællesskab" x

"Menneskesynet" xxx

"Kirkens stilling og betydning for samfundet gennem tiderne" xx

"Gudstjenesten" xxx

"Hinduisme/buddhisme/islam" xx

"Diskussionsoplæg" xx

Ved høstfester 1957 xxx

Nordahl Grieg 1958 xxx

"Kristendommens komme til Danmark" 1959 xx

"I øvrigt mener jeg at ungdommen bør..." 5oerne xxx

"Kirken reformeres" 60erne x

"Vækkelser og kirkelige retninger"

"En moderniseret kristendom" xxx

"Mission i en ny verden" 1964 xx

"Vort liv i morgen" Diter Stoltze 60erne xxx

"Petter Moens Dagbog" 1960 xxx

"Kulturproblemer" Toynbee-Berdjajef 60erne xxx

"Ungdom og kirke-diskussion" xxx

"N.T.’s tilblivelse" xxx

"Vor færden i kirke og på kirkegård" x

"Hvad venter præsten af skolen" x

"Leck Fischer: Skyldig i synd" 1960 xxx

"Albrecht Goes: Før daggry" 1960 xxx

"Ungdommen og hjemmene" 1960 xxx

"Pottemagermotivet hos Jeremias" 1963 xx

"Paulus" xx

"Morten Pontoppidan" X

"Eivind Berggrav" sept 1966 xxx

"Nathan Söderblom" okt 1966 x

"Niels Dael" okt. 1966 xx

"Folkekirke-vækkelse-mission" 1966 x

"Andre kirkesamfund" 60erne x

"Israels historie og G.T" x

"N.T. i almh. Johannesskrifterne" x

"De tre første evangelier" xx

"Trosbekendelsen" x

"Dåben" x

"Nadveren" x

"Kirkelig brevkasse" x

"Røg i køkkenet: Ægteskabsproblemer" xxx

"Profeten Esajas" 70erne

"Ungdomsproblemer og -oprør" 1971 xxx

"Konfirmandundervisningen" 73 og 77 xx

"Hans Christensen Steen" 70erne xxx

"Salmebogen" 70erne x

"Muhamedanismen" x

"Er bibelen Guds ord?" sep. 1982 xx

"Guds rige" 80erne xxx

"Haldor Hald" 1983 xxx

"Et lys i mørket Olov Hartmann: Indenfor" 1983 xxx

"Folkekirkens situation" 1984 x

"Poul la Cour" okt. 1986 xxx

"Har folkekirken en fremtid?" 1988 x

"Gerhard Rasmussen: Tilfældet Max Colbert" 1988 xxx

"En østeuropæisk skæbne: Karawatski" dec. 1990 xxx

"Grækenland" jan. 1990 x

"Israel" okt. 1990 xx

Ferier vi har haft: 

1952:  Hamburg, Bremen, Duisburg, Wuppertal, Køln, Linz, Heidelberg med Grethe

1953:  Holland med Axel og Hanne Teglgård

1955:  Mors, Thisted, Løkken, Skagen, Ålborg, Hvidsted, Djursland

1956:  Nyt telt med kort tur til Kullen i Sverige

1957:  Salzburg, Rothenburg, Hammeln, Munchen

1959:  Alsace, Lugano

1960:  Marbjerg

1961:  Sønderborg, Kollund

1962:  Ebeltoft

1963:  Venedig

1964:  Hartzen

1965:  Garda (fra nu af uden Jacob jr.)

1966:  Venedig

1967:  Gran Canaria - Langeland  (fra nu af uden Niels Jørgen)

1968:  Mallorca

1969-74:  Italiensk Riviera

1975:  Costa del Sol

1976:  Rom/Sorento