"Minder fra min barndom 
og tiden i Fåborg præstegård"

23. del

af provst Jacob Holdt

 

Kirkegårdsregulering og tårnbygning

Der var et stort problem på både Fåborg og Årre kirkegårde. Der var ikke ret mange gange, så gravstederne lå i lange rækker bag hinanden uden gange mellem rækkerne. Og gravstederne var faktisk for korte. Det stammede fra gammel tid, da kirkegårdene lå hen i græs. Men da man begyndte at indrette gravstederne til små haver med hække imellem, blev det upraktisk. Folk skulle gå ind over andres gravsteder for at komme til deres eget. Og de bestemte selv hvilke typer buske, der skulle bruges til hække. Det kunne godt føre til en del stridigheder mellem gravstedsejerne, især når een familie flyttede hækkene lidt ind på naboens område for selv at få lidt større plads. Og meget ubekvemt var det ved begravelser, når kisten skulle bæres ind over en del gravsteder for at komme frem til graven.

Særlig galt var det i Fåborg. Menighedsrådene besluttede derfor at søge at regulere kirkegårdene, så der kom gange mellem haver og anden række af gravsteder. Og gravstederne blev store nok, så man dels ikke behøvede at grave hækkene op eller gå ind i et nabogravsted, når en grav skulle graves.

Men det var et meget ømtåleligt emne, for det betød, at faktisk hver 3. række skulle fjernes for at der kunne anlægges en gang. Ingen ville opgive deres gravsted. "Hvis der kommer en gang her, betyder det jo at folk skal gå lige hen over fars og mors grave!" Nogle gravsteder, tilhørende de større gårde, var meget store, flere slægtled var begravede der. Og der var den ordning fra gammel tid, at en families gravsted på kirkegården lå i den retning, hvor gården havde været. Folk fra Vrenderup var begravet på nordsiden af kirken, folk fra Autrup på den sydvestlige del af kirkegården, og folk fra Agerbæk på den østlige del. Man kan stadig se lidt af det, selvom mønsteret i høj grad er brudt op.

Det blev Teglgård og mig, der fik den delikate opgave at sætte denne regulering i værk på Fåborg kirkegård. Vi fik først lavet en opmåling og terning over kirkegården, nummereret gravstederne og lavet en plan over, hvordan det skulle udføres. Vi vidste, at det ville blive meget svært. Folk ville godt have lidt orden på kirkegården, men det skulle bare ikke være deres gravsted, der skulle røres ved. Det blev mange vanskelige forhandlinger med gravstedsejerne. Vi fandt ud af, at det ville være klogt at begynde på nordsiden af kirkegården, for her var der en del tomme gravsteder, så det ville være lettere at få gangene igennem og forhandle lidt om lidt flytning af gravstederne. I løbet af et par år fik vi orden på nordsiden, og så gik det sådan, at folk, der havde gravsteder på andre dele af kirkegården, begyndte at spørge, hvornår kommer I og får vores del ordnet? Det lettede efterhånden på det. Enkelte var meget stædige og ville have ændringer. Så det kunne gå sådan at et gravsted lå lige midt i gangen. Men efter nogle år kom familien så og sagde, at de alligevel godt ville gå med til en ændring. Der skulle dog forhandles, fires og fifles, men til sidst fik vi orden på det, så det kunne føres på nye kort og i kirkegårdsprotokoller, der svarede til kirkegårdens indretning. Det samme arbejde foretoges på kirkegården i Årre, men der gik det stort set nemmere. Gravstederne blev indrammede med hække af tuja og gangene rimelig brede.

Agerbæk kirke var bygget i 1929 efter mange års forberedelser og kirkegård anlagt. Den kom langsomt i brug, idet mange havde deres familiegravsteder på Fåborg kirkegård. Men efterhånden blev der flere og flere gravsteder. Også fordi befolkningstallet i Agerbæk kirkedistrikt steg. Og i slutningen af 1960’erne indså vi, at en udvidelse af kirkegården kunne blive nødvendig. Der blev derfor købt et stykke jord mod øst, og et nyt stykke inddraget til kirkegård. Her valgte man at lave græsplænebegravelse med spredte træer og mindestene grupperede om buskene omkring træerne. Det viste sig at være en meget god ide, så der kom hurtigt mange begravelser i plænen her.

Også med Agerbæk kirke skete væsentlige ting. Den var oprindelig bygget uden tårn, blot med en tagrytter, hvor klokken hang. Men indgangsforholdene var lidt utilfredsstillende. Der var intet præsteværelse. Omklædningen foregik bag alteret, som for øvrigt i så mange landsbykirker. Der var intet venteværelse for dåbsfolk og ingen toiletter. Derfor opstod tanken om at få bygget et tårn på kirken. Vi valgte arkitekt Erik Flagstad til at stå for dette byggeri, og efter flere forslag fandt man en god løsning, der skabte et godt våbenhus med toilet, præsteværelse og kombineret venteværelse og køkken. Også her fik vi bygget nyt orgel og installeret elektrisk varme. Det blev meget vellykket. Finansieringen skete ved lån i stiftsmidlerne og ved basarer og frivillige gaver.

Ikke alle var lige begejstrede ved tanken om et tårn. Een af dem var min søn Jacob, der hørte om byggeriet, da han var hjemme i påsken 1969. Jacob viste det på sin egen måde. Da vi kom ud af kirken efter gudstjenesten påskedag 1970 havde han, som han selv lidt overdrivende siden har skildret det, overmalet kirken med slagord om det forargelige i at bygge tårn, når folk i den 3. verden sultede. På den tid var det Biafra.

Folk var forfærdede og forargede over en sådan demonstration. Hvem havde dog lavet sådan noget? Det var nu ikke, som Jacob ynder at fortælle det, malet på kirken, men på store stykker bordpapir, der så var klistret op over døren og ydermurene, så det var let at fjerne igen. Heldigvis. Da jeg kom hjem til præstegården blev jeg klar over, at det var Jacob og en veninde han havde haft med hjem, der havde gjort det. Jeg blev temmelig gal, og Jacob og pigen syntes det var bedst at fortrække, så de tog til København. Jacob ynder også at påstå, at jeg smed dem ud. Så galt husker jeg nu ikke det var. 
(red. "Jamen, så skal du da få det sidste ord, far, og endnu engang undskyld!")

Men tårnet blev bygget i løbet af sommeren og efteråret 1971 og 1. s. i advent 1971 kunne vi tage kirken i brug med en festgudstjeneste med påfølgende middag for håndværkere og menighedsråd på Agerbæk hotel. I anledning af tårnets opførelse var der givet forskellige gaver. Bl.a. en ny præstestol og 5o alterbægre i sølv. De var resultat af en indsamling, som en arbejderkone, der ellers ikke plejede at komme i kirken, havde sat i gang. Hun havde foreslået at alle beboere gav mindst en krone hver, og det var lykkedes at få nok penge til den gave. Grethe og jeg gav en bibel og en salmebog til præsteværelset.
Der var almindelig tilfredshed med opførelsen af tårnet.


De gamles udflugter

Et helt kapitel for sig selv i mit arbejde var sognenes udflugter for de gamle. De fandt sted i slutningen af juni en eftermiddag. Folk, der havde bil meldte sig til at køre og menighedsrådsformændene i Årre og Agerbæk tog imod tilmeldelser både af deltagere og biler. Jeg gjorde det i Fåborg og skulle samtidig koordinere tilmeldelserne. Det kunne somme tider være svært. Så manglede de biler i Agerbæk, eller de havde for mange i Årre, så var der folk der tilmeldte sig i sidste øjeblik, andre meldte fra. Det var et forfærdeligt puslespil, at få det til at gå op. Der var bilejere, der meldte sig, men med den bemærkning, at hvis det blev høvejr, så kunne de ikke så godt. Og så stod man der!

År efter år var det stort set de samme, der tilbød at køre, og ofte havde de de samme ældre med i bilen. Vi mødte hvert sted kl. 13 og havde aftalt at de 3 hold biler mødtes et bestemt sted. Jeg og nogle menighedsrådsmedlemmer havde en aften et stykke tid før været ude at køre turen igennem og træffe aftaler om kaffebord og besøg. Vi valgte ofte nogle omveje, der førte os gennem smukke landskaber til det sted, hvor vi skulle drikke kaffe, men så kunne det ske, at en af chaufførerne kom og sagde: "Vi kunne da være kommet meget nemmere her til ad landevejen." Men det var jo ikke lige det, det drejede sig om, når vi skulle ud at se noget natur. Efter kaffen, der skulle have meget god tid med snak og sang, kørte vi videre, så noget mere og sluttede af i een eller anden kirke, hvor jeg holdt en kort gudstjeneste. Derfra kørte man så hjemad i spredt orden. Så vi kunne være hjemme ved 19-tiden. Dvs. for en del var det skik, at de kørte ind på een eller anden kro og fik et stykke mad. Det var tydeligt at mange af chaufførerne hyggede sig vældigt ved den udflugt. 

I 1950 kan jeg huske, at vi kørte til Esbjerg, så Vestkystens trykkeri, og så mindesmærket for de omkomne sømænd og drak kaffe på Hjerting kro.

Efterhånden blev turene lidt længere ud i Sydvestjylland, men dog indenfor en 5o-60 km. Vi var ofte en 40-50 biler og omkring 140-50 deltagere. Det var en stor flok at holde sammen på. Men til sidst måtte vi opgive at køre i små biler. En bestemt episode var årsag til at vi gjorde alvor af det. Et år skulle vi til Skamlingsbanken, men kort før var der en bil, der standsede lidt brat op, og Teglgård, der kørte den næste, brasede lige ind i den, og hans passagerer fik nogle skrammer, så de måtte til læge og have plastre på. Teglgård havde gennem nogle år de samme ældre med. Det var Kristian Sømand, Knud Pedersen (kaldet bedstefar) og Christian Thomsen (kaldet Christian Uldtot). De indhentede os, da vi sad ved kaffebordet på Skamlingsbankens Hotel. Jeg kunne se, at de 3 gutter var lidt chokerede, så jeg fik dem ind i skænkestuen, hvor de fik en dram. Og så kom de ind til os andre i salen, hvor de blev modtaget med klapsalver. Jo, det var blevet en begivenhedsrig dag for dem!
(Jacob jr.'s noter her: De tre var på den tid kendt som Fåborgs mere udflydende drikkelag. Far har skrevet en hel særskilt historie om Kristian Sømand, hvem han fik flyttet til præstegården i de sidste år af hans liv).

Trafikken på vejene var nu efterhånden blevet så stor, at det var svært at holde sammen på en kortege på 40-50 biler. Så vi opgav den ordning og gik over til at køre i busser. Det var tillige meget nemmere at lægge til rette, og vi kunne køre lidt længere ud, men på en måde var vi nogle, der savnede den gamle ordning. Men de ældre hyggede sig gevaldigt i busserne og ved kaffebordene. Her traf de jo hinanden fra de 3 sogne, gamle bekendte fra foreningsliv og andet samvær. Men jeg savnede ikke den formiddag, hvor jeg på een gang skulle samle trådene og skrive prædiken til gudstjenesten.

I en del år havde vi kirkeligt sommermøde for hele pastoratet. Det var gerne i begyndelsen af august, og begyndte med gudstjeneste i Fåborg kirke med fremmed præst. Derefter kaffebord til medbragt brød i præstegårdshaven. Så et foredrag.

Der var noget hyggeligt over disse møder ude under de store gamle æbletræer på græsplænen. For at dele sol og vind lige, var der det ene år en missionsmand, der prædikede og en grundtvigianer, der holdt foredraget. Næste år var det omvendt. Det gik ret godt nogle år. Forud gik selvfølgelig et større arbejde med at få haven i orden. Senere blev det til et kirkeligt efterårsmøde på skift mellem de tre sogne.

 

Fortsættes i 24. del: Skolerne

Tilbage til indeks        Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside