Kirkegårdsregulering
og tårnbygning
Der var et stort problem på både Fåborg og
Årre kirkegårde. Der var ikke ret mange gange, så
gravstederne lå i lange rækker bag hinanden uden gange
mellem rækkerne. Og gravstederne var faktisk for korte. Det
stammede fra gammel tid, da kirkegårdene lå hen i græs. Men
da man begyndte at indrette gravstederne til små haver med
hække imellem, blev det upraktisk. Folk skulle gå ind over
andres gravsteder for at komme til deres eget. Og de bestemte
selv hvilke typer buske, der skulle bruges til hække. Det kunne
godt føre til en del stridigheder mellem gravstedsejerne,
især når een familie flyttede hækkene lidt ind på naboens
område for selv at få lidt større plads. Og meget ubekvemt
var det ved begravelser, når kisten skulle bæres ind over en
del gravsteder for at komme frem til graven.
Særlig galt var det i Fåborg.
Menighedsrådene besluttede derfor at søge at regulere
kirkegårdene, så der kom gange mellem haver og anden række af
gravsteder. Og gravstederne blev store nok, så man dels ikke
behøvede at grave hækkene op eller gå ind i et
nabogravsted, når en grav skulle graves.
Men det var et meget ømtåleligt emne, for
det betød, at faktisk hver 3. række skulle fjernes for at
der kunne anlægges en gang. Ingen ville opgive deres
gravsted. "Hvis der kommer en gang her, betyder det jo
at folk skal gå lige hen over fars og mors grave!" Nogle
gravsteder, tilhørende de større gårde, var meget store,
flere slægtled var begravede der. Og der var den ordning fra
gammel tid, at en families gravsted på kirkegården lå i den
retning, hvor gården havde været. Folk fra Vrenderup var
begravet på nordsiden af kirken, folk fra Autrup på den
sydvestlige del af kirkegården, og folk fra Agerbæk på den
østlige del. Man kan stadig se lidt af det, selvom mønsteret
i høj grad er brudt op.
Det blev Teglgård og mig, der fik den
delikate opgave at sætte denne regulering i værk på Fåborg
kirkegård. Vi fik først lavet en opmåling og terning over
kirkegården, nummereret gravstederne og lavet en plan over,
hvordan det skulle udføres. Vi vidste, at det ville blive
meget svært. Folk ville godt have lidt orden på
kirkegården, men det skulle bare ikke være deres gravsted,
der skulle røres ved. Det blev mange vanskelige forhandlinger
med gravstedsejerne. Vi fandt ud af, at det ville være klogt at begynde på nordsiden af kirkegården, for her var der en
del tomme gravsteder, så det ville være lettere at få
gangene igennem og forhandle lidt om lidt flytning af
gravstederne. I løbet af et par år fik vi orden på
nordsiden, og så gik det sådan, at folk, der havde
gravsteder på andre dele af kirkegården, begyndte at spørge,
hvornår kommer I og får vores del ordnet? Det lettede
efterhånden på det. Enkelte var meget stædige og ville have
ændringer. Så det kunne gå sådan at et gravsted lå lige
midt i gangen. Men efter nogle år kom familien så og sagde,
at de alligevel godt ville gå med til en ændring. Der
skulle dog forhandles, fires og fifles, men til sidst fik vi orden
på det, så det kunne føres på nye kort og i kirkegårdsprotokoller, der svarede til kirkegårdens
indretning. Det samme arbejde foretoges på kirkegården i
Årre, men der gik det stort set nemmere. Gravstederne blev
indrammede med hække af tuja og gangene rimelig brede.
Agerbæk kirke var bygget i 1929 efter mange
års forberedelser og kirkegård anlagt. Den kom langsomt i
brug, idet mange havde deres familiegravsteder på Fåborg
kirkegård. Men efterhånden blev der flere og flere
gravsteder. Også fordi befolkningstallet i Agerbæk
kirkedistrikt steg. Og i slutningen af 1960’erne indså vi,
at en udvidelse af kirkegården kunne blive nødvendig. Der
blev derfor købt et stykke jord mod øst, og et nyt stykke
inddraget til kirkegård. Her valgte man at lave
græsplænebegravelse med spredte træer og mindestene
grupperede om buskene omkring træerne. Det viste sig at
være en meget god ide, så der kom hurtigt mange begravelser
i plænen her.
Også med Agerbæk kirke skete væsentlige
ting. Den var oprindelig bygget uden tårn, blot med en
tagrytter, hvor klokken hang. Men indgangsforholdene var lidt
utilfredsstillende. Der var intet præsteværelse.
Omklædningen foregik bag alteret, som for øvrigt i så mange
landsbykirker. Der var intet venteværelse for dåbsfolk og
ingen toiletter. Derfor opstod tanken om at få bygget et
tårn på kirken. Vi valgte arkitekt Erik Flagstad til at stå
for dette byggeri, og efter flere forslag fandt man en god
løsning, der skabte et godt våbenhus med toilet,
præsteværelse og kombineret venteværelse og køkken. Også
her fik vi bygget nyt orgel og installeret elektrisk varme.
Det blev meget vellykket. Finansieringen skete ved lån i
stiftsmidlerne og ved basarer og frivillige gaver.
Ikke alle var lige begejstrede ved tanken om
et tårn. Een af dem var min søn Jacob, der hørte om byggeriet, da
han var hjemme i påsken 1969. Jacob viste det på sin
egen måde. Da vi kom ud af kirken efter gudstjenesten
påskedag 1970 havde han, som han selv lidt overdrivende siden
har skildret det, overmalet kirken med slagord om det
forargelige i at bygge tårn, når folk i den 3. verden
sultede. På den tid var det Biafra.
Folk var forfærdede og forargede over en
sådan demonstration. Hvem havde dog lavet sådan noget? Det
var nu ikke, som Jacob ynder at fortælle det, malet på
kirken, men på store stykker bordpapir, der så var klistret
op over døren og ydermurene, så det var let at fjerne igen. Heldigvis. Da
jeg kom hjem til præstegården blev jeg klar over, at det var
Jacob og en veninde han havde haft med hjem, der havde gjort
det. Jeg blev temmelig gal, og Jacob og pigen syntes det var
bedst at fortrække, så de tog til København. Jacob ynder
også at påstå, at jeg smed dem ud. Så galt husker jeg nu
ikke det var.
(red. "Jamen, så skal du da få det sidste ord, far, og
endnu engang undskyld!")
Men tårnet blev bygget i løbet af sommeren
og efteråret 1971 og 1. s. i advent 1971 kunne vi tage kirken
i brug med en festgudstjeneste med påfølgende middag for
håndværkere og menighedsråd på Agerbæk hotel. I anledning
af tårnets opførelse var der givet forskellige gaver. Bl.a.
en ny præstestol og 5o alterbægre i sølv. De var resultat
af en indsamling, som en arbejderkone, der ellers ikke plejede
at komme i kirken, havde sat i gang. Hun havde foreslået at
alle beboere gav mindst en krone hver, og det var lykkedes at
få nok penge til den gave. Grethe og jeg gav en bibel og en
salmebog til præsteværelset.
Der var almindelig tilfredshed med opførelsen
af tårnet.
De gamles udflugter
Et helt kapitel for sig selv i mit arbejde var
sognenes udflugter for de gamle. De fandt sted i slutningen af
juni en eftermiddag. Folk, der havde bil meldte sig til at
køre og menighedsrådsformændene i Årre og Agerbæk tog
imod tilmeldelser både af deltagere og biler. Jeg gjorde det i
Fåborg og skulle samtidig koordinere tilmeldelserne. Det
kunne somme tider være svært. Så manglede de biler i
Agerbæk, eller de havde for mange i Årre, så var der folk
der tilmeldte sig i sidste øjeblik, andre meldte fra. Det var
et forfærdeligt puslespil, at få det til at gå op. Der var bilejere, der meldte sig, men med den bemærkning, at hvis det
blev høvejr, så kunne de ikke så godt. Og så stod man der!
År efter år var det stort set de samme, der
tilbød at køre, og ofte havde de de samme ældre med i
bilen. Vi mødte hvert sted kl. 13 og havde aftalt at de 3 hold
biler mødtes et bestemt sted. Jeg og nogle
menighedsrådsmedlemmer havde en aften et stykke tid før
været ude at køre turen igennem og træffe aftaler om
kaffebord og besøg. Vi valgte ofte nogle omveje, der førte
os gennem smukke landskaber til det sted, hvor vi skulle
drikke kaffe, men så kunne det ske, at en af chaufførerne kom
og sagde: "Vi kunne da være kommet meget nemmere her
til ad landevejen." Men det var jo ikke lige det, det
drejede sig om, når vi skulle ud at se noget natur. Efter
kaffen, der skulle have meget god tid med snak og sang, kørte
vi videre, så noget mere og sluttede af i een eller anden
kirke, hvor jeg holdt en kort gudstjeneste. Derfra kørte man
så hjemad i spredt orden. Så vi kunne være hjemme ved
19-tiden. Dvs. for en del var det skik, at de kørte ind på
een eller anden kro og fik et stykke mad. Det var tydeligt at mange af chaufførerne
hyggede sig vældigt ved den udflugt.
I 1950 kan jeg huske, at vi kørte til
Esbjerg, så Vestkystens trykkeri, og så mindesmærket for de omkomne sømænd og
drak kaffe på Hjerting kro.
Efterhånden blev turene lidt længere ud i
Sydvestjylland, men dog indenfor en 5o-60 km. Vi var ofte en
40-50 biler og omkring 140-50 deltagere. Det var en stor flok
at holde sammen på. Men til sidst måtte vi opgive at køre i
små biler. En bestemt episode var årsag til at vi gjorde
alvor af det. Et år skulle vi til Skamlingsbanken, men kort før
var der en bil, der standsede lidt brat op, og Teglgård, der
kørte den næste, brasede lige ind i den, og hans passagerer
fik nogle skrammer, så de måtte til læge og have plastre
på. Teglgård havde gennem nogle år de samme ældre med. Det
var Kristian Sømand, Knud Pedersen (kaldet bedstefar) og
Christian Thomsen (kaldet Christian Uldtot). De indhentede
os, da vi sad ved kaffebordet på Skamlingsbankens Hotel. Jeg
kunne se, at de 3 gutter var lidt chokerede, så jeg fik dem
ind i skænkestuen, hvor de fik en dram. Og så kom de ind til
os andre i salen, hvor de blev modtaget med klapsalver. Jo,
det var blevet en begivenhedsrig dag for dem!
(Jacob jr.'s noter her: De tre var på den tid kendt som
Fåborgs mere udflydende drikkelag. Far har skrevet en hel
særskilt historie om Kristian Sømand, hvem han fik flyttet
til præstegården i de sidste år af hans liv).
Trafikken på
vejene var nu efterhånden blevet så stor, at det var svært
at holde sammen på en kortege på 40-50 biler. Så vi opgav
den ordning og gik over til at køre i busser. Det var tillige meget nemmere at lægge til
rette, og vi kunne køre lidt længere ud, men på en måde
var vi nogle, der savnede den gamle ordning. Men de ældre
hyggede sig gevaldigt i busserne og ved kaffebordene. Her traf
de jo hinanden fra de 3 sogne, gamle bekendte fra foreningsliv
og andet samvær. Men jeg savnede ikke den formiddag, hvor jeg
på een gang skulle samle trådene og skrive prædiken til
gudstjenesten.
I en del år havde vi kirkeligt sommermøde
for hele pastoratet. Det var gerne i begyndelsen af
august, og begyndte med gudstjeneste i Fåborg kirke med
fremmed præst. Derefter kaffebord til medbragt brød i
præstegårdshaven. Så et foredrag.
Der var noget hyggeligt over disse møder ude
under de store gamle æbletræer på græsplænen. For at dele sol og vind lige, var der det ene
år en missionsmand, der prædikede og en grundtvigianer, der
holdt foredraget. Næste år var det omvendt. Det gik ret godt
nogle år. Forud gik selvfølgelig et større arbejde med at
få haven i orden. Senere blev det til et kirkeligt
efterårsmøde på skift mellem de tre sogne.
|