Min mor stod så og skulle skabe en tilværelse for sig selv og mig. I løbet af 3 måneder skulle hun forlade præstegården. Hun vidste tillige, at hendes pension ville blive meget lille, så et arbejde skulle hun også finde. Efter forslag fra min faster Anna, flyttede hun over til hende i København, men blev hurtigt klar over, at det var ikke noget, der kunne gå ret længe.

Da hun så fik tilbud om en stilling som lærerinde på hendes gamle skole Th. Langs seminarium, faldt tingene på plads, og allerede fra 1. november var hun så igen lærerinde og havde et arbejde, der kunne give hende og mig en god tilværelse.

Ved gode venners hjælp købte hun et hus i Silkeborg, Fredensgade 19, fik samlet sine opmagasinerede møbler sammen og fik min moster, Marie Rasmussen til at passe huset og mig. Da huset var ret stort kunne hun leje nogle værelser ud til unge piger, der gik på seminariet. Andre kom der og spiste middag, så huset var fuldt af unge kvinder. I det daglige var det i høj grad moster, der tog sig af mig. Mor havde sin skole og forberedelserne dertil at passe. Omgivet af alle disse kvinder kunne det vel ikke undgås, at en lille lyslokket dreng blev en del forkælet.

Til mine tidligste erindringer fra de år hører lyden af træskotrin tidligt om morgenen, når arbejderne gik til den store papirfabrik ved havnen. Og fra min seng kunne jeg høre og se solsorten på taget af det store hus på den anden side af gaden.

Ud mod haven var der en dejlig glasveranda, hvor jeg legede, og om sommeren i haven, der havde en høj mur ud mod gaden. En af mine yndlingslege var at være mælkemand. Når moster vaskede storvask i vaskehuset, havde jeg en kasse på min legevogn og fik så sæbeskum i nogle spande eller kander. Det var flødeskum, jeg solgte til imaginære kunder. Senere blev et gyngestativ flittigt brugt. Jeg havde et par legekammerater. En genbofamilie havde, som så mange andre i de år, en wienerpige i pleje en tid. Louise hed hun. Det var ikke nogen velstillet familie, tømrersvend var manden vist, men de havde altså hjerte og husrum til at tage sig af en fattig afmagret østrigsk pige.

En dreng, Aksel, blev jeg gode venner med. Vi legede meget med hinanden, og ofte kom jeg i hans hjem. Det var velstillede folk. Faren var grosserer i chokolade, sukkervarer vel i det hele taget. Men det kan jeg ikke huske, at vi mærkede så meget til. En tid havde han tuberkulose og var på kystsanatorium, hvor jeg husker, at vi besøgte ham. Ham holdt jeg forbindelse med i mange år. Han blev uddannet som boghandler og fik sin egen forretning i Århus, hvor jeg besøgte ham nogle gange. Men efterhånden ebbede det venskab ud.

Nok var vi flyttet fra præstegården i Dallerup, men min mor blev ved med at have tæt forbindelse til sognet, hvor hun havde været præstekone, de få år, det varede. Ofte var vi på besøg derude. Særlig to familier besøgte vi. De havde været naboer til præstegården. En lille gårdmandsfamilie, Mariane og Laurs Bastrup. Deres gård lå lige på kanten af de store bakker, der førte ned til engen og bækken. Det var spændende at være med Bastrup, denne store stovte jyske bonde, ud i marken, når kornet skulle høstes. Så kørte han med det, der hed en aflægger, en slåmaskine, der ved hjælp af nogle vinger lagde kornet i passende bunker, og så lærte jeg at binde neg, sno et bånd af stråene og binde det sammen til neg. Det var nu ikke altid båndende, som jeg bandt, holdt sammen på neget.

Til daglig levede man mest i køkkenet. Jeg husker, hvordan Marianne aldrig til daglig havde en tallerken selv, men spiste af mandens tallerken..... vel for at spare på opvasken. Spændende var det at være med nede ved bækken, hvor der var en hævert, et apparat, der ved vandtrykkets hjælp kunne pumpe vand op til gården. Da jeg senere var flyttet til Sjælland, besøgte jeg dem næsten hver sommer, når jeg, mens jeg endnu gik i skole, var på cykeltur til Jylland.

Mest forbindelse havde jeg dog med de folk, der havde været præstegårdsforpagtere, mens mine forældre var i præstegården. De havde siden købt deres eget lille sted, lige uden for Sorring. Det var ikke stort, og som så mange andre husmænd måtte Rasmus Busk tjene lidt ekstra ved at være mælkekusk. Jeg har ikke været så forfærdelig gammel, før jeg selv med rutebilen kunne tage ud til Sorring og besøge dem. Ofte var jeg med ham på mælketurene rundt til gårdene efter mælk, og videre til mejeriet, og tilbage til gårdene med skummetmælken. Det kunne være koldt at sidde der på vognen, men det hjalp, når vi havde været på mejeriet, og den varme skummetmælk var kommet i spandene. Så kunne jeg krybe ned mellem dem og sidde og få lidt varme. Ofte blev vi budt ind på gårdene til en kop kaffe og en mellemmad. Og det var dejligt. Der var altid nogle koner, der gerne ville snakke med mig. Jeg var jo den afdøde præsts søn. De fulgte mig med stor interesse.

Engang blev jeg af een af dem spurgt om, hvad jeg ville være når jeg blev stor. "Jo, svarede jeg, jeg vil være præst og mælkekusk". "Ja, men det kan da ikke lade sig gøre", indvendte man. "Jo, svarede jeg, jeg vil præst om søndagen, og mælkekusk om hverdagen."

Den helt store fornøjelse var det, når vi i sommertiden fik budt jordbær. Men et sted havde jeg ikke lyst til at spise dem. Og da jeg blev spurgt hvorfor, skal jeg have svaret: " Nej for der er skidt i jordbærrene!" Der flød bare et blad rundt i mælken, men det var altså nok for en lille dreng fra byen til at kaste vrag på de dejlige bær.

Rasmus Busks kone hed Johanne, og hun var selv hjemme. Lidt bestemt, men så god og kærlig overfor mig. Det var mange småferier jeg tilbragte hos dem. Hun var meget proper og pillen. Jeg husker endnu hendes to stuer, der stod med spejlblanke ferniserede gulve og de blankpolerede kakkelovne, alt skinnede af properhed. Når hun skulle derind efter eet eller andet, tog hun altid sine hjemmesko af og gik på strømpesokker derind. Stuerne blev ikke brugt til daglig, kun når der var gæster. Til daglig sad man i køkkenet.

Her hjalp jeg med at trække køerne ud på marken, og flytte dem, med at luge roer og om efteråret at tage dem op. Megen hjælp har det nu nok ikke været, men så var jeg da beskæftiget. Det var et godt og kærligt sted for mig at komme, og jeg holdt forbindelse med dem lige til de døde. Jeg besøgte dem næsten hver sommer, da jeg i 14 - 16 års alderen var på cykelture til Jylland i sommerferien.

Morsomt nok kom jeg mange år senere til at vi deres dattersøn i Agerbæk kirke. De havde kun et barn, en datter, Anna. Da hun blev gift, fik hun selv en flok børn. Boede i mange år i Silkeborg, hvor hun havde et lille spisested. En af hendes sønner, Leif, kom i købmandslære i Hjortkær, 4 km syd for Fåborg, så han besøgte os af og til i Fåborg præstegård. Han traf i Agerbæk en pige, Henny, som han forelskede sig i, de blev forlovet og en dag i 19?? kunne jeg vi dem i Agerbæk kirke. Med til deres bryllup var Rasmus og Johanne Busk. Det var en stor glæde for os alle tre. Og 25 år senere var jeg med til Henny og Leifs sølvbryllup i Oksbøl. De boede nu i Billum.

Begge steder var det, mens jeg var dreng, lidt strengt, når der skulle soves til middag. Det var jeg ikke vant til eller indstillet på, men middagssøvnen var der noget ukrænkeligt, næsten helligt over.

I Silkeborg fik vi ikke sjældent besøg af folk fra Dallerup og Sorring. Især husker jeg gamle "Niels Peter", han havde været karl og til sidst vist en slags altmuligmand i præstegården. Ham var jeg glad for. Han røg altid på en lille pibe med låg, havde ur med kæde i sin vestelomme.

På eet eller andet tidspunkt må jeg være kommet i børnehave. Selve børnehaven husker jeg ikke noget af. Men en enkelt ting var så overvældende, at det bed sig fast i min hukommelse. Kun en bagatel: Jeg havde hver dag en blikkasse med, hvor der i et rum var plads til en lille flaske kærnemælk og i et andet en madpakke. Men een dag smagte mælken forfærdeligt. Det var nemlig sødmælk, hvor der var kommet sukker i. Moster eller en af pigerne havde taget af den forkerte flaske.

Senere kom så skolegangen. Det blev i børneskolen i seminariets øvelsesskole. Det havde den fordel, at jeg kunne følges med min mor til skole. Jeg blev vel så hentet af min moster eller af een af pigerne, når min skoledag var til ende.

Een af skoleårets store begivenheder var sommerudflugten. Med bådene på Gudenåen sejlede vi til traktørstedet Hattenæs, hvor der var leg, og spisning af de medbragte madpakker. Alle var i det stiveste puds. Jeg i hvidt tøj. Sommersol og fest. Mest spændende var sejlturen op ad åen, især, hvis man var så heldig at komme med den gamle hjuldamper "Hjejlen", hvor de store hjul rigtig fik vandet til at skumme. Andre ture gik til Himmelbjerget med den lange seje traven ad de snoede stier op til bjergets top med den storslåede udsigt over skovene og søerne, og lykken var det, hvis man fik en rigtig "Himmelbjergstok" sort med udskæringer i og rød knop til håndtag. Det var trætte og nok også vanskelige børn, der vendte hjem fra sådanne udflugter, mættede med indtryk og oplevelser.

Selve skolegangen husker jeg ikke meget af. Men jeg må have lært at læse og regne... og skrive. Det sidste var nu nok ikke særlig godt, for mor har fortalt, at en dag, hvor vi var begyndt at skrive med blæk, havde lærerinden sagt: "Det er da noget forfærdeligt griseri, Jacob". Men jeg trøstede hende: "Ja, men Williams er da meget værre."

Men pludselig blev der vendt helt op og ned på min tilværelse. Ved juleafslutningen i skolen, da jeg gik i 2. klasse, hørte jeg pludselig seminariets forstander holde tale for min mor, som hun takkede for de år, hun havde virket på seminariet og i øvelsesskolen, og hun ønskede hende og mig alt godt i den nye tilværelse. Jeg forstod ingenting. Men senere fik jeg så at vide, at vi skulle flytte til Sjælland. Min mor skulle giftes igen. Man kan undre sig over, at hun ikke havde forberedt mig lidt på det, men hun har vel skønnet, at jeg næppe ville have kunnet lade være at fortælle det til højre og venstre, og hun har nok ønsket, at der skulle være så lidt blæst om det som muligt.

Mellem jul og nytår forlod vi Silkeborg og min kære moster, som havde betydet så meget for mig. Huset blev senere solgt og moster fik en plads som husbestyrerinde for en sadelmager, der var enkemand i byen. Jeg tror nok, at hele denne omvæltning var værst for hende.

Fortsættes i 3. del: Barndomsår i Allerslev