|
Jacob
Holdt: Mine breve
|
|
1972-08-30-Brev-til-familien Dette var titlen på en smadderinspireret artikel, jeg havde tænkt mig at skrive om de seneste ugers oplevelser, men af gode grunde kan jeg nu ikke skrive den som følge af hændelserne her i Miami de sidste par dage. (mine sammenstød med FBI). Før jeg fortæller om de uhyggelige scenerier i Guatemala på et senere tidspunkt, vil jeg derfor berette om Miami-begivenhederne. Jeg ankom som sagt fredag aften efter at have blaffet 6.888 km fra Guatemala gennem Mexico, Texas, Louisiana, Mississippi, Alabama og Florida. Boede den første nat hos en meget sød klaverspillende (romantisk) pige i et spanskstilet hus i selve Miami. Da hun ikke var hjemme i weekenden, flyttede jeg dagen efter ind til 3 high society-stræbende dumme piger af typen med svømmebassin, bikinier og plasticbehandlede cocktailparties. De var som alle her i Miami meget skræmte over kriminaliteten i byen. Om søndagen begyndte så de indledende demonstrationer på Miami Beach - øen der ligger ud for Miami, hvorfor jeg flyttede derover i håb om at finde et sted at bo, hvilket dog ikke er let på en sådan ø bestående næsten udelukkende af verdens mest luksusbetonede elegante hvidstøbte hoteller med ældre damer i perlemorsindfattede bevingede briller og mænd med gondolierehatte og shorts og cigarer. Men jeg vidste dog at jeg altid kunne sove i Flamingoparken, hvor alle demonstranterne var. Jeg havde dog mere ambitiøse planer og var også bange for at få mit flash ødelagt i den regnvåde tropenat. Men jeg fulgte dog demonstranterne op til Hotel Fontainebleau, det mest luksuriøse af alle hotellerne valgt som hovedsæde for republikanerne, dels indkvartering for delegerede og dels konferencelokaler og lign. mindre ting udenfor selve konventhallen. Tog en del billeder af dem da de smed æg på smokingerne af de ankommende delegerede under råbet "Keep the rich out” (æg, som jeg i Guatemala kunne se de fattige indianerkvinder komme til markedet for at købe et enkelt styk af efter at de grundigt havde valgt og vraget i uendelig lang tid for at være sikre på at få det bedste æg - de af dem der overhovedet havde råd til at købe æg). Efter at politiet om aftenen havde ryddet gaden forholdsvist let (ingen af demonstranterne var interesserede i at blive fængslede så tidligt) lykkedes det mig så på en eller anden måde, som jeg i dag ikke begriber, at snige mig ind i Fontainebleau-hotellet, hvor jeg straks gemte mig i halvmørket i baren (eller coctail-lounge eller hvad de nu kalder det deroppe i de lag) - så meget mere mærkeligt da jeg på det tidspunkt ikke havde min paryk på omend jeg dog havde rullet mit skæg op. Baren var naturligvis smæk dyr så jeg havde slet ikke råd til at købe nogetsomhelst, men det var min plan at hænge på en eller anden af damerne derinde for på denne måde at komme til at bo i selve ”the heart of the beast”. Det værste ved at komme ind i en sådan overklassebar er at man har meget svært ved at smile før man får noget at drikke, - og man finder ikke en dame der vil give en noget at drikke før man allerede har fået smilebåndet på. Men det lykkedes dog til sidst at få brudt hul på den onde cirkel og få kontaktet adskillige damer af typen i lange kjoler og flere timers hårfrisør opstyltning bl.a. en meget sød, charmerende og smuk (selv set fra en anti-Hollywood-revolutionær indstilling) overklassepige fra Afghanistan, der inviterede mig på en tiltrængt middag derinde (efter at jeg fortalte hende diskret at jeg ikke havde spist i tre dage, lidt af en overdrivelse). Jeg har senere regnet ud, at jeg må have drukket for mindst loo kr den nat, da jeg husker jeg fik i hvert fald tre øl (Carlsberg bl.a.) og fire Scotts on the rock, men alligevel havde jeg om morgenen halvanden dollar mere end da jeg kom ind. Nå, men på et eller andet tidspunkt gav en eller anden mig så nøglen til sit hotelværelse (et mindre et af de der kun koster 210 kr pr nat, men dog med farvefjernsyn, aircondition, trykknapper og to store dobbeltsenge).
Efter at have slugt et par
Alka Seltzer næste morgen for at eliminere efterdønningerne, gik jeg
så ned i Lobbyen for at se på de mange store kanoner, der var
tilstede her. Det var her jeg løb ind i John Wayne, som jeg typisk
nok først genkendte på stemmen. Der var ingen andre der havde
opdaget ham, da han forsvandt ind i cocktail loungen, men jeg
smuttede efter ham og da han sammen med en del republikanske venner
satte sig til at spise, satte jeg mig ved siden af og prøvede at
indføre et par spørgsmål om hvad han syntes om at vi havde stoppet
hans film ”De grønne djævle” i Danmark, men uden at få
noget klart svar. I det hele taget virkede han utroligt dum. Jeg
ærgrede mig over at jeg havde efterladt min båndoptager i Miami, da
jeg kunne have tappet en særdeles god Fra det øjeblik så jeg nu agenterne overalt, og senere fik jeg bekræftet at jeg aldeles ikke havde set syner. Det var så kort efter at jeg mødte denne præstekone fra Chicago, som jeg har fortalt om på kortet (som jeg sendte forleden), som viste sig at være nær ven af Pat Nixon (præsidentfruen Patricia Nixon), som skulle ankomme til hotellet senere på dagen, og at jeg efter at dette var gået op for mig - med mindst ligeså megen løgn og bedrag som Nixon benytter - havde fået gjort hende interesseret i mig. Det var klokken ca. 2 om eftermiddagen om mandagen (skammens dag: Georg Jacksons dødsdag) og planen var så at jeg skulle fotograferet hende sammen med Pat Nixon så vidt jeg kunne komme til det for de andre pressefotografer hvorefter hun om muligt skulle fotografere mig sammen med Pat (jeg er absolut overbevist om at det kunne have ladet sig gøre hvis ikke alt det følgende var sket. Da jeg var på vej hen mod indgangen, hvor Pat skulle ankomme klokken fire, skete det pludseligt: Jeg blev overraskende grebet bagfra af to velvoksne mænd fra det hemmelige politi, der tvang armene om på ryggen af mig og uden videre ført ned i et lille halvmørkt lokale i kælderetagen til en af deres afhøringscentraler i det kæmpestore hotel. Hernede blev jeg nu afhørt af den ene efter den anden og kropsvisiteret til negleskidtsdetalje. Da jeg lagde al mulig charme og samarbejdsvilje jeg overhovedet kunne få for dagen, var de ikke alt for brutale og jeg fik lov at sidde ned undtagen når chefen var tilstede, og det viste sig at sagen var så vanskelig for dem, at jeg måtte krydsforhøres af selve chefen for the Secret Service, der mens hans undersåtter var af den typiske agent-type (omend endnu mere stereotype end dem vi kender fra filmene), selv var en gammel tilsyneladende halvdum ærkereaktionær type a la Hover, der endog lignede gamle Edgar men dog var en hel del slankere. På et tidspunkt var de så i forbindelse med hovedkontoret i Washington for at få mere information om mig, og mens det stod på måtte jeg træde ud af lokalet, da jeg ikke måtte høre hvad det drejede sig om. En ca. 40 årig atletisk udseende agent klædt mere sportsagtigt end de andre skulle bevogte mig i den halve time det tog-, og jeg fik en længere samtale med ham. Det viste sig at han var en del mere liberal end de andre og undskyldte deres og chefens optræden. Han sagde at han selv havde sønner med langt hår, og at han gennem dem var kommet til at indse at det ikke var helt tosset det, de unge protesterede over i hele USA. Jeg fortalte ham mere detaljeret om ”min avis” – ”The Danish Chr. Science Monitor" som jeg allerede havde prøvet at legitimere min tilstedeværelse med overfor de andre - og fortalte også en masse sludder om at jeg repræsenterede en dansk kirkelig organisation osv. Jeg må have virket overbevisende.
Der er ingen
tvivl om at jeg fik ham overbevist, og at jeg virkede meget
sympatisk i hans øjne, men som han sagde: han havde ikke meget at
sige. Det var chefen der havde det afgørende ord, og chefen hadede
unge med langt hår. Det viste sig mærkeligt nok, at de ikke fandt
noget på mig i hovedkontoret i Washington. Men da jeg blev trukket
ind igen, fandt de på at anklage mig for "ulovlig indtrængen i
hotellet og besiddelse af hotelnøgle”. Jeg undskyldte mig
med at jeg som avismand i Amerika havde lært af den amerikanske
presse at det lønner sig at være aggressiv og tage chancer. Dette
virkede meget plausibelt som forklaring. Det værste var blot at jeg
ikke havde nogen ”credentials” fra min avis. Alt hvad jeg
havde var den spanske udgave af introduktionen fra Kristeligt
Dagblad (jeg sagde jeg havde efterladt dem i Chicago pga. min rejse
til Mexico) Chefen bestemte så efter næsten et par timers forhør, at jeg skulle slippe med at blive udvist af bygningen. Jeg krævede så at få lov til at hente min lille anordning til de genopladelige batterier til flash'en, som sad i kontakten under sengen i hotelværelset (som allerede var blevet undersøgt af et bombehold) og jeg fik efter nogen tid lov til at gå derop med selve chefen himself plus en bombeekspert. Denne viste sig i chefens nærværelse at være intet mindre end en karikatur på en spytslikkende krybende underagent. På vejen ned fik jeg i lobbyen øje på damen fra Chicago, som jeg straks tænkte med sin høje position ville være i stand til at redde mig fra at blive smidt ud. Jeg satte hende hurtigt ind i det hele, og hun forklarede så chefen at jeg var OK og at hun ville følge mig ned i presselokalerne i underetagen for at få udstedt pressepas. Chefen, der som jeg sagde var halvdum, lod sig dupere af hende og godtog hendes forslag, og overlod mig til hende. Da jeg tidligere havde overbevist hende om at jeg var for Nixon, ville hun på vejen købe en af disse store tallerkenformede nåle med det abegrinende fjæs af Nixon til at sætte på brystet. Mens hun snakkede med damerne ved boderne, ville jeg træde hen bag nogle buske for hurtigt at skifte til min korthårsparyk, da jeg mente det ville være lettere på denne måde at få et pressepas. For sent opdagede jeg, at der sad en agent gemt i buskene, og straks han så mig skifte, opdagede jeg ham og at han tilkaldte en hel flok andre agenter på sin radio, der alle straks kom galopperende, hvorefter hele historien begyndte forfra. Og det nyttede intet, at jeg påstod at chefen "just cleared me", for det viste sig at dette var et helt andet og rivaliserende hemmeligt politi. Hvis det andet var Secret Service, har dette her måske været hærens efterretningstjeneste, eller flådens, eller FBI - eller omvendt. Der var ingen måde jeg kunne finde ud af det på. Disse fyre her kunne alle kendes på at de havde en lille firkantet nål på brystet og gennemgående var yngre, mens de i det første korps alle havde båret en lille nål med et "E". Og denne nye efterretningstjeneste lod sig aldeles ikke dupere af at jeg var med denne dame, leder af Tricias (Patricia Nixons) kvindeorganisation "The Women’s anti-lib League". Men da de endelig blev overbevist om, at jeg var blevet "cleared" af de andre agenter, var de mest interesserede i min politiske overbevisning, som jeg måtte gøre rede for. Jeg sagde at jeg jo ikke kunne benægte at mit lands regering havde anerkendt Nordvietnam og gav økonomisk hjælp til Viet Cong "men at dette aldeles ikke betød at jeg havde samme opfattelse som min regering, så langt fra." Jeg sagde en del positivt om Nixon, men drejede hurtigt væk fra dette emne, da det er min erfaring, at ligegyldigt hvor durkdreven og velsyet ens fårepels er, er det utroligt svært at sige noget positivt om forbrydere, man ikke med sin bedste vilje kan se noget positivt i - og at virke overbevisende. Nå, omsider fulgte de mig så ned i pressecentret, hvor det viste sig at de ikke kunne udstede pressepas. Men jeg skulle gå ned til Hotel Versailles, hvor hovedkvarteret for dette var. Jeg blev så lodset ud af Fontainebleau af agenterne, men da jeg udenfor erfarede at Pat allerede var kommet og indså at jeg ikke kunne nå at få et pas før hun var taget af sted igen, prøvede jeg at snige mig ind af hovedindgangen i hotellet, hvilket var kun lo meter fra hvor Pat sad, men blev øjeblikkeligt grebet af nogle af de første agenter, som kendte mig, og sagde at jeg ville blive smidt lige i fængsel, hvis jeg viste mig der igen, hvorefter de med mine arme bagvendt skubbede mig helt ned til fortovet på promenaden udenfor, hvor jeg blev hilst af jublende demonstranter. Jeg løb så de femten husblokke ned til Versailles, skønt mine ny købte Ho Chi Minh-sandaler fra Guatemala smertede langt ind i fodkødet og varmen var uudholdelig og jeg vidste det var forgæves.
I Versailles fik jeg
at vide, at pressekvarteret ikke var der, men i Hotel Eden Roc på
den anden side af Fontainebleau, hvorefter jeg måtte løbe hele vejen
tilbage. Åh, hvor jeg bandede og sværgede. Da jeg endelig ankom, var
kontoret lukket og jeg skulle komme igen næste dag, men ville ikke
kunne få et pas, sandsynligvis, da dette ikke udstedes til free
lance folk. Jeg kunne dog tale med chefen for pressekontoret, Bob
Miller som boede i nr 900 Fontainebleau.
Jeg gik så tilbage dertil med den undskyldning at jeg skulle se
denne ”regeringsembedsmand” - men straks igen grebet af
sikkerhedspolitiet, der denne gang holdt mig tilbage da de
sagde jeg nu var efterlyst af en højtstående chef. Denne viste sig
at være fra et andet korps en den første og jeg blev nu af ham og to
over-underagenter ført til et lokale, hvor de gjorde mig meget,
meget stærkt klart at hvis jeg blev set i hotellet igen, ville jeg
omgående blive smidt i fængsel uden dom. Jeg protesterede, sagde jeg
godt kunne ”se sagen fra deres side”, men at de jo også måtte se
sagen fra min side ”og at vi jo trods alt begge arbejdede i det mest
avancerede demokrati, vi kendte med antagelig fuld pressefrihed
osv., men hvad jeg havde set i dag og oplevet her af bureaukrati og
red-tape, smagte alt for meget af det jeg havde oplevet mens jeg var
udstationeret i et østland som Ungarn for mit blad bla....bla....”
Gik til ro der klokken 2, men allerede klokken 7 måtte jeg op, da familien skulle på arbejde og trampede så hele denne næste dag igen rundt med smertende fødder. Prøvede i Eden Roc at få pressepas i kontoret for dagspressen, men forgæves. Lykkedes at kontakte Bob Miller, som tog mig til Fontainebleau og lod mig vente i lobbyen, mens han gik til sit kontor. Blev opdaget af et par agenter, men fortalte hvem jeg var med (Bob havde autoritet over sikkerhedspolitiet), men en af over-undercheferne kom og beklagede sig til mig om jeg ikke kunne fjerne mig fra lobbyen, da alle hans folk kom løbende til ham eller sendte rapporter til kontoret om ”at der var en bolsjevik i lobbyen" (han sagde det i fuld alvor på trods af min paryk og nu igen oprullede skæg). Da jeg lidt senere vandrede hen mod indgangen til lobbyen, blev jeg pludseligt igen grebet af "Kampmann” og ligegyldigt hvad jeg sagde om at Bob Miller allerede havde ”tjekket” mig med sikkerhedspolitiet, førte han mig alligevel ud på gaden. Jeg opgav så at opsøge Bob Miller igen, men gik i stedet til kontoret for ”Weekly and Special Press” på en australsk pressemands råd (dog uden mindste håb om at få et).
Men
det utrolige skete. Den unge pige, jeg kom til at tale med, skulle
lige til at have frokostpause, og havde slet ikke tid til at høre på
alle mine søforklaringer om at jeg kom lige fra Centralamerika,
hvorfor jeg ikke havde de engelske papirer, og da hun viste den
spanske formular til chefen, var han ved at tale i telefon, hvorfor
han fraværende fejede det til side med et godkendende nik, hvorefter
hun straks begyndte at udfylde formularerne til det hemmelige politi
og gav mig pressekort, medaljer og alverdens ting til at hænge på
brystet og billetter til de diverse forestillinger i det
republikanske cirkus. Jeg følte mig som den lykkeligste, stolteste
og mest forbavsede mand i en verden med pludseligt sprængte
horisonter. Og det første jeg overhovedet kunne komme i tanke om at
gøre, var at løbe tilbage til Fontainebleau og vandre op og ned i
lobbyen hoverende overfor de forskellige modbydelige agenter. Den
første
Men så pludselig med et blev jeg grebet bagfra af to andre
agenter og med hænderne vredet omkring på ryggen blev jeg nu under
voldsomme protester skubbet helt ned på selve gaden skønt jeg viste
dem skiltet og sagde jeg var cleared af chefen. ”Vi vil blæse chefen
et stykke” eller noget lignende sagde de. "Her er det os der
bestemmer.” Tirsdagens første session i konventhallen var klokken 2 og jeg kom dertil lige i tide, men blev udenfor viklet ind i en kæmpemæssig demonstration af Vietnam-veteraner og ville skyde nogle billeder af dem først. Det var en lang tavs march i 5 rækker, alle af dem i deres grønne uniformer, og jeg prøvede så at løbe ud og ind imellem dem for at skyde deres, ansigter, men næsten i samme øjeblik jeg begyndte på det, blev jeg sparket ud af demonstrationsværnet, nogle enormt store robuste veteraner i udkanten. Sagen var at jeg nu havde mit presseemblem på samt paryk og oprullet skæg hvorfor jeg aldeles "ikke mere lignede en af deres, og da de havde deres eget fotografiske korps med, var de aldeles ikke interesserede i at hjælpe pressen. Det var en hård negl at bide for mig. En ting er at blive smidt ud af fjenden ud af fjendens hovedkvarter. Det er langt, langt værre at blive smidt ud af dem man betragter som sine venner fra de rækker man hører hjemme i. Og jeg måtte til fulde erkende hvor frustrerende det er at værre pressefotograf - især når man som jeg forsøger at lave en lysbilledserie dækkende både fjendens og sine allieredes aktiviteter på en og samme tid. - Nå, jeg gik så ind i konventhallen gennem alle politikerne. Det føltes rigtignok mærkeligt nu så let som en fisk at svømme igennem dem ind til det man før havde betragtet som absolut uopnåeligt. Men meget sjov var der i og for sig ikke derinde. Goldwater var i gang med at tale, men ham havde jeg allerede hørt sidste år i senatet i Washington og det var tilsyneladende den samme gamle melodi han spillede. Der blev også vist en film om Nixons fortræffeligheder under titlen ”Change without chaos” i hvilken han tonede frem som den store fremskridtsvenlige fader - hele filmen var som propagandastykke mindst lige så skrap som de kinesiske - blot stemte den ikke som kinesernes overens med virkeligheden. Det meste af tiden derinde brugte jeg med at gå og betragte alle de forskellige delegerede, hvor jeg straks må sige jeg var chokeret over at se hvor mange negre og unge det var lykkedes dem at skrabe sammen (officielt 4% negre) og en hel del af de unge var endog halvt langhårede. Det var et frygteligt deprimerende syn. Jeg drak også en hel del Cola og Pepsi. Begge kompagnier havde opstillet gratis boder. De havde åbenbart alt at vinde, intet at tabe med Nixon. Ja på en af Colapigerne så jeg endog et mærkat der sagde "Profit is not a four-letter-word.” Men de værste brystmærkater jeg så derinde (udover dem som alle næsten bar med Nixon-Agnew 72 osv) var vel nok dem der sagde ”I love lettuce” eller ”I eat lettuce”. Hvordan kan mennesker være så onde? Her ser man først hvor meget republikanerne er allierede med storkapitalen. Mens Chavez er i gang med at organisere salatarbejderne som i sin tid druearbejderne, der begge lever under de mest fortvivlede fattige kår mange under sultegrænsen og der over hele nationen er en kampagne i gang med ”Boycot Lettuce" for at disse arbejdere også kan blive organiserede i en fagforening, så går disse djævle her højlydt og praler med at de vil bryde en sådan strejke og boykotte på enhver måde (på samme måde som Nixon gør det ved at lade staten eller hæren opkøbe al den salat, der ikke kan sælges på grund af boykotten, og give den til soldaterne på samme måde som disse i sin tid måtte æde vindruer i tonsvis hver dag).
Nå, men ellers skete der næsten ingen
ting inde i konventhallen udover denne ”verdens største
cirkusforestilling” som Fidel har kaldt det, så efter ganske kort
tid gik jeg ud og tilsluttede mig demonstranterne. Det var denne dag
de havde arrangeret dødens march eller sorgens march, som I sikkert
har hørt om derhjemme, et meget, meget gribende optog med alle klædt
i sorte kapper med hvide ansigter og bloddryppende hænder. Under
selve forestillingen foran konventbygningen løb jeg ind i
Nathan Gardels, Pastor Gardels søn fra St. Luis som jeg mødte for
over halvandet år siden samt på vej fra Chicago til Guatemala.
Da der var en pressekonference i Fontainebleau med guvernør Ronald Reagan gik jeg straks dertil og det lykkedes mig denne gang at komme ind helskindet og skyde et par billeder af ham på ca. en meters afstand. Han sagde det mest fortvivlede sludder, snakkede bl.a. om sundhedssystemet i USA, som han hævdede var det bedste i verden ”og til I unge som betvivler dette, vil jeg blot sige. Tag ikke mine ord for gode varer, undersøg det selv”. Det er utroligt at en guvernør for den folkerigeste stat kan sige noget sådant, når kendsgerningerne skriger op om det modsatte. Jeg har fulgt hans råd og undersøgt det og fundet ud af at USA er 1. nr. 22 af verdens lande når det gælder forventet levetid i gennemsnit 2. er nr. 18 når det gælder om laveste børnedødelighed
3. er
nr. 15 i ratio af hospitalssenge per befolkningsenhed (og så er de kommunistiske lande endog ikke regnet med i denne list, da Reagan jo ikke vil tro på tal gældende for dem alligevel).
Derefter gik jeg ud og skød et par nærbilleder af Julie Nixon
Eisenhower, som sad og skrev autografer i kulørte hæfter om de fire
lykkelige Nixon år. Der var ikke særligt mange fotografer til stede
mærkeligt nok, men det var heller ikke annonceret i programmet, en
af de få begivenheder udenfor det stramme program, republikanerne
Det var en udmærket position at skyde fra, men uhyggeligt farligt, da det regnede ned over betjentene med flasker og brosten, og jeg var den eneste der ikke havde hjelm, visir og gasmaske på, og det var næsten umuligt at se de flyvende genstande gennem røgen og gasserne og jeg græd som et spædbarn pga. af gassen. Til sidst måtte jeg simpelthen trække mig tilbage. Jeg var fuldstændig ødelagt. Da jeg endelig fik trukket mig tilbage, så jeg at der ikke var en eneste uden gasmaske den næste halve kilometer ned ad Collins St. Fødderne smertede, øjnene sved og hovedet smertede. Det var et helvede det hele. Og jeg var ikke engang tilfreds med billederne jeg fik. Jeg arbejder jo ikke som de fleste pressefotografer med kikkertlinse, så mens de kan stå en halv kilometer nede ad gaden og fotografere politiet overfalde en demonstrant med knipler, er jeg nød til at risikere liv og lemmer for at få det samme billede som diapositiv på en af stand af 1 til 2 meter. (Havde kun en vidvinkel Canon Dial). Senere på aftenen ville jeg f.eks. tage et billede af en betjent mens han stod og sprøjtede mace mod en gruppe demonstranter gennem gitterværket ved konventhallen hvorfor bøllen minsandten rettede strålen lige mod mit kamera og ansigt. Jeg fik sikkert et godt billede, men Gud fri mig vel, hvor måtte jeg lide for det. Hvis I kan forestille jer en superskrap brændenælde, der i stedet for at stikke hist og her kan brænde på en hel ansigtsflade, så har i en ide om smerterne fra macen der har blændet demonstranter. Selv om jeg straks kom under lægekorpsets behandling var det uudholdeligt, men jeg var dog alligevel i 1øbet af en times tid i stand til at begynde på en frisk.
Nå,
nu gider jeg ikke at skrive mere. Fulgte slagets gang gennem
aftenen, hvor alt efterhånden blev så indhyllet i CS og pebergasser,
at disse langsomt trængte ind i konventhallen, hvor folk måtte under
behandling. Her var jeg inde, da Agnew og Nixon holdt deres taler
under jublende tilråb fra de delegerede og gæsterne, som hilste
Nixon med Heil Hitler udstrakte hænder, hvilket jeg fik nogle
udmærkede billeder af kort efter at have fotograferet det
amerikanske Nazipartis parade ude i gaden. Det var under Nixons
sidste tale jeg sammen med de to australske
journalister havde planlagt en lille demonstration derinde. Arnold,
en lille krølhåret, der lignede Abbie Hoffman en del, og rejser
rundt i USA med næsten samme ideer som mig, havde været heldig at
smugle et stort stykke linned med teksten "Nixon kills babies" ind
på maven gennem den meget strenge kropsvisitering, og meningen var
så at han med ét skulle rive det ud og sprede det ud foran Nixon
mens den anden journalist stod på den ene side og jeg stod på den
anden for at fotografere det når det skete. Vi fik da også stillet
os i position velvidende at det vrimlede med sikkerhedspoliti
derinde, så at hele forestillingen i de mest heldige tilfælde kun
ville vare sekunder. Hvad vi var mest bange for, var at Arnold ville
foretage bevægelsen så hurtigt eller på en sådan måde at en agent
ville tro han var i færd med at trække en skyder frem, og derfor
øjeblikkeligt plaffe ham ned. Men netop dette sekund han tøvede var nok til at han straks blev overfaldet af et hel læs hemmeligt politi, og jeg så at han straks blev arresteret og slæbt ud, mens de delegerede og gæsterne sprang op med vilde tilråb som for at lynche ham, noget vi havde været meget nervøse for kunne ske før agenterne havde taget sig af ham. En krigsveteran fra anden V-krig, som sad to rækker fra ham med en stor fane, gik straks til angreb med fanepinden. Det hele kom fuldstændig bag på mig, hvor forberedt jeg end havde været. Jeg fik slet ikke taget noget billede af det, men prøvede blot at bevare fatningen og blive ved med at tage billeder af delegerede. (Et par af dem kom 33 år senere på væggene af Europas førende kunstmuseer og vandt Deutsche Börse’s Photo pris). Så så jeg at den ene af dem, der før havde sat os i forbindelse med hinanden, sprang op og løb hen til en gruppe Secret Servicefolk, hvorfor jeg så roligt jeg kunne prøvede at komme væk derfra. Jeg trak mig helt op til bageste række, hvor de kæmpestore amerikanske flag hang ned og prøvede at gemme mig bag dem. Jeg prøvede så bag dem at gå langs bagvæggen hen til den næste nedgang så vidt jeg kunne uden at sætte dem i bølgegang. Hvorvidt jeg fik sat for megen stormgang i gang i Stars-and Stribes ved jeg ikke, men straks jeg fik kæmpet mig ud af det sidste flag (så stort at det med lethed kunne have dækket over Hitlers flag til Nürnberg-møderne) blev jeg grebet af det hemmelige politi og under tilhørernes bifald (til agenterne) og hujen efter mig og med armene bag ryggen ført ned i underlokalerne, hvor alt der kunne skilles på mig blev skilt. Men da de var klar over at der ikke var nogen mulig måde de kunne bevise "en sammensværgelse” - at jeg skulle have haft noget med Arnold at gøre, blev jeg ret hurtigt løsladt, skønt jeg et øjeblik havde frygtet at min sidste time i Amerika var kommet. Som for ligesom at hovere lidt over de folk, som havde angivet mig, gik jeg igen op i hallen for at fotografere løs imellem de samme folk som før netop som Nixon og alle de andre stod op og bad en bøn for Amerika. Derefter sang de hvad-det-nu-er-den-hedder om Amerika, hvorefter alle blev losset ud i pebergassen. Flere gange så jeg scener, hvor de store fede politibøller med gasmasker og livremmen fuld af alskens bomber og meterlange køller i hænderne kom ind igennem konventhallen, hvor folk veg til side for dem og tiljublede dem med enormt bifald. På intet tidspunkt har jeg følt mig så meget i en politistat. Det virkede uhyggeligt på mig. Men det var dejligt at se alle de delegerede med lommetørklæder for ansigterne komme ud gennem gassen.
Udenfor lagde jeg mærke til at mindst et af de korps, der
var brugt imod demonstranterne under hjelmene havde halvlangt hår og
skæg. De var iklædt gasmasker og drejlstøj, men det kunne umuligt
være politifolk med sådanne frisurer eller i hvert fald ikke
politifolk der bruges til almindelig gadepatruljering. Det så
uhyggeligt ud, og hver gang jeg prøvede at fotografere dem, for de
efter mig med deres lange rigtige økseskafter. Mest mindede det mig
og "falconetterne” som jeg havde fået beskrevet i Mexico. Men det
var en fryd for mit øje da jeg var inde i konventhallen, at se
hvordan Mc Closky-folkene havde fået smuglet tre vietnamveteraner i
rullestole derind og hvordan disse derinde under Nixons tale
pludselig begyndte på selve gulvet blandt de delegerede at råbe det
taktfaste råb:
Der er en anden fin herre i huset, som er udnævnt æresborger af Danmark. Han er en eller anden leder af det amerikanske spejderforbund og arrangerede en H.C. Andersenfestival i Californien på et tidspunkt hvorefter han straks blev udnævnt æresborger af Danmark og har været i Odense til H C Andersen-sjov der. Han er en personlig ven af Victor Borge. Men det viste sig at jeg også med ham har fælles bekendte. Han spiller hver uge tennis med Toney, senatoren fra Californien, som jeg snakkede med da jeg kørte med Ted Kennedy i Columbia. I øvrigt er han fuldstændig overbevist om, at Ted i 1976 vil løbe med Toney som vicepræsident for præsidentembedet (sandsynligvis imod Agnew), så det lader til at jeg har fået fat i den rigtige ende....... Der er også et par forfattere i huset, som er i gang med at skrive en bog, en slags undergrundens ”whole earth” world almanac, som skulle være færdig i 74-75. Da jeg fortalte dem om det jeg har skrevet om sammenlign. vækstrater mellem øst- og vest (hvor jeg siden har fundet langt mere stof, da Kina for kort tid siden offentliggjorde sin vækstrate til FNs statistikker, angav de nøjagtig de 10% jeg har fundet frem til derhjemme i provstiværelset...) inviterede de mig straks til at skrive et afsnit om det i bogen (hvorfor jeg ikke regner med at bogens kvalitet kan blive særlig fremragende, men de har dog allerede fået 6o.OOO dollars på forskud fra et større for lag).
- Aftnerne her i huset
tilbringer vi i reglen ude i svømmebassinet til nøgenbadning (i
undergrundskulturen bader man altid nøgen i USA) mens vi ser
undergrundsfilm på husvæggen. (Efternote: Jeg
glemmer aldrig hvordan vi skålede i champagne i svømmebassinnet når
vi så nordvietnamiske film og jublede hver gang vi så dem skyde
amerikanske bombefly ned).
|