Vi kom jo efterhånden til Amerika, hvor jeg brød op fra Danmark
i marts '73 som 23-årig. Jeg var inviteret til Canada af en
canadisk piges forældre. Pigen havde jeg samlet op i Danmark
og ladet hende bo hos mig, da hun dengang var en 17-årig run-away.
Hendes forældre var taknemmelige for, at jeg havde taget mig
af hende og inviterede mig derfor over for at arbejde på deres
gård.
På vej til Canada mellemlandede jeg på Island. I flyveren havde
jeg mødt en tysker og jeg kan huske vi kom ind klokken fem om
morgenen og tænkte hvor fa'en vi skulle gå hen. Vi havde bare
tænkt os at blive der et par dage.
Vi sad og drak morgenkaffe og han sagde, han ville tage på
vandrehjem og jeg kan huske jeg sagde som en joke: "Det
her land er så lille, så hvorfor ikke gå til præsidenten?!"
Det startede altså bare som en silly joke. Men jeg slog op i
telefonbogen og fandt præsidenten og ved nitiden gik jeg hen
og bankede på. Men det var den forkerte, jeg kom til. Det var
handelsministeren, der var i familie med præsidenten, men de
talte norsk og var meget søde og inviterede mig ind på morgenmad.
Mens jeg sad der og snakkede med deres datter, som hed Dora,
så fandt jeg ud af, at hendes kusine, som var præsidentens datter
også hed Dora og det var lige, hvad jeg havde brug for at høre.
For jeg havde jo spurgt om at se præsidenten, så de kørte mig
i en ministerbil hen til præsidenten og satte mig af der.
Jeg bankede på og han kom ud og så meget vred og fjendtlig
ud, så derfor sagde jeg straks om jeg kunne se Dora, som om
jeg kendte hende. Han sagde: "Ja, hun sover, men du kan
komme ind og vente." Jeg kan huske, jeg stod i min store
får-pels og et vietkong tørklæde en kæreste havde strikket til
mig. Jeg må have set fuldstændig vanvittig ud i hans øjne, da
han var sådan en meget konservativ type. Senere stod Dora op
og da var præsidenten heldigvis gået, så jeg fik sat Dora ind
i situationen. Hun synes, det var helt i orden og meget skægt.
Klokken tolv spiste jeg med højesteretsdommeren og så blev jeg
ellers lagt i seng. Så der oplevede jeg noget som jeg ellers
aldrig havde oplevet. Jeg kom ind i et nyt, fuldstændigt ukendt
land, spiste morgenmad med handelsministeren, frokost med højesteretsdommeren
og lagt i seng hos præsidenten på den samme dag. Det tænkte
jeg, det ville jeg da prøve at gentage i USA.
I hvert fald blev jeg gode venner med Dora – det er sjovt,
der gik tyve år før vi blev kærester igen. Jeg var taget op
til hende til vores tyveårs jubilæum og det synes hun var så
sjovt, efter hun havde været igennem skilsmisse og det hele,
så hun begyndte at ligge an. Siden hen har jeg så boet der et
par dage, når jeg er taget fra USA til Danmark.
Efterhånden havde jeg været på Island i tre uger. Det trak
ud med at komme videre for jeg synes, det var så spændende en
verden der. Indtil de så ringede fra Canada og siger: "Hvor
bliver du af?" Så måtte jeg tage videre.
Jeg tog til New York og jeg kan bare huske den første dag jeg
kom ind - nu skal jeg ikke gå i detaljer med alt det her - men
mit engelske var ikke for godt og der kom én op til mig og spurgte:
"You got the time?!" Og jeg sagde: "For what?!"
og så begyndte han at grine, jeg havde jo totalt misforstået
det.
Efter en uges tid tog jeg til Canada og kom i gang på gården.
Det var en oplevelse at komme der op med en fantastisk natur.
Det var en meget rig læge, der havde købt den her luksusgård
for at kunne afskrive den over skatten og jeg skulle bare bestyre
den. Hans datter havde jeg et forhold til, men samtidig fik
hun et forhold til en revolutionær fra Argentina, der var i
Canada. Så vi delte hende hele den sommer. Han var meget venstreorienteret,
så sammen med ham planlagde vi at blaffe til Chile og støtte
Alleende. Det gjorde vi jo så aldrig. I weekenderne tog vi ind
til Toronto og jeg kan huske alle de skønne unge, der gik op
ned ad Young Street. Men jeg følte mig meget frustreret, fordi
hun nu boede sammen med ham, så havde jeg jo ikke nogen kæreste
deroppe. Jeg kan huske, jeg var så ensom derude på den gård
og jeg kunne ikke få kontakt med canadiske unge. De var bare
overhovedet ikke åbne. I hele den tid jeg boede i Canada, fik
jeg aldrig en canadisk kæreste. Jeg kan huske, at jeg på et
tidspunkt var så frustreret, måske var der også en anden grund,
men jeg ville høre, hvad der var galt med mig, så jeg gik til
læge eller en psykolog. Derefter begyndte jeg at skrive hjem
til mine gamle kærester, blandt andet Lotte og Lisbeth, og spurgte
om de ikke havde lyst til at komme derover.
Men alt ændrede sig i samme øjeblik jeg kom til USA. Der var
en enorm forskel fra canadierne til amerikanerne og den dag
i dag oplever jeg Canada som et lukket samfund, på mange måder,
i forhold til USA.
Men Canada var en oplevelse, jeg boede alene i en lille hytte
og sad og skrev og skrev og skrev. Jeg havde alverdens venstreorienterede
værker. Det var nok min mest revolutionære periode. Noget af
det, som gjorde stærkest indtryk på mig var samværet med de
amerikanske desertører, det var de mest tænksomme unge, der
flygtede derop for at undgå krigen. De var fantastiske at være
sammen med. Omkring juletid inviterede en amerikansk pige mig
ned til Sankt Louis og det var hele tiden mit mål, at jeg ville
ned til Latinamerika.
I Sankt Louis stiftede jeg bekendtskab med ungdomsoprøret i
USA, mange af dem havde mistet venner i Vietnam og det var selvfølgelig
der, deres modstand kom fra. Det var en utrolig tid. Jeg blev
straks helt forelsket i den amerikanske ungdom og det var også
der, jeg første gang oplevede det der fuldstændig vilde seksuelle.
På et tidspunkt mødte jeg en pige, der bare var klinikassistent
og hun synes mine tænder trængte til en rensning, så hun spurgte
om jeg ikke ville komme til hendes klinik om lørdagen, hvor
den stod tom og så ville hun gøre det gratis. Så kom jeg til
hendes klinik og lagde mig i tandlægestolen og så ved jeg ikke
hvad der skete, men jeg blev i hvert fald mere eller mindre
voldtaget i den der tandlæge stol.
Men det jeg ville sige med hende var, at hun var sådan en hel
jævn pige, hun hed Sharon Holland, uoplyst og uuddannede og
boede derude i midtvesten og jeg kan bare huske at jeg holdt
foredrag for hende om alt det revolutionære og Vietnam og hun
lyttede med store ører. Det har gjort indtryk. Jeg tror, jeg
har indoktrineret hende grundigt, for nogle år senere begyndte
hun at optræde som taler til demonstrationer rundt om i landet.
Hun var blevet talsmand for Vietnam-bevægelsen imod Vietnam-krigen.
Det jeg vil sige med der her er, at jeg satte nogle ting i
gang i hende, som lå i tiden, men hun havde bare brug for det
input, hun fik fra mig. Så det var utroligt. Efter to år var
hun i den lederstilling. Jeg tager altid tilbage for at besøge
mine gamle kærester og med tiden blev hun mere og mere militant,
hun samlede våben til revolutionen og flyttede ud i skoven for
at gå under jorden – og jeg tænkte: "Hvad fanden er det
du har sat i gang?!"
Jeg boede i et kæmpe stort hus, hvor alle byttede partnere
hele tiden. Det sidste jeg hørte til Sharon Holland var, at
hun blaffede igennem et indianerreservat i Arizona. Hende har
jeg mistet forbindelsen med, men hun kommer tilbage på et tidspunk,
ved jeg.
Derefter ville jeg blaffe til et af de store Vietnam-demonstrationer
i Washington, men jeg turde det ikke. Jeg var simpelt hen så
bange for at blaffe, bange for, hvor farligt det er. Så det
endte med, at jeg tog tilbage op til Canada - for at blaffe
tværs over Canada - for at komme ned til Californien. Jeg fik
et lift af en fyr i en folkevogn uden varme midt om vinteren.
Senere samlede vi en fyr op, som havde en kæmpestor guitar og
sin lille vovhund, som tissede hele vejen og hver gang den tissede,
så frys det tis til en stor isklat. Det var en lang tur ud til
Vancouver og jeg tror jeg talte telefonpælene hele vejen derud.
I Vancouver kom jeg også i kontakt med en masse Vietnam-desertører
og kom blandt andet til at møde Mike Mainsfield, der var senatsleder
i kongressen i USA.
Så blaffede jeg fra Canada til San Francisco. Jeg skulle finde
et sted og bo og den allerførste jeg mødte viste sig at være
en sort student. Han sagde, jeg kunne komme og sove hos ham,
fordi han skulle alligevel læse hele natten. Det var ved middagstid,
senere på dagen mødte jeg nogle unge piger som jeg havde langt
mere lyst til at bo hos, men det var allerede blevet et princip
for mig, at man skal sige ja til den første invitation, man
får. Med tiden udviklede jeg det der med ikke at krænke gæstfriheden.
Jeg endte med at gå tilbage til ham om aftenen og kom til at
sove i hans seng og han satte sig også til at læse, men pludselig
midt om natten så vågnede jeg ved, at han voldtog mig simpelt
hen. Han var homoseksuel. Og det var en forfærdelig oplevelse,
det var virkelig voldtægt med analsex og alt muligt og jeg svor
siden hen at jeg aldrig ville gå det igennem igen. Det var derfor,
jeg udviklede alle mulige teknikker til at tilfredsstille dem
inden, de nåede dertil.
Jeg vil sige, noget af det jeg har lært med årene er, at alle
de store oplevelser, alle de ting, der har gjort bogen og showet
til en succes, de er startet med en smerteoplevelse og det er
et mønster, jeg har været lidt tid om at opdage.
I hans tilfælde skete der så det, at morgnen efter var det
søndag og han spurgte om, jeg ikke havde lyst til at gå med
i kirke. Jeg kunne se, han så meget brødbetynget ud, han var
klar over han havde gjort noget forkert. Jeg prøvede at lade
som om, at det var helt i orden og sagde, at det ville jeg gerne,
mens jeg bare grundigt ærgrede mig over, at jeg ikke var gået
med de to søde piger hjem.
Han tog mig til en kirke, som allerede dengang var en meget
revolutionær kirke, der var ledet af en sort præst. Det første
han havde gjort som metodistisk præst var at fjerne korset i
kirken og sætte et rockband derop i stedet for. Langsomt forvandlede
han kirken til et stort søndagsrockshow med slideshows med budskabet
"Celebration af life". Jeg har skrevet en artikel
om det, som ligger på Internettet. Det blev jeg dybt grebet
af. Præsten var i stand til at integrere sort og hvidt, homoseksuelle
og indianere – alle mulige. Det er den eneste integreret kirke,
jeg nogensinde har fundet i USA.
Men min rejse skulle fortsætte, så jeg gjorde ikke noget ved
kirken umiddelbart efter. Men fem år senere var jeg blevet gift
med en sort pige og vi søgte ud til kirken igen, fordi jeg ville
arbejde der. Der var et stort køkken, hvor man bespiste de fattige.
Det blev faktisk starten til det, der slutter hele mit show:
drabet på Pop-eye Jackson: en fængselsleder, der bliver dræbt,
hvor jeg var lige ved at blive dræbt sammen med ham. Det er
en af de ting, jeg kan se i dag har gjort bogen og showet til
en succes. Og den succes går tilbage til smerteoplevelsen.
En dag kom der en ældre sort fyr op til mig, han så meget genert
ud og begyndte at snakke med mig og sagde, han kendte mig fra
før i tiden. Han sagde, han hed George og lidt senere dristede
han sig til at sige, at jeg vist havde boet hos ham engang og
så kunne jeg straks regne ud, hvem han var og så måtte jeg give
ham et ordentligt knus, for jeg vidste, det var ham, der havde
sat så mange ting i gang for mig. Så den smerteoplevelse var
virkelig vigtig for mig.
Men det var den erkendelse af, at hvis jeg begyndte at sige
nej til smerten, hvis jeg begyndte at sige nej til alle de der
former for udnyttelse, ja så ville jeg begynde at lukke mig
for de der fantastiske oplevelser. Og det var jo dem, der gjorde
at jeg kunne gå alle de der ting igennem, for jeg begyndte jo
hurtigt at fornemme gennem rejsen: at ud af en smerteoplevelse
og dårlige oplevelser, så kommer der noget fantastisk. Du fortjener
at komme i Himmerige bagefter. Og netop i troen på, at ens smerte
er godt for noget, det gør jo, at man kan overvinde og overleve
den smerte. Derfor tillod jeg mig selv igennem de næste år at
gå igennem alverdens ting, som jeg ved de fleste andre ville
have vendt sig imod. Det er jo selvfølgelig det folk tolker
som en åbenhed, men jeg føler egentlig det var en beregnethed
- for jeg jo set det mønster meget tidligt. Jeg var klar over,
at hvis jeg ikke havde mødt ham, havde jeg ikke set den kirke
næste dag og det var en stor oplevelse for mig. Så sådan startede
det med en dårlig oplevelse og en god oplevelse på samme tid.
Senere lykkedes det mig at blive accepteret som det eneste
hvide medlem i et sort kollektiv, der var leddet af Angela Davis.
Hvordan det gik til, kan jeg ikke huske, men jeg var utrolig
stolt af, at jeg var havnet lige midt i venstrefløjens centrum.
Sådan så vi det i hvert fald på det tidspunkt. Igennem dem mødte
jeg alle de store, sorte pantere. Angela Davis var fængslet
på det tidspunkt, men hun fik stadig sin post fra hele verden
sendt til kollektivets adresse, så det skulle vi køre ud til
hende: kæmpe postsække med breve fra blandt andet Østtyskland
og Rusland. Det fik virkelig én til at føle, at man var med
i revolutionens øje. Det her ligger helt tilbage til det første
år i USA. Jeg har lidt svært ved lige at hitte redde i den rigtige
rækkefølge. Det var i hvert fald med til at bestyrke mig i,
at det var en revolution vi var i gang med, hvad det så var
ved jeg ikke, man var jo lidt dum og naiv.
Jeg kan huske, vi holdt en stor fest med alle de der politiske
aktivister og jeg havde røget alt for meget hash, så da jeg
trådte ud på gaden om natten, var jeg godt skæv. Lige før jeg
går forbi et busstoppested, hvor der står tyve mennesker, bliver
jeg røvet af tre sorte med pistol. Det var virkelig chokerede,
at fire-fem meter fra alle de mennesker står de og røver mig
på åben gade. Jeg havde været i blodbanken den dag, jeg solgte
jo blod for at finansiere mit ophold og havde fået mine fem
dollars og de tog så alle mine fem dollars. Og jeg kan bare
huske, hvordan jeg rystede efter, jeg havde stået foran det
pistolløb.
Det var en skelsættende begivenhed for mig, pludselig at føle
sig så magtesløs mod en vrede man slet ikke havde kendt før
i sit liv. De havde solbriller på og det gav en følelse ikke
at kunne trænge ind bag de mennesker. Derfor blev det så magtpåliggende
for mig de følgende år at trænge ind og finde ud af, hvad der
var bag ved de solbriller. Og det synes jeg selvfølgelig lykkedes
mig i en eller anden grad på den måde, at da jeg fem år senere
havnede i fængsel, så jeg dem igen i fængslet og denne gang
som mennesker.
I hvert fald de der tidligere begivenheder - det var alt sammen
noget, der skete indenfor de første to, tre, fire dage efter,
jeg var kommet til Amerika - var meget formative for mig.
Så skulle alle til de store demonstrationer i Washington og
det er femtusind kilometer fra Californien, men det lykkedes
mig at finde et lift, der kunne køre mig helt til Detroit. Detroit
har jeg et kapitel om i bogen, så det behøver jeg ikke at gå
ind i. Jeg prøver her at gå udenom nogen af de ting, som står
i bogen. Men jeg fik i hvert fald nogle ghettovenner der, som
jeg mødte gennem en sort studerende, vi samlede op på vej derover
- og det er nogle af mine bedste venner i dag. Ham vi samlede
op, blev dræbt nogle år efter og allerede mens jeg boede der
de første dage blev en meget kendte ghettodigter dræbt. Det
gjorde et stort indtryk på mig, for han blev simpelthen henrettet
af et nakkeskud. Det var en utrolig vold, jeg oplevede der,
men de var så kærlige og så varme, at det gjorde et usletteligt
indtryk på mig. Og den der forfærdelig by Detroit, som er en
stor ghetto, jeg følte bare jeg måtte tilbage til den, for jeg
havde oplevet sådan en menneskelig varme der.
Jeg skulle videre ned til den store Vietnam demonstration i
april-maj '71. Jeg havde fået et lift derned og der kom over
1 million demonstranter. Da jeg vi kom til Washington, gik jeg
ud i byen for at finde et sted at bo og efterlod min rygsæk
i bilen. På egen hånd skulle jeg ud og finde et sted at bo og
det siger noget om tiden, hvor let det var at finde noget.
Jeg tror en af de første søde unge piger jeg spurgte, jeg spurgte
altid afvæbnende: "Do you know any place I can stay. I'm
a traveller from Denmark?" og hun sagde: "Oh, you
can stay with me." Så tog jeg hjem og boede hos hende.
Allerede samme nat blev det et kæresteforhold. Hende boede jeg
hos i ugevis. Det, der skete var, at hun var tydeligt interesseret
i, at jeg skulle blive der og var bange for, at jeg ville løbe
væk næste dag, så hun ville have vi hentede min rygsæk samme
aften frem for, at jeg hentede den alene næste dag. De andre
fra bilen var målløse over, at jeg allerede havde fundet et
sted at bo, alle de andre unge skulle campere rundt omkring
og jeg var den der luksus traveller og det skete bare gang på
gang. Men det var også i kraft af, at jeg var dansker og det
gav folk mere tillid til mig på den måde. I hvert fald var jeg
hende dybt taknemmelig, for næste dag var bilen stjålet og det
ville min rygsæk også have været, hvis den var blevet i bilen.
Den 29. april købte hendes far mig en stor fødselsdagskage
fra det danske bageri, hvor der stod "Tillykke med fødselsdagen
Jacob". Han havde en høj stilling i regeringen og var på
vej hjem fra et møde med Nixon den dag. Jeg tænkte: "Det
er sgu' da utroligt! Den mand man hader mest i hele verden,
har han lige været inde og snakke med!" Jeg så jo ham som
en del af hele det der establishment, vi var oppe imod - og
så var han alligevel så kærlig. Det var samme dag alle Vietnam
veteranerne kom humpende og kastede deres medaljer i foragt
op mod kongressen, tit grædende for de var jo indoktrineret
til, at det var en stor fortjeneste at få, men de havde nu vendt
sig imod krigen. Jeg var meget interesseret i at tage billeder
af hele demonstrationen, men et sted blev jeg tåregasset så
voldsomt, at jeg havnede på George Washington hospital.
Nå, hvad der ellers? Resten af den sommer blaffede jeg rundt
i ghettoerne på østkysten og der var det, at mine første ghettokontakter
kom. Alfonso mødte jeg allerede den sommer og vendte tilbage
til ham mange gange siden. Og det er meget skægt, fordi første
gang han så mig komme gående om natten, prøvede han at røve
mig, men på en eller anden måde undgik jeg det, til trods for
at han var junkie og kriminel. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg
fik det forpuret. Det har han underholdt mine elever, hver gang
jeg har kaldt ham ind til et foredrag som repræsentant for ghettoerne.
Han var døende af AIDS, sidst jeg var der med dansk fjernsyn.
På en eller anden måde blev de første hjem jeg kom i indenfor
det første år, jeg var i USA til varige venskaber, man knytter
sig meget stærkt til de allerførste hjem, der giver en varme
og gæstfrihed. I et af hjemmene ville datteren så gerne med
ud og rejse, hun hørte alle rejsehistorierne og spurgte: "Må
jeg ikke nok komme med ud og rejse?" Og jeg sagde: "Jo,
men du skal være lidt ældre." Da hun så var seksten og
blev ved med at plage sagde jeg: "Ok, jeg vil tage dig
med, hvis din mor giver dig en skriftlig tilladelse til det,
for jeg vil nødig fanges derude på landevejen med en sort mindreårig
pige." Og så tog hun med og vi blaffede rundt i hele syden
og besøgte noget af hendes familie og jeg fik mange gode billeder
på den tur. På et tidspunkt besøgte vi hendes fætter, som lige
havde skudt sin bror halvt ihjel, alligevel gik han rundt i
natten og vi gik med og jeg tog en masse billeder af ham røve
folk og sådan noget. Han endte med at få seksten år i fængsel,
men klarer sig fint i dag.
Nu springer jeg et par år frem. Jeg tog hende med ned til en
playboy millionær nede i North Carolina. Jeg havde min egen
nøgle til hans kæmpe luksushjem. Vi kom midt om natten, fordi
vi blaffede. Jeg havde mit eget værelse med vandseng. Jeg endte
med at have et forhold med hende. Det var egentlig ikke meningen,
men jeg ved ikke, det var ligesom, det lå i luften på den tur.
Playboyen blev noget forbavset næste morgen, da han så en sort
nøgen pige vandre rundt i hans stuer. Det kan vi stadig grine
af. Hende og broderen kom siden til Danmark og besøgte os. Jeg
kan hoppe rundt i alt det her.
Det, der skete sidst den sommer i '71 var, at jeg skulle til
Canada, som jeg skulle hver tredje måned for at få fornyet mit
visum. Jeg kunne gøre det for ti dollars i USA, men det havde
jeg ikke, så jeg blaffede op til Canada. På vej til Montreal
mødte jeg Marley, den jødiske pige. Jeg kan huske jeg fortalte
hende, at jeg havde den danske rekord i højdespring på det tidspunkt
– og hun var meget interesseret i ben, så hun inviterede mig
med hjem den nat, selvom hun havde besøg af en gammel kæreste,
under påskud, at det var for at se mine ben.
I hvert fald så startede vi et forhold på stedet og blaffede
så sammen til Quebec og der var ingen steder at sove, så vi
endte med at sove i fængslet, der var indrettet som Herberg.
Jeg tror aldrig, vi så noget af Quebec, for vi lå bare dagen
lang i den seng og bollede. Det var et fantastisk godt forhold
lige fra begyndelsen. Hun kom fra en rig familie, men vi havde
ingen penge, så vi stod et sted og tiggede mønter til "at
flyve hjem til hendes syge far" som vi sagde. Vi endte
i hvert fald med at blaffe til Boston, hvor hendes forældre
boede og så videre til New York, hvor jeg boede hos hende i
lang tid og det var så slutningen på det år. Igennem hende fik
jeg arbejde i The village, en folkemusikklub. Det var der, jeg
smed Bob Dylan ud, da jeg havde fået besked på at smide alle,
der lignede puertoricanere og sorte ud. Det skabte lidt af en
skandale og ejeren kom løbende og sagde: "No, no, no –
don't you know who it is?! It's Bob Dylan!"
Jeg fik altid betaling på stedet, om natten skulle jeg gå hjem
gennem et junkieområde, hvor det var ret farligt at gå om natten,
så jeg gik med sådan en stor stok for at slå narkomanerne væk.
Jeg kom altid helskindet hjem, men jeg kan bare huske den angst,
jeg havde, når jeg skulle gå hjem med de penge som jeg gik med
i skoene. Det var mange penge for mig, men det var selvfølgelig
ikke særlig mange penge. Det sted jeg boede med Marley, det
er blevet mit favorit sted lige siden.
Er vi ved at have nok af al det der? Tror du ikke vi skal springe
alle de der vagabond år over, som er så godt beskrevet i bogen
og begynde at fortælle om nutiden eller de senere år, hvor jeg
begynder med showet?
Jeg ved ikke, omvendt er dine vagabond år vigtige for dig ikke?
Jo, og jeg har altid sagt, at en dag ville jeg fortælle sandheden
om dem – en bog, der kunne hedde: "Amerikanske billeder
på sengekanten"
Marley var mig intellektuel overlegen, hun studerede psykologi
og var en meget god rådgiver for mig. Hun har påvirket mig utrolig
meget. Jeg flyttede ind til hende i september. Vi havde et fantastisk
forhold. Efter det gik i stykker, anbefalede hun mig til sine
veninder, fordi jeg var så god, men sådan noget er jo kemi og
intet fungerede mellem mig og de andre. Jeg har aldrig forstået,
hvorfor folk bliver gift efter kun at have prøvet en person,
for min erfaring siger mig, at det er kun en ud af hundrede,
man har får et godt seksuelt forhold til. Hvorfor skal man så
lige gifte sig med de nioghalvfems andre, fordi man tilfældigt
lige møde dem først? Det er også lidt overfladisk at sige det,
for vi ved jo alle sammen, at man bygger et forhold op med tiden.
Det har jeg blandt andet gjort med min kone.
Ved juletid fandt Marley og jeg nogle billige billetter hjem
til Europa og vi kom så hjem uden at have sagt noget til min
far. Vi blaffede hele vejen fra London.
Jeg kan huske, jeg havde hugget så mange bøger, Vietnam-litteratur
til Vietnam-komiteen i Danmark. Jeg følte mig jo virkelig som
en revolutioner, jeg skulle støtte den bevægelse, der var på
det tidspunkt og ende den krig. Hun har aldrig tilgivet mig
det, men hun skulle jo slæbe to store kufferter fyldt med bøger.
Jeg havde jo ingen penge, jeg havde bare hugget dem rundt omkring.
Det er vist første gang, jeg overhovedet siger alt det her.
Jeg kan huske, jeg var så god til det.
Jeg havde en kappe og så gik jeg ind i en boghandel, hvor jeg
kunne få en bog om på ryggen. Så gik jeg ind i den næste boghandel,
hvor jeg havde bogen i en plasticpose, som jeg lagde på skranken
og sagde: "Kan I holde på det her, mens jeg kigger mig
omkring?" Så tog jeg en eller to bøger og gik videre til
den næste boghandel med tre bøger. Jeg kunne altid efter en
jagt komme hjem med en stak bøger. Og de blev så givet kvit
og frit til Vietnam-bevægelsen i Danmark. De har dem stadigvæk,
så det er mit bidrag til verdensrevolutionen.
Vi blaffede så hjem og så stod vi der i kirken juleaften og
min far var ved at tabe mund og næse, da han så os. Mine forældre,
de elskede Marley, de har til den dag i dag fortalt min kone,
at det var den bedste kæreste, jeg nogensinde slæbte hjem. Hun
var utrolig charmerende. Bagefter blaffede vi rundt i Europa
og så skulle Marley tilbage til USA og studere.
Mine billeder var primitive dengang, men alligevel påvirkede
de folk, da jeg var god til at komme ind til det, der talte
noget dengang: Angela Davis, ghettoerne, Sort panter og så videre.
På et tidspunkt var der en fra fjernsynet, der spurgte efter
flere billeder til en billede dokumentarfilm og det var det,
der satte gang i min fotografering. De første billeder var taget
mere for bare at vise mine venner i Danmark et eller andet.
På et tidspunkt ringede Marley og sagde, at nu skulle jeg komme
tilbage, men jeg havde lige et eller andet, jeg ville være færdig
med. Hun sagde, jeg skulle skynde mig, for hun var ved at blive
forelsket i en cubaner, som var en af Fidel Castros comrades,
der var meget højt placeret og han var blevet anti-revolutionær.
Det var det værste Marley kunne gøre mod mig – at være sammen
med en af Castros fjender, det var at sabotere alt det, jeg
stod for. Men jeg nægtede at give ind og tænkte, at det bare
var for at drille mig. I hvert fald, da jeg kom tilbage var
det for sent, hun var flyttet sammen med ham. Og så begyndte
hun tilmed at klæde sig borgerligt. Det var jo ikke kun en politisk
revolution i gang, men også en kulturel - og man klædte sig
vildt og som hippie med langt hår. Så da jeg kom tilbage var
det for sent. Jeg vil sige, at jeg var frygtelig slået ud bagefter,
det var et hårdt slag, men på en eller anden måde analyserede
jeg mig hurtigt frem til, at det var nødvendigt.
Det er igen det med den smerte. Jeg havde på en eller anden
måde bevidst brændt broerne bag mig for at komme videre. Det
lå i luften, at vi skulle giftes og have hendes forældres hjem,
men jeg følte ligesom, at det var ikke mig. Igen var det kampen
mellem sværdet og blomsten: skulle jeg dyrke det forfinede og
bare slå mig ned og nyde tilværelsen eller skulle jeg kæmpe
videre – i hvert fald i mit eget hoved – for den bevægelse vi
var i gang med.
Så den sommer, hvor jeg blaffede rundt i USA var meget smertefuld.
Men allerede året efter, hvor jeg kom tilbage til New York og
kom til at bo i nærheden af Marley, kom hun over og sagde, at
nu var det slut med forholdet til ham og om vi ikke kunne starte
vores forhold igen og tage sammen til Sydamerika og kæmpe for
Allende. Nu var hun så slået over i den anden politiske grøft
igen. Men nu havde jeg fået smag for friheden og var fuldstændig
komfortabel med at blaffe. Da jeg havde mødt hende var jeg stadig
angst og bange for at blaffe. Men nu elskede jeg bare den frihed
og at kaste mig ud i hvem som helst. Intet kunne binde mig igen,
så jeg sagde nej. Jeg fik chancen igen flere gange, men hun
endte med at blive gift med en jøde.
Men det var lidt styrende for mig i mit sind i flere år - og
vi vil altid være knyttede til hinanden på en eller anden måde.
Så kommer alle de der vagabond år, hvor det bare er rundt og
rundt og rundt i landet og den ene oplevelse efter den anden
- og det kan jeg jo snakke i tyve timer om, så det tror jeg
ikke jeg skal. Skal vi ikke hellere afslutte det?
Jeg kom så hjem fem år efter med en sort kone, som jeg havde
glemt at fortælle mine forældre, at jeg var blevet gift med.
Så min far stod og samlede mig op i Holland og jeg sagde: "Nå,
det er for resten min kone." Nå, det var da hyggeligt.
Og det var et forfærdeligt ægteskab, men hun havde reddede mit
liv på et tidspunkt, ved at overtale mig til ikke at tage med
Pop-eye hjem og det kunne mine forældre forstå, selvom de ikke
kunne klare hende. Hun var underlig.
Jeg var frygtelig deprimeret, da jeg vendte hjem fra USA, på
en eller anden måde følte jeg, at jeg altid ville være vagabond.
Det var den lykkeligste tid i mit liv, bare at leve på landevejen.
Men der skete nogle ting. Nogle af mine bedste venner var blevet
myrdet og det begyndte at blive lidt for varmt under fødderne
på mig til allersidst. Så jeg blev nødt til at tage hjem på
det her tidspunkt og satte så der her lysbilledshow sammen.
Jeg startede med at vise det i Treenighedskirken og jeg kan
bare huske, at folk var rystede - og jeg var helt rystede over
folks reaktion: "Hvordan kunne folk være rystede over det
makværk, jeg havde lavet?" Der var sket det, at jeg havde
levet under sådan nogle forhold i så lang tid, så jeg ikke tænkte
over det som noget særligt mere. Jeg har aldrig lavet noget,
som kom så let til mig. Jeg kom hjem til min far og skrev manuskriptet
fuldstændigt afslappet på et par uger. Jeg delte nogle billeder
op i stakke og skrev en historie til, i den rækkefølge billederne
nu lå. Og det blev øjeblikkeligt en succes. Folk stod i kø,
så inden året var omme var jeg millionær. Det væltede ind med
penge det år. Det var de penge, der gjorde, at jeg overhovedet
kom rigtig i gang. Jeg købte min første bil og jeg var så stolt
af min folkevogn til tretten tusind. Husets teater stillede
scenen gratis til rådighed for mine shows. Det var en utrolig
tid. Men der er så meget sige om alt det.
Hver aften stod røde roser ved min skranke i Husets teater
og jeg vidste ikke, hvor de kom fra. Efter en uge opdagede jeg,
at de kom fra en, der hed Anni. Hun var meget genert og boede
ude i Brumleby, jeg kontaktede hende så og vi blev lidt kærester
og jeg blev straks afhængig af hende, hun var utrolig god til
at skaffe alt muligt. Jeg havde brug for en stor båndoptager
og hun kendte bare nogen, der solgte sådan noget og jeg havde
brug for et sted at bo – jamen, hendes eksmand var ved at flytte
til Australien og så endte jeg med at få al hans udstyr inklusiv
hans kone, lejlighed - og meget af det har jeg stadig stående
den dag i dag. Han var en af dem, der virkelig har haft succes
med at lave lysbilledshows i Danmark, så jeg lærte jo også meget
af ham. Men ud af samarbejdet med Anni kom der også et fantastisk
kunstnerisk samarbejde, hun havde aldrig lavet noget kunst før,
men det var skægt for, da jeg kom hjem til hende i Brumleby,
hang der et stort portræt af mig lavet af tøj. Et vægtæppe,
hvor hun havde sat nogle klude sammen, der var blevet til et
portræt af mig og det var jeg meget imponeret af. Og jeg tror,
at det var mig, der sagde det - om hun ikke kunne lave sådan
nogle ud fra nogle af mine billeder og så begyndte hun at lave
det og det blev til større og større vægtæpper.
Et år eller to senere havde hun udstilling inde på Charlottenborg
og nogle af dem var så store, at de gik fra gulv til loft derinde.
Det blev begyndelsen til hendes kunstneriske karriere. Og det
har hendes forældre og mange takket mig for siden. Vores forhold
gik fuldstændigt grassat efter et år, hvor jeg så mødte Vibeke,
men det var et meget intenst år rent kunstnerisk. Og det kan
jeg se, min astrolog har kigget på mig og sagt det år der skete
der nogle fantastiske ting i dit liv, det var også det år jeg
skrev bogen.
Inden jeg tog til USA havde Jørgen Dragsdahl været en af de
store, sorte pantere og havde holdt flammende taler og det kunne
jeg huske, så da jeg kom hjem fra USA, dristede jeg mig til
at ringe den store mand op, der var journalist på Information
på det tidspunkt, inden jeg havde fået sat showet sammen. Jeg
sagde, at jeg havde rejst lidt rundt i USA og "…jeg har
taget nogle billeder, som jeg tror du vil finde interessant,
fordi der er nogle af dem, der er taget i sorte ghettoer."
Og jeg havde nærmest troet, at han bare ville afvise mig, for
i mit hoved var han en stor person, selvom han faktisk er yngre
end mig.
Han endte med at være lidt af en folkeforfører for mig, det
var ham, der fik mig ud på gale veje – jeg ville med i sorte
revolution, som han havde snakket så meget om.
Jeg kan huske, jeg kom der med min sorte kone. Jeg sagde, jeg
havde nogle billeder, han skulle se - og igen, jeg tænkte ikke
særligt over de billeder, men den aften glemmer jeg aldrig.
Han er sådan en, der bliver meget opflammet. Jeg kan bare huske,
da han så mine billeder den aften, sprang han rundt resten af
aftenen fuldstændigt ophidset.
Det han kunne se var, at han i årevis havde skrevet om den
sorte revolution i USA og lidelsen i det sorte samfund og her
kommer jeg og leverer det fotografiske bevis for alt det, han
altid har holdt tale om. For han har følt i stigende grad, at
folk ikke rigtig troede på ham. Så han fik straks tilladelse
til, for første gang i Informations historie at bringe billeder
i avisen: fem sider fik han ryddet! Han kaldte så Informations
medarbejdere sammen for, at jeg skulle komme ind til et redaktørmøde.
Jeg har fået beskrevet siden, at jeg nærmest kom undskyldende
og sagde, at jeg bare havde et par billeder - og det var lige
så meget det, der gjorde indtryk på dem. Ikke nok med, at de
på stående fod besluttede at rydde fem sider i bladet, de ville
også lave en kampagne for det her show over hele landet og de
havde lige startet et forlag og sagde: "Vi vil udgive den
her bog over hele verden!" De kunne straks se penge i det
der. Jeg kan bare huske, jeg var vildt imponeret over det.
Det var starten på det hele og så fik jeg lavet showet og viste
det for Jørgen Dragsdahl - og han var dybt, dybt imponeret.
Så kom alle de der turneer, som Information organiserede, hvor
folk bare styrtede til og inden året var omme havde jeg bare
tjent så mange penge.
Jeg vil lige afslutte med, at det var Jørgen Dragsdahl jeg
mange år senere i '92 blev afsløret med som KGB-agent i Ekstra
Bladet. Så vi har haft et langt skæbnefællesskab og det har
jeg lige drillet ham med i en tale til hans halvtreds-års fødselsdag.
Den 22. april '77 skulle bogen udgives og da havde jeg fået
en af mine venner inviteret over; Tony, efter jeg havde skrevet
et langt brev til alle mine amerikanske venner om showet og
hvordan det var modtaget herovre. Jeg var Tony's første hvide
ven. Han synes, det var interessant, det jeg gik og lavede,
men han har aldrig rigtig troet på det. Ingen havde i hvert
troet, at det der rigtig ville blive til noget.
Jeg kan huske de sidste år jeg blaffede rundt i USA sagde folk:
"Oh, are you still in to that thing, that's what we did
in the sixties?!" Folk de var allerede videre og så var
det "the enviroment" and "the polution",
de snakkede om og da jeg tog af sted var Vietnam-krigen slut
og hele det der ungdomsoprør var slut og alle skulle i en ny
retning. Så de betragtede mig som et tresserlevn, selvom jeg
aldrig havde været der i tresserne. Da jeg så sendte det brev
over til alle sammen om den succes, var det sjovt at se reaktionerne.
Tony brød fuldstændigt sammen i telefonen og sagde: "I'm
coming!" Så han var den første, der kom over og jeg satte
ham i gang med at vise showet efter at have givet ham en bil.
Bagefter kom der to andre og de tre blev hovedgruppen i "Amerikanske
billeder", og kørte showet de næste seks år – alle er endt
på forskellig vis at arbejde med racisme siden hen.
Jeg boede i Ny Vestergade i et års tid, men ville flytte -
og det første sted jeg slår op i avisen, var en ejerlejlighed
i Købmagergade, som jeg kunne bruge til at vise shows i. Så
vi indrettede det ligesom et teater og det endte med at blive
Danmarks længst kørende forestilling nogensinde. Jeg kan ikke
huske om det var ti eller tolv år. Det teater kunne rumme halvfems
mennesker og det var fyldt hver aften i de første par år. Og
ham vi gjorde til teaterdirektør var morder, som vi hentede
ud fra Vridsløse. Han var en sort amerikaner. Han var blevet
dømt til livsvarigt fængsel for et meget brutalt narkotikamord,
men han var meget politisk og revolutionær, det var Jørgen Dragsdahl,
der havde gjort mig opmærksom på ham.
Vi holdt en stor bogfest, hvor jeg havde inviteret Cuba's ambassadør,
Vietnam's ambassadør og USA's ambassadør og jeg ved ikke hvad
og alle mine gamle skolekammerater og folk fra USA, men hovedtaleren,
det skulle være morderen fra Vridsløs, da jeg altid har følt,
at de ultimative tabere er de fængslede. Så han kom ud med to
politibetjente. Det var hans første gang ude i friheden. Han
var fuldstændig rundt på gulvet over at stå foran et publikum,
det havde han aldrig gjort i sit liv. Han holdt den mest flammende
revolutionære tale, jeg nogensinde har hørt. Om der var nogen
form for sammenhæng i den, tror jeg ikke for der var ingen af
os, der forstod noget af det, men i hvert fald fik han siden
hen tilladelse til at komme ud for at vise showet i dag- og
aftentimerne i Købmagergade og tog tilbage til fængslet om natten.
Han begyndte at tage en uddannelse i antropologi på universitetet
og gradvis fik han mere og mere frihed og vi fik et menneske
ud af ham. Det er jo netop meget vigtigt at satse på sådan nogle
og integrere dem i samfundet igen. Han endte med at hugge min
gamle kæreste, en sort pige fra Frankrig, men det var okay,
for på det tidspunkt havde jeg mødt min nuværende kone Vibeke.
Allerede året efter i '78 dannede vi fondet, for jeg kunne
se, der kom mange penge ind, så jeg ville straks give alle pengene
væk. Jeg var meget naiv på det tidspunkt og jeg vidste ikke,
hvad det her ville føre til. Det så ud til, at det ville blive
en verdenssucces og det var ikke mindst Information, som havde
sagt det. Med den bog ville jeg tjene millioner hjem fra over
hele verden. Klimaet var til det på det tidspunkt, hvis ikke
jeg pludselig havde standset det hele. Det var mig, der standsede
det. Men jeg startede en fond, hvor alle pengene skulle gives
til Afrika - Angola. Zimbabwe skulle også støttes og da Modgabe
blev valgt ville jeg gerne have min søn opkaldt efter ham, men
min kone var imod det og det er jeg sgu' glad for i dag, for
Modgabe har ændret sig til at være ret totalitær. Han hetzer
homoseksuelle og jeg ved ikke hvad. Han har i hvert fald skuffet
meget. Men vi ville gerne være med til at bygge Zimbabwe op,
så det kunne være en model for de liberale hvide i Sydafrika.
Der er så mange sjove ting, der kommer ud af at have lavet
sådan en bog også hele min kontakt med KGB, så du kan nok høre,
der er et væld af oplevelser her. Vi kommer aldrig igennem dem.
Jeg drømte om at komme tilbage til USA og blive vagabond når
hele show-væsenet var slut, men det er ikke slut her efter femogtyve
år. Og der er ingen naturlig afslutning, jeg lever jo endnu!