Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

21. maj 2000
Tale til "Free Tibet koncerten" i Cirkusbygningen:

 

Hvad kan vi gøre for at befri Tibet? 

 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Når man beskæftiger sig med undertrykkelse, som jeg har gjort det i mange år, lærer man hurtigt at for at undertrykkelse skal være effektiv skal den undertrykte begynde at tro på undertrykkerens nedværdigende syn på én selv og derefter at optræde som hans forlængede arm. Det kender vi fra næsten alle former for undertrykkelse. Ja, jeg siger han, for det mest åbenlyse eksempel er sexismen, hvor kvinder overalt i verden traditionelt har indvendiggjort mandens undertrykkende syn om at de er mindreværdige, ikke bør tiltage sig magt på mandens områder, hører hjemme i huset, i køkkenet, i soveværelset osv. Og overalt ser vi derefter kvinden undertrykke deres egne døtre med tilsvarende synspunkter osv.

Jeg kender kun tibetanerne fra deres eksil i Nepal, men det er mit umiddelbare indtryk at deres kultur og religion er så stærk at de på trods af kinesernes massive undertrykkelse og racistiske tænkning om dem vil få held til at overvinde den uhyggelige undertrykkelse, de gennemgår i disse år, fordi de er stærke nok til ikke at indvendiggøre undertrykkelsen. Deres buddhismes befriende ikke-voldstænkning er simpelthen deres undertrykkeres forkvaklede marxistiske voldsfilosofi så fuldkommen overlegen. 

I evnen til ikke at indvendiggøre undertrykkelsen ligner de nok mest jøderne og det er derfor ikke helt tilfældigt at der netop nu er en positiv dialog i gang mellem jødiske og tibetanske religiøse ledere. For når jøderne kunne overleve som kultur igennem næsten 4000 års undertrykkelse - langt størstedelen i eksil - var det jo ved hjælp af deres stærke tro på egen identitet og kultur, som hjalp dem til kun sjældent at indvendiggøre deres undertrykkeres syn på dem. 

Hvis man derfor skal sige noget som helst opløftende om kinesernes undertrykkelse kunne det være at den ligesom Nebukadnezars undertrykkelse af jøderne i Babylon bevirker en styrkelse af tibetanernes identitetsfølelse i en tid hvor globaliseringen kunne have truet med at udviske denne - på samme måde som f.eks. den katolske kirke blomstrede i Polen under kommunismen. Kineserne har ganske vidst ødelagt flere templer end babylonierne gjorde, men som jødernes eksil i Babylon viste det kan en følelse af national identitet udmærket få et gevaldigt skub fremad under hårde prøvelser. Uden et Babylon ville jødisk kultur ikke have haft den kolossale indflydelse på verdens tænkning i dag gennem jødedom, kristendom og Islam og uden et Dharemsala og en Dalai Lama i eksil ville tibetansk buddhistisk tænkning sikkert aldrig være blevet den enorme inspiration, den er blevet for vestlig tankegang. 

Nej, tibetanerne har ikke indvendiggjort den kinesiske undertrykkelse, men spørgsmålet er om ikke vi i resten af verden har det. Jeg husker f.eks. hvordan mange herhjemme på venstrefløjen i 70'erne syntes at undskylde kinesernes såkaldte "befrielse" af Tibet i 1950 med at den jo "befriede tibetanerne fra et undertrykkende feudalt præstestyre og førte dem ind i nutiden". I dag ved vi at det var den yderste venstrefløj, som led under et feudalt menneskesyn dengang. 

Det farligste ved at indvendiggøre undertrykkelse er at det fører til resignation, en tro på egen svaghed og at tingene aldrig vil ændre sig. Da jeg voksede op troede ingen i fuldt alvor på at de baltiske lande nogensinde ville blive frie. Vi lod os selv overbevise om at der hvor de lå hørte de nok i virkeligheden med til Sovjetimperiet. Og dog havde de ikke været under Sovjetstyret i længere tid end Tibet nu har været under Kina. 

Og ligegyldigt hvor meget vi fordømte apartheidstyret i Sydafrika og protesterede, - ja, så troede vi i vort inderste aldrig rigtig på at undertrykkelsen dér nogensinde ville ophøre. På den måde endte vi faktisk med gennem negativ tænkning at blive undertrykkerens forlængede arm. For det nytter ikke meget retorisk at fordømme undertrykkelse hvis man i sit inderste går arm i arm med undertrykkeren i troen på at det ikke vil kunne lade sig gøre at ændre situationen. Det bliver blot en slags tom personlig renselse. Nej, vi må lære som Dalai Lama at tænke positivt. 

Og her kunne jeg godt tænke mig at vi i kampen for Tibets frihed lærer lidt af erfaringerne fra den ikke-voldelige kamp mod apartheidstyret i Sydafrika. 
For hvem var det egentlig der til sidst væltede Sydafrikas apartheid? Ja, bortset de sortes egen interne kamp dernede var det jo vores overbevisning at det bl.a. var os, der her i de Skandinaviske lande gennem årevis af fordømmende politiske erklæringer og lidt boykot førte an. Men var det disse tomme erklæringer, der bevirkede det endelige udfald? 

Nej, her er jeg af den overbevisning at amerikanerne førte an. Som foredragsholder i amerikanske universiteter var jeg i 80'erne vidne til et underligt fænomen. Pludselig begyndte studenterne overalt i landet at bygge shantytowns med blik- og papskure på deres universitetsområder, at boykotte undervisningen, at lænke sig selv til universitetsdørene, som de effektivt spærrede. Jeg kan huske hvordan jeg med mine vesteuropæiske skeptiske øjne først så det som en naiv, ja direkte barnlig demonstration. I bedste fald som en afladshandel forårsaget af deres skyldfølelse over deres egen dybe racisme overfor apartheidforholdene i USA. 

Men oprøret spredte sig og snart blev jeg selv opslugt af det. Overalt insisterede studenterne på at jeg skulle sove sammen med dem i deres papkasseskure ude i vinterkulden, hvor jeg begyndte at give udendørs forestillinger for dem mens de forfrosne lå i deres soveposer. Dette skærpede min egen kampvilje og hurtigt opdagede jeg at det er sjovt at lave oprør. 

Og hvad skete der? Langsomt begyndte de mange protester at vinde gehør højere oppe. Først tvang de deres egne rige universiteter til af trække deres investeringer ud af Sydafrika, derefter erhvervslivet. Til sidst kunne selv ikke de største multinationale virksomheder med respekt for sig selv forsvare at have investeringer i Sydafrika. Denne ånd begyndte at sive ud over hele verden og gav anledning til "Free Nelson Mandela" koncerter osv. og medførte at det sydafrikanske apartheid-korthus til sidst faldt sammen med et brag. 

Det, der var sket, var simpelthen det som man kalder "the hundreth monkey effect" ("den hundrede abe effekt"). Når en vis procentdel af en befolkning begynder at tænke én tanke, så nås pludselig et kritisk punkt, hvor et helt land, en hel verden begynder at få den samme nye bevidsthed. Og det er et sådant fænomen der er ved at ske med Tibet, tror jeg. 

Men hvor stod så danskerne i disse år? Ja, netop fordi jeg hele tiden fløj frem og tilbage mellem USA og Danmark, så jeg tydeligt forskellen og blev hver gang dybt skuffet over at vende hjem til Danmark. Her skete nemlig intet som helst. Ikke en shantytown blev bygget, ingen universiteter lukket osv. Danskerne følte nemlig at de allerede havde de rigtige meninger, og så var det jo naivt at deltage i denne latterlige proces.... selvom nok så mange af vore firmaer blev ved med at have investeringer i Sydafrika. Derfor er jeg ikke i tvivl om at det var den amerikanske ungdoms selvopofrelse, der førte til Sydafrikas frihed, ikke den danskes. 

Og det frygter jeg faktisk kan ske også i Tibet. Som sædvanlig er oprøret begyndt i Berkeley, hvor studenterne allerede har tvunget deres bystyre til at boykotte alle firmaer, der handler med Kina. 
For er det nok at vi har de rigtige meninger om Tibet hvis vi ikke også yder personlige ofre i kampen for Tibets frihed? 

Alle os der står på scenen her i aften er klar over at det kan betyde tabet af vores frihed til at besøge en tredjedel af jordens befolkning. Men det er jo kun et sølle katarsisk offer når vi straks selv kan fortolke dette som den eneste menneskerettighedsudmærkelse vi sikkert nogensinde fik i vores karriere. 

Nej, ægte solidaritet er nok ensbetydende med større personlige ofre. F.eks. at vi for en tid - ligesom de amerikanske studenter i 80'erne - må vinke farvel til eller udsætte vores egen personlige karriere og succes. 
Kunne det tænkes at i denne nye apartheidbevægelse - for Tibet har jo udviklet sig til et apartheidsystem langt værre end Sydafrikas med et kinesisk flertal, der diskriminerer og ser dybt racistisk på tibetanerne - at vi i denne apartheidkamp begyndte at omdanne vore egne universiteter til tibetanske shantytowns og slumbyggerier? At vi derefter begyndte at belejre de mange danske virksomheder med slumbyggerier og lænkninger af os selv døgnet rundt til deres indgangsporte og begyndte at boykotte deres varer? 

Eller vil vi hellere satse på en sikker uddannelse og plads i de af vore virksomheder, som med Kinas medlemsskab af WTO nu ønsker at komme trampende hen over 1,2 millioner myrdede tibetaneres lig for at gøre hurtig business derovre? Kunne det tænkes at vi f.eks. i stedet væltede 1,2 millioner døde svinekroppe ud på Rådhuspladsen for at demonstrere mod de ufatteligt mange penge De Danske Slagterier nu regner med at tjene på en lille kinesisk overklasse, der har råd til kød, og den ufattelige miljøforværring en sådan udvidelse af de danske svinefarme vil forårsage herhjemme? 

Ja, jeg spørger bare. For kun gennem en sådan bevægelse vil vi kunne skabe en ny "hundrede abe-effekt" og på langt sigt befri kineserne selv. For som Dalai Lama må vi aldrig glemme at have mennesket inde i undertrykkeren for øje med vor viden om at kun den, der selv er blevet undertrykt, kan manipuleres op i undertrykkerrollen. 

De høflige fraser om menneskerettigheder, som alverdens politikere fra Clinton til Nyrup forråder tibetanerne med, er intet andet end vor tids Münchenforlig. Jeg tror ikke at vi kan befri tibetanerne med tomme diplomatiske fraser. Kun en ikke-voldskamp herhjemme i stil med Martin Luther Kings og Ghandis vil kunne skabe de samme verdensomspændende etiske krav til forretningslivet overfor Kina, som til sidst førte til Sydafrikas frihed. Eller er det mon igen "naivt"? 

Ja, det kan vi danskere jo igen spørge ...med risiko for at vi igen havner i bageste vogn på frihedstoget..... 

Nå, der er selvfølgelig ingen lette svar på disse spørgsmål og derfor skal jeg nu præsentere en ægte salomonisk løsning med de næste kunstnere i Tibetkoncertens program: 

Mats Ronander og Sanne Salomonsen.

 

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;