Når man beskæftiger sig med
undertrykkelse, som jeg har gjort det i mange år, lærer man hurtigt
at for at undertrykkelse skal være effektiv skal den undertrykte
begynde at tro på undertrykkerens nedværdigende syn på én selv og
derefter at optræde som hans forlængede arm. Det kender vi fra
næsten alle former for undertrykkelse. Ja, jeg siger han, for det
mest åbenlyse eksempel er sexismen, hvor kvinder overalt i verden
traditionelt har indvendiggjort mandens undertrykkende syn om at de er
mindreværdige, ikke bør tiltage sig magt på mandens områder,
hører hjemme i huset, i køkkenet, i soveværelset osv. Og overalt
ser vi derefter kvinden undertrykke deres egne døtre med tilsvarende
synspunkter osv.
Jeg kender kun tibetanerne fra deres
eksil i Nepal, men det er mit umiddelbare indtryk at deres kultur og
religion er så stærk at de på trods af kinesernes massive
undertrykkelse og racistiske tænkning om dem vil få held til at
overvinde den uhyggelige undertrykkelse, de gennemgår i disse år,
fordi de er stærke nok til ikke at indvendiggøre undertrykkelsen.
Deres buddhismes befriende ikke-voldstænkning er simpelthen deres
undertrykkeres forkvaklede marxistiske voldsfilosofi så fuldkommen
overlegen.
I evnen til ikke at indvendiggøre
undertrykkelsen ligner de nok mest jøderne og det er derfor ikke helt
tilfældigt at der netop nu er en positiv dialog i gang mellem
jødiske og tibetanske religiøse ledere. For når jøderne kunne
overleve som kultur igennem næsten 4000 års undertrykkelse - langt
størstedelen i eksil - var det jo ved hjælp af deres stærke tro på
egen identitet og kultur, som hjalp dem til kun sjældent at
indvendiggøre deres undertrykkeres syn på dem.
Hvis man derfor skal sige noget som
helst opløftende om kinesernes undertrykkelse kunne det være at den
ligesom Nebukadnezars undertrykkelse af jøderne i Babylon bevirker en
styrkelse af tibetanernes identitetsfølelse i en tid hvor
globaliseringen kunne have truet med at udviske denne - på samme
måde som f.eks. den katolske kirke blomstrede i Polen under
kommunismen. Kineserne har ganske vidst ødelagt flere templer end
babylonierne gjorde, men som jødernes eksil i Babylon viste det kan
en følelse af national identitet udmærket få et gevaldigt skub
fremad under hårde prøvelser. Uden et Babylon ville jødisk kultur
ikke have haft den kolossale indflydelse på verdens tænkning i dag
gennem jødedom, kristendom og Islam og uden et Dharemsala og en Dalai
Lama i eksil ville tibetansk buddhistisk tænkning sikkert aldrig
være blevet den enorme inspiration, den er blevet for vestlig
tankegang.
Nej, tibetanerne har ikke
indvendiggjort den kinesiske undertrykkelse, men spørgsmålet er om
ikke vi i resten af verden har det. Jeg husker f.eks. hvordan mange
herhjemme på venstrefløjen i 70'erne syntes at undskylde kinesernes
såkaldte "befrielse" af Tibet i 1950 med at den jo
"befriede tibetanerne fra et undertrykkende feudalt præstestyre
og førte dem ind i nutiden". I dag ved vi at det var den yderste
venstrefløj, som led under et feudalt menneskesyn dengang.
Det farligste ved at indvendiggøre
undertrykkelse er at det fører til resignation, en tro på egen
svaghed og at tingene aldrig vil ændre sig. Da jeg voksede op troede
ingen i fuldt alvor på at de baltiske lande nogensinde ville blive
frie. Vi lod os selv overbevise om at der hvor de lå hørte de nok i
virkeligheden med til Sovjetimperiet. Og dog havde de ikke været
under Sovjetstyret i længere tid end Tibet nu har været under Kina.
Og ligegyldigt hvor meget vi fordømte
apartheidstyret i Sydafrika og protesterede, - ja, så troede vi i
vort inderste aldrig rigtig på at undertrykkelsen dér nogensinde
ville ophøre. På den måde endte vi faktisk med gennem negativ
tænkning at blive undertrykkerens forlængede arm. For det nytter
ikke meget retorisk at fordømme undertrykkelse hvis man i sit
inderste går arm i arm med undertrykkeren i troen på at det ikke vil
kunne lade sig gøre at ændre situationen. Det bliver blot en slags
tom personlig renselse. Nej, vi må lære som Dalai Lama at tænke
positivt.
Og her kunne jeg godt tænke mig at vi
i kampen for Tibets frihed lærer lidt af erfaringerne fra den
ikke-voldelige kamp mod apartheidstyret i Sydafrika.
For hvem var det
egentlig der til sidst væltede Sydafrikas apartheid? Ja, bortset de
sortes egen interne kamp dernede var det jo vores overbevisning at det
bl.a. var os, der her i de Skandinaviske lande gennem årevis af
fordømmende politiske erklæringer og lidt boykot førte an. Men var
det disse tomme erklæringer, der bevirkede det endelige udfald?
Nej, her er jeg af den overbevisning at
amerikanerne førte an. Som foredragsholder i amerikanske
universiteter var jeg i 80'erne vidne til et underligt fænomen.
Pludselig begyndte studenterne overalt i landet at bygge shantytowns
med blik- og papskure på deres universitetsområder, at boykotte
undervisningen, at lænke sig selv til universitetsdørene, som de
effektivt spærrede. Jeg kan huske hvordan jeg med mine
vesteuropæiske skeptiske øjne først så det som en naiv, ja direkte
barnlig demonstration. I bedste fald som en afladshandel forårsaget
af deres skyldfølelse over deres egen dybe racisme overfor
apartheidforholdene i USA.
Men oprøret spredte sig og snart blev
jeg selv opslugt af det. Overalt insisterede studenterne på at jeg
skulle sove sammen med dem i deres papkasseskure ude i vinterkulden,
hvor jeg begyndte at give udendørs forestillinger for dem mens de
forfrosne lå i deres soveposer. Dette skærpede min egen kampvilje og
hurtigt opdagede jeg at det er sjovt at lave oprør.
Og hvad skete der? Langsomt begyndte de
mange protester at vinde gehør højere oppe. Først tvang de deres
egne rige universiteter til af trække deres investeringer ud af
Sydafrika, derefter erhvervslivet. Til sidst kunne selv ikke de
største multinationale virksomheder med respekt for sig selv forsvare
at have investeringer i Sydafrika.
Denne ånd begyndte at sive ud over
hele verden og gav anledning til "Free Nelson Mandela"
koncerter osv. og medførte at det sydafrikanske apartheid-korthus til
sidst faldt sammen med et brag.
Det, der var sket, var simpelthen det
som man kalder "the hundreth monkey effect" ("den
hundrede abe effekt"). Når en vis procentdel af en befolkning
begynder at tænke én tanke, så nås pludselig et kritisk punkt,
hvor et helt land, en hel verden begynder at få den samme nye
bevidsthed. Og det er et sådant fænomen der er ved at ske med Tibet,
tror jeg.
Men hvor stod så danskerne i disse
år? Ja, netop fordi jeg hele tiden fløj frem og tilbage mellem USA
og Danmark, så jeg tydeligt forskellen og blev hver gang dybt skuffet
over at vende hjem til Danmark. Her skete nemlig intet som helst. Ikke
en shantytown blev bygget, ingen universiteter lukket osv. Danskerne
følte nemlig at de allerede havde de rigtige meninger, og så var det
jo naivt at deltage i denne latterlige proces.... selvom nok så mange
af vore firmaer blev ved med at have investeringer i Sydafrika. Derfor
er jeg ikke i tvivl om at det var den amerikanske ungdoms
selvopofrelse, der førte til Sydafrikas frihed, ikke den danskes.
Og det frygter jeg faktisk kan ske
også i Tibet. Som sædvanlig er oprøret begyndt i Berkeley, hvor
studenterne allerede har tvunget deres bystyre til at boykotte alle firmaer,
der handler med Kina.
For er det nok at vi har de rigtige meninger om
Tibet hvis vi ikke også yder personlige ofre i kampen for Tibets
frihed?
Alle os der står på scenen her i
aften er klar over at det kan betyde tabet af vores frihed til at
besøge en tredjedel af jordens befolkning. Men det er jo kun et
sølle katarsisk offer når vi straks selv kan fortolke dette som den
eneste menneskerettighedsudmærkelse vi sikkert nogensinde fik i vores
karriere.
Nej, ægte solidaritet er nok
ensbetydende med større personlige ofre. F.eks. at vi for en tid -
ligesom de amerikanske studenter i 80'erne - må vinke farvel til
eller udsætte vores egen personlige karriere og succes.
Kunne det
tænkes at i denne nye apartheidbevægelse - for Tibet har jo udviklet
sig til et apartheidsystem langt værre end Sydafrikas med et kinesisk
flertal, der diskriminerer og ser dybt racistisk på tibetanerne - at
vi i denne apartheidkamp begyndte at omdanne vore egne universiteter
til tibetanske shantytowns og slumbyggerier? At vi derefter begyndte
at belejre de mange danske virksomheder med slumbyggerier og
lænkninger af os selv døgnet rundt til deres indgangsporte og
begyndte at boykotte deres varer?
Eller vil vi hellere satse på en
sikker uddannelse og plads i de af vore virksomheder, som med Kinas
medlemsskab af WTO nu ønsker at komme trampende hen over 1,2
millioner myrdede tibetaneres lig for at gøre hurtig business
derovre?
Kunne det tænkes at vi f.eks. i stedet
væltede 1,2 millioner døde svinekroppe ud på Rådhuspladsen for at
demonstrere mod de ufatteligt mange penge De Danske Slagterier nu
regner med at tjene på en lille kinesisk overklasse, der har råd til
kød, og den ufattelige miljøforværring en sådan udvidelse af de
danske svinefarme vil forårsage herhjemme?
Ja, jeg spørger bare. For kun gennem en
sådan bevægelse vil vi kunne skabe en ny "hundrede abe-effekt"
og på langt sigt befri kineserne selv. For som Dalai Lama må vi
aldrig glemme at have mennesket inde i undertrykkeren for øje med vor
viden om at kun den, der selv er blevet undertrykt, kan manipuleres op
i undertrykkerrollen.
De høflige fraser om
menneskerettigheder, som alverdens politikere fra Clinton til Nyrup
forråder tibetanerne med, er intet andet end vor tids Münchenforlig.
Jeg tror ikke at vi kan befri tibetanerne med tomme diplomatiske
fraser. Kun en ikke-voldskamp herhjemme i stil med Martin Luther Kings
og Ghandis vil kunne skabe de samme verdensomspændende etiske krav
til forretningslivet overfor Kina, som til sidst førte til Sydafrikas
frihed. Eller er det mon igen "naivt"?
Ja, det kan vi danskere jo igen spørge
...med risiko for at vi igen havner i bageste vogn på
frihedstoget.....
Nå, der er selvfølgelig ingen lette
svar på disse spørgsmål og derfor skal jeg nu præsentere en ægte
salomonisk løsning med de næste kunstnere i Tibetkoncertens program:
Mats Ronander og Sanne Salomonsen.