Jacob Bjerg Møller skriver (Pol. 31.12) at Jacob A.
Riis var danskeren, der gav USA en social samvittighed.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Jacob Riis
tværtimod bliver brugt til i USA at flygte fra et
socialt ansvar. Da jeg for nylig deltog i et Jacob Riis
seminar i Denver, havde jeg forventet én lang ros af
Riis, men overraskedes i stedet over det ene bitre angreb
på ham efter det andet. Kritikken gik overvejende på at
Riis' billeder var romantisk sødsuppe, og at Riis ikke
havde haft øje for det håb, der tydeligt var i de
mennesker, han fotograferede, men havde valgt kun at lade
dem definere af deres midlertidige barske
omgivelser. Med bagklogskab i nutidens helt anderledes
destruktive fattigdom bliver Riis' billeder derfor
nøjagtig som amerikanerne ønsker at se fattigdom: de
bekræfter den amerikanske drøm frem for at prikke hul
på den! Skønt Riis som den immigrant, han var,
umiddelbart så sit nye samfund som statisk, var han jo
ikke uvidende om, at disse driftige, hvide immigranter
på New Yorks Lower East Side kun en generation - ja, for
de flestes vedkommende kun 10 år senere - ville være
ude af denne slum. Da USA jo ikke - som Danmark i dag -
havde et socialt sikkerhedsnet under immigranterne, måtte
disse uundgåeligt havne i mere eller mindre kortvarig
nød, indtil de kunne immigrere vestover. Når Riis med
tiden vandt gehør for sine reformkrav, var det da også
i kraft af, at store dele af befolkningen selv var
tidligere immigranter og naturligt ønskede at bedre
forholdene for disse i overgangsfasen - på trods af alle
de fordomme, de samtidig nærede overfor deres
fattigdomssymptomer, underlige sprog og skikke. Frem for
at være talsmand for de fattige i bredere forstand blev
Riis snarere at sammenligne med de danskere, der i dag
ønsker jugoslaviske flygtninge hurtigt ud af
gennemgangslejrene og ind i den danske befolkning, som
den gave og ressource de repræsenterer for deres nye
land. Riis' eneste folkelige modstand var den indre
svinehund, der ønsker at immigranter først gør sig
fortjent til et sådant paradis ved at vise ydmyghed
gennem en skærsild af pinsler. At fornuften så hurtigt
vandt over svinehunden i form af konkrete reformer
skyldes uden tvivl, at Riis opererede i en opgangstid med
uendelig tro på fremtiden. Derfor kan man også med
sikkerhed sige - ligesom siden hen med Martin Luther King
- at hvad enten han havde levet eller ej, var hans
reformer alligevel hurtigt blevet ført ud i livet. For
hverken Riis eller King opererede i et vakuum: de nød
begge grænseløs opmærksomhed helt op til præsidentniveau som eksponenter for en optimistisk
opgangsperiodes uundgåelige demokratiske udvikling.
I dag bruges de da også begge fortvivlet til at
cementere den amerikanske drøm hos den del af
befolkningen, der ikke ønsker at se i øjnene, at
drømmen ikke længere har bund i virkeligheden. Mange
hvide peger med stolthed på Jacob Riis' billeder for at
vise hvordan deres egne forfædre "trak sig selv op
med støvlestropperne", mens de er blindt anklagende
overfor den fattigdom, som årene siden gjorde mere og
mere statisk. Riis billeder af en håbets fattigdom med
stærkt familiesammenhold og hårdt arbejde får ikke
blot republikanske hvide til at føle sig godt tilpas,
men kan direkte bruges imod nutidens permanente
underklasse, hvori tilsvarende værdier for længst er
blevet kvalt i håbløshed og desperation. Det er
betegnende, at de billeder en anden dansker 50 år senere
tog af en spæd fremspirende underklasse, aldrig kunne
bruges på samme måde. For selvom fattigdommen endnu
ikke på Peter Seekjærs tid endeligt havde knust
familiestrukturen, aner man i hans billeder en begyndende
apati, som i amerikansk tankegang tolkes som
selvforskyldt og derfor vækker ubehag. Dette ubehag
forstærkes af, at Seekjær som en af de første
beskæftiger sig med den sorte underklasse. Og i dag,
hvor denne underklasses vrede ikke enkelt og bekvemt
manifesterer sig som nogle få let nedrivelige
slumhusblokke på The Lower East Side, men truer
befolkningen i hver eneste afkrog af Amerika, skal man
ikke forvente at se nogen ny håbets fotograf som Jacob
Riis - selvom velmenende museumsfolk hyppigt forsøger
paralleller til nutidige fotografer. For i modsætning
til Jacob Riis' tid er næsten hele fattigdommen i dag
koncentreret i "underklassen", dvs. den del af
befolkningen, som fra barnsben har fået at vide at den
aldrig vil nå så meget som i nærheden af stigen, der
fører op til den amerikanske drøm. Ingen fotograf, der
siden har forsøgt at skildre den irrationelle vrede,
voldelige selvdestruktion og knusende apati, som vor tids
bevidsthed om en sådan permanent indespærring fører
til, vil som Jacob Riis komme til at sidde med ved
præsidentens bord. For ingen præsident ønsker at miste
stemmer fra frygtens flertal.
Jacob Riis realiserede den amerikanske drøm ved at
skildre den amerikanske drøm. Men modsat de fleste
danske immigranter (hvoraf 80% ender som republikanere),
viser flere valg han foretog sig igennem livet, at han
aldrig ville have ønsket at se sin beundringsværdige
pionærgerning brugt i reaktionens øjemed. Selvom vi i
Danmark har grund til at være stolte af en Jacob Riis'
såvel som en Victor Borges amerikanske succes, bør vi
vogte os for at se dem brugt på stort set ens vis:
nemlig til at få amerikanerne til at glemme en social
samvittighed!