Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Kronik i  Søndags Politiken den 25. jan 2015


 

Hvordan vi kan skabe
 
tryghed ved at tegne
 
Muhammed

Vi forsvarer ikke ytringsfriheden ved at gå på hævnende korstog mod profeten.
(Skrevet umiddelbart efter terroristers attentat på satirebladet Charlie Hebdos 14 tegnere.)


af Jacob Holdt,
foredragsholder om integration og radikalisering

Trykt i Politiken som "Lad os alle tegne hinanden"


 

"Smid alle terrorister ud ….smid alle islamister ud ….smid alle muslimer ud…." Jo, sådan tænkte også jeg et øjeblik efter angrebet på Charlie Hebdo. Vi kan alle gribes af vrede og undertrykkende vanvid - "øje for øje" blindhedens første skridt mod holocaust – nøjagtig som vreden terroristerne i Paris udtrykte efter endeløse ydmygende angreb på deres identitet.

Med vores kapacitet for at undertrykke andre har vi brug for et modspil - en hjælpende hånd til at lære empati for alle – i hvert et møde, hvert et øjeblik. En sådan hjælp håbede jeg at få ved at vore politikere optrådte som ophøjede statsmænd i DR’s partilederrunde efter attentatet, men blev slemt skuffet. Ingen tvivl om at deres ord var oprigtigt ment. Problemet er bare når man med sin indre tænkning og ydre kropssprog får udtrykt noget helt andet.

Nogle af dem brugte åbent udtryk som "udlændinge" og "standse indvandringen" sammen med "vores demokrati og ytringsfrihed er truet". Dvs. samme taktik som Putin og alverdens diktatorer ved at insinuere at onde kræfter udefra kommer "for at tage noget fra os."

Når det hele handler om vore egne hjemmefødte muslimer kommer dette til at lyde som en parallel til den klassiske "jødiske verdenssammensværgelse" fra Zions vise protokoller. Sådanne myter kan kun trives i isolerede parallelsamfund (jeg har brugt megen tid på at aflive disse myter blandt marginaliserede muslimer), så i bedste fald afslører politikerne at de selv lever i parallelsamfund uden privat omgang med muslimer når jeg ser dem mane samme sammensværgelsesspøgelser frem.
Lad mig tilstå at jeg sikkert selv ville have formuleret mig endnu mere klodset end disse partiledere i denne pressede situation (inden terrorangrebet var slut og ingen vidste hvad det ville føre til).

 

Med (partileder) Lars Løkke (med fakkel) og bl.a. Søren Pind og Özlem Cekic stod vi alle sammen til mindehøjtideligheden ved den franske ambassade aftenen efter attentatet på Charlie Hebdos tegnere.
 

Jeg har dog svært ved som Charlie Hebdo at sige "Tout est pardonné" når statsministeren og Thulesen Dahl hårdnakket nægtede at søge årsager til terroren "for det vil jo blot undskylde terroristerne" – hvorved de leverede et frontalt angreb på velfærdsstatens forebyggende ideer med det implicitte postulat om at nogle mennesker er født for onde til at kunne hjælpes. Og dog, to minutter efter modsagde Helle Thorning sig selv med denne kortslutning: "Du skal ikke påstå, Lars Løkke, at denne radikalisering er opstået i mine tre år ved magten. Hvem formede dem da de voksede op som børn under VKO?"

Her kom fornuften frem og troen på at noget kun kan løses ved at forstå hvad der gik galt. Men lidt efter forfaldt politikerne igen til det de plejer at kalde "middelalderkultur" om indvandreres æresbegreber og hævndrab ved at kræve at alle aviser nu burde trykke Muhammedtegninger og klandre Jyllands-Posten for ikke at gøre det. Nu skulle de på et storstilet hævntogt til forsvar for ytringsfriheden.

Da jeg i hadets værste år i 2003 skrev en kronik om at "Vi former indvandrerne i vores eget billede" havde jeg ikke forestillet mig at indvandrerne også ville ende med at forme os med deres "middelalderlige" krænkelseskultur" – at hadet omskaber haderen og flytter ham/hende væk fra danske værdier såsom tolerance.

Men hvem ville de hævne sig på ved - ligesom terroristerne - primitivt at "kræve hævn over Charlie Hebdo"?
Da terroristerne snart var døde og de jo mener at radikaliserede muslimer står uden for pædagogisk rækkevidde kunne hævntogtet kun handle om en kollektiv afstraffelse af alle vore velintegrerede muslimer som f.eks. Özlem Cekic, Yildiz Akdogan og Fatma Øktem, der holder profeten kær.

 

Med Fatim Zarah, som jeg i årevis sad i bestyrelse med i Kritiske Muslimer, hvor vi bl.a. arbejder med at afradikalisere islamister. Hun gik til boksning og slog ofte en proper næve mod dem når de konfronterede hende på gaden. Hun organiserede Missing Voices og lavede turneer for kvindelige muslimske musikere - også i arabiske lande - for at vise at intet skal afholde kvinder i den muslimske verden fra at søge samme karrierer som mænd.
 

Tænk sig at politikerne ikke kan vise Stoltenbergsk statsmandskunst eller forbilledligt "vende den anden kind til". Og tænk sig at de kun kunne mande sig op til at vise medfølelse overfor Jyllands-Postens få medarbejdere og min ven Kurt Westergaard (som jeg naturligvis vil forsvare ligesom Charlie Hebdos tegnere) i disses fortvivlede indespærrethed, men ikke et eneste øjeblik udtrykte medfølelse for terrorismens virkelige ofre, Europas millioner af muslimer, som de udmærket vidste nu ville føle sig endnu mere indespærrede, forhadte og mistænkeliggjorte.
 


Til middag hos Kurt Westergård i hans triste indespærrethed.


Undskyld, men jeg er nok mere "a proud American" end "Je suis Charlie" og vil mene at Amerikanerne har lige så meget ytringsfrihed som os skønt de ikke deler danskernes infantile tro på at man "forsvarer ytringsfriheden" ved at gå på et hævnende korstog mod profeten. Hvorfor ikke smadre Gaza hver gang et jødisk supermarked angribes når det jo er den krænkelse terroristerne reagerer på i deres forskruede billede? Og hvorfor ikke lave holocausttegninger hver gang Israel smadrer Gaza når der jo er en sammenhæng med Holocaust i israelernes selvforståelse? I sidstnævnte tilfælde gradbøjer vi jo alligevel ytringsfriheden som Jyllands-Posten gjorde da Flemming Rose ville trykke antisemitiske tegninger. Hvordan er politikerne blevet så smålige at de i dag optræder som hævnende engle frem for som velfærdsstatens "frelsende engle" overfor naboens mislykkede søn?
 


Dialogmøde i mine stuer - i dette tilfælde om afradikalisering af islamister. For enden ses Nawad Najib, som startede Hizb-ut-Tahrir i Danmark, men nu er førende afradikaliseringsekspert i England.
 

Når man som jeg i årevis har fyldt mit hjem med muslimer (og kristne i dialog med dem) og hørt selv højt uddannede ærbødigt dæmpe stemmen når de siger "fred være med ham" - griner man som ikke-religiøs dansker først lidt af deres "hjernevask". Men jo mere man kommer til at holde af sine venner, jo mere begynder man at internalisere deres kærlighed til profeten og jo mere begynder man selv at vise ydmyghed overfor ham. Det er det, der hedder integration, der altid er en tovejsproces, som amerikanerne viser med deres veludviklede evne til på denne måde at få indvandrerne til at åbne sig for "amerikanske værdier".

Derovre lærer jeg på samme måde at integrere mig når jeg holder foredrag i fundamentalistiske kristne universiteter og konstant får spørgsmålet fra eleverne "Do you believe in God?" Med min tro på mennesket venter jeg nok til dødslejet med at afklare mit forhold til Gud - om jeg også skal integrere mig med hende og ikke kun hendes inspirerende profet Jesus. Men når jeg mærker hvor meget det betyder for disse elever, som er så berørte af mit kristent inspirerede foredrag "Amerikanske Billeder", - ja, så kan jeg ikke andet end lade mig rive med af deres kærlige intensitet og svare noget, der ikke lyder skuffende. Jeg ønsker jo ikke at såre deres følelser, da jeg ved at de så straks lukker sig for mine "danske værdier". Er jeg en hykler? Nej, for jeg lever mig i integrationsøjeblikket selv så inderligt ind i deres tro, at jeg begynder at dele den. Og beder sammen med dem bagefter – også for at fastholde dem under mit lange foredrag til efter bedetimen ved midnat. Muslimerne er langt lettere at integrere sig med da de blot udfolder deres bedetæpper inde i foredragslokalet.


Når mit stuegulv eller foredragslokale er fyldt med bedende muslimer
føler jeg at min integration med dem lykkes.

 

For mig at se er det hvad integration handler om – lidt hengivelse overfor vore medmennesker – og jeg oplever aldrig at jeg "giver køb på" mine egne værdier (hvis ideal er næstekærlighed og respekt). Jeg er jo også egoist og ønsker ikke blot at både amerikanere og danske muslimer åbner sig op for mine "danske værdier", men også at modtage den overstrømmende kærlighed man altid bliver genstand for fra mennesker der på den måde føler sig elskede ….bare ved at man viser dem lidt omkostningsfri indlevelse.

 

Dialog og kaffehygge i mine stuer.
Integration starter og slutter i vore privathjem.

 

Jeg ville aldrig drømme om bevidst at såre deres følelser omkring det de holder så helligt, men oplever omvendt gennem de gensidigt kærlige følelser vi kommer til at nære for hinanden at jeg nu kan tillade mig at lave drillende bemærkninger om profeten. For når mennesker føler sig elskede og ikke nedgjorte kan de sagtens klare mosten nøjagtig ligesom jeg kan tillade mig at drille mine sorte venner i USA med alt det andre hvide ikke kan uden straks at presse deres tyndslidte vredesknap helt i bund. Indtil jeg begyndte at "integrere" mig med muslimerne kunne de mærke at min indre tænkning overfor dem var negativ, bebrejdende, fejlfindende og blev urolige og stak af fra mine fire timer lange foredrag i skolerne. I dag kan de mærke at min indre tænkning er positiv og inkluderende og sidder nu bomstille til det samme foredrag.
 


Så stop alt det ævl, danske politikere, om at de "ikke vil os, ikke vil åbne op for danske værdier, eller direkte hader os og demokratiet". De har bare aldrig følt sig elskede i Danmark og særligt ikke dem, som statsministeren antydede, der fik barndommen spoleret af VKO’s "får og bukke splittelsespolitik" i nullerne ved at skulle høre på – selv fra Folketingets talerstol – at de var "som nazister" og "rotter". Ikke-elskede og undertrykte børn får næsten altid problemer når de tidligt må internalisere vores negative tænkning. De får knust troen på sig selv, deres egne evner og fremtid. Jeg ser dem udvikle nøjagtig de samme indlæringsproblemer, den samme smertens uro i skolen (som bevirker at hvide forældre yderligere fravælger integrationen med dem) og den samme umotiverethed efter "4. klassesyndromet" (trinnet hvor de begynder at sakke bagud) som USA's sorte børn, derpå samme måde oplever at de hvide fysisk og psykisk ghettoiserer og tænker negativt om dem. Og sidenhen for drengenes vedkommende at ende i samme bander, narkomisbrug, kriminalitet og endog terrorisme.

Så lad os se på hvor meget danskernes hadske "os mod dem" tone formede vore muslimer til et parallelt "dem mod os" billede af at "vesten hader os" sammenlignet med lande med en mere empatisk tone. Dette er den procentvise andel af muslimer som er draget til Syrien fra forskellige lande:

http://www.holdt.us/from/radicalization/

Mens Sverige talte pænt om muslimer i nullerne insisterede vi i denne periode på at lufte vores indre svinehunde. Resultatet blev at vi radikaliserede 6 gange så mange muslimske børn som svenskerne og 15 gange så mange som USA og Canada, hvor tonen er langt mere integrerende. Mange af de amerikanske Syrienskæmpere er faktisk konvertitter fra de sorte ghettoer, som amerikanerne som bekendt diskriminerer imod. Hvis vi medregner muslimske lande er det faktisk kun Tunesien og Saudi-Arabien, der procentvis leverer flere Syriensfrivillige muslimer end Danmark.



Mit møde med Slimane Hadj kort efter løsladelsen fra Guantanamo.
Han var en af de første danske islamister, der blev dræbt i Syrien
.


Vi elsker i Danmark at kalde os "verdens bedste", men når vi erkender at vi er blevet verdens bedste til at radikalisere muslimer bør vi gribe i egen barm og søge årsagerne bag terrorismen (uden at undskylde den). Men vi må ikke kun skyde skylden på VKO, som uansvarligt fastholdt magten ved at lade et (på det tidspunkt) hadsk DF styre tonen. Nej, vi er alle ansvarlige ved at tillade dette og ved selv i bund og grund at tænke ikke-integrerende om vore medborgere.
(I dag hvor DF-tonen under Thulesen Dahl er forbedret har jeg tænkt seriøst på at lade mig integrere med DF da jeg synes de andre partier stadig svigter).

Hvad angår den knuste indlæringsevne som følge af de vredesmønstre marginaliserede børn normalt udvikler (mennesker der er vrede tænker ikke klart), oplevede vi i nullerne også klare forskelle i PISA-undersøgelser, hvor indvandrerbørn/efterkommere i Sverige klarede sig langt bedre end i Danmark. (Vores ligger stadig lige så lavt som sorte børn i USA). Siden er der sket en udjævning mellem Danmark og Sverige. For svenskerne er jo ligeså dårlige som danskerne til at integrere sig med deres indvandrere, hvis børn ligesom vores og de sorte i USA hyppigt oplever at deres hvide kammerater pludselig bliver fjernet fra skolen med vores knusende budskab til dem: "Vi ønsker jer ikke". Det skaber destruktive vredesmønstre, som hyppigt først falder til ro når de uønskede beskyttes i muslimske friskoler. Disse skoler uddanner flere muslimske børn til højere uddannelser end folkeskolen hvor de knuses af vores negative tænkning.

 

 

Vredesmønstrene efter 4. klassesyndromet udvikler sig som bekendt også hurtigt til kriminalitet og bandeadfærd. Her fornemmer jeg at svenskerne er lige så leveringsdygtige som os (selvom de i politisk korrekthed ikke fører statistikker over det). Men her er det til gengæld opløftende at se at i USA, hvor man socialt, boligmæssigt og i skolerne typisk integrerer sig med indvandrerne, er indvandrernes kriminalitet 5 gange så lav som amerikanernes. Så ligeså vigtigt som at forsvare ytringsfriheden er det måske at forsvare bevægelsesfriheden ved at vi som amerikanerne begynder at integrere os med vore indvandrere frem for fortsat at skabe vredesmønstre i dem.

For vores egen sikkerheds skyld. Radikalisering forhindres og bremses af at vi kærligt hjælper især de mest marginaliserede som Århus-modellens borgerinddragelse tydeligt viser. Gennem vore venskaber med unge med tydelige vredesmønstre holder vi jo samtidig også øje med dem. Hvorfor overlade dette dyre arbejde til PET? Ved at lære at integrere os med hinanden kan vi "privatisere" PETs overvågningsopgaver og spare skattepenge til dyre integrationskonsulenter.

Så her er min billige løsning på vores ytringsfriheds- og religionsfundamentalisme. Hvis du virkelig har så stort og barnligt behov for at tegne Muhammed, så gå ud og integrer dig med muslimerne og find nogle gode venner. Hurtigt vil du også finde en som hedder Mohammad og I kan så i jeres nye venskab more jer med at lave tegninger af hinanden og i processen afradikalisere jeres gensidige fjendebilleder og gøre os alle tryggere gennem disse eviggyldige sandheder:


Først og fremmest vil jeg elskes

Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg respekteres.

Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg anerkendes

Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg accepteres

Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg bemærkes

Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg frygtes

Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades
 




 


Copyright © 2015  Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler