Hvordan vi kan skabe
tryghed ved
at tegne
Muhammed
Vi forsvarer ikke ytringsfriheden ved at gå på
hævnende korstog mod profeten.
(Skrevet umiddelbart efter terroristers attentat på satirebladet Charlie
Hebdos 14 tegnere.)
af Jacob Holdt,
foredragsholder om integration og radikalisering
Trykt i Politiken som "Lad os alle tegne hinanden"
"Smid alle terrorister ud ….smid alle islamister ud ….smid alle muslimer
ud…." Jo, sådan tænkte også jeg et øjeblik efter angrebet på Charlie
Hebdo. Vi kan alle gribes af vrede og undertrykkende vanvid - "øje for
øje" blindhedens første skridt mod holocaust – nøjagtig som vreden
terroristerne i Paris udtrykte efter endeløse ydmygende angreb på deres
identitet.
Med vores kapacitet for at undertrykke
andre har vi brug for et modspil - en hjælpende hånd til at lære
empati for alle – i hvert et møde, hvert et øjeblik. En sådan hjælp
håbede jeg at få ved at vore politikere optrådte som ophøjede statsmænd
i DR’s partilederrunde efter attentatet, men blev slemt skuffet. Ingen
tvivl om at deres ord var oprigtigt ment. Problemet er bare når man med
sin indre tænkning og ydre kropssprog får udtrykt noget helt andet.
Nogle af dem brugte åbent udtryk som "udlændinge" og "standse
indvandringen" sammen med "vores demokrati og ytringsfrihed er truet".
Dvs. samme taktik som Putin og alverdens diktatorer ved at insinuere at
onde kræfter udefra kommer "for at tage noget fra os."
Når det hele
handler om vore egne hjemmefødte muslimer kommer dette til at lyde som
en parallel til den klassiske "jødiske verdenssammensværgelse" fra Zions
vise protokoller. Sådanne myter kan kun trives i isolerede
parallelsamfund (jeg har brugt megen tid på at aflive disse myter blandt
marginaliserede muslimer), så i bedste fald afslører politikerne at de
selv lever i parallelsamfund uden privat omgang med muslimer når jeg ser
dem mane samme sammensværgelsesspøgelser frem.
Lad mig tilstå at jeg sikkert selv ville have formuleret mig endnu mere
klodset end disse partiledere i denne pressede situation (inden
terrorangrebet var slut og ingen vidste hvad det ville føre til).
Med (partileder) Lars Løkke (med
fakkel) og bl.a. Søren Pind og Özlem Cekic stod vi alle sammen til
mindehøjtideligheden ved den franske ambassade aftenen efter attentatet
på Charlie Hebdos tegnere.
Jeg har dog svært ved som Charlie Hebdo at sige "Tout est pardonné" når
statsministeren og Thulesen Dahl hårdnakket nægtede at søge årsager til
terroren "for det vil jo blot undskylde terroristerne" – hvorved de
leverede et frontalt angreb på velfærdsstatens forebyggende ideer med
det implicitte postulat om at nogle mennesker er født for onde til at
kunne hjælpes. Og dog, to minutter efter modsagde Helle Thorning sig
selv med denne kortslutning: "Du skal ikke påstå, Lars Løkke, at denne
radikalisering er opstået i mine tre år ved magten. Hvem formede dem da
de voksede op som børn under VKO?"
Her kom fornuften frem og troen på at noget kun kan løses ved at forstå
hvad der gik galt. Men lidt efter forfaldt politikerne igen til det de
plejer at kalde "middelalderkultur" om indvandreres æresbegreber og
hævndrab ved at kræve at alle aviser nu burde trykke Muhammedtegninger
og klandre Jyllands-Posten for ikke at gøre det. Nu skulle de på et
storstilet hævntogt til forsvar for ytringsfriheden.
Da jeg i hadets
værste år i 2003 skrev en kronik om at
"Vi former indvandrerne i vores
eget billede" havde jeg ikke forestillet mig at indvandrerne også ville
ende med at forme os med deres "middelalderlige" krænkelseskultur" – at
hadet omskaber haderen og flytter ham/hende væk fra danske værdier såsom
tolerance.
Men hvem ville de hævne sig på ved - ligesom terroristerne - primitivt at
"kræve hævn over Charlie Hebdo"?
Da terroristerne snart var døde og de
jo mener at radikaliserede muslimer står uden for pædagogisk rækkevidde
kunne hævntogtet kun handle om en kollektiv afstraffelse af alle vore
velintegrerede muslimer som f.eks. Özlem Cekic, Yildiz Akdogan og Fatma
Øktem, der holder profeten kær.
Med
Fatim Zarah, som jeg i årevis sad i bestyrelse med i Kritiske Muslimer,
hvor vi bl.a. arbejder med at afradikalisere islamister.
Hun gik til boksning og slog ofte en proper næve mod dem når de
konfronterede hende på gaden. Hun organiserede
Missing Voices og lavede turneer for kvindelige muslimske musikere -
også i arabiske lande - for at vise at intet skal afholde kvinder i den
muslimske verden fra at søge samme karrierer som mænd.
Tænk sig at politikerne ikke kan vise Stoltenbergsk statsmandskunst eller forbilledligt "vende den anden kind
til". Og tænk sig at de kun kunne mande sig op til at vise medfølelse
overfor Jyllands-Postens få medarbejdere og min ven Kurt Westergaard
(som jeg naturligvis vil forsvare ligesom Charlie Hebdos tegnere) i
disses fortvivlede indespærrethed, men ikke et eneste øjeblik udtrykte
medfølelse for terrorismens virkelige ofre, Europas millioner af
muslimer, som de udmærket vidste nu ville føle sig endnu mere
indespærrede, forhadte og mistænkeliggjorte.
Til middag hos Kurt Westergård i hans
triste indespærrethed.
Undskyld, men jeg er nok mere "a proud American" end "Je suis Charlie"
og vil mene at Amerikanerne har lige så meget ytringsfrihed som os skønt
de ikke deler danskernes infantile tro på at man "forsvarer
ytringsfriheden" ved at gå på et hævnende korstog mod profeten. Hvorfor
ikke smadre Gaza hver gang et jødisk supermarked angribes når det jo er
den krænkelse terroristerne reagerer på i deres forskruede billede? Og
hvorfor ikke lave holocausttegninger hver gang Israel smadrer Gaza når
der jo er en sammenhæng med Holocaust i israelernes selvforståelse? I
sidstnævnte tilfælde gradbøjer vi jo alligevel ytringsfriheden som
Jyllands-Posten gjorde da Flemming Rose ville trykke antisemitiske
tegninger. Hvordan er politikerne blevet så smålige at de i dag optræder
som hævnende engle frem for som velfærdsstatens "frelsende engle"
overfor naboens mislykkede søn?
Dialogmøde i mine stuer - i
dette tilfælde om afradikalisering af islamister. For enden ses Nawad
Najib, som startede Hizb-ut-Tahrir i Danmark, men nu er førende
afradikaliseringsekspert i England.
Når man som jeg i årevis har fyldt mit hjem med muslimer (og kristne i
dialog med dem) og hørt selv højt uddannede ærbødigt dæmpe stemmen når
de siger "fred være med ham" - griner man som ikke-religiøs dansker
først lidt af deres "hjernevask". Men jo mere man kommer til at holde af
sine venner, jo mere begynder man at internalisere deres kærlighed til
profeten og jo mere begynder man selv at vise ydmyghed overfor ham. Det
er det, der hedder integration, der altid er en tovejsproces, som
amerikanerne viser med deres veludviklede evne til på denne måde at få
indvandrerne til at åbne sig for "amerikanske værdier".
Derovre lærer jeg på samme måde at integrere mig når jeg holder foredrag
i fundamentalistiske kristne universiteter og konstant får spørgsmålet
fra eleverne "Do you believe in God?" Med min tro på mennesket venter
jeg nok til dødslejet med at afklare mit forhold til Gud - om jeg også
skal integrere mig med hende og ikke kun hendes inspirerende profet
Jesus. Men når jeg mærker hvor meget det betyder for disse elever, som
er så berørte af mit kristent inspirerede foredrag "Amerikanske
Billeder", - ja, så kan jeg ikke andet end lade mig rive med af deres
kærlige intensitet og svare noget, der ikke lyder skuffende. Jeg ønsker
jo ikke at såre deres følelser, da jeg ved at de så straks lukker sig
for mine "danske værdier". Er jeg en hykler? Nej, for jeg lever mig i
integrationsøjeblikket selv så inderligt ind i deres tro, at jeg
begynder at dele den. Og beder sammen med dem bagefter – også for at
fastholde dem under mit lange foredrag til efter bedetimen ved midnat.
Muslimerne er langt lettere at integrere sig med da de blot udfolder
deres bedetæpper inde i foredragslokalet.
Når mit stuegulv eller
foredragslokale er fyldt med bedende muslimer
føler jeg at min integration med dem lykkes.
For mig at se er det hvad integration handler om – lidt hengivelse
overfor vore medmennesker – og jeg oplever aldrig at jeg "giver køb på"
mine egne værdier (hvis ideal er næstekærlighed og respekt). Jeg er jo
også egoist og ønsker ikke blot at både amerikanere og danske muslimer
åbner sig op for mine "danske værdier", men også at modtage den
overstrømmende kærlighed man altid bliver genstand for fra mennesker der
på den måde føler sig elskede ….bare ved at man viser dem lidt
omkostningsfri indlevelse.
Dialog og kaffehygge i mine
stuer.
Integration starter og slutter i vore privathjem.
Jeg ville aldrig drømme om bevidst at såre deres følelser omkring det de
holder så helligt, men oplever omvendt gennem de gensidigt kærlige
følelser vi kommer til at nære for hinanden at jeg nu kan tillade mig at
lave drillende bemærkninger om profeten. For når mennesker føler sig
elskede og ikke nedgjorte kan de sagtens klare mosten nøjagtig ligesom
jeg kan tillade mig at drille mine sorte venner i USA med alt det andre
hvide ikke kan uden straks at presse deres tyndslidte vredesknap helt i
bund. Indtil jeg begyndte at "integrere"
mig med muslimerne kunne de mærke at min indre tænkning overfor dem var
negativ, bebrejdende, fejlfindende og blev urolige og stak af fra mine
fire timer lange foredrag i skolerne. I dag kan de mærke at min indre
tænkning er positiv og inkluderende og sidder nu bomstille til det samme
foredrag.
Så stop alt det ævl, danske politikere, om at de "ikke vil os, ikke vil
åbne op for danske værdier, eller direkte hader os og demokratiet". De
har bare aldrig følt sig elskede i Danmark og særligt ikke dem, som
statsministeren antydede, der fik barndommen spoleret af VKO’s "får og
bukke splittelsespolitik" i nullerne ved at skulle høre på – selv fra
Folketingets talerstol – at de var "som nazister" og "rotter".
Ikke-elskede og undertrykte børn får næsten altid problemer når de
tidligt må internalisere vores negative tænkning. De får knust troen på
sig selv, deres egne evner og fremtid. Jeg ser dem udvikle nøjagtig de
samme indlæringsproblemer, den samme smertens uro i skolen (som bevirker
at hvide forældre yderligere fravælger integrationen med dem) og den
samme umotiverethed efter "4. klassesyndromet" (trinnet hvor de begynder
at sakke bagud) som USA's sorte børn, derpå samme måde oplever at de
hvide fysisk og psykisk ghettoiserer og tænker negativt om dem. Og
sidenhen for drengenes vedkommende at ende i samme bander, narkomisbrug,
kriminalitet og endog terrorisme.
Så lad os se på hvor meget danskernes hadske "os mod dem" tone formede
vore muslimer til et parallelt "dem mod os" billede af at "vesten hader
os" sammenlignet med lande med en mere empatisk tone. Dette er den
procentvise andel af muslimer som er draget til Syrien fra forskellige
lande:
http://www.holdt.us/from/radicalization/
Mens Sverige talte pænt om muslimer i
nullerne insisterede vi i denne periode på at lufte vores indre
svinehunde. Resultatet blev at vi radikaliserede 6 gange så mange
muslimske børn som svenskerne og 15 gange så mange som USA og Canada,
hvor tonen er langt mere integrerende. Mange af de amerikanske
Syrienskæmpere er faktisk konvertitter fra de sorte ghettoer, som
amerikanerne som bekendt diskriminerer imod. Hvis vi medregner muslimske
lande er det faktisk kun Tunesien og Saudi-Arabien, der procentvis
leverer flere Syriensfrivillige muslimer end Danmark.
Mit møde med Slimane Hadj kort
efter løsladelsen fra Guantanamo.
Han var en af de første danske islamister, der blev dræbt i Syrien.
Vi elsker i Danmark at kalde os "verdens bedste", men når vi erkender at
vi er blevet verdens bedste til at radikalisere muslimer bør vi gribe i
egen barm og søge årsagerne bag terrorismen (uden at undskylde den). Men
vi må ikke kun skyde skylden på VKO, som uansvarligt fastholdt magten
ved at lade et (på det tidspunkt) hadsk DF styre tonen. Nej, vi er alle
ansvarlige ved at tillade dette og ved selv i bund og grund at tænke
ikke-integrerende om vore medborgere.
(I dag hvor DF-tonen under Thulesen Dahl er forbedret har jeg tænkt
seriøst på at lade mig integrere med DF da jeg synes de andre partier
stadig svigter).
Hvad angår den knuste indlæringsevne som følge af de vredesmønstre
marginaliserede børn normalt udvikler (mennesker der er vrede tænker
ikke klart), oplevede vi i nullerne også klare forskelle i
PISA-undersøgelser, hvor indvandrerbørn/efterkommere i Sverige klarede
sig langt bedre end i Danmark. (Vores ligger stadig lige så lavt som
sorte børn i USA). Siden er der sket en udjævning mellem Danmark og
Sverige. For svenskerne er jo ligeså dårlige som danskerne til at
integrere sig med deres indvandrere, hvis børn ligesom vores og de sorte
i USA hyppigt oplever at deres hvide kammerater pludselig bliver fjernet
fra skolen med vores knusende budskab til dem: "Vi ønsker jer ikke". Det
skaber destruktive vredesmønstre, som hyppigt først falder til ro når de
uønskede beskyttes i muslimske friskoler. Disse skoler uddanner flere
muslimske børn til højere uddannelser end folkeskolen hvor de knuses af
vores negative tænkning.
Vredesmønstrene efter 4. klassesyndromet udvikler sig som bekendt også
hurtigt til kriminalitet og bandeadfærd. Her fornemmer jeg at svenskerne
er lige så leveringsdygtige som os (selvom de i politisk korrekthed ikke
fører statistikker over det). Men her er det til gengæld opløftende at
se at i USA, hvor man socialt, boligmæssigt og i skolerne typisk
integrerer sig med indvandrerne, er indvandrernes kriminalitet 5 gange
så lav som amerikanernes. Så ligeså vigtigt som at forsvare
ytringsfriheden er det måske at forsvare bevægelsesfriheden ved at vi
som amerikanerne begynder at integrere os med vore indvandrere frem for
fortsat at skabe vredesmønstre i dem.
For vores egen sikkerheds skyld. Radikalisering forhindres og bremses af
at vi kærligt hjælper især de mest marginaliserede som Århus-modellens
borgerinddragelse tydeligt viser. Gennem vore venskaber med unge med
tydelige vredesmønstre holder vi jo samtidig også øje med dem. Hvorfor
overlade dette dyre arbejde til PET? Ved at lære at integrere os med
hinanden kan vi "privatisere" PETs overvågningsopgaver og spare
skattepenge til dyre integrationskonsulenter.
Så her er min billige løsning på vores ytringsfriheds- og
religionsfundamentalisme. Hvis du virkelig har så stort og barnligt
behov for at tegne Muhammed, så gå ud og integrer dig med muslimerne og
find nogle gode venner. Hurtigt vil du også finde en som hedder Mohammad
og I kan så i jeres nye venskab more jer med at lave tegninger af
hinanden og i processen afradikalisere jeres gensidige fjendebilleder og
gøre os alle tryggere gennem disse eviggyldige sandheder:
Først og fremmest vil jeg elskes
Hvis jeg ikke kan blive elsket, vil jeg
respekteres.
Hvis jeg ikke kan blive respekteret, vil jeg
anerkendes
Hvis jeg ikke kan blive anerkendt, vil jeg
accepteres
Hvis jeg ikke kan blive accepteret, vil jeg
bemærkes
Hvis jeg ikke kan blive bemærket, vil jeg
frygtes
Hvis jeg ikke kan blive frygtet, vil jeg hades