Jeg er blevet
politisk hjemløs
Politiske partier er nu helt
uden værdier og visioner
Foredragsholder og ambassadør for CARE
Danmark,
Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København
Vinterdepressionen plejer først at melde sig, når mørket
fylder dagene op, og udvisker skellet mellem nat og dag. I år er det
anderledes. Mørket kommer ikke fra universet i år, men fra politikerne
som er holdt op med at drømme, med at kæmpe for værdier og med at
definere klare politiske projekter. I stedet løber de med en
folkestemning præget af egoisme og snæversyn. Danmark er blevet en lille
bitter nation, når vi ikke længere er villige til samtidig at hjælpe
verdens fattigste og forfulgte.
Regnearkspolitik
Nødvendighedens politik har gennemsyret den demokratiske
samtale i lang tid. Nu har den også fundet vej til værdidebattens og
demokratiets kerne, nemlig hjælpen til dem uden en stemme; verdens
fattigste, miljøet og dermed vore børn og hele deres fremtid.
Værdipolitiske budskaber er helt fraværende i debatten om nu at tage
tyve procent fra verdens fattige, fordi politikernes vigtigste projekt
ikke længere er at værne om menneskelige værdier men om en økonomi, som
allerede er blandt verdens stærkeste i kraft af fortidens fremsynede
satsning på velfærdsstat og lige muligheder også for de svagere.
Politiske værdier er næsten usynlige i den politiske debat. Den mest
udbredte argumentationsform i dag er, at et tiltag betaler sig. De
fleste politikere ankommer til enhver debat med regneeksempler under
armen. Medierne går ikke efter at stille dem til ansvar for at handle i
overensstemmelse med deres værdier, men går efter, om regnestykkerne
holder vand – på kort sigt. Detektor er blevet vores fornemmeste våben
for at vurdere om et politisk forslag er godt eller ej. Sjældent træder
en politiker ud af regnearkslogikken for at tale fra et hjertets
ståsted. I debatten om besparelser på hjælp til verdens fattige
fremhæver politikerne, at det er ærgerligt, men nødvendigt, for de må
betale for flere flygtninge i Danmark. At de i processen saver de
grønne grene af, som jeg f.eks. i CARE har været med til at plante i
mange ulande for at modvirke vore forsyndelser mod klimaet og yderligere
fattige klimaflygtninge, betyder mindre end en sikker taburet de næste 4
år plantet på beregnende stemmemaksimering frem for fremsyn.
En lille bitter nation
Det er en hønen eller ægget diskussion om denne
visionsløse politik eller en stigende egoisme i befolkningen kommer
først. Politikere, som kommunikerer, at det handler om at vælge mellem
velfærd i Danmark eller hjælp til fattige mennesker avler egoisme. Det
skaber en forståelse i befolkningen af, at pengene er så knappe, at vi
intet andet valg har. Men er de virkelig knappere end i fattigfirserne
hvor borgerlige regeringer gav os verdens højeste skatteprocent og
ulandshjælp netop i fremsynets navn? Befolkningen fulgte med deres
visioner. I dag ville politikere med tilsvarende høje visioner
selvfølgelig også kunne finde pengene og få befolkningen med sig ved at
optræde som ophøjede statsmænd frem for som folk i små sko. Det kunne
være grønne afgifter eller landbrugsstøtte for at nævne et par
muligheder. Formen og indholdet af den politiske samtale gør ikke
befolkningen i stand til længere at se alternativerne, og til at tage
aktivt del i diskussionerne. Politikerne har et ansvar for, at vi er
endt i en situation, hvor den politiske samtale har tabt værdierne på
gulvet. Vi er blevet en lille bitter nation frem for en humanitær
stormagt.
Politisk hjemløshed
Hjælpen til verdens fattigste var et af de sidste
værdipolitiske ståsteder, som nu er blevet underlagt ”nødvendighedens
politik”. Debatten om solidaritet, medmenneskelighed og hvilken rolle
Danmark vil spille i verden er forsvundet. Det er svært at få øje på
politikere, som tør eje og forsvare udviklingsbistanden og vore børns
klimafremtid som politisk projekt. Når politikerne ikke selv gør det,
smitter det af på befolkningen, og de kan ikke få øje på værdien og
glæden af at hjælpe andre. Det skubber personligt mig ud i politisk
hjemløshed, når en grundværdi om at hjælpe verdens svageste forsvinder.
Når politikerne stopper med at kæmpe for nogle idealer og værdier,
bliver den politiske virkelighed håbløst trist og grå. Hvor skal vi gå
hen når både blå og rød blok svigter det jeg tidligere gennem mange år i
udlandet var stolt af at betragte som ægte ”danske værdier.”