Kampen mellem de amerikanske myndigheder og indianerne i Wounded Knee i staten South Dakota var et oprør mod de forhold, der bydes indianere i det moderne USA. Det var en kamp på liv og død og de automatiske våben, indianerne viste sig at være i besiddelse af eksisterer stadig. De er gravet ned. Der er våbenstilstand men ikke fred. En lignende situation kan opstå igen. 
En ung dansker, der studerer samfundsforhold i USA, Janus Holding, oplevede indianernes kamp på nærmeste hold. Han var med til at smugle forsyninger ind til de kæmpende indianere, som var omringet af stærkt bevæbnede stammefrænder i regeringens sold og FBI-folk. Beretningen viser at der består en bitterhed og et had som de færreste forestiller sig.

At komme ind i Wounded Knee var ikke nogen let sag. Alene den opgave at komme ind i Sioux reservatet Pine Ridge viste sig at være vanskeligere end jeg havde regnet med. Jeg fik et lift af en hvid sagfører og en indianer fra kommunikationscentret for American Indian Movement i Rapid City, den eneste større by i denne del af det trøstesløse ufrugtbare South Dakota, der på nær nogle store kvæghjorder og bisonflokke ligger øde hen. Hvad jeg ikke vidste om den venstreorienterede sagfører, som var på indianernes side og tog sig af deres retssager, var, at han i bilen havde gemt nogle automatiske M-16'er og pistoler, som skulle smugles ind til Wounded Knee. Da vi derfor kom til den første vejspærring, strøg han lige forbi den, og skønt flere skud blev sendt efter os, lykkedes det dem kun at skyde et af hjulene i stykker, og kun så meget, at vi kunne køre i sikkerhed og skifte det. Vi blev ikke forfulgt. Vejspærringen bestod nemlig af "the goon squad" - et specielt indiansk gendarmeri dannet for regeringen af den upopulære høvding Dick Wilson, som AIM-indianerne i Wounded Knee forsøgte at få fjernet.

"The goon squad" består af halvfascistiske typer af unge indianere lige kommet hjem fra den amerikanske hær. Hjemme i reservatet har de valget mellem at gå arbejdsløse eller at tage et job i "the goon squad" som deres egne undertrykkere, hvor de af regeringen bliver betalt 30 kr. i timen plus gratis alkohol. Et sådant tilbud er uimodståeligt for mange unge indianere, og således kæmper de nu på regeringens side mod de oprørske AIM-indianere, men ikke få af dem har uden tvivl dårlig samvittighed over den rolle, de spiller og dette var sikkert årsagen til, at de ikke satte efter os i denne vejspærring ved grænsen til reservatet, men nøjedes med at sende enkelte skud efter os med deres for mig frygtindgydende M16'ere.

Vi kørte ned til Fools Crow, hvor vi overværede forhandlingerne mellem regeringen og AIM-repræsentanter om at få liget af den første dræbte indianer udleveret. Liget havde på dette tidspunkt været arresteret i over en uge af regeringen og var så småt begyndt at gå i opløsning. Forhutlede indianere sad i deres tæpper uden om Tee Pee-teltet og lyttede til forhandlingerne. For dem var regeringens manglende respekt for den afdøde rystende, nu hvor hans sjæl var gået op til "the great grandfather". Senere tog regeringsforhandlerne af sted i helikopteren efter at have lovet nye forhandlinger den følgende dag.

Forsyningslejren
Derefter fortsatte vi til det nærliggende reservat Rosebud med bilen fuld af indianere. I Rosebud lå forsyningslejren Crow Dogs Paradise for Wounded Knee. Rosebud reservatet var en slags Nord Vietnam for Pine Ridgereservatets befrielsesfront uden for Dick Wilmons og FBIs sfære. Begge reservater tilsammen har en størrelse som Jylland. Crow Dog er Rosebud-indianernes respekterede medicinmand, og hans søn Lenoard Crow Bog Dog er AIMs medicinmand og spirituelle leder. 

I denne lejr samledes de fleste forsyninger af madvarer og våben, som kom ind fra hele USA. Kun ca. halvdelen af dem nåede frem. Resten blev konfiskeret af FBI på vejen herop i de nærliggende stater. Så langt væk som i staten Colorado blev en forsyningskolonne på 19 biler stoppet og arresteret af FBI. Ikke desto mindre hober forsyningerne sig alligevel op i denne lejr.

Nogle dage senere gjorde jeg mig rede til at deltage i et forsyningstogt ind til Wounded Knee. En gruppe på 9 mand - de fleste indianere - som i rygsække skulle forsøge at bringe mel, bønner, ris, lidt dåsemad og kaffe ind til de belejrede plus enkelte geværer og en kasse på størrelse med en ølkasse med ammunition. Alle indianerne er bevæbnede med enten pistoler eller geværer og bærer lange patronbælter hængende over skulderen. Halvdelen af dem er endvidere klædt i deres grønne, kampuniformer fra Vietnam og sorte militærstøvler. De hvide nægter at bære våben inklusive mig selv. De fleste hvide har derfor lidt dårlig samvittighed over at de ikke fuldt ud er rede til at stå på indianernes side, at de betragter det som blot en anden spændende begivenhed i deres liv, mens indianerne med deres indviklede ritualer har ismurt sig krigsmalingen, hvilket betyder at de allerede har givet deres liv i kampen og nu blot venter på at gå op til "the great grand father". Ikke desto mindre finder jeg dog også blandt indianerne enkelte kujoner, men de fleste af dem er rede til at skyde tilbage, dersom vi skulle blive angrebet under operationen.

Vi kørte i tre biler de 160 km til byen Porquepine tæt ved Wounded Knee om natten, Ad mark- og biveje lykkes det os at undgå de spredte vejspærringer i reservatet. Derefter læsses forsyningerne over på en lille lastbil og vi fortsætter alle i den mod Wounded Knee, de fleste siddende på ladet med skudklare våben. Ca. en mile fra den sidste bakketop før Wounded Knee slukkes billygterne og farten sagtnes. På selve bakketoppen, men før regeringstroppernes vejspærringer og panservogne, drejer vi fra på en lille markvej. Et par miles inde på denne, standser vi ved nogle øde huse. Her møder vi vores guide, og efter at vognen er tømt, kører en enkelt den tilbage til Porquepine. Nu kommer den farligste del af turen.

Statistisk ved vi nogenlunde hvor farligt: af de tidligere forsyningstogter er ca. en tredjedel blevet arresteret og mange blevet beskudt. Bliver vi overrasket på den første del af turen, kan vi lige så godt overgive os, siger vores guide, da vi så alligevel ikke har en chance for at skyde os hele vejen ned til "knæet", da regeringstropperne hurtigt kan koncentrere styrker omkring os. På den sidste del af turen er der derimod en chance, og det er på denne del de fleste er blevet sårede. En 17 årig indianerpige svæver stadigt mellem liv og død på hospitalet efter at være blevet ramt i brystet under en sådan indsmugling.

Vi er i krig
Efter midnat begiver vi os så af sted efter vores guide med madvarerne på ryggen ned ad bakkerne. Det er ikke nogen nem sag og en hel del mere langsommeligt end vi havde regnet med. Ca. to gange hvert minut sender regeringsstyrkerne lysbomber op, der lyser alt i omegnen op som den klareste dag. Hver gang må vi kaste os fladt ned på jorden i de ca. 20 sekunder, det varer. Derefter kan vi igen mave os et stykke frem gennem det våde græs. Efter et par timer og et par kilometer på denne måde er vi nået ned i bunden af dalen. Vi er nu ganske tæt på regeringsmarskalerne og kan se deres ansigter i lysperioderne. Ind imellem hører vi skud, men vi går ud fra at det blot er skræmmeskud, som soldaterne affyrer en gang imellem ud i luften. Vores guide fortæller os, at vi ikke skal være bange for tropperne, for de er endnu mere bange for os og undgår helst konfrontationer.

Mange af de hvide marskaller er mest interesseret i at slippe levende fra deres vagt og er revnende lige glade med, om vi slipper ind eller ej skønt de på den anden side heller ikke vil fyres af deres overordnede. For det meste er de så nervøse at de undgår fodpatruljer af frygt for at blive overmandede af indianerne. De foretrækker at patruljere i jeeps. Vores værste stykke er derfor hvor vi skal krydse en sådan vej, som er patruljeret. Her har de udlagt et helt tæppe af lydsensorer. Hver gang vi nærmer os vejen, røber en af disse sensorer os og en jeep kommer øjeblikkeligt farende til stedet med maskinpistoler strittende til alle sider. Det er her de fleste af vore forgængere er blevet arresteret, men det trøster os at se, at marskallerne tilsyneladende ikke har nerver til at forlade jeepen. 

Her går det rigtigt op for mig, at vi er i krig. Regeringen har som i Vietnam taget de mest avancerede trykknapsysterner i brug for at bekæmpe indianerne. Efter et par timers søgen finder vores guide endelig et hul i "lydtæppet" og vi slipper over vejen. Herfra er der så kun et kort stykke tilbage til kløften, som markerer den demilitariserede zone. Så snart vi når kløften er vi i sikkerhed, for regeringen overholder strengt våbenstilstandsaftalen på dette tidspunkt. På nær vagterne og folkene i bunkerne, er alt roligt i Wounded Knee.

De fleste hader hvide
Jeg var ikke indenfor i lang tid, da det var i de sidste dage, hvor indianerne gjorde sig rede til at forlade "knæet". Livet indenfor var for det meste kedeligt - en endeløs venten på at et eller andet skulle ske som ingen vidste hvad var. Der blev lagt stærk vægt på de traditionelle spirituelle ritualer, som var vanskelige for os hvide at forstå - og for den sags skyld også for indianerne fra byerne. I det hele taget var der et enormt psykisk pres på de hvide fra det øjeblik, de kom ind. Mange indianere havde ikke tillid til dem og de var sig hele tiden bevidst at de gennem handling skulle overbevise indianerne om, at de ikke var regeringsspioner. Mistænkte spioner fik frygteligt hårde straffe. En blev således i timevis korsfæstet med hovedet nedad. Der gik ustandseligt rygter om, at andre spioner var blevet henrettet og i dagene efter Wounded Knee blev ikke få da også anmeldt forsvundne og regeringen undersøgte området med helikoptere for friske grave. 

Men hvad end sandheden har været, medvirkede den slags rygter til at gøre opholdet indenfor uudholdeligt især for de hvide, skønt disse dog godt kunne forstå at det var nødvendigt at tage strenge forholdsregler. De fleste indianere hadede hvide, men indså dog også at de ikke kunne klare sig uden hjælpen fra den hvide undergrundskultur, og de respekterede de hvide som gik i skyttegraven eller bunkeren med våben og gav dem navne som "honkey-killer" ("honkey" er negrenes og indianernes hadefulde betegnelse for hvide svarende til "nigger"). 

Nogle af indianerne havde dog tillid til os og måske endnu mere til mig med min udenlandske accent. Alligevel fandt jeg det klogt ikke at stille spørgsmål. Atmosfæren var nervøs i disse dage, hvor man ikke vidste om der ville komme en forhandlingsfred eller en massakre. Jeg fik derfor kun lidt at vide om, hvad der tidligere var sket under skududvekslingerne. Fra alle kunne jeg dog forstå, at dette havde været den mest fornøjelige tid derinde. Stemningen havde været aldeles høj i bunkerne, når de sendte salve efter salve efter regeringsstyrkerne, og en del pralede med at de havde skudt "et honkey-svin". Mange fortalte også om gas-angrebet, hvordan de havde kastet op og var blevet frygteligt syge i skyttegravene, da regeringen benyttede gas. 

Livet indenfor var organiseret efter traditionelle indianske mønstre, hvilket fik det til at vende sig i en del kvindefrigørelsesforkæmpere. Kvinderne foretog alt det huslige arbejde, mens mændene enten intet lavede eller gravede skyttegrave og var i vagt- og sikkerhedstjeneste. I krigsperioderne var mange af kvinderne dog i skyttegravene med deres geværer, selv enkelte gravide.

Våbnene gravet ned
At forlade knæet var endnu sværere end alt komme ind i det. Vi var en stor gruppe, der skulle ud den nat, da det på dette tidspunkt så ud til at være sikkert, at en forhandlingsfred ville komme i orden. For at undgå efterfølgende fængselsstraffe havde indianerne besluttet sig til hellere end at overgive sig, at snige sig ud i hobetal. Planen var at efterligne det omringede Hue-citadel i Vietnam 1968, der var tomt for vietcongs, da amerikanerne stormede det. Det lykkedes da også alle ca. 300 indianere indenfor at slippe ud og de 50, der overgav sig til regeringen, da fredsdagen kom, var fortrinsvis kvinder med børn og lokale beboere. 

Ifølge fredsaftalen skulle alle våben overgives til regeringen. Det havde indianerne dog ikke i sinde at gøre, da ikke få af dem havde dyre automatiske våben, som de havde smuglet hjem fra Vietnam. De havde derfor i de sidste dage lavet en mængde kunstige våben af træ, der på afstand lignede maskingeværreder osv. Da fredsdagen kom, lå der derfor blot en stak ubrugelige legetøjsgeværer og kæppe for regeringen. 

Hvordan det lykkedes os at få alle de rigtige våben ud er mig stadigt en gåde. Regeringen hævder nu, at det må være sket i weekenden, da en stærk regnstorm hærgede området, men jeg selv var vidne til at det delvist skete på en månelys nat på trods af de indkaldte troppeforstærkninger de sidste dage. Mange måtte bære både to og tre af de tunge M-16 geværer, da ammunitionskasserne var så tunge, at to mand måtte slæbe hver af dem. Men ud kom det hele i al fald efter flere nervepirrende timer gennem det våde græs. Da vi kom op i bakkerne, blev det hele læsset på små lastbiler og gemt under tøj og tæpper. Under tæpperne gemte sig også flere indianere rede til at skyde efter evt. forfølgende regeringstropper eller FBI-folk. Derefter blev det hele kørt udenom vejspærringer og byer hele vejen til Rosebud og gravet ned i skovene der omkring.

Tilbage igen
Det mest nervepirrende for mig selv havde jeg dog stadig til gode. Jeg selv var i holdet, der skulle med den sidste bil. Vi ventede i lang tid inden den kom og det var næsten lys morgen. Netop som vi skulle til at køre af sted, opdagede vi at en jeep kørte op imod os fra regeringspositionerne. Vi strøg ind bilen så hurtigt vi kunne, men desværre havde jeg haft min skuldertaske med pas og papirer stående på bagsmækken af bilen og glemte i skyndingen at få den med ind. Da vi speedede op, faldt den af og jeg kunne ikke overtale de andre til at standse. Det kunne betyde lange fængselsstraffe for dem alle. Vi nåede ud til landevejen før jeepen og speedede mod en af de nærliggende landsbyer i sikkerhed. Her blev jeg nu skældt ud på det værste af holdlederen over min glemsomhed.

Da jeg ønskede at få fat i mine papirer før de faldt i FBI's hænder, blev der senere på dagen stillet en stor Buick til min rådighed og jeg fik lov til selv at tage tilbage og lede efter tasken. Jeg var tvunget til at køre så hurtigt som overhovedet muligt, da det nu var lyst og regeringsstyrkerne omkring "knæet" let kunne se mig på
bakketoppene. Det var blot et spørgsmål om at komme ud igen før de indhentede mig. Jeg svingede ind på markvejen langs bakketoppen, men da jeg kom til stedet kunne jeg ikke finde tasken. Der boede nogle indianere i et skur i nærheden og jeg løb op og hamrede på døren. Det viste sig at de havde fundet tasken og spredt indholdet ud på gulvet i hytten. Uden at spilde tid på forklaring skrabede jeg det hele sammen i tasken, sagde "Undskyld, men de er efter mig ... " og strøg ud af
hytten efterladende de måbende indianere tilbage. Derefter speedede jeg ad markvejen med over 100 km/t tilbage.

Netop som jeg skulle køre ud på vejen fra Porquepine til knæet, kom en FBI-bil kørende på vej mod knæet. Jeg slog bremserne i og undgik at ramle ind i den, og speedede så op i modsat retning med 160 km/t. Der var kun 5 miles til Porquepine og med den hastighed nåede jeg næsten derned før FBI-bilen havde fået vendt om. I landsbyen mængede jeg mig straks med indianerne og nyhedsfolkene i begravelsesceremonien for Lamont - den anden dræbte indianer i Wounded Knee, som først havde kæmpet for regeringen i Vietnam, og nu faldt i kamp mod regeringen. Med en lidt sørgmodig ironi må jeg erkende, at hans død blev min redning den dag.

I plastichåndjern
Heldigvis gik FBI-folkene ikke i lag med begravelsesprocessionen som de havde gjort det til Clearwaters begravelse, den første dræbte indianer. Til hans begravelse standsede de processionen flere gange, åbnede kisten (for at finde våben) og arresterede flere af begravelsesgæsterne inklusive mig selv. Jeg blev slæbt ud af vognen, da et medlem af "the goon aquad" genkendte mig med min paryk på og fandt ud af, at jeg var den samme langhårede fyr, han havde arresteret ved en vejspærring natten før. Mit presseemblem blev straks flået af jakken og jeg blev lagt i håndjern, dvs. de nye plasticstrimler, som de er begyndt at anvende overalt og som næsten stopper enhver blodtransport til hænderne. Jeg blev så skubbet ind i et salatfad til en ung arresteret
indianer fra New York. Foran os i netruden lå en hel bunke maskinpistoler. 

Senere blev jeg dog igen løsladt, da begravelsestoget var nået til reservatsgrænsen og det var lykkedes mig at overbevise nogle FBI-folk om, at jeg ikke havde haft mulighed for at forlade reservatet natten før, da jeg var blevet arresteret ved en vejspærring i en bil med tre indianere. Jeg var da blevet tvunget ud af bilen
af "the goon aquad" og havde fået presset deres M-16'er op i ribbenene, hvorefter en af deres ledere, som kunne tale engelsk, serverede mig en retskendelse om at jeg var "en uønsket person i reservatet". Herefter havde de kørt mig 70 km til nærmeste by, hvor de havde overgivet mig til byens indianske politimand. Denne fik ordre til at køre mig videre og droppe mig af udenfor reservatet.

Imidlertid var hans patruljevogn så gammel og faldefærdig, at han ikke kunne få den startet. Senere fik jeg at vide, at politibilen var kilde til megen morskab i byen. I de sidste to måneder havde frontlysene ikke
fungeret og han var nødt til at køre ved hjælp af søgelyset om natten. Hvordan kan en politimand med respekt for sig selv have nogen stolthed i sit arbejde under sådanne betingelser? Og dette er nøjagtig det samme med alle de jobs, der findes i reservaterne. De giver ikke just selvrespekt og de fleste tyr da også hellere til whiskyflasken. 

Men dette blev min redning fra en natlig udflugt ud i den regnfulde ødemark, thi betjenten besluttede derefter, at jeg skulle sættes i fængsel og puttede mig ned i spjældet under sit hus. Efter nogen tid dernede, lykkedes det mig at kalde ham derned og få en samtale i gang, og vi blev så fine venner, at han inviterede mig op til kaffe og wienerbrød sammen med alle tanterne og bedstemødrene i huset. Jeg havde en tydelig fornemmelse af, at han befandt sig i en indeklemt position: på den ene side var han ordenshåndhæver for de hvide, som han hadede, og på den anden side havde han hjertet hos AIM, som han nu var sat til at bekæmpe.

Senere på aftenen vandrede jeg med betjenten rundt i mudderet mellem de elendige huse midt i den deprimerende træløse ødemark for at rådslå os med distriktshøvdingen og skolelederen om hvad de skulle stille op med mig og det endte med, at jeg fik lov at bo hos en af lærerne i hans camperhjem.

Begravelse
Clearwaters begravelse foregik hos medicinmanden Crow Dog efter Sioux-stammens ritualer. I flere nætter sad vi først og vågede over liget. Morgenstjerne, hans enke, sad på hjorteskindet foran kisten, foran hvilket indianerne holdt lange bønner i deres eget tungemål, og sang til trommens monotone rytme. Det hele var meget rørende og mange både hvide og røde brød sammen i gråd. Sent glemmer jeg de indianske alkoholikere, der kom ind fra reservatet og stod foran liget med en rejst knytnæve og tårerne trillende ned over ansigtet. Vi indtog en stærk grøn urtemedicin, som holdt os vågen gennem nætterne. Ved graven på en smuk bakkeskråning med udsigt ned over Lille hvide flod røg vi fredspiben og bankede derefter piben ud på kisten, som ritualet foreskrev det.

Jeg blev i lejren til efter Wounded Knee. Indianerne
holdt mig fanget i fire dage efter at Wounded Knee var ovre. Ikke på grund af fjendtlige følelser, men fordi jeg havde taget mig for megen frihed med at fotografere i lejren, og mange frygtede, at de var kommet med
på billederne eller at jeg havde fotograferet deres våbentransporter. I hele den sidste uge havde jeg derfor vagter omkring mig, der skulle sørge for, at jeg ikke slap ud af lejren. De havde tillid til mig, men de havde ikke tillid til FBI, som let kunne konfiskere filmene og
benytte dem i retssager mod de implicerede. Til i sidst lykkedes det mig dog at snige mig ud af lejren og at blaffe tilbage til den hvide verden gennem reservatet.