Grundlovsdag fik jeg tidligt ind med fadermælken. I præstegården, hvor jeg voksede op i Vestjylland, lå mit værelse ud mod terrassen, hvor skuespillerne i en hel måned hver aften indøvede de gode gamle danske skuespil, som skulle opføres grundlovsaften. Det var stykker som Der var engang, Elverhøj, Jeppe på Bjerget, Et folkesagn, Eventyr på fodrejsen osv. Aften efter aften hørte jeg dem til jeg næsten kunne dem udenad, - disse gode danske værdier, som Dansk Folkeparti nok ville kalde dem i dag. Langsomt blev jeg således varmet op til denne, årets største begivenhed i præstegårdshaven, der startede med de mere kedelige politiske grundlovstaler om eftermiddagen efterfulgt af de lange kaffeborde på græsplænen. Og så om aftenen væltede det ind med hundredvis af folk fra de mange kirkesogne, hvorfra man havde hentet de bedste amatørskuespillere. Til slut i forestillingerne var det blevet mørkt og de kulørte lamper lyste hele haven op.

Så for mig står begrebet "grundlov" for en lang forberedende proces og indlevelse i en masse ukendte fremmede udefra, der kulminerede i at de blev rystet sammen i en sand folkefest.

En af de skuespillere, som gjorde stærkest indtryk på mig, var Ivar Hansen. Alle så op til ham – og med rette – det var ham der siden blev folketingets formand. Han var også mit store forbillede, men politisk skiltes vore veje i mine ungdomsår, da jeg som så mange andre unge gjorde oprør mod USA's krig i Vietnam. Ivar Hansen stod ligesom sit parti Venstre lige til slutningen af krigen på USA’s side med en blind retorik om at kæmpe for friheden og demokratiet, en retorik der langsomt akkumulerede til et folkemord på 3,5 millioner vietnamesere. Rigtignok havde vietnameserne i Vestens øjne gjort den fejl at de for at opnå frihed havde tillagt sig en totalitær forståelsesramme. Det var jo lidt svært for dem at tro på vores form for demokrati, når USA havde finansieret hele franskmændenes blodige diktatur i kolonitiden. Men det, der motiverede deres mangeårige kamp, var en nationalistisk tørst efter uafhængighed og frihed. Jeg er netop vendt tilbage fra en rejse til Vietnam, hvor jeg stadig oplever deres stolthed over de umenneskelige ofre de ydede i kampen mod verdens største militærmagt. USA’s krigsminister, der i frihedens navn havde ledet hele den blodige undertrykkelse af vietnamesernes frihedskamp, Robert McNamara, erkendte da også inden sin død hvor blodigt han havde taget fejl. Den største fejl han havde begået sammen med Ivar Hansen og alle de andre herhjemme, der blindt fulgte ham i de år, var ikke at leve sig ind i modstanderens motivation og tænkning. "Empathize with your enemy. Vis indføling med jeres fjender!" som McNamara smukt på sit dødsleje endte med at formulere Jesu stærke budskab.
Og det er netop dette tema jeg vil tale lidt om her på denne grundlovsdag, hvor vore politikere over det ganske land slynger om sig med smukke fraser om demokrati og frihed, men alt for ofte glemmer hvordan de bruger disse til at undertrykke andres frihed med. Ikke mindst for at opnå stemmemaksimering hos det flertal af danskere, der i deres isolation ikke evner indlevelse i vort hjemlige demokratis minoriteter. For ude i verdensdemokratiet, som er lige så vigtigt for at kunne leve i gensidig harmoni, udgør vore hjemlige minoriteter jo ofte majoriteter. På den måde bytter vi i nutidens globaliserede verden konstant hat med hinanden og den grundlov, vi i dag hylder herhjemme, kommer ofte på kant med de menneskelige grundlove, der er nødvendige for at leve i harmoni i et større fællesskab. I al fald hævdes dette af de politikere, der lever af grøftegravning og utilsløret mer-værdikamp overfor minoriteter. Værdikampen, som politikerne eufemistisk kalder deres mer-værdikamp, er selvfølgelig beregnet på at skabe mindreværdsfølelser hos minoriteterne og er derved stik imod al demokratisk tankegang. I al fald i den inkluderende forståelsesramme jeg fik i barndommen, når Hal Kock sad med til bords og bryggede videre på Grundtvigs grundsyn om at intet land er bedre end det er for de ringest stillede.
Det var denne åndelige bagage jeg havde med mig, da jeg i 1970 udvandrede til USA, formet som jeg var af i skoletiden at opleve Martin Luther Kings ikke-voldsbevægelse, som var den tids arabiske forår. Denne borgerretsbevægelse tog netop til genmæle mod amerikanske politikeres tilsvarende mer-værdikamp. Dog med den forskel at mer-værdikampen derovre var vendt mod de indfødte sorte minoriteter og ikke mod landets indvandrere. Altså ikke imod indvandrere som mig.
Med min Grundtvigianske og Hal Kockske opvækst troede jeg – naiv som jeg var - selvfølgelig ikke at jeg selv kunne blive racist. Det var jo midt velfærdsstatens opgangstid, hvor de fleste herhjemme nok kun nærede småracistiske følelser overfor grønlændere. Men hvis vi virkelig skal have "medfølelse med vore fjender", som McNamara indså for at undgå voldelig konflikt med dem vi tænker dårligt om, handler det jo om at arbejde med de racistiske følelser vi får, når vi står ansigt til ansigt med den vrede, der ganske ufortjent synes vi altid, er vendt mod os selv. Især som resultat af lang tids ekskluderende mer-værdikamp imod en minoritet. For postulatet om at nogle kulturer har mere værdi end andre og derfor bør assimileres – dvs. udslettes - er jo dybt racistisk og skaber altid en modsatrettet reaktion i form af vredes- og fjendtlighedsmønstre. Da en sådan ophobning af smerte altid er en af de største trusler mod demokratiet, vil jeg lige kort skitsere hvordan jeg kom ud af min egen racisme dengang.
Som de fleste danskere, der kommer til USA, kom jeg første til at bo hos hvide amerikanere. De åbner jo straks kærligt og inkluderende op for indvandrere, men advarede mig samtidig ustandseligt mod at gå ind i det og det kvarter, hvor der var for mange sorte. I forsøget på fra første dag at integrere mig ind i deres egne amerikanske værdier, plantede de således straks deres egen frygt i mig. Og frygt – det at dømme og undgå en hel gruppe på forhånd – er jo hvad al racisme handler om. Ung og naiv, som jeg var, blev jeg på trods af den solidaritet jeg havde hjemmefra overfor de sortes borgerretskamp, på den måde straks tvunget ind på den hvide side af apartheidmønstret i USA. Med min frygt og manglende indlevelse kom jeg da også straks i konfrontation med de sorte. For uden at vide det sendte jeg hele tiden frygtens signaler ud til de vrede sorte, marginaliserede unge i gaderne. Gennem min undvigende adfærd og angstfulde blikke sendte jeg dem hele tiden budskabet "Du er dårlig, du er en skidt fyr, jeg har grund til at frygte dig." Da dette jo var præcis de samme budskaber disse vredens børn hele deres liv havde fået fra hvide amerikanere, som altid flygtede langt væk ved synet af dem og derved ghettoiserede dem, - ja, så restimulerede det alle deres vredesmønstre og de gik til angreb på mig. Talrige gange blev jeg de første år overfaldet af vredens børn i form af pistolbevæbnede bander osv. Nøjagtig som mange unge danskere i disse år overfaldes af det de kalder indvandrerbander.
Folk, der kender Amerikanske Billeder, kan selvfølgelig regne ud at jeg siden må have fået hjælp til at komme ud af denne, min racisme. Hjælpen bestod nok i at jeg begyndte at blaffe rundt til de store universitetsbyer for at undgå al den vold i byerne. Her var der trygt og nogle gange kom jeg der også til at bo hos sorte elever. Det var jo de få, der havde klaret sig godt ved selv at have fået tidlig hjælp til at bearbejde de vredesmønstre, der hæmmer indlæringsevnen. Men når man flytter ind hos dem, man ubevidst dæmoniserer, - ja, så sker der jo altid det at man begynder at opleve dem som mennesker og ikke som udyr man skal frygte. Gradvist fik jeg på den måde mere og mere tillid til sorte i almindelighed, så når jeg fremover mødte vredens børn ude i gaderne, var jeg nu i stand til at sende disse et fuldstændig modsatrettet budskab – igen uden at vide det, da vi ikke selv er herrer over de kropssignaler vi sender ud. Nemlig "Du er god, jeg har grund til at vise dig tillid." For disse smertens børn var dette et budskab de aldrig tidligere havde fået, hvor jeg blot sagde: "Du er ok, du er helt i orden." For dem var det intet mindre end et kærlighedsbudskab og alle mennesker hungrer som bekendt efter kærlighed. Særlig ghettoens marginaliserede børn, som aldrig fik den af os. Fra det øjeblik smeltede selv de værste kriminelle og gangstere for fødderne af mig og tog mig ved hånden og førte mig trygt rundt i deres verden af smerte. Og fra det øjeblik og til i dag er jeg aldrig nogen sinde igen blevet overfaldet skønt kriminaliteten siden er tidoblet i USA. Derfor siger jeg altid at det er i vores egen interesse at overvinde vores racisme. For vi vil jo gerne lære at overleve i en mere og mere voldelig verden og det kan vi kun gøre ved at have ubegrænset tillid til det gode i mennesket og derved hele tiden fremelske det. Alle mennesker elsker nemlig at blive elskede, at blive set, at få anerkendelse. Hvis vi derimod går rundt med racistiske følelser af frygt og mistillid, vil vi hele tiden selv blive overfaldet, selv blive ofre, og den frihed vi hylder i grundlovstaler vil således blive hul og bestandig indskrænkes for os. Fra det øjeblik jeg lærte det vi i dag kalder ikke-voldelig kommunikation, positiv tænkning, girafsprog og alt muligt andet, vandt jeg min frihed i USA – den frihed amerikanerne selv har mistet - friheden til at færdes uden angst for dem man tænker ikke-inkluderende og ikke-demokratisk om.
Dette så vi også i Danmark for 5 år siden. Efter at vi i årevis havde svinet vore hjemlige minoriteter til ved at føre mer-værdikrig imod dem, skulle vi absolut lige prøve at gnide salt i såret med Muhammedtegninger – og, ja, satte derpå den halve verden i brand. Pludselig følte vi at vi mistede vores egen frihed – friheden til at rejse frit. Racisten mister nemlig altid selv sin frihed.
Da jeg i min ungdom rejste rundt og ustandseligt måtte lægge øre til hvide amerikanere, der beklagede sig over at de sorte truede deres hvide værdier, havde jeg aldrig troet at hele dette racistiske mer-værdisprog en dag skulle blive danskernes. Ingen sorte i USA og ingen indvandrere i Danmark truer naturligvis "vore værdier". Det eneste vi trues af er de vredes- og fjendtlighedsmønstre vi konstant skaber ved ikke i vores indre tænkning at inkludere vore minoriteter i det nationale fællesskab, ved ikke at lade dem føle sig elskede.
Integration er i virkeligheden ingen kunst, som vi jo også kan lære af amerikanerne. De magter ikke at integrere sig med deres egne sorte indfødte, men de er jo verdens bedste til at integrere sig med deres indvandrere. Ved at tænke positivt og inkluderende om indvandrere og muslimer og byde dem indenfor i deres hjem, kvarterer og skoler, giver de straks deres egne amerikanske værdier videre til dem.
Nej, demokratiet er ikke truet af indvandring – heller ikke af indvandrere fra totalitære samfund eller såkaldt undertrykkende religioner. Det er derimod truet indefra af alle os, der måske nok overholder dets grundlove, men ikke lever op til dets ånd. Som Hal Kock sagde: "Selv om et flertal i befolkningen ser sin fordel i at underkue et mindretal, kan denne handling aldrig få karakter af ret, selv om den aldrig så meget foregår under parlamentariske rammer. Den er et retsbrud, fordi den betegner et brud på det ligheds- og gensidighedsforhold, som nu engang hører med til menneskelivet."
F.eks. giver grundloven os ret til at flytte væk fra de sorte i USA eller væk fra muslimske indvandrere i Europa, ret til at tage vore børn ud af skoler med for mange af dem, der forekommer os som fejlfarvede eller - det som al racisme handler om frem for hudfarve - har en anderledes adfærd. Ja, grundloven giver os tilmed ret til at bruge vores ytringsfrihed til at stigmatisere dem for at retfærdiggøre denne, vores egen undvigende racisme og mangel på indføling. Men det er under alle omstændigheder et forræderi mod demokratiets ånd, når vi – de retskafne bedsteborgere med grundloven under armen - på den måde AKTIVT presser millioner af vore sorte medborgere i USA og muslimske medborgere i Europa ind i ghettoer med følelsen af ikke at høre til, at føle sig som forkastede og ikke-elskede fra barnsben. Som Hal Kock igen udtrykker dette forræderi: "Demokrati er frem for alt ikke en lære, der kan doceres og som man i en håndevending kan tilegne sig eller gå over til. Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig ved, at man lever den igennem i det allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forholdet til landsmænd, og endelig i forholdet til andre nationer."
Jeg tror at den største prøve for demokratiet i de kommende år er hvordan vi tackler den ophobede vrede, som vi skaber i vore minoriteter indadtil ved at bruge vores grundlovssikrede ret til at marginalisere og nedgøre dem. Og den vrede og desperation vi skaber udadtil blandt millioner af ofre for vores klimaødelæggelse, som vil skylle op mod vore kyster som klimaflygtninge fra de sand- og vandkrige vi i vores adfærdsracisme selv har skabt - ligeledes med grundloven i hånden - eller ved bilrattet. Når vi er nået dertil at vi blindt bygger vore relationer til omverdenen på grundlove mere end på medmenneskelig indføling og allerede genopbygger grænsebevogtning mod selv vore rige medborgere indenfor Fort EU, - ja, så kan vi forestille os de frygtens mure der vil komme. Som Erik Knudsen advarede: "Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet?"