Michael Moore fik med Sicko åbnet
amerikanernes øjne for, hvorfor vi er så
glade i Europa for vores velfærdsstat.
Men strategisk kaldte han dens ydelser
for "gratis", idet "skat" er et fyord i
USA, hvor skattetrykket kun er halvt så
stort som vores.
Men hvordan er amerikanerne blevet så
fattige at de - modsat nordeuropæerne -
ikke har råd til at betale høj skat? Det
burde Moore have fortalt for at vise,
hvor store tabere de er - ikke blot i
sundhed, men i generel livskvalitet. For
det er faktisk let at overbevise dem
hvis man bruger deres egen selviske
argumentation. Jeg har i 30 år holdt
foredrag i amerikanske universiteter om
at fattigdom kun kan udryddes vha. en
velfærdsstat. Især business
universiteterne hyrer mig til at
udfordre deres republikanske elever. Her
nytter ingen "langhårede"
medmenneskelige argumenter. Først da jeg
begyndte at bruge cost-benefit analyser,
begyndte de virkelig at lytte. Vi
danskere er så enige om at kæmpe for
velfærdsstatens velsignelser, men også
vore politiske drømmere glemmer ofte,
hvor mange penge vi sparer, hver
gang vi sætter skatten op for at få
endnu mere lighed og tryghed.
Livet er svært for de fleste mennesker,
- en ensom vandring hen ad en isglat
bjergrand med konstant fare for at falde
ned til begge sider. For at beskytte de
svageste fra at falde ned, afsætter vi i
velfærdsstaten lidt penge til et rækværk
på begge sider. Danskerne har lært, at
udover den tryghedsfølelse, det giver
alle, sparer vi penge ved at forebygge
frem for at helbrede. Den amerikanske
minimalstat siger derimod "lad falde
hvad ikke kan stå" eller "enhver er sin
egen lykkes smed". Man lader altså de
svageste falde ned af bjergsiden hvor
efter de andre må bruge kæmpebeløb på at
beskytte sig mod deres vrede. F.eks.
koster det seks gange så meget at smide
de faldne i fængsel som at give dem en
højere uddannelse. Ifølge New York Times
koster det to millioner dollars at
henrette et menneske, men kun en million
at give det livstidsfængsel. Men mange
dødsdømte er psykisk syge, som først
søgte, men blev nægtet en behandling til
få tusinde dollars, fordi politikerne
hellere ville skære i skatten for at
opnå genvalg.
På samme måde viser undersøgelser, at
hver dollar sparet på prænatal omsorg
ender med at koste $4 i sundheds-,
institutions- og fængselsomkostninger.
At hver dollar sparet på
seksualoplysning ender med at koste $5 i
kontanthjælp til uuddannede
teenagemødre, som Europas velfærdsstater
kun udklækker en brøkdel af. At $35.000
sparet på vaccination af børn senere
koster skatteyderne mere end $1 million
i sygdomsbekæmpelse osv.
Nedsat skat går altid ud over de
svageste og eksemplerne på amerikanske
politikeres uhensigtsmæssige
skattebesparelser er utallige.
Washington Post opsummerede et resultat
af deres kortsigtede politik i en
chokerende rapport, som viste, at 23% af
amerikanske børn således vokser op i
fattigdom, mens det i Europas
velfærdsstater kun er 5%. Jeg har i
årevis fotograferet, hvordan fattigdom
forkrøbler børn med kolossale
indlæringsproblemer og kriminalitet som
følge. Så et land, som vælger
at tabe hvert fjerde barn på gulvet
tvinges til senere at bruge enorme
summer på politiopsyn og indespærring af
vreden – penge som vi i velfærdsstaten
"trygt" i stedet kan holde ferie for.
Intetsteds er den farlige konservative
amerikanske cocktail af ønsketænkning og
forhalet pengespild så åbenlys som i
sundhedssystemet, hvor de "beskattes"
dobbelt så hårdt som danskerne. Goderne,
vi modtager i et samfund, skal
naturligvis betales, men USA's
sundhedssystem er sat op som et
gigantisk vejsystem med bompenge. Det
giver måske i dag mening at privatisere
vore veje og lade brugerne betale for
miljøsvineriet med bompenge. Men
forestil jer et betalingssystem med
bemandede bomme på de mindste biveje i
Nevada og Wyoming til at opkræve
vejpenge af den ene bil, der kører forbi
hver dag. Og at man foruden hver bomvagt
ansatte en betjent til hvert sted at
undersøge, om forsikringen er i orden,
og en inspektør til at undersøge, om
bilen lider af rust eller andre
ulovligheder, inden den må køre videre.
Således bliver et privatiseret
sundhedsvæsen mere ineffektivt end det
værste sovjetiske bureaukrati. I USA har
man ansat 3 millioner bureaukrater
udelukkende til at spille Gud eller
chikanere de syge og sørge for, at de
helst ikke modtager behandling. Er man
for fed eller i jobs som bartender,
frisør o. lign., er det næsten umuligt
at få forsikring, mens alle andre bliver
syge af stress over at nærlæse og
sammenligne policer i uforståeligt
sprog. 40% af omkostningerne går til
inddrivelse af regninger og til at
frasortere dem med størst chance for at
blive syge.
I virkeligheden skubbes regningen over
på skatteyderne. For 45% af USA’s
sundhedssystem er ikke privatiseret,
nemlig pensionisternes MEDICARE og de
fattiges MEDICAID. De som kasseres får
ofte for sen og dårlig behandling på de
fattiges hospitaler af langt ringere
standard. Alene derfor ender
amerikanerne med at betale dobbelt så
meget som os, nemlig dels høje
forsikringer og dels for et
skattefinansieret hospitalsvæsen.
Dette nedbryder også tilliden mellem
læge og patient, som ikke ved om lægen
kræver unødvendige undersøgelser for at
tjene ekstra eller er lønnet af
medicinalbranchen. Den manglende tillid
giver hyppige erstatningssager, der
løber op i millioner - både til
advokaterne, for svie og smerte, men
især til dækning af fremtidig
behandling, som jo ville være gratis hos
os. Disse regninger sendes igen videre
til forbrugerne, da lægerne må betale
skyhøje forsikringer for at dække sig
ind.
Da amerikanere også betaler
sygeforsikring gennem arbejdsgiverne,
mister de friheden til let at skifte job
og de varer, der produceres, pålægges en
enorm indirekte sundhedsskat.
Amerikanske biler koster derfor 10.000
kr ekstra og kan ikke konkurrere med
importerede biler. Da dette også gælder
alle andre varer, vokser
handelsunderskuddet og er nu på $600
milliarder, som skyldes til Kina og
Japan og truer med at vælte
verdensøkonomien. Det sluger mere og
mere skat at betale af på renterne og
gør igen amerikanerne fattigere. 3
millioner jobs i USA er siden 2000
mistet på den måde.
Vi sparer derfor mange penge ved at
betale disse velfærdsgoder over skatten
uden alle disse ekstraomkostninger. Mens
Danmark bruger 8% af BNP på sundhed,
bruger USA 16%, som i 2012 vil vokse til
20% . Husk her at verdens stærkeste
militærmagt kun bruger 6 % på militæret.
Hvis amerikanerne fik et sundhedssystem
som Danmarks, ville de derfor dels leve
længere og dels få råd til dobbelt så
meget militær, dobbelt så mange
Irak-krige osv. Omregnet i penge betaler
hver amerikaner 37.000 kr for sundhed og
hver dansker 17.000 kr. For en familie
på fire en årlig forskel på 150.000 kr
og 68.000 kr. Vælger man at bruge disse
penge på ferie, får hver dansk familie
altså 82.000 kr mere end amerikanerne
til at holde ferie for hvert år.
Amerikanerne betaler af samme årsager
også langt mere end os for deres
privatiserede undervisning. 4-års
universitetsuddannelse koster ca. det
samme som at købe et hus, og man må
derfor livet igennem spare op til
børnenes uddannelse,
som jeg - bortset fra de få
eliteuniversiteter – oplever som
dårligere end danskernes. Vuggestue
koster 60.000 kr årligt, men 300.000 kr
for dansk standard; plejehjem 500.000 kr
årligt, men 2 millioner forlods for
dansk standard.
Det er således ikke billigere at leve i
et land med lav skat. Herhjemme betaler
vi med 50% af BNP verdens højeste skat
og klager stort set ikke. Amerikanerne
betaler kun 26%, men må leve med
livslang bekymring og frygt for
fremtiden. De må knokle
og har dårligt råd til at holde
en uges ferie om året. Derfor kan stort
set ingen politiker blive valgt i USA
uden at love skattenedsættelser.
De har ikke forstået, at hvis de satte
skatterne ligeså meget op som danskerne,
ville de kunne få penge til at rejse for
eller give til de fattige. Vi giver
f.eks. 15 gange så meget i ulandshjælp
og bruger 5 gange så mange penge på
lange udenlandsrejser som amerikanerne.
Regner vi ferie i hjemlandet med, bruger
vi 3,6 gange så mange penge som
amerikanerne på at holde ferie. Selv i
de fjerneste afkroge af verden trasker
danskere rundt i junglen med deres børn,
mens man næsten aldrig ser amerikanere,
som der er 57 gange så mange af som
danskere? De har nemlig ikke råd med
deres lave skat!
At det kan være farligt at have så mange
penge til overs at rejse for så vi under
tsunamien, da flere tusinde højt
beskattede skandinaver druknede, men kun
37 amerikanere – skønt afstanden til de
katastroferamte feriesteder er ens fra
USA og Skandinavien.
Også i USA er turistbureauerne blevet
opmærksomme på de pengestærke danske
turister og skriver: "The Danes are
today the most affluent international
travellers on a per capita expenditure
basis - now exceeding Japan with average
annual vacation time of 6 weeks per year."
Blot synd at de ikke har opdaget vores
geniale opskrift på at være sundere,
bedre uddannede, mere pengestærke - og
endog i hele det 20 årh. at få en højere
økonomisk vækst - end dem selv!
Og synd at vi også herhjemme nu har fået
demagogiske politikere og liberale
naivister, der vil sætte skatten ned.
Men lad dem ikke gøre os lige så fattige
som amerikanerne, der har mistet
friheden til at rejse og til i praksis
at bestemme, hvor meget de vil bruge på
livsnødvendige goder som sundhed og
uddannelse - en frihed vi gør brug af i
hvert folketingsvalg. Lad os hellere
lokke højtuddannede udlændinge til vores
skatteparadis ved at vise dem, at de her
– modsat i USA - vil få både tid og råd
til ligeså lange ferier i hjemlandet.
Så lad os da i folketingsvalget stemme
på endnu mere velstand og velfærd gennem
et bondesnu lille "skatteHOP" – og
derved få råd til endnu flere
jordomrejser og ulandsbistand! Eller
måske mere snu omlægge til grønne
skatter for at undgå, at vi danskere
ødelægger vor lavt skattede klode totalt
……netop ved at have klodens højeste
skat!
ps. Danskere, som ønsker at fortælle
deres amerikanske venner hvorfor vi
elsker vore høje skatter så meget, kan
frit bruge mine argumenter fra denne,
lidt sjovere artikel:
www.holdt.us/from/wasting/our/money/