At rejse er at leve, siger man. Nej, kunne jeg tilføje. Det kan lige så godt være en måde at dø på. Jeg tænker ikke her på min bilulykke for nylig, hvor jeg blev ramt af en lastbil i Wisconsin og kun var en halv meter fra den visse død. Nej, snarere at jeg i dag i kraft af mit arbejde bevæger mig over store fysiske afstande, i bil og fly, hvor jeg hele tiden bærer min egen ensomhed med mig. Den form for rejseri er ligeså monoton som indespærring i isolationscelle: man bliver insensitiv overfor sine medmennesker og går langsomt selv i stykker. Der er nemlig intet grænseoverskridende og bevidsthedsudvidende over det. Jeg kæmper ihærdigt imod min isolationsfængsling, dels ved uden undtagelse at samme hver eneste blaffer op og dels ved at invitere danskere med på mine rejser for at låne af deres umiddelbare begejstring og se på omgivelserne med deres friske øjne.

Det første er en konsekvens af min gamle rejsemåde med at sige ja til alt og alle jeg mødte på sin vej. Man lærer hurtigt at hvis man begynder af bekvemmelighed at sige nej til visse "ikke så spændende", "ulækre" eller direkte "farlige" personer snyder man sig selv i sidste ende for kolossale oplevelser og bliver hurtigt en del af de kræfter i samfundet, jeg betragter som negative. Man ender nemlig med at diskriminere - som ung mod de gamle (det er jo sjovere at være sammen med andre unge), som hvid mod farvede grupper, som heteroseksuel mod homoseksuelle, som lovlydig mod alle dem, der er kommet ud på skråplanet eller f.eks. som vestlig demokrat mod tabu-belastede ofre for totalitære magtstrukturer som f.eks. KGB-spioner, Ku Klux Klan- og Nazi-medlemmer. Begynder man at sige nej til blot et eneste individ kommer man uundgåeligt ud på et glideplan, hvor man ender med ubevidst at blive en del af de aktive kræfter, der står bag menneskelig ghettoisering - med al den vold og fremmedgørelse ghettoer og udstødelse altid fører med sig.

Så at rejse er altså et forsøg på at overvinde den angst for medmennesket, som denne fremmedgørelse selvfølgelig har givet alle mennesker - en angst, der pludselig kan virke panisk overvældende når man ser en person af "farligt" udseende stå derude i nattemørket på en øde strækning og bede om et lift. Derfor er det så vigtigt at lave konsekvente regler om "alle uden undtagelse" for sig selv. Men langt hyppigere udmønter den sig i almindelig berøringsangst, der end ikke giver os lyst til at udforske eller interessere os for medmennesket - bortset fra i ugeblade og på film.

At sige ja til menneskene man møder uden undtagelse kan umiddelbart lyde som en form for næstekærlighed a la den barmhjertige Samaritaner og i sin konsekvens ender det da også uundgåeligt før eller siden i en form for kærlighed til næstemennesket. Men udgangspunktet er og bør altid være ens egne selviske interesse: at man simpelthen snyder sig selv for uerstattelige oplevelser ved at sige nej til netop de mennesker der udfordrer én ved umiddelbart at forekomme som "farlige", "ulækre", "perverse", "tabubelagte" osv. og som netop i kraft af disse tabuer rummer de virkeligt grænseoverskridende oplevelser som "rigtige" rejser bør indeholde.

Til dette selviske udgangspunkt hører også med at en sådan imødekommenhed og åbenhed overfor netop dem, som direkte udfordrer én, slet og ret er den bedste måde at overleve på. For hvad ligger os vel mere på sinde i en stadigt mere voldelig verden end netop personlig overlevelse? Så meget at det måske er den vigtigste psykologiske årsag til at mange - især amerikanere - netop ikke tør at rejse mere.

Men er vi selv stort anderledes? Jeg har ofte været forundret over at unge danskere - som jo hører til jordens mest rejsende folkefærd - samtidig kan være så lukkede at de hyppigt kommer tilbage fra både hele og halve jordomrejser uden egentlig at have "oplevet" andet end deres egen slags. For at krydse grænser har jo intet med grænseoverskridende rejseri at gøre. Mange, som låser sig inde derhjemme og i stedet rejser ned i sjælens dybder, er faktisk langt bedre til dette. Sådanne "skabs"-blaffere overrasker mig bestandig ved deres mod og evne til at være nået langt dybere ind i menneskene end jeg selv har været i stand til det. Jeg misunder dem at de tør, for at rejse ned i sjælen fører megen smerte med sig, siger de.

Angst har jeg dog også engang kendt til i mine ydre og - føler jeg - langt mere trygge rejser, nemlig dengang jeg startede på landevejen og skulle overvinde alle de advarsler, vi er blevet flasket op med i barndommen. Ikke mindst hvide amerikanere genstimulerede disse med deres evindelige advarsler om de sorte - med deres fantastiske "politisk korrekte" evne til at gøre dette uden nogensinde at nævne denne tabu-ramte befolkning direkte ved navn. Og hvad opnåede de med en sådan velment ondskab i den kærlige omsorgs navn? At deres egen irrationelle angst det første års tid forplantede sig så dybt i mig at jeg blev overfaldet af pistolmænd 4 gange. Når jeg i dag ser tilbage, kan jeg se at jeg dengang ikke var noget frit menneske. Skønt volden i dag er ca. dobbelt så hyppig som i 70'erne og skønt jeg i dag færdes langt mere i ghettoerne end dengang, er jeg ikke siden blevet overfaldet af pistolbevæbnede mennesker. Det menneske der er overvældet af angst overfor medmennesket bliver nemlig let offer. Det kan allerhøjest karakteriseres som modigt eller dumdristigt ved måske i en snæver fysisk forstand at bevæge sig ind i tabu-belagte grænseområder. Ud fra en selvisk interesse i personlig overlevelse er jeg altså siden blevet en bedre rejsende, men har samtidig mistet min uskyld ved ikke længere at være "modig" eller "dumdristig". For jeg har for længst lært at der ikke findes nogen mennesker, jeg behøver at være bange for. Biler derimod bør man vogte sig for.

De erfaringer, som jeg fik ved hjælp af andre, vil jeg gerne lade gå videre til nutidens unge rejsende, og samtidig prøve at vise hvordan en sådan egoisme godt kan gå hånd i hånd med en form for næstekærlighed, der kan hjælpe med at frigøre ikke blot os selv, men også "mennesket" i vore potentielle overfaldsmænd. Når jeg tager unge danskere med på mine turneer, ser jeg dem i regel lammet af den samme angst, som jeg selv engang var plaget af og ser hvordan de derfor uundgåeligt sender angstens vibrationer ud til potentielle kriminelle og overfaldsmænd.

Det er imidlertid mere farligt end de fleste forestiller sig at vise frygt overfor såkaldte "voldsmænd". Man må jo ikke glemme at dette er mennesker, som samfundet og opvæksten har forkastet og knust og givet en sådan afmagt at deres eneste følelse af magt netop består i magten til at skræmme os andre ved at være "cool", "bad", "tough", "mean" og iklæde sig voldens skrækindjagende symboler. Men denne magt må vi aldrig give dem, thi det er en falsk magt som ikke fører til frigørelse for dem, men desværre alt for ofte til yderligere undertrykkelse: fængsel. Fængslingen i sig selv er en umenneskelig handling overfor mennesker, der allerede er så indespærrede og ufrie, men den er samtidig en direkte følge af vores umenneskelige opførsel overfor dem ved gennem vores undvigende adfærd at provokere dem til at gøre os til ofre. Thi når vi sender dem vibrationer eller signaler, der tydeligt afslører vores angst overfor dem, sender vi dem samtidig budskabet: "Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig." At fortælle mennesker, der har det skidt med sig selv, endnu engang at de er "dårlige", at de ikke dur, at vi ikke ønsker dem osv. er som at smide benzin på ulmende gløder: det genstimulerer hele den fortvivlede knude af smerte og vrede, som et livslangt lidelsesmønster har skabt i dem - og netop derpå er det at de pludseligt og planløst eksploderer og overfalder os. Men deres udgangspunkt var såmænd blot at de med deres ringe selvværdfølelse - ganske vidst på en lidt klodset og aggressiv måde - havde forsøgt at kontakte os i et desperat forsøg på at møde lidt menneskelighed - en menneskelighed som de ofte ikke er i stand til at få fra ghettoens andre indespærrede med deres egne lidelsesmønstre. Det er endnu engang undertrykkelsens onde cirkel, vi ser: både "offer" og "gerningsmand" får pludseligt og ufrivilligt disse etiketter hæftet på sig fordi ingen af dem var "frie" fra begyndelsen, men styret af ydre kræfter.

Men efter 4 af den slags overfald begyndte jeg efter et par års rejse at frigøre mig fra denne lammende angst, som andre havde plantet i mig, og siden har det været et sandt mirakel at rejse. Det var selvfølgelig det positive samvær med så mange af ghettoens andre beboere, som hjalp mig til tydeligere og tydeligere at se mennesket bag nogle af ghettoens patologiske symptomer såsom "kriminelle", "narkomaner" "prostituerede" osv. og derved at overvinde den angst som ghettoens ydre undertrykker havde plantet i mig. Derfor tager jeg altid straks de unge danskere, jeg inviterer med på mine turneer, med på besøg hos mine venner i ghettoerne. Gennem disses vidunderlige gæstfrihed, madlavning og hjertevarme, overvinder de snart den irrationelle angst, som alt for mange voldsreportager fra amerikansk domineret Satellit-tv har plantet i de unge i disse år. Thi angst overfor mennesker er efter min mening altid irrationel og tjener intet formål. Først når man har overvundet den, kan man frit rejse rundt i verden - og dermed hjælpe andre til at blive frie. Thi når man er i stand til at møde f.eks. de føromtalte smertens børn uden angst sender man dem uvægerligt budskabet: "Du er god, jeg har grund til at vise dig tillid." Og så først åbner verden sig op for én, thi dette er intet mindre end en kærlighedserklæring til alle de mennesker i verden, der har det dårligt fordi de aldrig har mødt andet end afvisning, frygt, ghettoisering og siden det uundgåelige følgeskab af foragt og had. Undertrykkelsens onde cirkel har jo altid kørt efter devisen: "Til dem som har skal mere gives, fra dem som lidet har skal også det tages." Men hvem siger egentlig at sådanne cirkler ikke kan brydes? Netop som rejsende har man fantastisk mulighed for at eksperimentere med sig selv og andre. Og når man først har opdaget hvilke mirakler der kan udrettes ved at vise andre mennesker tillid, ja, så først bliver man "hooked" på at rejse. For så først åbnes dørene op til det grænseudvidende univers. At vise mennesker tillid bliver af dem opfattet som en kærlighedserklæring - ikke mindst blandt de mennesker, der har allermest brug for en sådan tillid. Alle mennesker - lærer man snart - hungrer efter kærlighed, og selv de "farligste" eller mest "truende" mennesker - indespærrede som de jo er med følelsen af aldrig at have fået nogen kærlighed - ja, de slet og ret smelter for fødderne af een mens luften hurtigt siver ud af de skrækindjagende, men tomme "monstre" de tidligere havde blæst sig op til i mødet med os. Og derefter vil de gøre alt for én, tage os ved hånden og føre os trygt gennem tykt og tyndt, hvorved tidligere tilsyneladende lukkede døre næsten "sprænges" op for øjnene af os. Således går egoisme og næstekærlighed hånd i hånd og begge parter bliver mere og mere befriede og befriende overfor andre i processen, som får en selvforstærkende lavineeffekt. For det helt frigjorte menneske - hvis man kunne forestille sig et sådant - har jo en smittende naturlig nysgerrighed, åbenhed, rejselyst og..... ja, måske endog en dag en slags oprigtig kærlighed til alt levende omkring sig..... den naturlige kærlighed, der blev undertrykt i os alle i opvæksten.

Dette lyder måske lige lovlig teoretisk, men er kort summeret de erfaringer jeg selv har gjort, som ikke blot har beriget mig med venner for livstid - men også ført mig ind i situationer, som jeg engang ville have troet umulige - situationer, der bl.a. skaffede mig et levebrød i form af Amerikanske Billeder. Og således sidder jeg nu med et road show om værdien af at rejse spærret inde i min bils ubodelige ensomhed - år ud og år ind - kørende ud ad de selv samme endeløse amerikanske landeveje hvor hvert eneste lift jeg engang fik var en åbenbaring i sig selv - nu konstant spejdende i mørket efter en enlig blaffer - en spændende massemorder, en Ku Klux Klan-mand og lignende mennesker, der har beriget mit liv i de senere år ved at åbne op for deres egne. Og hvis dette ikke lykkes - thi det er jo kun disse yderste tabere, der tør at blaffe i dag - ja, så åbner jeg såmænd også bildørene for unge danske rejsende på vej ud i verden fordi jeg nu engang er for egoistisk anlagt til at ville være alene med min ensomhed.....

De kærligste hilsner

Jacob Holdt