Jacob Holdt - mine artikler:

Kronik i Politiken søndag 19. juli 1987

 

 

Kronik i Politiken 19. juli 1987

 

AIDS-hysteriet i USA og her

 

Forfatteren og aktivisten Jacob Holdt var på turné i USA, da han opdagede, at hans kirtler var hævede. Han blev bange - indtil han opdagede, at det, han led af, ikke var AIDS, men AIDS-hysteri.

 

DET VAR rart at Sten Hegeler endelig tog fat i AIDS-hysteriet (Politiken 2. juli). For hysteri er det herhjemme at kalde AIDS 90ernes sorte død. Dertil er den for let at forebygge. Jeg tror dog ikke at man skal kritisere at Sundhedsstyrelsen 'skræmmer hele befolkningen' med en generel kampagne modsat en målrettet mod de største risikogrupper. En mere specifik kampagne får let sexistiske, racistiske for slet ikke at tale om hetero-sexistiske tendenser - undertrykkelse af homoseksuelle. At berolige os med at '950 ud af 1000 AIDS-syge i USA er homoseksuelle' er en farlig følgeslutning. USA som helhed ligner ikke Danmark: det store antal af narkomaner i Danmark (og især i Sydeuropa) gør det mere nærliggende at sammenligne med New York, hvor homo/biseksuelle nu kun udgør halvdelen af sygdomstilfældene. Deres andel vil yderligere falde: den beundringsværdige kollektive indsats i storbyernes selvhjælpsgrupper såvel som parforholdenes ærlighed har bevirket, at den samlede procentvise stigning af nye tilfælde i USA nu er faldende.

De homo/biseksuelles livsstil i de mere frigjorte områder af landet har været medvirkende til at de bedre har kunnet udvikle de fælles psykologiske mekanismer og den åbenhed der er nødvendig for at komme sygdommen til livs på langt sigt. Men en mindre gruppe kræver dog hjælp fra det større samfund, hvis den skal reddes på langt sigt. Jeg har stadig foruroligende mange selvdestruktive venner blandt USA's bøsser. Selvforagtens spor efter århundreders undertrykkelse forsvinder ikke let under AIDS-stigmatiseringen, og uden en bearbejdning af den homofobiske undertrykkelse i det ydre samfund vil denne mindre gruppe være dømt.

MACHISMO-holdninger og manglende fælles bevidsthed giver samtidig en vis grund til at nære ængstelse for de heteroseksuelle: en undersøgelse i USA viste, at kun en tredjedel af HIV-positive, som levede i faste forhold, havde oplyst deres partner om det. Altså en dødsdom over partneren af angst for at miste denne. Når der alligevel ikke er grund til hysteri skyldes det at de heteroseksuelles procentdel af AIDS-tilfældene i New York (som jo er både AIDS-hovedstad og hovedmål for danske USA-rejser) ikke er gået op gennem årene, men har været konstant 2-3 pct. Næsten alle disse - i tal 213 - heteroseksuelle tilfælde var partnere af medlemmer af risikogrupperne -- altså ikke andengenerations heteroseksuel kontakt. Disse 2-3 pct. skal altså hele tiden fødes af risikogrupperne, som pga. oplysning eller død ikke vil blive ved med at levere kanonføde. Det er således endog muligt på langt sigt at se lidt lyst på tingene, selv om dette kan virke lidt vanvittigt her foran stormen de næste 10-15 år og forudsætter at virusen ikke pludselig ændrer sig. Da 4 ud af 5 heteroseksuelles smitte (i New York) skyldes samleje med narkomaner, ville den brede befolknings tryghed blive afgjort fremmet allerede nu, hvis man øjeblikkeligt lod narkomanerne få adgang til metadon eller kanyler. Selv nok så storstilede kampagner kan ikke oplyse selvdestruktive sind, hvis de ikke har en øjeblikkelig valgmulighed.

MAN KAN altså spørge hvad meningen er med at føre generel skrækkampagne over for hele befolkningen, når trafikken i de samme 5 år, hvor 213 heteroseksuelle fik AIDS i New York, tog over 6000 menneskeliv i byen. (Selv om alle de heteroseksuelle 2-3 pct. af de nu AIDS-smittede i New York - mellem 10-15.000 - med tiden vil dø, vil de kun godt lige nå op på antallet af trafikdræbte. Og i intet andet vestligt land vil risikogrupperne per capita kunne tvinge antallet af heteroseksuelle AIDS-ramte så højt op som i New York. Dertil har vi for få narkomaner og biseksuelle og for stort forspring i oplysning om sygdommen.)

Jeg var selv offer for en skrækkampagne, da jeg under min turné i USA i lang tid havde første sygdomssymptom - hævede kirtler - og var overbevist om at jeg havde AIDS - med hele den lammelse man derpå går igennem. Da turneen var uhyre fortravlet og køerne lange, var jeg ude af stand til at få en AIDS-test og begyndte i stedet at nærlæse statistikkerne om min risiko. Stor var min forbavselse, da jeg i modsætning til skræmmebilledet, jeg havde dannet mig gennem kampagnerne, opdagede at jeg stort set stod uden risiko. I højfarezonen New York, som jeg af samme grund havde holdt mig fra i flere år, havde kun 4 heteroseksuelle mænd fået AIDS ved seksuel kontakt, hvilket var 0,0 pct. af de 9188 tilfælde. Skønt 13 pct. af de prostituerede i New York er HIV-positive, havde ingen mandlig kunde endnu fået AIDS (altså en dårlig skabsbøsseundskyldning over for ægtefælle og et homofobisk samfund: det er de prostituerede der er ofre - ikke omvendt). Hvorfor skulle jeg så have en hel sæsons turné ødelagt af denne afsindige dødsangst -- og angst for at have smittet andre?
En angst så irrationel at statistikkerne ikke kunne kvæle den. Da AIDS-udviklingen i USA er 3-4 år længere fremme end i Danmark, er det psykiske pres så meget større. Samtidig havde jeg i høj grad færdedes i de hårdest ramte sociale grupper. Alle mine venner led af samme pludselige angst ved synet af et blåt slagmærke el.lign.
At 21 af mine tidligere amerikanske venner er blevet myrdet har ligesom utallige trafikulykker ikke bevirket særlige ændringer i mit adfærdsmønster mens AIDS på visse punkter har ændret dette 100 pct. - skønt jeg endnu ikke kender et eneste offer. Det er en virus, der overalt har sat sig på hjernens proportionsterminaler og nedkalder angerfantaseren som Politikens (8. juli) 'Welcome to the World of AIDS'-historie, som jeg fortsat hører i adskillige skrækvarianter i USA (også
lokalvarianter i stater uden et eneste tilfælde af AIDS-smittede heteroseksuelle) skønt den for længst af Newsweek er blevet afsløret som værende uden hold i virkeligheden.
Jeg begyndte at ringe rundt til gamle kærester fra år tilbage for at forvisse mig om deres sunde helbred. Nogle græd af befriende glæde over at få afkræftet deres årelange paralyserende skyldfrygt om at jeg måske kunne have været biseksuel, narkoman eller bløder. Da forstod jeg hvorfor jeg også måtte lide: AIDS har ikke blot en homofobisk slagside, men også en sexistisk.

Jo, det er godt at kende sin risiko, men kampagner må ikke lægge ansvarsbyrden på de svage - minoriteterne. Det er ikke til kvindens fordel at hun i de amerikanske medier nu bliver udråbt som en 'buffer', der relativt let modtager virusen, men ikke let spreder den videre. Kondomansvarlighed bliver derpå kvindens og vil på langt sigt stimulere en sexistisk livsopfattelse. New Yorks kvindegrupper har rasende protesteret mod denne tendens i kampagnerne. Når jeg overhovedet tør nævne det med risiko for selv at stimulere denne undertrykkende tendens, skyldes det følgende 'statistik': en kvindes chance for at pådrage sig AIDS i en bar i New York - en by med over en halv million AIDS-inficerede - er kun en brøkdel større end at vinde i lotteriet (ifølge patologiske professorer ved University af Southern California). Når langt de fleste af de 209 kvinder havde fået AIDS gennem mere langvarige forhold, hvor de færreste sikkert alligevel ville bruge kondom, kan man i øvrigt betvivle hvorvidt en bred kondomkampagne ville have reddet menneskeliv her. Men de få undtagelser skræmmer. Jeg vil i øvrigt ikke i et samfund, der som Danmark nu er langt mere individuelt (om end endnu ikke institutionelt) racistisk end USA komme ind på de racistiske grunde til ikke at føre en mere målrettet oplysningskampagne, da selve argumentationen vil være en komplementær størrelse.

JO, JEG HAR været døden nær af angst fordi AIDS-kampagnerne 'skræmmer hele befolkningen' (hvilket i øvrigt er en ganske god måde at lære at værdsætte livet på: man sværger bagefter for evigt at ville arbejde for bøssernes, narkomanernes, de prostitueredes, de sortes, puertoricanernes og de andre stigmatiserede gruppers sag). Men det er nok bedre at skræmme hele befolkningen til den form for solidaritet end at lade AIDS-kampagnen endnu en gang lægge en brik til det hvide hetero-sexistiske mandsimperium. Det er sikkert et forkert tidspunkt at moralisere på, men man kan ikke dy sig for at nævne at hvis vi i tide havde arbejdet på at skabe et frit samfund, hvor bøsser selv i den mindste vestjyske flække kunne kysse og færdes med hinanden hånd i hånd uden at forkrøble sig selv gennem smertefyldt indvendiggørelse af heteroseksuelle holdninger og de unge gennem sådanne positive identifikationsfigurer frit havde kunnet vælge deres egentlige seksuelle identitet, da ville vi ikke have tvunget flertallet af dem ind selvfornægtelsens skab og forkvaklede ægteskaber med kvinder, hvori de nu truer vor heteroseksuelle frihed med undertrykkelsens ældgamle boomerang. Hvis vi samtidig af AIDS og dødsangsten kunne lære en mere medmenneskelig og mindre fremmedgørende samfundsprioritering end japanske Karl Smart-jeeps og vanvittige ensomhedsskabende storebæltsbros-potenser, kunne vi undgå den utrolige fare vi i fremtiden ville være udsat for - i helbred såvel som indbo - ved nu at skubbe så mange ud i narkomani og en begyndende underklasse i stil med den amerikanske. Tryghed er ikke noget an blot tager på sin lånekonto og på en penis, men derimod noget man giver et medmenneske, en narkoman, og derefter får tilbage. Gennem en ægte medmenneskelig indsats kunne vi undgå at denne mørke tid sætter de forskellige gruppers befrielse årtier tilbage. Ingen er frie for alle er frie.

Men i beskyttelsen af de undertrykte grupper skal vi ikke skyde den mest undertrykte fra os: de famlende unge. Det er intet mindre end undertrykkelse at vokse op med så megen angst, og undertrykkelse skaber altid reaktion. Smerten skal ud, og kommer det ofte på en destruktiv måde. I akkumuleringen af disse ulykkelige lidelsesmønstre ligger kimen til meget af den fysiske og psykiske undertrykkelse, som vi ser dem udfolde i disse år over for de andre udsatte grupper (såvel som togsæder). Så når vi nu alle skal skræmmes en smule for at dele 90'ernes byrde ligeligt, lad det da ske med den bramfri kondomhumor, som amerikanerne godt kan misunde vore erigerede busser og roskildetårne for. Men lad os samtidig i de mere detaljerede pjecer få de virkelige statistikker på bordet. En nats alkoholisk oplevelse skal ikke unødvendigt ødelægge de næste ti års kreative liv med bondeanger. Efter at have set de klodsede og moraliserende amerikanske kampagner, synes jeg i øvrigt vi kan være stolte af Sundhedsstyrelsen herhjemme, Sten Hegeler. Der skal mod til at skære igennem debatten, som Hegeler gjorde dengang vi endnu famlede med kondomer af angst for at skabe liv - og nu hvor vi er bange for at tage liv. Jeg selv vil nødig beskyldes for at opfordre folk til at gå over gaden, 'når man nu ved hvor uhyggeligt mange der dør i trafikken'. Så når vi nu alligevel har fundet regntøjet frem - er det nok bedst vi beholder det på sommeren over!
JACOB HOLDT

Fodnote: For overskuelighedens skyld har jeg tilladt mig at benytte ordet 'risikogrupper' her - vel vidende at det i sig selv er diskriminerende. Den korrekte betegnelse er naturligvis 'risikobetinget adfærd såsom, især analsex og deling af kanyler, hvilket indebærer samme risiko for alle.

For anonym AIDS-rådgivning ring:
AIDS-linjen 01 91 11 19.
AIDS INFO FYN 09 91 11 19.
AIDS INFO ÅRHUS 06 13 65 13

Jacob Holdt skriver om dette foto fra sine 'Amerikanske Billeder': Et eksempel på undertrykkelsens 3-dobbelte offer - min ven Wes fra San Francisco - både homoseksuel, narkoman og (mandlig) prostitueret. Udadtil en charmerende og indbydende person, for hvem gifte forretningsmænd repræsenterer størstedelen af kunderne. I det 'private' et selvdestruktivt og voldeligt sind i landflygtighed, præget af aldrig at have overvundet selvforagt og skamfølelse over for forældre og omgangskreds i et snævert homofobisk samfund i Midtvesten. AIDS-begravelser har vundet ry som det chokerende førstegangsmøde mellem to vidt forskellige kulturer - undertrykkerens og den undertryktes - ansigt til ansigt i døden

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;