Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Politikens kronik 6. marts 2009:


 

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Er Afghanistan virkelig i vore hjerter? Eller er vi derude af ren og skær egoisme, som min gode ven Søren Espersen postulerer, "for at undgå at de kommer her"? I den længe tiltrængte Afghanistan-debat bør hans myte kraftigt punkteres. Danmarks sikkerhed trues ikke af langskæggede terrorister i et fattigt langtbortistan, men af Søren E’s og hans sorte regeringskoalitions voldelige kommunikation overfor vores stadigt mere marginaliserede hjemlige indvandrere. Men disses modreaktion i form af sporadisk og magtesløs terrorisme styres ligeså godt fra et hotel i Paris eller Hamburg – hvilket bl.a. Carlos viste – som fra en afsides bjerghule. USA frygter ikke terrorisme og kriminalitet fra sine "egne" muslimer, men fra Europas marginaliserede muslimer. Så lad os holde op med at appellere til frygt og egoisme.


Nej, min og mange andres grund til at engagere os i Afghanistan startede længe før 2001 med vores ønske om i medmenneskelighedens navn at standse Talebanregimets vold mod menneskeheden – særligt kvinder og børn. Hver en stening, vi dengang var vidne til, fik også os til at bløde. Så selv om mange af os ikke gik ind for vold, kunne vi ikke andet end at juble, da USA med vold fjernede Taleban. Vi var dengang parate til at give milliarder til ikke blot at genopbygge det blødende land, men at få dets længe undertrykte menneskelighed til at blomstre.

Men denne blomstring saboterede vores sorte koalition fuldstændigt i sin pludselige voldsrus med "de villiges koalition" til at starte et blodigt fanatisk "korstog" dybt ind i arabisk nationalisme – stadig betændt efter Vestens mangeårige kolonialisme. Alle de genopbygningsmidler Afghanistan var blevet lovet, blev med ét pløjet ned i arabisk ørkensand – skønt Saddam Husseins afvæbning kunne være sket med ikke-voldelige og næsten omkostningsfrie metoder, som jeg foreslog i Politikens kronik "Irak i vore hjerter" 22-2-07.


Mit spørgsmål er derfor, om man uden et helhjertet og altruistisk engagement i et lands befrielse – parallelt med at overvinde det mishandlede barns eller ghettoens naturlige mistillid – kan "vinde" et mishandlet lands hjerter og sind? Bag voldelige lidelsesmønstre som Talebans ligger årtiers mishandling af børnene. Når de i mistillid til de nye invaderende fremmede - svære at skelne fra deres forgængere fra England, Sovjet og Saudi-Arabien - i naturlig nationalisme begynder at afreagere deres nedarvede vold, bør vi – også for vores egen skyld - tænke på dem ikke som nogen, der skal slås ihjel, men hjælpes over.

Ligesom pashtunerne med den tids muslimske ikke-voldsfilosofi (parallelt med Gandhis hinduistiske længere sydpå) opnåede de voldelige vestlige kolonialisters respekt og forståelse under 30’ernes frihedskampe, burde vi i dag kunne bruge deres egne gamle ikke-volds-læremestres visdom til at frigøre og vinde det langtidssårede menneske, som vi udlændinge skabte i dem. Ved at umenneskeliggøre dem med etiketter som "Taleban" (når flertallet intet har med det gamle Taleban at gøre), " Al-Qaeda" (der netop var de invaderende fremmede, som både de og irakerne hadede) eller "terrorister" (selv når de for det meste angriber klart militære mål) snyder vi os selv for indsigt i motiverne ligesom Robert McNamara, der 30 år efter Vietnamkrigen indså, at det ikke var "Vietcong" (kommunister), han havde forsøgt at nedkæmpe, men uafhængighedssøgende nationalister. Altså er det utvivlsomt nøjagtigt de samme motiver, der drev modstandsbevægelsen (et ord med lidt mere menneskeindsigt) dengang Vesten, Saudi-Arabien og, ja, Lars Løkke støttede dens "frihedskæmpere" som i dag, hvor han kalder de samme folk "terrorister."

Fareed Zakaria skriver i et glimt af sandhed om den "tilfældige guerilla" hvordan en amerikansk enhed først efter 6 timers hårde kampe med luftangreb fik kæmpet sig fri i et slag, fordi mange lokale bønder spontant løb hjem efter deres våben for at deltage. Senere forklarede de, at de ikke støttede "Taleban" ideologisk eller nærede fjendtlige følelser overfor amerikanerne, men kampen var det største, der var sket i dalen i årevis. Så hvis de som virile unge mænd blot passivt havde set på, ville de blive vanærede i deres landsbyer. Og når man nu skulle kæmpe, kunne man jo ikke så godt kæmpe på "de fremmedes side."

Nu skal vi til at bruge milliarder på nye jagerfly – hver af dem til en pris 5 gange så høj som vores årlige bistand til afghanerne. Og til hvilket formål, må man spørge her i et fuldstændig trygt Vesten kun truet af de få "tilfældige byguerillaer", som vi selv fremkalder gennem hadsk marginalisering af vore medborgere? Er de til brug mod den "tilfældige guerilla" i Afghanistan og fremtidens guerillakrige i andre fattige lande? Og hvem er så egentlig de "skyldige" og "uskyldige" bombemål i en guerillakrig, når ingen deltager i kampen hele tiden og ingen familiemedlemmer er helt udeltagende i at støtte "farmand/brormand"? Under alle omstændigheder kan ingen fly til selv nok så mange milliarder skelne mellem disse ludfattige skyldige/uskyldige, der som 70% af afghanerne tjener 5 kr om dagen – med mindre de netop vælger kærkomne ekstraindtægter som "tilfældige guerillaer" for saudiske oliepenge – altså betalt af os!

Så frem for at bruge milliarder på at bombe disse fattige pashtunstammer, hvori hævn er en pligt og for hver (skyldig/uskyldig), vi dræber gør mindst tre til vore svorne fjender, - hvorfor så ikke bruge flypengene til som amerikanerne i Irak direkte at betale disse "tilfældige guerillaer" for ikke at skyde på os? Hvorfor ikke bruge disse milliardbeløb i stedet på at vinde freden ved at investere i den lovede opblomstring af Afghanistan, som disse fattige bønder i flere år sad ikke-voldeligt og ventede på? Disse halvhjertede glemselens år, hvor vi forrådte både dem og vore udsendte fredsbevarende soldater med golfkrig, skattestop mm. samt helhjertet verdensomspændende værdikrig mod de muslimer, vi skulle redde og få til at åbne sig for vore værdier. Gennem dette forræderi også mod vore egne idealistiske soldater endte vi med at sætte disse på deres fortvivlede uriaspost i dag!

Er tiden forpasset så vi nu ender med Karsten Jensens forudsigelse af en ødelæggende 30-årskrig? Ork, nej, som amerikanerne altid sagde gennem årtiers guerillakrig i Vietnam, "lad os blot få lov at bruge atombomben" så vi kan "ødelægge landsbyen for at redde den" gennem stadig mere oprustning og afblomstring på samme tid.
Jo, lad os blot få lov til at gentage fortidens succeser!

Jeg har ingen løsninger, men til alle os tvivlere, der har svært ved at se politikernes lovede "lys for enden af tunnelen" (som vi hørte så tit gennem 30 års vestlig krig mod Vietnam) vil jeg foreslå et (tanke)eksperiment - dersom vi gennem fortsat oprustning uden opblomstring sandsynligvis taber syden til et Talebanistan - for at vi i det mindste kan se os selv i øjnene bagefter. Det er godt nok et racistisk eksperiment i stil med ønsketænkningen jeg har hørt hos så mange velmenende hvide i USA, der på samme vis lægger skylden på ofrene for at undgå at se fjenden i sig selv: "Kunne vi blot få lov til at adoptere og opdrage alle sorte børn (så de kunne blive som os)!"
Lad os, inden vi rømmer syden, kidnappe alle kvinderne og børnene og tage dem med os op i de tryggere områder nord for en eller anden effektiv velbevogtet mur – den ny Durand-linie gennem hele landet, som alligevel sikkert kommer før eller siden.
Lad os i denne, vores Danner-stiftelse, bruge milliarderne fra de fly vi i NATO vælger IKKE at købe (altså helt omkostningsfrit), til her på kort tid i tryghed at skabe et sandt slaraffenland gennem en gigantisk opbygning af nye sunde moderne boliger, skoler, hospitaler, veje, vand, el og kloakker osv. til alle indbyggere betalt med vores penge og deres arbejdskraft. Lad os samtidig stopfodre og forkæle Afghanistans forhutlede og mishandlede kvinder og børn med nærende mad, undervisning og empowerment - altså "selvstændiggørelse" og demokrati, hvis vi leger tanken ud om at dette kan lade sig gøre i dette, vores fangenskab for deres egen skyld. Lad dem også blive undervist i alternativet til vores velvillige dominans og undertrykkelse med film og vidnesbyrd om steningerne, indespærringen og arbejdsfratagelsen af kvinder under fortidens blodige Talebanstyre.

Når vi har tillid til, at vores "My Fair Lady" derefter kan stå på egne ben – måske efter et år eller to – lukker vi portene op og lader hende smide de afghanske krigskrykker for trygt at stemme med fødderne. Nu er hun parat til demokrati og frihed, siger vi. Hvis hun til vores glæde vælger at blive i vores beskyttede demokratiske mini-paradis "under en strålende sol" vil vi med ikke-voldelige midler således have løst vores "Taleban"-problem, thi uden kvinder vil Talebanistan i syd jo langsomt uddø. Ingen børn vil længere kunne brutaliseres for derefter at blive manipuleret op i undertrykkerrollen.
Men hvis vores Pygmalion-skabning til vores skuffelse i stedet begynder at vandre ned mod sin voldelige mand, som det ofte sker i vores hjemlige kvindevoldscentre, - ja, så må vi erkende at slaget er tabt i Afghanistan, men kan i al fald se os selv i øjnene og sige "Vi gjorde et forsøg på at redde Afghanistans kvinder og børn."

Så er det nemlig endnu et lærestykke om at i ethvert undertrykkelsessystem har både undertrykkeren og den undertrykte i lige høj grad internaliseret undertrykkelsen og bærer den begge videre i sig – i al fald så længe lidelsesmønstrene fortsat re-stimuleres af noget der blot minder om de gamle skader – de fremmedes indgriben, "the noble civilizers" – nøjagtigt som vi ser det i lidelsesmønstrene hos USA’s sorte mange år efter at de fik demokrati og frihed under borgerretskampen.

For flere gange tidligere forrådte vi jo Afghanistans kvinder. Da briterne erstattede sharialov med common law i kolonierne, mistede f.eks. kvinderne pludselig deres ejendomsret. Indtil det 20. årh. havde kvinder generelt flere juridiske rettigheder under sharialov end under vestlig lov. Og da den kommunistiske regering under Taraki indførte fuldstændig ligestilling og store reformer for kvinder, bombede Vesten med Al Quaida ved vor side dem i blodig "terrorisme" bogstaveligt talt tilbage til steningsalderen og ind i verdens største kvindefængsel. Disse endeløse skader påført af udlændinge og den stolte bevidsthed om altid at have jaget disse på flugt, er uden tvivl et lærestykke for Afghanistans kvinder om at større end vore vestlige æresbegreber om frihed og demokrati er selvstændighed, selvværd og kærlighed til familie, værdier, rødder og traditioner.

Hvis dette er tilfældet, mon så ikke løsningen er, at frigørelsen med tiden skal komme indefra?
Nøjagtig som den gjorde det i 30’ernes succesrige ikke-voldelige opgør blandt pashtunerne med deres interne blodige hustru-, familie- og stammefejder, som århundreders britisk "del og hersk" indblanding havde udløst eller intensiveret hos dem og hvis ideer de nu effektivt kunne overføre til deres sejrrige ikke-voldelige kamp mod de britiske koloniherrer. En ikke-voldelig pathaner, som de sagde, er farligere end en voldelig pathaner, for ingen magt på jorden kan modstå profetens våben - tålmodighed (sabr) og retfærdiggørelse. Ikke-voldskamp – eller civic jihad som muslimerne kalder det - er den aktive fornægtelse af vold og deltagelse i modstanden mod aggressoren (zulm) ved at udfordre dennes altoverskyggende dominans uden at påføre legemsskader på mennesket, som er gemt dybt i undertrykkeren.

Interessant nok brugte de også i ikke-voldskampen deres æresbegreber om at hævn er en pligt, så for hver muslim, vi kristne dræbte, gjorde vi mange flere til vore svorne fjender, hvorved ikke-voldsbevægelsen imod os voksede og voksede. Aktiv modstand betød nemlig dengang (næsten som i dag) at man bragte sig selv og sin familie aktivt ind i skudlinien, hvorved flere hundrede våbenløse ind imellem blev mejet ned af briternes maskingeværer, hvilket jo blot yderligere gavnede modstandskampen.


I dag, hvor vi har så svært ved at forstå og leve os ind i vores såkaldte "fjender", forsøger jeg blot her at menneskeliggøre dem lidt gennem et indblik i den lange rejse, der formede dem. For forstår vi mon os selv og disse "primitive stammer" særlig godt, når de det ene øjeblik bekæmper vores (koloniale) vold med ikke-vold og det næste vores ikke-vold (demokrati) med vold?

Alle voldsmænd kan jo vindes over, når vi gør os til allierede med det sårede menneske bag facaden, så lidt indleven skader ikke. Vi skal alligevel på et tidspunkt i dialog med mennesket, når vi en dag opgiver fortsat at meje det ned. Jo, vi har bedre maskingeværer end dem briterne brugte imod dem dengang, og kan købe dyrere fly, end dem briterne bombede dem med allerede i 1919, da afghanerne sagde: "Da London og dets helligdomme blev bombet med zeppelinere betragtedes det som terrorisme. Nu ser vi med egne øjne at dette er et udbredt fænomen hos alle civiliserede folk i vesten." Eller MIG-bombeflyene efter at USA i 1978 støttede mujahedinerne med det erklærede mål at trække Sovjet ind i landet på den kommunistiske regerings side, - ja, mon ikke lyden af alle disse fremmede er ens for den fattige bjergbonde? Mens vi i blinde famler os frem – fuldstændig blændet af lysene på vores enorme dødsmaskiner - kan bonden klart se historiens lange voldelige sti alene ved stjernernes lys - og venter tålmodigt.
 


Demonstranter i Vermont November 2001


Så lad os i det mindste her i Afghanistan-debatten træde et mediterende skridt tilbage et øjeblik og prøve at se fjenden i os selv, inden vi fortsætter med at skyde på andre. Som i Bohrs komplementaritet skaber og påvirker vi mennesker jo hinanden på måder, vi ikke selv forstår. Når vi ser, hvilke lidelser vores hjemlige sorte koalition har forårsaget med sin årelange voldelige kommunikation mod og beskydning af vore egne hjemlige muslimer, burde det ikke være så svært at se fjenden i sig selv. På få år har vi her udløst yderst parallelle modreaktioner i form af kriminalitet, ghettooprør, vold, sporadisk terrorisme og daglige gadebandekrige – alt sammen ukendte fænomener blandt USA’s muslimer, der ikke på samme måde føler sig "under beskydning." Amerikanernes imødekommende tænkning om indvandrere (der udgør 13% mod vores 8%) gør dem selv tryggere. Indvandrernes kriminalitet er nemlig 3,5 gang så lav som deres egen. Så mon ikke vores mislykkede danske "nation building" både ude og hjemme på samme tid er et signal om at vi bør engagere os lidt mere positivt i vore medmennesker?

Jeg foreslår ikke her konkrete løsninger og ønsker heller ikke at opgive Afghanistan. Men jeg fornemmer, at hvis vi virkelig har Afghanistan i vore hjerter og ønsker at forme dets befolkning positivt frem for som nu negativt, så må vi til at se og arbejde med fjenden i os selv.

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;